Hele hendes mund smagte af sand, sand og blod. Lige så stille begyndte de andre sanser at fungerer, som hunulven vågnede fra hendes dvale. 
Fuldmånen havde været hård ved hende denne gang kunne hun mærke, som alle knogler og muskler værkede voldsomt som hun trak sig selv op og sidde. Øjnene missede mod den voldsomme sol der skinnede ned på hendes hvide nøgne krop. Så der sad hun i midten i en oase, som mange nok ville ønske de kunne få lov at se. Men det eneste hun ønskede, var at nogen kunne skænke hende noget vin, det kunne tage smagen og hjælpe på den tunge hovedpine der lå og pressede irriterende mod hendes næseryg. 

"Uuurgh" mumlede hun stille, som fingrene dansede hen over det fregnet ansigt og gnubbede det lige så stille. Hviskende stemmer nåede hendes øregang, som folk stoppede op og kiggede på hende. Men hendes dyriske snerren fik dem hurtigt til at kigge væk, og derefter løb i modsatte retning. Men da ulven prøvede at rejse sig op, bukkede hendes ben under og hun sad igen i sandet. Forfærdeligt, sand over det hele det var nok det værste hun længe havde oplevet! For hvad, hun havde endnu ikke fået lov til at komme ind i undergrunds arenaen endnu, og uden adgang var der hellere ikke nogen krystaller at tjene.
Med et støn lagde hun sig ned, blottet i alt sin nøgenhed, gemt væk bag oasens mange flotte planter og løv. Bramfri og ligeglad med hvem der skulle stå og betragte hende. 

En længere tur ud i ørkenen, havde ledt stjernevæsnet væk det Chateau han boede i, følte sig bundet til, og ind imod udkantsbyen Sarghos. En forunderlig og meget lille version af selve hovedstaden i dette solskinsland, men dog stadigvæk med en god mængde travlhed. Og det var selvsamme travlhed, som Sirius havde brugt et par timer på at observere, siddende på en af de hustage der holdt ham hævet over vejens støv og menneskenes nysgerrige blikke. Når han begyndte at kede sig med dét, der bevægede han sig videre. Og i sidste ende, var det en oase, lige udenfor byen, som endte med at tiltrække hans flyvske opmærksomhed. 
En oase betød liv, her i det her tørre og triste ørkenlandskab. Og liv var utrolig kærkomment, dragende og tiltrækkende. Liv og magi hang unægteligt sammen, og således var det også, at når han blev draget af liv, blev han også draget af magi. 

Så et eller andet sted, var det heller ikke overraskende at Sirius med en undrende grimasse pludselig stoppede op, godt på vej ind imod Oasens midte. Hvad var det her for en smag der lurede i luften... hvad var det her for en lugt? 
Næseborene på stjernevæsnet sitrede idet at duften ikke forsvandt, og gule øjne gled undersøgende over området, der virkede til at være overraskende tomt for mennesker. Dem der var kommet herfra, havde - nu hvor at han tænkte over det - også været på vej væk i en hulens fart. Var det lugten de søgte væk fra? Var det.... et skridt bar ham en anelse væk fra stien, og ind imod floraen stedet havde at byde på; luften blev stærkere. Og gemt imellem planter og bregner, lå en menneskekrop og... lignede en der ikke ligefrem nød livet. 
Mennesker plejede ikke at ligge sådan her, det var han ganske sikker på. Så med en forunderlig nysgerrighed trådte stjerne væsnet nogle letfodede såvel som lydløse skridt nærmere så han til sidst kunne dukke op indenfor hendes synsfelt, et mørkt hoved pludseligt lurende lige over hendes, og skærmende for solens lys. Mørke læber skiltes let i selvsamme - "Det er et finurligt sted at ligge, synes du ikke?" en overraskende blød og dyb stemme, fra et ellers udadtil ret androgynt væsen. 
Der til lejligheden, dog faktisk var iklædt tøj den her gang. Modsat hende - hvorfor var hun nøgen? 

Duften fra den fremmede var det første der ramte ulvens næse, men da der var så mange finurlige og anderledes væsner i dette land. Gjorde hun ikke meget ud af at vise, hun også havde lagt mærke til at væsnet bevægede sig hendes retning. For selvom hendes hørelse ikke kunne finde de fodspor der måtte følge med duftsporet, åbnede hun ikke øjnene eller gjorde antegn på at flytte på sig. Trods den sårbarhed som hun fremviste, orkede hun ikke at gøre noget ved det. Hvis det var sådan at hun skulle dø, nøgen med sand op i revner hun helst ikke ville nævne, så måtte det være sådan. Guderne måtte vide hvor træt hun var og uden noget at drikke, så ville der bestemt ikke ske nogle drastiske handlinger fra den dvaske ulv. 

"Måske, men hvis det er her man har lagt sig, så er det vel sådan" bed hun af, og prøvede at åbne hendes øjnelåg. Men trætheden hang stadig tungt i hende, så de ville ikke lystre selvom hun ønskede at betragte det væsen hvis stemme flød hen over hende. Den føltes ikke menneskelig, duften føltes hellere ikke af den retning. Så hvad var det som følte den skulle henvende sig til den nøgne og forslået dame der lå i oasen og slangede den under den bagende sol? Eller, måske var det slet ikke så varmt endda, var vinteren også ved at komme til Rubinien? Eller blev det varmere, faktisk var hun lidt i tvivl. 
Hun havde virkelig behov for noget at drikke.

Det var en noget hård stemme der bed ham af, og med stemmen, var der ikke engang nogle øjne til at vise hvad der gemte sig bagved det. Hvis det overraskede Sirius, var det dog ikke en overraskelse der fik plads længe, førhen at han næsten prompte nikkede. Joh, det var vel sådan det nu engang var... bevægelsen fik noget af det snehvide hår til at glide ned over de blottede skuldre, men førhen at det ramte hendes lyse, omend også solmærkede ansigt, jah der gik han fra sin foroverbøjede stilling... ned på knæ.
En bevægelse der var så lydløs at han knap nok var der, hvilket ikke ville være helt løgn. Hans masse havde ingen tyngde, trods alt. "Et mennesker der bider" konstaterede han derpå med en underliggende latter i den bløde stemme, og lod det fine hoved glide på skrå. Han forstod desværre ikke hvad der gjorde mennesket så dovent at det ikke engang kunne se op. 

En enkelt, kølig finger vovede sig nu ned, og prikkede insisterende på den fine lille næse mennesket havde. "Er den død, det her menneske? Eller venter den på at dø? Måske den sover?" tanker der egentlig blev sagt højt, men dog stadigvæk oprigtige spørgsmål fra det kære stjernevæsen. Måske han kunne få hende, hvis hun alligevel havde tænkt sig at dø. Blikket gled over den fintformede krops specielle former, inden at det vendte tilbage i ansigtet, og om hun ikke havde skubbet ham væk før... 
... gled hænderne nu i stedet ned, for at folde sine slanke fingre ind omkring hendes kæbe og hage, for at føle huden under sine fingre. Hun havde i hvert fald fra prikket, føltes levende. 

Endnu et støn af foragt forlod Sarahs læber, da hun mærkede en finger der rørte hendes næse. Den fregnede lille næse, hun altid havde hadet. Faktisk var der ikke meget på denne krop, som hun ikke brød sig om mest af alt fordi den mindede hende så meget om hendes mor. Den kvinde hun ikke kunne udstå på hele denne jord. Men hvor hun før nok havde åbnede øjnene og grebet personen om halsen, for at vise at sådan noget gjorde man ikke ved hende. Prøvede hun i stedet at vifte den væk med hånden, som var den flue der ikke ville lade hende være i fred.
"Hvis jeg var død, kunne jeg nok ikke svare - og er hellere ikke døende - bare irriteret over dumme spørgsmål, mens jeg prøver at samle kræfter til at rejse mig" igen prøvede hun at åbne øjnene, men lige meget hjalp det. Et opgivende suk forlod nu læberne, som hun endelig tvang hele den tunge og ugidelig krop op og sidde. Øjnene, havde hun dog stadig ingen held med, det var næsten som de morgner som barn, hvor man bare ikke kunne stå op. Alt gjorde ondt, øjnene nægtede at sammenarbejde og man måtte se dagen en sprække adgange. Før øjnene ville sammenarbejde og åbne sig op og kigge ordenligt rundt.
Sådan måtte det også være nu, tiden måtte vise hvem denne irriterende flue måtte være og hvordan den så ud.

Sirus befandt sig bagved hende, nu siddende på knæ, og nu i en position hvor at han med skjult morskab kunne betragte hvordan at mennesket gjorde et forsøg på at rejse sin nøgne krop op. Det forekomm... smertefuldt, det forekom svært. Og som en der aldrig havde prøvet at have ømme muskler eller sågar hovedpine, forekom det næsten som om at der sad en sygdom i hendes hylster. 
De lyse øjne fulgte hende afventende som at hun kiggede sig omkring, hvilket endelig fik ham til at rejse sig selv, og med et enkelt, langt og næsten flydende skridt, at træde om på siden af hende for i stedet at glide på hug der. 
Et væsen der ikke kendte til noget så simpelt som personlige grænser, hvilket fik gjorde at hans knæ så godt som stødte sammen med hendes albue, da han lænede sig ind foran hende så de kunne få øjenkontakt. 

Stjernevæsnets mund åbnede i et lille ohh ved de kønne, men næsten rødsprængte øjne, tydeligvis hævede efter en lang nat. Det havde han set før. "De døde kan sagtens svare" kom det med en uforstående lille rynke i panden, og de slanke fingre strakte sig endnu engang for at røre hende, i samme bevægelse som da han satte sig på hug. Den her gang, var det dog en støttende hånd i ryggen, og den anden som ønskede at fjerne noget af det brune hår der skøjtede over et kønt, fregnet ansigt. Han havde ikke set mange med fregner før. 
"Mmh, man fornemmer at der så er gode spørgsmål at stille? Men hvilke?" forsatte han, og følte hvordan de mørke læber strakte sig i et mere underholdt, men dog også tydeligt fornøjet smil. Over hvad? Jah se det vidste han ikke endnu, monstro han ikke snart fandt ud af det også. 

Hun drog en voldsom åndedrat ind mellem sammenbidte tænder, de rødsprængte og hævede øjne fløj hen mod skikkelsen der sad ved siden af hende. Hvad i alle guder var dét? Det første der slog hende var at han måtte være en dæmon, hun havde hørt om dem men aldrig mødt nogen af slagsen. De kunne tage form af mange mærkelige skabninger kunne de ikke? Der var da folkehistorier om dæmoner med haler, horn og klove som fødder. Hans fingre dansede hen over hendes nøgne fregnet og arret ryg, skabte gys der fik lange lysebrune hår til at rejse sig på hendes arme. Hun kunne ikke bestemme sig for, om hun syntes det var behageligt eller det modsatte. 
Tungen gled hen over de tørre og sprukne læber, de led så meget under hendes forvandling at det sved da fugt lagde sig hen over dem. "Normalt gør de ikke" svarede hun igen men følelserne bag ordene var tydelig, hun svarede per automatik og uden at tænke det igennem. Nej de grønne skammerøjne var mere interesseret i at se, hvordan han betragtede hende. Hvordan at han kiggede hende ind i øjnene når han fik muligheden for det, og der fandt hun næsten ingen skam - men efterhånden som tiden var gået, vidste hun også at det at man kunne se hende ind i øjnene, ikke gav dem et fripas om de var gode eller ej. 

"Det spørgsmål kan du så tænke over, jeg skal til den nærmeste kro og finde noget at drikke" svarede hun promte og rejste sig alt for hurtigt op. Hvilket gjorde at den nøgne krop faldt sammen i sandet, som havde nogen klippet hendes strenge der førte kroppen. "Ved Zaladins rynkede røvhul" bandede hun og faldt sammen i det varme bløde sand. Øjnene der igen var lukket.

Sirius betragtede hende, men da hun fik åbnet sine grønne øjne, var det ligeså meget hende som betragtede ham. Han følte hendes blik glide over den halvnøgne krop han selv bar, kun dækket af en finurlig slags nederdel, men overraskende nok, så fandt blikket hurtigt ind til den gule regnbuehinde igen. Spøjst... han var om nogen vant til at blive betragtet noget så grundigt, men altid alle andre steder end øjnene. Den stjernespækkede hud, det glatte, fine, snehvide hår - sågar hornene 
Øjne der i et lille sekund, forekom ufatteligt gennemborende, helt instinktivt følte han hvordan at at kroppen søgte væk, imens sindet holdt det på plads. 

Og så blev den brudt, idet at hun prompte foreslog at han tog sine egne spørgsmål til overvejelse; den stjerneklædte fae's læber splittedes i et smil, og han trak sig endelig tilbage da det virkede til at hun skulle op og stå. Hun var ikke så sløv som først antaget. 
Hendes forsøg på at komme op og stå, var dog dømt til at fejle noget så fatalt. Fra det ene sekund til det næste, jah der lå hun atter i det klistrede sand, og en lille latter gled over de mørke læber, fra Sirius der selv rejste sig med et evighedsvæsens ynde omkring sig. Den ene hånd havde snoet en tot af hendes hår omkring fingeren, men det gled ud af hans hænder, idet at han nu bevægede sig op og frem foran hende."Kvindens mund er så vulgær" klukkede han lavmælt, og bukkede sig ned idet at hun endnu engang lukkede øjnene, slanke hænder der hurtigt greb fat i hendes, for i et ryk at samle hendes tunge - Sirius mente godt nok at alt her i landet var ret så tungt - krop op. 
Hårdt nok til at han selv ville vakle et par skridt tilbage i rykket, hvis hun prøvede at slippe ham fremfor at holde fast i ham. 

Der var noget ganske magisk over hans latter, som kunne den lysne et rum op gøre de flakkende lys fra stearinet lidt ekstra gyldne og pejsens ild ekstra glødende. Men det var ikke nok til at hun følte hun behøvede at åbne øjnene, nej hun ville hellere bare blive her og lade verden passere hende. Hun fnøs gennem næsen, da han klukkede at hendes mund var vulgær, det var den vel men det lød ikke til væsenet havde nogen grund til ikke at lide det, nu var denne unge varulv hellere ikke en der undskyldte for sin måde at være på. Ej hellere ville hun omlægge det, for at hue andre, det var en af de ting som hun havde kæmpet for at få igen, hendes egen personlighed.

Han mærkede hvordan at varme hænder greb omkring hendes slappe hænder for at hive hende op, først blev hun blot liggende, men der var en kræft bag dette tynde skrøbelige væsen der fik hende til at åbne et øje på klem, og med et irriteret suk greb hun fast og lod ham hive hende op på hendes ben. Tyndekraften kunne dog ikke lide varulven i dag, som hun fumlede med hendes fødder rundt i det varme sand, og mærkede hvordan hun tumlede ind i den nøgne brystkasse på væsnet. Hendes hænder greb omkring hans skuldre for at have noget at støtte sig op ad, hendes dybe grønne øjne, som det fineste mos i skovens bund kiggede ind i hans. Igen blev hun fanget af, at han ikke kiggede væk, at hun ikke opdagede nogen former for skam. Fortabt i den gule pupil omringet af sort, så sort som ørkenen kunne blive, kun oplyst af stjernerne i skyen.
”Tak?” sagde hun med en anelse tilbageholden hed, som hun blev stående tæt mod ham, hans varme fra den mørke hud der strømmede gennem hendes lette oliven brune.

Hun er forunderlig.
Hendes øjne betragtede væsnet der stod foran hende, hvordan det betragtede og lagde hoved på skrå, som var det et dådyr der betragtede noget den endnu ikke havde set før. De tamme af dem, de man kunne finde dybt inde i skoven hvor intet menneske havde været, dem man kunne stå med en bue og pil rettet mod uden de følte nogen form for rædsel. Det var næsten det samme her, et dådyr der betragtede ulven som var det en ny magisk ting den gerne ville lære at kende.
Hvor ville hun hen, kroen, finde noget tøj, tøj ville nok være en god start.
Men før hun nåede at svare, mærkede hun hvordan skabningens fingre undersøgte hendes muskuløse krop, ned over hendes talje, og som den skulle til at dreje hende rundt greb hun hans hænder og holde dem fast.
”Ser du med fingrene?” spurgte hun med en lav knurren, der dog blev undertrukket af dens intensitet og skræmmende tone, med et let smil der spillede hen over hendes læber.

”jeg skal finde noget tøj, noget at spise og mere at drikke, og siden jeg ikke går ud fra jeg slipper for dig nu, må du vel hellere se om du kan følge med” Dernæst vendte hun sig rundt, og var kun lige ved at falde over hendes fordrukne ben, men nåede med al held at bevare balancen. Derefter gik hun med raske skridt, afsted mod byen for at finde et sted hun kunne noget tøj at tage på.
Hendes fingrene var lette og hurtigt fik hun hævet en kjole fra et tørrestativ ned og hæv det over sig, for hver båd hun gik forbi stjal hun med lette fingre nye genstande til at tage på, indtil hun nu var iført en afbleget blå kjole, et bredt læderbælte omkring sit liv, en herres pung der var tung af krystaller og hendes hår var blevet sat op med en lille læderstrop hun havde fundet.
Da fandt hun endelig en kro som hun kunne gå ind, hun råbte af kroejeren at hun ønskede to af hvad end de havde denne morgen, og et stort krus mjød, inden hun satte sig ved et ledigt bord længst væk fra folkemængden, dog ved et vindue hvor lyset sendte sit strålende lys ind.

Hendes bryn løftede sig da han konstaterede at hendes lille projekt var gået ganske godt. Først sad hun blot og stirrede på væsnet der havde placeret sig foran hende, hendes svømmende og dunkende hoved ikke helt i stand til at følge med i hvilket projekt denne hentydet til. Det var først da det velkendte dunk fra trækruset der ramte bordet overflade at det gik op for hende. Projektet hentydet til hvor nemt hun var kommet igennem byen og påklædt sig selv. Der havde den vel en pointe. Levede man længe nok hvor man havde behov for at tage fra dem som der havde mere end en selv, begyndte det langsomt at komme nemt til en. Egentlig behøvede hun vel slet ikke sidde her i kroen, hun kunne snildt have taget sig til hvad hun behøvet og sat sig i udkanten i byen og nydt hendes hårdt ind stjålet genstande.

Hun pressede langsomt hendes underlæbe ned med tungen og vædet læberne som hun betragtede den lille samtale der foregik mellem kroejeren og ja, denne havde vel ikke en gang givet hende et navn havde den? Finurlig som den var, havde den valgt at følge efter hende, uden helt at vide hvad hun skulle eller hvor hun var på vej hen. Hvorfor havde hun overhoved tilladt det? Det var så et helt andet spørgsmål, et der kun tilføjede til hendes allerede voldsomme hovedpine. Endnu et suk af smerte forlod hendes læber som hun trak kruset hen til sig og tog en slurk af den. Hun vred en grimasse som den bitre smag af øl gled ned af hendes tørre strube. Men efter tredje slurk føltes det som om alkoholen hjalp på hendes smerter der dunkede rundt i hendes krop.
”Så, hvad er dit navn?” spurgte hun langsomt og lagde siden af hendes hoved mod hendes hånd. Armen var placeret med albuen solidt plantet på bordpladen, der gav den brunhåret varulv et udtryk af hun sagtens ville kunne falde i søvn over bordet.