Kronhjorten var en velbesøgt kro i det centrale Dianthos, og et fast tilholdssted for de mange soldater i byen. Grundet dens klientel, det ofte skulle op før daggry, var det også en af de kroer der lukkede tidligere af de fleste.
Denne nat havde knap passeret midnatstimen, men allerede var krostuen næsten tom, og krodrengen var allerede ved at sætte stolene op på de yderste tomme border.

Ved et af de borde, omgivet af opsatte stole, sad en ensom, ung skikkelse, og sumpede over et krus. Det let krøllede hår hang nedover mørke øjne, det stirrede tomt frem for sig.
Alexander havde startet aftenen ud sammen med en flok soldaterkammerater, men i takt med krusene var blevet tømt, var den unge prins faldet mere og mere til melankoli, indtil hans dårlige humør havde nået et højdepunkt, der havde fået de andre til at efterlade ham, til at surmule alene.

Det havde passet Alexander fint. Kronhjorten var, ironisk nok, en af de steder den unge prins af Isenwald, ikke følte han behøvede tænke over sin status. Her var han bare én soldat blandt mange.

Det gibbede i Alexander som et krus smældede mod bordet, og hans rettede sig op med et sæt, som havde en lærer fanget ham i at sove i timen. Som han sad ret, kom de brede skuldre til sin ret. Nok var hans hud fin, men han lod dog til at havde en soldats fysik.

Det tog et øjeblik før de slørede øjne fik fokuseret ind på lydens kilde, et ukendt krus, og derefter på manden der havde sat det. Et af Alexanders øjenbryn løftede sig med en blanding af forvirring og irritation. Alexander genkendte ikke manden, men han synes åbenbart det var okay bare at sætte sig.

"Virkelig? Det havde jeg aldrig opdaget" kommenterede han tørt og sarkastisk, hans tale en anelse sløret af alkoholens tag. Alexander havde drukket mere end sin vægts værd den aften, men heldigvis havde han ikke skulle rejse sig længe.

"Hør her makker, hvis du søger godt selvskab, så finder du det ikke her" sukkede han, mere opgivende end afvisende. Han tog en tår af sit krus, inden han fortsatte, uden egentlig omtanke for hvem han snakkede med eller hvad han sagde.
"Åbenbart er jeg et 'dræn' og skal bare 'komme videre'. Der er jo masser af andre 'havfruer i havet'!" gengav han de uønskede råd og opfordringer hans kammerater havde givet ham, inden de i sidste ende havde givet op.

Alexander tog en tår mere fra sit krus, kun for at finde det allerede var tomt, og lod i stedet hoved falde tilbage ned mod bordpladen. Gutten påstod det ikke interesserede ham, men alligevel satte han sig. Var det bare for at få et billigt grin på Alexanders vejene?

Nej... Skønt hans sanser eller tanker ikke ligefrem var skarpe længere, så virkede gutten... velmenende? Der var hvert fald noget over ham som Alexander ikke helt kunne sætte fingeren på, men det fik den unge Isenwald til at løfte hoved fra bordet igen, og rette sig en smule op, som skiftede sit tomme ølkrus ud med des nyligt ankomne erstatning. "Tak..." mumlede han og tog sig igen en tår, denne gang med bedre held.

"Men du forstår ikke" udbrød Alexander pludseligt, efter ellers at have siddet roligt, kun let svejende, og lyttet til den ældre mands visdom.

"Jeg ville hellere have tømmermænd hver eneste dag, hvis hun bare ville..." ynkeligheden i hans stemme var så tyk den kunne skæres, og om Alexander selv hørte det, eller bare ikke anede hvordan han skulle afslutte sin sætning, så døde den ud med et hjerteskærende suk, og et KLONK, som hans hoved igen kolliderede med bordet, med en del mere kraft denne gang.

Aleksander var blevet kaldt mange ting i sin tid og tykpandet var bestemt imellem dem. Alligevel kunne han mærke, selv gennem den rå mængde øl han havde i kroppen, at det nok ikke var en god idé at hamre sit hoved ned i et bord gentagende gange. Men det var heller ikke en god idé at lade kvinden man elskede slippe mellem fingrene på sig, så hvad betød én ting mere på listen af hans dumheder?

"Det er ikke så simpelt, okay?!" udbrød han tilbage, og løftede arrigt hoved for at vifte sit krus anklagende i den anden mands retning, en bevægelse der spildte en god sjat øl på bordet. Gassen gik dog af den unge prins igen lige så hurtigt som den kommet, og dunket i ryggen gjorde ikke meget mere end at sende mere af Aleksanders øl på bordet. Men i sidste ende var det nok bedre det endte der, end i ham på nuværende tidspunkt.
En irriteret brummen lød som Aleksander satte kruset fra sig og rettede sig op i sædet. Han kiggede kort efter kropigen og skar en grimasse som hun hastede væk under hans blik. Yikes.

Et tungt suk fulgte som Aleksander tog fat i sit krus igen, drak en tår og vendte det mellem hænderne. "Det var ikke mig hun ikke ville... Det, det tror jeg hvert fald ikke" før havde han været sikker, men tvivlen var siden begyndt at nage i ham. Han rystede på hoved af sig selv "Nej! Det var det liv jeg kunne tilbyde hende... Hun... hun er en stærk kvinde, og hun ville mere med livet end hvad jeg kunne tilbyde hende" indrømmede han nedslået. Og kunne han bebrejde hende for det?
"Hun er klog og smuk og har mere talent i sin lillefinger end nogen anden jeg har mødt! Så... jeg ville kun holde hende tilbage, det forstår jeg" han kiggede ned i sin øl "Men derfor gør det ikke mindre ondt at miste hende..."

Aleksander lyttede til den ældre kriger, og som følelserne overvældede ham, fikserede den unge soldat blikket mod sin øl. Aleksanders tvivlede kraftigt på at nogen, og da slet ikke den en-armede, kunne vide hvordan han følte. Hvordan kunne nogen?!
De tvivlende tanker blev dog hurtigt bragt til skamme, og Aleksander løftede langsomt blikket til de grønne støvler. De så mølædte ud hvis han skulle være ærlig, men måden veteranen klappede dem på, var det tydeligt de var hans kæreste eje.

"Hvis du holder dem du elsker tilbage, så elsker du dem ikke i sandhed."

Aleksander nikkede langsomt "De andre blev ved med at sige 'hvis du virkelig elskede hende, så ville du gøre alt for at holde på hende', men det føltes bare... forkert" delte han, taknemmelig over at han ikke var den eneste der så det sådan. Aleksander havde troet hans situation var unik, at ingen havde elsket som ham, og det var derfor hans kammerater bare ikke fattede det! Det gjorde de heller ikke, men som han betragtede veteranen foran sig, nærede den unge soldat ingen tvivl om at hvemend hans dame var, så havde hun været elsket lige så højt som Aleksander elskede Dinah.

Mere øl flød udover bordet som den gamle kriger smækkede foden i gulvet, og Aleksander spjættede overrasket, inden han blev dunket venskabeligt på ryggen. Latteren var smitsom, og Aleksander sluttede sig til den med et lettere hjerte end han havde følt i ugevis.
"Ti fingre, ti tær endnu, ingen indersider af reptiler inspiceret, og skål på det!" lo han, og løftede sit krus i skål.
"Det er da en lille fordel ved at distrahere rytteren frem for dragen. Pænere ar, og noget bedre ånde" tilføjede han med tør humor, og samme brede grin. Der var ingen bravardo i ordrene, og inden løgn om faktisk at have besejret rytteren.