”Hurtigere!” Amelias latter var knap hørbar i vinden, der føg ind i deres ansigter. Hun lænede sig forover på hingsten og nød, hvordan musklerne arbejdede under hende. Athelstans beskyttende arm omkring hendes talje sikrede, at hun ikke røg af. Skovstien åbnede sig for dem, og træerne sprang nærmest til side for at gøre plads til de to unge mennesker, der kom ridende i halsbrækkende fart.
Kontrasten til deres første ridetur var tydelig: Dengang havde de redet om kap og var endt i et skænderi, hvor Athelstan nær havde lagt hånd på hende. Meget havde de været igennem siden den dag.

Tidligere på dagen havde Amelia iført sig sit sædvanlige ridetøj: en isblå nederdel, hatten med rævehalen, den kridhvide habbitjakke med hvid hermelinpels langs halsen og sorte galocher. Athelstan havde bekendtgjort, at de skulle på jagt, og eftersom hun var fast besluttet på at opnå sin ægtemands gunst efter fadæsen med den falske graviditet, havde hun hurtigt sagt ja.
Det skulle også blive godt med en dag væk fra slottet. At tjenestefolket ville drage et lettelsens suk over at slippe for herskabets tilstedeværelse, var hun lykkeligt uvidende om.
Amelia iførte sig ridehandsker og trådte ud på gårdspladsen. Hun håbede inderligt, at de ikke ville støde ind i nogen elvere.

Væbneren Phillip red et godt stykke bag dem for at give dem en smule privatliv. Amelia rykkede lidt på sig i sadlen: Hun skulle stadig vende sig til at have sin ryg trykket op mod Athelstans bryst, og hun ignorerede de grumme minder, der hvæssede deres kløer i baghovedet.
Hun drejede hovedet en anelse. ”Jeg har aldrig redet på så hurtig en hest,” kvidrede hun, velvidende at ros var som smør på Athelstans sjæl. ”I må være et frygtindgydende syn i kamp!” 

At de ville nå til det punkt, hvor de begge ville sidde på Athelstans store stridhest i hæsblæsende tempo på vej ud til det endnu uerobrede jagtvir, havde den unge herre ikke forventet. Ikke desto mindre var det netop hvad de gjorde. Amelia havde på forbløffende vis takket ja til tilbuddet om at deltage i de drabelige fornøjelser, og selvom det endnu var uvist hvad jagtbyttet ville indebære for det 3-personers store jagtkonsortium, var Athelstan af Erneyll alt for optaget af sin hustrus uvante nærhed til at skænke den slags lavpraktiske ting synderlig opmærksomhed. Philip skulle nok få øje på noget. Og ellers var ordet ’bytte’ et vidtstrakt begreb, der hurtigt kunne gradbøjes til at rumme andet end harer og agerhøns. Beklagelige ulykker kunne forekomme.
Athelstan smilede ved tanken.

Hurtigere!
Amelia trak den unge herre til sig med sin befaling og han sporede hingsten yderligere, for at afstedkomme den blonde frues ønske. Athelstan kunne ikke mindes at han nogensinde (ej heller så længe) havde været så tæt på hende. Synkront fulgte de hestens bevægelser. Friktionen skabte varme imellem dem. Hendes blå kjolestof og hvide pels blev komplementeret af den mørkhårede adelssøns dragt af sort pels og stof af intens okseblodrød farve.
Amelias ord blev tolket som oprigtige tilnærmelser og fik Athelstan til at ranke ryggen og instinktivt spænde i hele kroppen, så hun forhåbentlig kunne mærke muskulaturen spille under de kostbare klæder.
Hovedet blev bøjet ned til hende for at mindske deres afstand yderligere og fange hendes øjne i sine. Det funklende, lyse safirblik så ind i hende med blanding mellem uforbeholden morskab og dyb seriøsitet.
”Hvis Chance er med os, vil du se hvor frygtindgydende jeg kan være,” lovede han og gav hendes liv et klem.

”Hvad håber du, at vi finder?”

De var et nydeligt par, som de red afsted på den pragtfulde hingst: unge, livsglade og overdådigt klædt på i tøj, der kunne brødføde en bondefamilie i årevis. Novemberkulden bed Amelia i ansigtet, men den pelsede beklædning holdt hende lun, kombineret med varmen fra Athelstans krop. Hun kunne tydeligt mærkelig hans brystmuskler, idet de elegant fulgte hestens rytmer. Begge var fremragende ryttere.

Amelia løftede hovedet en anelse mod ham og stolede fuldt og fast på, at han havde styr på hesten. Hun fangede hans blik, de blå øjne, der så ofte havde slået gnister, var nu rolige og muntre. Hun sendte ham et indbydende smil og vidste udmærket, hvor frygtindgydende han kunne være.
Amelia havde aldrig været på jagt, og hun anede ikke, hvad præcist det indebar. Hun vidste blot, at man brugte bue og pil, og at Athelstan altid vendte hjem i godt humør. Og det skulle han også denne gang. Jagtturen var blot endnu en test, og hvor hun havde fejlet alle de andre gange, havde hun alle intentioner om at bestå med bravour.

”Noget stort,” svarede hun bestemt. ”Måske en ulv? Jeg kunne mægtig godt tænke mig en vinterkappe i ulveskind.” Hun holdt en lille kunstpause, velvidende at hans brutale trang til at dræbe var lystbetonet, og tilføjede så: ”Må jeg gøre det af med dyret? Vil du lære mig at dræbe?”

Svaret morede ham, og han lod det vise i sin mimik. Endnu engang slog det adelssønnen, hvor sær hele denne situation forekom ham; tilstedeværelsen af villighed og eventyrlyst som gennem hele deres bekendtskab havde manglet – et tomrum der kun var blevet forstærket efter de var blevet gift - eksisterede pludselig imellem dem. En gensidighed, en fælles forståelse syntes atter at have gjort det unge ægtepar selskab og Athelstan lappede det i sig, sultent og grådigt.
I dét øjeblik ville han give hende alt.

”Du vil hvad?” Brynene søgte nedad mod næsen, og kæben mod jorden, da Amelia luftede tanken om selv at give det endelige dødstød. Forbløffelsen over denne ..ihærdighed havde nær fået den unge herre til at bremse hingsten hårdt op.
’Vil du lære mig at dræbe’ Stemmen genlød i hans bevidsthed, mens han gjorde sit for at erkende, at hun rent faktisk havde spurgt om det. Bevares, Athelstan af Erneyll vidste godt at der gemte sig noget – en potentiel og særlig viljestærk livskraft i sin blonde, unge hustru (han havde trods alt været vidne til hendes beundringsværdige indretningsforslag) men han havde alligevel aldrig forventet at munden ville komme med så ligefrem og barbarisk forespørgsel.
Det gjorde velopdragne adelskvinder ikke. De sang, syede og holdt hus. Det her var.. –

Fantastisk.
En følelse af at skulle gøre noget yderst forbudt og ugleset sammen, opildnede den blåøjede, der lige dér ikke følte sig som andet end en stor, uansvarlig dreng. Levende og energisk affødte det en naturlig reaktion efter sekunder med tavshed: Athelstan lo.
”Vil du virkelig lære at slå ihjel? Af mig?”
Stemmen var overraskende lav efter den oprigtige latter – det var næsten for godt til at være sandt.

Athelstans smil beroligede Amelia. Jo mere tid de brugte sammen, des bedre lærte hun hans forskellige smil at kende: de grusomme, der varslede noget brutalt, de høflige, der indikerede at han kedede sig i adelige sammenhænge, og de oprigtige som nu, der blødte hele hans ansigt op. Han var et puslespil, hun langsomt var ved at samle.

I næste øjeblik blev hingsten brat stoppet, og Amelia bumpede en anelse i sadlen, inden hun fik genoprettet balancen. Hun vidste godt, at hendes spørgsmål var vovet, og at hun risikerede at ødelægge den gode stemning, hvis Athelstan fordømte hende for at sige den slags uadelige ting, der absolut ikke passede sig for en ung dame. Men hans ganske ukarakteristiske latter bekræftede i, at hun alligevel kendte ham.
Amelia nikkede ivrigt. ”Ja, du er så god til det.” Der var ingen spot i stemmen, kun – håbede hun selv – noget, der lød som oprigtig interesse. ”Du er altid så begejstret for at gå på jagt, og jeg vil gerne dele dine interesser.”

”Phillip!” smældede hendes stemme så. ”Giv din herre hans bue og pilekogger.” Uden at kigge sig tilbage vidste hun, at væbneren ville høre dem, og ganske rigtigt, der gik kun kort tid før lyden af skridtede hestehove bar Phillip med Athelstans våben nærmere. Hun drejede hovedet og løftede hagen mod Athelstan, så deres læber var ganske tætte på hinanden, og hendes ånde ramte hans, da hun hviskede: ”Lær mig, hvordan man tager et liv.”

At blive rost for sine formidable jagtegenskaber var for Athelstan selv en ganske naturlig ting, en konstatering af det indlysende snarere end noget andet. Alligevel varmede det ham, at netop Amelia kom med den slags bemærkninger. Havde adelssønnen haft mindre kontrol over sig selv, ville han have rødmet. Nu nøjedes han i stedet med at løfte hagen i bekræftelse og tage imod det med ophøjet ro. Kun mundvigenes opadvendte ender røbede, at hendes anderkendelse var faldet på et tørt sted.
Athelstan skulle til at kalde Philip til sig, da Amelia kom ham i forkøbet. Det resolutte væsen klædte hende – væbneren efterkom ordren uden protester.

At Amelia kort efter vendte sig, uden at tage hensyn til Philips nære tilstedeværelse, og rykke sig så tæt på at deres ansigter var få centimer fra hinanden, at han kunne mærke varmen fra hendes ånde, fik Athelstan til at blive meget opmærksom på deres kontakt. Det var svært ophidsende at dele dette intime øjeblik vel vidende at der var tilskuere, som unægteligt fulgte med i det hele. Deres snarlige og i visse kredse dybt uanstændige foretagende (det var trods alt ikke hverdagskost at indvie unge adelsfruer i den ædle sport – og de fleste ville med sikkerhed fordømme denne grænseløshed), gjorde Athelstan levende og tændt.
Hvis ikke det var for den barnlige iver efter at imødekomme Amelias ønske, og se hende nedlægge et bytte med hjælp fra hans galante hånd, havde han givet efter for sin lyst til at tage fat om hende og kræve hendes læber.
I stedet brød han kontakten og satte hesten i bevægelse igen. Der var ingen grund til at forlade hestens ryg før der var et dyr i sigte. Philip fulgte efter. De blå øjne spejdede hen over det udvalgte jagtområde med en kenders mine. Det var et skuffende dødt landskab som mødte dem. Irritationen over denne kendsgerning blev forsøgt tøjlet på bedste vis:

”Vi skulle have haft Ralph med” brummede han, i en tone der var svær at tyde.
”- Eller din anstandsdame.” Grimassesmilet krusede på læberne ved tanken om Amelia, der uøvet skød til mål efter den skrigende og panisk klynkende, gamle taske.

Amelia måtte vende blikket fremad, da hesten atter satte i bevægelse. Hun rettede sig op og greb fat i sadlens forsvitsel. Hurtigt fandt de ind i rytmen og vuggede afsted i takt.
Hun anstrengte sig for ikke at lave en grimasse ved hans ord og fremtvang en lille latter. ”Næste gang,” spøgte hun og håbede inderligt, at han ikke ville gøre alvor ud af det. Athelstan havde haft en torn i siden på Amelias anstandsdame lige siden Amelia havde insisteret på kvindens tilstedeværelse under deres første møde, så Athelstan ikke kunne forulempe hende før deres bryllup. Sikke fremragende alting var gået siden da.

Det undrede Amelia en anelse, at de fortsatte jagten til hest. Ville ethvert dyr ikke flygte ved lyden af hestenes fremfærd i skoven? Det tørre løv knasede under hestenes hove, og lyden af svipsende grene mod hestens hals og bringe hvislede gennem luften. Foruden fuglefløjt og raslen i underskoven her og der var alting stille, mens skoven blev tættere omkring dem og bladene dannede et løvtag over dem, der skyggede for solen.
Og så fik hun øje på noget, der lignede et sort, udflydende penselstrøg. Hun klemte øjnene sammen, og som de nærmede sig, blev skyggen massiv og konturerne af en sort hest tydeligere.

”Athelstan, se!” gispede hun og pegede i retning af dyret. Det var ikke en hvilken som helst hest: den havde et langt, snoet horn i panden. ”En enhjørning …” Hun vidste, de var ualmindelig sjældne, og at højadelen betalte dyre domme for dens pels, hår og organer - og ikke mindst den potente kraft fra pulveriseret enhjørningehorn. Tænk, hvis hun kunne få en vinterkappe af enhjørningepels. Alle ville misunde hende!