Det var en almindelig fredag aften og som alle andre weekender, var mange af hovedstadens kroer fyldt op med diverse gængere, der ville fejre den lille frihed, før mandagmorgen ville kræve deres seriøsitet igen. Selv på den simple kro 'Stridsøksen' i den nedre del af byen var der godt igang i forretningen. Krofatter Yorkgu stod som altid bag disken, klar til at slynge det ene krus efter det andet over disken til de mange, betalende gæster. Det var tydeligt at se, at ungdommen for orken ikke havde været i beværtning. De mange ar, især i ansigtet, viste, at han var en opdragen kriger. Men ellers ville man ikke tro dette. Beklædningen var som en hver anden krofatter. En tunika, hvis ærmer var revet af for at give mere mobilitet, og et forklæde, der hang under den lille vom. Men det var ansigtet, der sagde alt andet end kriger. I blandt de mange ar var der et stort smil på den grønhudet mand. Og det var et venligt smil, som samtlige gæster fik i deres retning. Yorkgu var smilende, grinende og glad. 

"Lizzie, hent lige et par flasker vin. Inden vi ikke har mere heroppe, tak." kaldte Yorkgu til en af de ansatte, der var på arbejde. Den kønne barpige nikkede og smuttede ud. Dette efterladte krofatter helt alene bag disken, men han havde klaret værre. I starten af 'Stridsøksen's tid havde Yorkgu ikke haft midlerne til ansatte. Der havde han været alene med arbejdet, selv på de travle dage. Derfor vidste han, han kunne klare det. Plus, Lizzie kom snart tilbage. Hun trak altid gode kunder til sig. Ofte de kønne mænd, der havde falske håb om at gøre en kone ud af hende - eller bare få en god veninde til natten. Yorkgu kunne ikke lade være med at grine lidt, når han så den ene bejler efter den anden fejle. Lizzie var en kræsen pige - men det behøvede kunderne ikke at vide. Hun tjente krystaller ind til dem og hun nød det selv, det vidste krofatter. Ellers ville han ikke have ladet bejlerne være om hende, hvis hun ikke ønskede dem.
Lige nu stod Yorkgu blot og pudsede et krus med kluden, der normalt hang ved hans talje. De fleste kunder havde fyldte krus, så der var ingen stres bag disken - endnu i hvert fald. Den hyggelige ork kiggede i hvert fald i ny og næ mod døren for at se, om nye kunder ville komme ind. Der skulle jo gerne slynges mere øl over disken.

Endnu en travl fredag aften i den store by Dianthos. Aamina elskede dem. Egentlig arbejdede hun for det meste arbejdede disse aftner - det var trods alt nu kunderne kom i en lind strøm - men det betød, at hun nød de aftner hun havde fri så meget mere.
I aften var sådan en aften og med penge på lommen og iført en let lyserød kjole der gav indtrykket af at være halvgennemsigtig, men ikke var det, havde hun søgt mod Stridsøksen. I Dianthos var der mange der ville besøge Det halve Svin, men Aamina holdt af at komme på Stridsøksen. Sommetider kom hun for at arbejde og lokke nogle krystaller ud af de håbefulde mænd, der sukkede efter den kønne barpige, andre gange - som i aften - kom hun for at drikke og more sig. Hun var ikke ankommet alene, men var kommet med en håndfuld af de andre fra bodelhuset, som havde fri denne aften. De første par timer var brugt nede ved et bord, hvor de havde drukket og leet og generelt havde været i festligt humør, men som aftenen var skredet frem var havde ed spredt sig. Nogle for at tage hjem, andre for at gå med kunder og andre igen havde valgt at tage festen andetsteds.

Aamina havde besluttet sig for at søge mod baren. Hun holdt af at sidde og betragte de andre mennesker, tale med de andre - mere faste - gæster og være tæt på både mjød og vin. Og netop vinen var efterhånden ved at slippe op, som hun lænede sig ind mod baren og sendte Yorkgu - krofatteren - et af sine vindende smil. "Du skulle vel ikke have mere vin til mig, vel?" Spurgte hun, og gjorde smilet en anelse mere indsmigrende. Ikke fordi hun sad og flirtede med ham - nej hun vidste bedre end at lege med dem der skænkede hende mad og drikke, men simpelthen for at være venlig. Og måske få et lille nedslag i prisen. Man kunne jo være heldig.

At hans kro blev brugt til andre personers erhverv var ikke gået for Yorkgus næse. Han vidste udemærket godt, at byens bordeller kunne finde på at lede efter kunder på diverse kroer. Orken havde intet imod dette. Det påvirkede ikke hans betjening negativt. Tværtimod. Når en af disse skøger fandt en kunde på hans kro, ville de ofte gerne op på et af værelserne. Og det var en god indtjening. Derfor havde Yorkgu intet imod, når skøger kom ind for at udgøre deres arbejde. Og med tiden havde krofatter også lært, hvem der muligvis kunne være skøger. Han arbejde stort set hver aften, så hvis et genkendeligt ansigt gik med en ny mand eller kvinde ved hvert besøg, lagde Yorkgu mærke til dette.

Derfor havde krofatter også opfanget, at et af bordene havde indeholdt denne slags kunder. Men de havde ikke virket til at være på arbejde. Ellers ville de ikke have siddet i en klump sammen. Men som aftenen var skredet hen, var denne gruppe splittet op. En af disse var kommet hen til baren. Hendes lettere gennemsigtige kjole virkede ikke just behageligt i den kølige februarnat, men forhåbentlig skulle hun ikke ud endnu. Der var stadig alkohol at købe.
"Lizzie er nede og hente flere flasker, men en af dem har dit navn på, søde," sagde Yorkgu smilende. Accenten af en ork var endnu svagt at høre i krofatters stemme. Man kunne ikke tage orken ud af ham, men han var begyndt at snakke næsten menneskeligt. Men hvis han blev fanget af en samtale og bare snakkede afsted, ville orkstemmen komme tilbage stærkere. Lige nu kunne han holde den nede. "Aamina, ikke? Det er ikke din første gang på min kro." Yorkgu var stoppet op foran pigen, endnu med kluden halvt nede i kruset. Hvilken krofatter ville han være, hvis ikke han kendte navnene på nogle af de hyppigere kunder - eller de kønne af slags. Han var jo endnu stadig en mand - og han kunne altid værdsætte et pænt ansigt.

Aamina kunne mærke, hvordan kroens varme farvede hendes kinder røde. Eller også var det vinen? I hvert fald var hun efterhånden ved at være godt fuld, hvilket kun gjorde hende i endnu bedre humør. Faktisk syntes de fleste på kroen at være i godt humør, men hun mindes heller ikke at folk sloges vildt meget her. Selvom det ville være oplagt med et navn som Stridsøksen. Hun var dog ikke i tvivl om, at manden bag baren var en af grundene til, at slåskampe sjældent udviklede sig her. For godt nok havde Aamina aldrig set ham som andet end munter, men hun var helt sikker på, at han nok skulle kunne blive vred hvis det stak ham. Arrene i ansigtet vidnede i hvert fald om et liv som eventyrer. Men det gav vel også mening at man på et tidspunkt slog sig ned, hvis man overlevede. Hun havde faktisk ikke før overvejet, hvad man lavede når man var færdig med at eventyrer rundt - hehe eventyrer rundt, det var hun ret sikker på ikke var et ord.
"Det lyder dejligt." Svarede hun med et smil, som han beroligede hende med, at en af de flasker Lizzie var nede for at hente ville blive hendes. Hendes blik, som havde været fast rettet mod Yorkgu mens hun havde overvejet hans tidligere profession, lyste en anelse gyldent i halvmørket og blev endnu varmere som han genkendte hende ved navn. "Ja, det er rigtigt." Hun var ikke sikker på hvorfor hun blev så glad over at han kendte hende, men det var vel altid rart at vide, at man ikke bare var et ansigt i mængden. "Nej," hun rystede svagt på hovedet. "Jeg kan godt lide at komme her, her er aldrig problemer. Men..." Endelig flyttede hun blikket for at lade det glide hen over kroen inden de igen faldt på den store mand. "- jeg har aldrig forstået hvorfor kroen hedder Stridsøksen?"

Der ville ikke gå lang tid, før Lizzie ville komme op med et par flasker i hver hånd. Selvfølgelig kunne Yorkgu selv være gået ned og kommet op med en kasse på hver skulder. Men der var noget ved at stå bag baren, som krofatter elskede. At være i nærheden af dem, han ville tjene. Der var jo en grund til, han ikke længere var i sin klan og i stedet her i Dianthos. En grund til, han havde valgt menneskelighed frem for orkisk.
At Yorkgu havde gættet det korrekte navn, fik et opmuntrende nik og ikke mindst smil henover det grønne og arret ansigt. Nogle ansigter var nemmere at huske end andre. Især, hvis de kom herind hyppigere og hyppigere. Og atter måtte Yorkgu fortsætte sin nikken. Der var underligt få problemer på 'Stridsøksen', taget dens placering i betragtning. De var jo i princippet i den nedre del af Dianthos, så slåskampe og den slags ville være mere normen end på andre kroer. Men Yorkgu havde formået at holde 'Stridsøksen' fredlig. Der var flere grunde til dette, men en af dem var tydeligt det faktum, at krofatter var en ork. Selvom Yorkgu næppe ønskede at kæmpe - men det vidste alle jo ikke helt. De så blot den grønne hud og tænkte, at de ikke skulle skabe problemer mod ham. 
"Hm?" Den spørgende lyd forlod Yorkgus læber til Aaminas spørgsmål. Ja, navnet var måske lidt specielt, hvilket også fik et fnys fra krofatter. "Kan du se øksen der?" Yorkgu pegede op på øksen bag ham. Den var større end en normal økse. I hvert fald ikke passende til et menneske og alt for voldsom til kun at blive brugt mod træer. Den var rengjort, så der var kun sølv at se på stålet. Men i handling ville der være mere rødt og sølv. "Det er min gamle krigsøkse. Jeg lagde den figurativt på hylden, da jeg kom til Dianthos og nu er den på hylden. Jeg har begravet min stridsøkse." Dét havde været inspiration for kroens navn. Der var mange andre kreative og mindeværdige navne, men Yorkgu havde forelsket sig i 'Stridsøksen', hvorfor denne var valgt. Han var jo krofatter. Hans ord var lov bag denne dør.

Nok var Aamina lettere beruset, men ikke mere end at hun ikke straks så øksen, som han pegede den ud for hende. ”Hmh?” Nikkede hun, og lod blikket glide over øksen. Nu var det ikke fordi Aamina var den mest stridslysten person; hun foretrak klart kærlighed fremfor slåskampe, og hun havde i hvert fald aldrig holdt et våben, ikke så vidt hun vidste, i hvert fald. Men hun var alligevel ikke så tabt, at hun ikke straks kunne se det her, ikke var enhver anden økse. For det første var den større end mange andre, og udformet på en måde der gjorde det tydeligt, at den her ikke var lavet til at fælde træer. Måske mere monstre.
Hun overvejede hans ord et langt øjeblik, og nikkede så. ”Jeg har aldrig nogensinde holdt en økse før,” sagde hun så, selvom hun ikke regnede med at det interesserede ham synderligt. ”- men den ser ret tung ud. Er det ikke hårdt at skulle slås med sådan en i timevis? For jeg går ud fra, at det er det den er blevet brugt til når nu du sagde det var din gamle krigsøkse?” Hun nåede lige at stille spørgsmålet før noget andet faldt hende i. ”Krigsøkse… har du så været i krig?” Det kunne meget vel være, at han ikke ønskede at tale om sin fortid, og så måtte han jo bare sige det, men han havde altså fanget hendes interesse og Aamina ville gerne vide alt hvad hun kunne om den store ork, der servede for hende.

//Jeg beklager virkelig, virkelig meget. Det har været nogle meget hårde måneder, og da jeg troede det endelig var ved at vende... well det var det ikke. Sorry for mit uforskammede sene svar.

Reaktionen fra krofatter var et lettere grin som svar til Aaminas ord. Hun mente det næppe som en joke, men orken kunne ikke lade være med at finde det sjove i det. Den unge kvinde virkede langt fra som typen, der ville gå i krig. Ikke engang holde et stort våben. Måske en lille dolk eller kort sværd, ikke en tung økse som den hængende.
"Den er tung, men den er bygget til mig," fortalte Yorkgu. Og som svar på, at den måtte være hård at kæmpe med, løftede han sin højre arm og spændte overarmen. Meget vel havde han en begyndende vom, men gemt under al fedtet og det bløde overlag var der store muskler. Han var jo en ork. "Jeg er jo ikke et stankelben." Det ene af det arrede øjne blinkede som afsluttende svar til dette.

Der var en god slat gæster inde i Stridsøksen, men det var ikke nok til at rive Yorkgu væk fra en hyggelig samtale med en gæst. Der var andre arbejdende. Fordelen ved at være ejer og krofatter. Yorkgu kunne gøre, hvad han ville, for dette var hans sted. Hans. "Det har jeg skam, ja. En rigtig ork kan ikke leve uden at gå i krig," begyndte Yorkgu. Dog uden at gå i dybden i krigene, orken havde kæmpet i. Ingen grund til at dele dén slags detaljer. "Men jeg begyndte at føle anderledes end min race. Derfor undslap jeg og her er jeg nu. Skiftet øksen ud til fordel for en klud og rustning ud med forklæde." Og begge havde orken på sig. Den første i hånden og det andet rundt om vommen.

//Og det er helt i orden. Du skriver, når du kan og vil :D