Venus 13.09.2020 21:10
*SKRAMLE RABALLER* ”Hvor er min brystplade?!” Generalen var ikke helt tilfreds. ”Frue, De bad om at få den pudset. Den er på vej, De må!” våbneren dukkede sig for et tinkrus, ”HEY! Gider du lige styre dig! Du bad selv om at få den pudset!” Ethelihn trak vejret et par gange før hun svarede. ”Nej, Ilan, din guldfisk. *Du* refererer til mig som General, ikke ’frue’! Glem det igen, og du ryger tilbage til major Mak’da. Få røven med dig og se, hvor den bliver af!” Hun kunne sagtens have fundet på værre, men så mange folk havde de heller ikke, og selvom Ilan var et forfængeligt skvat af en væbner, var han ikke lige så uduelig som de sidste to. Desuden havde han ikke et særligt godt forhold til majoren. Ilan var ude ad døren og tilbage igen, før hun havde færdiggjort den tanke. Hun hørte smældet fra en teleportering ved siden af sig og lyden af Ilan, der sank en klump: ”Deres brystplade, General.” Pladerne havde sirlige, magiske indgraveringer og var sat sammen som en slanges maveskæl. Bedre mørkelversmedet rustning fandt man ikke nemt.Omkring en halv time senere på aftenen blev dørene slået op til riddersalen. Den 30 meter lange og 15 meter brede hal havde mindst 10 meter til loftet og var tømt for levende væsner. Søjlerækker på begge sider holdt balkonerne oppe, og bag dem på væggene og oppe fra balkonernes gelændere hang slukkede oliefade. Alt var i udskåret af hårdt, glinsende obsidian eller næsten sort træ i lange, slanke kurver og med kanter, men kunne skære sig på, hvis man ikke var forsigtig. I den anden ende af hallen stod en trone, der var som vokset ud af bagvæggen og lige som resten hugget ud i unaturligt præcise kurver. Den ville være faldet i et med resten, hvis det ikke var for lyset fra den brændende lava uden for, der reflekterede i den sorte sten og fik tronen til at flamme op.
Nogen havde tænkt lidt for meget over, hvor den stol skulle stå henne, selvom Ethelihn måtte indrømme, at Merihem havde stil. Bag hende fulgte Ilan, en af de højerestående spioner, en major, en ildmagiker der passende var begyndt at tænde oliefadene, og to skrivere. Bunden af generalens og majorens blodrøde kapper strøg hen af jorden, mens følget bevægede sig op mod Merihems sæde. ”Jeg forstår stadig ikke, hvorfor De insisterede på at mødes med dem, general. Der er intet specielt ved disse lejesvende!,” brummede major Mak’da irritabelt og slikke sine ene stødtand. Ilan var allerede trukket et halvt skridt tilbage fra Mak’da, men rykkede sig en tak længere, da Ethelihns højtsiddende, ravnsorte hestehale slog et piskesmæld. ”Vær nu ikke sådan en flimset bladæder, Mak’da. Jeg er med til dette møde, og så er jeg ude af dit… ja, du ved.” Mak’da havde mistet håret for længe siden. Så meget som at blive sammenlignet med Elverlys nøgenbadende tandstikker generede ham, så var det med håret værre, og det vidste Ethelihn udmærket godt. Hun vidste også, det ville være nok til at stoppe orken fra at stille flere spørgsmål til ting der overhovedet ikke ragede ham.
De var nu nået op til tronen, og Ethelihn stod foran den et øjeblik, eftertænksomt, før hun stillede sig ved højre side af den, strøg kappen over skulderen og foldede armene utålmodigt over kors. Hun s et øjeblik op bag sige, hvor en vind fra et af overetagens store, åbne vinduer havde fået de vinrøde bannere smykket med Mørkets symbol til at bølge. Hun smilede svagt og vendte så hovedet mod de åbne døre. Så var det bare at vendte.
"Sometimes darkness can show you the light."
—The Light af Disturbed
"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!"
—Ridder Asha Drakkari
—The Light af Disturbed
"Meget kunne siges om Ethelihn, men der var ikke noget der afholdt hende, fra at åbne en tønde med alkohol!"
—Ridder Asha Drakkari