Det var en frisk dag. Sneen lå over Azuriens landskab, som en glitrende dyne. Sneen knirkede under Bjørns fødder. De åbne vidder var så lokkende. Alle de steder han kunne tage hen. Alle de personer han kunne møde. Så meget at opleve. Så meget. Så meget at huske. 
Bjørn stoppede op og lod hovedet hænge. Hvorfor var det som om at han skulle huske? Hele verden virkede så ny. Han havde intet kendt foruden sin skovsø. Han vidste ikke hvad der havde været før den. Men hans vandring prikkede til noget dybt nede i dybet af hans minder. Selvom alt følte nyt, så var det som om der lå et drømmeslør over hele verden. 
Azurien var helt og aldeles ny for ham, men han havde det som om at det burde se anderledes ud. Dianthos var en enorm sprudlende sotrby, med så mange folk og indtryk, men det var som om nogle bygninger burde stå et andet sted, eller husene var for store. Det hele virkede så nyt, men altid forkert. Han kunne ikke sætte en finger på hvorfor han syntes det. Han havde jo aldrig været der før. Eller havde han?

Han løsrev sig fra sin tanker og trampede videre. Lige nu skulle han bare opleve. Der var så meget af verden han endnu ikke forstod. Han glædede sig blot til at møde nye folk, og lige som han tænkte på nye folk, så kunne han se længere frem kom der nogle folk. Klædt i tunge kapper. Nok for at holde kulden ude. Gad vide hvor de var på vej hen.
Bjørn kunne ikke lade være med at smile stort. Han kunne da lige tage en snak med dem. 

Folkene kom nærmere og han vinkede venligt til dem.
"Hej. Hvem er i? Skal i til... øh hvad hedder det... Lazura! Ja. Skal i til Lazura?"
Folkene kiggede lidt mellem hinanden op på Bjørn. Den ene nikkede til den anden. Bjørn forstod ikke helt hvad det handlede om. Måske skulle de bare afstemme noget mellem hinanden.
"Ja, vi skal i retningen af Lazura for en kort stund, inden vi vender tilbage til Dianthos. Hvad med dig, fremmede?"
"Det er et stykke tid siden jeg har været i Dianthos. Jeg vil gerne tilbage. Lige nu går jeg bare rundt, hvor end mine fødder bær mig.
Jeg er Bjørn forresten."
Han rakte en hånd frem på at hilse på en af folkene. De virkede til at tøve, men i sidste ende tog den ene mand hans hånd. 
"Hvor skal i hen..."
Et stik af smerte, som alt omkring ham blev mørkt.