Nordlandets kulde havde efterhånden trukket ned og gjort sit indtog på en god del af landets centrale og østlige del af Krystallandet. Vandtunge gråskyer trak over piraternes by, truede med et snarligt snefald fik frosten til at hænge i luften den dag, bed sig ind i kinder, næse og fingerspidser, mens skyer af hvidt formede sig foran de mørke læber, hver gang de varme udåndinger blandede sig med den friske havneluft.
Melantha havde været oppe længe før morgensolen havde tvunget nattemørket tilbage. Hun havde en besætning at mætte, også selvom Tåreren fortiden lå til kajs uden udsigt til plyndringer denne morgen. Intet havde tydet til at denne dag ville stikke ud fra de resterende, da Melantha trådte af broen. Mel, salt, byg, kartofler, løg, ost, ris listen blev reciteret som havde det været et mantra, mens hun begav sig dybt ind i Fristavns labyrint i jagten på nye forsyninger.

De første store klumper af frosset vand var allerede begyndt at dale. Lagde sig som små hvide pletter over den sorte uldkappe, allerede inden Melantha atter trådte over broen op på skibets dæk. Knapt havde hun nået at åbne sølvspændet der holdt kappen om skuldrene, før døren ind til kabyssen gik. ”De giver hende et tilbud, som hun umuligt kan afslå.” ordene fik hende til at dreje ansigtet i retningen af de to besætningsmedlemmer, forvirringen lysende ud af de granitgrå øjne ”Umuligt, hvad har de overhovedet at tilbyde, som vi ikke allerede har eller kan tage?” fulgte den anden op med inden han mødte Melanthas blik, hvor et øjenbryn kravlede længere op mod de sølvfarvede lokker "Hvem vil tilbyde hvem noget?" spurgte hun, mens kappen blev hængt på en krog nær døren. Begge mand udvekslede nogle blikke mellem sig, som de nonverbalt diskuterede, hvem der skulle være den til at svare. En albue placeret i siden på den ene fik dog munden på geled "Mørket, men Aista ville aldrig lade os sejle under deres flag...!" prøvede han med tydelig desperation i stemmen at forsikre, mørkelverkvinden over for sig, hvis ansigt langsomt smallede sig ved benævnelsen af Mørket.
Hun havde ingen gang gjort sig besværet med at trække kappen omkring skulderne, før hun tvang sig vej mellem de to mørkelver mænd, som en skibsstævn gennem nordens tilisede vand.

Mørket havde aldrig tiltalt skibets kok, hun havde endda sendt sine brødre himmelvendte øjne da de begge hovedløst havde valgt at tilslutte sig Mørkets folk. Med den klare intention om at klarlægge for Aistaraina sine direkte tanker om at sejle under Mørkets fane, blev kursen lagt direkte mod kaptajnens kahyt, med øjne der slog gnister af lynild. Sne havde lagt sig som et hvidt pudder lagt sig henover dækket og gjort træet glat, men Melantha sænkede ikke farten tværs over det.
Lynild veg tilbage for det høje gisp af overraskelse, da den ene fods hæl skred under hende og sendte Melantha i direkte kurs mod dækket ud for døren ind til kahytten.

Guderne ville naturligvis ikke at faldet skulle gå uset hen. I det samme sekund foden gled under hende åbnede ydre døren ind til kaptajnens kahyt og ud trådte, hvem der måtte formodes at være en gæst fra Mørket eller budbringer alt efter hvilket øjne, som man valgte at se ham an med. Havde det da ikke været fordi at øjnene havde været i fyld færd med at tage de vandtunge skyer ind, med hjertet faretruende højt oppe i halsen. Ingen hjælp var at hente fra den solkyssede fremmede, til at forhindre det uundgåelige møde med det hårde, våde træ dæk.
Lyden var lige så tung som Melantha følte sig, da hun endte med at ligge lige så lang (eller kort ville nogle nok mene) som hun var på ryggen, med i klemte øjne. Det lige med nød og næppe at hun havde taget fra med albuerne, så baghovedet ikke tog det fulde slag og ville få det til at sortne for øjnene. Luften formåede hun ikke at holde på, da den blev slået ud af hende i et anstrengt suk, der mere kunne tilskrives at være et støn.
Smilet, hun kunne høre det allerede inden at øjenlågene gled op, hvor det grå blik landede først på den fremstrakte hånd og dernæst søgte videre imod ansigtet til dens ejermand. Mod lyset gjorde det svært at se de fine træk eller de røde malede markeringer ordentligt. ”Og nogen inkluderer måske ikke Dem selv?” spurgte hun og lod det ene øjenbryn understregende løfte sig, hvorefter hun greb ham om hånden, inden han kunne nå at fortryde den hjælpende gestus.
Grebet om hånden var fast, da hun atter stod lodret. De snehvide plamager på det mørke stof og det tarvelige svar på en udtværet sneengel stod tilbage som tavse vidner ”Lad os droppe høflighedsfarserne, jeg ved nøjagtigt hvorfor du er her og jeg fortæller dig med det samm…” ordene brød af, da hun endelig rigtig fik set manden foran hende an. Slået ud af krus af den brune hud der stod i stor kontrast til det hvide hår, men særligt de tæt på sorte øje syntes at drage hende ind ”Samme, at jeg har et varmt måltid på kogepladen i min kabys?” sagde hun og rømmede sig kort og trak sin hånd til sig og lod den placere sig mod hendes lænd sammen med den anden.

Et kønt mandeansigt havde alle dage ligget Melantha til last. Et faktum hun selv var frygtelig selvbevidst om, men alligevel havde hun aldrig tidligere oplevet sådan et skifte i hendes intentioner. Den drivkræft der havde været i hendes skidt og givet hende momentum hen over det spejlglatte skibsdæk, var som om den aldrig havde eksisteret. I stedet følte hun sig draget ind i natsorte øjne, som et møl blev draget mod en åben flamme og fik ord til at formes af sig selv uden større omtanke.

”Du har stadig fod på tåren. Gæstfrihed er det mindste du kan blive mødt med.” fulgte hun op som var det i grunden hvorfor hun tilbød ly af is vinde. Det føltes som om hånden stod i flammer, at hans hånds eftervarme aldrig ville slippe, alligevel trak det i hende for at række ud og mærke mere af varmen, små ængstelig for når den ville svinde ind og den kulde der ville følge. Hånden forblev hvor hun havde placeret den, bag om ryggen hvilende mod lænden. I sit stille sind gav Melantha skylden på sin selvkontrol, snarer end det jerngreb den anden hånd havde taget omkring modsattes håndled.
“Naturligvis med et krus øl, ingen går sultne eller trøstige fra mit køkken.” svarede hun med de grå øjnene rullet op mod himlen, nærmest som havde hun taget spørgsmålet som en fornærmelse, havde det ikke været forbi den ene mundvig trak sig skævt op mod det blinkende øjne ”Nogen skal du røre i gryderne ikke?”.

Med ryggen til vinden, bed kulden sig gennem det sne våde tøj og fik nakkehårene til at rejse sig, så begge skuldre trak op mod de spidse øre i et gys. ”Tillad mig at vise vej.” lød det kort inden mørkelveren med lang større elegance i sine bevægelser, end dem i faldet, begav sig tilbage i samme retning hun var kommet fra.
Nysgerrige øjne mødte dem i det kabyssens dør svingede åben. De to mørkelvere der havde sendt Melantha tværs over skibet, havde taget plads ved bordet efter at have forsynet som selv med det sammenkog, der fyldte rummet med en mundvædende aroma.
”Sååeh skal vi antage at Aista gav dig lov til at af bløde og koge ham, Lua? Siden du har dukkedreng der med på slæb?” spurgte den ene moret, hvorefter den skefuld blev kørt ind sekundet efter. Ignorerende den halvkvalte latter, som fik hans sidemakker til at kløjes i sin egen skefuld, så han måtte slå en hånd mod det øverste af brystkassen. ”Husk hvis køkken du taler i, Tallis. Du kunne meget hurtigt ende med meget mere end bare munddiarre.” blikket var skarpt som en ny slebet kniv, men stemmen honning blød. Advarslen lå tungt og efter få sekunders intens stirre konkurrence, måtte Tallis se sig slået. Med bøjet nakke skubbede så Melantha til mens han skubbede sig fri fra bordet. Med skålen i sin ene hånd og et ølkrus i den anden, forlod den ene af de mandlige mørkelver skibets kabys, men ikke uden med fuldoverlæg at ramme skulderen imod Dorians i en dyb brummen.
”Spiser du kød?” spurgte hun med en hånd slået ud i en gestus mod samme bord Tallis for et øjeblik havde siddet ved. Hvor Kha forsøgte at skylle sin hosten ned med en tår øl, der næsten tømte kruset for  halvdelen af sit indhold. Den solkyssede hud gjorde det svært sammen med de spidse øre, at bedømme om den mystiske fremmede havde ørkenelvisk blod i årene.

Det havde været let at tage Tallis' ord som intet andet end en morbid spas. Et simpelt forsøg på at hyle skibets fornemme gæst ud af den. Det havde ikke været nogen spøg. I den mandlige mørkelvers øjne havde Dorian været personifikationen af en snack (og ikke af den slags man gerne ville være), da han forudindtaget havde anset den brune kulør og de spidse øre til at være af ørkenelvisk blod. En delikatesse han ikke havde smagt længe.
Det stigende mundvand lod dog også til at have skyllet alt fornuft ud af ham. Tallis endnu en gang lod til at have glemt alt om, hvis domæne han havde valgt at spille op på, og Melantha havde ikke været villig til at lade ham få fripas. Mørke diplomaten var hendes gæst og skulle behandles derefter; med respekt. Så meget respekt, der nu kunne gives til en der hverken var en fast del af besætning eller sort i huden.

Ud af øjenkrogen havde hun nået at opfange hvilken kurs Tallis havde lagt, en der indbefattede Mørke tilhængeren. Med intentionen om at give ham den sidste reprimande, nåede hun kun akkurat at lægge an til at åbne munden, da den fremmede blev... Flydende? Nej... Formen af ham var forsat fast eller sådan synede det selv om han ikke længere var solid. Hele scenen udspillede sig med en hast og lethed, at hun for øjeblik kom i tvivl om det i virkeligheden havde været hendes hjerne, der havde spillet hende et pus og han i virkeligheden bare var trådt et skridt til siden?
Det var da kun indtil hun bemærkede hvordan et smil kravlede frem over det solbrune ansigt. Et forundret "Ah." smuttede fra kokken, da tungespidsen trak sig tilbage fra hjørnetanden den havde gnedet imod. I baggrunden formåede den faldne at finde fodfæste, sugede luft ind et angreb. "Farvel Tallis." Sølv veg ikke fra den navnløses skikkelse, mens hun forviste det såret ego bag ham.
Døren gik, lukkede et kulde pust ind der end ikke nåede halvvejs før den tabte kampen til varmen. "Godt, jeg havde frygtet at du ville sige nej." kommenterede hun med munter stemme, langt mere målbar med varmen i skibs køkkenet end kulden udenfor. 
Melantha løftede en hånd op foran sig. Tegnede en rektangel ud i luften foran sig til en åbning dukkede op ind til hvad der lignede et viktualierum. "Jeg formoder du også glædelig spiser oste?" Spurgte hun halvvejs inde i lommedimension. Standsede op, vendte rundt for at stikke hovedet ud og se hans vej "Med mindre du er en eller anden særling, der ikke bryder sig om ost? Hvilket kun vil gøre at jeg ret sikker på at du så er uden sjæl." Øjenbrynene rykkede sig tænksomt nærmere hinanden "Et genfærd måske? Det ville også forklare dit lille tryllenummer der." Tilføjede hun med den ene pegefinger hvilende imod sin hage, og så for et øjeblik gravalvorlig ud som troede hun rent faktisk på det sidste var en mulighed.

Den kvindelige mørkelver kunne allerede se frem til en forstående, alt for lang, jammerklage fra den udviste artsfælle. Brok der på forhånd kunne gøre de spidse øre trætte bare ved tanken, havde det da ikke været fordi at skibets gæst havde taget en dominerende rolle i hendes bevidsthedsstrøm. En placering, hvorfra tætte og dybe rødder begyndte at etablere sig.
Et farligt bekendtskab, hviskede en indre stemme advarende, kun for at blive druknet i sideskævs smil. Ikke alene var halvdæmonen en fryd for øjet, han var også djærv, og dét var en farlig kombination at sætte i én og samme person. Det var en parring Melantha sjældent havde været god til at stå imod, hvad enten det var den ene af de to eller sammenblandingen. 
"En mand uden appetit er vel altid en koks sande frygt? Værre er en kræsen mand uden appetit." Bemærkede hun kvikt tilbage, uden at forvente meget mere end højst et abrupt hikst af latter.

Måbende placerede hun dramatisk en hånd på hver hofte. Bevares hun havde da forsøgt at holde, levende, høns i lommedimension, men det havde ikke været nogen større succes. Det havde resulteret i æg lagt de mest forunderlige steder, fjer alle vejene og så var der mængden ekskrementer, hvem skulle have troet at så meget lort kunne komme ud af tre høns? Dét var ikke et eksperiment som hun havde behov for at gentage, heller ikke med mere intelligente væsner.
"Jeg kan forsikre dig om der intet unødigt levende er at finde i mine kamre." Jah, skuespiller blev hun nok aldrig, men det var heldigvis heller ikke et talent hun stillede efter at mester. "Vi er jo ikke uciviliserede væsner på dette skib... I hvert fald ikke alle sammen." Den falske fornærmelse holdt dog kun halvvejs ind i modsvaret, før hun måtte give efter for et for et lattersmil.
Drejende omkring i åbning, trådte Melantha længere ind i det transportable spisekammer og begyndte at samle til et mindre tapas bræt. "Der er plads." Indbød hun, uden at se tilbage mod ham. Hun behøvede ikke skæve over skulderen for at vide, at han formodentligt, ligesom langt de fleste andre, der stod og kiggede ind i nye dimensioner var fristet til at træde ind i.
"Du er hverken sjæleløs eller et genfærd uden følelser, så fortæl mig - hvad er du? Du er klar over kun ganske få uden mørkelvisk blod i årene overlever at krydse broen, ikke sandt?" Denne gang vendte hun sig mod ham, de grå øjne fulde af alvor.
"Melantha Lua A'Deriir, i øvrigt.". Præsenterede hun sig lidt henkastet, pludselig selvbevidst om de begge havde udeladt almindelig etikette. Og her havde hun højt og flot proklameret ikke at være uciviliseret... 

Morende, jah ligeså meget høfligt som oprigtigt følte Dorian et lille grin bane sig vej, og dæmpet skubbe ham tættere på hendes magiske kreation og hvad den gemte derinde i den anden dimension. Intet levende. Lød det i hvert fald som om, og han mødte den måbende mimik og efterfølgende elegante fornærmelse med et drilskt glimt i de mørke øjne. 
Det havde været en fryd at se hendes hurtige håndtering af situationen, og det kunne uden tvivl være afskrækkende nok i sig selv, sådan som hun.. potentielt set, havde muligheden for at smide med hvem end der kom hende på tværs, ind i et skræmmende, isolerende hul. Men han fornemmede ikke at det var derfor at mørkelveren indgød respekt omkring sig. 

Nu officielt inviteret af køkkenchefen, bevægede halvdæmonen sig med lette skridt ind i det madfyldte mørke, og løftede stadigvæk i bevægelse hånden for at se om der var vægge bagved hylderne som holdt madvarene oppe, førhen han med et lille 'hmhm' vendte blikket imod hende, låst fast af dets stålgrå intensitet. De befalede et svar, og hvorfor nægte hende et? "Dorian Deloras Solace" gled det interesseret over læberne, og han trak den handskeklædte hånd væk fra væggen, førhen han han tog nogle prøvende skridt nærmere, for at gribe hendes hånd i en mere officiel hilsen, og håndtryk. 
Han plejede ikke selv at være den sidste som introducerede sig, men det virkede ikke om om tidspunktet havde været rigtigt. Før nu. Spørgsmålet om hvad han var krævede dog mere end en kort sætning, og halvdæmonens læber pressedes overvejende sammen, inden at han nikkede lidt sigende. "Jeg er ikke alt for let at slå ihjel" begyndte han, hovedet en smule studerende på skrå når han kiggede ned på hendes lidt lavere skikkelse.
Se det var et sjovt spørgsmål.. hvad han var. Og Dorians undersøgende blik prøvede i nogle korte sekunder lige at hitte redde i hvorfor hun spurgte om det, inden at han med et skuldertræk gav op, og i stedet fandt sig til rette med at være den der svarede for lidt tid, mørke øjne søgende efter øjenkontakt. "Og så er jeg mere en budbringer, end en reelt... trussel. Eller nogen af så stor værdi. Og du ved hvad man normalt siger, skyd nu ikke.." sagt med et lidt mere drilskt glimt, og han lod hende færdiggøre sætningen - hvis hun altså ville. 

Slet skjult holdt Melantha blikket på diplomaten, da arme blev strakt ind mellem konservesglas og kurve med grønt. De få turde tage imod tilbuddet om at gøre hende med selvskab i lommedemissionen, færre vovede at røre noget der inde. Ingen havde endog nogensinde, åbenlyst, testet hvor grænseskellet lå eller om der overhovedet var et. Interessant.

Måden han præsenterede sig selv på lød nærmest som en sang, sunget på en gammel glemt melodi. Instinktivt mærkede hun lysten til åbent at gentage navnet, føle hvordan dets vokaler og konsulater formfuldt ville vende sig på tungen. Den fremstrakte hånd fik dog midlertidigt bøjet trangen af, for nu.
Vaneligt tørrede hun hånden af mod siden af låret, inden mørke fingre lukkede sig slankt men fast omkring hans. Ikke alt for let at slå ihjel lød det kryptisk. Det kunne jo betyde mange ting. Hun hæftede sig lidt ved hans bevidste fravalg på et fyldestgørende svar og endnu mere på det utalte spørgsmål der lå gemt i de natsorte øjne. Var der en grund til hun havde spurgt så specifikt? 
"Budbringeren." Afsluttede hun fornøjet. Øjenkontakten forsat intakt, idet hånden blev sluppet. Hun slog et klik med tungen og vippede overvejende hovedet en anelse på skrå. "Men du tager fejl. Du påstår måske at du ikke har den store værdig eller udgør nogen reelt trussel, men din tunge er spundet af sølv og det er i sandhed det farligste af alle våben." Selv med deres indtil videre beskedne interaktion havde Melantha mærket, hvordan han var i stand til at trække en ind i ekkokammer af hans stemme, med blot få ord. Man havde lyst til at høre hvad der næst ville komme fra de fyldige læber. 

Det var et navn givet af kærlighed, og Dorians fingrer gled over hendes hånd da hun hilste ham tilbage, ikke meget tøven bagved bevægelsen. Og ikke meget tøven omkring hende, hvis øjne mødte hans, og holdt fast i øjenkontakten ordene igennem. Den varme. 
Som opvarmet ørkensand der blidt sivede imellem fingerspidserne - sådan følte Dorian grebet fæstne sig i hans hukommelse. Sansede det, hæftede sig ved det, og han kunne ikke helt forklarer hvorfor det låste sig fast i de glatte tanker, på en måde som mindede ham om hjem. Fordi intet omkring rummet de var inde i, skibet der svajede omkring dem, eller mørkelverens natteskikkelse, trak tråde til Rubiniens lyse sol- og sandbakker. 
Men alligevel. 

Der blev sluppet, øjenkontakten stadigvæk intakt og Dorian følte smilet omkring hans læber vokse, da hun påstod at han tog fejl. Jaså? Og det mørke bryn gled tvivlende op i panden. "Og du taler som en der har kendt mig i flere årtier.." men et glimt i de sorte regnbuehænder, vidnede om at tvivlen ikke var sandfærdig. "Men jeg ville bestemt have husket dig, skulle det være sandheden" lo han, og tog komplimenten til sig. 
Man havde vel sit arbejde af en grund. Og selvom Mørket ikke gjorde sig i den store diplomati - i hvert fald ikke lig det som andre ville mene var diplomatiets kerne - kunne en sølvtunge bruges i flere, forskellige sammenhænge. 
Men en glat tunge, uden intuition, den var ikke meget værd. Og der hvor Dorian nogle gange kunne halte i sin intuition (hvis han absolut skulle konfrontere egne fejl), virkede Melantha til at være skarp. Skarpere end mange måske brød sig om; han var vidst kommet af en grund, men blev af en anden. 

Varmen simrede stadigvæk i håndfladen, og steg op imod de mørke kinder. Dorian var i sidste ende den første til at bryde øjenkontakten, da han i et lille grin lukkede øjnene, og afskar sig fra den stålgrå intensitet. Ellers endte hun joh med at se lige igennem ham, og halvdæmonen sukkede. Hun ville nok finde frem til det i sidste ende, alligevel, og tilføjede. "Jeg er affilieret med Mørket. Og et mandskab som jeres, har trukket nogles opmærksomhed til sig" Og han tiltede selv hovedet lidt på skrå, da øjnene gled op igen, men gled let til siden, for at hun kunne komme forbi, og ud igen, medmindre hun skulle samle flere ingredienser til retten.