Ligesom langt størstedelen af landets mange adelige, var også Hertugslægten Richelieu også deltagende til løvfalds brylluppet. Ikke alene var det den kommende arving til titlen som fyrstinde af Isenwald, der skulle giftes med sin udkårne. En udkårne der tilfældigvis var søn af Dionisia af Ernyell, grandkusinen til Hertugen Oville Yves VII de Richelieu, hvilket kun gjorde det endnu vigtigere for familien at deltage.

Olive deltog til vielsen iklædt en langærmet bordeaux kjole med blottede skuldre og lige halsudskæring og små glasperler, i samme farve som stoffet, påsyet det gulvlange skørt der gav den forholdsvis simple, men stadig elegante kjole lidt liv. Det mørkebrune hår var opsat, så det ikke hang i vejen. Om halsen hang en guldhalskæde, hvis creme farvet perler og hvide diamanter også hang ned i en tynd kæde fra lukningen i nakken, i samme mønster som fronten. Da jagten blev skudt i gang efter vielsen, havde hun sammen med dem der blev tilbage trukket udenfor. Her iført en foret aubergine lilla kappe, med pels fra en sølvræv langs kanten.
Med jagten veloverstået og efterårets tidlige mørke begyndte at melde sin ankomst, var det ved at være tid til en overdådige middag.

Havde det ikke været for kjolens indsyet korsage, så havde den unge komtesse ikke levnet nær så meget af de smagfulde retter serveret under middagen. I stedet havde hun nydt hver lille bid ekstra meget, men lige så meget fordi det var yderst uhøfligt at småsludre med munden fuld af mad. Hvilket gjorde hendes kedsommelige bordherre noget mere tilbageholdende med spørgsmål, som afkrævede større svar end et lyttende nik kunne give. Med en passende undskyldning da sidste ret var blevet serveret og indtaget. Rejste hun sig for ikke at spendere et eneste sekund længere, i det gabene kedelige selskab som Olive havde måttet trækkes med gennem middagen.
Det var ikke svært at finde mere spændende selskab i mængden, mulighederne var mange, men valget faldt på en lille klynge af unge adelsfrøkener, som Olive efterhånden kendte ganske godt. Snakken faldt hurtigt på både kjoler, smykker og ikke mindst de mange ugifte unge drenge og mænd.
”Vil I have mig undskyldt?” sagde hun da en mørkhåret mands person i periferien fangede de grå øjnes opmærksomhed.
Med et venligt smil til gruppen af piger, overlod hun dem til sig selv for at følge den høje skikkelses færden. Stoppede med få meters afstand bag ham ”Merek Barbeau?” lød det spørgende, usikker på om det var ham. Det var trods alt år siden Olive havde set ham og meget var sket siden.
Han var blevet Hertug efter sin fars tragiske ulykke, Olive var blevet den officielle næste arving til Hertuginde titlen og ikke mindst blevet en ung kvinde, hvor de kvindelige former endelig havde sat sig på en petite krop.


Link til Kjole - Halskæde - Hår

Det fine tøj, som han i dagens anledning var iklædt, føltes mere som et fængsel end noget andet. Den mørkeblå vest med søvbrokaderne virkede stram og begrænsende, selvom den var åben fra brystkassen og op, modsat mange af de andre, som var lukket helt op i halsen. Han var sikker på at sådan en ville drive ham til vanvid, skulle han have den på. Selv bukserne føltes stive og fremmede sammenlignet med hans sædvanlige behagelige klæder. Han måtte dog indrømme, selvom tøjet var stramt og fik ham til at føle, at hans bevægelser var begrænset, så sad de godt, og som sædvanlig følte han sig ganske selvsikker, hvilket hjalp til at holde irritationen over tøjet væk.

Meget kunne man sige om at være til adelens fester, for hans vedkommende meget af det nok negativt, men maden kunne man sjældent brokke sig over. Hjemme havde han ofte en tendens til at fortabe sig i arbejdet og glemme simple gøremål som for eksempel at spise. Maden blev nydt i rigelige mængder, mens han forsøgte at konversere høfligt med sin borddame. Hun kunne sagtens have været et godt bud på aftenens underholdning, hun var køn og virkede til at kunne føre en samtale nogenlunde, men allerede tidligt havde hun gjort det klart, at hun var lovet væk til en anden, og selvom han ikke deltog i festlighederne virkede hun til at være ham tro. I sandhed en skam, men han gad ikke spilde tid eller kræfter på en kvinde, som ikke havde tænkt sig at gengælde det.

Efter maden virkede det til, at både hans borddame og ham selv var interesseret i at finde anden underholdning, så hurtigt gik det hver til sit. Hurtigt fandt han sig i en mindre forsamling af adelsfolk, en god del af hvem han havde snakket med før. Det var nu rart nok at snakke med andre, omend han stadig fandt smalltalk kedeligt og uden betydning. Derfor holdt han sig ikke længe i forsamlingen men bevægede sig hurtigt videre.

Lyden af hans navn, fik ham til at vende sig mod personen. Hun virkede svagt bekendt, men hun kunne ikke lige sige hvorfor. Han havde vel delt seng med hende på et tidspunkt. Uanset så var hun da køn at se på, så efter hans blik havde taget en hurtig tur ned over hende, fandt han sit mest charmerende smil frem.
"Det er mig, hvem spørger?"

Hænderne foldede sig sammen foran hende, som hun stod med den vanlige ranke holdning og afventede den unge Hertug ville vende sig mod hende.
Lysebrune øjne vandrede fra top til tå og retur igen, men der var intet i hans udtryk der indikerede genkendelse. Ikke at han kunne fortænkes i ikke at genkende hverken stemme eller udseende, for det var jo ikke ligefrem Olive han havde haft travlt med at underholde, når familierne have været på besøg hos hinanden, men derimod hendes ældre brødre.
Skulle der havde været den mindste tvivl, om det ikke blot var et tåbeligt forsøg på at få hende til at gå igen, hvis han lod som om han ikke kendte hende, så blev det stadfæstet ved spørgsmålet. Der var ikke så meget som antydningen af gult omkring Merek, da han spurgte hvem der spurgte. Han havde virkelig ingen ide om, hvem der stod overfor ham.
”De kan virkelig ikke genkende mig, det ved jeg ikke om jeg skal tage som en velsignelse eller en fornærmelse.” de mørke øjenbryn hævede sig en anelse længere op i panden, inden de overvejende rynkede sig nærmere midten ”Nuvel, der er jo også sket meget sidst og De har været et sjældent syn til de forskellige arrangementer.” fortsætte hun, inden hænderne greb om det røde stof og et perfekt nej, respektabelt for deres begges stand blev afgivet ”Olive Aina de Richelieu.” præsenterede hun sig selv smilende, inden hun rettede sig op. Diskret lod den unge komtesse håndfladerne glatte eventuelle folder i skørtet ud igen.

Øjenbrynene rynkede sig i let forvirring, hun forventede virkelig, at han kunne huske det? Var det måske en ung kvinde, som tidligere havde gjort ham selskab og nu havde svært ved at give slip? Ja, det ville da langt fra være første gang, at nogen ikke kunne give slip på ham.. Ligesom det heller ikke ville være første gang, at han ikke kunne huske hende. Men hun virkede da godt nok til at være lige ung nok for ham.

Helt ærligt så kunne han ikke helt beslutte sig for, om han skulle blive lettere fornærmet over hendes ord, vidste hun overhovedet, hvem han var? Hun var da i hvert fald ikke så lidt fræk! Men samtidig formåede hun for alvor at vække hans nysgerrighed efter hvem hun mon var, for han var da så sandelig skyldig i at gå efter tomhjernede gæs, når han var på "jagt".

Den lette forvirring blev afløst af et varmt smil, da hun introducerede sig. Olive.. hvornår havde han overhovedet sidst set hende? De havde kendt hinanden i årevis, og selvom hans venskab primært havde været med hendes brødre, var hendes familie generelt noget af de tætteste han nok kom på venner. Glæden over gensynet var så uventet og stor, at han hev hende ind i en omfavnelse uden overhovedet at tænke over, hvordan det måtte se ud for andre.
"Olive! Jeg kunne slet ikke genkende dig" Hurtigt slap han hende igen og trådte et skridt baglæns. Hun havde så sandelig ændret sig, hun lignede jo faktisk en kvinde nu. En smuk kvinde.. Han kunne mærke en varme brede sig i ansigtet, de syndige tanker han havde haft om hende lige før var bestemt ikke passende, nu hvor han vidste, hvem hun var.
"Årene har så sandelig været gode ved dig, Olive" Igen smilede han varmt til hende, efterfulgt af et buk som uden tvivl var langt mere passende, nu de var et så offentligt sted.

Olive havde på ingen måde haft travlt i at præsentere sig for Merek. Det var jo ikke ligefrem fordi den mørkhåret unge mand ville tage skade af at skulle gøre brug af den grå og hvide substans, der fyldte kraniets hulrum ud. Desuden lod hun ham jo heller ikke strege alt for længe i, hvem hun var eller hvordan hun kendte til ham.
Nok var Olive endnu ung, men hun havde aldrig været synderlig tilbøjelig til naivitet. Hun var derfor også ganske bevidst om, at kun de færreste af det mandlige køn i adelen levede et liv i cølibat op til ægteskabelige løfter. Alligevel kunne den unge arving ikke se sig fri, til i blot et øjeblik at ønske hun havde været i stand til at følge med i de tanker, som måtte prikke mod indersiden af solkyssede pande. Med simpliciteten af et mandligt sind, ville hun havde væddet krystaller på at mindst én af tankerne, måtte have centreret sig om hun skulle have været endnu et varmt skød i mængden.

Forvirring blev erstattet af en varm genkendelighed, da mundvigene trak mod loftet over dem inden Olive noget uventet og pludseligt befandt i sig i Merek’s favn. Blodet skød sig øjeblikkeligt til kinderne og gjorde dem rødmossede under gispet, som forlod komtessens læber "Mer-Merk." lød det overrasket, med håndfladerne trykket mod brystkassen.
Varmen i kinderne aftog ikke lige med det samme, da han trådte et skridt tilbage, så en mere passende afstand blev lagt mellem de to unge mennesker. I sin periferi kunne det anes, hvordan krammet havde ledt en del af de andre gæsters opmærksomhed mod dem. ”Ehm, ja jo... Der er sket, lidt.” de grå øjne søgte kortvarigt ned over den røde kjole. Lidt var en underdrivelse, for knapt 4 års tid siden havde hun været lige så flad som en dreng på samme alder. Kun det lange hår, de feminine træk og den lyse stemme havde afsløret hendes køn, så man bort fra kjolerne.
Smilende, denne gang et mere oprigtig smil, fandt blikket tilbage til hans ansigt ”Men det er så sandelig ikke kun på min side der er sket forandringer, du er jo blevet Hertug." kom det fra hende komplet uvidende om de korrekte omstændigheder, der havde kostet den tidligere Hertug livet. Det var ikke bare med medlidenhed hun mødte Merek, men også medfølelsen for at miste et nært familiemedlem "Jeg kondolere dybt for tabet af din far.”.

Selvom han selv havde været en anelse flov over sine tanker, kunne Merek ikke helt lade være med at smile over synet af Olives rødmossede ansigt, så uskyldig og proper. Selv så han ikke noget galt i selve krammet, men han ville helst ikke have, at de lagde nogen forkert betydning. Han havde jo kendt hende siden hun var helt ung, og han havde aldrig tænkt på hende på dem måde, hun havde jo trods alt været rimelig langt væk fra hans sædvanlige type, sidst de sås. Men nok om det, der var sikkert masser af andre rygter om ham, som var mere spændende end at han havde krammet en ung kvinde til en fest.

Det var svært helt at finde en grimasse, som kunne passe. Efterhånden var det blevet så meget hverdag, både for ham og alle omkring ham, at han var blevet hertug, så det blev sjældent snakket om. Ligesom de nærmere omstændigheder ved det pludselig generationsskifte sjældent blev talt om.
"Ja, det skete meget pludseligt" hvilket jo var sandt nok, men skiftet var jo ikke kommet nær så meget bag på ham, som det gjorde på alle andre.
"Det var et tab for os alle" Han gad ikke engang bekymre sig over at ligge ansigtet i triste folder. Det var efterhånden lang tid siden, at den gamle hertug var død, og Olive burde vide, at han aldrig havde haft noget nært forhold til sin far. Forhåbentlig havde hun dog ikke nået at høre alle de grimme rygter der havde været umiddelbart efter "uheldet".

"Jeg er ked af tabet af Renly, det må have været hårdt for dig, Ollie" skyndte han sig at sige for at få samtalen over på noget andet. Nu behøvede han dog ikke at anstrenge sig for at se trist ud, det kom ganske af sig selv. Han havde trods alt kendt familien længe og havde haft en god del at gøre med med hendes ældre brødre.

En stærk og klar skarlagenrød farvestrålede frem omkring Merek’s omrids, som en rød aura kun for komtessens grå øjne at se. Løgnen kunne ikke blive tydeligere. Ikke ved de første ord, de var sandfærdige nok, døden var indtruffet pludseligt. Olive’s evne reagerede på de følgende ord. Nok havde Merek’s forhold til hans far altid været små anstrengt, hvis man skulle da kunne nøjes med at mildne det så meget. Hvilket nok i grunden var en af årsagerne til at den unge mand, havde nydt tiden på Iselinborg. Der var han under sine besøg blevet anset lige så meget som en del af familien, som Olive’s ældre brødre.
Løgnen understregede sig kun, da han ingen gang forsøgte at lægge ansigtet i de rette folder. Heller ikke selvom det efterhånden var længe siden at Hertugskiftet var sket.

Olive derimod havde ingen problemer i at finde den rette grimasse, nok var det længe siden at Renly var omkommet, men dagen stod stadig lige så stærkt i erindringen som stod hun atter med fødderne begravet i strandens sand. Hagen sænkede sig mod brystkassen, da hun måtte tage sig et øjeblik til at fatte sig.
Et lille nik, fik perleøreringene til at dingle, inden blikket rejste sig fra gulvet ”Ingen havde set det komme, at en så stærk og dygtig svømmer som ham, revet ud til søs… - Hun er i sandhed en kraftfuld kvinde, havet.” de smalle læber blev presset hårdt sammen mod hinanden. Selvom øjnene fandt hvile på Merek’s skikkelse var de fjerne, med et forpint udtryk. Tydeligt stadig mentalt tilbage til dén skæbnesvangre dag.
En tjener med et sølvfad fuld af fyldte krystalglas kom til syne og bragte Olive tilbage til nuet. Læberne blev synlige og med et smil mange ville betegne som perfekt, for en af hendes stand, kom til syne. To glas blev taget fra bakken og det ene rakt mod Merek ”Men du må næsten være ved at være forvandt med den nye titel? Så det er vel ved at være på tide at se efter en der kan blive Hertuginde?” spørgsmålet var lige dele spøgefuldt, som det var alvorligt. Afventede svaret nippede hun til den boblende cider, skævende henover glassets kant.

Selvom han selv havde mistet familiemedlemmer, kunne det ikke sammenlignes med den sorg, som Olive havde været igennem. Måske da han mistede sin mor, men det var tragisk på en helt anden måde, hver gang et ungt liv gik tabt. Han havde selv set mødre falde fuldkommen fra hinanden, når de fik beskeden om, at deres sønners skib var gået ned i en storm eller kapret af pirater.
Sorgen var så tydelig hos hende, at han overvejede atter at hive hende ind i en omfavnelse. Baseret på hendes reaktion før, valgte han dog at nøjedes med at ligge en trøstende hånd på hendes arm.
"Hun er ubønhørlig, og skelner desværre ikke mellem hvem hun vælger at gøre krav på" Det var jo en ting man vidste, når man voksede op med at sejle, men han vidste fra sig selv, at man hurtigt kunne få tanken, at ulykken aldrig ville ske for en selv. Han klemte hendes arm en enkelt gang, han genkendte hendes fjern blik, de var begge mærket af fortidens tragedier. Nogle ting var det umuligt at lægge bag sig, og selvom spøgelserne fra hans fortid var helt anderledes end hendes, kunne han også stadig finde sig selv fanget i fortiden.

Stadig lettere fraværende tog han imod glasset som hun rakte ham, hendes ord formåede dog hurtigt at hive ham tilbage til nutiden.
"Jeg har ingen brug for at binde mig. I hvert fald ikke lige nu" Han vidste godt, at det var et spørgsmål om tid, men for nu nød han sin frihed. Desuden var set jo med at udnytte, at der ikke længere var en far, som forsøgte at tvinge et ægteskab på ham. Hvis han endelig valgte at binde sig til en, ville han gerne sikre sig, at det var en ordentlig kvinde, så der var bestemt ingen grund til hastværk.
"Du har måske nogle veninder, som du mener kunne gøre et godt parti?" Ordene blev fulgt af et hævet øjenbryn og et flabet smil. 

Det var noget andet når den man stod overfor, delte en del af den samme sorg, som man selv bar sig i hjertet. Merek havde givetvis ikke været til stede den dag. Han havde ikke måttet stå tilbage og se magtesløs til, mens Renly blev trukket længere ud for til sidst at forsvinde helt i en bølge. Da Marcel og Henry med alle deres kræfter, havde måttet holde deres papa fra at kaste sig hovedløst mod selv samme bølge. Han havde ikke måtte lægge øre til det rædselsskrig, som havde flænget luften da hendes mama var styrtet i knæ i det bløde sand. Men den mørkhåret unge Hertug forstod, på en måde som så mange andre ikke kunne og derfor turde hun at lade sorgen blive synlig.
En hånd lagde sig over hans på hendes arm, med et blidt klem inden den slap. Ord behøvede ikke at blive delt mellem dem, før han måtte forstå at det både var en tak, men også en erkendelse for den sorg han havde måtte bærer da nyheden om Renly’s omkomme var nået ham.

En kvidrende latter slap fra hende, ved spørgsmålet om hun havde nogle veninder som hun kunne agere Kirsten giftekniv overfor ”Og hvis jeg havde, så ville du måske tage dine egne ord til overvejelse?” spurgte hun spøgefuldt tilbage, inden hun hævede glasset i invitationen om en lydløs skål. Ciderens bobler prikkede på tungen sammen med den let krydrede og gærede smag.
Dernæst rystede hun svagt på hovedet ”Men nej, ikke nogen som jeg tror ville kunne holde din interesse nok til et giftermål.” med de ord hentydet hun mere indirekte, at rygterne om hans færden blandt kønne kvinder ikke var gået hendes øre forbi. Ordene bar dog ingen præg af spot.

Han kunne ikke lade være med at smile lidt, det kunne være kønt, hvis han endte med at gifte sig med en af hendes veninder. Om ikke andet kunne det da være en undskyldning for at besøge Olive og resten af familien lidt ofte.. Men nu havde han ingen intentioner om at gifte sig, og da slet ikke, så længe det kun var af pligt.
"Hvorfor skulle jeg gifte mig med en kvinde, mår det fratager alle de andre muligheden for at nyde mit selskab? Det er jo ligefrem en grusom handling" ordene blev sagt med en påtaget selvoptaget tone. Nok var det sådan han ofte førte sig frem, og det passede ham fint, at folk så ham som overfladisk og selvoptaget, men han havde kendt Olive længe nok til, at han kunne lade facaden falde, om ikke andet så for et kort øjeblik.
"Det er nok godt det samme, hvisbdet var din veninde så ville du jo nok være den, som skulle høre den alt den brok hun ville have over mig" svarede han med et kort grin, ja det kunne da ellers være kønt, hvis Olive skulle inddrages i alverdens ægteskabelige uenigheder.

Det kom ikke det mindste bag på ham, at rygterne om hans glæde for det modsatte køn og var nået frem til hende, alt andet ville også være mærkeligt. Men hvorfor skulle han dog også skamme sig over det? Mange adelige havde den samme holdning som ham, der var jo som sådan ikke noget usædvanligt ved det.
"Hvad med dig selv? En nydelig ung kvinde og så endda fra en indflydelsesrig familie, det overrasker mig at du ikke har en ægtemand med i aften" han undgik behændigt at nævne, at han næppe kunne være den eneste som så hvor yndig hun faktisk var, han skammede sig stadig lidt over sine tanker fra tidligere.

Kontrasten var stor mellem den person Merek havde været sidste gang, at Olive havde spenderet tid med den kønne unge mand. Den gang havde en mørksky fulgt ham i hælene. De brune øjne havde været fraværende, selv når han virkede til at være til stede i samtalerne. Vrede der altid havde virket til at ulme lige under overfladen, hvor intet skulle til for at få ham til at nå kogepunktet og mere end en gang havde betydet Marcel havde måttet træde mellem Merek og Henry.
End ikke skyggen er den person var at finde, mens Merek vittigt bekræftede de rygter som gik om ham og varme kvindeskød.
En bekræftelse der med så stor lethed kunne have fået de grå øjne til at spærres op, i harme og overlæben til at krølles i afsky. Helt som det ville have forventet at en ung dydig kvinde ville reagere.
I stedet blev han mødt af en påtaget sukkende hovedrysten, der fik sendt blikket på himmelfart inden det landede tilbage på ”Grusom lige frem? Jeg tror der er en del adelsfødte mænd, som ville sætte pris på at se dig med mere fast armpynt.” en lidt mere alvorlig mine lagde sig over det lyse ansigt ”Ikke for det så tror jeg nu også det ville gøre dig godt, når du altså først lige finder hende som du ikke kan leve uden.” kom det ærligt fra hende. Fordelen ved at Merek nu kunne kalde sig for Hertug betød, at han selv kunne styre hvem der skulle sikre hans slægt og at den kvinde faktisk var en, som han så frem til at vågne op ved siden af. En luksus ikke mange var forundt i disse kredse.
”Åh ved samtlige Guder Merk, vig uden om mine veninder, om ikke andet så de nærmeste.” en grimasse trak de ellers fine træk sammen i en forpint mine. Tanken om at stå som en lus mellem på negle virkede på ingen måde tiltalende! Endnu mindre virkede tanken om at lægge øre til Mereks sengelige eskapader og vide om hendes veninde talte sandt eller løg om hans kunnen, det var heller ikke ligefrem på arvingens livsliste.

”Nydelig ung kvinde? Du lyder som min papa og mama.” kom det lattermildt fra hende, tydeligt i en drillende prikken til deres aldersforskel. Tungen vædet læberne mens blikket søgte rundt, udover de ledige kandidater som havde valgt at deltage i festlighederne. Tanken om at Mereks ord havde den sandhed i sig, at hun kunne på nuværende tidspunkt haft en ægtemand var underlig. Ikke fordi hun så sig selv som et barn, men det virkede alligevel bare så... Voksent.

Egentlig burde det ikke komme bag på Olive, at Merek habde noget af et rygte. Han havde måske ikke været så meget omkring sig, da han bar yngre, som han var nu, men han havde aldrig gået så meget op i dydighed, som hun gjorde. Men hun havde jo selvfølgelig været noget yngre, sidst de så hinanden.. Hun havde jo nærmest været et barn, alt for ung til at snakke med den slags om. Han havde i hvert fald betragtet hende som et barn dengang. Det var jo også ligegyldigt egentlig, han havde ikke spor imod, at hun vidste det, han regnede ikke med, at hun dømte ham.. Og det lød det da bestemt heller ikke til.
"Nogle af de kedelige adelsmænd som føjter rundt omkring har godt af lidt reel konkurrence" Hvis det da reelt kunne kaldes konkurrence, når de ikke havde en chance, men det undlod han at tilføje.
"Alle taler om kærlighed og at finde den rette, men vi ved jo begge, at der er større chance for, at vi gifter os af pligt og ikke af kærlighed.. Så hvorfor skal det forhindre os, eller i hvert fald mig, i at have det lidt sjovt først?" Lige som hende var han for et kort øjeblik blevet alvorlig, det blev dog hurtigt visket væk af et drillende smil.
"Også selvom det er en af dine veninder jeg vælger at have det sjovt med"

Brynene blev rynket og ansigtet fortrak sig i en lettere fornærmet mine ved sammenligningen.
"Ved guderne Olli! Du får mig til at føle mig endnu ældre, end jeg er" Han rystede grinende på hovedet. Han kunne nu godt forstå hende, forældre kunne være forfærdelige med deres forventninger og traditioner, selvom han nu var sikker på, at hendes mente det godt.
"Jeg hører jo, at du skal være hertuginde en dag, mange vil forvente at se en mand ved din side" han så nysgerrigt på hende, spændt på at se hendes reaktion. Han havde været noget overrasket, da han havde hørt, at hun skulle arve. Ikke fordi han tvivlede på, at hun ville kunne klare det, faktisk var han sikker på, at hun var den helt rigtige, men i hans familie var det en selvfølge, at manden arvede, og af og til glemte han, at set ikke var normen alle steder.

Meget kunne man sige som den unge hertug, men selvtilliden havde sjældent været lav hos ham. Hvem kunne også fortænke ham i det, når han var en af dem, som rent faktisk havde noget at have det i? Udseendet fejlede bestemt ikke noget, heller ikke med arret over læberne, men dertil var der også et godt hjerte godt gemt et sted under det ellers kløgtige hoved. Det var da også denne selvsikre selvfedhed der fik lov til at skinne igennem hans ord, om værdig konkurrence til de andre højbårne mænd ”Bør du så ikke gå efter de ugifte?” prikkede hun til ham med et blidt smil. Jo der var også rygter om at selv giftekvinder lod sig lede uføre med den kønne brunette.
Mereks ord var hverken fornuftige eller modsatte, de var ærlige og et syn som mange andre delte. Hvis ikke kærligheden kunne findes i ægtesengen, så måtte den findes udenfor, så længe man stadig opfyldte sine ægteskabelige pligter. Olive var bare ikke en af dem, som delte samme holdning. ”Eller man kunne forsøge at finde kærligheden i pligten?” pointerede hun, uden at et skulle forstås som at hun pegede ham ud til at være forkert på den. Den unge komtesse var bare uenig.
Kun forbi de stadig befandt sig i balsalen, blandt størstedelen af bryllupsgæsterne, undertrykte Olive trangen til at vrænge på næsen, men lod i stedet et skarpt blik tale for sig. Hun så stadig helst, at han veg uden om hendes veninder.

”Du er jo også snart 30 år.” drillede hun igen, inden glasset med cider atter blev løftet til læberne. Mentalt mindede hun sig selv om, at efter dette glas måtte hun hellere søge noget uden promiller i sig. Indtaget af cider tidligere på dagen og de mange forskellige vine til maden, havde efterhånden efterladt hende med en snurrende varm fornemmelse i hoved og krop.
”Når der kommer et passende parti, så skal der nok stå en mand ved min side, men som også du ved så er mine forældres krav ikke små.” det var hendes egne heller ikke ligefrem, men det betød ikke at hun havde noget at skulle have sagt.
Normen var måske ikke længere trolovelser lavet allerede fra spæd eller ganske ungt barn, fordi de færreste familier holdt den tradition i hævd, men det betød ikke at Olive selv måtte vælge sin kommende ægtemand. virkede hun ked af det forholdt sig sådan, nej... Sådan havde det altid været og det havde hun forliget sig med allerede da hun var væsentligt yngre end nu.

Lettere ligeglad trak Merek lidt på skuldrene som svar til hendes bemærkning.
"En ensom kvinde er en ensom kvinde, selv hvis hun er gift, og hvorfor skulle jeg så nægte hende lidt selskab? Jeg håber ikke, at det er noget som kommer til at ske for dig i dit kommende ægteskab" Mange ville sikkert blive forarget over, at han havde så få kvaler med at ligge med gifte kvinder, og han ville ikke have bebrejdet Olive, hvis hun var en af dem. Selv så han intet galt i det, han hørte så mange fortællinger om forfærdelige og ulykkelige ægteskaber fra disse kvinder, det gav ham ikke ligefrem lyst til selv at indgå i et. Måske han bare var kynisk og ikke længere troede på at kærligheden fandtes i tvungne ægteskaber.
"Ja, det nå vel næsten være målet.. Men det er langt fra så nemt, som mange unge adelsfolk nok går og drømmer om" selvfølgelig kunne han ikke rigtig belære hende om lige præcis det emne, han var trods alt ikke selv gift, men han var ældre end hende og ret sikker på, at han også var langt mere erfaren.

Opgivende himlede han med øjnene, han skammede sig ikke over sin alder, men når hun sagde det sådan, fik det ham jo til faktisk at lyde gammel. Som sædvanlig lurede der dog et lille smil i mundvigen som afslørede, at han ikke var helt så fornærmet, som det eller godt kunne virke til.
"Og glæden ved selv at være familiens overhoved er, at jeg ikke behøver bekymre mig om min alder" Hans titel taget i betragtning ville han jo sådan set mene, at han stadig var relativt ung, men det var vel lidt ligegyldigt.. Han mente da i hvert fald ikke selv, at man endnu kunne se alderens tegn hos ham.
En stor tår bkev taget af cideren, han havde slet ikke fået nok at drikke endnu. Normalt ville han for længst have forladt selskabet, eller alternativt være godt igennem de våde varer, men normalt havde han jo heller ikke så godt selskab 
"Du bør nyde din frihed mens du stadig kan" ordene blev fulgt af et halvflabet smil, bare lige for at understrege, hvad han mente. Selvfølgelig kunne han ikke ane, om hun faktisk havde travlt med at sprede ben for alle mænd i Krystallandet, men det ville da bestemt ikke ligne hende! Altså, hun blev jo flov over et simpelt kram! Desuden havde han ikke ligefrem lyst til at tænke på, hvad hun eventuelt lavede med disse mænd.

Man kunne aldrig være enig i alle livets aspekter, det var der simpelhent for mange forskellige til og dette var et af de steder, hvor den unge hertug og komtessen aldrig ville nå til enighed. Men kunne hun fortænkes i det? Olives egne forældres ægteskab var ikke bygget på en bund af gensidig kærlighed. Det var et giftermål som havde været ligget i deres kort med en arrangeret trolovelse, indgået allerede fra da hendes mor var spæd og hendes far ganske få år gammel. De havde lært at elske hinanden gennem årene.
Den dag i dag var det med ægte kærlighed i blikket, at hendes mor rettede på jakkekraven inden hun kyssede sin mand på gensyn, når han skulle afsted og passe familiens foretagende. Hvis de kunne nå dertil, så kunne alle, det var blot et spørgsmål om vilje.
”Det kommer ikke til at ske, hvornår har jeg nogensinde været typen til at give op bare fordi vejen til målet ikke er lige?” spurgte hun mere spidst end det var tiltænkt, men uden egentligt at lægge op til at ønske et svar tilbage. Tanken om at gå imod sine ægteskabelige løfter eller at hendes fremtidige mand skulle, gav en ubehagelig knude i brystkassen. Hun havde hørt når der blev hvisket i krogende om dem der bedrev utugt, set de misbevilligende og dømmende blikke. Hun ville ikke ses på, på den måde!

”Men du behøver stadig at bekymre dig om dit eftermæle, en arving.” pointerede hun med et hævet øjenbryn, blødt op af det lille smil der trak i mundvigene. Jovis var han endnu ung og skulle nok kunne nå at få sig et barn eller to, men livets ur tikkede og ingen kendte dagen i morgen. ”Hvem siger ikke at jeg ikke allerede nyder den?” svarede hun mere flabet tilbage så smilet voksede i styrke ”Jeg rejser rundt alene og tatovere med mine forældres velsignelse, uden følge af en chaperone. Større frihed kan en ung kvinde af min stand ikke få sig.” tilføjede hun muntert. Fuld bevidst om den eneste grund, til det kunne lade sig gøre ikke at have en anstandsdame i hælene, var fordi hendes forældre stolede på hun ikke lod sig lede i fordærv. Det ville være så ulig hendes karakter, så hvorfor skulle det komme lige pludseligt?

Måske var det aldersforskellen mellem dem, måske var det fordi, at Merek generelt nok var blevet hurtigt voksen, men han fandt Olive utroligt ung og naiv. I hans øjne var det barnlig fantasi at tro, at man ville ende med et ægteskab fyldt med kærlighed. 
"Du lever i en eventyrverden, Olive" Han rystede lidt på hovedet ad hende, men et svagt smil spillede dog på hans læber. "Men jeg håber, at de lykkedes for dig. Nogen adelige bliver vel nødt til at få deres "lykkeligt til deres dages ende"" Det var ikke en diskussion, som han havde lyst til at køre for længe i, for lige på dette punkt, var han udpræget pessimist, så de ville næppe ende med at blive enige.

Alene tanken om en arving, var nok til at få en grimasse til at glide over Mereks ansigt. Han havde intet ønske om at få et barn, men samtidig vidste han også, at han ikke kunne lade sin slægt uddø. Han havde dog i lang tid overvejet alternative løsninger, men han forsøgte generelt at ignorere det problem. Hvilket også var derfor, at han ikke havde nogen intention om at diskutere det med Olive lige nu.
"Jaja" mumlede han derfor bare. Han ville formentlig ikke engang blive en god far.. han havde jo ikke ligefrem nogen at se op til på det punkt.
Til nok deres begges held, formåede Olive igen at fremkalde et smil hos ham, han havde en mistanke om, at hun ikke mente helt det samme som ham.
"Jeg tror vi tænker på to forskellige slags nydelse" han kæmpede lidt for at skjule morskaben i sin  stemme.
"Medmindre du da udnytter, at du ikke har en chaperone til at deltage i nogle aktiviteter, som en anstandsdame næppe ville billige?" Han lod sigende blikket glide end over hende. Selvfølgelig var grunden til, at hun fik lov til at rejse rundt alene nok, at hendes forældre vidste, at hun ikke deltog i sådanne aktiviteter, men det var sjovt at prikke lidt til hende alligevel.

Merek kendte Olive godt nok til at vide, hvor meget lige netop de ord formåede at prikke til den unge arving. Beskyldningen om at hun var uden realitet sans hvad angik kærlighed i blandt de højbårne, var nok til at lade en lille trækning vise sig i den ene mundvig. De var ikke enige, men hun havde ikke i sinde at tage sådan en diskussion her. Ikke hvor alle kunne høre og se med, for guderne ville vide at de begge to var lige menings faste og sådan en kunne trække ud i timer, hvis de tillod det, uden at komme hinanden nærmere.
En kløgtig person forstod sig på at vælge sine kampe med omhu, hvorfor Olive lod dette emne lide drukne døden i den tår af den krydrede cider, som blev taget i svar sammen med et ”Mmh.” på hertugens ord, der hverken meldte hende enig eller uenig med ham.

Lidt sejer var der dog, da en Mereks ansigt fortrak sig i en grimasse og et følgende affejende "Jaja.". Det var også med en barnlig fryd at hun drejede hovedet væk, for at skjule det lille skadefro smil over at have ramt en mindre nerve hos ham – helt på lige fod som han havde ramt en hos hende – indtil hun genvandt kontrollen over sine mundvige og så tilbage på Merek.
”Hvis det faktisk var tilfældet, tror du så jeg ville indrømme det overfor dig her af alle steder, Merek? Hvor alle der står lidt for tæt, kan høre med? Du må virkelig anse mig som værende intet andet end bare et kønt ansigt, af en pyntesyg gås?” svarede hun små spidst tilbage, med en tydeligt påtaget fornærmet mine. En mine han burde kunne se gennem med lethed. Selv så mange år senere de sidst sås.

Da Olive drejede hovedet væk for at sljule sin reaktion, var det nok til, at Merek følte en velkendt barnlig irritation røre på sig. Det var så fristende at finde på et eller andet flabet, men han blev trods alt nødt til at opføre sig bare lidt anstændigt... desværre. Men så kunne han jo altid komme med nogle venlige små stikpillet.
"Jeg har kendt dig længe nok til ikke at tænke på dig som en smukt ansigt" et drillende smil spillede på hans læber og afslørede, at det var ganske med vilje, at han havde udeladt at sige at han ikke 'KUN' tænkte på hende som et smukt ansigt. At de jo så begge vidste, at det var løgn, hvis han sagde, at han ikke bemærkede hendes skønhed.. ja, det var en helt anden sag.

"Jeg glemmer sommetider det pres, som i kvinder ligger under. I hvert fald her blandt adelen.. Mine forældre var trods alt ikke så heldige, at de nåede at bringe et pigebarn ind i verdenen også" at det så var for det bedste, det var en mindre detalje. Det var hans måde, at sige undskyld for, st han måske lige var direkte nok i sin væremåde, men han behøvede jo trods alt ikke bekymre sig. Der løb flere rygter om ham og mange havde sikkert travlt med, hvor mange kvinder, han forlystede sig med, men det var trods alt begrænset, hvor meget det påvirkede ham og hans 'gode' navn og rygte. Men han gjorde jo så hellere ikke noget for at ændre holdningen til adelens kvinder, for i sidste ende var det vel ikke hans problem. Han ville dog utroligt gerne kunne tale mere frit med Olive.

Efter en kort tænkepause, lyste han op i endnu et smil, som gjorde det tydeligt, at en 'genial' tanke var poppet ind i hans hoved.
"Vil de gøre mig selskab i en lille vandretur ud i den friske luft?" Han rakte galant sin arm id mod hende, han havde dog samtidig svært ved at holde morskaben væk fra sit ansigt, hvilket uden tvivl måtte fjerne noget af det galante.
"Medmindre de selvfølgelig ikke tør at blive set forlade festlighederne med en som mig?" Mere behøvede han vel næppe at sige, nu var udfordringen i hvert fald lagt over til hende.

Merek om nogen havde alt grund til at se Olive som så meget mere end der mødte øjet. Ikke fordi der havde været meget af det, sidst de sås, men han havde ved første hånd set hvordan hun flere gange allerede i en tidlig alder havde vist en langt større snilde og kløgt end hendes ældre brødre. Egenskaber der den i dag havde sikret hende pladsen som Richelieu husets næste overhoved.
Men det betød også at hun straks bed mærke i det manglende kun, og at han dermed implicit bekendt gjorde at han også så hende som lige netop det, et kønt ansigt. Noget der ikke kunne undgå at sætte en underlig følelse i kroppen på hende. Han skulle jo ikke se hende som værende andet end Olive…
”Må Guderne tilsmile dig med de børn dine forældre blev frarøvet.” ønskede hun ham oprigtig velment. Merek havde måske hverken hustru eller børn på sinde lige nu, men hvis han ønskede at hans families hus skulle bestå også i fremtiden, så måtte han før eller siden tænke i de baner.
Smilende lod hun ham se de himmelvendte øjnene, før hun greb ham om armen der blev budt ”Frygt stopper livet, ikke døden, Merek” kommenterede hun små kryptisk, men lod ham indforstået vide, at naturligvis havde hun ikke betænkeligheder over at ses tale med ham nu eller ved at lade ham lede hende på vej.
”Lidt frisk luft vil gøre os begge godt." i stemte hun dernæst og lod ham fører hende afsted. Et sted på vejen for hun afsat det tomme krystalglas hos en tjener.

En uforståelig mumlen blev svaret på hendes ellers oprigtige og velmenende ord. Han vidste, at børn, ligesom et ægteskab, var en af de få ting, som blev forventet af ham. Men ganske som med et ægteskab, var børn ikke noget, som han havde et brændende ønske om lige nu. Måske ville den lyst aldrig ramme ham. Han havde jo som sådan heller ikke travlt, mn så ofte gamle, adelige mænd, som fik unge koner, som stadig kunne bære børn. Han håbede ikke, at det var den skæbne, som ventede Olive, guderne være lovet havde hendes forældre da aldrig virket til at ville udsætte deres datter for den slags.

Med hendes hænder på hans arm, førte han dem ud af lokalet og væk fra menneskemængden. Ligesom hende skilte han sig også af med sit tomme glas på vejen.
De var langt fra de eneste, som havde fået ideen om at søge tilflugt fra de mange mennesker ved at gå udenfor. Det virkede dog til, at langt de fleste havde gjort dwt af ndre grunde, end han og Olive. Hist og her kunne man se folk fordybet i tyste samtaler, uden tvivl om hemmeligheder, planer om ægteskab eller måske endda kærlighed. Kiggede man godt efter, kunne man fange enkelte glimt af unge elskende, som søgte skjul for nysgerrige og fordømmende blikke. Merek smilede lidt, han havde selv ledt mere end en ung kvinde ud blandt de mange planter som ofte fandtes i haverne, når festerne blev for kedsommelige. Denne gang førte han dog olive hen til en bænk, som var noget mere offentlig, men dog stadig en anelse tilbagetrukket, der skulle jo helst ikke opstå nogen sladder om, hvad de mon lavede i haven.
"Så fortæl mig, nyder du din momentære frihed?" Spurgte han og slog høfligt ud med armen mod bænken, så hun kunne sætte sig ned.