Det var med kløende hænder, at Fielthena i faste og hastige skridt bevægede sig væk fra det lille beskedne hus, hvor i Daphnie Nomokia boede. Skridtende der oftest var både stærke og målfaste, var denne gang målløse eller så tæt målløse på som muligt. Hver gang hun satte den ene fod foran den anden, var det kun med ét formål; at lægge større afstand til huset, og de to mennesker på den anden side af døren.

En tsunami af følelser lå og truede med at skylde ind over og opsluge den mørkhåret kvinde, der i et håbløst forsøg på at beskytte sig selv lod en boble af følelsesløshed lukke sig omkring hendes sind. Få gader længere væk begyndte boblen højlydt at krakelere, tvang hende til at dreje ned af nærmeste menneske frie sidegade.
Luften i gaden føltes tynd, som var den svær at få ned i lungerne, tvang indåndingerne til at blive besværet og hivende. Med en hånd og panden presset støttende imod de kolde, ru sten på husmuren tilstødende den ene side af gaden, blev de grønne øjne klemt hård sammen med kæbemusklen spillede under de sammenbidte tænder, og spændingen i både hals og kæbe.
Alt hun havde brug for, var et øjeblik til at samle sig, men det øjeblik føltes som at skovle sand op med hænderne, kun for at bevidne hvordan sandkornene løb ud mellem fingrene. Midt i hendes famlen efter ’sandkorn’, blev gadens mange travle lyde brudt af en spinkel spørgerne pigestemme ”Er du okay?”. spørgsmålet blev i starten mødt af en afvisende brummen, men den unge pige var ikke uden videre lige til at slå ud af kurs. I stedet for at tag brummen som tegn på, at hun hellere måtte lade den mørkhåret kvinde i fred, fulgte hun bekymret op på sit eget spørgsmål ”Du ser ikke helt okay ud.”.
Hånden der ind til nu havde hængt passivt ned langs Fielthena’s side, knyttede sig sammen til blodet forlod knoerne, givende dem et næsten gennemsigtigt udseende. ”Hør, jeg ved ikke hvem du er, men jeg har ikke brug for din hjælp, okay?!” snerrede Fielthena tilbage. I et hurtigt ryk fjernede panden sig fra husmuren, de grønne øjne åbnede sig på ny og skød nærmest lyn, til blikket landede på pigen der havde opsøgt hende.

Pigen var ung, hun kunne ikke være mere end højst 19 år, men hun lignede Daphnie så ufattelig meget. Store grønne øjne mødte Fielthena’s egne, lige så spinkel og en anelse lavere end Daphnie, fregner prydet det unge ansigt, som var omkranset af et stort ustyrligt krøllet hår i en kornblond farve.
Det lynene blik mildnede og det uvejr af en tordensky der ulmede over Fielthena svandt næsten ind, men også kun næsten. Den knyttede hånd åbnede sig langsomt, fjernede det sidste tegn på hendes defensive fremtoning, men et smil brød aldrig frem i et lyse ansigt.
”Jeg bor ikke så langt herfra, måske vil du have lidt at drikke inden du bevæger dig videre?” lød det på ny fra pige, som havde Fielthena givet hende medhold i at hun havde et ildebefindende. Denne gang blev spørgsmålet ikke mødt af en afvisning, men i stedet for et nik og svaret ”Meget gerne, det vil jeg sætte stor pris på.” løg hun kunstfærdigt overbevisende over for den yngre kvinde.

På vejen mod det lille byhus fortalte pigen uhæmmet om både stort og småt, hendes navn var Sofie, hun var 17 år og eneste pige i en søskendeflok på 9, moren var død for nogle år tilbage og nu hjalp hun sin far med både at se efter de mindre søskende, men enkelte dage på ugen blev de afleveret hos en de ældre kvinder i nærheden, så hun kunne bruge nogle timer hos en af de lokale bagere og tjene en håndfuld krystaller. Intet af det Sofie fortalte lyttede Fielthena synderligt opmærksomt efter… Kun det vigtigste fik lov til at trænge ind, oplysningen om at Sofie havde i dag været så heldig at hun fik tidligere fri, så hun ville have mindst 3 timer for sig selv, inden hun skulle hente de yngre søskende.

Knapt var begge kvinder trådt ind og døren lukket bag sig, før at den mørkhåret kvinde var trådt helt tæt bag den yngre pige, med et koldt knivblad presset ind mod den sarte hals. ”Skrig, og jeg skærer din hals op fra øre til øre.” hvislende Fielthena med en isnende stemme, lavt ind i øret der var godt gemt væk bag de lyse krøller. Ordene var som en lammende gift der fængslede pigen til stedet, uden så meget som at blinke.
En klump spyt blev højlydt sunket og stemme der flere gange knækkede, forsøgte pigen at tale sig ud af den kattepine hun pludseligt befandt sig i ”J-je-jeg.. Er det k-krysta-alder du er u-ud-ude efter..? Du må tage l-lig-lige hvad du vil, bare du ikke g-gør mig noget!” hikstede den i forvejen skrøbelige stemme uforstående, mens de salte tårer faldt i en lind strøm, da først den usynlige barriere der holdt dem i hendes øjenkroge blev brudt. Ordene blev mødt af et hårdt fnys og et endnu hårdere skub i ryggen mellem skulderbladene, der sendte den unge pige i direkte kurs med stengulvet.
Med armene strakt frem for sig, fik den blonde pige taget fra for det værste af faldet, men det var ikke uden klynkende lyde og en tiltagende hulken ”Hvo-vor-hvorfor, hvorfor gør du det he..” Længere nåede hun ikke i sine ord, før Fielthena var trådt nærmere, ind over den rystende skikkelse. De slanke fingre lukkede sig om en håndfuld krøller tæt ved hårgrænsen, tvang pigens hoved bagover. Med rolig hånd førte hun knivens blad henover Sofie’s pande, omkring 1,5 cm. under hårlinjen, urørt af duften af jern der begyndte at fylde luften. ”Jeg kunne spørger dig om det samme, men du ville ikke vide hvad jeg snakkede om, dit dumme dumme naive pigebarn...” svarede den mørkhåret kvinde roligt, som var pigen ikke begyndt at skrige som en stukken gris. Ihærdigt forsøgte Sofie efter bedste evne, at kredsede i huden på håndleddet tilhørende hånden begravet i håret, i håbet om at smerten ville få kvinden til at slippe. Tværtimod fik det kun taget til at strammes og et voldsomt ryk givet ”Sid stille!” kom det sammenbidt fra Fielthena.

En brækket hals eller et knust luftrør endte sjældent i de store blodsudgydelser, indre skader forårsaget af velplacerede slag, med enten hænder eller semi solide genstande involverede indimellem det klistrede røde materie. Når man så bevægede sig ud i at bruge skarpe genstande som knive, så var det noget nært uundgåeligt ikke at få bare lidt blod på sig, særligt hvis man valgte at sigte efter en af de pulserende pulsårer. Ingen af de metoder var hvad den stakkels uskyldige pige endte med at blive udsat for, de havde alle været for skånsomme.
Med stor præcision blev knivens blad ført langs kraniet, i et cirkulært snit og løsnede de blodige lokker sammen med issen fra kroppen. Efterlod det ellers yndige pige ansigt primært blodrødt, mens tårerne ihærdigt forsøgte at vaske den røde farve væk.
Da Fielthena endelig forlod det lille byhus, havde Sofie for længst skreget sig hæs, for til sidst helt at miste stemmen. Den nu afdøde pige lå stadig på det kolde stengulv, med armene bundet bag ryggen, kjolens front skåret op, men hun lå ikke med blottede bryster som det kunne forventes. Hele overkroppen var hudløs.
Stykke for stykke var huden blevet fjernet, med rolig hånd og viden om hvor hvert snit skulle lægges til den kødfyldte muskulatur, de sølvhvide sener, det boblende gule fedtvæv og de hvide knogler var synlige. Under havde der gemt sig et bankende hjerte, der nu var at finde liggende oven på brystbenet. Placeret der, efter at Fielthena have rakt armen ind i brystkassen, lukket hånden om hjertet og klemt til det ikke længere kunne slå nok til at holde den blonde pige i live, mens et ”Sssh.” omsorgsfuldt blev hvisket ned til hende. Det værste blod var blevet vasket af armen og kniven, den skalperede isse blev samlet op fra gulvet og var pænt blevet pakket ind i et klæde, og så var Fielthena ellers gledet ud af døren som en skygge der veg fra lyset.

Issen med de mere røde end blonde krøllede lokker ville senere, når mørket havde lagt sig over Dianthos, ende med at sidde fast med en dolk på Daphnie Nomokia’s hoveddør. Som havde en kat været forbi og lægge en afdød fugl, som gave på hendes dørtrin.