"Det er en motoriske øvelse," fortalte hun ham endnu en gang. Det var mindst den tiende gang hun havde sagt dette til ham. Det handlede om at træne sin motorik - som dengang far var barn. Du kunne ikke kontroller den knyttede hånd før du lært at kontrollere at alle fingre var bukket ned. Ilaria bar en kæmpe tålmodighed over for Bart. De få måneder havde passeret hurtigt mellem dem, selvom han havde fået lidt mere kontrol over det, var det alligevel ikke. Så de havde også brugt tiden på at træne hans forsvars mekanisme med hans egen private lille daggert. 

Ilaria vendte ryggen mod Bart og fronten mod vandfaldet. I et vildfaren barsk stod hende vinger ud fra hendes krop som aldrig før. Et let brugt blev anført og med et slag i vingerne lettet hun fra jordens overfalde, selvfølgelig fortsatte vingeslagene for at holde hende i luften. Men som hun hang i luften over hvor hun havde stået, vendte hun sig om og så mod ham. "Hold øje med mine vinger," sagde hun. De slog samtidig, der var fuld kontrol over det. 

Dog måtte hun erkende, at når hun så på denne lille dreng, kunne hun ikke andet end have et blødt hjerte for ham. Han lignede en uskyldig i sig selv, de store runde kinder og den barnet stemme - og det faktum at han lignede ikke en som var fyldt mere end ti. En hver dog ville nok anse ham som et nemt offer, et let bytte for hans kød og vinger. Derfor lå meget af hendes fokus også i at træne ham op til at forsvare sig selv, skindet skulle bedrage så meget som muligt. Ilaria trak dog en lille kniv frem for sin taske og rettet den mod Bart. Han vidste at det var nu han skulle multitaske så vidt så muligt. Omend hans vinger ikke kunne bære ham i flyvning, kunne de hjælpe til at hoppe væk i et større spring, men det handlede også om at han skulle kunne tænke hurtigt. Selvfølgelig ville hun ikke gå efter vigtige indre organer, men hun kunne godt gå efter fødder, hænder eller måske ydre dele af kroppen som snit sår. 

Men han ikke meget tid til at tænke over det længere, Ilaria ført den lille kniv op i et løft med bukket albue, før hun smed kniven med høj hast mod den amme unge dreng. Hun forventede ikke at han ville bruge sine vinger eller støde kniven væk (hvis han kunne), men at han ville hoppe væk eller dukke sig alt efter hvor hun havde sigtet efter. 

De sidste par måneder havde været ild til resten af hans tid som engel, der var vand i denne metafor. Faktummet af ikke at vågne alene hver morgen eller vide, at der var en anden, som rent faktisk ville beskytte ham, var en beroligende tanke. Men Bart kunne ikke bare forvente, at Ilaria ordnede alting. Hun kunne ikke altid være der for ham. Hendes job i lysets hær krævede, at hun nogen dage var væk. Om det så var i nogle timer eller flere dage. Selvfølgelig vidste Bart, at hun ville komme tilbage, men hvad med mellem tiden? Der var der kun Bart til at ordne alting. 

Det at flyve var stadig en ny fornemmelse for ham. Ilaria havde lært ham at baske ordentligt med vingerne i samme rytme for at lette af og forblive i luften. Men Bart svajede stadig i luften, når han endelig kom op. Han var endnu ikke et naturtalent til det. Og som det så ud nu, troede han ikke, at han overhovedet ville blive det.
Men der var mere end bare at flyve. Bart skulle også lære at forsvare sig selv. Derfor havde Ilaria investeret i en lille daggert til ham. Den passede perfekt i drengens hånd. Den så lille ud, når Ilaria holdte den, men i hans hånd var den perfekt. 

Bart gjorde, hvad Ilaria bad ham. Han havde kigget troligt på hende, da hendes vinger havde slået sig ud og hun havde sat af fra jorden. Han kunne ikke lade være med at beskrive hende som elegant, når Ilaria var oppe i luften. Hvordan hun nemt bare blev i luften og havde overskud til at gøre mere var nærmest misundeligt. Men Bart havde ikke tid til at nyde synet af den flyvende Ilaria. For pludselig trak hun en kniv og kastede den hurtigt i retningen direkte mod drengen. Han var nød til at tænke hurtigt. Selvom Ilaria nok helst ville have, at han udnyttede vingerne til at slippe væk, kunne drengen ikke tænke på andet at springe til siden. Og det virkede da også næsten perfekt. Han endte med ansigtet nede i gruset. De nøgne underarme blev skrabet til med hudafskrabninger, men der var stadig en kniv mod ham. Og selvom han havde smidt sig væk, havde han ikke undgået Ilarias kniv. Det kunne han i hvert fald mærke i den ene vinge. 
Bart skar en grimasse, da han drejede hovedet rundt. Den lille kniv var i jorden, men den havde fat i et par af fjerene på vingen. Og der var blod på de råhvide fjer omkring kniven. Den havde snittet kødet af vingen og det sved. Men han kunne ikke bare give op ved et enkelt knivkast. Derfor rejste Bart sig op, stadig med en smertende grimasse og små gruskorn i udkanten af ansigtet og i håret. Han trak hårdt i vingen for at få fjerene væk fra kniven, der forblev i jorden, indtil Bart selv trak den ud, som en miniature udgave af excalibur.
"Hvad nu?" spurgte Bart, som han stadig stod med kniven i hånden og øjnene rettet op mod Ilaria. Normalt kiggede han op for at holde øjenkontakt med kvinden, men nu var han nød til at vride nakken mere, da hun var højere oppe en ham.

Hans motorik var forbedret, men ikke tilstrækkelig nok i følge hende. Ilaria måtte dog ærgre i sit indre over hans valg af undvigelse for den lille knit. Hun så snittet ramme i vingen, men hun ændret ikke mimik for det. Han var O.K. Ellers havde han ikke rejst sig og hevet vingen til sig som Kong Arthur. Øjnene fulgt med hans bevægelser og hun så ham så med kniven hun havde kastet. Et smørret lille smil var at anskue på hendes ansigt, Ilaria havde en opfølgende idé til hvad der nu skulle ske, ligesom han spurgte. Drengen skulle få hvad han spurgte om.

Ilaria tog atter hånden i den lille taske med en masse småvåben. Hun havde købt dem blot til dette formål at træne ham. Fire smalle og miniature lignende spyd var at se hendes hånd. Bart havde været med til at købe dem i sin tid og vidste derfor at han nok skulle gøre andet end bare at hoppe væk med ansigtet først i jorden. Når de blev kastet afsted, ville de fire have hver deres aspekt og rum at gå efter. Men inden hun kastede dem, sendte hun ham et smil som vanligt; "Sørg for ikke at dumme dig, det kan gå galt," muntret hun ham op. Det var sandheden og kun sandheden. Men smilet forsvandt i det hun løftede armen op mod sig selv med de lange nåle lignende spyd som hvilet mellem hendes fingre og med et affyret hun dem mod ham. Denne her gang var hun dog opmærksom på hvad der ville ske og for at hun måtte flyve til jorden for at heale ham. 

Hans kinder var en anelse røde af pinlighed. Han havde dummet sig, hvilket Ilaria halvt om halvt bekræftede i hendes næste ord. Men dem havde Bart ingen tid til at tage ind og da slet ikke besvare. For efter hun med en opmuntrende stemme havde sagt, at det ville gå galt, hvis han dummede sig, løftede hun atter armen igen. Men frem for at kaste en enkel, lille kniv, blev der sendt fire nålelignende spyd lige mod ham. Eller i hans retning. For hver nål havde hver sin retning. Bart kunne godt huske, da Ilaria havde købt de små våben ind. Han havde sågar været med til at vælge. Måske havde han troet, det var til ham at have, ikke at træne imod. Ellers ville han ikke have valgt de små spyd, der ikke bare var skarpe til perfektion.
Bart var nød til at tænke hurtigt. Endnu hurtigere end før. Han kunne ikke bare fokusere på en nål, for så ville de tre andre ramme ham. Han var nød til at undvige fire angreb. Som nålene kom tættere mod ham, satte Bart af fra jorden. Han trak vingerne op samtidig og baskede dem hårdt og alt andet end elegant ned for at få mere luft i sit hop. Det var ikke som sådan at flyve. Det var mere at udnytte vingerne til at forøge hans springning. Det virkede da også. Bart hoppede flere fod op i luften. Og det var nok til at undvige tre nåle. De tre, der ville have ramt ham, hvis han havde valgt at dykke på jorden. Den fjerde var for ham at undvige i luften. Og det kunne han ikke. Nålen ramte ham på kindbenet ved højre kind. Det var ikke et dybt snit, men det var nok til at åbne skindet og lade dråber af blod sive ud derfra.
Han tog til såret med den ene hånd. Dog resulterede dette i ubalance i luften og han faldt ned på jorden igen. Han samlede sig halvt op, men forblev siddende på knæene med bagdelen hvilende på hælene, imens hånden endnu stoppede blødningen i ansigtet. Det var som en skærende smerte, hvis han fjernede hånden eller rykkede den for meget.
De blå øjne kiggede op på Ilaria. "Bedre?"

Et svagt smil voksede. Bart fik endelig fart under vingerne og gjorde endelig sit for at vise, at han kan og vil gøre sit, for ikke at være det nemme bytte han i sandheden var og havde været. Dog ville hun gerne have, at han benyttede sine evner mere. Han skulle gerne lære at kontrollere det til perfektion, men måske det ville have sine udfordringer når han var fanget i den unge krop. Hun lod sig lande på jorden og kom hen i mod ham. "Meget bedre," sagde hun og satte sig på hug foran ham og så mod ham.
Om Bart havde vænnet sig til at se i hendes dådyres øjne var svært at sige. 

"Skal vi heale dig op og så prøve noget andet træning?" spurgte hun og rakte hånden frem til, hun ventede på hans accept.

Som Ilaria selv kom ned på jorden og satte sig på hug foran drengen, bevægede Bart sit hoved i takt med hjortkvindens bevægelser. Hun sad på hug foran ham, da hun medgav, at det var blevet bedre. Bart kunne intet andet end at smile smørret og barnligt. Som om Ilaria lige havde sagt et grimt ord, som Bart ikke måtte høre. Den slags smørrede grin.
Hendes hånd var halvt på vej op mod hans kind, men den krævede hans accept for at færdiggøre turen. Derfor nikkede Bart og fjernede sin egen hånd for at gøre plads til hendes blide og feminine hånd. Denne fjernelse af egen hånd gav dog en skarp smerte, der fik Bart til at vise ansigt af smerte. Hvordan skulle han nogenlunde kunne overleve denne verden, hvis et lille snit i ansigt gav så meget smerte, at han var tæt på at få vand i øjnene? "Hvad andet træning?" Ilaria kunne alt muligt. Med sine vinger, men også andet. Bart havde også sine evner, men de var langt fra trænet. Skygger kunne han lidt kontrollere, men solen stod for højt og skyggerne var for svage til at blive manipuleret godt. Og telekinesen var alt andet end trænet. Bart kunne knap nok få småsten til at svæve. 

Ilaria fik hans velsignelse til at heale ham, og hun valgte at gøre det på stedet. Hun placeret hånden og så fokuseret på feltet og lod varmen ramme ham. Han ville være lappet sammen på ingen tid, skaden var minimal og ubetydelige for voksne, men for ham - så gjorde den nok ondt. 

Andet træning, spurgte ham. Hun medgav et nik før hun slap ham igen for at se på ham. "Du kan manipulere skygger, du skal også kunne forsvare dig med det," sagde hun. Det var en indirekte ordre til at han skulle trække vingerne så langt ind til sig som muligt. Han skulle lære at bruge det med den lille mængde skygge han selv havde, og den mængde skygge vingerne kunne give ham. Det ville måske være en udfordring i sig selv, men hun vidste at han havde evnerne til det. Et år fra nu af, så kunne det ske, at han ville kunne vinde over hende ved brug af sine evner. 

Varmen fra hendes hånd var behagelig. Han kunne mærke, hvor såret træk sig sammen for at lukke i. Og da Ilarias hånd var væk igen, tog Bart til kindbenet. Han kunne ikke mærke noget. End ikke en lille rille fra såret. Hun havde lappet hullet perfekt sammen. 
Selvfølgelig var det skyggerne, der skulle i spil nu. De fleste havde deres egne, unikke evner. Barts var manipulering af skygger. Alligevel rejste han sig langsomt. Han vidste, det ville gå dårligt. Han var ikke god, det vidste han. Det vidste Ilaria også. Det var nok derfor, hun ville have ham i træning om det. Vingerne blev trukket så langt ind mod kroppen, som Bart kunne. Endnu kunne han ikke trække dem ind under huden. Derfor hang de bare ned langs drengens ryg. Han blev kun lidt bredere ved skulderne, for der kunne han ikke få vingerne længere ind. Han kiggede ned i jorden, men mere på sin egen skygge. Den mørke farve havde potientiale. Hvis Bart var heldig og fokuserede nok, kunne han lave alt fra beskyttende skjold til offensive angreb. Problemet var bare netop i det. Fokus. "Hvordan skal jeg starte?" spurgte Bart, som om Ilaria vidste lige præcis, hvordan man skulle træne skyggemanipulation. Selv efter han meget godt vidste, dette ikke var en af Ilarias magiske evner. Hun havde healing, ikke skygger.

Ilaria hoppede et skridt tilbage, som hun endnu sad på hug. Hun gav ham pladsen til det. "Godt," lød det fra hende og hun så mod jorden omkring ham for at se om der var noget han kunne gøre brug af. Selvfølgelig var der det, men det skulle være noget som virkede simpelt nok for ham. Nålene var måske det mest simpel hun kunne finde. "Hvis du kan bruge din skygge til at kravle om folk, skal vi så også se, om du kan bruge det som noget, der kan affyre nålene?" spurgte hun, valget var hans, hvis han tvivlede på det - da han kendte sine evner bedst - skulle de se i andre retninger af hvad han kunne og ikke kunne. 

Ilaria lignede lidt en kanin, som hun hoppede tilbage, stadig siddende på hug. I normale situationer ville Bart uden tvivl fnise som en lille skoledreng over dette, men hans tanker var på skyggerne og dette forhindrede ham i at opføre sig som en naiv skoledreng. Det havde han ikke overskud til at være.
Nåle? Det virkede simpelt nok. Men for Bart kunne en klump skygge være kompliceret. Alligevel nikkede han til Ilaria. Han kunne lige så godt prøve, ikke? Blikket vendte ned igen mod hans egen skygge. Han forestillede sig, at den yderste kant af skyggen fjernede sig fra resten. En udstrakt arm med en hånd, hvis fingre havde luft imellem sig, holdt over skyggen. Langsomt, som om der var modstand, strakte Bart sine fingre ud. Og som fulgte skyggen bevægelsen, fjernede den yderste kant sig. Nu var skyggen officielt ikke længere matchende til objektet, ergo Bart. 
Han åndede stort ud. Det tog kræfter fra ham at manipulere skygger. Og endnu mere i dagslys, for der var skyggerne svagest. "Hvorhen?" Mere præcis kunne Bart ikke spørge. Han frygtede, hvis han fjernede sit blik fra skyggen og snakkede for meget, ville hans fokus fjernes og den udskåret skygge ville samle sig igen.

Ilaria fulgte nøje med i hvad han gjorde. Hele hans krops sprog og mimik. Ville han tro på sig selv eller bare give det et forsøg, fordi hun foreslog det? Han skulle kende sig selv bedst, og det var hvad hun forsøgte at opnå. At han havde kontrollen over de ting, han nu engang ville have sin kontrol over. 

Så da de gullige øjne skulle følge med skyggen, var det som at se et intens spil skak for verdensmesterskabet. Det var ikke bare et ryk for fornøjelsen skyld, men for sin egen vendings skyld. Det at han brugte sine arme som forlængeren og kontrollen til skyggen undret hende dog endel. Var det ikke manipulation fra hans bevidsthed af? Ville han ikke være et nemt bytte, hvis han ikke kunne bruge armene og hjernens adskilt i sådan et omfang. Det lød måske også kompliceret nok i sig selv, når hun nu tænkte over det. Hjernen havde vel sine begrænsninger for selv de mest erfarne og avanceret skabninger.  Men hans udånding fik hende til at fokusere på ham. "Din skygge burde være stærkeste nu, og ikke svagest," pointeret hun, solen lå ikke hen over dem, den skabte skyggerne omkring dem nu. Så han skulle have let ved det, som ved daggry og solnedgang (kan ikke huske det ord på stående fod). 

Men hun så han fik fat, "Lige frem," sagde hun og ventede at han ville kaste den så lige ud som muligt for sin egen skyld og hendes. Hvis ikke, så ville en af dem få en meget mærkelig oplevelse, og hun var uden tvivl sikker på, at det ville ende med at være ham som havde den mærkelige oplevelse. Men Ilaria så mod nålens spids, hun var under alle omstændigheder klar til at stoppe den med hvad end det skulle koste, en øm vinge, et mistet fjer eller en nål igennem skulderen, det var ligemeget i denne sammenhæng. Træning var træning, og han skulle nok komme efter det.

I princippet burde Bart kunne stå stille og manipulere skyggerne. Det var en mental evne, men i Barts eget hoved følte han, at han havde bedst kontrol over skyggerne, hvis han fysisk var med. Som armen og hånden lige nu agerede som dukkeføre for skyggen. Det var nok mere et mindset end noget brugbart. Og Bart var alt andet end sikker i sine evner, så at han gjorde noget, der gav ham mere selvsikkerhed i evnen, gav vel meget god mening, ikke?

Var han stærkest nu? Om det var rigtigt eller ej, tænkte Bart ikke på. Han stolede på Ilaria. Englekvinden havde endnu ikke givet ham bevis på ikke at stole på hende. Tværtimod. Hun havde kun gjort og sagt ting, der fik Bart til at stole endnu mere på hende. Derfor stolede han nu også på hende, når hun sagde, han var stærkest. Ligesom med hånden var dette nok lige så meget et mindset som det var rigtigt.
Armen blev løftet op. Eller mere blev den revet op og igen fulgte skyggen trop. Den tynde skygge skåret fra resten løftede sig på jorden. Den sorte skygge svævede i luften som en mærkværdig, mørk substans. Bart prøvede at forme skyggen til en nål med sit hoved. Og langsomt bølgede og ændrede den form, indtil den mindede om en nål. 
Den anden hånd sluttede sig til den anden ved håndledet. Nærmest for at stabilisere hele armen. Endnu en dyb vejrtrækning blev taget. Samtidig lukkede Bart sin hånd sammen til en knytnæve. Skyggenålen begyndte at sitre og vibrere, som om den ventede på et eller andet. Og som Bart udåndede igen, åbnede han brat hånden igen. I samme sekund sprang nålen frem lige ud, direkte imod Ilaria. En forenklet skyggeudgave af hendes tidligere angreb.

Han fik mulighederne for at samle sig og få en ny taktik med sig. Hun vidste, at han var blevet stærkere, bedre og kunne finde ud af tingene på sin egen måde nu. Bart lignede en, som gjorde klar til at gøre noget, og hun tog tilløb til at se tingene ad. Hvordan hun skulle gøre og eller ikke gøre. 

Ilaria tvivlede ikke på hans evner, tvært i mod. Han skulle en dag nok kunne klare sig selv. Hun så angrebet an han ville anføre, men som vinden raslede i vinden træerne, trak hun opmærksomheden væk fra ham. Der var noget i gære og hun måtte samtidig undvige hans træk, så uden at gøre for meget ud af det, rettet hun håndfladen ud og dræbte hans skygge med lys foroven. For meget lys ville dræbe en skygge, for så ville der ikke være noget at skabe skyggen for. "Bart," lød det bestemt fra hende og hun lod sig falde til jords ved siden af ham. "Jeg bliver nødt til at gå i et øjeblik, kan du sørge for at få noget mad og et bad mens jeg er væk?" det var ikke et direkte spørgsmål, men han vidste hvad hun mente med det. 

Før han overhovedet ville have givet hende et svar, satte hun af i et vingeslag og søgte sydvest på fra hvor de stod. Drengen ville være okay. Han var ikke den dreng han plejede at være, da hun fandt ham.

Angrebet skete på under et sekund. Selvfølgelig ramte skyggenålen ikke. Selvfølgelig var Ilaria god nok til at undvige og sågar neutralisere angrebet. Som nålen forsvandt, slappede Bart af i sine arme. Han slap håndleddet og begge arme faldt dvask ned langs siderne af ham. En lettet udånding prustede læberne og skulderne faldt helt ned, så de næsten så ikke-eksisterende ud. Vingerne hang slap på ryggen. Bunden af dem snittede jorden, som Ilaria kom ved siden af ham.
Et lille, selvsikkert smil havde bredt sig over Barts læber. Nærmest et kækt smil fra en sand charmetrold. Han havde gjort noget. Han havde virkelig gjort noget! Lige nu følte engledrengen, at han kunne forsvare sig selv - selvfølgelig var det kun lige nu. Adrenalinen pumpede positivitet rundt i drengens krop. Når alt kom til alt, ville det være mere et møntkast, om han kunne forsvare sig eller ej. Han havde ingen taktik, teknik eller hjerne. Han angreb, hvis han ikke frøs. Han forsvarede sig selv, hvis ikke han allerede hævede det hvide flag i form af hans ikke så hvide underhyler.

Allerede som Ilaria var oppe i luften igen, nikkede Bart. Drenge lugtede til sin armhule. Han kunne ikke lugte sved, men det var nogle dage, siden han havde vasket sig. De råhvide vinger havde tydelig skidt på sig og håret lignede en fuglerede, der var blevet raseret for æg. "Okay." sagde Bart, som Ilaria fløj væk. Med det samme fandt han vej til den nærmeste sø for at vaske sig. Mad kunne han nemt finde omkring. Der var buske med spiselige bær på. Først stod den på at vaske sig ren. Han var jo endnu en lille dreng. Og hvad var små drenge gode til? At blive beskidte.