'En ganske almindelig aften' indeholdt forskellige ting alt efter hvem man var. Men for Vektor, var der nogle klare elementer på spil. For det første, skulle han gerne sidde med hvad der mindede om selskab. De aftener han tilbragte med sig selv, var så uendeligt få... så selvom han på ingen måde kunne siges at være bundet til nogen familie, husholdning eller partner, så var det ganske sikkert at man alligevel ville finde ham omgivet af venner eller bekendte. 
For det andet, så skulle han gerne have en lille promille i blodet - bare så det var sundt, godt og humoristisk, og for det tredje, så måtte der gerne ske noget uventet. 

To ud af de tre ting var den her aften opfyldt - indtil videre - og således var det at man næsten kun ventede på at den tredje blev opfyldt, for at aftenen og natten kunne kaldes almindelig. 

Siddende imellem nogle kammerater han havde sejlet med nogle år tilbage, sad Vektor ganske godt og lunt, jah som blommen i et æg. Indtil nu havde de haft gang i et terningespil (eller fem), og ganske fine summe havde skiftet hænder, ligesom at øl var blevet givet ud til vinderne. Han havde dog tabt mere end han havde vundet indtil nu, desværre, Chance havde på ingen måde været med ham, og det var derfor hvad man ville kalde taktisk tilbagetrækning han foretog sig, da han med en varm latter undskyldte sig og rejste sig fra bordet, øjne rettet imod bardisken for at fylde op i sit tomme glas endnu engang. De røvere, de havde sørget for at rippe ham godt. 
Det var dog også her at aftenens tredje element kom til sin ret og gjorde dagen 'almindelig', da sølvhvide lokker fangede de lyse øjne, og han med et undersøgende glimt i øjet prikkede kvinden der stod ved baren, på skulderen. "Oi, er det jægeren jeg spotter her?" 

En særpræget aften? Næppe, men en god en af slagsen, en af de aftener man kunne ånde lettet op for en gangs skyld, i hvert fald efter at den sidste del af handlen skiftede hænder. Det havde taget Izilarna længere tid end forventet at komme til beværtningen, sneen udendørs havde forhindret hende i den normale adrætte bevægelighed og det var ligeledes en snefyldt rejsekappe som blev slået af hendes skuldre og op at hænge ved kroens indgang, så snart hun trådte indendørs. De dybblå øjne fik ikke kigget langt i kroen, inden hun fik øje på hvad hun søgte, en ældre herre, muligvis i midsten af tredserene. Han sad alene ved enden af bardisken, som hans ansigt fandt jægeren og lagde sig i dybe seriøse folder. Izilarna nikkede med det samme indgående til ham som hun nærmede sig, tildelende ham sin ufravigende opmærksomhed. "Har du den?" Mandens ru raspende stemme bar præg af et hårdt liv, om ikke andet de sidste år. Kvinden med det gnistrende hvide hår, hvori der endnu sad snefnug der snart ville smelte, nikkede indgående, som hun lod hånden glide ned i lommen, trækkende en lille flakon op, hun kort efter lagde på bardisken. Kun det skarpeste øje ville bemærke den søgnde grålige røg som bevægede sig i hidsige bevægelser mellem flakonens sider. "Som aftalt. Beløbet?" Kendte man Izilarna var stemmen i sig selv ganske letgenkendelig, dyb og blød, men nu dæmpet kun til de nærmeste ører. Manden nikkede som han skubbede en lille læderpung den anden vej. Izilarna rakte søgende ud efter den, men mærkede øjeblikket efter en hånd på sin skulder, en ganske uventet en. Som et lyn fra en klar himmel snurrede hun omkring, ladende hendes hånd lukke sig omkring den fremmedes arm med en overraskende styrke og en dyb knurren, kommende et sted dybt fra struben, mens de normalt dybblå øjne havde fortaget sig til fordel for en dyrisk orange farve, der fyldte jægerens øje ud. Et øjeblik snærede hun faretruende, som det gik op for hende hvem hun stod overfor. Det gav et gip i kvinden, hvis øjne kort efter fandt tilbage til deres naturlige dybe farve og grebet blev sluppet til hendes store overraskelse. Den ældre herre var ikke længe om at pakke den lille flakon ned i et stykke lerred, inden han kom den i lommen, trak i sin hat og forsvandt. 
"Vektor?" Izilarna studerede ham nogle langstrakte øjeblikke, børstende den værste overraskelse af sig "Du burde vide bedre end at snige dig op på en jæger!" Izilarna lo en kende, forsøgende at henslå begivenheden som morsom, men i virkeligheden skammede hun sig en kende over at lade hendes instinkt komme over hende endnu engang i elverens nærvær.

Han burde vel egentlig forvente det. 
Og alligevel formåede det at komme som en nok så stor overraskelse, da jægeren reagerede med en krigers hurtige reflekser, og han følte en stærk jernhånd gribe sig omkring armen, og i en snurrende bevægelse sætte ham front mod front til det hvidhårede menneske; øjne vagt lysende orange og en knurren i det bagerste af hendes strube. Wow. 

Det var ingen hemmelighed at han altid havde haft en lille svaghed for stærke personligheder, og med den vage belysnings flakkende lys spillende i de blå øjne, var udtrykket af overraskelse ikke kun overrasket, men også en anelse betaget. Hold da op. Heldigvis slyngede hun ham ikke over disken (den her gang), men fandt med det blå indtag i hendes øjne, en mere munter stemme frem. Jah, det var ham. 
Sølvelveren lo, en latter med en passende nervøs kant til sig under det hele, idet at hun løsnede grebet og han i stedet kunne gnubbe stedet hun havde holdt fast, et voksende smil blomstrende frem på det vejrbidte ansigt. "Heh, der er stor forskel på at burde, og på at gøre!" grinte han, et lille blink med det ene øje idet at han lænede sig op af disken de stod ved. "Men jeg undskylder, næste gang vil jeg råbe dit navn fra den anden ende af kroen. Det er måske også mere sikkert, helt generelt" tilføjede han, og greb en af de krus kromutter havde sat frem, og skubbede det andet hen til dæmonjægeren foran ham; noget der fik et strengt blik fra hende, førhen at hun lavede to nye til hvem end de oprindeligt havde været tiltænkt. Han plejede at betale på et eller andet tidspunkt, stamkunder snød sjældent. 

Øjnene fulgte den mand der havde snakket med hende, der i samme sekund lukkede sig ud af døren og ud til aftenskumringen udenfor; han havde vidst ikke mere at gøre her. 
Da blikket gled tilbage på Izilarna, var der noget nysgerrigt at ane. "Så, en kunde?"

Blikket i halvelverens dybe øjne var rigeligt til at afsløre at overraskelsen var kommet ind på livet af ham, og det var i sandhed nok mere held end forstand at han ikke var røget en tur gennem krostuen. På den anden side havde jægeren altid gjort hvad der stod i hendes magt for at tiltrække så lidt opmærksomhed som muligt på offentlig grund, det bar som regel sjældent noget positivt med sig.
I en doven bevægelse lænede hun sig tilbage mod bardisken, som hendes hånd søgte den lille skindpung kunden havde efterladt hende, tyngden i sig selv, målt op imod mandens slidte tøj, vidnede om, at det havde været en prioriteret sag for ham, noget han satte højere end ny påklædning og sul på kroppen.
"Det er vist ikke dig der skal beklage..." Så snart pungen lå sikkert i hendes lomme, kunne hun for alvor få lov at koncentrere sig om sølvelverens tilstedeværelse. Det havde været mange måneder siden hun sidst havde set ham, og det havde uden tvivl ikke været hendes stolteste øjeblik, som hun havde kastet alt sin tillid på den fremmede. Alligevel fremkaldte han noget, en tryghed i hendes mave, om det var ham som person eller det faktum at hun havde været lykkelig i timerne beruset af nox stod hen i det uvisse, men at synet af hans stormfulde øjne, fik det til at snurre i hendes fingerspidser og prikke på hendes læber, var en kendsgerning selv Izilarna ikke kunne løbe fra.
Hun rettede sig op, som hun vendte fronten mod bardisken og rystede betagelsen af sig og den diskrete hunger efter nox. "Siden hvornår har man fået noget som helst ud af at brøle gennem denne støj?" Hun skottede til ham, som det store krus blev trukket tæt med et hovednik som tak, der var i sandhed en mægtig stemning blandt kroens gæster, et sted bagerst i lokalet var en spontan pervers vise brudt ud, fra en tydeligt beruset sanger, hvis sjak kort efter fulgte trop.
Jægeren tog en vældig slurk af kruset, som hun igen rettede fronten mod elveren, denne gang væsentligt mere fattet, inden hun trak på skuldrene "Mine kunder er under samme diskretion som dine..." Hun gav ham et skælmsk smil, inden de blå øjne vandrede mod døren, hvorfra hendes kunde var forsvundet "Når det så er sagt er det vist ingen hemmelighed at dette område vrimler med dæmonsk ravl og krat..." Hendes blik formørkedes en kende alene ved tanken "... Men det kommer vist ikke som nogen overraskelse med den sølle afstand til det fordømte Kzar Mora!" Kvinden tog endnu et drag af kruset, inden hun stillede det fra sig på disken

En varm latter blomstrede fra halv-elverens bringe, da hun påpegede at det sjældent gav nogen som helst effekt, at råbe sine ord ud i kroens larmende og opslugende stemning - og hun havde så sandelig ret. Med så mange væsner samlet et sted, var det en disharmonisk symfoni der spillede overalt omkring dem, hvor at hvert ord sagt eller sætninger hvisket, nok blev gjort for egen vindings skyld. Og apropo symfonier... en pervers saga om ungmøen med de lidt for korte skørter overdøvede en god del af larmen, og drømmesælgerens øjne gnistrede en anelse ved den genkendelige melodi, omend den ikke kaldte nok på ham til at forlade det selskab han endelig havde fundet igen, flere måneder siden deres sidste sammenstød. 
Nej, han blev stående, lyse øjne fanget af den hvidhårede dæmonjæger og en underliggende nysgerrighed i blikket, som afkast af spørgsmålet fra før. Et spørgsmål der ikke blev besvaret, Vektor sukkede dramatisk over diskretionen, og prøvede at ligne en der akkurat var blevet frarøvet gaver på selve julaftensdag. Men han forstod, om noget så forstod han værdien i ikke at plapre til alle og enhver, og det var måske også for det bedste. Han kunne have en frygtelig løs mund når alkohollen smurte den ordentligt,  det var næsten en forbandelse.

Eller bare dårlig dømmekraft - sølvelveren tog med den tanke en slurk mere af sin øl, og smækkede den med et grin tilbage på disken. "Izilarna dog! Tal pænt om byens udsøgte vifte af personligheder!" luskede han sig til at sige, og lod en reprimanderende - men dog i ironi - finger løftes. Man vidste jo aldrig hvem der fulgte med. "Kzar Mora er vores største leverandør af syndere... eller vent -er det omvendt, og vi er leverandøren?" overvejende gled øjnene op imod loftet, inden at han med en lille, opgivende hovedrysten løftede kruset til den skål han havde forglemt sig før - øllen havde det med at komme foran høflighederne, nogle gange. 
Men de vidste vidst alle sammen, at Izilarna havde ret - dæmoner havde en fest i de sorte gader i Fristavn. 

Den hvidhårede jæger kunne ikke undlade at lade en let latter rulle af sig som Vektor lod til at overdramatisere hendes små hemmeligheder, sandheden lå i at mange der betalte Izilarna betalte ud af desperation, frustration og sorg, de havde sjældent de gode historier at fortælle. Dem var jægeren efterladt med efter en lang jagt, gode historier, eller skrækindjagende, historierne der i første omgang havde ført til at hun havde opsøgt den sprudlende gadesælger. "Bare rolig Vektor..." Izilarna tog et ordentligt drag af kruset hun knugede i hånden til knoerne blev hvide "Jeg er sikker på at dine hemmeligheder bærer på meget mere saftigt indhold!" Det var nok en trøst, men næppe sandheden. Den atletiske kvinde vendte omkring, skuende udover folkemængden, med albuerne hvilende i en doven holdning op ad den ru træpladende, udgørende barens disk. Hun lod hovedet falde hen imod sølvelverens skikkelse, hævende øjenbrynene i en kortvarig kæk mine "Mine er dog nok væsentligt mere velbevogtede!" For første gang smilede hun helt op i øjnene, ladende blikket glide tilbage over det syngende folkemængde. Uvidende idioter. Hvem ved alle guderne var endnu så letlevende, at de ikke var flygtet herfra endnu? Mennesket strøg en hånd over den hvide hestehale, håret trængte til at blive redt, kroppens muskler til at blive løsnet fra kuldens greb der endnu sad i jægeren. Fra kulden og fra jagten.
"Udsøgte befolkning... I sandhed..." Og let bytte for ikke at tale om det, hun kneb de hvide bryn sammen, gad vide om den gængse befolkning overhovedet havde nogen idé om hvor let dæmonerne ville være i stand til at invadere deres mindrebemidlede hjerner, overtagende kroppene som de marinetdukker de fleste mennesker i sidste ende var. Styret rent af hvad der i øjeblikket virkede vigtigst for dem. Izilarna vendte hovedet mod kromutteren som selv virkede til at have hørt sømandsvisen en gang for meget "To glas rom tak, hænd rigeligt op!" Der måtte vist stærkere midler i brug, igen lod hun blikket strejfe halvelverens ansigt, som hun i en bestemt men rolig bevægelse lod den ene hånd lukke sig tæt omkring hans skarpe kæbeparti, stirrende ham ind i øjnene, som så hun direkte ind i hans sjæl. "Og hvor udsøgt ville du være for sådan en... synder? Hvor meget ubrugt chakra ruller i årene på en halvblodselver, hm?"  Selvom jægeren ikke umiddelbart virkede beskidt på denne dag, end man kunne forvente, hang en tung lugt af jern endnu ved hende. 

Halv-elverens lyse øjne forlod sjældent jægerens skikkelse, og selvom der kunne ligge nok så mange grunde bagved det, behøvede man ikke gøre det mere kringlet end det var. En simpel mand med simple ambitioner og mål her i livet - Vektor var ikke en der afviste hvad der var nydeligt for øjnene, men så slet ikke når det tilmed også formåede at stimulere det flygtige, hvirvlende sindelag han besad; Izilarna var fængslende på mange andre fronter end sit udseende blot. 
Alt omkring hende fortalte en historie - fra hendes atletiske krop, de skarpe øjne, den... underlige lugt omkring hende og de dovne, men dog ikke dvaske bevægelser. Noget man kun så ved at studere hende, som han gjorde nu. Og den historie det fortalte, fik han kun selektivt lov til at være en del af - hun tegnede grænserne op ved sine hemmeligheder. 

Og som altid, kildede, kriblede og trak det så i den solbrune krop, efter at skubbe de grænser. Nok en blanding af den sunde form for interesse, og den provokerende form for næsvished drømmesælgeren var berygtet for at besidde. 
Blikket fulgte derpå fornøjet kromutteren da hun hældte to glas op - nogle var vist i det gavmilde humør idag - og derfor så han ikke hånden, førhen at den bestemt tvang hans blik tilbage på jægeren igen. Oh... 

Vektor's hår på de mørke arme rejste sig ufrivilligt i den gysen den bevægelse bragte med sig, men ikke af noget der kunne minde om frygt eller ubehag. Nok tværtimod, sølvelverens let adskilte læber åbnedes yderligere i et drillende smil, og den ene hånd gled op for at gribe hende om håndleddet. "Jeg er altid udsøgt, synder eller ej" han prøvede dog ikke at rykke hendes hånd væk, omend han umærkeligt lænede sig tættere på imens at han talte. "Men min form for magi... er nok af en lidt anden natur, den kommer til udtryk på en anden måde" sagt med et ikke ligefrem ublufærdigt glimt i øjet, og han trak en anelse i hendes hånd, for at løsne den og fører den op til læberne. 
Om hun ikke stoppede ham, blev den ene finger taget i munden og bidt i, øjenkontakt igennem det hele. Ikke hårdt, ikke blødt, men nok til at markere uden at tungen eller andet skulle indblandes, førhen at han ville slippe og med et lille grin tage sin nye drink til selvsamme læber, i stedet. 

Det var absolut ingen hemmelighed at halvelverens blik dvælede ved hendes skikkelse en kende mere end almindelige mennesker ville tillade sig. Selvom jægeren delte ud af sin opmærksomhed, krævede det ikke meget af hendes årvågne reflekser at opfatte, en uvant følelse. På trods af Izilarnas store hvide hår var hun uendeligt god til som oftest at glide i baggrunden som almindeligt støj, muligvis på grund af hendes anonyme påklædning. Der var ingen prangende farver eller store skørter, alt i alt lignede hun mest en almindelig landevejsstryger, hvilket fik elverens blik til at virke unaturligt, som pillede han hendes lag af uden at så meget som at prøve. De natblå øjne fulge af samme årsag blot roligt hendes hånd som han trak den til sig, det var ikke uden den mindste modstand. Tilliden var ikke i højsædet hos mennesket, alligevel var der noget dragende, som lod nysgerrigheden overvinde påpasseligheden idet hendes finger gled ind mellem de perlehvide tænder. Grebet fortalte hende nok mere end elveren egentligt var klar over, den sagde noget ham hans fysiske styrke, de ru hænder om hans arbejde, især med de elviske aner rullende i hans årer og ikke mindst, hans dominante natur.
Jægerens marineblå øjne funklede kort, hver eneste af hendes muskelfibre spændte op, i tilfælde af at han ikke havde rent mel i posen. Der skete ingenting, mennesket så sig selv ånde lettet ud, lettet og frustreret, hun trak hånden til sig, inden den blev langet over bordpladen gribende omkring glasset med rom, der kort efter skyllede over hendes tunge i et enkelt drag. I øjeblikket ænsede hun ikke alkohollens stærke tag i hendes hals, som hun trak vejret ned i en dyb indånding, higende efter den kontrol hun var vant til at besidde. Hun kunne mærke det i hans selskab, afsavnet, afsavnet af den brusende følelse og letheden hun havde haft ved deres sidste møde. Nox kredsede endnu engang i hendes tanker, tillokkende.
"Virkelig?" Izilarna skottede mod elveren, hans duft af det friske hav ramlede mod hendes sanser, så tæt han stod på "Så hvilken slags magi er det præcis den kække elver besidder, hm?" Det tog ikke mange garvede håndbevægelser, før kromutter endnu engang hældte glasset op, det måtte være muligt at drikke sig fra afsavnet, længslen efter at berøre den solbeskinnede hud og mærke letheden, ligegyldigheden bruse helt ud i fingerspidserne. Hun rankede sig op en kende, knugende de hvide bryn sammen, som hendes tænder kortvarigt fik lov at synke ned i hendes underlæbe, hun var i sandhed uden forståelse for, om det var elveren selv hun higede efter, eller hvad han havde i lommen

Rommen var stærk, men den skyllede igennem kroppen som en rensende rus, der dog på samme tid var med til at bedøve visse aspekter, og modsat forstærke andre. Det var ingen hemmelighed at promillen var en god jagtmakker at have på sine sanser når man sad i en slum kro som denne, og selvom Izilarna var den officielle jæger af de to sjæle, skulle man ikke tage helt fejl. Fordi Vektor jagede også, bare i en anden skov og efter andet bytte. 
I det store hele, så var det ofte en elegant dans, når han sådan følte sit selskab af... som han gjorde lige før. På mange måder faldt det ham ligeså naturligt som når han trak vejret, eller løftede hånden for at gribe noget kastet imod sig - impulsive gerninger, men drevet af et mål om mere. Altid mere, og altid i selskab af andre. 

I sin anden slurk færdiggjorde han den drink der var blevet delt ud, og satte sig glas sammen med hendes for den anden runde. Hmm, noget havde alligevel 'virket'... og selvom sølvkvinden ikke var ude af sin komfortzone, så rank og opmærksom som hun sad, hvirkede det til at tvedelte meninger trak hende i forskellige retninger; Vektor's blik gled ned imod hendes læber, inden at et lunefuldt smil spillede over hans egne, kun for at blive skjult af den ene hånd da han strøg sig over de ru stubbe på hagen. 

Jah hvilken magi... 
Den anden hånd fandt bardiskens kant, og en lille, doven rytme brød frem, i takt til musikken der stadigvæk sjungede i baggrunden. Hans stemme var en tand lavere, og en tand fastere. Hun havde så sandelig ret, når hun dedukterede at han nød kontrollen i samtalen. "Den slags magi, som skal opleves" de lyse øjne blev dertil gradvist en anelse mørkere i det at ikke blot fornøjelse, men også en bizar form for spænding - eller var det blot simpel interesse, simpel men brændende nysgerrighed - udvidede den sorte pupil. "Du leder efter noget, gør du ikke?" sagt i et næsten pludseligt form for 'emneskift', da erkendelsen sneg sig ind - Vektor's blik faldt til det ny-fyldte glas, og han stoppede momentært sin rytme, øjne ganske betagede i deres studie af kvinden. Han havde altid været en overraskende god menneskekender, og han kendte et rastløst sind når han så det
Men hvad ledte hun efter. 
Oplevelser kunne købes, og på den front havde drømmesælgeren altid været til salg for de billige priser. Og lige præcis på selvsamme front, var Vektor's romantiske beskrivelse af sin magi, kædet godt sammen med hvad hans kunder ledte efter. Det ene udelukkede sjældent det andet.  

Selvom der ofte gik uger af og til måneder imellem Izilarna omgav sig med andre mennesker, var hun ikke sen til at opfange det sofistikerede spil der foregik mellem dem. Blot fordi hun var hurtig til at opfatte det, betød ikke, at hun var god til at spille med, legen, var af yderst sjælden karakter for en der foretrak at få kortene lagt på bordet. Selvom hun vred armen omkring på elveren var hun ikke sikker på, at han var villig til at give hende hvad hun ønskede.
De lyse læber gled fra hinanden, som hun lod endnu en tår af den stærke alkohol glide ned, hun skar en enkelt grimasse, som styrken ramte hende, men effekten lod vente på sig."Aha..." Izilarna gav et fnys fra sig, blandet med noget der burde være mundet ud i et grin, men som endte i et diskret skævt smil "Du er ikke typen der giver noget væk gratis, er du?" Hun drejede omkring på den smalle taburet, så hun hvade fronten og dermed sin fulde opmærksomhed mod halvelveren, som hendes blik denne gang granskede ham, denne gang ganske åbenlyst. I en overraskende smidig bevægelse lod hun det ene ben ligge over kors, som hun dovent hvilede den ene albue mod barens disk. Når hun sad sådan, så hun næsten helt afslappet ud, men under det isnende ydre buldrede hendes puls, så hun kunne høre hvordan det brusede for ørene. Han kaldte hende ud, det forstærkede den fysiske reaktion, jo, hun ikke bare ledte efter noget, hun higede efter det. At Vektor dukkede op her, lige for næsen af hende efter en jagt, var som at se en døende mand kravle mod sit sahara i den dræbende ørken. "Leder vi ikke alle efter noget?" De gyldne dråber blev vippet frem og tilbage mod glassets kant, efterladende tunge gardiner fra alkoholen. Hun kneb øjnene sammen, som hun vippede hovedet en kende på sned, afvigende fra hvad han ville have ud af hende "Hvad leder du efter Vektor?" Varmen steg op i hendes kinder, emnet var et hun helst ikke så omdiskuteret omkring sig selv "Kan du stille dig tilfreds med en halvbeskidt knejpe resten af dine dage?" I modsætning til elverens pupil, trak hendes sig sammen, blivende mindre, som hendes indre kæmpede hidsigt imod enhver naturlig reaktion. Hun lænede sig fremad mindskende afstanden mellem de to skikkelser "Det tror jeg ikke, før eller siden bliver man mere sulten. Du, kære elver, nok mere end mange andre!" 

En varm og overraskende mild latter kom fra Vektor da hun spurgte ind til hans givende tendenser, hvor at enhver der kendte ham, ligeså venligt ville le med og sige at det bestemt ikke var den type han var. På den front, der lå  grådighed simpelthen hans hjerte for nært, og værende vokset op i trænge kår, var der ikke meget almisse at give af... det var kontraproduktivt at være gavmild i en by som den her. Med det sagt, var det næsten sødt at tro, og havde det ikke været fordi at hun udmærket godt vidste at spørgsmålets eneste svar ville være nej. Nej, han gav gav noget væk fuldkommen gratis. 

Det betød dog ikke at han var urimelig, og interessen for den anden svandt ikke væk bare på grund af et spørgsmål som det. Han havde vist ramt hvor det gjorde godt, sådan som hun talte udenom... men han kunne godt lege med, og sagde aldrig nej til en mulighed for at fortælle, uddybe eller understrege omkring sig selv; det gav så fantastisk god mulighed for at forme et ideelt billede af sig selv, omend han mistænkte Izilarna for at se igennem mange af hans krumspring... selv hvis han prøvede at smøre lidt tykt på. Det skulle dog ikke stoppe ham fuldkommen, eh? 
Hånden vippede glasset med den gyldne væske frem og tilbage, imens at han for en gangs skyld blot lyttede, et voksende smil omkring de smalle læber der med det tilhørende grin til sidst - en beskidt havneknejpe? Det tænkte hun simpelthen ikke - gav ham en gavtyvs vandte, næsten udspekulerede udtryk. "Jeg tror bestemt at je-" ord der blev afbrudt idet at hun lænede sig frem, og ord der stivnede i munden på ham, øjne vagt skinnende i den dæmpede og flakkende belysning der indrammede dem her i kroen. Åh, hun ramte også hvor det gjorde godt. 

Den kvinde... sølvelverens læber skiltes da han tog en slurk af den skarpe drik, efterfølgende en slurk mere, da glas blev skiftet ud med ølkrus, og til sidst... jah til sidst kunne man næsten mærke hvordan at det direkte spørgsmål - nej, den direkte analyse, gjorde ham retmæssigt vovet. "Du giver mig alt for meget intellekt, jah alt for mange meninger og drømme, Izilarna" smilede han, et smil der gisnede om at folk plejede at gøre det modsatte. "Jeg er en simpel mand, vi behøver ikke meget. Mad i maven, godt selskab om aftenen, varme i de køligere nætter..." Vektor's ord kom til en naturlig pause, og han fugtede læberne. "... men nej, nok ikke resten af mine dage. Men langt størstedelen af dem? Selvfølgelig. Men, store drømme bliver bygget af store målsætninger, noget der som regel giver... et større ansvar. Og større forpligtelse." halv-elveren blinkede en enkelt gang med det ene øje, og grinte. "Jeg forpligter mig ikke til mere end den næste dag, og hvad den bringer med sig" begyndte man at tale om et helt liv, så stod han af. 
Det var ikke hans... ting, at tænke uger, måneder eller år frem. På det punkt, var han en livsnyder af sejlivet kvalitet. 

Varmen, varmen virkede pludseligt kvælende i kroens ellers store lokaler, som alkohollen fik lov at rulle i årene, nærheden i folkemængden afgav en tæt fugtig luft mens elverens øjne gravede sig ind på hende. I en hurtig bevægelse fik hun tømt det ellers rigeligt fulde glas med det skarpe alkohol, inden hun i en spontan bevægelse måtte trække den tykke trøje over hovedet. Elverøjnene og hans snak om drømme. I et væld af stof og hvidt hår kunne hun dog ikke undlade en latter, denne rullede helt nede fra hendes mave, som hun fik kringlet sig ud af den yderste beklædning, efterladende hende i en tætsiddende kortærmet undertrøje, denne dog tydeligt af sejlivet materiale, ganske som resten af jægerens ejendele. Hudfarven afslørede for det skarpe øje, at jægerens hud endnu var blevet naturligt hvid, som havde den ikke fået sol siden deres sidste møde. "Åh-virkelig?" Jægerens blik havde dårligt forladt elverens skikkelse, som hun hang trøjen på plads under barens bordplade, det ene hvide øjenbryn skød i vejret med det mest sarkastiske udtryk hun var i stand til at mønstre. "Antag nu endelig ikke, at jeg er dum!" Jægeren trak sit krus til sig i en langsom bevægelse, uden at lade blikket vige fra elverens skikkelse et sekund. Sætningen fik lov at hænge i luften nogle langstrakte øjeblikke, som hun studerede elveren så nikkede hun anderkendende "Simple mænd overlever ikke ret længe i din branche!" Hun tog en slurk af kruset, effekten måtte gene snart ramme, det kække udtryk bredte sig til hendes øjne, mens et ulvegrin nåede hendes læber, det var sjældent at hun smilede sådan. "Det kræver mere end et løst tungebånd, en perlende latter og funklende øjne..." Jeg ved det, Izilarna bed sig kort i underlæben, hun gjorde ikke det mindste for at øge den tætte kontakt der var nået mellem de to, så man dem udefra ville man nok mistænke dem for at kende hinanden ganske udmærket "At holde sig i live til den næste fest er muligvis nok for nu, men på sigt... Jah, på sigt bliver det kedeligt, understimulerende så kommer sulten..." Hvordan tror du ellers jeg er havnet her? Den hvidhårede kvinde tog en dyb vejrtrækning så hendes næsefløje vibrerede kortvarigt, den friske lugt af havet var ikke til at tage fejl af, som de natblå øjne ubevidst gled ned over hans skikkelse, hun var klar over hvad han havde i lommerne, og det lokkede som aldrig før, krusets hank blev klemt, til hendes knoer var hvide og blodforladte, vindende et par minutters selvkontrol

Varmen, enten den indvendige eller udvendige syntes endelig at blive for meget for jægeren, som formåede at krænge sin trøje af uden at miste den øjenkontakt Vektor stadigvæk følte at de havde. Det mindre lag tøj afslørrede hendes muskuløse figur, jah afslørede også i et lille glimt den sarte, hvide hud der lurede under, men alt det fik ikke meget opmærksomhed, da hendes blik... og hendes ord, sørgede for at holde Vektor's ellers vandrings-villige øjne på sin plads. 
Åh-åh. Hun var ikke til at snyde, og en varm latter kom fra Vektor, idet at hun fortsatte. Konstateringer ovenpå observationer, simple små detaljer han nok ikke engang tænkte særligt meget over selv; de lyse øjne gled op igen, lige tidsnok til at se det ulvegrin der trak læberne fra hinanden. 

Og når hun ikke rykkede sig ud af flækken, måtte Vektor være den der nysgerrigt endte med at læne sig en anelse frem, alkoholens duft på hvert et åndedrag, men dog ikke forfærdeligt tydeligt i øjnene, der stadigvæk observerede hende i klar bevågenhed. Så det krævede mere? På sigt blev man simpelthen.. understimuleret? Sulten kendte han, men nok hverken ligeså tæt, eller ligeså intimt som Izilarna. "Heh..." og lige præcis manglen på intimitet, eller måske forbindelsen, anerkendelsen af at noget manglede... den drev ham videre fra seng til seng, fra stol til stol, og fra person til person. Hvordan kunne en nogensinde være nok? Måske var han i sandhed ikke engang bevidst om at sulten allerede havde fat i ham. 
"Alt jeg hører, er at du synes jeg har funklende øjne" kom det selvtilfreds fra ham, og han blinkede sigende til hende, førhen at han afværgende løftede hånden en anelse - det var jo bare for sjov. "Men spøjs til side, sulten... måske ved jeg ikke hvad der er værd at lede efter, endnu" Vektor's tunge gled legende imod tændernes flade side. "Så måske du kan inspirere mig - hvad leder du efter? Du virker bekendt med sulten" at vende tilbage til sit gamle spørgsmål, se det var han bestemt ikke hævet over. 
Og at fedte sig ind for at få sit svar, var han heller ikke - hun kunne da hjælpe en vildfaren eks-sømand, som ham selv. "Hvis jeg nu spørger rigtigt pænt?"

Halvelveren kom endnu nærmere, han naturlige charme fortalte om hans velkendthed i kontakt med kvinder, msåke endda også mænd, så vidt den blonde jæger var informeret var det et noget flydende forhold for mange elvere. Hun tippede hovedet endnu mere på sned, ladende blikket studere ham indgående. "Naturligvis..." Hun fugtede den ene mundvie med tungesidsen, uden at lade sig kue af det åbenlyse, og ligeledes, uden at falde i vandet af hans flirtende blik "Men det ved du i forvejen, jeg er ikke den første der fortæller dig det..."

Spændingen der hang mellem de toindivider var tyk nok til at man kunne skære let ned igennem den, det var uvant med så tæt menneskelig kontakt for Izilarna, men overraskende nok var hun i stand til at mestre det, især så snart elveren vovede sig ind på hendes territorie. Det var svært at frase sig den tætte afstand, de to sad med, han var god til det, og han følte sig hjemme i det, og jægeren måtte hæve de hvide bryn en smule, en velkendt følelse ramlede mod hende. Hun kendte ham. Muligvis ikke Vektor, men hans begær, hans higen. I dette tilfælde muligvis efter nærheden. I en langstrakt bevægelse lukkede hun det sidste stykke, som hun lænede sig fremad, ladende hendes ene hånd hvile mod hans lår i et fast greb og en del af hendes vægt tyngene ned imod dette. Hendes læber stoppede ganske tæt på hans, så tæt, at de strejfede hans når hun talte. "Selvfølgelig kender du ikke den nagende følelse..." Hun stoppede kortvarigt, ladende hendes natblå øjne synke ind i hans isblå, de var voldsomt passende til det snedækkede landskab med det overisede hav i havnen lige ude på den anden side af væggen "... Hvis du i sandhed tror på, at du er mæt!" De lyse læber gled let fra hinanden, tungespidsen strejfede ganske kort hans underlæbe. Den anden hånd slap det store krus, idét hun strøg gennem hans hvide lokker, fjernende håret fra det ene spidse ører. Hun strøg forbi ham, til hendes læber nåede hans øreflip "Men ér du virkelig det?" 
Så snart hun var kommet, slap hun elverens lokker, idet hun med et let tryk mod hans lår fik rykket sig tilbage på plads. Hun beskuede ham længe, som kunne hun se lige gennem ham. Hun tog et ordentligt drag af sit krus, som hun spejdede gennem kroens tætpakkede lokaler hvor festen bragede løs. Ikke hendes mest oplagte sted at diskutere hvad Izilarna hungrede efter, men "Badehuset er ofte ledigt om aftenen, hvis du reelt er interesseret, kan holde mig med selskab?" Det var den helt gale vej, hvis hun ikke skulle ende i nox-fælden, men lige nu var det så tiltalende og Vektors selskab mere en almindeligt interessant, det var ingen hemmelighed at jægeren holdt af legen mellem de to, langt mere end hun burde og et varmt bad ville være kærkommen ovenpå den kolde jagt

Det var de færreste ting som fik lov at gå Izilarnas næse forbi, det gjorde de spændte muskler under hendes låste greb heller ikke, som Vektors brændende ønske om at tage kontrollen tilbage brusede i hans blod. Det trak det dyriske smil en kende længere frem på hendes læber, som hun lænede sig tilbage, uden at slippe hans stormfulde øjne et eneste sekund, hun kunne sværge på at hun kunne høre hans blod bruse under huden, selv gennem krostuens larm. "Naturligvis..." Menneskekvinden lod sig glide ned fra stolen, hendes tætte relation med elveren havde medført en del opmærksomhed hun absolut ikke havde brug for, normalt var hun vant til at lade sig glide i ét med menneskemængden, men takket være Vektors tilsyneladende popularitet, var der en kende for mange øjne i deres retning "Fortæl mig at jeg tager fejl?" De mørke øjne slap endeligt halvelveen for at koncentrere sig om at smide nogle mønter på bardisken som betaling, det var et garvet greb i lommen som kendte hun det ud og ind, inden hun nikkede til kvinden op den anden side af disken "Vi tager flasken med!" 
Mennesket lod hånden lukke sig omkring rommen, mens hun trak i kappen, der var ikke langt til badehuset fra kroen, men kulden var ikke til at tage fejl af, den kunne bide gennem det meste på ingen tid, Izilarnas kappe var foret tykt med pels og skind der dog havde set bedre dage, den var tydeligt til praktisk og ikke pænt brug. I nogle lange skridt var hun ved døren, hun fugtede læberne tænksomt, inden hun trak den op, så den kolde vind slog mod hende, mens adskillige snefnug slog ind i kroen, der medførte en kølig bølge der fik en stribe af krogæster til at skutte sig og vende en sur mine i retning af døren, som de gjorde hver gang nogle var kommet ind og ud. Så snart Vektor var inden for nogenlunde rækkevidde trådte hun ud i sneen der straks gav efter for hendes vægt med en blød knagen, hele bugten af Fristavn var overfrosset så de store skibe som der under normale omstændigheder mødte en så snart man trådte ud af beværtningen, var flyttet ud på dybere vande, mens små joller lå fastfrosset i isens jerngreb langs bugten. Hun trak kappen tætere omkring sig, inden hun skævede mod halvelveren "Hvad Vektor fra Lindeskoven er interesseret i, tror jeg er et sandt mysterie!" Hun sendte ham et skævt smil, nej, elveren var ikke just til at finde ud af, var han overhovedet fra Lindeskoven, siden han nu var bosat her, mellem menneskene? Én ting var sikkert, og det var at hun selv ikke havde sat sine ben der, de territorielle elvere var ikke just hendes kop te, og udsigten til at få en pil i ryggen var en garvet spejder var ikke noget der direkte lokkede. Hun tog sig nogle lange øjeblikke til at studere hans bevægelser, inden hun begyndte at træde mod badehuset. De fleste fodspor sat langs molen var allerede visket væk af den hidsige sne og blæst, ikke afslørrende hvem der ellers havde bevæget sig her. "Men de fleste mysterier bærer som regel noget ganske interessant med sig!" I det mindste fik kulden hendes tanker væk fra nox nogle lange øjeblikke, hun kneb øjnene en kende sammen, ladende de hårde fnug slå imod hendes ansigt 

Så snart døren til den stemningsfyldte kro lukkede til, ramte den stormfulde stilhed. Uanset hvor fornøjelig Izilarna kunne finde en aften på en kro eller knejpe, var der altid noget magisk over at naturen fik lov til at drukne alt omkring en. Som de gik lukkede hun øjnene kortvarigt, ladende de små iskrystaller slå imod den lyse hud gennem et par hjerteslag, inden hun endnu vendte de dybblå synsorganer mod halvelveren, som registrerede hun først dér, at manden ikke havde taget overtøj på. Hendes skridt sænkede tempoet kortvarigt, for at være sikker på, hvad hendes øjne bød hende. Blikket gled langsomt nedover hans arm, for at finde eventuelle kuldetegn, gåsehud eller let sitren, men intet af dette forekom, på trods af at kulden langsomt men sikkert trænge gennem Izilarnas egen forede kappe. Synet alene fik hende til at fryse og hun var ellers ikke så kuldeskær. "Et mysterie der må smelte gennem sneen ser jeg..." Selvom hendes fascination af andres magiske væren kunne opsluge hende længe, fortsatte hun sin gang mod badehuset, så længe behøvede hun trods alt ikke at svælge i kulden. "Hah..." Ja, hun var måske nok selv lidt af et mysterie for fremmede, det var længe siden hun egentligt havde haft en nær ven, en tæt inde på livet som forstod hvad hun havde gang i, en som hun kunne betro sig til. Tankerne henledte sig på gamle tider i Det Sorte Laug, en sammenslutning af kriminelle, der havde haft et stærkt bånd. Selvom broderskabet var opløst for mange år siden, prægede klantatoveringen af en slank daggert endnu den blege hud, diskret flettet ind blandt den store drage der var håndstukket gennem mange mange timer fra hendes ankel til overarm. "Nah, det er vel bare det liv en nomadetilværelse medfører..." Hun trak på skuldrene og trak kappen tættere omkring sig, så hun kunne mærke det bløde foerpels mod halsen, alene synet af den letpåklædte elver i sneen fik hende til at forestille sig hvordan hans stakkels hud måtte fryse. "Uanset hvor man kommer hen i landet er man en fremmed. Venskaber er ikke just noget at holde fast i når man skal videre få dage efter". Det natblå blik skævede kort i hans retning, Izilarna var ikke typen der havde ondt af sig selv, hun var vant til at leve med sine valg, men det kunne kort lyde som om hun beklagede sig, hun kunne godt høre det selv, og det huede hende ikke. Hun rynkede kort på næsen, inden hun drejede ned ad en smal sidegade fra havnen af. "Men du er rustet godt fast her, hm? Alle kender tilsyneladende dit navn!" Sådan virkede det i hvert fald, faktisk mistænkte Izilarna, at hun kunne spørge hvem som helst i Fristavn og de ville være i stand til at pege hende i Vektors retning.

Mens de gik side ved side, gled de ru hænder ned i lommerne og han lod lyttende blikket strejfe over resten af gaden de nærmede sig. Nomadetilværelse... ordet havde i hans yngre daget vækket en gnist af eventyr, næsten som ville løfftet om nye græsgange automatisk skubbe ham til vigtigere ting end hvad Fristavn kunne byde på. Sikken en tanke. 
Med tiden, havde flere forskellige ting trukket ham tilbage til fastlandet. Sølvelverens blik glimtede derpå i en tavs lille latter, og han nikkede. Jah, rustet fast var et godt begreb, fordi ukrudt forsvandt ikke let. Men det lød en kende ensomt, set fra den anden side af erfaringerne. 

Den smalle sidegade tog med sine høje stenvægge en smule af lyset fra dem, men det sneklædte veje holdt det stadigvæk lyst nok til at orintere sig. "Mmmh? Det er ikke svært, hvis du sælger noget de gerne vil have" ordene var måske en kende for selvtilfredse, sagt med en lavmælt klukken, ,en drømmesælgeren ville nok altid mene at det aldrig kun var Nox han kunne tilbyde. Selskab var for ensomme sjæle mindst ligeså værdifuldt, som afhængighederne. 
Lidt overvejende drejede han hovedet tilbage mod Izilarna, noget lidt eftertænksomt i udkanten af det ellers muntre, lidt berusede smil. "Er alle venskaber så lette at give slip på?" selv kunne han også tælle på en enkelt hånd den mængde af væsner han betagtede som deciderede tætte... men det kunne ligesåvel være grundet hans prioriteringer, hvor han nok lidt for ofte skuffede i sidste ende. Der var dog langt til dårlig samvittighed, som oftest. 

Izilarna lod det dybblå blik glide mod elveren, som hun betragtede ham. Det lod næsten til, at han lunede sig ved tanken om eventyret. Det fik hende til at trække vejret så dybt, at hun kunne sværge, at den kolde luft fyldte hver lille krog af hendes lunger. Hun havde nok selv glemt det, eventyret, det var ikke længere nogen romantisk forestilling at rejse land og rige tyndt efter den næste nederdrægtige dæmon, at vandre i ugevis mod nord, for efter få dage at vende snuden mod syd igen og vandre de samme stier tilbage. Det var også grunden til at hun var her - igen, selvom hun naturligvis ikke udelukkende var der for nox, det var bare en behagelig sideeffekt Fristavn kunne medbringe.
Hun blinkede, luften gjorde hende godt, følelsen af de små krystaller der slog mod hendes ansigt trak en rosa farve frem på hendes kinder, og selv i kulden kunne hun mærke varmen stige op i hendes ansigt som modreaktion. "Virkelig? Er det den eneste grund til at dit navn er på alles læber?" de dybblå øjne gled ud til siden, skælmsk, det var det næppe. Fra et objektivt synspunkt var Vektor derudover smuk, det ville alle med øjne i hovedet kunne se, de elviske aner kom med en aura af ro og udødelighed, noget som alle mennesker nok ikke ville kunne sig fri for at se langt efter.
Hans spørgsmål ramte noget dybt i hende, som at slå på et trommeskind der vibrerede helt ud i hendes fingerspidser, men det var ikke behag som bredte sig, tværtimod. "Nah..." Hun trak på skuldrene, selvom det var næsten umuligt at se gennem den tykke vamsede kappe "De er bare blevet færre over årene, jeg tror det er naturligt. Det er de færreste der er villige til at lægge hovedet på bloggen for et menneske, man ikke har set i årevis" Hun rettede ansigtet mod ham "Ville du det?" Et kort øjebliks sårbarhed blev pakket væk bag det hærdede ulvegrin, der havde været venner gennem årene, gode venner endda. I sine år i lauget havde man ikke andet valg end at være tæt, både ens egen, og andre skæbne afhang af det