Varmen var ulidelig denne efterårs dag i Rubinien, ikke en sky på himlen, knap en vind i luften, bare den brændende sol. Havne byen Kalibraza var ikke anderledes, folk nærmest maste sig ind i boderne for at stå bare lidt i skyggen som de handlede. Kroerne var fulde og lidt flere havde endda mast sig ind siden da. Havne fronten var optaget, langs vandet legede børn for at holde varmen ud. På selve havnebroen sad mange unge kvinder med fødderne i vandet. Alle gjorde alt de kunne for at holde denne efterårs dag ud! Man håbede lige sommeren var forbi Disse fem ord, hørte man fra hver samtale man lyttede til og ganske rigtigt, var byen lige gået i gang til at gøre klar til regn når denne hedebølge kom og hilste på beboerne i Kalibraza. Samme dag, selvfølgelig samme dag som varmen var værst havde flere skibe ramt byen og netop denne dag var også den perfekte dag at sende sit Vind element syd på, for at hente noget oh så vigtigt, nej..netop denne dag var smeden færdig med -hans- nye kniv. Og selvfølgelig skulle den hentes, så hurtigt som muligt. "Hvis bare jeg!" lyd det kort som hun skiftede sin form i byens kant i en hård, stemme fuldt af brok og svovl. Den lange blå kjole formede sig fra vinden, omfangende den blå tonet kvinde. De is blå øjne kastede sig hurtigt over byen og et suk forlod hende som hendes fulde form kom til syne. Håret der lignede en klar hvid tåge begyndte sin evige danse med vinden, selv når vinden ikke var der.

Knap ti minutter efter kunne hun findes på haven, lidt væk fra den store gruppe mennesker. "Metallet kom senere end forventede, min bare.." lyd det i den samme brokkende tone. "Ved du hvad han tænker når jeg kommer sent hjem nu?!" et dybt suk forlod hende. "Vent nogle timer. Jo..måske er det ingen ting for dig." Stille forsvandt vreden og bekymring dukkede op i hendes blide, lyse stemme. "Bare han holder sig underholdt mens jeg væk." hviskede hun, som hun satte sig på stranden. Blikket fandt hurtigt de legede børn, hendes knæ fandt hagen og her sad hun. Irriteret, men med et varm smil som hendes is blå øjne dansede over de mange legende børn og deres smil. "Måske ikke det værste sted at vente." sagde hun afslappet som hun trak sig mere ind i sine tanker. En mild brise bevæget sig om kvinden, så om vinden selv beskyttet hende imod den hårde varme.

Sirenen var forankret i en bugt ikke langt fra den stille havneby, for at fylde op på provianter. Pirater var ikke kærkomne i vandende udenfor ørkenregionen, ikke siden de var begyndt at sætte deres tænder i de slavehandlende. Der var vindstille, og en intens hede havde sænket sig over området. Selv de mest garvede sømænd, vant til at sejle i al slags vejr, holdt sig i skyggen med vand indenfor rækkevidde, og ingen af dem tog Naeva op på tilbuddet om at besøge havnebyen. Selv var hun ikke ramt af varmen; som et slangemenneske løb hendes blod koldt, og den intense varme fra solen fyldte hende med velbehag. Hun var derfor den eneste af mandskabet, der begav sig på færd i byen. Naturligvis i sin menneskeform, for ikke at vække opsigt.
Naeva vandrede alene i den solbeskinnede hovedgade, hvor alle de handlende havde sygt tilflugt i skyggerne presset tæt op ad husene på den ene side. Hendes slangetunge skød ud mellem læberne og smagte på luften. Så tæt på havet som hun var dominerede salt luften, og byens lugt af sved og industri. En tung sky af parfume nærmede sig hurtigt bagfra, og Naeva drejede hovedet tidsnok til at se en ung kvinde haste forbi. Dæmonjægeren stoppede, og betragtede den unge kvinde som hun kiggede tilbage over skulderen, og rødmede da hun mødte Naevas blik. Tungen skød frem igen. Lugten af parfumen var overvældende kraftig, og kunne ikke skjule den syrlige smag af kvindens naturlige duft. Naeva ville huske den til senere.
Som smagen af parfumen falmede på hendes tunge, opfangede hun igen byens lugte. Salt, sved, krydderier og … Svovl? Slangekvindens bryn rynkedes. Det var svagt, men umiskendeligt. Hun vendte hovedet og smagte igen. En dæmon havde været forbi, for nyligt, og var fortsat ned mod vandet. Naeva lagde en varsom hånd på sværdskæftet, der hang ved hendes hofte, og fulgte efter luftsporet.

Hun standsede først, da hun stod bag en blå kvinde hvidt hår, der bølgende på trods af vindstilheden. Det var ikke ualmindeligt at se elementaler på disse kanter, men alligevel var det første gang at Naeva havde set en. Hendes bryn rynkedes yderligere. Der var ingen tvivl at lugten af svovl hang over kvinden. Hun nærmede sig til hun stod et par skridt bag den blå kvinde, før hun stoppede, stadig med en hånd på sin sabel.
”Og her gik jeg og troede, at elementaler ikke kunne besættes af dæmoner.” Naeva talte med en svag accent af ubestemmelig oprindelse, og hendes ord forlod hende med en syngende lethed der vidnede om både elegance og dårligt tilbageholdt arrogance; som en buestreng, der blev sluppet uden pil.

Stille sad hun og stirret på de legende børn, selv sad hun med en lille kugle af vind og førte rundt på hendes hånd flade, rollende langs en fingre, tilbage til håndfladen, ud til spidsen af en anden finger, igen og igen kuglen dansede rundt i håndfladen. At sidde her nogle timer, bare tanken fik hende til at smile. At sidde her, se de mange glade børn lege? mens hun ventede på at hente den mands dolk? Med glæde. Tænkte hun afslappet, intet kunne ødelægge dette, ej heller hvis han dukkede op her! ”Og her gik jeg og troede, at elementaler ikke kunne besættes af dæmoner." Hun blinkede nogle gange, og kiggede blot over hendes skuldre. De is blå øjne gik hurtigt en tur over kvinden, kuglen af vind opløste sig.

Selvfølgelig, tænkte hun under et suk. "Måske jeg bare var ufattelig heldig at få denne vidunderlige krop?" spurgte hun med et drillende smil, i en let tone og langsomt førte blikkedet på kvidens våben. Hovedet blev lagt på skrå som smilet spredte sig lang ud på hendes kinder. "Hvem får dig endelig til at tro jeg er en dæmon? Sku vi ikke være gode til at gemme os?" spurgte hun med et grin i stemmen. Dæmon? Hvad var det endelig for noget at sige? Troede her det var klart hvad hun var? Hvad gik der på denne kvinde? At tænke jeg er en dæmon? Hun grinte blot ved tanken og løftede en hånd foran de blå læber som hun grinte. I sin latter faldt hun bag over, og lod blikket endelig forsvinde fra den spøjse kvinde og faldt på himlen. Langsomt sukkede hun afslappet og de blå arme mødtes på hendes mave hendess fingre flettede sig hurtigt sammen.

Kvindens smil skar dybt i Naevas mistro, men det var latteren, der fik hende til at løfte hånden fra skæftet. I stedet lagde Naeva armene over kors over maven, og trådte ind i den blå kvindens synsfelt, som hun lå og betragtede himlen. Kvindens øjne havde den samme lattermilde uskyldighed som hendes latter, og Naeva fandt det næsten umuligt ikke at smile tilbage. Næsten, for dæmoner efterlod ingen årsag til latter. Alligevel løsnede de vertikale pupiller sig den andens blik, og gled undersøgende ned af den andens krop. Hendes eksotiske tøj gjorde ikke meget for at skjule formerne.
Naevas tunge skød atter frem og smagte på luften. Der var ingen tvivl om at den tunge smag af svovl stammede fra kvinden. Hvis ikke hun var en dæmon, måtte hun have omgang med dem. ”Du lugter som dem, og min tunge tager aldrig fejl.”
Blikket fandt atter kvindens øjne, og synet trak et skævt smil frem på hendes læber. ”Og jeg tror ikke held er nok, til at få en krop som din.” Komplimentet blev overleveret med en silkeblød flirtende spinden. Selvom dæmoner var alvorligt arbejde, betød det ikke at man ikke kunne have lidt sjov undervejs.

lugter som dem? virkelig? tænkte hun koldt som et irriteret blik vente sig imod kvinden med denne udtalelse, et kort suk forlod den blå svovl stinkende kvinde. "Kan din tunge andet end blot at ødelægge folks dag?" mumlede hun lavt som unge børns leg på ny blev hørt. "jeg var faktisk i et skønt humør på trods af hvad der venter mig." hendes tanker gik hurtigt tilbage til fæstningen, det var jo hans kniv, kom hun for sent hjem ville han sikkert se hvor skærp den var..hun sukkede dybt som billeder af hans..timer, listede sig forbi hendes tanker. Selv om hun lige havde ligget sig, satte hun sig langsomt op med front imod den dagsødelæggende kvinde, den ene ben pegede lige imod hende, den anden kyset over, og hendes hage endte på dette bens knæ. Hendes arme krammede sig om benet og holdt det tæt på hende selv.

Krop som din, som disse ord blev sagt formede sig et stolt smil på den blå tonet kvindes ansigt. "Oh, lad være at sige det til mig, tak Smadana for denne krop findes" lyd det stolt og blidt fra det selvglade, stolte smil. "Kroppen har intet med mig at gøre, hendes god vilje skabte mig, ikke en dæmon." hvert ord var en hårdt og blev afsluttet i en snæver tone. smilet forsvandt og et mere neutralt livsglad smil formede sig som Smadana var i hendes tanker. "Hvorfor..tror du jeg er dæmon? Blot min lugt? I det tilfælde kan du så anbefale en god parfume?" blev spurgt med en mild letter gemt bagerst i hendes ord, et barnligt smil og livsglade is blå øjne kiggede imod kvinden, og tydeligt at disse øjne studeret kvidens form.

På trods af den tunge svovllugt besluttede Naeva sig for, at hun syntes godt om kvinden. Der var noget charmerende selvsikkert og på samme tid afslappet ved hende, der gjorde det umuligt andet. ”Så takker jeg Smedana for udsigten,” sagde hun med et smil og blink med det ene øje. Naeva satte sig ned og lænede sig bagover for bedre at kunne nyde solens varme. At hun kom tættere på elementalen, var en utilsigtet – men kærkommen – bonus. Ved jorden løb der en stille brise, der var uendeligt skøn i den bagende varme. ”Jeg kan måske finde op noget med min tunge, som jeg er sikker på du ville syntes om. Hvis det der venter dig er så grufuldt, ku’ det være du skulle tage et øjeblik og lade mig vise dig.”
Naeva trak en lommelærke op fra læderhylstret ved hendes bælte, satte den for munden og kastede hovedet tilbage. Den brændende væske løb med lynende hast gennem hendes nervesystem, der fik hendes krop til at citre pirrende. Alkoholen dulmede hendes lugtesans, så svovlen ikke ramte hende så hårdt.
Kvindens kommentar om parfume trak en latter ud af Naeva. Svolvduften var slem nok i sig selv, men menneskeparfume var mange gange værre, da den var designet til deres svage lugtesans. For Naeva føltes det som en knytnæve i munden. Hun rakte lommelærken frem mod den blå kvinde, men lagde intet pres på hende for at drikke.
”Hold dig fra dæmoner, virker hver gang. Jeg ved de kan være charmerende, men de er ikke til at stole på.” Alvoren krøb tilbage i Naevas stemme. Det var svært at sige hvorfor hun involverede sig; hun kendte ikke den anden kvinde, og var ikke ansvarlig for hendes velvære. Alligevel var det svært at lade ligge. Dæmoner havde ødelagt utallige liv, deriblandt hendes eget. 
Hun bøjede sit ene knæ og satte foden i jorden, før hun strakte sig bagover med armene over hovedet og lukkede øjnene. Varmen fra jorden på ryggen og solen på brystet gjorde hende doven og magelig.
”Jeg foretrækker lugten under svovlen. Vi kunne finde dig et bad.” Hun åbnede et øje på klem, for at betragte elementalens udtryk før hun forsatte. ”Hvis du spørger rigtig pænt, kunne jeg skrubbe din ryg for dig.”

Hun smilte varmt ved ordne, ved blinket, og gav kvinden et høfligt nik som hun satte sig. Ventila rystede let hovedet, som kvinden talte men lyttede spændt til hvert ord som blev sendt hendes vej. hovedet blev vippet som kvinden talte som hendes tunge, et kort fnis blev delt som hun rækte sig frem efter lommelærken. "Har nogle timer før hans kniv er færdig smedet, så mon ikke jeg kan undvære et øjeblik, til at ...se hvad du kan med din tunge?" Lyd det med et smil og et grin bagest i stemmen, som hun også lod lærken møde hendes læber, dog var det tydeligt hun fortryd denne handling så snart duften ramte hende, men nej, her havde hovedet bevæget sig tilbage. Den brændende stærke fornemmelse tvang hende til at hoste efter væsken var sunket. få lille tåre formede sig i de nu, oh så åbne isblå øjne. "Hva...i" lyd det, panisk som lommelærken hurtigt blev tilbudt tilbage til den bleg brune kvinde. "Først, beskylder de mig for at være dæmon, så forgiftning huh?" spurgte hun med en let latter og hurtig genvandt sit livsglade smil.

Hold dig fra dæmoner. var det eneste hendes sind fangede af kvinden tale. "Hvis bare du kunne have stoppet mig før jeg bandt mig til den familie så." Kommenteret hun med et smil, og et tone af blandet følelser, en grad af tristhed, skyld, frygt bevæget sig igennem hendes sind som -hans- ansigt dukkede op i hendes sind, dog lige så hurtigt som disse følelses dukkede op, forsvandt de i en sky af glæde og afslapning som hun dansede forbi hendes sind. "De er kun slemme når deres humør er mørkt." forsikret hun kort og ubevist som disse ord blev sagt grab hun fat i sin kjole. Hun studset sig en smule som der blev talt om hendes duft. En hånd løftede sig til hendes næse og en snif eller to forlod hende. "Er det så slemt?" spurgte hun stille. "Men er det så slemt som de siger, lyder et bad som en skøn måde at bruge disse timer..Kender du et godt sted?" spurgte hun blidt og sendte et ærligt varmt smil imod kviden. "Ej hvor sjovt..er mere van til at vaske andres ryg, kan dog blive den oplevelse rigere nu du sådan tilbyder." Ved hvert ord smilte hun stort imod kvinden. Ikke den bedste til at præsentere sig, men hun er nu meget behagelig. Tænkte Ventila i sit indre som hendes øjne igen studeret kvinden, ikke noget bestemt mål, blot for at lade sine øjne danse over fokus.

Naeva holdt øje med kvinden med et løftet øjenbryn, som hun løftede lærken til sine læber, og begyndte at grine hjertelidt, da hun spruttede over væsken. Det var en dyb gryntende latter, hvis ikke køn så i det mindste ærlig. Der kunne ikke være meget i lommelærken, så dens indhold gjorde op for det ved at være det stærkeste stads hun kunne få fingre på – og som pirat sagde det ikke så lidt. Naevas ansigt var oplyst af en barnlig munterhed, som hun tog imod lommelærken. Inden hun skruede kapslet på igen, tog hun en sidste slurk, og skuttede sig synligt som den gled ned.
Hendes ansigt faldt en kende, som samtalen vendte sig til de dæmoner, der tilsyneladende havde fået kvinden i sin træl. Uden at sætte sig op, rakte hun hånden ud og lagde den blidt på kvinden. ”Du skal ikke lave undskyldninger for dem. Hvis de behandler dig dårligt noget af tiden, behandler de dig dårligt – Punktum.” Naeva havde set det tusinde gange før, både som manipulatør og den manipulerede. Jo mere man blev indviklet i nettet, des svære blev det at komme fri.
”Der er ingen aftaler, der er endelig. Ingen bindinger ukrænkelige – tro mig, jeg taler af erfaring.” Hendes ansigt havde var kun i alvorlige folder et kort øjeblik, indtil hun kom i tanke om at det ikke var hendes problem. ”Men nok om dæmoner,” sagde dæmontæmmeren med et muntert smil som hun rejste sig op.  ”Lad os finde et sted vi kan få dig ud af det tøj.” Naeva holdt en hånd ned til kvinden.

Hvis der var en ting, man kunne være sikker på at finde i en hvilken som helst rubinsk by, så var det er badehus – og dette var ikke Neavas første besøg i Kalibraza. Badehuset var stort et rigt udsmykket i mangefarvede tegl. Bestak man damen, der bestyrede badehuset, kunne man føle sig forsikret om at ens besøg ikke ville blive forstyrret. Et tilbud Naeva havde gjort fordel af mange gange. Det var til dette badehus, at Naeva nu tog den blå kvinde.

Ventila fniste let, med et varmt smil over kvindens latter. En let fnisen som passede oh så fint til den blide vind der lå langs jorden, blid, rolig og lys. Hun lænede sig mere op af sit ben som lærken blev afleveret, et livsglad smil mødte den barnlige munterhed fra den gyldne brune kvinde. Smilet forsvandt dog, som den fine gylden brune kvinde talte på ny. Undskyldninger? Var på ingen måde hvad hun gjorde. tænkte hun kort som hun lyttede til Kvinden. "Du kender dem ikke." mumlede hun kort i reaktion af ordet punktum, men som dette blev sagt lod Ventila for første gang blikket forsvinde fra kvinden før hende. En kort skuffet mimik som hun lod sit blik ligge på jorden til deres side. Der var ikke meget der kunne få Ventila til at holde sine læber samlet, men denne kvinde var i stand til det, Ventila lod sine is blå øjne møde kvindens gyldne øjne og først her fandt Ventilas kinder en mild rødlig farve. ukrænkelige. Tydeligt Ventila ville sige en masse her, som hendes læber mildt åbnet sig, lukkede igen, blot for at gentage denne dans nogle få gange, før Ventila lod sit blik falde til siden på ny. Et skuffet..irreteret suk forlod den smilende læber. Du..forstår ikke tænkte hun kort, men blev slået ud af hendes tanker som kvinden fjernede dialogen fra dæmoner og genvant det livsglade smil, som Ventila lod sin spinkle svage hånd, mødes med Kvindens og med en kort latter blev hun revet op fra sandet. "Lad os det..Før an!" lyd det afslappet, glad, spændt fra den blå tonet kvinde. 

Ventila nydt denne tur igennem byen, tænkt at møde en kvinde som denne, som med det samme tilbyd at stjæle hendes opmærksomhed i disse timer hvor hendes plan endelig var bare at vente, dette var meget bedre. Altid bedre at bruge dagen i selvskab! Dog havde denne kvinde tydeligt nogle stærke holdninger til dæmoner, men, mon ikke man bare kan undgå at snakket om tvillingerne? Bare nyde timerne med hende i stedet? med glæde. Lyd Ventilas sind, som hun gik spændt efter kvinden, et halvt skidt bag kvinden, hånd i hånd og fulgte hende til det smukke badehus. "Whoa" mumlede Ventila stille som hun sat sit første skidt inde for badehuset mure, hendes blik dansede rundt som en utålmodig vind, den ene udsmykning til det pæne luft, til en statue, til gulvet. "Hvor fint." kommenteret den blide stemme som blikket langsomt faldt tilbage på den gyldne kvinde. "Før du..før alt det her..Hvem er du?" spurgte hun stille, som hendes blik faldt på deres hænder, stadig hånd i hånd, langsomt op til det gyldne øjne på ny.

Naeva valgte ikke at kommentere på kvindens kommentar, for det var tydeligt for gud og hvermand at emnet var ømt for elementalen. Tavsheden blev belønnet da den anden endelig løftede sit blik, og rødmede – noget Naeva ellers var begyndt at tro den blå hud ikke var i stand til. Hun lo mildt da den blå kvinde åbnede og lukkede munden gentagne gange, som fandt hun næsten på noget at sige, men så alligevel valgte at tie. Selvom Naeva havde mødt mange dæmoner i sit liv, kendte hun rigtigt nok ikke de, som besværede den andens liv. Måske var det anderledes for dem, hvem ved.

Naeva kiggede omkring i det farverige lokale. Langs væggene var der bænke med huller i væggene, hvor koldt vand løb ud af i en rind strøm, og i centeret af rummet var der placeret et massivt bad, fire meter i diameter, og dybt nok til at man kunne dykke under overfladen uden at røre gulvet.
”Ja, ikke? Hvem skulle tro at et fantastisk sted som dette var at finde i sådan en udkantsby?” Hendes stemme klang mærkeligt i den fugtige luft, og var allerede ved at løfte trøjen over hovedet, som den anden spurgte hvem hun var. Hun kunne ikke lade være med at le - havde hun virkelig glemt at introducere sig igen? Hun gav slip på trøjekanten, og nejede sarkastisk.
”Naeva Atiyeh – professionel livsnyder - til Jeres tjeneste.” Hun så op på elementalen med et ukompliceret smil på læberne. ”Og hvem er De, om vi må spørge?” Hendes affekterede en adelig accent, der kun delvist var undermineret af det faktum, at hendes nej var uhyre forkert.

Hendes første tanke her i dette vidunderlige lokale, var badet, ikke at springe i det, med nærmest så snart Naeva havde slippet hendes hånd, var Ventila endt med en hånd i det varme bad. Et vift og to med hånden og fine små bølger spredt sig i vanden, ikke for store blot med hendes håndkraft.  Et barnligt varmt smil spredte sig på hendes læber som hun vendte sig imod Naeva på ny, blot for at se kvinden allerede igang med at smide tøjet, men stoppe undervejs. "Oh." lyd det kort fra hende som hun kigget over og se Naeva sådan. "Lyder som et hårdt liv." kommenteret Ventila, "Tager du imod lærlinge i det fag?" Grinte hun let, og lod sine fingre spiser finde sine læber under fniset.

Langsomt lod hun sine hænder fange de mange smykker som hun træk sig imod væggen, en lille bunge af flere halskæder, arm bånd og en enkelt ankelkæde. "Endelig et navn på hende der redder mig dag, men sin kærlige latter" Lyd det varmt som hun vendte ryggen til Naeva, "Naeva..Et smukt navn endda." Mumlede det kort, som hendes hånd nåede toppen af den lette himmel blå kjole som hurtigt faldt til jorden, og en spinkle form blev vist under, mere end man nok endda havde troet. En klar blå tone gik over hele hendes hud, dog med de indfødte mærkeringer i den klare nærmest lysende himmelblå farve som gik over hele den nøgne krop, for en kvinde var de typiske ting ikke særligt markret, smalle hofter, og en mindre bram. Dog med få undtagelser, hendes overarme, inder lår, og mange steder på hendes ryg blev dette blå nærmest lysende mønster knækket af flere små ar fra knive. Hun åndede let ud som hun endelig svaret på spørgsmålet. "Ventila..Hvad jeg arbejder med har du hørt, og som du sagde..." som disse ord blev sagt vente hun sig om, et varmt afslappet smil på hendes læber, "Nok om det..ikke?" der stod hun, i sin fødselsdragt, milde røde kinder, og smilte imod Naeva med de åh så livsglade øjne.