Der var intet sted i Phillippes tanker, hvor det ikke knagede med hvor dum han var. Det her kunne virkelig være slutningen på hans forhold med Nicola, men åh hvor han da i det mindste håbede at Nicola ville kunne se det fra hans perspektiv. 
 Tanken om at vende om og gå tilbage til Enzels bordel, frem for at forsætte hjem til værkstedet var fristende. Han følte at jo tættere han kom på værkstedet, jo mere ondt gjorde de trykkede ribben, og læderposen med hans krystaller i havde han mistede. Han håbede så inderligt de lå på bordellet, for det var nærmest alt Phillippe havde ude fra banken. 

 Den forrige dag var Phillippe gået fra værkstedet og Nicola, tæt op mod eftermiddagstid, med hensigten at handle ind til at lave noget mad. Han havde samlet alle hans krystaller, for stemningen var stadig ikke helt god efter sidste møde med Enzel, og Phillippe ville købe en gave til Nicola for at vise hans kærlighed og taknemmelighed over for halvpanteren. Snedkeren havde dog mødt Enzel på sin vej, hvilket havde sat en kæp i møllen for alle hans planer. 
 Og før han vidste af det, var de alene på et kroværelset. Phillippe havde kæmpet så hårdt for ikke at bukke under og tage Enzel som han ønskede, og det var da også lykkedes. Der havde været masser af pilleri, men det var vel bedre end at han havde taget Enzel, ikke? 
 Phillippe var alligevel endt med først at bevæge sig hjem dag efter tæt ved middagstid. På vej ud fra kroværelset var de blevet mødt af to unge mænd. Et møde der endte med den ene død og Phillippe med trykkede ribben og blå mærker over hele forsiden af kroppen. Enzel og Phillippe var endt med at kravle ud af vinduet og var taget hjem til Enzel, hvor der var kommet vin - og Phillippe - indenbords. 
 Nu var han endelig ved værkstedet igen, med en mild hovedpine og udmattet. Gå turen havde været hård, og jo tættere han var kommet værkstedet og Nicola, jo dårligere havde han fået det. Døren blev meget forsigtigt åbnet, da han endelig tog sig sammen. Phillippe havde en underlig følelses af deja-vu, selvom han var noget mere for slået denne gang.
 " Nicola..? " kaldte han spørgende. 

Et døgn. Der var gået et døgn, siden Phillippe havde forladt huset. Eller egentlig var der gået lidt mere end et døgn. Uanset hvad var det ligegyldigt, der kunne lige så vil være gået uger. Til at starte med havde Nicola gjort sit bedste for at vente tålmodigt, der kunne jo være mange grunde til, at Phillippe kom lidt senere hjem end planlagt! Der kunne være mange mennesker på markedet, måske han var rendt ind i en kunde eller gammel ven.. Eller måske han lå i en seng sammen med Enzel. Tanken havde været påtrængende, men han havde gjort det bedste for at skubbe den ud af hovedet, Phillipe havde jo trods alt lovet, at han aldrig ville såre ham på den måde igen.

Timerne var gået og solen havde bevæget sig hen over himlen og var blevet erstattet af månen, og imens blev Nicolas uro ved med at vokse og vokse. Phillippe var stadig ingen steder at se, og det var efterhånden hen på natten. Hvor blev han dog af! Nicola var endda nået så langt som at stikke hovedet ud ad døren, men hun kunne ikke få sig selv til at forlade husets trygge rammer. I stedet gik han hvileløst rundt, indtil han til sidst endte med at gå i seng, i håbet om at han ville falde i søvn og vågne op til, at Phillippe var kommet hjem. Desværre endte det med at være en søvnløs nat, hvor han i stedet endte med at sætte sig op ved selv den mindste lyd, for hvad nu hvis det var Phillippe?

Morgenen kom og blev også erstattet af middag. Efterhånden var Nicola overbevist om, at der enten var sket noget alvorligt med Phillippe eller også havde han brudt sit løfte og tilbragt natten med Enzel. Var der overhovedet andre muligheder? Han kunne selvfølgelig have fundet en anden til at holde sin seng varm, men var det et bedre alternativ? Selvom det var svært, formåede Nicola at holde sig nogenlunde optaget, så han ikke bare sad og stirrede tomt på døren, ventende på at den ville gå op og Phillippe ville komme ind.
Det føltes som en evighed, inden det længe ventede skete, og Nicola hørte Phillippes stemme. Egentlig burde han vel være glad for at se ham, men det at Phillippe så i hvert fald nogenlunde uskadt ud betød, at der kun var en logisk grund til, at han kom så sent hjem.
"Du lovede mig" stemmen var ynkelig, men det var der vel ikke rigtig noget at sige noget til.

 Inderst inde var Phillippe ikke sikker på om Nicola overhovedet var at finde nogen steder i værkstedet. Det ville ikke komme bag på han hvis han var skredet mens Phillippe havde været væk, for han ikke ikke forstille sig andet end at Nicola tænkte sig til han var sammen med selv. Selv hvis han ikke havde været det, var han egentlig ret sikker på, det var den konklusion han ville nå mod. Ikke at Phillippe bebrejdede ham for det, det var trods alt hans egen skyld det var nået der til.
 Han var faktisk derfor en smule overrasket over at se Nicola komme mod ham. Munden åbnede sig for at forklare, men inden han nåede at sige noget, kom Nicola ham i forkøbet. Phillippe slog flovt og skamfuldt blikket ned. Kiggede man godt efter kunne man se på hans vejrtrækning at noget var galt. Det var korte, anstrengte vejrtrækninger, og kom Phillippe at trække vejret for dybt, lagde en smertende grimasse sig over ansigtet.

 Forsigtigt trådte Phillippe lidt tættere på Nicola. Blikket blev flyttet tilbage på halvpanteren mens panden var rynket i en sorgfuld mine. 
 " Det er ikke som du tror Nicola..! Jeg prøvede at stikke af fra ham, det gjorde jeg virkelig, men han fulgte bare efter! Jeg sagde jeg var nødt til at gå, jeg sagde vi ikke kunne være sammen!... Hng!.." den lange talestrøm første ud i et behov for en dyb vejrtrækning, og i tankekaosset glemte Phillippe de foreslået ribben, og en smertende støn lød over hans læber, og den ene hånd med ført støttende op til skaden.
 Der havde været sket så meget siden Phillippe forlod det lille værksted, og han var ikke sikker på hvad han skulle fortælle og ikke fortælle, og om Nicola bare ville tænke han fandt på tingene, som en god - eller dårlig - undskyldning. 

Det var ikke svært at se, at Phillippe havde ondt, og Nicola havde da bestemt også lyst til at krydse den korte afstand mellem dem, så han kunne laste armene om ham og spørge, hvad der dog var sket. Men så var der den del af ham, som havde lyst til at springe på Phillippe og slå og kradse ham, som straf for, hvad han havde gjort. Nok til Phillippes held vandt ingen af de to dele, så Nicola blev stående, ubeslutsom.

Skulle Phillippes ord forestille en undskyldning? Sikkert, han havde jo nægtet at tage ansvar sidst, så hvorfor skulle han dog gøre nu? Måske en reel undskyldning eller forklaring havde kunne formilde Nicola lidt, i stedet for at puste til den vrede, som allerede var ved at bygge sig godt op i ham.
"Og lad mig gætte, du havde ikke noget valg?" Vrængede han. Hvor dum troede Phillippe faktisk at han var? Troede Phillippe faktisk, at han bare sådan ville tilgive ham uden videre igen?
"Tvang han dig til at være sammen med ham? For ellers er der ingen undskyldning for, hvad du har gjort!" Råbte han vredt.
"Holdt han dig nede eller bandt dig fast til sengen, så du ikke kunne gå? Pressede han dit hoved ned i puden, så han ikke kan høre dine skrig?" Hans blik flakkede et kort øjeblik, Phillippe så ud til at være i store smerter, så hvad hvis han faktisk var blevet tvunget? Men så ville han vel næppe have fortalt det på den måde. 

Blikket blev igen låst fast til Phillippes, der kunne næppe være nogen tvivl om den vrede og smerte han følte.
"Jeg ved, hvordan det føles, når du bliver tvunget i seng med nogen! Jeg ved hvordan det ser ud!" Han greb fat i kanten af blusen og rev den over hovedet. Sporene efter Asads overfald var falmet, men de var stadig tydelige nok til, at Phillippe ville kunne se dem uden de store problemer.
"Jeg har prøvet det flere gange, end jeg overhovedet bryder mig om at tælle. Du skal ikke fortælle mig, at du ikke havde noget valg, hvis du frivilligt lagde dig i sengen med ham!"

 Nicolas ord var nærmest som et slag i maven. Phillippe fik lidt en følelse af at Nicola gjorde grin med ham, ved at bruge hans egne ord mod ham. Det her var en anden situation og Phillippe var ikke i humør til at skulle udskammes endnu mere. Han havde det i forvejen dårligt nok med sig selv.
 I stedet slog han blikket med med et lidt sammenbidt udtryk. Det hjalp ikke at Nicola begyndte at råbe. Phillippe havde helt sikkert været mere villig og lagt mere op til det selv, denne gang, men han turde ikke andet. Hændere knyttede sig en smule vredt, men Phillippe holdt sin mund til Nicola var færdig med at snakke. Men så fandt blikket også tilbage til Nicolas og Phillippe åbnede munden.

 " Han slo.. " Phillippes tone var vred, men han nåede ikke at sige mere, før Nicola snakkede vider og smed trøjen. Phillippe flyttede dog ikke blikket væk fra Nicolas. Han vidste hvordan Nicola så ud. Hvordan de blå mærker var, og det fik ham da også til at synke en klump. Han valgte dog ikke at kommentere på tingene Nicola sagde, for han havde ikke noget at sige til det. Han var ikke blevet holdt fast eller tvunget. Han kunne ikke rigtig sætte sig ind i det, og havde derfor heller ikke tænkt at lade som om han kunne. 
 Phillippe gik forbi Nicola for at komme længere ind i værkstedet, og vendte sig rundt. Han forsøgte at tage et par dybe vejrtrækninger for at falde lidt ned, for han vidste det ville komme til at gøre ondt hvis han begyndte at råbe. Selv de dybe vejrtrækninger kunne ikke holde smertende grimasser væk. 
 " Vi skulle til at gå fra kroen. Jeg var på vej hjem, men så var der to unge mænd. De sprang på os, selvom vi prøvede at gå. " Phillippe løftede lidt op i trøjen, så overkroppen fyldt med mærkerne fra knægtens skosnude. Og så blev Phillippes blik fjernt. Han sank en klump og pludselig var hans stemme noget mere stille.
 " Han slog den ene ihjel.. Og så ud som om det var ingen ting. Jeg.. jeg var i chok.. jeg.. turde ikke andet end at tage med ham til bordellet. Der var blod over det hele.. " Phillippes pande rynkede sig lidt som det hele genspillede for hans indre. Noget der gjorde hans vejrtrækning mere hektisk og hakkende på grund af de trykkede ribben.

En del af Nicola fortrød, at han havde nået at afbryde Phillippe, inden han fik talt ud. Hvem slog? Enzel? På Phillippe? Næppe. Nok kunne Enzel være dum og styret af sine følelser, men Nicola tvivlede nu meget på, at han ligefrem ville gå til angreb på Phillippe, som tyseligvis var så meget større og stærkere end Enzel selv. Desuden havde Enzel aldeig nogensinde slået ham som typen, der var til nævekamp, hvis Enzel virkelig ville skde nogen, så var han rigeligt i stand til at gøre det med sin kniv.

Det skar Nicola noget så forfærdeligt i hjertet, da Phillippe løftede op i trøjen og blottede skaderne. Selv hvis han havde mistænkt ham for at lyve om overfaldet, hvilket han nu ikke gjorde for alle kunne jo se, at Phillippe havde ondt, kunne der ikke længere være nogen tvivl om, at det var sandt. Hele Nicolas krop brændte efter at gå over og lægge armene om Phillippe for derefter at give ham med ind i seng, så Nicola kunne tage sig af ham, ligesom Phillippe havde gjort for ham. Men han kunne ikke. Ganske vist var overfaldet måske en undskyldning for noget af det, som hvorfor Philly havde været væk så længe, men det forklarede ikke resten.

Blikket var mindre hårdt, selvom Nicola desperat forsøgte at holde fast i vreden. Hvis først han lod vreden over Phillippes forræderi forsvinde, ville tårene begynde at løbe og sorgen tage overhånd, og det måtte ikke ske endnu.
"Du svarede ikke på mit spørgsmål" nøjedes han ganske enkelt med at sige... Lige indtil noget gik op for ham. Phillippe havde været på kro med Enzel. Hvad havde de lavet på den kro? Hvad var chancen for, at de kun havde nydt et stille og roligt måltid?
"Hvad lavede i på kroen" Det føltes som om hans krop vejede 10 gange sin normale vægt og truede med at kollapse under presset, men alligevel stod han fast, mens han sørgede for at holde sit blik låst fast til Phillippes.
"Og lad være med at lyve for mig... Jeg vil mene, at jeg efterhånden fortjener at få sandheden at vide" 

 Selvom man kunne se på Nicola, at han troede på hvad Phillippe fortalte om overfaldet, var det lidt et slag i maven, da Nicola ikke virkede til at reagere på det. Blikket var blødt lidt op, men det virkede ikke til at være den mindste bekymring, at hente fra Nicola side. Ingen er du okay? Ingen skal vi have fat i en healer? Kun utilfredshed over at han ikke svarede som Nicola ville. Enzel havde vist mere bekymring for Phillippes velbefindende, end Nicola gjorde lige nu. 
 Snedkeren sukkede frustreret og gned ansigtet lidt. Blikket var vendt væk fra Nicola og hænderne knyttede sig lidt da de kom ned langs siden at hænge. 
 " Hvornår har jeg nogensinde løjet for dig? " mumlede han frustreret. Han var en forfærdelig løgner, og derfor undgik han også så vidt muligt at lyve. Lade hver med at fortælle nogle ting, eller kun fortalt det halve - ja, men han mente aldrig han ligefrem havde løjet for ham. Han elskede ham jo. 

 " Vi tog på kroen, for ikke at tage her hjem, og drikke en kop te.. " Undskyld, vi ikke kom her hjem, det skal jeg nok huske til en anden gang.. Selvfølgelig vidste Phillippe at det ikke var det rigtige at sige, og derfor holdt han det også for sig selv, men lige nu var han irriteret. 
 " Men nej, han tvang mig ikke til at være sammen med ham. Nej, han holdt mig ikke ned i sengen. Nej, han pressede ikke mit hoved ned i puden.. " Ordene var sammenbidte og med en irriteret tone over sig som han svarede på hvad Nicola tydeligvis fandt mere vigtigt at vide, end hvordan Phillippe havde det. Det gik Phillippe på, at Nicola havde så lidt tiltro til ham. Også selvom det var berettiget. 
 " Glad nu? " Phillippe fnøs og så på Nicola med et blik der et kort øjeblik var hårdt. Han var såret over Nicolas mistænkelighed, og det var på grund af det her, han ikke var taget hjem med det samme. Han orkede det ikke.
 " Vi havde ikke sex på kroen, hvis det er det du gerne vil vide.. " fnøs han, og rystede lidt på hovedet - opgivende over hvor irriteret han var blevet og over hvor lidt det virkede til Nicola tænkte på og om ham.

 Hver gang Phillippe fnøs, skar han en lille grimasse, for det gjorde ondt i ribbene, men mere reagerede han ikke, selvom det gjorde latterligt ondt. 

Det ville have været underligt, hvis ikke Nicola forstod Phillippes frustration. Det var jo ikke underligt, det var hårde ord, som han havde kastet efter snedkeren. Men selvom han forstod frustrationen, var der stadig ingen medlidenhed at hente. Tværtimod gjorde det også ham mere frustreret.
"Du sagde, at du ville passe på mig. Var det ikke en løgn? Eller er det din undskyldning for st være væk hele natten, og så endda med Enzel? Som du jo forresten også lovede at holde dig fra, så det var endnu en løgn" Han sukkede frustreret og gned sig ober panden. Det var som om, at Phillippe ikke VILLE forstå!

Vreden kæmpede med de sårede følelser, og det var svært at finde ud af, hvad for en følelse, der skulle være den dominerende. Det var ikke rart, når Phillippe virkede til at være gal på ham, og Nicola havde mest af alt lyst til at krumme sig sammen på gulvet.. Men alligevel virkede vreden til at vinde, for det var langt fra nogen retfærdig behandling.
"Forventer du, at jeg skal være glad? Det betyder jo bare, at du gjorde det med vilje, fordi du havde lyst" Det var nu tydeligt, at han var gal, og han mente helt ærligt, at det var ganske berettiget! Phillippe burde ligge på knæ foran ham og tigge om tilgivelse, ikke stå og være sur! Han sukkede tungt og gned sig igen over panden for st få styr på sine følelser.
"Du siger, at du er sammen med Enzel, så han ikke opdager os. Men indrøm det nu bare, du nyder jo at være sammen med ham. Du bliver ved med det, fordi du i virkeligheden ikke har lyst til at lade være, er det ikke sandt?" Hans stemme var overraskende rolig, men hvis Phillippe så efter, ville han kunne se, hvor meget Nicola rystede på hænderne. Han var bange for, at Phillippe ville give ham ret, at han ville sige, at han langt hellere ville have Enzel.

Irriterende bevidst om, hvor ynkelig det fik ham til at se ud, viklede Nicola armene rundt om sig selv, som om han nærmest blev nødt til at holde fysisk sammen æå sig selv, så han ikke faldt fra hinanden.
"Men i havde sex senere" Det var ikke et spørgsmål, nærmere en konstatering. Han havde ikke brugnfor en reel indrømmelse fra Phillippe, faktisk ville han langt hellere undvære det.

 Nærmest alt i Phillippe prikkede efter at han skulle gå. At han skulle give op på samtalen og bare gå sin vej. Måske finde nogle krystaller i værkstedet og tage til helbredelses huset. Han vidste dog også, at hvis han gik ud af døren lige nu, var det slut. Han var helt sikker på, at halvpanteren ikke ville være at finde i værkstedet når han kom tilbage igen. 
 Problemet var bare, at det ikke virkede til at Nicola overhovedet kunne forstå hvorfor Phillippe havde gjort noget som helst af det han havde gjort - selvfølgelig var snedkeren godt klar over at nogle af de ting han havde gjort ikke havde været de bedste eller smarteste, og han helt sikker skulle have reageret anderledes, men alt han havde gjort, var med Nicola og hans velbefindende i tankerne. Også de gange hvor det mest af alt havde virket til at han havde dummet sig. Han havde dummet sig for Nicola. Også selvom halvpanteren ikke så det sådan.

 For at holde lysten til at forlade værkstedet lidt i ro, begyndte Phillippe i stedet at vandre lidt frem og tilbage i det lille værksted. Hovedet rystede lidt på sig hver gang han var uenig med det Nicola sagde, eller fandt det uretfærdigt. Den urolige vandring frem og tilbage stoppede dog da Nicola pointerede at Phillippe havde lyst til at være sammen med Enzel, og det var derfor han blev ved.  
 Med ryggen vendt til Nicola, åbnede Phillippe kort munden for blot at lukke den igen, og vende hovedet og blikket lidt ud til siden. Han kunne ikke sige at han ikke havde lyst, for det havde han. Men sådan havde han det nærmest med alle. Han havde altid lyst til sex. Enzel blev bare ved med at være ekstra vedholdende og lokkende, så det var ekstra svært at holde fast i nej. 
 " Du forstår mig tydeligvis ikke.. " mumlede snedkeren opgivende med et suk. Det virkede som en tabt sag at prøve at forklare det til Nicola, det var nærmest som om de havde haft netop denne diskussion før. Mundede åbnede sig for at forklare, men inden et ord kom ud, kom Nicola ham i forkøbet med konklusionen om at de havde sex senere i stedet. 

 En klump satte sig i Phillippes hals, der krævede at blive sunket før han kunne snakke. Han blev med vilje stående med ryggen til halvpanteren. Han ville ikke have han skulle se skammen i hans øjne. Han vidste jo godt han havde dummet sig.
 " Det har aldrig været en løgn at jeg ville passe på dig.. Det er derfor jeg har gjort alt det jeg har.. Jeg har ikke lagt en finger på dig mens du har været her, jeg har ikke presset dig til noget du ikke vil, og jeg har sørget for du har fået mad og kunne være i sikkerhed i værkstedet. " Ordene var overraskende rolig, i forhold til hvor frustreret han begyndte at blive, over hvor indlysende han selv synes det var. 
 " Jeg er med på at du synes de ting jeg gør er dumme og forfærdelige, og det er jeg også ganske udemærket klar over selv. Jeg prøver at gøre mit bedste, jeg prøver at gøre hvad jeg kan for at du kan være her i sikkerhed, at du kan være fri for Enzel. Jeg er ikke spor stolt over hvordan jeg har gjort det, for jeg vil have du stoler på mig og kan se at jeg vil dig det bedste, men jeg kan ikke ændre hvem jeg er, og hvis ikke du kan være glad for alt det jeg gør for dig, så ved jeg ikke hvad mere jeg kan gøre..  " Phillippe havde stadig ikke vendt sig rundt, men hænderne knyttede sig hårdt sammen og han vejrtrækning var blevet hektisk. Hans bryst gjorde ondt, hans hoved gjorde ondt og hans hjerte gjorde ondt. Han kunne ikke lide hvor han følte samtalen var på vej hen.

Hvordan var det overhovedet muligt, at de kunne passe så godt sammen, og samtidig være så tydeligt ødelæggende for hinanden? Var det ikke meningen, at kærlighed skulle gøre det hele fantastisk og rosenrødt?
"Du gør det ikke nemt at forstå dig! Du bliver ved med at sige, at du gør det for mig, men det er jo løgn, for ellers ville du have stoppet, da jeg bad dig om det!" råbte han frustreret. Han hadede at de stod og skændtes, han hadede, at han blev nødt til at stå og råbe af Phillippe, men det føltes som om, at det var den eneste måde at få budskabet ind i hans tykke hoved.

Phillippes ord gjorde næsten mere ondt, end noget Nicola nogensinde havde prøvet før, og han havde trods alt prøvet en del.. Han ville næsten hellere tage den fysiske smerte end det her, hvor det føltes som om nogen havde grebet fat om hans hjerte og forsøgte at klemme livet ud af ham.
"Er det problemet? At jeg ikke har villet have sex med dig?" En del af ham vidste.. eller i hvert fald kraftigt håbede, at det ikke var tilfældet. For hvis det var tilfældet, var det så alt, hvad deres 'forhold' var bygget på?
"Jeg synes ikke, at jeg har været urimelig på det punkt. Du ved hvad jeg har været igennem! Og meget af er endda på grund af Enzel! Kan du virkelig bebrejde mig for at blive gal over, at du vælger ham af alle folkene i denne forbandede by?" Hvorfor kunne Phillippe ikke bare forstå det! Selvfølgelig ønskede Nicola ikke, at Phillippe skulle være ham utro med nogen, men at han endte med at vælge Enzel gjorde det så meget værre.

Det føltes efterhånden umuligt.. Det hele føltes umuligt. Det var umuligt at forklare, hvad han følte. Umuligt at få Phillippe til at forstå. Lige nu føltes det endda umuligt overhovedet at være i sin egen krop. Frustreret førte Nicola hænderne op til sit hår, han vidste ikke, hvad han skulle gøre med sine hænder, og han havde næsten lyst til at rive håret ud af ren frustration.
"Jeg vil have, at jeg et nok for dig! Hvorfor kan jeg ikke være nok for dig?" Han var ulykkelig og frustreret, for han kunne sagtens høre, hvor den her samtale bevægede sig hen.
"Hvis jeg kunne, ville jeg ikke være sammen med andre! Jeg har ikke et behov for andre end dig!" Det burde være nok, burde det ikke? De to og intet andet. Det var sådan, at Nicola havde det.. Eller, han var i hvert fald ret sikker på, at det var sådan, han havde det.

 Med det samme Nicola spurgte, om Phillippe gjorde det fordi de ikke havde haft sex vendte han sig om, og så nærmest helt forskrækket ud over Nicolas ord. Var det virkelig det han troede om Phillippe? At han var så overfladisk? 
 " Selvfølgelig ikke!? " Skyndte han sig at få på det rene inden Nicola nåede at sige mere. Derefter holdt han mund og lod Nicola tale, mens han trådte tættere på. Det var jo ikke fordi han ville miste ham. Han vidste bare ikke hvad han skulle gøre. 

 Nicolas næste ord, fik Phillippe til at sukke lidt, men ikke fordi han var uenig, eller blev irriteret over ordene. Det var fordi det gjorde ondt, at høre hvad Nicola havde at sige, for selvfølgelig forstod han Nicola, og han forstod hvorfor han var skuffet og såret. Det gjorde ondt at høre, at Nicola troede at Phillippe ikke forstod. 
 " Det er jo ikke fordi jeg har.. valgt ham.. Nicola.. " Sukkede Phillippe lidt og slog blikket ned. Prøvende trådte han et skridt tættere på, og han håbede at halvpanteren ikke trådte væk fra ham. 
 " Selvfølgelig forstår jeg hvorfor du er sur og gal på mig.. " den ene hånd kørte gennem håret, og han flyttede blikket tilbage på Nicola. Blikket fulgte Nicolas hænder som de blev kørte op i håret. Bryn og pande med rynket i en triste mine og han slog igen blikket en smule skamfuldt ned. Ja, hvorfor kunne Nicola ikke være nok?  Han sank en klump og prøvede forsigtigt at række ud efter den ene af Nicolas hænder, men han tvivlede ærlig talt på at Nicola ville lade ham rører ham. 
 " Det..  " han sukkede og slog blikket ned.
 " Jeg kan ikke.. gøre for det.. Jeg ved godt hvor vag og fesent det lyder.. Jeg kan ikke styre det.. Jeg kan ikke.. sige nej..  " Han havde ingen forventning om at Nicola ville accepterer hvad han sagde som en god grund. For det var ikke en god grund, men det var sandheden. 
 " Jeg lover jeg prøver.. Jeg prøvede virkelig at sige nej. At det ikke skete.. Men Enzel er bare så... vedholdende.. Ikke at det er en undskyldning..  " Han sank endnu en klump.

Rent instinktivt trak Nicola hænderne væk og han trådte endda et lille skridt baglæns, så Phillippe ikke kunne røre ham. Hvis de først begyndte at stå og kramme, endte han med at forsvinde i Phillippes trygge favn, og så ville han tilgive ham.. Og så ville alt det her formentlig bare gentage sig om et par dage, og det var han ikke sikker på, at han kunne holde til. Han vidste, at det ville såre Phillippe at blive afvist på den måde, men helt ærligt så skulle Phillippe slet ikke snakke om at såre nogen lige nu.
"Hvis du virkelig forstod, ville du ikke komme med alle de dårlige undskyldninger" mumlede han lettere anklagende. Mest af alt ville han jo bare have en dybdefølt undskyldning og et reelt løfte om, at det aldrig skete igen. Men det ville Phillippe jo aldrig kunne give ham.

"Du siger, at du ikke har valgt ham" sagde Nicola endelig, da Phillippe var færdig med sine mange dårlige undskyldninger og forklaringer.
"Men du har heller ikke valgt mig" stemmen var så trist, alt had og vrede var væk, i hvert fald for nu. Selv de sårede følelser var, om ikke andet for en kort stund, glemt. I stedet kunne Nicola mærke, hvordan en altopslugende sorg truede med at rive ham i stykker indefra, for han vidste, hvor den her samtale bar hen. Han kunne ikke leve med, at han altid skulle bekymre sig for, om Phillippe nu igen var sammen med Enzel.

"Du vil aldrig nogensinde have rygraden til at sige nej til Enzel" Selvom stemmen ikke var anklagende, var der en tydelig anklage i ordene, men Nicola var ligeglad, det var trods alt Phillippes skyld, at de stod i det her forfærdelige rod. 
"Og jeg vil aldrig kunne acceptere, at du vælger at være sammen med en, som har gjort mig så meget ondt. Jeg burde ikke skulle acceptere det" Han sukkede lavt, pludselig var han så uendeligt træt. Det her var virkelig ikke en beslutning, som han havde lyst til at tage, men det virkede ikke til, at der var noget andet valg.

 Selvom det ikke var med Phillippes gode vilje lod han Nicola trække sig væk fra hans forsøg på at røre ham. Phillippe havde vanvittigt ondt, og deres mundhuggeri hjalp ikke ligefrem. Men det var dog ikke kun derfor han ikke bevægede sig efter, for at indfange Nicola. Afvisningen gjorde nemlig ondt på sin helt egen måde - en trykkende knude voksede sig frem i brystet og han følte det svie lidt i øjenkrogene. Var det dét? Var det slut nu? Munden åbnede og lukkede sig ved Nicolas ord, men Phillippe havde ikke noget at sige alligevel. Alt han havde prøvet havde jo været lige godt. Eller.. Ikke godt nok for halvpanteren. 

 Da Nicola pointerede han ikke havde valgt ham hellere måtte han bide tænderne sammen. Alt det han havde gjort for Nicola. Alt det han havde oplevet og været udsat for, og så var det hans tanker? Nicola kunne selvfølgelig ikke vide at Enzel havde slået en mand ihjel for øjnene af snedkeren tidligere på dagen, Phillippe havde ikke fået muligheden for at sige det tidligere. Hvordan kunne han turde sige sådan rigtig fra overfor Enzel nu? Lige nu, havde Phillippe det ikke som om Nicola værdsatte ham overhovedet. Han havde lade ham bo hos sig, beskyttet han, holdt ham sikker, skubbet arbejdet lidt til siden for at der ikke skulle komme en masse folk ind i det lille værksted. Han havde gjort alt hvad han kunne for at Nicola skulle komme tilbage på benene. 
 " Nej, selvfølgelig i-hng.. " Phillippes stemme begyndte at hæve sig, som han pludselig følte sig utrolig irriteret over Nicolas utaknemmelighed. Det havde fået de forslåede ribben til at brokke sig, og han stod nu med en grimasse og en hånd mod ribbene. Det fik ham til at falde lidt til ro, og rigtig tænke over det sidste Nicola faktisk havde sagt, i stedet for at fokusere på det første. Og da han rigtig tænkte over ordene, fik det den trykken der var kommet frem tidligere til at blive endnu værre. Han sank en klump. 
 " Jeg elsker dig.. " lød det så helt opgivende fra snedkeren der begyndte at hænge lidt i kroppen - så meget han nu kunne med trykkede ribben. Det lød som om det var det.. 
 " Jeg har gjort alt hvad jeg kan for at være der for dig. For at beskytte dig, passe på dig. Gøre dig glad. Jeg ved godt jeg har gjort nogle ting som måske ikke  var de bedste, men jeg har gjort dem med tankerne om, at det var det der skulle til for jeg kunne passe på dig..  " Phillippe trak på skulderne og lod et sørgmodigt blik glide hen over Nicola, inden han slog det ned og trak på skulderne igen.
 " Men.. hvis ikke du kan acceptere den jeg er.. så.. Jeg er gift, Nicola.. Mod min vilje, med en kvinde jeg frygter.. Jeg vil aldrig rigtigt kunne være din.. Og du har Enzel.. Du vil aldrig rigtigt kunne være min.. Du har selv snakket om at tage tilbage til bordellet. Frivilligt.. Jeg tager kun til Kat fordi jeg ikke har andre muligheder.. Hvis du ikke kan acceptere, jeg har gjort hvad jeg kan for at beskytte dig, hvorfor skal jeg så acceptere at du frivilligt tager hjem til din bøddel? " Phillippes stemme var stille og opgivende, og han trak på skuldrene endnu en gang. Det gjorde ondt i hans hjerte, og hans øjne, men han ignorerede det. Og så trådte han forbi Nicola og trådte lidt mod døren ud til.
 " Jeg.. går ud og finder en healer.. " løj han. Han havde ingen krystaller til det, men han havde brug for at komme lidt væk. Hvis Nicola ikke kunne acceptere ham, så var det vel bare.. slut.. Ikke at det var det han rigtig havde lyst til. Phillippe havde troet deres kærlighed var nok, men han havde vidst taget fejl. 

De tre små ord fra Phillippe var stadig nok til at gøre Nicola blød. Især nok nu, hvor kærlighed var noget, som han virkelig havde brug for. Men som Phillippe selv påpegede, og som de jo begge godt vidste, var der nogle ting, som kærlighed bare ikke kunne klare.
"Jeg elsker også dig" For bare et kort øjeblik, så Nicola på Phillippe med et nærmest blidt blik. Men lige så hurtigt var det væk igen. Selvom Phillippe erklærede ham sin kærlighed, kunne Nicola ikke bare se igennem fingrene med alt, der var sket. Så nemt var det desværre ikke.
"Men kærlighed er ikke altid nok. Jeg er glad for alt det, som du har gjort for mig, du redede mit liv.. Men for hver gang, du er sammen med Enzel, er det som om, at en lille del af mig dør, og jeg ønsker ikke at dø langsomt, ikke igen" det var tydeligt at høre på Phillippe, at han efterhånden havde opgivet. Var der overhovedet noget at kæmoe for? De havde jo bevist, at de gjorde hinanden ulykkelige. Phillippe ved hans manglende rygrad, og Nicola ved hans brug for tryghed og loyalitet. Hvis man så rent logisk på det, så var de dømt til at fejle.

Der var ingen som kunne være i tvivl om, at Phillippe havde brug for en healer, men alligevel havde Nicola en mistanke om, at det ikke var en healer, som Phillippe ville på jagt efter. Han burde vel egentlig være ligeglad. Phillippe kunne løbe tilbage til Enzel og nyde ham, og så kunne Nicola gøre.. et eller andet. Stikke af eller noget. Men selvom de jo mere eller mindre havde sagt, at de begge var klar til at give op, var Nicola endnu ikke helt sikker på, at han ville kunne undvære Phillippe.
"Det er ikke fordi, at jeg bare har lyst til at give op på det hele, på os" Han forsøgte at lyde forstående og ikke så opgivende og såret, som han egentlig følte sig.
"Måske vi bør snakke videre om det her, når vi lige har haft tid til at tænke os om. Hvis du finder en healer så.. venter jeg her imens"

 En underlig følelse susede gennem Phillippes krop, ved Nicolas ord. Selvom Phillippe havde sagt han elskede Nicola, og de begge havde sagt det før, var det alligevel en underlig følelses at høre Nicola sige det. Phillippe havde mange gange før sagt han elskede nogen. Og hørt det mange gange før. Men det var noget andet med Nicola. Han elskede han virkelig, uden tvivl.. Hånden gled over skægget og han lukkede øjnene lidt. Hvorfor skulle det være så besværligt.. Var kærlighed altså sådan?
 Phillippe stoppede op lidt fra døren, uden at vende sig rundt. Det var lidt som om en lille sten faldt fra Phillippes hjerte, og pludselig følte han at det hele nok skulle blive okay. Ligesom ham selv, havde Nicola ikke bare lyst til at give op. Der var håb for dem. Håbede han. 
 " Okay. Jeg lover det ikke tager længe.  " Phillippe så sig lidt over skulderen mod halvpanteren. Han vidste godt det nok ikke rigtig betød meget, Nicola stolede vidst ikke længere på hans ord. Ikke at han bebrejdede ham. Men det her, det vidste han at han ville holde. 
 Og så gik ham.

 En times tid vandrede Phillippe rundt på Dianthos gader. Som forventet var han ikke forbi nogen healer - han havde jo ingen krystaller, og hvis han først tog hen til bordellet for at se om de lå der.. Ja det ville ikke være godt. Endnu en gang stod han foran døren til værkstedet i flere minutter. Overvejede hvad han skulle sige. Hvordan han kunne gøre det godt igen. Uden rigtig at komme frem til noget - han måtte vel se hvordan det gik - åbnede han forsigtigt døren op og gik ind.
 " Nicola? " lød det spørgende. Han håbede da Nicola var blevet, men han var ærligtalt ikke sikker på han var, og han kunne godt forstå hvis han havde valgt at smutte.

At se Phillippe forsvinde ud af døren, var noget af det mest smertefulde, som Nicola havde prøvet længe. Eller også var det fordi, at det var en anden smerte. Her var der ingen sår og blå mærker, som kunne vidne om den smerte, man havde været udsat for. Han ville næsten hellere ønske, at Phillippe havde slået ham, det ville næsten have været nemmere at håndtere. Det var jo egentlig også lstterligt, for nok forlod Philly det lille værksted, men han ville jo komme tilbage igen. Han blev nødt til at komme tilbage igen. Spørgsmålet var, hvad Philly lavede inden han kom hjem igen, og om Nicola stadig ville være i værkstedet på det tidspunkt. Han havde i hvert fald ikke helt besluttet sig angående det endnu.
Det føltes som en evighed hvor Nicola bare stod og kiggede ud i luften efter Philly var gået. Han forsøgte at blive enig med sig selv, skulle han gå, eller skulle han blive? Han havde ikke lyst til at miste, havd de havde fået opbygget det sidste stykke tid, men var han klar til at tilgive? Endelig endte han med at sukke dybt inden han gik ind på soveværelset og lagde sig på sengen.

"Herinde" svarede Nicola, da han hørte Phillippe kalde hans navn. Han anede ikke, hvor lang tid der var gået, det føltes som en evighed, men var sikkert ikke ret lang tid. Det havde da i hvert fald ikke været længe nok til, at Philly kunne være gået hen til Enzel... Havde det? Nicola tog begge hænder op og pressede dem mod øjnene, han var træt af, at han hele tiden skulle stille spørgsmålstegn ved Phillys handlinger.. Det her var jo ikke længere et forhold, det var et fængsel! Et fængsel lavet af løgne og svigt, et fængsel som Nicola tvivlede mere og mere på, at de ville kunne slippe ud af.. Men han var nu alligevel villig til at give det et sidste forsøg.
"Fandt du en healer?" Spurgte han, stadig med hænderne foran øjnene. Han var bange for svaret.

 Et lettet suk forlod Phillippes læber, da Nicola gjorde sig til kende et sted i det lille værksted. Så var han da i det mindste ikke gået. Så havde han ikke givet helt op på dem endnu. Efter at have låst døren gik han ind og stillede sig i døråbningen til værelset. Han var ikke sikker på hvordan Nicola havde det med ham, om han overhovedet ville have ham i nærheden af ham. Et øjeblik stod Phillippe og betragtede halvpanteren i hans seng, og med en tung følelse i brystet. Og ikke fra de trykkede ribben. Han rystede lidt på hovedet. 
 " Jeg ville ikke rende rundt for længe.. Jeg ville hurtigt tilbage.. Til dig..  " Det sidste blev sagt lidt prøvende. At Phillippe slet ikke havde ledt efter en healer behøvede Nicola ikke at vide, så det var jo ikke rigtig en løgn at han ikke havde fundet en healer.

 Phillippe åbnende munden for at sige noget, men lukkede den igen og slog blikket lidt ned i gulvet mens han tænkte over hvordan han skulle formulerer sig. Det virkede som om han virkelig skulle overveje sine ord med Nicola, for hvis han fik sagt det bare en lille smule skævt, ville det blive til en vild storm.
  " .. Jeg kan ikke få dig ud af hovedet.." Sagde han så endeligt. Blikket skævede lidt mod Nicola, men uden rigtig at fjerne sig fra gulvet.
 " Normalt plejer jeg bare at tage en tur på kroen når jeg begynder at tænke for meget på den samme.. Finder en ny af vende mit fokus mod. Finde en der kan viske følelserne ud. Men det kan jeg ikke med dig. Det føles forkert at være sammen med andre, og jeg har ikke rigtig lyst til det.. " han løftede endeligt blikket ordentligt og så mod Nicola.

Nicola holdt hænderne for øjnene, så selvom han kunne høre svage bevægelser fra Phillippe, så han ikke, hvordan snedkeren rystede på hovedet.
"Det var ikke det, jeg spurgte om" Det var en konstatering, ikke anklagende eller bebrejdende, han tvivlede alligevel på, at han ville få flere svar ud af Phillippe. I det mindste kunne han da næppe have nået hele vejen over til Enzel og tilbage igen.. Nok kunne hans bøddel være hurtig i sengen, men så hurtig kunne Nicola da aldrig mene, at han havde været. Men det betød jo ikke, at han ikke kunne have været på vej derhen og så været vendt om. Forhåbentlig løj han ikke, der kunne ikke være flere løgne mellem dem.

Det var svært, men Nicola formåede at tilbageholde en spids kommentar om Phillippes evne til at hygge sig med andre end ham. Den ville næppe blive værdsat, og hans mål var jo at forsøge at redde deres forhold, ikke gøre det endnu værre. I stedet fjernede han langsomt hænderne, så han langsomt kunne vende blikket med Philly. Så det ud til, at han løj? Ikke umiddelbart, han så lige så ødelagt ud, som Nicola følte sig.
"Jeg har heller ikke lyst til at være sammen med andre end dig" svarede han lavmælt. Måske det nemmeste faktisk ville være at bre glemme det, eller i hvert fald lade som om, at alt var normalt.. Måske ville det på et tidspunkt blive nemmere at lade som om.
Hn rykkede sig lidt, så Phillippe kunne kravle ned i sengen til ham. Det eneste han havde lyst til lige nu var at sove, så ville de i det mindste slippe for at snakke mere om tingene.

 Et næsten lydløst suk sneg sig ud over Phillippes læber, da Nicola ikke just var tilfreds med svaret. Blikket blev vendt mod loftet mens han rystede let på hovedet over sig selv og den situation han havde bragt sig selv i.
 " Nej, jeg fandt ikke en healer.. " At Nicola ikke kunne se Phillippe rystede på hovedet var en ting, men selvom han ikke direkte svarede på spørgsmålet med sine ord, gav svaret vel lidt sig selv, gjorde det ikke? 

 Phillippe lod blikket møde Nicolas, da halvpanteren så mod ham. Nicolas ord fik Phillippes mundvige til at trække sig bare en lille smule op. Han vidste godt han nok ikke ligefrem var tilgivet, men det gjorde ham alligevel glad at Nicola havde det på samme måde som ham. 
 Da Nicola flyttede sig lidt så der blev plads i sengen til Phillippe, var det som en en sten faldt fra snedkerens hjerte. Med rolige skridt gik han hen og satte sig på kanten af sengen, selvom han mest af alt havde lyst til hurtigt at komme hen og holde om Nicola. Han var dog ikke sikker på Nicola var så vild med den ide, og så var han heller ikke helt sikker på hvordan han skulle komme ned at ligge i den lille enkeltmands seng sammen med Nicola, når bare det at trække vejret gjorde ondt. 
 " ... Undskyld..  " Det var lavt og det var mumlende, ikke fordi Phillippe ikke mente det, men fordi han vidste det nok ikke betød så for Nicola lige nu. 

 Lige så forsigtigt flyttede Phillippe sig i sengen, så han kom op at sidde med ryggen mod væggen med Nicola ved sin side. Da han sad nogenlunde, så han ned på Nicola. Han håbede at han ville lægge sig ind til ham, men han forstod også godt hvis han ikke ville.
 "  Jeg må nok hellere sidde op.. " forklarede han, selvom der nok ikke rigtig var nogen grund til at forklare sig. Med et sidste kig ned på Nicola, lod Phillippe hovedet læne sig tilbage mod væggen, og lukkede øjnene i. Han var egentlig også ved at være ret så udmattet. 

Det eneste svar Phillippe fik, bar en lav brummen. Der var ikke mere at sige, og Nicola havde ikke energien til flere skænderier uanset.
Han ville så gerne sove, men han kunne simpelthen ikke. Normalt beroligede det Nicola at lytte til Phillippes vejrtrækning, mens han faldt i søvn. Men lige nu var det mere irriterende end noget andet. Hvordan kunne han overhovedet sove, når de hvde det sådan her? De burde prøve at finde ud af det, men helt ærligt, så havde Nicola heller ikke rigtig mere at sige. Det var ikke ham, som havde begået en fejl, så det burde ikke være hans job at finde på en løsning. Det var alt sammen Phillys skyld!

Til sidst blev det simpelthen for meget. Bare det st ligge ved siden af Philly var nok til, at Nicola følte, at han knapt nok kunne trække vejret. Han kunne ikke blive i det her. Nok var Enzel forfærdeligt ondskabsfuld og ham havde trods alt været død i, at Nicola kunne have været død, men i det mindste vidste han da, hvor han havde Enzel henne, han ville altid være ondskabsfuld, uanset hvad.
Forsigtigt fik Nicola listet sig ud af sengen, der var da trods alt nogle fordele ved at være halvt panter. Han havde lyst til at efterlade et brev eller noget, bare en eller anden form for forklaring.. Men han kunne jo ikke skrive. Og han kunne ikke vække Philly og forklare ham situationen, så ville han aldrig kunne gå.
I stedet endte han med bare at stå helt stille og kigge på Phillippe et kort øjeblik. Han ville savne ham, men det kunne ikke passe, at det skulle gøre så ondt at være sammen med den, som man holdte af. Endelig formåede han at tage sig sammen til at lisge sig ud af soveværelset. Det var på tide at tage hjem.