Krystallandet
Xenwia 13.10.2020 00:57
Det var ikke bare naivt, men direkte dumt at tro at hun kunne opretholde en facade overfor sin familie, at særligt hendes mor intet ville opdage.Thalia var måske lykkes med udad til at virke som alt var som det plejede, i et par dage efter hendes alt for sene hjemkomst. Hun var stået op, blevet klargjort til dagen og indtaget måltiderne med sin mor og søster helt som sædvanligt. Det var endda lykkes at virke både munter og smilende, men smilene var aldrig nået øjnene. Når resten af borgen var gået til ro de følgende aftener sank hun ned i det kolde vand, hvor hun næsten manisk lod den lyse hud skrubbe til den skreg rødt op.
Olielampen, som siden hendes fars død havde holdt mørket i skak, så hun kunne sove, var ikke længere nok. Den fysiske udmattelse der fulgte af den gentagende healing, var det eneste som kunne give hende bare lidt søvn.
Den tredje nat havde søvn en mangelvare, ja faktisk ikke eksisterende. Noget som de mørke render under øjnene bevidnede. Morgenmaden var blevet sprunget over, hun havde simpelthen ikke overskud til at tvinge smil og nysgerrige spørgsmål frem, om hvad for nogle planer de andre havde for dagen.
I stedet havde hun taget plads i en af stuerne, på en højrygget, blød polstret lænestol. Med tungt tæppe viklet tæt omkring sig, havde var benene trukket op under sig, så hun lå krøllet så meget sammen det var muligt. Havde det ikke været fordi lokker af sort brunt hår der hang ud over armlænets kant, som hovedet hvilede imod, ville de som trådte ind i stuen næppe bemærke hendes tilstedeværelse i rummet.
~ The price of having a soft heart is feeling the world's pain ~
