Med en enkelt pølse i munden, fór en hund ud af den store slagtermands lille butik. Med kødøksen i hånden stod slagteren i døren og råbte diverse bandeord efter dyret, der ikke havde besøgt butikken for første gang, men for femte. Trods han aldrig mistede mere end en enkelt pølse hver gang, var han ved at være godt træt af at blive bestjålet. Med et sidste skældsord vendte han sig om og tøffede muggent tilbage til butikken, hvor hans dag måtte fortsætte lige som alle andre. Måske han ville gøre sig i at melde dyret til byvagterne, hvis han var klar over at dyret i virkeligheden var et ungt halvdyr.

Lukas drejede om hjørnet, ned ad en af de små gader, hvor han havde efterladt sine klæder, gemt i en af de efterladte trækasser. Han lagde pølsen fra sig på den lille bunke af kasser, forvandlede sig tilbage til sit menneskelige jeg, hvor kun de pjuskede ører og den lige så pjuskede hale afslørede hunden. Hurtigt fik han trukket tøjet på, en lidt for stor trøje, et par løse bukser hvor der også var plads til at stikke halen igennem, og sko.
Han tog pølsen med sig i hånden, da han fortsatte ned ad den smalle gade.

Kun halvdelen nåede at blive spist, da Lukas fik færten af noget nyt. Han listede lige så forsigtigt hen mod de nærmeste folk på gaden, sniffede til dem og fik et undrende udtryk tilbage. Han sendte dem et bredt og undskyldende smil, inden han listede videre til de næste. Sådan fortsatte han hele vejen ned ad gaden, til han drejede om hjørnet og duften han fulgte, kun blev forstærket.
Det var en dame. En mand? Han var ikke sikker. Men den duftede af mad. Pølsen var ikke interessant længere, så han smed den fra sig på jorden og listede hen bag den fremmede. Tæt nok på til at han ikke ville kunne undgå at blive bemærket, for med hovedet lænet let på skrå, strejfede det ene pelsede øre den fremmede.
"Du skal ikke tage dig af mig. Jeg vil bare liiige..." smage lidt. Han stak tungespidsen ud i koncentration, da han løftede hånden og lige så forsigtigt rakte den ind foran den fremmede, i et mindre diskret forsøg på at snuppe lidt mad. Ikke det hele. Så streng var han jo ikke.

Syv dages rejse, jo, normalt var syv dage uden mad ikke det store problem for hende, men efter at have løbet igennem en skov efter den forbandet smuler, var energien alligevel brugt op. Den tunge fulde taske af smugle godter, hun havde haft på sig siden de fandt tilholdsstedet hjælper heller ikke til at bevare energi, træt, dovent, træk hun den ene fod efter den anden igennem byens gader. En anden slags træt men hun normalt var, normalt, var det for at spare på energi, denne dag, var det total mangle af energi at hun træk sig til markedspladsen. Hvor resten af hendes gruppe var endt, var glemt, de skulle nok klare sig, lige som de vidste hun nok også skulle. De havde aldrig klaret sig virkelig godt denne gang, ikke lige Cecilia, men hun var også blot deres helbreder, ikke kun, men var hendes primære opgave, at hun valgte at løbe forrest, var skyld i den snit der nu stadig var ved at hele på Akurras ene arm. Altid en sær fornemmelse at føle skæl forme sig på den blege hud.

"Poussin. en hel tak." lyd hun lidt hård i tonen, som hun stod og ventede foran fjerkræ sælgerne. Blot stegt i smør, ikke andet var den hovedløse fugl, måske lidt urter, ikke at det var vigtigt for Akurra hvordan den var lavet, stod det til hende ville hun have købt den rå. Men nu, nogle krystaller fattiger, træk hun sig imod en gyde, ikke at hun behøvede, men folk kunne virkelig ikke lig at se hende spise - det havde hun lært på den hårde måde. Halv dyr havde det virkelig ikke nemt i storbyen, hun sukkede let som hun træk sig ud af markedspladsen og lod blikket falde på stegte fugl. Den mørkeblå kappe, hang som altid og dækkede den blege hud, de særlige øjne, og de tilfældige samlinger af skæl. Dog stoppede hendes dovne bevægelser, som hun så en hånd der havde fat om det ene lår på fuglen. hun blinkede nogle gange og forsikrede sig selv hun var i uniform, jo, håndjern, sværd, mørkeblå. Selv de to flasker der hang om hendes hals og insiginaet var der, dog var ene flaske tom denne dag. Hvem, fanden, stjæler mad fra en byvagt i fuld uniform? Hun sukkede dybt, og kastede blikket imod drengen. "Gider du? Er man så sulten?" blev sagt i en hård tone, men alligevel fandt hendes fri hånd frem til fuglen, og rev låret frit, og prikkede det imod hans fingre, og ventede blot på han tog det før hun gav slip. "Sult er hårdt..er det ike?" mumlede hun stille, og begyndte at trække sine fødder frem igen. Stille løftede hun fuglen til sine kæber, som nærmest gik af led, og væk var fuglen. Hun træk vejret dybt, den menneskelige hals, jo, ikke helt menneskelig, men alligevel ikke så slange nok i forhold til hendes indre, havde altid svært ved at spise lidt for store ting, men spise skulle man, og det var tydeligt at se fuglen forsvinde i den blege hals. Ubehageligt var det, men nødvendigt.