Han havde siddet i cellen, han kiggede ned på hans fingre og begyndte at tælle - nej, det var dumt. Han lavede et håndkast med begge hænder, lidt som folk gjorde når de prøvede at vise folk det var lige meget - det skulle de ikke tænke på. Når det egentlig betød ret meget, sjovt sådan som han - en dæmon, havde taget så mange menneskelige træk til sig. En anelse svagt og useriøst, men han havde også været i dette rødne hul længe, og blevet brugt mod hans vilje. Hans blod tappet og givet til de sølle unger, der mere og mere lignede hans egne børn. 
Den tanke gjorde han skar en grimasse, og sukkede surt og lagde armene over hinanden. "Kors hvor er dette trættende." han rejste sig op, og lod sine stærke fingre lukke sig omkring tremmerne. "Hvad, er der nogen der har tænkt mig at lukke mig ud, på et eller andet tidspunkt? Jeg er ret sikker på at Tante Elsa synes jeg skulle komme og varme hendes seng?" der var ingen der svare, og han løftede sit ene bryn, som han kiggede lidt frem og tilbage - "Hvad, slet ingen ting? Du kunne da i det mindste grine, så jeg ikke blev helt ked af det!" 

Han nåede lige at sætte sig ned igen, da lyden af fodtrin lød - hans lilla øjne kiggede op og betragtede personen der satte nøglen ind i låsen. "Miriam, hvilken fortræffelig dag at se dig i, har du tænkt at stikke flere huller i mig? For du ved hvor meget jeg elsker når du prikker til mig" hans ansigts mimik var overdrevet, som han nærmest talte lige så meget som hans ansigtstræk som med ordene der kom ud af hans mund. Teatralsk ville mange nok bruge som ord, til at beskrive hvordan var.
"Nogen gange, ville jeg ønske du bare holdte din kæft Neron" Brummede hun, og gik ind og lagde de magiske lænker rundt omkring hans håndled. Dem som gjorde, han ikke kunne forsvinde nogen steder hen. Dog gik han ganske roligt med hende, mens hans nysgerrige blik fulgte vejen de gik. Hov, de skulle ikke ned og tappe blod, hvor skulle de så hen? 
Øjnene blev store, og en anelse imponeret som han blev slæbt ind i den store sal, hvor de førhen havde holdt store fester. Men nu blot var en sølle ruin. Lige som resten af dette lorte sted, tænkte han en anelse kækt, som han kiggede sig rundt. Så optaget, at han ikke lagde mærke til - at der var nogle helt specielle gæster til stede. 

For hvad der ville ske i dag, var nemlig at familien Lochtree, ville overgive dæmonen Neron i mørkets varetægt - og nærmere betegnet, mørkets general. Hvilket fantastisk dag, det dog var for ham. 

De specielle gæster, som Lochtree-familien havde inviteret var alle klædt i fuld rustning. De var tre, og ingen af dem havde haft lyst til at komme så tæt på Kzar Mora uden at have deres våben med. De bar alle mørke rejsekapper, og ingen af dem var de medaljoner, som Mørkets soldater sædvanligvis bar, men ud over det var der intet, der skjulte, at de var krigere. Kvinden, der stod forrest, var ingen undtagelse. Hun var tynd, men hun holdt sig, som om hun var klar til angribe ved lyden af knappenål, der faldt til jorden. Hendes mørke læderrustning var tydeligvis syet til hende og til at sidde til. Hun var to kortsværd og to daggerter i et bælte om livet, og cirka 10 kasteknive i en rem om låret. Remmen om det andet lår var tom, og der var blod på soldaterne bag hendes sværd. Turen hertil havde ikke været så diskret, som hun havde ønsket.

Ethelihns lange ravnsorte hestehale, der gik hende ned til hendes læderomviklede knæhaser, svajede i brisen, som om der var vind i den indelukkede sal. Lugten af mug og meldug og råddent træ og synet af generelt forfald sagde hende – og alle andre, der måtte dukke op i salen - meget mere om Lochtree-familiens tilstand, en Lochtree-familien nok selv var tilfredse med. Det havde i hvert fald ikke hjulpet på hendes indtryk af dem, og så havde de trukket Mørket hele vejen tilbage til Kzar Mora. Ethelihn kunne lugte Lochtree-familiens ynkelige forsøg på at betale sig til højre status, turen var blevet afbrudt flere gange af sammenstød, og dæmonernes land var alt for tæt på. Ved en drages kugler, hun hadede det her sted, og hun gjorde ikke noget for at skjule sin sindsstemning, da hun gave Neron et halvt sekund af sin opmærksomhed, så en slapsvans, og så gav sin fulde opmærksomhed til Miriam.
"Er det det hele? En fange til? Er du klar over, hvor meget spild af ressourcer, de er at transportere?" Hun gav Neron et længere blik. I det mindste var han til at holde ud og se på… men hun kunne næsten lugte sarkasmen ose af ham, og der var et eller andet genkendeligt ved den kuldegysning, der løb ned ad hendes rygrad, når hun så ham i øjnene. Hun kunne bare ikke placere den. Han var menneske, ikke? "Og hvad tror du, du kan få ud af ham? Den omvandrende pind ser ikke ud til at kunne løfte en tændstik, og I beskrev intet om hans evner. Jeg håber ikke, jeres løfter var tomme denne gang. Der er folk over mig, som tvivler på Lochtrees loyalitet..." Eller der var sådan set kun én, hendes nye herre, en dæmon, der havde vippet den gamle lord af magten.

Hans øjne vandrede åbenlyst og bramfrit ned af hendes figur, som hun kom gående ned af gangen som ejede hun hele stedet. Nej, som ejede hun hele bjerget som denne ruin blev på. Og selvom han kunne se, og genkende tegnene på et menneske. Var der noget over hende, som ikke med det samme skreg af ham, at hun var ubetydelig og udannet væsen, han intet ville have med at gøre. 
Nej, der var det knejs i nakken, den svingen i hofterne som gjorde, at han vidste hun ville kunne afværge alle hans tale forsøg, måske ikke med ord - men med så meget andet. Og ganske forræderisk, begyndte hans ene mundvige at glide op ad. Måske ville denne nye fangemester ikke være så kedsommelig, som dem her omkring. 

Miriam kiggede blot på dem med et hævet bryn, og lagde armene overkors. Inden at en yngre kvinde trådte ind. Hendes blonde hår der lå i fletninger ned af ryggen, og sat pænt sammen med korset og alt der ellers tilhørte for en adelig kvinde. Godt nok, var det tydeligt at Lochtree ikke længere havde den kraft, som de havde haft for blot hundrede år siden. Og de levede måske, hvis man skulle være ærlig på deres sidste årstid, som en saks var ved at klippe over.
Men alligevel, formåede de at fremstå som personer der intet havde at skulle bekymre sig om. De ildrøde læber, som kvinden besad skilte sig fra hinanden som de splittede sig i et smil. 
“Jeg kan godt se, at vi måske skulle have været mere åbne omkring dette væsens - afstamning.” Sagde hun med en isne kold og kølig stemme, som de isblå øjne lagde sig over Ethelihn’s skikkelse. “Hvad dette væsen er, en dæmon. En meget, efterspurgt dæmon. Og vi vil gerne give ham til dig, med hans navn - så du kan bruge ham som du ser bedst.” Forklarede hun, mens om hun snakkede, havde Nerons øjne aldrig flyttede sig fra Ethelihn’s skikkelse. Det var næsten som om de slugte hende, som han stod der med armene lænket bag hans ryg.

Der var en længere kunstpause, inden Ethelihn svarede. Hun vidste, familien ikke havde et rødt ravstykke til overs. ”Virkelig?” Krigeren lød næsten, som om at modtage en slavebundet dæmon som gave, var en almindelig tirsdag. Det afhang i den grad af dæmonen, og Priscillas ord lovede meget, hvis dæmonen skulle være værdifuld nok til helt alene at kunne veje op for hvad Mørket mente, de skyldte. Nu forstod den blege kvinde også den slimede fornemmelse, væsnet havde forårsaget. De pestbefængte udskud havde været en pæl i røven under deres belejring Kzar Dûn. Priscilla havde hendes opmærksomhed nu, men som Ethelihn tænkte tanken sprang en blåhvid, knækket linje af ren, elektrisk energi fra hendes fingerspidser og ned til enden af et af sværdene. Få øjeblikke inden Priscilla trådte ind, havde Ethelihn lagt en hånd på sværdskæftet, som om hun vidste, nogen var på vej. Hun flyttede ikke hånden igen.

”Efterspurgt for hvad?” Adelskvinden måtte have udeladt noget af sit brev. Priscilla vidste bedre end at skrive oplysninger, der rent faktisk var vigtige ned på et stykke papir og sende det gennem det halve af landet direkte mod Obsidianøerne. ”Hvor gammel er den?” Ethelihn havde mærket de sultne, lavendelfarvede øjne spidde hele sin krop i et stykke tid nu, og hun var ved at miste tålmodigheden. Hendes ravgule øjne flyttede sig advarende til Nerons. At blive undersøgt fra top til tå, forventede hun; det var sulten, det glubske smil, arrogancen, som om uvæsnet ikke havde forstået, at han var i lænker, der generede hende. Hvis egoet ikke var blevet banket ud af dyret endnu, måtte hun selv klare det. En gnist i hendes øjne sagde, at det var en udfordring, hun med glæde tog imod.

Priscilla skulle lige til at åbne munden for at forklare, før at den mørkhåret dæmon begyndte at klukke lavmælt af grin. Mest fordi det var så absurd en tilværelse for ham at være i, stod de virkelig og diskuterede hvorvidt han var det værd? Eller hvor gammel han var, som var han en primekvæg? Ikke at han havde noget mod at blive betragtet som et stykke kød, det havde jo sine fordele nogen gange. Men lige nu, gjorde det ham ikke just glad. 
“Jo ser de min gode general - jeg har evnen til at danne pagter med folk. Pagter som mange gerne vil have fat i, fordi jeg kan gøre at du bliver helt ekstraordinær god til en ting.” Han smilede til hende, et stort bredt smil med helt perlehvide tænder. 
“For slet ikke at snakke om min viden jeg har om lyset - men det er vel kun i anden række i forhold til, min prisværdige udseende, min storslået logik og kløgt - og for slet ikke at snakke om hvor pæn jeg ser ud i håndjern.” Han vente sig rundt, og viftede lidt med hænderne som han blinkede til hende. 

Priscilla himlede med øjnene, inden hun overtog ordet. “Han er meget klog, fantastisk strateg og en mand der kommer rundt mange steder, og opfanger mange informationer hele tiden.” Svarede hun så endelig og kiggede over mod Ethelihn. Næsten med et blik der fortalte, at hun kunne tage ham eller lade være - men med hende, det kom han. “Oh, og han skulle gerne være over de tusinde år.”

Ethelihn hørte dæmonen åbne munden, og hævede begge de slanke, tynde øjenbryn. Hvor vovede den?! Fint, så måtte hun jo tage hurtigere fat. I tre skridt, omtrent så lang tid, som det tog ham at tale færdig, og hende at notere sig at ”gode general” havde skudt helt ved siden af målet, var hun henne ved dæmonen. Et spark til begge hans haser sendte begge knæ direkte mod stengulvet. Mens Neron knælede lagde hun en kold hånd på hans nakke, borede fingrede mod halspulsåren og sendte en strøm direkte i nervesystemet. Han kunne prøve at bevæge sig nu, men hver eneste muskel i hans krop fra halsen og ned, ville forsøge at tvinge ham til at blive præcis, hvor han var. Ethelihn sank ned på et knæ ved siden af ham, så hun kunne se ham i de lysende, lavendelfarvede øjne.

Hun knurrede svagt. ”Jeg har ikke brug for håndjern eller dit forbandede navn for at tvinge dig i knæ,” Smilet på hendes mørke læber sagde, at hun vidste, hun havde vundet på forhånd og fik aret på hendes kind til at bølge. Mens den sorte hestehale svirpede fra side til side som en legesyg kats, blev Ethelihn knælende og beundrede sin gave, som hun ville et nyt, mørkelversmedet sværd: hvert strøg og skarpe kant blev nærstuderet med en entusiasme, det ikke var almindeligt at have for noget så farligt. Selv om hun nu talte til Priscilla igen, så hun ikke op: ”Tusind? Ikke nogen dårlig fangst…. Vi tager ham.” At Priscilla ikke havde de store planer om at give dem andet valg, havde hun fanget. Ville hun vide, hvad hagen ved en aftale med dæmonslaven ville koste? Det kunne hans kommende ofre bekymre sig om; hun vidste bedre end at lave aftaler med en dæmon.

Neron var ikke en mand, som der gjorde sig i at være stærk i kamp, eller bruge hans krop som våben. Så da kvinden gik hen, for at ligge ham ned i knæ. Var det mere som om, at han snak ned i dem - før hun overhoved nåede at tvinge ham. Med et smil på læben, som hendes kølige fingre rørte ham hen ad nakken - der hvor at hans tatoveringer startet, sagde han ikke et ord. Hendes strøm der flød gennem hans krop, gjorde at selvfølgelig at hans krop begyndte at spasme ud, ind til at han kunne mærke at fra halsen og ned var han paralyseret. Ikke at det gjorde ham noget, for da hun satte sig foran ham, og kiggede ham ind med lavendelfarvede øjne, som næsten matchede hans nattelilla mørke øjne, var smilet stadig til at finde på hans læber. 

“Oh, men det gør det bare så meget sjovere, når de andre to ting er involveret.” Sagde han en smule anspændt, da paralyseringen pressede voldsomt mod hans strube, og gjorde det ikke bare besværligt at snakke. Men også umådeligt smertefuldt, men nu var det blot sådan - at denne dæmon, næsten ikke kunne få nok at smerte. 
“Fabelagtigt, jeg kan se, vi nok skal få en fantastisk tid sammen! Især hvis det er sådan en behandling jeg har i vente - jeg elsker sådan, at blive tvunget i knæ - kan en gang om dagen arrangeres?” Sagde han, og selvom at hans ord var spøgende, var der alligevel noget andet at finde i dem. Som de stirrede ind i hendes intense øjne, som var de igang med at sluge ham. 
“Jeg sørger for at pergamentet med hans navn gøres klar, også kan de tage afsted når det passer dem bedst.” Svarede Priscilla, og forlod tronsalen.

Spændingerne pulserede gennem hendes fingre i en lind strøm. For hende var det en behagelig snurren. Hun vidste, at hun ikke kunne holde strømmen for evigt, men et par timer havde aldrig været et problem, og gjorde ingen skade… på hende vel at mærke. Hvis nogen til gengæld hade orket at se på de to Mørkets krigere, der havde fulgt hende og ellers ikke havde rørt sig ud ad flækken, så var der gået et sæt i den ene omtrent samtidig med, at der blev sat strøm til dæmonen.

Det ville være forkert at sige, at Ethelihn ikke nød anstrengelserne i Nerons stemme, hvilket fik smilet til at brede sig på hendes læber, lige til hun rent faktisk hørte efter, hvad han sagde. *Det tvetungede krybdyr!* Smilet var standset, hvor det var. Måske havde hendes øjne ikke fokuseret helt på hans, men det gjorde de nu. Afskummet nød det ved Zaladin! Smilet falmede og blev erstattet af rasende frustration; det ville tage evigheder at knække ham! Hun slap grebet om dæmonens nakke – og ignorerede i øvrigt hvad Priscilla havde åbnet munden for at sige, det var ikke længere andet end formaliteter – og lukkede fingrende om Nerons velformede kæbe. Et sted bag de gule øjne dukkede der liv op, kampgejst, det lille skud af adrenalin, man fik lige inden et slag. Et blodtørstigt smil krøb tilbage i Ethelihns ene mundvig og nikkede efter pause som svar til Nerons spørgsmål: ”Så må vi se, hvor meget du kan klare. Slave.” Med det sidste ord, slap hun hans ansigt og jog knæet med så meget fart, hun kunne uden at brække en knogle – på hvem var mindre vigtigt -, op i Nerons kæbe. Den midlertidige mangel på blod til hjernen, en hård kæbelukning kunne skabe, var nok til at slå nogle bevidstløse. Hun håbede ikke, han var en af dem. Ethelihn vendte sig mod de to krigere. ”Sørg for han ikke kan åbne munden på vej tilbage.”

Ethelihn og resten af følget, der nu også talte en dæmon, tog rejsen tilbage mod Obsidian-øerne. Det ville tage et par uger, og Ethelihn sørgede for at holde dæmonen kneblet så meget af tiden som muligt, og overvejede flere gange, om de også skulde have givet ham bind for øjnene.

Det morede ham, åh hvor det dog morede dæmonen om hvordan at selvom hun havde overtaget - sådan helt fysisk, formåede han stadig at komme under huden på hende. Om det var en god, eller dårlig ting - det måtte tiden jo vise, da de unægtelig ville blive så gode venner som han regnede med.
Der gik dog ikke længe før hun besluttede sig for, at hun hverken ville se på hans perfekte smil - eller de lystfulde øjne der tydeligvis nød hvad hun gjorde.
Øjnene rullede tilbage i hans hoved, som hendes knæ ramte hans kæbe og han væltede bag over og alt blev sort. 

Ja nu måtte tiden bestemt vise sig, hvordan hans nye hverdag ville se ud. Selvom han havde på fornemmelsen at han lige så stille, skulle begynde at tilegne hendes tillid så han kunne få mere frihed. Ja det var hvad han havde savnet mest her. Selvom han havde haft frihed, og kunne bevæge sig frit rundt, da de ikke havde været særlig gode til at forklare hvad han skulle. Men noget havde fortalt ham, at det her ikke ville være lige så nemt.