Det var lige før Ingrid havde givet op på at blive brugt som bud. Hun var blevet for gammel til det, selvom det var et job hun nød og fandt let, og hun vidste godt at hun var nået den alder for længst, hvor hun skulle finde sig et ordenligt arbejde. I ny og næ var hun dog heldig, at få sig et bud-job. Det skete dog kun, når der ikke var andre yngre bud i nærheden. 
 Det var derfor kommet en smule bag på hende, da der var kommet en mand op til hende, trods der var mange af de yngre unger i nærheden. Hun havde kigget lidt undrende på manden, og han havde hurtigt gennemskuet hendes forvirring.
 " Der skal fragtes nogle skrøbelige varer, som skal frem uden skade. Jeg gider ikke bruge tid på at levere dem, men jeg er sikker på du vil passe godt på dem.." havde det lydt fra manden. Et stort og lidt smigret smil sneg sig i er hendes læber, for hun måtte indrømme det var lidt fedt at blive specifikt udvalgt til at være bud. Så uden større eftertanke var hun fulgt med manden hen til varerne.

 Favnen var fuld af en lettere tung trækasse, fyldt med diverse glas kolber, flasker og reagensglas, som hun stod foran det forskelligfarvet hus der tårnede sig over hende. Hovedet var vippet tilbage, som hun nysgerrigt lod blikket glide ned over de forskellige etager af forskellige byggematerialer. Ingrid synes uden tvivl det var et fint hjem, og ville ikke have noget imod hvis hun selv boede så spændende et sted. 
 Det var selvfølgelig ikke kun på grund af huset udseende hun fandt det spændende. De mange forskellige glasting, havde også vækket hendes interesse - det var jo ting hun bestemt selv kunne forstille sig hvad kunne bruges til. 
 Ingrid gik op af de fire trin til døren, og satte trækassen ned. Skuldrene kørte kort et par gange rundt i cirkler, for det havde egentlig været hårdt at gå med den tunge kasse i armene. Fokuset blev derefter flyttet hen på døren, og Ingrid tog fat om dørhammer og bankede på. Da hånden fjernede sig fra dørhammeren, efter det sidste bank, gled blikket lidt rundt. Her landede blikket på en kæde med et håndtag, og efterfølgende en stenplade på murren. 
 Ingrids pande rynkede sig lidt, og hun undersøgte ordene. Der var aldrig nogen der rigtig havde lært Ingrid at læse, men hun havde lært lidt gennem hendes bud-jobs og lidt andre løse jobs. Hun gav sig derfor i forsøg med at læse ordene.
 " Bbbb.. ng.. Hmm.. til.. t.. ty.. tyve.. Urgh.. så.. mmmmm... " mumlede hun lavt som hun prøvede at gennemskue enkelte af de ord hun ikke kendte, og de ord hun kendte. Ikke at hun blev specielt meget klogere på hvad tavlen sagde.. Noget med tyve.. Var det et håndtag til tyveknægte? Med brynene let rynket, og hovedet lidt på sned gled blikket over håndtaget der så fint hang i kæden. Det virkede som en meget underlig mand, hun var blevet sendt hjem til. 

I kælderen på det flerfarvede, sammenbyggede hus på Rosenkvartsvænget otte boblede det lystigt i en lille gryde hængt over de blussende flammer i ildstedet. Væsken havde en mørkerød farve og hver gang en boble sprang spredte en sødlig duft sig i rummet. Ikke at Percival lagde mærke til det længere for hans opmærksomhed havde samlet sig om de fem kobler i stativet foran ham og den bog med noter han var ved at nedfælde et par ord i.
Stadig mumlende for sig selv, løftede han en smule af væsken fra en flaske op med et strå og dryppede forsigtigt en dråbe ned i den første kolbe. Væsken deri skiftede langsomt farve fra gul til rød. Så flyttede han strået til den næste koble, lod en dråbe falde og...
En gennemtrængende banken på hoveddøren brød hans koncentration, så han løftede fingeren helt og al væsken i strået endte i kolben.
"Oh..."
Teallach rykkede et halvt skridt fra bordet og satte som ved en eftertanke en beskyttende kuppel over kolberne... øjeblikket før den ene eksploderede med et brag højt nok til at klirre med ruderne ovenpå og puffe støvet fra vindueskarmene.

Han stod et øjeblik og så røgen hvirvle rundt i kuplen, skiftende fra blå over grøn til gul og tilbage igen, før hans tanker fandt tilbage til hvad der havde afbrudt ham med så interessant et resultat til følge. Der var blevet banket på døren!
Ladende alt blive hvor det var, forlod Percival kælderen af stentrappen op til forværelset, forlod det gennem køkkenet og åbnede døren med et undrende udtryk i de grå øjne. Udenfor stod en pige og ikke den havde kunne forvente stoppe forbi, men en anden lille blondt størrelse. "Ja? Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Han smilede let til hende, læggende strået fra sig i den ene lomme dryppende blå farve på den grå kjortel.

 Ingrid stod, hvad hun følte som en evighed, og ventede på der skete noget. Hendes blik blev ved med at flakke skiftevis mellem døren, skiltet og kæden med håndtaget. Jo længere tid der gik, jo større blev lysten til at hive i håndtaget, selvom hun var usikker på om det nu også var en god ide. Hun kunne jo bare ikke helt ignorere at hun var en smule nysgerrig. 
 Det sitrede helt i Ingrids fingre, og hun var lige ved at løfte hånden op for at lade nysgerrigheden stille sig, ved at trække i håndtaget, da der lød et højt brag. Det gibbede forskrækket i hende, og den ene fod flyttede sig lidt bagud, som blikket forvirret gled rundt på bygningen. Hvad var det? Ikke længe efter gik døren op, og Ingrid kiggede lidt skeptisk på den ældre herre. 
 " Hr. Tellach? " lød det lidt spørgende fra de spinkle læber, da hun i et øjeblik blev i tvivl om navnet på den hun skulle levere kassen til. Rettede han hende, ville hun nikke og gentage sig selv, denne gang med navnet korrekt.
 " De har bestilt nogle varer? " Ingrid bukkede sig ned og samlede kassen op i favnen igen. Hun sendte ham så et venligt smil, som hun lod blikket glide lidt nysgerrigt ned over ham. Hun synes ikke hun kunne se nogen tegn på at der var sprunget noget i luften nær ham, måske var det et andet sted.  Han virkede som en bemærkelsesværdig mand, hun kunne dog ikke helt sætte fingeren på om det var manden i sig selv der virkede sådan, eller på grund af helhedsindtrykket af manden og huset.
 Læberne blev kort foldet tænkende sammen. Burde hun spørger om han var okay, eller ville det være upassende når hun hverken kendte manden, eller var sikker på om det var her eksplosionen var kommer fra. 

Percival nikkede let, som smilet fik mere varme. "Ja, det stemmer." Når pigen spurgte efter ham, så havde hun en grund til at være der og var ikke blot et forvildet ungt menneske på knap så eventyrlige afveje. Dem kom der fra tid til anden nogen forbi af eller også kom de af andre grunde. Ikke at de sagde noget om det, når de slap fri af hvad end de havde udløst på deres vej ind i huset, men mere så ud til at have fortrudt ikke så lidt valg.

"Hvad kan jeg...åh! Ja, det har jeg!" Han fandt monoklen frem fra en lomme på brystet og betragtede kassens indhold vurderende. Et blik der blev overført til pigen efterfølgende før han atter nikkede let, mens han tog en af kolberne op. Så vendte han sig og vinkede hende med sig ind i huset. "Kom med, kom med. Pas på dørtrinet til køkkenet. Det sidder lidt løst."
Han ledte vejen gennem vindfanget til køkkenet og derfra til et rum hverken det eller hint, men hvor en åben dør afslørede en trappe ned i kælderen. "Og hovedet her, skønt du vist er lige så sikker som jeg mod bjælkens evige forsøg på at sende buler i uheldiges retning."

Noget fangede hans tanker og fik ham til at tøve på toppen af trappen. Langsomt vendte han sig blinkede let. "Du har ikke noget imod at hjælpe varerne helt på plads? Mod betaling det er?" Hendes udseende og tilstedeværelse var endelig trængt igennem laget af tanker om de eksperimenter han havde gang i, og havde kaldt lidt af den gammellærte takt frem til overfladen.

 Da den ældre herre foran sig, bekræftede at han var den hun ledte efter, nejede Ingrid kort med favnen fuld af kasse, inden hun forklarede hvorfor hun var der. Da Teallach kiggede nærmere på varerne i kassen, løftede Ingrid den lidt op og vippede den en smule frem, så det var nemmere for ham at se den an. 
 " Javel! " lød det prompte fra Ingrid, inden hun fulgte med. Som hun trådte ind i det bemærkelsesværdige hus, gled blikket nysgerrigt rundt, mens hun fik lukket døren i. Hovedet vendte og drejede sig mens Ingrid fulgte med, så hun kunne suge alle detaljer til sig. På vej ind til køkkenet, holdt hun kassen lidt til siden, så hun kunne se hvor hun trådte, og derfor kunne træde over det løse trin. 
 Ingrid sagde ikke noget mens de gik. Det var ikke særlig tit folk inviterede hende med ind, når hun kom som bud. Normalt betalte folk bare og tog tingene ind selv, så hun vidste ikke helt hvad man sagde eller hvad hun kunne tillade sig at gøre, andet end at følge vel. 
 " Okay, " lød det alligevel kort efter fra den lyshåret pige, og selvom hun som Teallach havde sagt, var lav nok til ikke at slå hovedet, forberedte hun sig alligevel på at dukke sig. 

 Ved hans næste ord stoppede Ingrid dog op, og skævede kort over skulderen, og så vejen hun var kommet fra. Det virkede underligt farligt og lusket at gå med ned i en fremmed mands kælder, men han virkede også utrolig blid og ufarlig. Huset så specielt ud, og der havde godt nok være et brag fra huset, men det kunne vel lige så godt have noget at gøre med alle de kolber og reagensglas hun nu stod med i favnen. 
 Blikket blev vendt tilbage på Teallach, og Ingrid sendte ham et venligt smil. De ekstra krystaller ville helt klart også være behjælpeligt.
 " Jeg kan godt hjælpe Dem med at bærger varene på plads, " sagde hun med et venligt nik, klar til at dukke sig lidt unødvendigt og følge med ned af trappen. Trods det lille reagensglas om hendes hals, der skulle hjælpe med at dæmpe hendes følelser, var usikkerheden og nervøsiteten alligevel begyndt at tage til, og fik et svagt, rødt, lysende skær til at vise sig omkring Ingrids brystkasse. 

"Storartet!" Et varmt smil erstattede det spørgende udtryk, før Percival vendte sig tilbage til trappen og førte an ned af den. han havde bemærket pigens tøven og faktisk værdsat den dybt nede - for verden var virkelig ikke til tillidsfuldt at følge fremmede nogen steder hen! - men også ganske tilfreds med at hun trods den alligevel bestemte sig til at hjælpe ham.

Trappen var af sten og viste en smule tegn på slid som midten af trinnene var begyndt så småt at bue. Den snoede sig i en blød bue med indhug i væggen med passende mellemrum hvor lysende krystaller var placeret. Ingen grund til at falde ned af den, når lys var en mulighed, som der for Percival ingen grund var til at bruge andet end krystaller, nu de holdt lys og varme så vel.
Bunden af trappen åbnede til et velordnet og samtidig lettere kaotisk arbejdsrum. En pejs udgjorde det meste af endevæggen modsat trappen, mens et arbejdsbord slyngede sig ud fra under trappen og hen langs væggen med højtsiddende vinduer til haven udenfor. En reol optog det ene hjørne, men indholdet af den var tydeligvis undsluppet delvist og havde fordelt sig på bord, stole og en bid af gulvet.
Mest interessant var dog nok kuplen på bordet, hvor den fangede røg skiftede i farve fra blå til grøn og videre til gul og tilbage igen.
"Hvis du vil stille kassen..." Han gik i stå midt i rummet, drejende sig langsomt om sig selv, før han pegede på pladsen foran reolen. "Der. Tror jeg. Ser den ikke ud til at være mindst i vejen der?" Han betragtede pigen spørgende og lagde så hovedet på skrå. "Du lyser også. Det må være en ting for tiden, men det er ikke håret denne gang... Er det dit eget lys?"

 Opmærksom på de uvante omgivelser, og med en fremmeds varer i mellem hænderne, forsøgte Ingrid så vidt muligt holde godt øje med hvor hun trådte på trappen, for det ville både være dumt og farligt at træde forkert, og skvatte på trappen, og måske endda ødelægge Teallach ny leveret varer. Det var dog ikke helt nemt, med kassen i favnen for den blokerede hendes syn en smule. 

 Ingrids fødder fandt dog sikkert vej til bunden af trappen, og med et nysgerrigt blik, så hun rundt i kælderrummet. Hurtigt faldt blikket dog på den farverige kolbe der tog alt hendes opmærksomhed, mens hun trådte et par skridt længere ind i rummet. Det så mystisk, men også spændende ud, og Ingrid overvejede om det mon var det der havde lavet det brag hun hørte, havde noget med kuplen og røgen at gøre. 
 Teallach stemme fik Ingrids blik til at finde hen på ham, og da han drejede rundt om sig selv for at finde ud af hvor hun skulle sætte kasse, gled Ingrids blik selv lidt søgende rundt, før hun så hen hvor han pegede. Med det samme bevægede hun sig derhen.
 " Jo, det tror jeg," svarede hun, en smule usikker på om den ældre herre faktisk forventede at få et svar. Kassen blev forsigtigt skubbet ind på hylden, og Ingrid stod lidt og kiggede på den, bare lige for at sikre sig den stod sikkert, og der ikke var noget der ville falde ned der fra. 
 " Oh? " den spørgende lyd forlod Ingrids læber inden hun kunne stoppe den, og hun drejede rundt så hun vendte med Teallach igen. Derefter så hun ned af sig selv og lod kort en forlegen grimasse falde over ansigtet og et lavt irriteret brum forlade hendes læber. Kappen trak hun lidt mere om sig, for at dække sig lidt mere til, og så lyset blev skjult lidt mere.
 " Hvis det ikke var min egen, havde jeg leveret det tilbage for længst... " Det var ikke andet end en lav og utilfreds mumlen, og det var måske ikke helt meningen af Teallach skulle høre det, for det var uhøfligt af hende at være flabet, og han mente jo sikkert ikke noget ondt med spørgsmålet. 
 " Det er mit eget..  " Skyndte hun sig derfor at sige efterfølgende, og tog et par dybe vejrtrækninger for at få lyset til at forsvinde helt. Der var jo tydeligvis ikke noget farligt nede i kælderen, og den ældre herre var jo ganske harmløs. 

En let klukken gled fra Percivals læber over den utilfredse tone pigen brugte til sit svar. Munterhed var da også at se i hans grå øjne, skønt også forståelse og en gnist af nysgerrighed. At lyse måtte have så mange ulemper som fordele og han var ikke sikker på pigen så fordele ved det overhoved.
Så nikkede han let, mens han betragtede hende eftertænksomt som hun trak lyset ind i sig. "Og kontrollerbart ser jeg. Slet ikke dårligt." Han rettede let på monoklen og bevægede sig så lidt til siden, som for at studere hende fra flere vinkler. "En anden ung dame har fornyeligt lyst op i min tilværelse. Lysende hår der og ikke til at dæmpe for, så noget mere påfaldende en din stille glød..."

han smilede til den unge pige, rynkede så brynene og drejede sig mod arbejdsbordet, som en lyd derfra ændrede sig. I kuplen havde røgen skiftet til pink og var begyndt at udsende lilla gnister. "Og hvordan i alverden har du fået det farvespil?" Mumlede han forundret, før gnisterne samlede sig til en tæt klynge, og med et sislende knitren lyste op som en lille stjerne, før de slukkedes og et kling afslørede noget ramme bordet i skjul af røgen. Denne skiftede atter farve glidende til harmløst hvid, før den helt forsvandt og afslørede en kolbe med grøn væske og små sten i bunden samt en krystal lysende blidt liggende på bordet.

"Har du altid kunne lyse eller er det noget du er vokset dig til?" Han drejede sig tilbage om mod pigen, som var hendes lys langt vigtigere for ham end hvad hans forsøg havde udviklet sig til. En ganske rigtig antagelse også i det øjeblik.

 Ingrids pande rynkede sig lidt ved Teallachs ord, inden hun så ned af sig selv. Kontrollerbar var vidst så meget at sige. Hun åbnede munden for at forklarer den smule det var muligt for hende at "kontrollere" lyset, men inden hun nåede så langt, forsatte han med at snakke. Begge bryn løftede sig en smule nysgerrigt, og hovedet tippede lidt nysgerrigt på skrå.
 " Oh? " En anden der kæmpede med at lyse uønsket op? Ingrid havde aldrig mødt nogen der havde samme problem som hende, og havde altid følt sig utrolig ensom, men hun følte pludselig ikke at hendes lysen fra hendes brystkasse var et særlig stort problem. Fra håret?

 Efter fortællingen om Teallachs andet besøg af en lysende pige, ville Ingrid forsøge sig med at forklare lidt mere om hendes lys igen, men blev denne gang distraheret af hvad end det var den ældre herre havde gange i på bordet. Blikket gled nysgerrigt rundt på de forskellige kupler og betragtede hvad der skete i dem. Ikke at hun forstod noget som helst af det, men det så da uden tvivl spændende ud! 
 Ingrid fik først hevet blikket væk da Teallach drejede sig mod hende igen, og hun trak lidt på skuldrene. Ingrid tænkte lidt tilbage på da hun var mindre, men var ikke helt sikker på hvordan det helt præcist var.
 " Det er været der så længe jeg kan huske.. Men jeg er ikke sikker på om det var der da jeg blev født, og bare kom hurtigt.. " svarede hun en smule overvejende, inden hun slog blikket lidt ned.
 " Og det er ikke specielt kontrollerbart.. Kun hvis.. jeg ikke føler noget.. " Ingrid skar en grimasse, for som teenager var det ikke specielt nemt ikke at føle. Den ene hånd lagde sig kort om det ene lille reagensglas om Ingrids hals, som hun brugte til at dæmpe hendes følelser lidt, og derved også lyset lidt. Den bange og nervøse fornemmelse var efterhånden også væk, og derfor var det røde lys også efterhånden svundet helt ind, og lå bare om Ingrids brystkasse om en svagt skær.

Percival betragtede den unge pige grundende, som hun forsøgte at svare på hans spørgsmål. Det var ikke en magi han som sådan var stødt på før, men han havde set afarter af den. Ikke den mest praktiske form for evne at blive født med, men nogengange lå der mere bag end hvad manifesterede sig og som først kom til syne, når større kontrol var opnået. Helt igennem interessant dog og tirrende hans nysgerrighed endnu mere end forsøget bag ham.

Forsøget havde dog fanget pigens interesse, hvilket var værd at huske. Han nikkede let til det første, lagrende oplysningerne til senere og sendte hende så et muntert smil. "Ikke den letteste kontrol at holde fast i kan jeg tænke mig." Han rettede let på monoklen uden helt at virke til at lægge mærke til hånden om vedhænget eller hvordan lyset svandt, som pigen virkede til at finde sig bedre tilpas i hans selskab.

"Slet ikke den letteste.. kunne du tænke dig en kop the? Jeg har småkager også?" Han så spørgende på hende, som han slog ud med hånden indikerende at skulle gå foran op igen. Hans læsestue med de to bløde lænestole og alt for mange bøger ville være et behagelige sted at snakke, hvis hun tog imod theen. "Har du prøvet at styrke lyset? Uden at tabe besindelsen eller føle andet stærkt?"

 Forsigtigt rystede Ingrid på hovedet. Hvordan kontrollerede man noget der blev påvirket af hvordan man følte? Ved ikke ikke at føle, men det var bare ikke noget man sådan lige stoppede med. 
 " Hgn.. Ikke spor let.." Sukkede hun en smule opgivende og slog kort blikket ned. Hånden slap det lille reagensglas og faldt ned langs siden igen. 

 Blikket blev løftet igen, en smule overrasket, da Teallach tilbød hende en kop te, og som han slog en hånd ud, så hun lidt i retningen mod trappen inden hun så tilbage på hvad end han var i gang med på bordet. Var det sikkert at gå væk fra? Teallach havde vel styr på det, så han vidste om det var sikkert at gå væk fra. Havde han ikke? Forsigtigt nikkede Ingrid.  
 " En kop te ville være dejligt, " takkede hun så ja til. Hun vidste hun burde tilbage ud og tjene flere krystaller, men hun havde en følelse af at hun ville få mere ud af at bruge mere tid med Teallach. At hun ville lære mere end hun ville ved at vaske nogens tøj. 
 Ingrid begyndte at gå mod trappen idet den ældre herre spurgte hun til hvad hun havde prøvet med evnen. Hun åbnede munden for at svare, men lukkede den igen, for lige at overveje svaret lidt. Hun følte hun burde svare mere end et sølle nej. 
 " Ikke rigtigt.. Jeg prøver at skjule det. Få det til at lyse så lidt som muligt. Lyset skræmmer folk lidt. Som om det vil gøre dem skade.. En byvagt har også før taget fat i mig, på grund af det..  " Det sidste blev mumlet lidt, mens hun gik op af trappen igen. Akurra havde heldigvis været en ganske flink byvagt, og havde været meget forstående overfor Ingrid, så det havde ikke været spor slemt, men det var stadig ubehageligt at noget så.. dumt og ligegyldigt skulle være så besværligt og skræmmende for andre.

Percival klukkede let over den tydeligt opgivende tone hos det unge væsen, men lod det være ved det for en tid. Hans blik fulgte let håndens fald fra vedhænget, men atter uden at virke til rigtig at notere sig det. I stedet nikkede han tilfreds over hendes modtagelse af hans tilbud, kastede et sidste granskende blik på forsøget, der dog virkede fredeligt færdig med sit interne projekt, og fulgte pigen op af trappen.

At hun tøvede med at svare ham var så sigende som hvad hun svarede. Så nikkede han let for sig selv, før han skiftede emnet til et for øjeblikket vigtigere. "Jeg har theblandinger i krukkerne over bordet ligefremme. Find en der tiltaler dig." Hans køkken var mest af alt en ovn til varme og koge eller stege ting på, et bord langs væggen til at sætte fra på og et væld af hylder over og langs den anden væg til opbevaring af det der ikke kunne være i skabet.
Selv flyttede han den allerede fyldte kedel over på ovnen, så vandet kunne komme i kog. "Byvagter har det med at tage fat i folk der afviger fra deres ideer om normen. Det burde ikke skubbe dig til at holde dig indenfor den, men måske det lige her ville være rart at kunne lyse når du har brug for det frem for når du absolut ikke har brug for det." Han drejede sig søgende rundt som han talte, fandt to krus hvor de ikke burde have stået og thepotten gemt i et hjørne den faktisk ofte gemte sig i.
"Kan du ændre farven på lyset? Eller er det også bestemt af hvad du føler?"

 Ingrid så sig lidt om i køkkenet da hun kom der op. Nu hvor hendes fokus ikke var på kasserne, var det nemmere at være opmærksom på ens omgivelser. Med henvisningen til teen i krukkerne, blev blikket dog hurtigt flyttet hen til bordet, som hun gik over til det. Forsigtigt tog hun hver krukke hen til sig, duftede til teen, og satte den tilbage. 

 Læberne foldede sig en smule sammen og Ingrid stoppede op i hendes te-duftningen ved Teallachs ord. Det gav mening, og hun kunne også sagtens forstå hvorfor byvagten havde taget fat i hende. Det næste fik hende dog til at tænke lidt ekstra om. Hun kunne godt se at det ville være smart kun at lyse når hun havde brug for det, men hvornår havde hun det? Lige så stille løftede hun krukken hun havde i hånden op til næsen så hun kunne dufte til den.
 " Tror aldrig jeg har brug for at lyse..  " mumlede hun lidt, som hun satte krukken fra sig og tog den sidste. Hun var godt klar over hvor negativ hun lød omkring det, men hun kunne ikke huske hvornår hun havde oplevet noget godt, på grund af lyset. Efter at have duftet til den sidste krukke, tog hun en af de første hun duftede til og rakte den til Teallach. 
 " Jeg.. kan ikke selv ændre farven.. Ikke som sådan. Jeg tror..  " Ingrid overvejede sine ord lidt. Hun var ikke helt sikker på hvordan det helt hang sammen, men hun synes at kunne se en sammenhæng med hvornår hun lyste hvad.
 " ... at når jeg har det godt og er glad.. Så lyser jeg hvid. Og når jeg ikke har det godt og er bange eller usikker, så lyder jeg rød..  " 

// Lukket på grund af inaktivitet