En nynnende stemme der steg og faldt i styrke, optegnede cirkler i blod og sterinlys som det eneste der oplyste det mørke kælderrum. Hemmeligt, så forfærdeligt hemmeligt for verdenen udenfor paladset var dette. 

Et brev havde fundet vej til fyrstinden af Kazimi, et brev af helt speciel karakter. Med et langt navn nedskriblet, bindende ord skrevet af en rystende hånd og blodpletter til at dekorerer enkelte af siderne, kunne man tørt konstatere at dette pergament var gammel - utrolig gammelt, givet hvordan den skarlagensrøde farve havde fået sorte undertoner. 
Et brev sendt fra hendes far, den æreværdige Jelin al Jatzir, der i samarbejde med hendes bror havde fundet frem til dette gamle bibliotek. Og et brev der nu - med den rigtige håndtering, skulle vise sig at være mere værdigfuldt end man umiddelbart ville skyde det til at være. 

Stearinlysene flakkede i påkaldelsen af noget ældgammelt, magien omkring den solbrune kvinde begyndte at gløde i takt med at en karaffel blev løftet, en kniv hævet. En silhuet blev til en form, og en form begyndte at blive fysisk. 

Hun havde trods alt længe manglet en tjener... man kom langt med loyalitet ud af venlighed og hengivenhed, ingen tvivl om det. Men der var intet så godt, som de blodspagter der kunne dannes, eller sjæle der kunne bindes. Dæmoner havde altid været uhyrer hemmelighedsfulde omkring deres sande navn, og det var der mange gode grunde til. En af de grunde, var uden tvivl afstammet af magere som Jatzir familien kunne præsentere. 

En buldrende råb af vrede og irritation, dæmonens lysende øjne stirrede hadefuldt på skikkelsen foran ham. En skikkelse der dog ikke tog hensyn til dens vrede, da hun med langsomme skridt nærmede sig. Tvang den i kraft af sit sande navn til at strække armen ud, og lod bladets bid åbne op for hans skikkelse. Blod. Det handlede altid om blod. 

Det havde taget et par dage at forberede sig, og hun havde selvfølgelig også spurgt om lov først - altid spurgt om lov. Ikke at det havde været nemt at overbevise fyrsten, men i sidste ende, gavnede det familien ufattelig meget at have en dæmon så tæt ved hånden. Og hvem var trods alt bedre til at binde den end hende? Det lå i hendes blod. 

Med en afsluttende messen blev han tvunget i knæ. Med læberne skilt blev karaflen blodet havde samlet sig i, ført op til munden, og kvinden lod den metalliske smag finde vej til hendes indre. Greb det, formede det. Forsejlede det, så lysene blussede op omkring dem. En pagt ulig dem han havde været bundet af før, og dog alligevel så genkendelig at det måtte vride sig i hans indre, da det gik op for Florence... at det her ikke var første gang, at han var bundet. 
Et næsten kælent smil favnede de røde læber idet at kvinden faldt til det ene knæ foran den sammensukne skikkelse, og lod en guldglimtende hånd stryge over hans kind, løfte hans ansigt op så hun kunne se ham ordenligt. Og hvordan kunne han sige nej? 

"Velkommen tilbage til tjenestelivet, Maximillian"