Det var skræmmende, men efterhånden var Eleanor ved at blive vandt til de få dages sygdom og svaghed, som hun havde, når hun endelig fik lov til at komme hjem igen. Hun havde efterhånden levet i mange år, i hvert fald taget i betragtning af, at hun var et menneske, og alt for mange af de år havde været tilbragt sammen med Llyon. Hvilket også betød, at mange af de år havde været brugt som hvad der bedst kunne beskrives som en guldgås.

Det var kun et par uger siden, at hun sidst var blevet givet til en anden mand, eller solgt var måske et bedre ord. Der havde ikke været noget særlig ved det, faktisk havde det været nøjagtigt ligesom ved alle de andre. En mand som ikke kunne eller ikkd gad finde en anden, som var villig til at indgå et partnerskab med ham, og så var det nemmere bare at købe sig til det. Den eneste forskel var, at ham her havde været en smule yngre end mange af de andre, men ham havde været nøjagtig lige så ucharmerende og utiltalende. Uheldigvis havde han også været lidt mere mistroisk end de andre, så det havde taget noget flere dage, før hun endelig havde formået at dræne ham. Formentlig på grund af hans alder havde det taget mere tid og flere kræfter, hvilket selvfølgelig betød, at hun havde været dårlig og knapt havde kunne hænge sammen, da hun endelig kom tilbage til Llyon. Ikke at der var meget medlidenhed at hente der, det var der aldrig.

De førsre par dage havde hun ligget i sengen, for syg og svag til at tænke på at rejse sig. Det fik værelset til at virke mindre og endnu mere som et fængsel, men der var ikke meget at gøre ved det. Det var en konsekvens af hendes evne. Selvom hun afskyede, at hun blev tvunget til at stjæle deres liv, måtte hun indrømme, at der var en tilfredstillelse i at kunne tage hævn. Og så var hun da ikke blind overfor de forandringer, som der skete med hendes krop, når årene stille og roligt vendte tilbage. Selv igennem sygdommen kunne hun se, at noget af den ungdommelige glød var vendt tilbage.

Langt om længe havde hun følt sig stærk nok til at forlade sengen og værelset, så det kunne kun gå for langsomt. Med en bog under armen havde hun sat kursen mod haven, i håbet om at hun kunne finde en tilpas skjult og rolig plet, hvor hun kunne nyde ordene som fyldte bogens mange sider.

 Sirius havde nu engang aldrig haft den store... interesse i den blonde lille menneskekvinde. Hun havde altid været der, og hun lurede altid som en underlig form for skygge i det ellers prægtige chateau, og hvor end hun gik, syntes en trist energi altid at følge hende. Han havde selvfølgelig snakket med hende, stjernevæsnet og hende havde haft enkelte samtaler om absolut ingenting. Men hun var altid så... underlig. Hun gjorde ham ikke utilpas, men hun gjorde ham heller ikke.. tilpas. Hun var bare, og ligesom ham, var hun forunderlig tidsløs, ovenikøbet. 
Fordi mennesker ældes hurtigt... det var hvad han havde erfaret. Menneskers hud blev slap, deres øjne indsunkne og deres hår lysere. Deres livscyklus var foruroligende kort. Men Eleanor.... han havde observeret hende i mange år - oprindelig set, jah så affejede han hende blot som en del af det midlertidige inventar. Men hun var her stadigvæk, og lige denne dag, jah så var hun overraskende ungdommelig at se på. Igen. 

Han kunne ikke lade værd med at undres... var hun som ham? Luften omkring hende smagte ikke af magi på den måde, og så alligevel... var der bestemt noget magisk, ved det lille menneske. 

En dag som i dag, hvor at den fængslende dæmon var særlig paranoid for at han ville forsvinde, var Sirius blevet lænket til grunden, frabedt at forlade den. Og selvom det var fristende at trodse en så direkte ordre - jah selvom den fik det til at vride sig i hele hans væsen at give efter, var han med et suk endt med at blive... og få det bedste ud af dagen. Hvilket bragte ham til Eleanor. Hun måtte vel have noget spændende at give sig til, og endnu engang... så hun ganske ung ud. 
Siddende i skyggen af et træ, forekom hun ganske fin. Han havde stirret på hende i nogle timer, blot set an hvad hun lavede, hvordan hun bladrede i den kedelige, billedløse bo, men til sidst, havde han rejst sig. 
I et spring fra havens terrasse tag, godt 3 meter oppefra, hoppede stjernevæsnets halvnøgne skikkelse nu ned. Det var dog så godt som lydløst at han landede, givet den lette vægt, og adræt rejste han sig op, og marcherede direkte, opsøgende og nysgerrig imod hende, uden at stoppe op eller gestikulere at han kom hen til hende, på vej derhen. Det skulle hun tidsnok finde ud af. 
"Du ser anderledes ud idag" kom det ganske ublufærdigt fra ham, og det halvlysende væsen gled ned på en hugstilling, så de var mere i hovedhøjde. 

Gangene føltes lange og uendelige i dag, men endelig kunne Eleanor træde ud i en af haverne. Bare for at kort øjeblik stod hun helt stille, så hun kunne nyde solen mod sin blege hud og duften af den friske luft. Det føltes som evigheder siden hun sidst havde været udenfor, selvom det kun havde været et par dage. Tiden var dyrebar, for hun vidste aldrig, hvornår der ville være brug for hende andetsteds, så med lange skridt bevægede hun sig hen til sit sædvanlige sted. Det var langt fra, hvad man kunne kalde et skjulested, men når hun sad i skyggen af det store træ, var der i det mindste en chance for, at hun kunne få fred.

Som det så ofte skete, når hun endelig fik fred til at læse en god bog, var Eleanor fuldkommen fortabt i ordene på siden, nok havde hun læst dem mange gange før, men det gjorde dem ikke mindre fængslende. Der kunne formentlig have marcheret en hel hær igennem haven, uden hun bemærkede det, så de lydløse trin fra en af Llyons slaver havde ingen chance for at trænge igennem til hende. Det var først, da Sirius snakkede til hende, at hun med et ryk løftede hovedet så blikket forlod siden.
"åh, Sirius! Du forskrækkede mig" Hun lukkede bogen sammen og placerede den i sit skød. Øjnene flakkede henover stjernemandens krop, hun var aldrig helt sikker på, hvor hun skulle kigge, det var så meget at tage ind ved et så finurligt væsen. Af ren høflighed endte hun dog med at kigge ham i øjnene, som i sig selv jo også var ganske anderledes og fascinerende.
"Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad du mener. Jeg ligner vel mig selv? Jeg kan ikke mindes, at jeg har gjort noget anderledes" igen flakkede hendes blik kort, men ellers var der ikke nogen tegn på den svage nervøsitet, som hans spørgsmål havde vækket i hende. Hun havde aldrig rigtig fundet ud af, hvor mange der kendte til hendes evner, og hvad forfærdelige ting Llyon tvang hende til at gøre med dem.. Egentlig vedkom det jo også kun hende og Llyon, men det var en stor hemmelighed at holde på, og en af grundene til, at hun holdt sig for sig selv, for ofte var de fysiske forandringer ikke helt til at overse.

Det hvide hår bølgede dovent omkring stjernevæsnets torso, og kærtegnede den halvtlysende, mørke hud han bar - noget der for mange væsener ville have været en anelse ubehageligt i de flygtige strejf af noget der knap nok vejede mere end fjer, og dermed også kildede en anelse. Men det fik ingen opmærksomhed fra fae'en, da alt opmærksomheden i det her øjeblik, fuldkommen var vendt imod og til dels også dedikeret til Llyon's menneskekvinde, den blonde E-lea-nor. 

Navne havde sådan en underlig størrelse, betydning og vægt for Sirius. Han opdagede og erfarede ofte at navnene man brugte her i landet, på ingen måde beskrev deres ejere - noget der i de tidligste timer af hans liv havde været en anelse forvirrende. Så at hører hans eget navn sagt højt - nu udtalt af hendes fine, lille menneske-mund... se det fik skyggen af et smil til at danse over væsnets læber, der - på trods af at hendes øjne flakkede ud i mod siderne af hendes synsvinkel - stadigvæk havde pupiller som var som limet til hendes. Åh, hun kunne ikke selv se det? 
Han kunne godt vise det. 
De slanke hænder fik med en foruroligende fart længere, skarpere og guldbemalede negle, og fingrene greb fat i spidsen af hendes hage, for at kunne dreje det lyse hoved vurderende fra den ene side til den anden side imens han ledte. "Oh joh, det er lige der" han fandt det, sagt med et selvtilfreds smil tilmed og hånden gled op for at gribe om hendes kæbelinje i stedet - enten fuldkommen ubevidst over den ubehøvlede behandling af hende, eller fuldkommen ligeglad. "Du er ikke ligeså vissen som du var før. Du havde flere streger i dit barneansigt" fulgte han næsten kritisk op med, og nikkede umærkeligt for sig selv. Hun lignede noget fra foråret lige nu.

Det hele gik så stærkt, og Eleanor havde så travlt med at holde sig selv fra at lade blikket studere hele Sirius, at hun ikke nåede at reagere, da lange fingernegle voksede frem på væsnet foran hende.
Et forskrækket gisp forlod Eleanor, da Sirius pludselig og uden varsel greb fat i hendes hage. Oftest var det Llyon som havde fat i hende på den måde, eller kommende ægtemænd som skulle vurdere deres kommende køb.. Berøringen satte gang i dårlige minder, og fik hende til at skælve ganske svagt. Tavst bad hun til, at han havde for travlt med undersøgelsen af henses ansigt til, at han ville bemærke den reaktion, som hans berøring fremkaldte. Imens skældte hun tavst sig selv ud for overhovedet at reagere sådan på berøringen. Hun var blevet så svag, så bange.. Hun havde svoret, at Llyon aldrig skulle have lov til at knække hende, men måske var det en kamp, som hun allerede havde tabt. Forhåbentlig var det bare en bivirkning af, at hun stadig var ved at komme sig efter sit seneste ægteskab.

Det var knapt gået op for hende, at hun holdt vejret, kndtil hun blev nødt til at lukke det ud i et suk, som forhåbentlig ikke lød alt for irriteret. Hvis Sirius da overhovedet lagde nærke til den slags.
"Det er ikke høfligt at påpege en kvindes alder.. eller tegn derpå" mumlede hun afvisende og forsøgte at rykke ansigtet væk fra den uønskede berøring. Selvfølgelig vidste hun godt, hvad han mente, hun havde jo selv set det! Men der var jo helst ikke nogen, som skulle lægge mærke til hendes ændrede alder, ellers risikerede hun, at der ville blive kortere mellem mændene. Hvordan var det overhovedet sket, at hun blev tvunget til at misbruge sin evne, men alligevel var det hendes ansvar at holde det hemmeligt?

Det var uden tvivl en vane der var blevet tillært, af enten selv at have oplevet det, eller set andre gøre det. Når stjernevæsnet greb fat, kom det dog mere af en praktisk vinkel fremfor den magt det bragte med sig, Sirius knap nok ænsede hvad det kunne betyde, omend han vagt kunne se at det bragte ubehag frem i hende. Hvorfor, stod dog stadig som et spørgsmål han ikke kendte svaret på - det havde hverken været hårdt eller skarpt, havde det? 

Den mangel på forståelse, spredte sig endnu engang i ham da hun så endelig svarede ham og med det trak sig væk, så den hvide hud gled ud mellem hans fingre. Elanor trak sig tilbage, men trak sig ikke væk, og stjernevæsnets skikkelse forblev derpå hvor den var, det selvtilfredse smil dog erstattet af en lille, undrende trækning der mekanisk fik ham til at blinke et, to - hele tre gange, hvormed at han nikkede. "Hvis du siger det.." gled det over den hurtige tunge, og han satte sig ned foran hende i skrædderstilling fremfor at stå lænet ind imod hende, på hug. ".. så må det jo være rigtigt. Men hvorfor ser du anderledes ud?"  dertil et åbent spørgsmål, og Sirius næsebor vibrerede let, idet at han prøvede at lugte sig frem til det. Ikke meget succes, hun lugtede ikke meget anderledes... 
Men hun havde ikke svaret ham. 

De skarpe tænder glimtede idet at læberne i en lille, pludselig tanke gled op, og smilet der nu fik plads atter lod fae'ens impulsdrevne personlighed skinne igennem - "Oh, er det for Llyon's skyld?" kom det nysgerrigt fra ham, ublufærdigt og næsten en anelse kælent i sin trykfordeling af navnet, trods hans følelser omkring den hvidhårede dæmon i bedste fald var... delte. 
En dæmon han hadede, ligeså meget som han nød den opmærksomhed han gav ham. Holdt usynlige kæder ham ikke tilbage, måtte der ikke være nogen tvivl om at stjernevæsnet havde snittet halsen på ham så snart han faldt i søvn. Snittet halsen, fortæret hans sjæl, knust hans ånd. Men alligevel, havde han samtidigt holdt den gyldenbrune krop i en kærlig omfavnelse, imens han sagde farvel til den. 

Var det for Llyons skyld, at hendes udseende var ændret.. Spørgsmålet fik hende til at rynke panden irriteret. Det var Llyons skyld, så det var vel også for Llyon, men sikkert ikke på den måde, som Sirius havde mistanke om.
Hvor meget kunne hun fortælle Sirius? Og endnu vigtigere, hvor meget af det ville finde vej til Llyon? Hun blandede sig sjældent i, hvad der foregik rundt om i huset, mest af alt fordi hun vidste at Llyon næppe ville være glad for det. Men det betød også, at hun langt fra havde styr på Llyons forhold til de mange slaver og tilfangetagne væsner. Selvfølgelig vidste hun, at Llyon havde en forkærlighed for stjernemanden, det var næppe nogen hemmelighed, men hvor meget det var gensidigt? det havde hun ikke regnet ud. Egentlig fandt hun generelt Sirius utroligt svær at regne ud.
"Er alt ikke på en eller anden måde for Llyons skyld?" endte hun med at sige. Hun forsøgte at holde irritationen ude af sin stemme, men den var svær at skjule.
"Jeg er lige så fanget som alle jer andre, og derfor overladt til Llyons nåde. Selvfølgelig vil jeg gøre, hvad jeg kan for at behage ham" Det var måske ikke rigtig et svar, men et halvt svar, var vel bedre end intet svar? 

"Hvad laver du overhovedet herude?" Hun forsøgte at smile høfligt til ham, men mest af alt håbede hun bare, at han ville gå og lade hende få fred. Desuden så gjorde Sirius hende urolig, og det øgede risikoen for, at Llyon lige pludselig ville komme vandrende, Sirius var trods alt af noget større interesse for dæmonen end hun havde.

Ændringen i Sirius' blik var svær ikke at ligge mærke tiæ, nok især fordi væsnet ikke gjorde noget for at skjule det. Det vsr underligt at se følelser så frit ytret, når hun var blevet så vant til det modsatte. Blikket burde måske have skræmt hende, men det gjorde det ikke, hun var vant til langt mere skræmmende ting end en utilfreds stjernemand.
"Jeg vover et gæt og siger, at lige før stod du og iagttog mig fra et sted, hvor jeg ikke kunne se dig - eller i hvert fald ikke bemærkede dig. Så ja, jeg er langt mere interesseret i lige nu" Det lød noget mere spidst, end det egentlig var planen, men spørgsmålet var, om det overhovedet var noget, som det mystiske væsen ville opfange. Uanset, det var vel altid bedst at være på den sikre side, ingen grund til at give Llyon flere grunde til at straffe hende, fordi hun havde været uhøflig overfor hans legetøj.

"Jeg tvivler på, at jeg er en ret god underholdning" Hun smilede undskyldende til ham og trommede let på bogen med fingrene.
"Jeg plejer for det meste at foretrække mit eget selskab" Hun forsøgte at holde øjenkontakt med ham, vise ham, at han var uønsket uden at være for ubehøvlet, men det var svært at holde det mystiske væsens blik.
"Desuden så plejer Llyon at se ret skævt til, når jeg blander mig med jer andre" Det var svært for hende at skjule, hvad hun følte. Der var selvfølgelig irritationen over at bluve afbrudt, men så var der også ubehaget og irritationen over, at Sirius var en af Llyon kæledyr, og af hvad hun havde set, gjorde han ikke meget for at modarbejde den situation. Det gjorde hende næsten dårlig. Og så var der jo hele hans selvtilfredse attitude, som generelt bare irriterede hende noget så grusomt.

Det var en underlig situation at være i, sidde der med et væsen, som praktisk talt så lige igennem hende, på trods af de knapt kendte hinanden. Hun var ikke sikker på, at hun brød sig om det. De sidste mange år havde hele hendes liv handlet om hemmeligheder, og det havde ført til isolation og ensomhed. Og nu sad Sirius her og pillede hendes ord fra hinanden, så lige igennem løgnene, i stedet for at forsvinde, som de fleste andre ville have gjort. Det her kunne blive farligt, for hvad hvis han gik direkte til Llyon? Det virkede måske som ubetydelige detaljer, som Sirius fandt ud af, men intet var ubetydeligt, når det kom til Llyon.

Nærmest paralyseret lod hun ham skubbe bogen ud af hendes hånd, så hans slanke fingre kunne flette sig sammen med hendes. Hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte begyndte at banke hårdere og hårene rejste sig, hun brød sig virkelig ikke om nærkontakt.. Men alligevel kunne hun ikke røre sig, hun var som forstenet.
"jeg.. vil ikke være... uhøflig" Fik hun endelig frem. Det var ikke svært at se det drillende i hans blik, for ham var det her en leg, og han mente formentlig ikke noget alvorligt med noget af det, hvis han da overhovedet var i stand til at forstå det alvorlige og ubehagelige i deres nuværende position. Uanset kunne han da næppe være i tvivl om hendes tydelige utilpashed over situationen. 

Overvåget. De sidste mange år.. ja, årtier faktisk, havde Eleanor følt sig overvåget. Uanset hvor hun var henne, var det som om, at Llyon holdt øje med hende. Selv når han ikke var tilstede. Lige nu følte hun sig også overvejet, og hun måtte anstrenge sig for ikke at vride sig under hans blik. Det store spørgsmål var vel egentlig bare, om hun følte sig overvåget, fordi han ville kunne finde på at sladre om hvert til fejltrin til Llyon, eller om hun følte sig overvåget ganske enkelt på den måde, han kiggede på hende. Eller nærmere igennem hende. 

Lysten til at krybe væk fra ham var næsten ikke til at skjule, da han langt om længe gav slip på hende. Hun følte sig på ingen måde tryg, og hun ville mest af alt bare have, at han gik sin vej og lod hende være i fred. Den nemmeste måde at få ham til at forsvinde var vel bare at svare på hans spørgsmål og håbe, at han på et tidspunkt fandt hende tilpas kedelig. 

"Det er bare en bog.." svarede hun undvigende. Mentalt skubbede hun dog lidt til sig selv, hun burde være høflig overfor ham. Altid så forbandet høflig, selvom det ofte var det sidste, hun havde lyst til at være.
"Det er eventyr. Historier fra fjerne riger om fantastiske rejser" Var hun for gammel til at søge tilflugt i historier, som man ofte ville bruge til at få børn til at sove? Måske. Men det var en fantastisk flugt fra et forfærdeligt liv, og så mindede det hende om en helt anden tid. Det stak kort i hjertet ved tanken om det liv og den familie, som hun så for længst havde mistet, nu var ikke det rette tidspunkt til at sidde og blive emotionel.

Med blikket på de græsstrå Sirius trillede imellem fingrene, nikkede væsnet langsomt da de hørte hendes svar, og smagte en smule på ordet. Eventyr. Det var et ord, man havde hørt før. Et eller andet minde skubbede forstyrrende til opmærksomheden, men Sirius rystede hovedet tilbage til virkeligheden, inden at de med et lidt for tavst bump i stedet landede i græsset, med ansigtet vendt imod himlen over dem. "Fantastiske rejser.." gled det undersøgende over læberne, og en stjernespækket hånd blev strakt op foran Sirius, idet de vendte og drejede den en smule. 

"Har hun været ude og rejse, selv?" den helt almindelige smalltalk, var for Sirius vedkommende ligeså meget en nysgerrig interesse, såvel som en måde at fordrive tiden på. At hun ville sidde i sit eget selskab, var selvfølgelig allerede glemt, selvom man nok godt kunne have håbet på mere situationsfornemmelse.

Fordi Sirius kunne godt føle at hun ikke nødvendigvis var glad, så at sige. Men hvorvidt det var deres selskab, eller faktisk hendes eget, som gjorde hende uglad... det var de muligvis en smule uenige om.