Så meget var sket siden deres kys under stjernetæppet til maskeballet. Hvad der havde været et minde af varme og glæde, var blevet overskygget af det mørke der hver aften truede med hvide halvmåne smil og gift grønne stjerner, truede med at fortærer sindet for selv de lykkeligste minder. 
En bidragende faktor til, at denne dag havde syntes at have været endnu længere undervejs. Forberedelserne til den ældresøsters bryllup havde været i gang i mindst en uge, hvis ikke længere. Den yngste af Isenwald børnene havde i hele den tid gået med kunde i maven, som dag for dag lod til at stramme sig mere og mere.
Invitationen til brylluppet var blevet sendt til Nats familie for længe siden, men frygten for at den unge junker alligevel ikke skulle deltage, havde i alt den tid nagede bagerst i det spændte sind.

Iklædt en midnatsblå kjole med påsyet glasperler på overdelen og toppen af skørtet, der når de fangede lyset glimtede som små blinkende stjerner. Det mørke hår var sat så det stadig hang nogenlunde løst, men ikke ville falde ind i ansigtet, selv ved en skørte hvirvlende dans. En passende mængde smykker prydet fingre og øre, men meget mod det sædvanlige var halskæden en tynd guldkæde med et perlevedhæng. En halskæde der ikke dækkede over det lille horisontale ar, på den ene side af halsen.
Tvivl blev til skamme, i det de isblå øjne under middagen fandt hvad eller rettere hvem de søgte. Hver gang det havde været prinsessen muligt, så blev stjålne blikke kastet tilbage mod Nats siddende skikkelse, der var placeret længere nede ad bordet. Påpasselig med at hendes egen bordherre ikke skulle bide mærke i dem. Det sidste hun ønskede, var at skulle trækkes med en fornærmet sidemakker resten af middagen, eller være at han ville skabe en scene.
Så snart den sidste ret var blevet serveret og indtaget, havde Thalia kun et mål for øje. Med bedste maner takkede hun høfligt sin bordherre for det formidable selskab ved bordet, men at hun håbede de kunne forsætte deres snak en anden gang.
I et hav af midnatsblå nærmede Thalia sig, hvem der i virkeligheden var hendes gæst til festlighederne. Under vejs fangede hun to cider fyldte krystalglas fra et af de fade tjenestefolk gik omkring med. Udover at have set frem til at Astrid skulle forenes med sit livs kærlighed, så havde håbet om at tilbringe tid med den mørkhåret adelssøn fyldt en hel del. Glæden over at se Nat, var derfor stor og strålede fra det lyse ansigt ”Jeg var nervøs for du ikke ville komme.” begyndte hun, med det ene glas fremstrakt til ham ”Det betyder meget for mig, at du er her.” der var ikke et gram af løgn lå i hendes ord. Meget var hent, siden de sidst maskeklædt have delt kys under stjernerne, men den kønne tvilling havde rumsteret i prinsessens sind mere end enkelt gang.


Kjole link
Håropsætning link

Nat havde ikke ligefrem været kendt af sine undervisere for at være et tålmodigt eller lærenemt barn. Der var ting, han gerne ville lære, såsom kamp, fægtning og ridning, og så var der ting han ikke gad lære, som bordmanerer og generel etikette. Der var en verden til forskel imellem at lære ham det ene og at lære ham det andet, men i begge tilfælde var Nats opmærksomhed svær at beholde og hans energi altid rastløs. Kun når han fik lov til at bevæge sig under undervisningen, var det muligt at holde undervisningen kørende nogenlunde uafbrudt. 

At han altid havde været sådan, også selvom han ikke følte at han kunne styre det, fortrød han umådeligt da han modtog Thalias invitation. Reelt set vidste han godt, at invitationen ikke kom fra Thalia, men fra den søster der skulle giftes, men hende var han ligeglad med, ligesom han var ligeglad med brylluppet og alle til det. Det eneste der betød noget var Thalia, og Nat var ved at brække sig af nervøsitet hele vejen derned. 

Den midnatsblå kjole Thalia bar ville have matchet hvad Nat havde båret til balet, sidst de havde set hinanden, og Nats mosgrønne jakkesæt matchede ikke hendes, men i sin lomme bar han et lommetørklæde i en sart rosa, der kunne være som skåret ud af den kjole, han sidst havde set hende i. Han håbede at hun vidste, at han ikke havde fået billedet af hende, i den kjole, ud af sit hoved siden da. At han ikke havde kunne få hende ud af hovedet overhovedet. 

Han skævede selv ofte nok til Thalia til at vide, at hun var høfligere end ham, der ganske vist ikke ignorerede sin borddame, men som tydeligvis heller ikke fandt hende hverken spændende eller smukkere end Thalia, og som nærmest konstant skævede over til hende, opfyldt af både jalousi og længsel, hver gang han så hvordan en enkelt lok af hendes nydeligt opsatte hår faldt fra bag hendes øre og ned om hendes skulder. 
På trods af hvor ofte han skævede mod hende, mistede han hende ud af syne, da det blev tilladt at rejse sig op igen, og han blev stående hvor han var, imens han spejdede efter hende, og da hun endelig dukkede op ved hans side smilede han for første gang den aften. 

"Der er ikke noget sted jeg hellere vil være," løj Nat uden problemer. Der var flere steder han hellere ville være, alle af dem alene med Thalia. Han tog imod glasset og hans fingre strøg imod Thalias, da han gjorde det. Der var ikke meget mere end dét, han kunne tillade sig at røre ved hende her, medmindre han bød hende op til dans. Dét var i det mindste altid en god undskyldning. 

"Jeg var ved at være bange for, at jeg skulle komme på en undskyldning for selv at besøge dig, og den slags er jeg slet ikke diplomatisk nok til. Jeg ville have været nødt til at bede Dag om hjælp." Han skar en grimasse ved den sidste sætning, forestillingen om at bede sin tvilling om hjælp det værste han kunne forestille sig. 

Tøj link

Nats mosgrønne jakkesæt matchede på ingen måde den midnatsblå kjole. Hver især lod det til at de unge mennesker havde valgt at farvepalette, ud fra minderne om deres sidste møde. Nat med lommetørklædet, der lignede et stykke af den kjole Thalia havde båret til maskeballet, nærmest som bar han på et lille stykke af det kommende forår. Mens den yngste Isenwald lignede en der var badet i nattehimlen, som havde stjernerne fra Nats kind indhyllet hende.

Minderne om den unge adelssøn havde været svære at slippe for prinsessen, og mere end en gang havde hun formået at finde trøst i dem. Når mørket lod til at æde sig ind hos hende, huskede Thalia sig selv på den tryghed hun havde følt i hans nærvær under blinkende stjerner. En tryghed hun havde haft svært ved at finde siden mødet med giftige halvmåne smil.
Det var derfor med lige dele ro i sindet og stigende hjerteflimmer hans fingre fjerlet strøg over hendes. Thalia måtte et øjeblik minde sig selv om, de ikke var alene og tvinge kontrol over den hånd der åndsfraværende havde været på vej mod lommetørklædet. Bevægelsen blev afbrudt og kamufleret under at hun havde ment at skubbe den forvildet hårlok om bag øret. Ikke at den blev der for bestandigt alligevel.
Med et varmt smil, rystede Thalia let på hovedet så den lok der var ført bag øret faldt fri igen og kildende dansede mod den bare skulder. ”Du er alt for hård ved dig selv, Nat. Jeg er sikker på du nok skulle være kommet på en undskyldning selv, uden Dags hjælp.” svarede hun opmuntrende tilbage. Overbevist der når tid var nok skulle være kommet en mere kreativ grund for de atter kunne mødes, end Astrids bryllup.
”Men nu er du her og jeg ville elske at vise dig Isenborg.” ordene var en pænt indpakket forespørgelse, der gav dem en mulighed for at slippe for de nysgerrige blikke der var vendt mod dem. Muligheden for den tosomhed der ikke var mulig lige nu, med mindre de dansede – noget Thalia vidste Nat helst gerne så sig fri for.

Som Thalias hånd nærmede sig Nats brystkasse, løftede Nat også sin egen hånd, for at ville lægge den over hendes, og da hendes hånd med ét faldt ned langs hendes side igen, måtte han erkende, at hun fjernede al hans evne til at tænke selv. Havde det været med en hvilken som helst anden pige ville han have været klar over, at det var forbudt, ikke bare når han tænkte klart, men også når hun nærmede sig ham. Men lige så snart Thalia låste øjne med ham, smilede til ham eller blot rakte ud efter ham, ønskede han ikke andet end at gengælde det. Hans kæber låste sig fast i anstrengelse og vrede over sig selv, imens han forsøgte at styre sig. Hele Thalias familie var til stede, han var nødt til at opføre sig som en god gæst, hvis ikke han ville smides ud af porten med det samme. 

Nats læber trak sig op i et skævt smil, da Thalia roste hans intelligens. Han var ikke lige så sikker i sin sag, som hun var. Han havde altid været den dumme af tvillingerne, den overilede, der handlede uden at tænke, og som hellere ville bruge styrke end intelligens til at løse de problemer de stod overfor, og det var svært for ham at acceptere Thalias ord som sandheden, selvom de sandsynligvis var det, udelukkende fordi han ikke var vant til at blive omtalt som intelligent. 
"Jeg ville elske at se Isenborg," svarede han, og hans skæve smil forvandlede sig til et oprigtigt ét, velvidende at Thalia lige havde reddet ham fra at skulle danse. Han rakte hende sin arm, så hun kunne tage den, men blev ellers stående hvor han var. "Du må hellere lede vejen, prinsesse," opfordrede han, forberedt på omgående at fare vild, hvis han selv prøvede at lede dem nogen steder. 

Den frembudte arm fik ikke lov til at stå tom alt for længe. Med armen omkring Nat's lod Thalia sin hånd hvile mod under armen nær albueledet. Bildte sig selv ind hun gennem det grønne ærme kunne mærke hans varme helt ud i fingerspidserne.
"Tillad mig at vise dig alle borgens bedste steder." Med de ord ledte hun dem begge væk fra festlighederne, og de nysgerrige blikke der var blevet vendt deres vej. Skænkede det ikke megen tanke, at synet af dem på vej ud i Isenborg's mange gange, unægtelig ville give grobund for rygter om et potentielt bejlerig blandt de unge ugifte.

Der var så mange steder og ting som den unge prinsesse ønskede at vise. Den østvendte stue med den højryggede lænestol, der havde været hendes far Recared's, og et sted hun de sidste mange uger havde fundet stor trøst i, et lille private borg kapel, hvor hjertet kunne lettes i bønner til guderne, staldbygningerne hvor hendes høj skattede heste stod lunt og ikke dømmende. Vigtigst for hende var dog at finde en hver god undskyldning for at holde dem længst muligt i tosomheden.
"Tror du at du ville kunne bo her i Medanien?" Spurgte hun og vendte blikket op mod hans ansigt med en oprigtig nysgerrighed. Klimaet var heldigvis ikke nært så tørt og varmt som det sydligste af landet, men der var stadig en mærkbar forskel. "Jeg mener ikke bare kunne, men faktisk ville kunne lide det?" Rettede hun hastigt på sig selv. Der var forskel, stor forskel og det var vigtigt for hende at vide om Nat ville kunne trives her.