Den voldsomme dunken af jern og tilhørende næsten ætsende fornemmelse som skar sig ind i den stjernespækkede hud, fik en svimlende og smertefuld jamren til at komme fra væsnet, hvis krop rystende prøvede at rive sig fri endnu engang. Den sagte klirren af kæder og metal mod metal skurrede i de følsomme ører, og forsøget på at rive sig fri skulle vise sig at være magtesløs, da det blot fik den insisterende dunken til at brænde sig dybere ind i hans krop, og han med hvad der mindede om et såret dyrs hvæsen følte benene kollapse yderligere under ham, og tvinge ham ned i knæ igen; så meget for at rejse sig op. 
Hvordan dæmonen havde fundet frem til dét; hvordan dæmonen havde fundet frem til den hemmelighed der var blevet holdt så tæt til hjertet at man skulle tro det umuligt, se det kunne Sirius aldrig tilgive ham for. Men det var næsten ikke til at bære, hvis det her var hans liv fra nu af. 
De gule irisser flakkede opad da han hørte lyden af en dør der gik op, smerten fik det til at svimle for hans øjne, en utydelig skikkelse imod det lys der kom ind med døren. Men da han hørte om han var klar til at opføre sig ordentligt, var det en arrig, hadefuld og ikke mindst smertefuld samling af forbandelser på Sirius eget sprog der blev sendt imod ham. 

----- 

Tidligere på dagen. 

Åh, den mand.... den forbandede, forfærdelige, uudholdelige mand, hvis usynlige kæder syntes at stramme om halsen på stjernevæsnet, og hvis arrige humør fik ham til at trave rundt i rummet han var blevet låst inde i, som en tiger i et lukket bur. Det var nemlig så småt ved at gå op for Sirius, hvad det helt præcis var han havde gjort den dag, for et par dage siden... og desto mere han tænkte over det, desto mere klaustrofobisk begyndte det hele at føles. I alle de år han havde levet, eksisteret og åndet, havde han aldrig været bundet af andet end de fysiske love der holdt ham på jorden - og til det var der endda undtagelser, om han valgte at skyde vinger ud af ryggen og løfte sig  imod himlen. Men nu var han bundet af noget... andet, og han kunne mærke i hele sin essens hvordan at det opponerede imod alt. 
Dæmonen havde opdaget hemmeligheden, og faen havde betalt prisen; han kunne ikke komme væk fra grunden. Men da den første panik over dét havde lagt sig, var hævn begyndt at sværme i stjernevæsnets sind. 

Så han ventede. I form af sig selv sad Sirius på en af værelsets kommoder idet at Llyon endelig kom ind af døren, et forræderisk smukt smil om læberne og hvad der virkede som godt humør, trods det nok ikke var ægte. Lige siden den forbandede kat forsvandt. "Nå, min natstjerne... er du faldet mere til ro; er du klar til at opføre dig mere passende?" ord sagt med den bløde stemme han havde ladet sig vildlede af før, og Sirius' intetsigende ansigt, forholdt sig tavs i sin stirrende, ulmende vrede. "Oh nu ikke så fornærmet, Sirius... det er trods alt for alles bedste, er det ikke?" 
Noget der til gengæld fik en lavmælt og inhuman knurren til at runge fra brystkassen, og langsomt rejst den slanke skikkelse sin stjernespækkede krop op. "Du forrådte os, du forrådte Sirius" hvislede han, og følte hvordan at kløer i et flimmer af magi materialiserede sig, førhen at det atter, og mere modvilligt kun blev til lange negle igen. 
Ord som blev mødt med en affejende latter, som kun pustede til gløderne af væsenets irritation. Han tog ham slet ikke seriøst! "Du misforstår... det her er blo-" 

I en klirren faldt en vase i det næsten nu til jorden, bevidst sparket ned af Sirius der langsomt gik hen af kommoden. Handlingen blev gjort med øjenkontakt igennem det hele, og stjernevæsnet følte hvordan at Llyon ikke kun stoppede sin sætning, men også stivnede en anelse i sin position. "Sirius... du skal ik-" 
Endnu en klirren, endnu en vase faldt til jorden, og i et yndefuldt spring var Sirius ovre ved et vægtæppe, stadigvæk balancerende på bordet. Den her gang, var er dog gået is i øjnene på Llyon; men Sirius lod sig ikke afskrække, da han provokerende løftede hånden med de skarpe negle og satte dem imod den smukke dekoration. 
Set i perspektiv, burde han havde ladet sig afskrække. Men med et fnys og en brændende øjenkontakt trak væsnet sine kløer ned over vægtæppet, hvilket samme næste sekund, vækkede flammerne af Llyon's vrede og forseglede den straf han ville finde sig selv i senere.