For en gangs skyld, så var Sarah ikke ude for at finde problemer. Eller starte problemer, alt efter hvordan man kiggede på det. De sidste par gange i ringen havde hun vundet, og derfor haft mulighed for at sende en del af fortjeneste af de krystaller hun havde vundet, til sine brødre. Og der havde stadig været rigelig til overs, for at drikke sig en kæp i øret eller to - og så endda ikke de snuskede steder! Nej nej, en af de finere etablissementer i det centrale Dianthos, ja der var det jo ikke hver dag hun kom! 
Her kunne man sidde og nyde sin dværge mjød, og en rom der ikke smagte som kummevandet lugtede ned i skumringskvarteret. Nej det her var en blød gylden væske, der næsten kælede halsen på vejen ned. 
Et smil prydet også hendes læber, som hun betragtede ilden er knitrede lystigt i den åbne pejs hvor hun sad i nogle ganske nydelige lænestole. 
At hun så ikke lignede en der hørte til, det var en anden side af sagen. Og selvom at det havde været en anelse fornærmende, at hun var blevet bedt at vise betalingen før hun fik sine udskænkninger. 
Bare fordi man ikke havde nogle fine bukser liggende derhjemme længere! Så var den olivengrønne kjortel og de en anelse tætsiddende hørbukser, da ganske fine taget i betrækning af hvad hun normalt havde på! Også var håret, måske en smule tjavset som det hang en anelse fedtet ned af hendes ryg. Men nok om det, alt andet var jo ganske tilforladeligt! 

Så sådan var hendes aften, denne lune september måned, selvom duften af regn hang tungt i luften. Dejlig og rolig, lige ind til en flok mænd vadet ind i kroen. Perfekt, idioter på pyrschjagt. Deres stemmer var i hvert fald ikke til at tage fejl af, glade højtråbende, og bestemt ude for at have en god aften. Hun håbede bare ikke at det skulle være på andres bekostning. 

Var Talon et sjældent syn på disse kanter? Absolut ikke, han var yderst velkendt i det øvre Diathos og ligeledes på de forskellige beværtninger, især dem der forstod sig at holde en vis diskretion var yderst kærkomne i hans repitoaire af besøgte steder. Det var ikke just fordi hanhavde brug for mere sladder omkring hans løsrevne vaner når det kom til alkoholens glæder, og så naturligvis hvad der fuglte med det. Det var af samme årsag et stort smil der mødte den hærdebrede mand som han trådte ind og barejeren fik æøje på ham. En midaldrende med et stort men utroligt velpasset gråt skæg trådte ham straks imøde, for at tage imod den kantbroderede efterårsjakke, som kort efter blev hængt på plads, på en af de bagerste knager, umiddelbart væk fra mange andre jakker. "Velkommen min herre, kan jeg byde på det sædvanelige?" Den ældre herre strøg sig over skægget som han hævede øjenbrynene og kiggede afventende på Talon. Den yngre mand nikkede og smilede veltilfredst som en anderkendende brummen forlod hans læber, det ville være løgn at sige, at dette ikke var et af hans fortrukne vandhuller, især fordi han blev behandlet som en konge så snart han trådte ind, og ikke nok med det, så blev der husket, at han havde frabedt sig nogen titler. Talon var ikke svær at genkende i gadebilledet, og han var derfor skræmmende bevidst om hans gøren og laden ude blendt folket. Nej, Reier var bestemt ikke den fineste adelsfamilie, men det var rigeligt til at sladderen løb som en stebbebrand så snart der var nogle saftige nyheder.
En hånd af kaliber løb let nedover den flæsebesatte hvide hørskjorte, som han rettede kraven til, efter jakken havde uglet den en kende, buksene han var var skræddersyet og velsiddende. De blev holdt oppe af et par brede seler som hæftede med guldknapper støbt med familiens våbenskjold.
De grå øjne løb kort over barens kunder, inden han fik rakt et skåret krystalglas med mørk rom i bunden, den søde smag var yderst veltilpasset til hans smagsløg. Han tog et enkelt sip, inden han fandt sig til rette i en lænestol, ikke langt fra kvinden, der i sandhed ikke lignede en der hørte til i dette kvarter. Roligt lod han hænderne glide over lommen, som han konstanterede at han endnu havde sin pung. Man kunne da i sandhed ikke være i sikkerhed fra pøblen nogle steder nu om dage. 

Mændene der havde fundet sig vej længere ned af kroen, overdøvede stadig mange af de andre patroner i kroen. Men hun undgik ikke, at se manden der trådte ind ad døren og blev opvartet som en konge. Eller i hvert fald i hendes øjne, hun var slet ikke blevet budt på så venlig en service - nej, hun var næsten blev sendt ud på rendestenen, havde det ikke været for den tunge pung hun kunne vise i hendes bælte. Magen til priviligeret røvhul, hvorfor var det hun overhoved var kommet herhen?
Med disse tanker, som blomstrede lystigt i hendes sind fik hun et næsten snerrende udtryk over læberne, og det var endnu værre da hun hørte og duftede at manden bevægede sig over mod hende.
Blikket rettede sig mod ham, ganske ufrivilligt, og hvor ville hun dog ønske hun ikke havde kigget. Den måde han rakte frem og mærkede efter om pungen stadig var der. Var han ved sine fulde fem? 
Den snerrende grimasse, blev i stedet til en knurrende lyd fra hendes næse. 
“Bare rolig, jeg stjæler ikke fra folk som ikke fortjener det endnu.” kom der en anelse busk fra hende, som hun vente sit blik mod ilden - og lige som hun havde synes det var en god dag, og aften! At den skulle blive ødelagt så hurtigt, det var næsten en præstation i sig selv. 

Stolen Talon satte sig i gav en beklagende knagen fra sig, som hans kilo blev kastet henslængt ned i den, han stillede glasset fra sig på bordet og lagde mageligt hænderne over maven, der var ikke mange bekymringer umiddelbart, hans forældre havde endnu ikke formået at finde den kommende hustru  de i månedsvis havde knævret løs om, og indtægterne i familien gik umiddelbart godt. Altså, opskriften på de gode liv. Det var blot som en glubsk knurren kom fra den forhutlede kvinde i hjørnet, det blågrå blik rettede sig mod hende med en nærmest fornærmet attitude, havde hun virkelig forventet andet? Hvis hun ville gøre et andet indtryk var det nok på tide at spendere nogle af de penge hun tilsyneladende havde på noget ordentligt tøj, en tur i et badehus og ikke mindst én til at gøre noget ved hendes hår. Hun havde endda bukser på, ikke just noget man ellers så heromkring. Kvinder med bukser var som regel løvløse, pirater eller kriminelle, så de lettere kunne stikke af. Nåehja, så var der naturligvis Hygiea der havde klædt sig i bukser, men det havde tydeligvis været for at undgå at blive genkendt. Han stirrede på hende ublut i nogle langstrakte øjeblikke og vurderede i sit stille sind hvilken en af tingene han havde med at gøre.
"Jeg vil på det varmeste anbefale Dem slet ikke at stjæle!" Det grå blik hvilede roligt på skikkelsen, som han endnu engang greb omkring glasset og tog en tår af rommen, hvad tænkte kvindemennesket dog på? At sidde og skilte med den slags i dette forum. Han måtte kontrollere sig for ikke at himle op, men hun var ikke truende, desuden var han næppe nervøs, hun var ikke så stor igen, hvad skade kunne hun gøre? Hans næsebor vibrerede kortvarigt, han kunne sværge, at han kunne lugte muld på hendes hud, allerede på denne afstand

Hendes øjne blev smalle, som hun tog en dyb indånding, selv under den fine duft - sikkert af de mange bade han kunne tillade sig at tage. Nok også hvad de kvinder i kroen ville falde i stime over, stak der alligevel noget under - noget ganske velkendt. Brynene knyttede sig mod hinanden, måske ikke altid en varulv kunne dufte en anden varulv, men når man havde levet over halvdelen af sit liv blandt dem - så var det nok ikke så unormalt at lugten ville forekomme bekendt, men kunne det virkelig passe? 
Hun kunne ikke lade være med at le, hans blikke var mere end rigeligt til at fortælle hende hvad han tænkte. Ikke at det gjorde hende noget, hun var så vant til det - aldrig velkommen, hvor end hun gik. Og det var lige meget, om hun havde pænt tøj på eller ej. Eller det var vel løgn, den gang hun havde gået til marked med Edgard den Andægtige - der havde hun været fin, flettet hår med blomster og en fin sommerkjole. 
Måske var det derfor meget godt, at han kiggede på hende med det blik - og ikke med det andet. 
“Det er fint kommende fra en, der sikkert er født med krystallerne oppe i røven - mens resten af os, må rende rundt i Zaladins foregård og lave de beskidte jobs for at tjene dem.” Brummede hun tilbage, og løftede udfordrende sit bryn - han kunne jo bare vælge og gå sin vej, hvis han ikke brød sig om hendes måde at snakke på. Faktisk, ville det være helt fantastisk hvis han ikke sad så tæt på. 

Talon var næsten ved at få sin rom galt i halsen, hvordan i alverden var det hun snakkede? Tænk at så grimt et sprog kunne komme ud af munden på en kvinde, og så havde man ikke engang betalt hende for det. Han stirrede ufortrødent, hendes naturlige luft forekom ham bekendt, eller måske som et sært minde, men kan kunne på igen måde sætte en finger på hvor han fr havde opfanget den. Ikke et særligt pænt sted tilsyneladende, jojo, hendes påklædning var da i det mindste anstændig, men for et sted som dette måtte det i sandhed kaldes under standarden.
I en rolig bevægelse strøg han en lok væk fra ansigtet, som havde revet sig løs fra båndet som holdt de blonde lokker nogenlunde på plads. Irriterende som man nu skulle have skidt alverdens ting i skoene, mendog sad han endnu knusende roligt i stolen.
"Der er rigeligt med ærligt arbejde at få..." startede han roligt, yep, der var massere af ordentligt jobs rundt omkring, endda i hovedstaden, det havde hans tante Hecate nemlig selv fortalt ham, nej, han havde selvfølgelig ikke selv undersøgt sagen, men uanset hvor skræmmende Hecate kunne fremstå, så vidste hun alligevel en ting eller to om verdenen "... Så hvis De føler for at vælte Dem i rendestenen for at tjene til dagen og vejen må det i sandhed være et aktivt valg!" Talon fnøs, det var ikke så lille en lyd fra den store mand, selvom han normalt var ganske diskret og subtil over småtingene, måtte hun da gerne vide, at hendes tilstedeværelse ikke var just velkommen. Dette var da imidlertid hans stamsted og hende som var gæst. Om stædigheden kom fra hans opdragelse, eller fordi den territorielle følelse kom af forbandelsen måtte være i det ubevidste 

“Åh javel min gode unge herre, det kan jeg da godt se - det er mig der ganske forkert på den.” Svarede hun ham med en unægtelig og gennemtrængende sarkasme, da han valgte at give hende en lektion om, at det måtte være et aktivt valg at vælte sig rundt i rendestenen for at tjene til dagen. Men han havde jo hellere ikke set hende i øjnene, og hvor hun normalt aldrig opsøgte det selv - så ville hun ikke føle nogen større glæde end at vise ham, hvorfor netop hun ikke havde noget valg. 
“Fordi alle i denne verden, har da muligheden for at komme op af rendestenen og finde et hæderligt job. Men nej vent, hvad skal adel så gå på, når pøblen ikke længere ligger til rådighed, så de ikke behøver at gøre deres fine læderstøvler beskidte?” At tænke, at alle folk selv kæmpede sig frem i undergrunden bare aktivt kunne vælge, at blive en del af det mere anstændige folkefærd. Så havde man mistet realitetssansen af hvad der foregik omkring en. Og hun havde tydeligvis ret, han var født med så mange krystaller op hvor selv månen ikke længere skinnede. 
“Men lad os lave et væddemål, hvis du kan kigge mig ind i øjnene i et minut uden at kigge væk - så skal jeg da nok forlade kroen, så jeg ikke forpester deres aften mere end allerhøjst nødvendig.”

"Absolut" Talon nikkede medgivende til hendes kommentar, selvom den var gennemsyret af ironi var der fra hans synspunkt intet at håne. Mange steder ansatte de folk til at rengøre badehusene, kroerne og bordellerne, det var i sandhed ikke et arbejde der krævede at man havde siddet med snuden i bøgerne i årevis. Nejnej, han medgav da at han selv var vældigt heldigt stillet, men sådan var skæbnen nu engang, at de alle ikke kunne være født ind i adlen. Med det sagt, havde Talon da også flere gange selv tjent en smule på sine jagtbytter, mange mennesker var villige til at byyte friskt kød for både tjenester, andre varer eller endda smykker, hvis man følte for den slags. "De mener måske ikke ligefrem at brolægger er et hæderligt arbejde? Eller staldholder? I så fald er Deres selvmedlidenhed ikke så underligt!" Knurrede han med en brommen som kom helt nede fra maven. Det var dog alligevel utroligt som det kvindemenneske kunne forstå at ødelægge en god stemning, nærtagende og med kvindeproblemer, guderne måtte være ham nådig.
Hendes tilbud var dog utroligt fristende, en del af ham havde lydt til at takke ja på stedet, måske bundede det ligevel i hans egen selvfedhed, og mandlige ego for den sags skyld. Til hans held havde han spidset ører omkring den meget magi der omringede dem overalt i Krystallandet. Tænk hvis hun havde i sinde at få ham til at forelske sig, uha, tanken i sig selv var næsten ikke til at udstå. Eller endnu værre, måske hun kunne hypnotisere, hvilken fæl situation det ikke kunne lede ham ud i. "Aha, en stirrekonkurrence. Så De kan kaste alverdens heksekunster efter mig?" Startede han, men måtte alligevel lade sig friste af hendes tilbud, hun havde jo ikke nævnt noget om at han skulle gå nogen steder, hvis han rent faktisk skulle gå hen og tabe. "Nuvel, jeg kan godt lege med på Deres lille leg!" 

Han var alt hun hadet omkring mænd. 
Dem som troede de vidste bedre, dem som der kun ville se ned på folk som der ikke levede op til deres standarter. Hun kunne lige se for sig, hvordan han kun fandt sammen med kvinder han enden kunne betale for, eller havde en hvis form for dårlig selvværd og derfor ikke vidste bedre. 
Stakkels kvinder.
Derfor var det også at hun valgte at gøre dette, kun for hans skyld - og det var næsten lige før, at hun glædet sig til at se hvilke skamfulde hemmeligheder denne mand måtte gemme på. 
“Måske? Måske er de bange for at de forelsker sig i mig? Kan kun forestille mig, at en stor og stærk mand som dem selv, ville kunne modstå hvilken som helst heksekunst en ussel kvinde som mig selv ville kaste mod dem.” Ja den var god, selv de stærkeste mænd i ulveklanen havde bukket under for den unge Sarahs forfærdelige øjne, når de havde kigget ind i dem. Det var kun dem med ingen skrupler, eller de reneste sjæle der kunne se ind i de stormene øjne uden at føle noget. 

“Fantastisk!” Hun rejste sig op fra stolen, og slæbte den hen til ham uden at stolebenene rørte gulvet. Uden de mindste anstrengelser satte hun den ned foran ham, og placerede sig foran ham så de rigtig kunne kigge hinanden ind i øjnene. 
Hun satte sig bedre til pas og lagde sig så fremad med hendes albuer på hendes lår. “Når du er klar min herre.” Hviskede hun, og kunne nu bedre se hans ansigt. Desværre måtte hun indrømme, at han jo ikke var helt dum at kigge på alligevel. Skarpe kindben, intense øjne - og den måde stearinlysene flakkede omkring ham. Men hun havde stadig en pointe at lave, at man skulle passe på hvad man sagde om folk. Han ville se, hvorfor hun ikke kunne få et anstændigt jo som han sagde. Hun havde jo prøvet javist, og blevet afvist, fordi hun nægtede at kigge folk i øjnene. Tænk sig, her prøvede hun at være gode mod dem, også ville de ikke ansætte hende - fordi hun ikke lystrede den ene ting. 

Talon løftede sit glas op til læberne, inden han tømte resten i et enkelt drag, den stærke væske var ham utroligt tilvant, og det var en sødme som fra honning der blev efterladt i hans svælg. Det var ingen hemmelighed, at han nærede stærk mistanke til kvinden der befandt sig foran ham, man vidste aldrig hvilken slags uheldig magi man kunne rende ind i. Men hun måtte have et andet es i hånden, han havde jo kaldt hende ud allerede på forhånd. Måske håbede hun, at hendes stank ville skræmme ham væk inden for et minut, ellers satsede hun på, at en direkte øjenkontakt med en fremmed, var så ubehageligt for en mand af hans manerer, at dette ville tvinge ham til at kigge væk. "Tro mig kvinde, jeg ved at man ikke skal undervurdere selv den usleste tigger!" Brummede han i en ubehagelig anderkendelse, det var desværre sandheden, han havde sågar engang hørt om en kvinde, der var blevet berøvet af en tyv, som ikke hvade nogle ben.
Han måtte spærre øjnene en kende op, som kvinden slæbte den store lænestol efter sig, som vejede den ingenting. I en vurderende mine lod han blikket glide op ad hende, hun så ikke skrækkeligt stærk ud, joda, hun var ikke af samme petit bygning som de kvinder han kendte fra adlen, de var mindre, ikke så muskuløse, men altså. Brynene rynkede sig en kende sammen, som hun dumpede ned foran ham. Hun ville faktisk måske være meget køn efter et bad, et langt et ganske vist, men hendes grove livsstil var i sandhed ikke noget som tiltalte adelssønnen. "Nuvel!" Brummede han, han skævede kort op imod baren, hvor den gråskæggede vært kastede et enkelt foruroligende blik ned på de to kamphaner, som vidste han allerede, at der var ballade under opsejling. Talon lænede sig selv en kende fremad i den bahagelige stol, men endnu sad han rank, som han havde fået i vide hele sit liv, var korrekt positur. Så gled de stålgrå øjne tilbage mod kvindeskikkelsen, til de ramte hendes egne gråblå, han bemærkede først hvordan en grønlig nuance havde sneget sig en kende indover. Det ramte ham, som at bleve mejet ned af en flok vilde heste, hvordan hendes magiske blik greb ham. Hans skikkelse stivlede i sin position, som hans hænder låste sig fast omkring armlænene på stolen i et faretruende greb, mens alle sener i hans kraftfulde hals spændtes til voldsom synlighed. Den hærdebrede mand kæmpede imod alt hvad der stod i hans magt, men hendes blik tog pusten fra ham, tilladende skammen langsomt men sikkert at kravle ind på ham 

Han havde ret, man skulle aldrig undervurdere nogen. Det kunne være det, som der gjorde man endte på toppen, eller lå og rullede rundt på bunden. Så det at han havde sagt ja til hendes udfordring, gjorde jo alligevel at han undervurderede hende. Eller måske mere korrekt, han overvurderede sig selv, som var mindst lige så farligt. 
Han så hende, som en ussel kvinde der blot skulle forsvinde fra kroen. Bare fordi hun ikke lige havde taget lejligheden til at bade i dag. Hun havde da trods alt puttet lavendel på hendes tøj, så hun ikke stank langt væk af undergrunden. Nok til at hun var blevet lukket ind i kroen, og selvom de havde bedt hende om at betale på forhånd. Så havde de jo stadig ikke sendt hende blikke, som denne adelsmand havde gjort. 
Også skete det, han satte sig til rette og lod deres blik mødes. Det var altid som om hun blev ramt i hoved af en hestsspark. Hun tog dog en dyb indånding, og gled ind i det - kiggede ham dybt ind i øjnene. Og selvom det nok også ville betyde, at han ville have svært ved at kigge væk. Og derfor vinde væddemålet, så ville hun alligevel vinde i slutningen.
Han skulle mærke hans skam, alt han havde gjort som han vidste han ikke burde. Hver gang han havde løjet som barn, haft fingrene lidt for langt ned i kagekrukken. Alt, de mindste og måske helt ubetydelige ting alle ville skamme sig bare en smule over. Og hvis der også var større, ja - så tog hun da glædeligt mod dem også. Lige meget, hvor ondt i maven det allerede begyndte at gøre.

Øjnene stammede til, hans egne spærrede sig op, som hun trængte ind i hans inderste afkroge af hans sind. Han kunne ikke se væk, selvom han ønskede intet andet mere brændende lige nu. Talon gispede efter vejret i nogle hidsige stød, men han var ikke selv bevidst om sit legme. Skammen bragte først de små ting, når han som barn havde knust en vase, han vidste, han ikke måtte lege med, eller dengang han havde stjålet sin mors hest, og redet den så hårdt at den i et uopmærksomt øjeblik trådte i et hul og brækkede benet. Nej, Talon var ikke perfekt, han havde aldrig været det, aldrig korrekt eller så formel som man ville ønske af en adelssøn, hans barndom havde været fuld af skideballer og ballade men der var én ting der overgik alt andet, ét øjeblik i hans liv der red ham som en mare. Natten han red i skoven for en uovervindelig, stædig teenager. Selv hesten havde vist modvillighed, hans mor havde næsten grædt og tryglet ham om at blive hjemme, men intet fik lov at stå i vejen for hans ego, og han var vendt hjem som en skræmt lille dreng. Han var ikke god, eller uovervindelig i den skov, han var umådelig heldig. Hans træning, hans sanser og reflekser, intet havde de hjulpet ham, som ulven havde bidt sig fast i hans skulder. Han havde ikke været heltemodig eller ubøjelig, han havde skreget som et barn. Til hans held havde ulven ikke fået ham revet af hesten, som i samme øjeblik havde fået et chok så stort, at den omgående løb hjemad mod trygge rammer. Og han havde grædt, han havde grædt som pisket som hesten havde slæbt ham ind på gårdsplasen, med blodet rendende nedover hans fine nye skjorte, som aldrig blev sig selv igen. Åh hvor havde han haft travlt med at give alle andre skylden for hans fejltagelse, hvorfor havde ingen advaret ham om hvad der lurede i skoven? Hvorfor var hans yndlingshest ikke beskåret, så han var nødt til at tage en af de langsomme på jagt? Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Ikke nok med det, det blev værre endnu. Under den første fuldmåne, han ikke selv huskede noget af, havde han kommet til sig selv nøgen i en skovbund, det havde mindet om nogle af de værste tømmermænd han nogensinde havde haft, men værre var synet der mødte ham som han kom hjem. Hele nordfløjen på herregården var flået fra hinanden, og hans mor var bange for ham, hans far havde skældt ham hæder og ære fra, som var det hans skyld. Han mor var havnet med et langt, dybt, blodigt sår henover ryggen, et ar hun endnu bar, som healeren havde været for sen til at lægt for at undgå synlig vævsskade, og det var ham, i sin blodrus, som havde medført dette, heldigvis for ham, var det fra en klo og ikke et bid, men skammen, åh skammen var ikke til at tage fejl af.
Talons fysiske krop sitrede og rystede i hans sidende position, tårer løb ubehjælpeligt nedover hans kinder, som han kæmpede, kæmpede for at komme ud af troldkællingens greb, der tvang ham til at fremstille de mest ydmygende og dybt forskammelige øjeblikke i hans liv. Det var næppe styrke eller mental vedholdenshed, så meget som det var fysisk panik, der fik hans legme til at sparke fra gulvet, sættende af med en sådan kraft, at stolen han sad i væltede bagover, og han fik brudt øjenkontakten med kvinden overfor ham. Han landede endnu siddende i stolen, som han fik rullet sig ud af, et enkelt stilfærdigt hulk. Han gispede efter vejret, det var absurd at se så stor en skikkelse krølle sig sammen på den måde, som havde et spidst sværd stukket lige gennem hans abdomen.

Hun så alt det hun forventede, lige ind til at det ikke længere var det. 

Hun så det hele, og det værste var at hun vidste denne skam. Hun vidste skammen, som man unægtelig følte første gang, man havde skadet en som man kendte. Skammen over ikke at kunne kontrollere noget, man aldrig havde bedt om, aldrig havde ønsket.

Hun ville rive sig væk fra hans syn, hun ville ikke lade ham gennemleve det. 

Hun vidste hvor det førte hen, hun forstod det så godt.

Undskyld. 

Hendes forsøg på at give slip, gik dog ikke som hun havde håbet. Som var hun selv sat fast i trancen, selv var fastløst mod hans blik, som han var mod hendes. Det hele var gået så meget mere galt, end hun havde haft hensigt om. Måske var hun en hævngerrig og helt igennem forfærdelig person. Men aldrig dette, lige præcis dette ville hun ikke ønske for sin værste fjende. Hun vidste hvor meget ulven, havde taget fra hende. Da det endelig skete, da deres tråd mellem hinandens øjne blev klippet over. Sad hun selv med rystende hænder, og en stakåndet ånde som ikke ville falde ned. Men hun var hurtigere til at reagere end manden på gulvet, hun rejste sig op og kastede en pung mod manden ved baren. “Vi tager en af dine rum.” Råbte hun, og blev overrasket selv at hun havde formået at kaste den klirende pung så langt, at den landede foran ham på disken. 
“Jeg ved godt, du er den sidste der vil med mig, men du har ikke noget valg.” Hvæsede hun, en anelse hårdt, som hun hæv hans arm op og med mindre manden ønskede at blive båret på som en almen prinsesse fra eventyrene. Så ville han følge med hende, hvor hendes arm havde snoet sig rundt omkring hans liv, og den anden havde tvunget hans arm omkring hendes ryg. Og sådan ville hun slæbe ham afsted, med mindre at han gjorde umådelig stor modstand.

Det var som tiden stof stille nogle lange øjeblikke, mens Talon fik sig trillet rundt på siden, han var en stor mand med mere end rigeligt rå muskelkraft, men han havde aldrig gjort sig meget i sindets finurligheder. I hans dyre undervisning havde han hørt vidt og bredt om de mange forskellige magiske afgreninger man kunne finde rundt omkring i Krystallandet, men han havde aldrig rendt på mange som var stand til at kontrollere hvad der foregik på den anden side af den seje hjerneskal. Den gråskæggede kroejer havde været på vej mod scenariet i beværtningen, med små trissende skridt, det var tydeligvis med et vist forbehold, at han nærmede sig kvinden der havde tvunget Talon i knæ, men Sarahs tunge pung som kort efter klirrende mod bardisken var ligeledes rigeligt til, at han vendte opmærksomheden den anden vej, og med et elegant vip fra håndleddet smed en nøgle kontra, som landede ikke langt fra den mørkhårede kvinde. De observante ville ikke være sene til at opfatte den lettelse, som bredte sig under det kurvede overskæg, over ikke at skulle til at blande sig i en konflikt, kunderne imellem.
Talon hev gispende efter vejret, tårene stoppede først med at løbe længe efter at Sarah havde sluppet taget i hans tankecenter. At hun fik ham trukket på benene gik helt over hovedet på ulven, det føltes mest af alt som at nogle have givet ham et ordentligt gok i nødden, og at han først nu var ved at komme sig ovenpå den desorienterende følelse. Der var af samme årsag heller ikke meget modstand i den store fyr, ikke før de begge stod foran de mange værelser på kroens overetage, hvor hendes fæle sorte hår sneg sig ind på hans bevidsthed som værende til stede. Det gav næsten et sæt i Talon, som bevægede sig som et lyn fra hans nakke og ned i hans hænder. Som en forskrækket hest sprang han til siden, væk hende, så langt hans ben kunne bære ham i den endnu desorienterende tilstand. "Hold dig fra mig, troldkælling!" Brummede han i den mest advarende tone han kunne fremfinde, var man kommet sent til forestillingen ville man nok mistænke, at han havde fået en tår over tørsten, allerede tidligt på aftenen 

Hende blik landede på de fine gulvblanker, hvor at en sølvnøgle lå og ventet. Han kunne ikke bare havde givet hende den, som hun gik forbi baren op til værelserne? 
Med et irriteret suk og en anelse kræftanstrengelse fik hun bøjet sig ned, stadig med armene omkring den store mand. Det kølige metal lå i hendes hånd, som hun knyttede den og greb omkring hans arm der lå omkring hendes nakke. Hvorfor var hun også lige endt med, at tvinge en mand i denne størrelse i knæ? Og hvorfor, skulle det lige vise sig, at hun faktisk formåede at skabe medlidenhed med ham, når det havde været der for at få ham til at holde sin kæft. Få lidt mere respekt for dem, som der havde det svært med dette liv, og ikke nødvendigvis var blevet født med en guldske op i røven. 
Også, var hans liv slet ikke så nemt som hun havde regnet med.
Hun prustede som hun slæbte ham op af trapperne, hold kæft et brød - hvad var det lige han spiste!? Det kunne godt være hun havde styrke som kunne løfte en ko og stoppe en løbsk hest med et kærre bag på. Men alligevel, var det her mere end hun lige havde regnet med at slæbe rundt på i dag. 

Da de endelig var nået frem til de mange døre, og hun skulle til at finde ud af, hvilket et af dem var deres. Blev hun skubbet væk, som manden sprang fra hende og brummede advarende af hende. "Årh hold din kæft" vrissede hun tilbage, og åbnede den dør som var deres. "Gå ind, eller jeg råber til hele kroen vi har en varulv blandt os." hvislede hun og kiggede på ham med stædige øjne - som, hvis han ture at kigge ind i dem igen, ville fortælle ham at hun ikke tog nej som et svar. Om hun så skulle smide ham derind.

Talon stirrede perplekst på kvinden foran ham, hvad i alverden var det dog for et grimt sprog der unne komme ud af det kvindemenneske, hun snakkede som de værste havnearbejdede han havde hørt læsse de store sejlskibe på havnen, altså mænd der kunne få Talon til at få fine fornemmelser. Alligevel gjorde han et stort udstyrsstykke ud af ikke at se hende i øjnene, uanset hvor gerne han ville sende hende et lærerigt blik, var det som to magnetiske modpoler simpelthen ikke muligt, at lade de grå syneorganer glide op til at se på hende. Han var endnu ør i hovedet, og skammen sad dybfølt lige under huden, det var i sandhed et mødt han sent ville glemme.  Jeg råber til hele kroen vi har en varulv blandt os. Sætningens start var irrelevant, det var pointen der kom ud af hendes mund, som fik Talon til at stivne, nej, det var ikke en hemmelighed han havde kæret om så mange år for at et galt kvindemenneske skulle rende med sladder. En panik bredte sig helt nede fra det store drogs tæer, tvingende ham fremad i et enkelt langt spring mod kvinden. I en famlende bevægelse forsøgte han at dække hendes mund til, hun var høj, af en kvinde at være, men Talons fysik bugnede ved siden at kvindens form, muligvis masende kvinden op imod dørkarmen, såfremt at hun ikke stod for stædigt imod. "Ssssssh, kvinde! Er du blevet fuldkommen gal?" Hvæsede han i så lavmeldt et toneleje han kunne fremmane, inden blikket gled fra side til side på gangen, studerende om der var nogle i nærheden som kunne have hørt hendes vanvittige plabren. Ingen at se, Talon holdt vejret kortvarigt som han stod der, heller ingen at høre. I en hidsig bevægelse fjernede han hånden fra hendes læber, inden han greb omkring hendes håndled og trak hende ind på værelser. Aldrig ved Zaladin om hun skulle have sin vilje på hendes måde, hun var muigvis en stærk troldkælling, men hun skulle ikke ende med at trygne ham, basta.
"Hvad er der med dig?!" Knurrede han dybt, som han smækkede døren bag dem, endnu uden at se hende i øjnene, men hans blik bestemt fikseret mod hendes pande, eller næseryg

Hun havde for et kort øjeblik vendt sig mod døren, for at få den ordenligt åbnet - så før hun nåede at reagere på manden, som der sprang på hende som ulven når den så en rå. Med store øjne skulle hun lige til at tvinge hans hånd væk fra hendes ansigt, men hans ord gjorde dog bare hun kiggede med morende øjne på ham. Havde hun ramt et ømt punkt? Og hvorfor var hun pludselig så glad for, at opleve en oprigtig reaktion fra ham. 
En advarende knurren forlod hendes strube, som hun blev skubbet ind i værelset og vente sig mod ham med en stolt og rank ryg. Hvad der var med hende? Hvad var der med ham!? 
"Gider du lige komme ned fra din høje hest" svarede hun tilbage med samme knurren, som var de to ulve der stod og viste børste af hinanden. Hvilket set i perspektiv, kunne man vel godt beskrive situationen således. Det eneste med det var, at han ikke vidste hun var lige som han var - en ufrivillig ejer af forbandelsen. 
"Ja her prøvede jeg at vise lidt omsorg omkring at jeg havde fremtvunget sådan et minde for dig, fordi jeg ved hvordan det er. Men nej!" råbte hun som hun pegede en finger mod ham - "Nu synes jeg du fortjener det din opblæste nar! Og nu når vi er i gang, så synes jeg kun det er retfærdigt du så betaler for rummet." hendes øjne blev smalle som hun lagde armene over kors. Hvis han troede han kunne snakke sådan til hende, så ville hun hellere ikke finde sig i noget!

Ømt punkt? Ømt punkt var ikke engang begyndende beskrivende omkring Talons følelser når det kom til hans forbandelse, det var en fraktur i hans liv der ikke kunne helbredes, guderne skulle vide, mængden af alverdens alkymi han havde kastet sig igennem for at holde bæstet på afstand var uhyrlig, og havde i sandhed aldrig gjort noget godt for ham. Den sidste løsning havde været en han endnu holdt fast i, en utreblanding, kompleks at lave og dyr at fremstille, som havde en sløvende effekt på uhyret. Denne desværre slet ikke nok til at forhindre, at han til tider vågnede op med en metallisk smag på tungen og blod sølet fra de yderst lyse lokker til han tæer. Talon var ikke en mand, som normalt lod vreden gribe sig, der skulle meget til, men hans forbandelse havde alle dages været hans akilleshæl, og følelserne aflejrede sig i de stålgrå øjne, til frit skue.
"Min høje hest?" Snappede han bittert, endnu med blikket bestemt rettet mod hendes pande, i et akavet forsøg på at undgå hendes hekserier "Beklager 'Madame', men jeg tror ikke just at De ville være ovenud lykkelig hvis jeg begyndte at grave i Deres private minder!" Han fnøs, mentalister og folk med lignende magiske egenskaber havde i sandhed aldrig været hans kop te, han brød sig udelukkende om at have sit hoved for sig selv, ingen havde ret til at bryde ind, det var i teorien værre end en ussel tyv som kom efter værdier, disse mennesker, denne type, var ude efter noget meget mere sårbart.
"Omsorg? OMSORG?!" Spyttede han ud, som han strakte en opgivende arm ud mod hende "Ja det forklarer en del om den skrækkelige adfærd, hvis det er hvad De opfatter som omsorg!" Snappede han videre, endnu perpleks over oplevelsen som sad dybt i hans krop, det var muligvis noget af det eneste der holdt ham fra at lange hende en over nakken, dét, og så det faktum at Talon yderst sjældent lagde hånd på kvinder, ikke i den sammenhæng i hvert fald. "De kan ikke vise omsorg, uanset hvad De tror De så, vil De aldrig... Aldrig... Vide, hvordan det er!" 

Hendes næsebor vibrerede af vrede, en vrede han næsten med det samme formåede at tænde i hende.
Igen snakkede han om, hvordan at hun ikke kunne forstå hvordan det var ham. Mens han også nedgjorde hende, og den måde hun levede på. Tydeligvis uden at begribe, hvad der kunne være hændt hende gennem hendes levetid. Hvorfor var det altid, at folk mente de havde første ret til at have det elendigt? I første om gang, havde den eneste grund være til at hun havde bedt ham om at kigge ind i hendes øjne. Hvordan han havde opført sig over for hende! Som om hun ikke hørte til hvor han gik, som var hun mindre værd end ham! Hvordan kunne hun ikke være blevet vred?
”Aldrig vide hvordan det er!?” skreg hun tilbage i hoved på hende, alt blod løb hende til hoved og skabte røde plamager ned ad hendes hals og brystkasse. Hvor vovede han! Hvor vovede han at sætte hende ikke bare under ham. Men ligeledes mene, at hun aldrig ville kunne forstå hvordan han havde det?
”Da jeg var seksten år, blev jeg tvunget til at blive forvandlet til det monster du selv er lige så bange for!” hun pegede en finger mod ham, og så hvordan hendes hånd var begyndte at skælve. ”Da jeg var seks år gammel, blev jeg tvunget til at gå med bind for øjnene, fordi alle var bange for at kigge mig ind i øjnene. Den eneste grund til at jeg bad dig om at kigge mig ind i øjnene, var fordi du allerede havde besluttet dig for jeg var mindre værd end dig, det øjeblik du kiggede på mig! Dit oppustet røvhul! Du kender intet til mine problemer, du kender ikke til mit liv eller hvad jeg har måtte gå igennem for at beskytte min bror!” hvæsede hun, som hun af en eller anden uransagelig  årsag var trådt helt hen mod hans krop, og stirrede ham dybt ind på næsen. For ikke om hun skulle nyde noget af, igen at kigge ham ind i øjnene.

Den hærdebrede mand hævede hovedet i et faretruende udtryk som han tårnede sig op over kvinden foran ham, han begyndte at spekulere på, hvordan han bedst muligt kunne give hende den lærestreg hun tydeligvis fortjente, sikke da en opførsel. Han nåede alligevel at prise sig lykkelig over, at hvis han skulle tvinges ind i et ægteskab, ville det i det mindste være med en kvinde som besad ordentlige manerer og ikke opførte sig som en uopdragen møgtøs. Talon åbnede munden og lagde an til endnu en svada fyldt med fordømmende ord, han bukkede sig fremad så de næsten nåede samme hovedhøjde, endnu med det tordnende blik fæstnet til kvindens pande "Aha, og blot fordi De selv har... Ve.. Hvad?" Den dybe rungen fra hans stemme tonede ud til noget væsentligt mere blødt, noget som slet ikke passede ind i konteksten af raseriet. For nok første gang hørte han hvad hun egentligt sagde til ham, som det ramte ham som et lyn fra en klar himmel. Den store skikkelse trådte vaklende nogle skridt baglæns, for bedre at kunne tage kvinden i øjesyn, stålblikket løb over hendes person nogle gange, kunne det virkeligt være? Talon mindedes ikke selv at have snakket med andre underlagt forbandelsen, faktisk havde han gjort meget i sin magt for at undgå det, lægge afstend fra ham og hans forfærdelige skæbne. Talon klemte læberne sammen til de blev en lille lige streg, situationen var pludseligt blevet utroligt underlig, et hysterisk kvindemenneske var i det mindste altid til at tæmme, men denne kvinde, det var noget andet, hun var åbentbart klar over, hvordan det føltes at vågne med metalsmagen på tungen og flere sår og rifter end man selv kunne tælle.
"De... De kunne bare have spurgt, det der..." Han pegede mod hendes ansigt, mod hendes øjne der lige så vel undgik hans, som han undgik hendes "Det er ikke noget man burde byde andre end gudernes værste udskud!" Knurrede hans hæst, der var en sandhed i det, han kunne ikke mindes at have været udsat for noget så ydmygende og blotlæggende, hun fandt tydeligvis noget selvmedlidenhed i at være født med så skrækkelig en gave, men det var noget hun måtte lære at håndtere, det kunne ikke blot gå udover hvem som helst hun så sig vred på i øjeblikket "Det kan koste Dem livet" Der var ingen trussel at spore i Talons stemme, der efterhånden var faldet til normale højder, nok nærmere en advarsel. Havde Talon været af højere stand, eller havde begæret hævn noget så grusomt, havde det ikke været noget problem at få hende smidt bag træmmer og muligvis dømt for overfald på en adelsmand.