Klokken var fem om morgenen. Solen var knapt nok nået op over tagene i hovedstadens havn, morgendisen lå i et tykt tæppe han over moler og brosten, og de blege solstråler fik disen til at give hele havnebyen en glød af liv. Hvor idylliske det hele end så ud, så havde Venus aldrig set så meget liv! Fiskerne var kommet ind for over en time siden og sild, laks, og nogle vanvittigt store krebsdyr fløj gennem luften fra hænder til hænder. Handelsskibene var ved at laste op til at tage ud, ordre blev brølet, fra dæk og skibsmaster og kajer, rejsende fra hele landet maste sig forbi hinanden med alt fra vadsække til kæder af vogne fyldt med kufferter, dragkister og kæledyr i bure.

Venus trak saltvandsluften ind gennem begge næsebor, sukkede spændt og forsøgte af alle kræfter, at holde sin rygsæk på ryggen, hvor den hørte til. Hun havde pakket den for nogle dage siden, men af ren entusiasme. Da hun vågnede i sin seng morgenen efter, havde hun haft nogle fantastiske drømmer om skatte og hav og ukendte øer, men hun hendes fornuft, som hun da var kommet til, inden hun gik i seng, sagde hende, at det burde blive ved det. Hun havde været en vej ud af en fangekælder, og det fortrød hun ikke. Desuden havde hun en butik at passe.

Men her stod Venus nu med en lap papir i hånden. Cornelius, hendes mester, havde fået papiret af nogen, han i hvert fald ikke kendte og var en type, han aldrig havde regnet med at se i sin forretning, men han havde da givet beskeden videre. En varm fornemmelse spredte sig fra midten af Venus’ brystkasse. Han havde over i købet været glad for at lade hende tage af sted. Så længe hun tog eksotiske materialer med hjem vel at mærke. Hun så ud i folkemængden og op på de snesevis af skibe og tabte lige så langsomt optimismen. Hvilket af dem var det? Hun havde da kunnet regne tid og sted ud, selv om noget af blækken var tværet ud og resten af smudset til, men resten havde været kodeknækkeri, skibets navn havde været helt umuligt at tyde… og lugtede en smule af rom.

Med møge og besvær og masen og skubben og undskylden og et godt kvarters gang troede hun endelig, hun havde fundet den rigtige mole… Men der var stadig fire skibe at vælge mellem. Der var ikke andet for end tale med folk. Det ene kunne hun udelukke ved at stakke med en mand ved landgangsbroen. Det andet var et militærskib. De to sidste var et større problem, for hun så ingen ombord. Hun sank en klump, rettede sig beslutsomt op og valgte skibet til højre. Oppe på dækket var der ingen. Måske nedenunder? Hun gik ned at et sæt trapper. ”Er her nogen? Jeg leder efter Neagu?”

Tiden var endelig inde! Masten var kommet hjem, og nu skulle de sætte sejl mod de høje bølger, den friske havduft og de lækre damer. Han mente skatte, selvfølgelig - de lækre skatte.
Han havde holdt sit år, for sådan en mand var han, at når et løfte var blevet givet så skulle man også holde det! Desuden, havde han jo besluttet sig selv for at Venus var en formidabel kvinde og hun nok skulle blive en god tilføjelse til besætningen. 

“Så vi tager mod nord nu, og hvis mine beregninger er korrekte, så burde vi nå til øen om fjorten dage til en måned. Har vi pakket nok proviant?” Manden der stod ved hans side, et ordenligt brød nikkede beslutsomt som han lod fingeren glide hen over kortet som var blevet lagt ud mellem dem. “Vent, du har vel ikke tænkt dig at tage dén rute vel?” Brummede han, og sendte nogle skarpe øjne til den stor smilende blonde mand. “Jada! Hvad er en skattejagt ikke uden noget fare!” - “Det er sirenernes hule du vil sejle igennem, det er ikke bare fare - det er idioti!” Han nikkede “Du siger idioti, jeg siger en fortælling vi kan fortælle til vores børnebørn!” Lo han, og kravlede ud og op på dækket. Mon ikke også snart at Venus ville være der? Han spejdede lidt rundt, og valgte til sidst at kravle op i udkigsposten for at se om han kunne spotte den spinkle rødhåret et sted.
Han så hvordan hun gik rundt og ledte, og endelig ende med at vælge den rigtige båd. Måske han der kunne have været venlig, og givet sig til kende - i stedet viklede hans reb omkring hans arme og med et elegant hop lod hans sig falde ned mod dækket og hang lige bag hende, som hun var trådt ned under dæk. “Vær hilset skønne ung jomfru! Hvad kan den store Neagu gøre for dig i dag?” Sagde han med grin i stemmen, og bevægede sine bryn op og ned i en dramatisk kunst pause.

”*GISP*!” Venus spærrede øjnene op på vid gab, vendte 180 grader, ”Av!” og stødte hovedet direkte ind i den første og bedste karm af ren forskrækkelse. Hun dukkede sig selvfølgelig øjeblikkeligt efter at have slået hovedet, som man af refleks trækker sig tilbage fra ubehageligt ting, men da var det jo allerede for sent. Hun gnubbede sig forsigtigt på det ømme punkt i panden, så og opdagede til sin lettelse og langt mere behagelige overraskelse, at hun i det mindste var gået på det rigtige skib. Hun smilede stort om end en smule pinligt berørt: ”Neagu! Hvor er jeg glad, for det var dig og ikke… vent… Den store Neagu? Virkelig?” Hun grinede lettet og en smule drillende. Hun rankede op i rygsækken, der var svunget over den ene skulder, mens hendes blik flakkede om bag Neagu kun for at konstatere, at hun virkelig ikke kunne se meget for sollyset, der strålede bag skattejægeren. Det var meget flatterende, og også en af de ting, hun – og det var selfølgelig kun gætværk fra hendes side baseret på, hvad han lige havde kaldt sig selv i tredje person – nok ikke burde fortælle ham.

I en hurtig drejning, var hans ben plantet på de velplejede planker under hans bestøvlede fødder. 
"Er du okay?" spurgte han hurtigt, og rakte en hånd frem til hende. Ikke om han vidste om det overhoved ville hjælpe, for hun var lige som hun selv havde konstateret allerede for sent med en handling, for at undgå sammenstødet. 
Han begyndte dog at grine lidt efter, da det gik op for ham at hun var ganske okay. For slet ikke, at det havde taget hende så lang tid, at høre hvad han egentlig havde kaldt sig selv.
"Jep den store Neagu! Hvem ellers skulle da befinde sig på dette fantastiske skib?" han kastede armene ud, og greb denne gang hendes hånd. "Nu skal jeg vise dig hvor du skal sove henne. Og bare rolig, jeg sætter dig ikke sammen med hunden" han blinkede med hans ene øje, for han havde slet ikke en hund. Det eneste dyr der nogen sinde havde gået på disse planker havde været en hest. Som en hvis lysets spion havde formået at få ombord, på at vinde hans tiltro. 
"Jeg håber du glæder dig, og har fået alt i orden, nu går der jo nok en del tid før vi er tilbage igen" grinede han, som var han en lille dreng, der skulle fremvise hans største projekt til dato. Hvilket nok også lidt var det som der foregik. 

”Ja, jeg har den fint,” hun grinede lidt og kom med et ynkeligt smil, mens hun forsatte med at gnubbe sig i panden, som om det ville gøre den kommende bule mindre, ”Jeg skal bare lære ikke at lade mig overraske af folk med storhedsvanvid.” Se det var et råd, de fleste nok kunne nyde godt af, men vittigheden var nu stadig kærligt ment.

Før Venus kunne nå at sige mere end ”Ja, det er fantastisk! Men så du- WOW,” havde Neagu trukket afsted med hende. ”I har en HUND?!” spurgte hun og var allerede klar til at klø den bag ørene og måske binde en enkelt sløjfe i dens pels. Hun havde på intet tidspunkt forventet at sove i noget, der mindede om en hundekurv, havde derfor ikke opdaget vittigheden og ville nu blive svært skuffet, når hun opdagede, der intet pelset firben ville være nogen steder. Og jo hun glædede sig, så hun kunne springes. Hun var sprunget ud af sengen til morgen tre timer før hun skulle afsted, hvilket havde været komplet unødvendigt, og der skulle meget til at få hende ned igen lige nu- måske bortset fra manglen på hund.

“Uf” han greb sig til hjertet og lænede sig bagover, som havde hun lige gjort ham ondt. Men med et smil på læben, lod hans hænderne falde ned langs siden, og rystede på hoved af hende. “Ja, men altså -“ mere nåede han ikke at gøre, eller sige for den sag skyld, før det gik op for ham hans fejl. Nu troede hun jo pludselig at de rent faktisk havde en hund, det var umådelig upraktisk at have dyr på båden. Ikke nok med, at man blev nød til at sikre sig, de var veltrænet - så var der generelt en masse ting omkring det, der ikke var for Neagu. Han var, måske inderst inde, ikke så godt et dyremenneske, som mange gik rundt og troede. 
“Altså - Venus det var jo bare -“ han nåede dog at stoppe sig selv, som han betragtede hendes lysende  øjne, der kiggede ivrigt rundt efter hunden han havde snakket om. “Bare sådan, at desværre så kunne hunden slet ikke komme med den her gang! Det er jo ikke godt for sådan en firbenet, at blive taget med på længere ture. Det ender altid galt du ved, lort ud over det hele samt er det sjældent vi har vand nok” sagde han hurtigt og nikkede, det måtte være den bedste grund han kunne komme med, hvorledes at hun ikke skulle blive skuffet over manglen på den pelsede rejsekammerat.