Det var sent. Mørket var faldet på udenfor, men det kunne ikke ses fra de lukkede gange i slottes kælderetager, hvor nattelyset kun kunne slippe ind, hvis dørene til gangene var åbne. I steder for blev faklerne på disse etager konstant holdt tændt. Gennem en af gangene på den sidste etage inden fangekældrene, strøg Ethelihn næsten lydløst afsted med hestehale og smaragdgrønt stof fejende efter sig. Der var ingen grund til at gå hurtigt, men det føltes nemmest. Desuden skulle dette besøg overstås. Hun drejede om et hjørne.

Det var nu tre dage siden, at hun selv, to krigere og slaven var kommet tilbage i god behold fra besøget hos Lochtree-familien nær dæmonernes rige. Ethelihn var stadig i tvivl, om dæmonen var en gave, eller om de storsnudede aristokrater alligevel var lykkedes med at tørre en pestilens af på dem – og hende specifikt. Hun hældte mest til det første. Hun havde aldrig været populær, men det var ikke hendes job, og selv de var ikke arrogante nok til at ture pisse en højtrangerende officer af. Hvad angik slaven, havde hun fået smidt ham i kælderen med hans magiske lænker på. De måtte finde ud af, hvad de ville bruge ham til senere, hvilket så var nu. Ethelihn drejede om endnu et hjørne og fortsatte ned ad trapperne, så fødderne knapt nåede at røre de sorte stentrin, til slavens celle uden at ænse den ene vagt gøre honnør bag hende.

Der var ikke højt til loftet hernede, faklerne var sparsomme, men der var nok til, at fangerne altid kunne ses og som regel havde svært ved at sove. Cellerne var bare huller i væggen med tremmer for. Alt hernede var lavet af samme sorte, stenhårde materiale som resten af slottet. Ethelihns knæhøje læderstøvler gav et svagt ekko i samme øjeblik, de rørte det sorte obsidiangulv, der svagt reflekterede flammerne fra faklerne. Hun nikkede kort til cellevagten og gav tegn til, at hun skulle forlade cellen. Ethelihn selv ændrede tempo og skridtede langsomt ind i lyscirklen ved den eneste celle, der ikke var tom i denne blok. Lyset fra faklerne fik hendes mange ar til at skille sig ud, og hendes spinkle kjole gjorde intet for at skjule dem. Den var af smaragdgrønt stof og af den slags, der var let at smide over hovedet; ingen ærmer, tynde stropper, løs top, der var åben i begge sider og gik sammen igen ved livet, hvor den var bundet tæt af bånd, gik til anklerne med slidser i begge sider op til det punkt, hvor hoften bukkede. Det var en af hendes yndlings. Ethelihn snusede ind og smilede skadefro:  ”Arh duften af mug. Det må føles som hjem for dig hernede, Aamon.”

Tre dage, tre dage i denne rådne celle. Tilbage mellem de mugne vægge, og ydermere - så skulle han også mærke sveden der gled ned af hans tindinger. Hvem havde valgt at placere cellerne så tæt på vulkanen? Vent, nej - hans bryn rynkede sig sammen, som en let latter forlod hans stemme. Han forstod ideologien bag det nu, meget smart - meget smart.

Så sådan havde han siddet, i den simple lærreds skjorte der efterhånden stank mere end han ville være nogen værdig. Og de sorte læderbukser, som der efterhånden havde udtjent deres service for ham. Men der var desværre ikke det store udvalg, når man var slave for mørket. Og så kedelig det dog havde været! Heldigvis havde to ud af de tre vagter, der havde stået ved celledøren været mere end villig til at snakke med ham. Så charmerende man kunne være, trods for at man stank værre end end en hel flok gnuer der lige havde væltet sig i deres egne ekstramenter.
Derfor hjalp det ikke helt på situationen, da han hørte læderstøvler der på en meget præcis måde bevægede sig tættere på. Hans eneste gæt var, at det kun måtte være den kære General Ethelihn.
Men han kiggede ikke på hende, før at hendes stemme brød stilheden - Aamon. Det trak i hans smilebånd i en nedadgående retning. Hvor han dog hadet det navn.
"Oh ja, varmen er også en perfekt tilføjelse - de har de gjort helt perfekt min kære General." han vente endelig hans lilla øjne mod hende og et skadefro smil matchede hendes stemme. "Så, jeg går ikke ud fra, du er kommet herned for at fortælle mig at jeg endelig kan få et bad og noget andet tøj, hm?"

Synet af Nerons smil der falmede et øjeblik ved lyden af hans rigtige navn, lappede hun i sig som honningmjød. Når nu hun ikke kunne komme under huden på ham med mere almindelige metoder, måtte hun finde andre svage punkter. Navnet var nemt. Hun troede ikke resten ville være nogen leg at finde… eller måske netop en leg. De gule øjne så på dæmonen i cellen med afslappet smil, mens hun lagde armene over kors. ”Hvis du ikke kan lide dit tøj, er du velkommen til at tage det af…” Hun holdt en kunstpause, så op og ned ad ham og standsede ved de tatoveringer, hun kunne se. I sammenligned med Nerons skjorte, hvis man da kunne kalde den det efterhånden, duftede Ethelihns tøj af en forbandet buket blomster, rubinske ørkenliljer helt specifikt. Orken, der vaskede hendes tøj, havde evner for aromaer, og selvfølgelig var nogle af dem mere skadelige end andre, men han tog imod anmodninger for et godt ord og fortalte hemmeligheder for nogle ravstykker. Han tog sig af en hel del væsners vasketøj, og Ethelihn fortalte ham så lidt som muligt. Det stoppede ham ikke fra at finde ud af ting alligevel.

”Men jeg kan ikke love, vagterne lader dig være i fred bagefter.” Arh, ja, det var rigtigt. Smilede falmede en tand. Det ville jo ikke ligefrem få ham til at beholde tøjet på, ville det? Hun allgievel heller ikke kommet herned for at småsnakke. Hendes tone tog en mere militær skarphed: ”Men nu du spørger, så jo. Vi har en opgave til dig. Om to dage skal du til Medanien og finde en af Lysets officerer. De har en lille gruppe udstationeret for at holde øje med os. Den officer har de ikke brug for.” Mere behøvede han ikke at vide lige nu, og dæmonen gav hende stadig en fornemmelse af koldt slimt, der løb ned ad nakken. Ethelihn vente sig for at gå med skørtet drejende om benene. Måske havde varmen også noget med det at gøre. Hernede havde hendes sortjernsrustning været selvmord.

Hans smil blev bredere, som hun nævnte for ham at han jo bare kunne tage tøjet af, hvis han ikke brød sig om det. Han skulle til at svare, men det virkede som om der lå mere på hendes tunge, end bare den ene sætning. Og som han havde haft ret i, så kom der en lille ting han skulle huske på - vagterne ville ikke lade ham være i fred. Så man det, måske vidste hun mere omkring hvad vagterne hernede havde lovet ham, end han lige havde troet? Eller også så vidste hun slet ikke noget, men det var bare sådan normen var i mørket, det kunne han jo teknisk set slet ikke vide.
“Oh jamen det kunne jeg jo selvfølgelig, det kunne være det tog den værste stank.” Han lagde armene om bag ryggen, og knugede den højre hånd i den venstre. “Men, hvis jeg gav dig hele min skønhed til dig nu, hvad skulle du så komme tilbage efter? Nej, jeg tror jeg beholder skjorten på, ind til du kan give mig en ny. Også så vi ikke har et værre griseri, fordi at vagterne ligepludselig ikke kan fokusere, det kan vi jo ikke have!”

Dog blev deres spøg hurtigt placeret på en hylde, der ikke længere skulle røres ved, som hun begyndte at snakke om officielle kedelige ting. En officer som der skulle afvejen? Oh spændende, jamen så betød det jo at han fik lov til at strække benene! 
Også gik hun - hvad, ikke mere end det! Men han kedet sig jo! “Får jeg i det mindste lov til at få et bad, ellers så tror jeg desværre denne officer kan lugte mig fra en miles omkreds - også bliver det altså lidt svært at skaffe ham af vejen!” Ikke nok med, at han jo ikke gjorde sig i sådanne ting. Men måske, han kunne formå at få ham til at lave en aftale med ham? Det ville jo være en god måde at gøre det på.

Pff, her er ulideligt! Der måtte være mindst 40 grader hernede, og Ethelihn glædede sig til at komme ud af denne ovn! Det hjalp heller ikke, at hun var nordkrystallisianer og i forvejen syntes 10 grader var behageligt. Nerons ynkelige beklagelser fik hende dog til at standse et øjeblik og se sig over skulderen smilende, som om hun havde en plan, han ingen ret havde til at få at vide: ”Det er jo ikke mit problem, er det?” Den plan var meget simpelt at lade ham klare ærterne selv. Hvis han ikke kunne, var han et acceptabelt tab.

Hun havde virkelig alle planer om at forlade den stinkende, varme kælder, men inden hun vendte sig for at gå, blev hun stående et kort øjeblik, mens de ravgule øjne hvilede på dæmonen, som om de ledte efter et bytte. ’Skønhed’, var det sådan han beskrev sig selv? Ved Merihems horn han sparede ikke på egoet! Men selv om han havde været i Mørkets fangekældre i tre dage og i Lochtrees i guderne måtte vide hvor lang tid, så lignede han stadig, at han kostede mindst én zafir per nat. Den ødelagte skjorte klædte næsten bæstet, det fedtede hår skinnede faretruende i fakkelskæret, og den skarpe kæbe så ud til at være blevet barberet med et friskslebent sværd.

Vent! Glatbarberet? Han burde ligne en ungdværg! Og var det… hårvoks?! Ethelihn var henne ved cellen igen lige så hurtigt, som hun var gået fra den, det grønne stof bølgende efter hende, og havde taget en fakkel ned fra væggen mellem Neron og nabocellen. Hendes hænder greb ud efter Nerons kæbe og trak ham til sig, gled lidt på den svedige hud, greb hårdere fat og stak faklen så tæt på hans ansigt, som hun kunne uden at sætte ild til nogen af dem. Nerons hoved blev vippet lidt fra side til side. ”Hvad lovede du dem?” spurgte hun med en blanding af irritation og beundring, men mest det første. De andre to vagter, burde hun havde vidst bedre, end at sende herned, men han kunne umuligt have indsmigret sig på Kleri, vagten der netop havde forladt cellen, hun var jo døv! Kunne han?
Ethelihn kom i tanker om en mindre detalje og fik et frydefuldt glimt i øjet. Hun vidste præcist, hvor hårdt, hun havde sparket ham for et par uger siden og havde været meget opmærksom på at bore sine fingerspidser ind de helt rigtige steder.  ”Og hvordan har din hage det?”

Hans blik veg ikke fra kvinden, som der stod og betragtede ham; "Du kunne også få en til at male mig, jeg har hørt det holder længere" kom der kækt som han blinkede af hende, selvom han godt vidste at det nok ikke var det som der gjorde hun ikke var gået endnu. Nej det kunne jo være, han lod fingrene glide ned over den galt barberet kæbe. Ja, han havde ikke lige nået og tage et ordnelig bad, men bare følelsen af skægstubbe var ved at drive ham til vanvid. Så i det mindste, havde han haft mulighed for at gøre det, på vegne af den dejlige døve vagt, som ikke havde kunne modstå hans charme. Den tanke, fik grinet til at blive et oprigtigt ulvegrin med de hvide tænder der næsten skinnede i mørket. 
Han gjorde hellere ikke noget, da hun kom tættere på ham og greb en anelse voldsomt omkring hans kæbe. "Altså, love er nu et stærkt ord, siden at ord ikke var noget som betød særlig meget mellem mig og hende. Det var mere hvad jeg gjorde som der sikrede mig et barberblad og et hurtigt bad til mit ansigt og hår." hans smil blev om muligt endnu bredere. 
Smilet svandt dog en anelse, og han måtte bide tænderne sammen, som hun pressede sine fingre mod hagen hvor hun havde slået ham. 
Han blev dog siddende og kiggede hende trodsigt ind i øjnene. Glimtet af at han kunne lidet det, var dog tilbage igen - især fordi han havde lagt mærke til, hvilke følelser det havde fremprovokeret. "Hm, jeg havde da elleres håbet at der ville være samme - elektriske følelse som sidst." mumlede han, med en hviskende stemme, som han lod deres ansigter glide tættere på hinanden.

Hans rapkæftethed kunne hun håndtere til en hvis grad, men den flabede håndbevægelse, han havde lavet hen over sin kæbelinje, havde været nok til, at hun ønskede at gøre den slimede, kloakrotte fortræd. Hun var ved at lære hvordan. Han bekymrede sig vanvittigt meget om sit gode udseende. Ethelihns fingerspidser, dem der sad låst om dæmonens kæbe, begyndte at summe blidt af spænding. ”Så du lejer dig selv ud for lidt vand i ansigtet… Imponerende,” sarkasmen dryppede af den blege krystallisianers tunge som smeltet stearin. Hun var skam imponeret, men Kile tage hende om hun ville indrømme det mere end hun muligvis allerede gavde gjort. ”Jeg har set bønder få nøglen til deres celler for mindre. Selvfølgelig nåede de ikke særligt langt.” Hun begyndte at lade de ravgule øjne vandre søgende rundt på Nerons kønne ansigt, ikke ulig en kat, der ledte efter det den rette vase at vippe ned.

Hun kunne mærke sin hud reagere på varmen og sin vejrtrækning blive en smule hurtigere i et forsøg på at holde sig kølig, men det hjalp ikke meget, og kjolen var begyndt at klæbe sig til den blege hud. Hun kunne lugte, hvor længe Neron havde været hernede fra, hvor hun sad nu, men hun rykkede sig ikke ud af flækken, da han kom så tæt på, som tremmerne tillod. Stanken ville have fået de flest til at løbe skrigende væk, men der var bare den lille, ubetydelige detalje, at fornemmelse af varme, og lugten af blod og sved, mindede hende om suset efter en slåskamp. Hun var tæt nok på til at mærke hans ånde, da han hviskede, lod blikket glide tilbage til de dyblilla øjne og smilede, som om nogen grueligt havde misforstået situationen. Fingerspidserne begyndte at knitre med styrke der højst ville få nogle ansigtsmuskler til at sitre: ”Forsigtig med, hvad du ønsker dig… Ved du ikke, hvad elektricitet kan gøre ved hud?” Måske Neron vidste lidt om ar, måske ikke, men hvis han gjorde, ville han måske se, at flere af generalens ar var gamle brændemærker. Det var ikke behageligt at lukke sår på den måde, men det havde været nødvendigt.

"Lejer mig selv ud? Åh min kære general, du burde vide at ikke alle ønsker det kødelige bånd med en person. Det handler blot om at betragte et væsen længe nok, også er det meget nemt at gøre præcis de rigtige ting, så de er villige til at gøre ting for dig." han lod tungen glide hen over hans neutrale læber, mens han kiggede hende trodsigt ind i øjnene. Mange ville beskrive Nerons personlighed som sociopat, og der ville han nok være villig til at give folket ret. Han havde en utrolig evne til at betragte folk, og vide præcis hvad de ønskede fra ham. 
Men lige i dette tilfælde med mørkets general, hvis fingre stadig pressede voldsomt mod det ømme punkt under hagen. Var det meget sjovere, at være hans oprigtige jeg. Især fordi det virkede til at den sorthåret kvinde, ikke havde noget problem med hans måde at være på - tværtimod, virkede det som om det var de udfordring hun længe havde ledt efter. Og han var mere end villig til at give hende den. 

Hans ansigt viste tydeligt, at han mærkede de små sitrende elektriske stød, som der skød fra Ethelihn's fingre ind mod hans bløde let solbrændte hud. 
"Hm, men jeg er aldrig været kendt for at være en forsigtig mand - men du har nok ret, man skal vel passe på hvad man ønsker sig. Det kan alle mine klienter bestemt være fortaler for." ja hvor mange gange, havde han ikke hørt på grædende bedende ord om at de bare havde brug for lidt mere tid, bare en dag mere. Ikke at han gav dem hvad de ønskede, de havde jo fået ti år - det havde de vidst fra starten af. 

Hun smilede medynkende: ”Og se hvor det har bragt dig hen. Du er stadig ikke andet end villigt legetøj hernede. De godbider, du før gør dig ikke bedre end en loppebefængt køter.” Der var stadig vrede i Ethelihns øjne og masser af det, men hun vidste, hun var nødt til at holde igen. Den talende slimklat var desværre mere værd, end hun brød sig om. Og han tog ikke fejl. Hun savnede udfordring. Hun savnede ikke at have et ansvar. Hun savnede at kunne drikke sig i hegnet hver aften og ikke skulle tage hensyn til, hvem hun jog i gulvet. Men i ti år havde hun været Mørkets næsthøjeste leder og i halvdelen af dem, det eneste stabile punkt. Hun var nødt til at beskytte sine soldater. Hendes tidligere herre var sygnet hen i Kzar Mora, og de havde været under belejring, siden de var ankommet. Hun havde lært at tvinge folk i knæ på den ene eller den anden måde og finde de svage punkter i sin modstander lige meget hvor stor, magtfuld, eller mangfoldig han var, og Neron ville ikke være anderledes. Hun ville tage, hvad han havde fra ham, og hun ville for Mørkets herre ikke give ham noget til gengæld.
Men ved guderne, hun savnede nogen, der kunne presse hende til det yderste. De havde været på Obsidianøerne i få måneder, og hun havde allerede fanget sig selv i at savne at stå på balistraderne i Kzar Dûn og se horderne af dæmoner angribe muren. De havde været ved at sulte ihjel på borgen, men det var bedre end at vente her. Det var ikke noget, hun var nødt til at tænke over. Sådan var det bare.

Som om hun tog sigte, slap hun noget af grebet om Nerons bløde hud og flyttede præcist sine hvidglødende fingre til kanten af hans kæbe. ”Dine klienter?” Lysglimtet fra strømmen, hun nu sendte op gennem siden af Nerons ’smukke’ ansigt, oplyste hver fure og krog i den ellers kulsorte kælder et kort sekund, mens det brændte sig ind i hans hud og med nød og næppe undgik hans øje. ”Min kære Aamon, du har ikke noget længere. Alt, hvad der var dit, er Mørkets.”

En lille svedperle trillede ned fra generalens tinding af varmen hernede. Hun rejste sig. ”Du må under ingen omstændigheder bringe Mørket i fare, eller lade min kommende klient vide, hvem han tjener nu – hvis han får lov at leve. Resten af dine ordre, får du om et par dage. Adlyd dem som om, de kom fra mig... og den forbrænding bør være helet om et par dage... måske,” ulig da hun før vendte sig for at gå, var der stadig et smil på læben, som om hun lige havde kvast en særligt irriterende flue, det ikke havde gået hende den mindste smule på nerverne. Det nederste af det grønne skørt, bølgede stadig frit da hun vendte sig, men resten klæbede nu ubehageligt ind til huden. Hun løsnede noget af stoffet med hånden og viftede det let. ”Hmm… måske ville et karbad ikke være en dårlig idé,” tilføjede hun hoverende og tydeligvis lidt højre, end hvad virkelig var nødvendigt, hvis man kun talte til sig selv. Så smækkede døren bag hende.

Han tog en dyb indånding gennem næsen, hvilket var noget han fortrød lige så hurtigt som han havde gjort det. Mest grundet duften af begge væsner, end ikke den store general kunne løbe fra, at sved og lugten deraf ikke var noget man kunne undgå. Ikke når man befandt sig så tæt på vulkanens varmekilde.
Tungen gled hen over hans læber, som hoved lagde sig lidt på skrå. Så meget som det nu kunne tillades, nu da hendes fingre havde et ganske godt greb om den beskadiget hage.
Ja hans klienter.
Og selvom hun fremviste den kraft hun besad, ved at sende voldsom strøm gennem hans ansigt. Der fik ham til at stønne af smerte. Og lukke øjnene hårdt sammen, var det ikke nok til at fjerne det selvsikre smil fra hans læber. Lige meget hvor magtfulde mennesker følte de var, om det var grundet deres position i livet. Måske hvor meget rigdom de var i besiddelse af, eller hvor stærke magiske kræfter de havde.
Og her var der ingen undtagelse, trods de magiske bånd som der var lagt på ham. Trods de lænker som der lå omkring hans håndled, så ville han aldrig blive mørkets. Og jo før de opdagede det, desto bedre – intet navn skulle stoppe ham fra at gøre præcis som det passede ham. Selvom det ville være en rædsel af tortur hver gang det skete. At han blev opdaget altså.

Han nikkede derfor blot, og smilede blidt til hende som hun vendte sig om for at gå. Han kommenterede ikke på karbadet hun nævnte, mest fordi han var sikker på, at det blot var for at provokere ham. Han havde trods alt bedt hende om at kunne vaske sig. Hvilket han havde fået et unægteligt nej.

Og sådan gik der nogle dage, hvor han sad badet i sin egen sved. Tænkte over hvad han nu kunne finde på af narrestreger, da han betragtede de magiske lænker. Hvis han blot kunne få den lille ting ud af hans ene støvle.
Nu havde han trods alt levet i fangenskab, på den gode side af et århundrede. Så selv disse irriterende restriktioner skulle ikke holde på ham.

Han sad nu i mørket, det var en umådelig blød stol, mon hun havde et eller andet for fløj? Eller blot det, som der føltes rart mod den nøgne hud? Han undrede sig, som han ventede på at generalen ville træde ind gennem døren til hendes kammer. Glædet sig som et lille barn ville gøre, når det var dens fødselsdag.

Midnat havde det været for længe siden, og det var bælgravende mørkt udenfor, men endnu engang befandt Ethelhn sig på en gang, hvor man ingen fornemmelse havde verden på den anden side af murene, for her var ingen vinduer og evigt tændte fakler på væggene. Men menneskekvinden kunne mærke helt ind i knoglemarven, at dagen ikke var den samme, som da hun stod op i morges. *Møder… må Zaladin forbande dem til bunden af vulkanen!* Ethelihns humør kunne have været værre. Klædt i fuld mørkelversmedet, sirligt indgraveret sortstålsrustning, blodrød ridderkappe og læderremme og spænder nok til at holde hendes væbner beskæftiget til solen stod op, skridtede hun træt, men målret mod døren. Sin dør. Døren til hendes private kontor og sovekammer. Døren ind til, hvor folk vidste bedre end at forstyrre hende, med mindre de blev påkaldt. Hendes sovekammer. Fraværende mindede hun sig selv om, at ikke lade sin væbner nær alle spænderne. Knægten havde al for lidt – hvilket var relativt og noget af en underdrivelse - forstand på rustninger til at åbne dem hurtigt nok.

Døren blev åbnet og lukket igen. Lynmagikeren knipsede et par gange med fingrene for at generere en lille smule spænding. Der var ingen grund til at bruge mere energi end nødvendigt, og disse småmængder var svære at kontrollere. Ved andet knips sprang en lille bitte lynkile og begyndte at danse mellem hendes pege- og tommelfinger. Hun holdt dem op til en fakkel på væggen. Ikke fordi hun kunne se den i mørket, men fordi den vel for Isari sad det samme sted som alle de dusinvis af andre gange, riddermøderne var sluttet på et ugudeligt tidspunkt.

Men inden Ethelihns fingre nåede helt op til faklen, havde lysglimtet afsløret noget i hendes øjenkrog, og hun var standset et splitsekund. Man overlevede ikke i Mørkets hær, og da slet ikke i hendes position – bare se på de tidligere generaler… når nej, de er alle på flugt -, uden en usund portion paranoia og en stik-først-spørg-bagefter-attitude. Uden at tænke over det trak hun en kniv fra en lårrem og kastede den direkte mod skulderen på det væsen, der sad i stolen. Den skulle nok ramme, hvor hun havde sigtet, men om målet stadig var der, var noget helt andet.

Han fandt en bog frem, da han følte at det hele var gået hen og blevet en smule kedsommeligt. Nu havde han trods alt siddet der et par timer, havde denne general aldrig fri? Måske var det en af grundene til, at hun ville have en som ham hængende. Hun havde simpelthen brug for noget spænde i sin hverdag, og hvem bedre end ham selv at give hende det!

Da døren endelig kunne høres, da fingre blev lagt omkring håndtaget og den knirkende lyd gav genklang i det næsten tomme rum, flyttede hans øjne sig dog ikke. Nej de fulgte teksten i bogen, som sad han i et fuldt oplyst rum, måske kendte han blot bogen uden ad. Eller måske læste han den slet ikke? 
Det mest logiske var dog blot, at når man sad længe nok i mørket, ville en hver kunne se eller skimte omgivelser. 
Så da hun endelig lagde mærke til, at noget sad i stolen, rykkede han sig blot nogle millimeter, og mærkede suset fra kniven der ramte ind i stolens ryglæn. “Og sådan en fin stol, til at blive spiddet min kære General” sagde han med et smil på læben, mærkede hvordan det sved i hans skulder, da kniven alligevel havde snittet ham. Endelig kiggede hans violette øjne op - “Jeg håber generalen har haft en dejlig dag?” Sagde han og hans smørret tandhvide smil blev sendt mod den irritable kvinde.

Ethelihn knebafventende øjnene sammen. Hun havde lige været ude i en... dunkelt oplyst gang, og selvom hendes øjne var vendt til både Mørke og mørke, så var det trods alt stadig kun menneskeøjne. Stemmen kunne hun til gengæld høre, og det var ikke stemmen hun genkendte først, det var attituden. Først skyllede en bølge af overvældende opgivelse ind over hende. Så kom hun i tanker om, at han slet ikke burde sidde heroppe. Blodet begyndte at simre, nåede op på kogepunktet... og så røg strømmen. Det orkede hun edersparkeme ikke. Hun kunne bare 'pænt' bede ham skruppe ned i kælderen igen... men hvordan i helvede var han kommet ud. De var jo ikke ligefrem uvante med fanger nede i den kælder, og folk slap sjældent ud uden lidt hjælp. Der var visse ulemper ved, at nogle af vagternes loyalitet lå tættere på krystaller en på Mørket. Hun knebsede et pr gange igen, og tændte faklen, så hun kunne se det smørede, selvforherligende smil, der var nok til at få blodet til at simre igen - bare et øjeblik.

"Hvad tror du selv?" knurrede hun ugideligt. Spørgsmålet var retorisk. Hun forventede halvt, at han ville svare et eller irriterende igen. "Jeg er ikke i humør til midvinterlege... Hvem slap dig ud af din celle?" Hendes stemmeføring ændrende sig ikke synderligt og hun blev stående i fuldt gear. Det var ikke for at intimidere, det kunne bare vente. Nede i kælderen, var hun kommet helt forberedt på, at skulle finde en fanges svagheder og knække ham - med tiden. Det var hun ikke forberedt på nu. Stolen blev heller ikke kommenteret. Det var åbenlyst, at Neron havde ret. Det var også åbenlyst, at han ikke havde været den første til at blive brugt som målskive, mens de havde siddet i den stol. Der var både et par huller og en enkelt blodplet til at  bevise det.