Perlemors hvide hænder flyttede hektisk på bunker af pergamenter, file, smykkesave og hvad der ellers efterhånden havde gemt sig indimellem de tusindvis af tegninger. Aldrig nogensinde, havde den snehvide alf ikke kunnet finde lige dét smykke, dén ædelsten eller dén tegning som hun ledte efter i det kaos, som udgjorde hendes arbejdsplads og tegnebord.
Af alle dage, skulle det så i dag lige være dagen, hvor på hun lige netop ikke kunne finde den broche som hun nu havde arbejdet på i flere dage og enkelte nætter.
Hun kunne nærmest mærke det tunge, opgivende og ikke mindst bedrevidende suk ramme den blottede nakke med en dyb røst til følge ”Jeg har sagt til dig tusindvis gange Niëva, du bliver nødt til at holde styr på din arbejdsplads. En eller anden dag så forsvinder tingene fra dig og hvordan vil du så forklare dig overfor kongen?”.
Mindet om sin faders gentagende ord, fik hende til på bedste teenagervis at mumle med tungen mast ned mellem tænder og bagsiden af underlæben ”Jeg kan fint finde mine ti…” mumlen blev afbrudt af en sammenbidt ’tssh’-lys, da en metalsplint prikkede sig gennem tommelfingerens blomme. Blodperlen var lige ved, i håndens bevægelse mod munden, at trække et rødt spor efter sig over den hvide hud. Næsefløjene trak sig op ad, så skindet over næseryggen rynkede for skarpe jernsmag, da fingeren blev skubbet ind i munden for at hindre blodet i at tværes ud over tingene.
De blege øjne smallede sig i en eftertænksom mine, inden de spærrede sig op og med tommelfingeren stadig i munden trak mundvigene sig sammen i et triumferende smil. Et ”Aha!” udbrød så snart guldbrochen med de facetslebne ædelsten, blev fundet under en helt syvende bunke af, hvis man spurgte bjergalfen selv, organiseret rod. ”Jeg sagde jo at jeg altid kan finde mine ting. Der er system i bunkerne.” kommenterede hun hoverende til den fiktive stemme, af hendes faders der endnu en gang havde forsøgt at irettesætte sin datter.
Med fingeren tørret hurtigt af i det hvide kjoleskørt, på turen mod kongesalen. Kun kort skævende mod stedet for at sikre blod ikke var at syne på stoffet. "Undskyld." blev kastet beklagende henover skulderen henvendt til de tjenestefolk, som hun i sin hast gennem slottets gange var ved at flyve ind i.