Hvor længe var der gået? Flere år i hvert fald… ikke? Ikke desto mindre var Athelstan af Erneyll, i øjeblikket forklædt som en anden, slet ikke i tvivl om, hvem hun var, da han atter lagde sit blik på hende. Den lille sandløve - der nok nærmere havde været killing den gang – var blevet større, mere voksen. Adelsauraen lå tykt omkring hende, drog med sin eksotiske ydre, folkets blikke til sig; efterlod dem med en krydret lyst bag ribbene. Han fugtede sine læber, uden at slippe hende helt med blikket. Gad vide, hvad hun havde lavet siden de sammen havde revet stjernehimlen fra hinanden og malet poetiske malerier med sand og guld?
De havde ikke haft kontakt siden, og alligevel havde Meena Israa af Kazimi ikke formået at forsvinde fuldstændig fra adelssønnens bevidsthed. Smeltet guld og varmt blod havde brændemærket ham.

Athelstan af Erneyll lignede, i modsætning til sandsirenen, ikke sig selv. Overhovedet. Det var lidt en nødvendighed når gæstelisten havde udelukket ens navn og vagterne havde fået besked på at kaste alt, der bare mindede om Athelstan fra bjørneslægten, ud uden den mindste hensynstagen til sart, mælkeplejet hud, kostbare klæder og nøjsomt sat pomadehår.
Til brylluppet havde han derfor deltaget som Freddie, en ung, gennemsigtig fyr med nervøse hænder og nøddebrunt, kort hår. Det var også som Freddie, at han nu resolut pløjede sig gennem forsamlingen af gæster, for at prikke ganske forsigtigt på sandløvens ene skulder.

”Undskyld mig, har De et øjeblik, frøken..?”

Klædt i sort, dyppet i guld. Til trods for sin beskedne størrelse, forstod Meena af Kazimi at indtage det rum og gøre det til sit eget, selv når hun ikke prøvede.

Kazimidatteren havde bevæget sig rundt i menneskeskaren som en anden social sommerfugl, der sørgede for at le på de rette tidspunkter, spørger aktivt ind og svarede tilsvarende interesse som en godt opdraget adelsfrøken burde. Skjulte et hvert tegn på når samtalerne kedet hende helt ind til benet eller hun ikke fandt de kvikke bemærkninger den mindste smule morsomme.
Guldløven havde en rolle at spille, og hun spillede den som så mange gange før til perfektion.
Ynde lå i hver af hendes bevægelser, mens hun cirkulerede mellem flokken af gæster. Det var som om fødderne sjældent stod stille alt for længe ad gangen, før hun havde bevæget sig videre til at snakke med de næste i rækken af betydningsfulde ansigter. Et bestemt ansigt var dog ikke til at finde i mængden, uanset hvor mange gange nøddebrunt havde søgt rundt i jagten på azurblåt og ravnsort, klædt i farver næsten passende til hendes egne.
Meena ville havde forventet at se sortbjørnen med sin fredsdue på armen til et arrangement som dette. Spekulativt havde hun været over flere grunde for ægteparrets udeblivelse, men syntes ikke at kunne finde en der var god nok. Havde hverken hørt rygter om graviditet, endt svangerskab eller dødsfald.

Smilet var venligt og fuld af varme, da hun med et krystalglas i den ene hånd vendte sig mod den prikkende fingers ejermand. Genkendte ikke umiddelbart den unge mand der stod bag hende, ved første øjekast. "Meena af Kazimi," Præsenterede hun sig selv, vendte sig så hun stod ordenligt med fronten vendt mod den navnløse. Lod blikket kort dykke over det kedelige ydre inden det søgte hans lyse øjne. De var mindst lige så gennemsigtige som resten af hans den ydre fremtoning. Det mest i iøjefaldende var manglen på farver eller andre tegn, der afslørede hvilken slægt han tilhørte "-hvad drejer det sig om, herre..?".

Freddie var den absolutte modsætning til guldkvinden foran sig. Han havde afslappet farveløst tøj på, der styrkede det overordnede indtryk af gennemsigtighed. Det var umuligt at placere ham blandt fyrsteeliten slægtslinjer. Ja, man skulle næsten tro, at han slet ikke fandtes… (høhø)

Med hovedet på skrå, modtog Freddie ørkenløvindens præsentation med nervøs mildhed. ”Meena,” gentog han. Nærmest afprøvende smagte han på navnet. ”Meena.” Det var så længe siden at han havde sagt det højt sidst, at han blev nødt til at gentage det. En stjerne blinkede over dem i varm genkendelse. Tydeligvis usynlig for sirenen; for Meena syntes hverken at se stjerne eller gensyn. Blikket som hun havde set ned ad ham med, havde i hvert fald været blottet for interesse. Freddie lod sig dog ikke gå på af den sølle modtagelse.

”Freddie,” svarede Freddie, uden at følge etiketten. Med et neutralt ansigtsudtryk, kun spædet en smule op af det flakkende blik til hendes glas og rastløse fingre, lænede han sig frem som var de fortrolige, der skulle dele en hemmelighed og hviskede ud i mellemrummet.

”Pas på, hvad du drikker, Meena.”

Hvis der da bare havde været antydningen af kulør i den mørkere stemme, så havde det vanemæssige smil måske haft bare en lille mulighed for at nå de brune øjne. Til ørkenløvens store ærgrelse var det ikke tilfældet. Om muligt formåede han ene og alene at dræne sig for den sidste rest af farve, der havde været at spore i hans blik.
I stedet for at imponeres over den sjældent set evne, måtte Meena aktivt minde sig selvom ikke at lade smilet falme, da det navnløse genfærd repetitive sagde hendes navn anden gang. Det krævede dog ikke nogen større fantasi, at forestille sig hvordan fregnede stjernekonstellationer ville have flyttet sig nærmere hinanden hen over næseryggens tynde hud, havde prinsessen havde haft bare en anelse mindre mådehold. Sikker som hun var på han ikke var fra en af højadlens slægter, mindst lige så uafklaret var det om han var søn af en indflydelsesrig købmands familie. Den slags var der trods alt noget mere rotation i blandt, når de repræsentative familier ikke kunne imødekomme efterspørgslen.

Velplejede bryn løftede sig i et øjebliks billede af forundring, inden de faldt tilbage til deres vanlige plads. Manglen på genealogien faldt ikke for døve øre, og med den tiltagende kedsomhed greb Meena ufortrødent muligheden for at bringe sved på den stakkels mands pande. "Beklager min uforskammethed, Freddie. Jeg må have haft et øjebliks distræthed - De ved hvordan vi kvinder er, men jeg tror desværre ikk-" Længere nåde løvebarnet ikke, før hun pludseligt så gennem det røgslør der lå over adelssønnen. "Dig..." Stemmen dæmpet, mens hun gav sig til at betragte ham langt mere indgående. Så hun syner? Det kunne umuligt være Athelstan af Erneyll der stod foran hende, og så i den mundering.
Fingrene strammede sig om vinglasset, efterlod neglende voksagtige da blod blev presset tilbage fra spidserne. Hun havde lyst til at række ud efter ham. Kunne stadig huske hvordan han havde føltes under fingrene da hun havde tegnet sol, måne og stjerner frem fra den mælkehvide brystkasse.
"Det ville glæde mig høre nærmere om Deres families bedrifter." Stemmen havde genvundet sin styrke, og gav ikke den maskerede bjørn megen mulighed for at nægte hende sin arm til ledsagelse.

De lyse øjne spillede mørkt, da erkendelsen tilsyneladende ramte hende. Det var egentlig imponerende, at den ramte så hurtigt; Som uvelkommen gæst til det store, højtprofilrede bryllup var Meena den første, som havde set igennem den gennemsigtige facade, og malet farverne tilbage i de hvide felter.
Han lagde hovedet på skrå, grimassesmilet så overbærende og indbydende ud forklædt i Freddies noget blidere udtryk. Det nervøse blik gengældte den granskende adfærd uden at flakke; en bekræftelse af hendes verbaliserede indsigt.
Sandsirenens hurtige evne til at gennemskue forklædninger blev skrevet bag øret; stod han i en lignende situation en anden gang, måtte han bede den indtørrede spionmester om en mere potent magi – såfremt han ikke ønskede at blive genkendt.

Det var dog ikke tilfældet nu, selvom Freddie, der ikke var Freddie, gerne havde set hende vakle rundt i blinde lidt endnu. Omvendt var det uvant bekræftende, grænsende til direkte rart, at blive anerkendt for sin ægte person og værdsat.
Han rakte sin arm frem til hende med synlig tilfredshed. ”Bedrifterne er kun vokset,” røbede han og prøvede ikke at skænke mange tanker til de omkringstående, der løftede undrende øjenbryn over sandprinsessens ukendte selskab. Måske skulle de være mere forsigtige?

”Kom, jeg kender et sted, hvor vi kan være alene,” sætningen blev sagt i et betydeligt lavere tonefald end det forrige. Med lette fodsåler mod det blankpolerede underlag, førte han Meena mod døren og en af de snørklede gårdhaver, som befandt sig bagved.

I så mange år havde Meena drømt om at blive en del af sin fars spioner. Overbevist om at dét var nøglen til den frihed hun så brændende higede efter, men havde i sidste ende måttet indse at hun altid havde været og altid ville være endnu et sæt af fyrsten øjne og øre. Den eneste forskel var prinsessetitlen der aldrig ville gøre hende fri. Magt var det eneste der kunne indri friheds ønsket, og ikke villig til at lade sin families blod farve sydens sandede underlag var der kun tilbage at trække i trådene fra kulissen.
I alle de år havde ørkenprinsessens været omgivet af folk, der hviskede Kazimi fyrsten i øret. Det var næsten givet at hun om nogen skulle kunne se gennem sortbjørnens forklædning, men det var ikke grunden til genkendeligheden. Adelssønnens ord havde fået mistanken til at blomstre. Hvilken tåbe ville ellers give sådan en kommentar på vej, der alt for let kunne tolkes som en trussel mod en fyrste datter? Han måtte have vidst hvordan hans kommentar ville trække en varme nederst i maven på guldløven. Tiltagende ved mindet om den bitre væske, der havde givet hende nattehimlen.

Det kriblede i helt ud i fingerspidserne for at rive hul på det kedelige brune ydre, åbne op ind til det der i første omgang havde fanget hendes øje. Slippe natsort hår, dragende blå øjne og en bæring der havde kunnet være en prins værdig fri.

Fingrene om armen strammede sig en anelse, skjult under hans ledsagelse, mens Meena måtte tøjre resten af sine impulser, så længe de bevægede sig mellem nysgerrige blikke og en summende hvisken. "Det glæder mig at høre," De passede tæt forbi en mindre forsamling af gæster "jeg er sikker på det vil glæde min fader at høre, at det går Deres familie godt." Svaret var ikke nok til at alle nysgerrige øjne slap det umage par, men med illusionen sat for at den anonyme gæst måtte kende Kazimi fyrsten, sikrede hun at rygterne ikke blev for fantasifulde. Hun håbede på det ville falde sådan ud.

Ført afsted til et mere afsides sted kunne hun ikke længere holde tand fra tunge. Komplet udvidende om hvor tæt hun var på sandheden begyndte hun: "Jeg var begyndt at tro du aldrig havde modtaget en invitation." Lod ham med fuldt overlæg vide at hun havde søgt efter ham, at han ikke var gledet ud i sandet som andre før ham havde. "Din fredsdue har måske forbudt dig at deltage, grundet lykkelige omstændigheder?" Gættede hun på hvorfor han havde måttet skjule sig.

Der opstod omgående en følelse af tilfredshed ved at være tæt på Meena igen. De skæve blikke, forundringen hos gæsterne de passerede, hvem går hun dog med? alt dette rørte ikke bjørnen, der omhyggeligt og sikkert lod ørkenprinsessen føre tættere på den udsete, midlertidige hule.
Den blege forklædning smilede af hendes indrømmelse. Så hun havde savnet nattehimlen, den søde vin, den gyldne sammensmeltning? Han var egentlig ikke overrasket. Episoden havde ligeledes sat sig fast hos ham selv, selvom han ihærdigt havde ladet sig bedøve, beføle og omslutte af andre sidenhen. Han havde sågar kneppet andre som umiddelbart lignede hende, uden det var lykkes at opnå helt det samme. Skulle sandheden helt frem, havde han tilmed fundet små distraherende sandkorn af afsavn i ægtesengen, selvom han aldrig ville ytre den slags afsløringer højt.

Det var dog ikke de eneste indrømmelser, Athelstan af Erneyll ønskede at holde for sig selv. Både Amelia og manglen på invitation, som Meena netop nu gisnede om, blev forsøgt kvalt omgående.

”Har du fået fyldt dit sandslot med løveunger endnu?” spurgte han derfor henkastet, mens han førte dem under den store sals hvælvinger, til indgangspartiet og videre hen af en mindre gang, hvor der var strøet lukkede døre sporadisk på begge sider. Ved en af dørene stoppede han op. Afventede at gangen blev tavs, inden han tog i dørhåndtaget.

”For resten, hvor er din yndige elver henne? Sig ikke at du følges med en anden?”

Så løvindens forsøg på at prikke hul på det røgslør som han gemte sig bag, huede altså ikke bjørnen?
Den umiddelbare afvisning på at svare spørgsmålet der var blevet ham stillet, gik ikke ubemærket hen. Det var ikke det mest elegante forsøg på et emneskifte, men for nu lod Meena ham slippe afsted med det. De var stadig i for stor en risiko at uvedkommende ville forsøge at deltage i samtalen, drevet af deres egen nysgerrighed om den ukendte mandsperson, og en voksende panik over ikke at genkende ham som prinsessen havde gjort.

"Slår jeg dig som en kvinde, der ville sætte børn i denne verden udenfor et ægteskab?" Advarede havde en lettere fornærmet kant lagt sig skarpt omkring modspørgsmålet, ved antydningen om lemfældighed. Kun få svar ville falde i god jord hos ørkenløven. Skulle hun ikke vende sig til en giftdryppende slange på armen af adelssønnen, så gjorde han klogest i at vægte sine ord eller gøre sin tavshed til guld.
Han havde måske nok smagt sydens frugter, fodret for Kazimidatterens egen hånd, men hun ville ikke tøve med at se ham kvalt af selv samme frugt.
Luften fik lov til at stå stille mellem dem, inden hun endte med en let hovedrysten at svare: "Ikke endnu, men de skal nok komme inden længe.". Forlovelsen med den tidligere fyrstearving, Markus af Isenwald, var stadig forholdsvis ny. Kurmageriet havde først skullet forbi Kazimi fyrsten, både gennem Meena selv og senere Markus selv til at spørger Sephyran om hendes hånd i ægteskab. Alt sammen efter at hun tidligere på sommeren havde været smeltet sammen med Athelstan.

"Min yndige elver skulle meget gerne vente i det kammer jeg er blevet tildelt. Klar til at hjælpe mig ud af mit stoffængsel, når jeg vender tilbage for natten." Usagt lå 'hvis jeg vender tilbage'. Armen blev sluppet for i stedet at lade hånden lægge sig over hans på dørhåndtaget. "Hun har måske hjemsøgt dig, Freddie?" Spørgsmålet blev ikke til mere end en hvisken, idet hun var endt med at stå endnu tættere, end da hun bare havde gået ved hans side. Hun brød hudkontakten, hovedet blev drejet så hun kunne se ham bag sig samtidigt med hun trådte forbi og ind i rummet, så snart døren gled åben.

Hun genkendte straks lokalet.
Tunge bogreoler fyldt med bøger gik fra gulv til loft. En enkelt af reolerne havde fået bøgerne skiftet ud med låger hvis glas var blåfarvet. Bag dem gemte der sig flere karafler af krystal, fyldt med alt lige fra harpiks gul til blodrød væske. Nær det slukkede ildsted stod der et blød polsteret møblement med tilhørende bord.
Meena af Kazimi havde brugt et utal af timer her inde, lyttende til hjerteveninden Arya af Arys højtlæsning inden hun var blevet for syg, og de ikke længere havde kunnet ses.