En kold vind slog imod mørkelverens kinder, som hun bevægede sig langsomt men ganske sikkert, gennem det vestlige Krystalland, der var stensikkert en lettere vej tilbage til Mørkets tropper, men at rejse langs vestkysten hele vejen ville være alt for risikabelt, især på denne tid, med Elverlys alliance med lyset. Vestkysten ville tage mørkelveren og hendes fangst lige gennem elverskoven, og dette var ikke just et sted Ikaris havde planlagt at besøge, nognsinde, med mindre der var tale om en reel invasion. Hun stoppede op, og lod tanken strejfe hende kortvarigt, som en sulten hund der tænkte på et ben, bredte et skævt smil sig over hendes ansigt, inden hun igen satte i bevægelse igennem det grønne tærren. Under hendes solide jernstøvler opgav kviste og grene, med en sørgelig sukken, som hun trådte henover dem med en overdreven lethed, på trods af, at hun over skulderen bar et noget atypisk bytte.
Alexander, den unge lysets kriger, hang ubehjælpeligt over Ikaris ene skulder, i en stilling som mildest talt ikke så spor behagelig ud, drengen var svinebundet, som et vildt dyr, og lå henover den ene metalskulder, der var hæftet med solid stædighed til mørkelverens brystplade, hun endnu ikke hvade besværet sig med at tage af, efter slaget ved Vinddalen. Hvorfor så dette besvær? Ikaris skævede til knægtens stævler der hang og dinglede omkring hendes hofte, de så pæne og velholdte ud. Normalt kunne anstrengelsen slet ikke svare sig, det havde været langt nemmere blot at stikke et sværd gennem skidesækken på den unge soldat og efterlade ham til at bløde ud i den bløde skovbund, men ordren havde været at tage slaver med hjem, og hvad udgjorde en bedre slave en en forhenværende soldat af lyset? Ikaris kunne ikke komme på noget. Desuden så han purung ud, han havde mange år foran sig til at muge ud i dragestaldene og pudse støvler for mørkets styrker. Og ordre? Man fandt næppe nogen som så gladeligt adlød som den hjernevaskede mørkelver.
Med overdreven lethed sprang elveren over et vandløb, som kom fra Amazonitskoven, hun var godt i ly af grenenes ydre kanter, mendog kun på skovens grænse, at krydse denne ville retningsmæssigt kun være en enorm omvej, og selvom elveren bevægede sig legende let, med den lange knægt på slæb, var det ikke just ekstra kilometer i benene der stod øverst på hendes ønskeliste. 
Da den slæbende skikkelse nåede til et lille indhak mellem træerne stoppede hun op, og spejdede mod solen, som havde efterladt himlen i dramatiske farver, inden hun med komplet ligegyldighed smed knægten fra sig i skovkanten. Det måtte være tid til et hvil. Elveren lod hånden løbe ivrigt gennem det hvide hår, som var endnu blodplettet og uglet fra kampen, men det var ikke noget hun lod sig hæfte ved. Så rettede hun  i en doven bevægelse de pupilløse øjne mod den forslåede kriger og sukkede i en gnaven mine.
"Få noget søvn, du kommer selv til at gå resten af vejen!" Stemmen var hæs og knurrende, en naturlig stemme for Ikaris, men for de fleste, hverken venlig eller indbydende. Elveren vippede nogle gange på tæerne, inden hun i en garvet bevægelse løsnede metalrustningen af ved siden, og fik denne krænget op og af. Friheden var kærkommen og vægtbyrdens fald tiltrængt. I en rolig, smidig bevægelse, lagde hun sin rustning, der tydeligvis havde reddet hende for flere dødelige slag gennem tiden, op ad et af de nærstående træer, inden hun sank ned i en skrædderstilling og lænede sig op heraf.
Bare et per timers hvile ville gøre underværker, og selvom at missionens vellykkede udfald endnu brusede under den mørke hud, måtte hun overgive sig til at lukke øjnene kortvarigt. 

Alexander var ikke sikker på hvor længe der var gået siden slaget ved Vinddalen. Timer? Dage? ... uger? Han havde brugt en del af tiden på at glide ind og ud af bevidsthed, men sårene han havde pådraget sig i kampen var holdt op med at bløde, klemt mellem Alexanders egen kropsvægt, og skulderpladen. Den ene gode ting ved den hårde behandling. Det havde forhindret ham i at bløde ud undervejs.

Alexander havde sin tvivl om sortelveren ville have tilladt ham så nem en vej ud. Som hans sanser vendte tilbage i skovens skygge, indså han snart hvor de var. Amazonitskoven. Hun havde slæbt ham hele vejen til Amazonitskoven?! Hvad havde det gale kvindemenneske gang i?! 
Alexander løftede hoved, men fortrød det hurtigt, som verden begyndte at snurre. Nok var han ikke død endnu, men han var også langt fra levende.

Det føltes som en evighed gik før sortelveren besluttede sig for at holde hvil. Med hvert sikkert skridt stak hendes skulderpanser Alexander, og det øjeblik hun stoppede var som en velsignelse. Men lettelsen var kort før sortelveren skødesløst smed Alexander fra sig, og han ramte jorden hårdt med et åndeløst støn, som luften blev hamret ud af hans lunger. Han fokuserede på sit åndedræt og prøvede at ignorere de hundrede smerter der plagede hans krop. Luft langsomt ind... luft langsomt ud. Gentag til de sorte pletter forsvinder fra dit syn.
Det tog tid, men Alexander fik samlet tankerne nok til at tage bestik af situationen. Langsomt flexede han og strakte de muskler han kunne. Han havde ikke mistet førligheden, og intet føltes brækket, selvom han tvivlede på tilstanden af sine ribben.
Han trak mod de bånd der bandt ham, og fandt dem både solide og tæt bundne, så hans hænder og fødder hang på kanten af følelsesløshed. 

Det gav et sæt i Alexander da sortelveren pludselig talte. Med besvær fik han drejet hoved og så hende smide rustningen.. hun anså tydeligvis på ingen måde som en trussel, og Alexander kunne næppe være uenig, taget hans nuværende tilstand i betragtning..
"Vand.." hans stemme var hæs, men der var intet normalt ved det. "Hvis jeg skal gå.. nogen steder.."
Det var forsøget værd.

Det første Spike havde lært, var hvor vanskeligt det ville blive at komme tæt på Ikaris. Hun havde aldrig været en imødekommende person, men selv som ridder af mørket holdt hun en kølig afstand til hærens medlemmer, selv til soldaterne, der var sat under hendes befaling. I forhold til sine kollegaer var hun en fri agent, og det var svært, hvis ikke direkte umuligt, at forudsige hvor hun ville være.
Den næste var, hvor lidt det galt om hærens øvrige officerer. Selvom det var fristende at sætte fjeren i sin egen hat, havde det ikke taget mere end en halv flaske billig alkohol og lidt charme at få den information han var efter. Da flasken var tom, havde han hørt om det planlagte angreb på Vinddalen.
Han havde rejst til havnebyen, og begyndt sit arbejde. Efter lidt observation fandt han hvad han havde brug for – en soldat med isblå øjne og ingen magiske evner. Mandens navn var Ærfveld Ingsstrom. Trænet spejder, få venner. Han så en ung pige i byen, og sendte størstedelen af sin løn hjem til sine forældre. Hans accent var en varm Medaniansk bondedialekt, og hans latter tilsvarende varm og åben, uden tilbagehold. Ærfvelds bid var skævt, og han skar tænder, når han var nervøs. En nat, da Spike havde lært nok, stak han en kniv i Ærfvelds strube, som han trådte ind af døren til sin elskedes hus. Da Ærfveld trådte ud af huset igen, en passende mængde tid senere, var der ingen, der lagde mærke til den metalliske lugt af blod, der hang over hans uniform.

Alt var gået efter planen. Selv ikke Ærfvelds nærmeste venner lagde mærke til andet end at han var en smule fjern – og efter et par dage uden at besøge sin pige, var det klart for alle hvorfor humøret ikke var højt. Ingen af dem vidste hvad der var under opsejling.
Da angrebet faldt, blev Ærfvelds deling sendt til hulet i muren for at forstærke forsvaret, men hverken Ikaris eller hendes drage viste sig. Spike havde forsøgt at skille sig fra delingen, men var blevet opdaget, og siden da blev han holdt øje med. Som slaget døde ud, og mørket forlod havnen, måtte han anerkende nederlag. Spikes plan om at finde Ikaris under slaget, og sikre sig at hun ikke slap levende ud, var fejlet.

Siden da var hans deling, nu kun ham selv og to andre, blevet sendt ud af byen på hesteryg for at indfange hvad af mørkets tropper, der var flygtet over land. De havde fulgt et sæt dybe spor langt væk fra byen, og var nu langt inde blandt Amazonitskovens træer. Han kastede et blik over skulderen. Selv gennem de tætte trækroner kunne man skimte søjlen af røg, der rejste sig fra byen.
”Tænker du på Isabella?” spurgte Finiel, en skovelver, der havde været en af Ærfvelds nærmeste venner.
Spike nikkede. Hvis han kunne få de andres sympati, kunne det være han ikke behøvede vente til mørket faldt på, før han stak af. ”Hendes hus var på den anden side af muren.” Han lod den pinefulde stilhed strække sig mellem dem. ”Jeg ved godt hun ikke vil se mig, men –”
”Nej, Ærf,” afbrød elveren ham. ”Det kommer der ikke noget godt ud af. Find hende når vi vender tilbage.”
Pokkers.

Finiel havde vist sig at være en mere end kompetent sporfinder, og selv i det dunkle halvlys lavede de hurtige fremskridt på deres bytte. Pludseligt gav elveren stille tegn til at delingen skulle stoppe, og signalerede at han havde hørt to stemmer længere fremme. De steg af deres heste, og trak de jernforstærkede køler, der blev brugt når nogen skulle tages levende. Sammen sneg de sig igennem underskoven, indtil de nåede til en lysning, hvor to skikkelser kunne skimtes gennem buskadset, den ene siddende mod et træ og den anden på jorden, muligvis et gidsel, eller såret. Finiels lagde en plan med militærtegn; han og Spike ville overfalde den siddende skikkelse, mens deres tredje mand ville pacifisere den liggende. På Finiels tegn stormede de lysningen. 

Knægtens stemme kvækkede netop som Ikaris havde fået lukket øjnene til, den øvre læbe vibrerede kort i en utilfreds mine, som han nu fandme begyndte at blive krævende. "Du var sgu nemmere at have med at gøre, da du var bevidstløs" Der var hverken snerren eller aggresivitet i stemmen, kun en tør konstantering, som hun slog øjnene op. Den grove stemme var præget af mørkevisk accent, selvom hun de sidste mange år havde tjent i mørkets hær, havde den store sproglige forskel ikke sluppet hende. "Yibin rivvil" (Svage menneske) Det sidste der forlod hendes læber var dog tydeligvis en fornærmelse, som hun rejste sig fra sin ellers magelige position, for at trække vadskindet fri at sit bælte. Hun trak med lethed proppen af, inden hun selv tog en grådig tår, vandet løb nedover hendes hage og blev kortefter opfanget af trøjens stof. Det trænede øje ville hurtigt opfange, at Ikaris ikke klædte sig kvindligt eller elegant. Alt omkring hendes skikkelse var praktisk. Trøjen hun havde båret under rustningen var tætsiddende med skindforstærkning de steder rustningen ellers ville gnave, barmen var bundet ind i tætte bandager og bukserne var af slidstærkt materiale. 
De pupilløse øjne vendte en kende nedad, mod Alexander, Inden hun satte sig på hug ved hans indbundne skikkelse. Så rakte hun vadskindet ned mod ham, og lod vandet løbe i en stille strøm så han kunne få en smule. Ikaris var ikke nogen kærlig person, men hun orkede heller ikke at slæbe det lange spetakkel hele vejen, og hvis lidt van kunne få ham til at klappe i, var det stensikkert besværet værd. En sær fornemmelse fik det til at gippe let i elveren, som hun lagde det spidse øre yderligere mod skoven. Hun stoppede med det samme med at hælde vand ud, så den sagte plasken ikke forstyrrede hende. Hun var som en jæger, og hun var påpasslig. Den trænede soldat, trak dårligt vejret, hun sad der stivnet et øjeblik, med blikket rettet mod Alexander og lyttede, så rettede hun sig op i sin fulde højde. 
Der gik ikke mange øjeblikke, eller hjerteslag, inden flere skikkelser tordnede ned mellem træerne, Ikaris vred en snerrende grimasse mens en hvæsende lyd forlod hendes strube.
Det var forsent at iklæde sig rustning igen, men hendes sværd skulle hun næppe kæmpe uden. I en sort sky forsvandt elveren fra sin stilling, inden hun dukkede op igen ved siden af sit grej, som hun trak den hærdede klinge. Det var ikke et elegant eller smart sværd, det var  udleveret med meget andet i mørkets hær, men det var tydeligt skarpslebet og slidt i en sådan grad, at håndtaget passede perfekt til elverens hånd, læderet havde taget form efter det faste greb. Med en rolig garvet bevæglse, stillede hun sig an, der var ingen grund til at løbe mod angriberene, før hun havde set hvem som hun havde med at gøre, og hvor mange de præcist var

Alexander tog sig ikke af kvindens dovne kommentarer. Hun flyttede sig, og var lydhør. Hvis han kunne få vandet, uden at der blev kvitteret med et ekstra los i ribbenene, så var han ovenud lykkelig. Håbet flimrede kort som sortelveren gav sig til at drikke frådsende, uden tanke for spild, men til han lettelse, kom hun ned til ham bagefter, og han kvabbede en smule nærmere, strakte halsen og lappede grådigt vandet i sig. Værdigheden kunne han genfinde en anden dag - lige nu galt det overlevelse.

Trods sin sølle tilstand, var Alexander ikke sen til at opdage det gippede i sortelveren, og han selv spidsede ørene, i et forsøg på at opfange hvad hun hørte. Hans hjerte slog hårdere, og vandet var glemt. Var det hjælpen der var nået frem? Og selv hvis det var, ville de så være nok til at bide skeer med en kriger som sortelveren? Alexander havde selv stået mod hendes klinge, og havde knap kunne holde hende fra livet. Vidende hvad han gjorde nu, var han ikke engang sikker på hun havde aktivt forsøgt at slå ham ihjel, selvom det havde føltes sådan.

De væltede ud af skovbrynet, 3 mand, og Alexanders håb voksede. Måske de ville stå en chance! "Pas på! Hun er ikke sådan at bide skeer med, og hun teleportere!" råbte Alexander i advarsel.
En af de nytilkomne satte direkte mod Alexander, og han genkendte deres uniformer. Lysets folk. Det var den selv samme uniform Alexander selv bar, skønt han havde mistet sit våben og udrustning tilbage i Vinddalen. "Skær mig fri, hurtigt! Jeg kæmpede med jer i Vinddalen. Forstærkningerne fra Isenborg, 3. deling under Hoffman!" forklarede Alexander manden så hurtigt han kunne, i håb om at blive sat fri så han måske kunne gøre... noget! eller som minimum få sig selv af vejen, så de andre kunne håndtere sortelveren.

Det var først da Ikaris teleporterede over for at samle sit sværd op, at Spike var tvunget til at acceptere at det var hende. Hvor den indviklede plan med de flere ugers arbejde bag havde givet ingen resultater, støtte han tilfældigt på hende efter slaget. Så meget kunne være gået anderledes, men alligevel stod de her i lysningen, atter overfor hinanden. Hvis Spike havde været overtroisk, ville han have kaldt det skæbne. I stedet fokuserede han. Nok havde de indhentet hende, men selv såret og udmattet ville Ikaris være en formidabel modstander, og selvom lysets krigere var garvede soldater, var sejren ikke garanteret.
Den tredje mand, der var løbet over til Alexander, gik hurtigt på knæ ved hans side. Uden at tøve, begyndte han at skære i den unge mands reb, mens Spike og Finiel cirklede rundt om Ikaris, for at komme på hver side af hende. Spike bevægede sig langsomt, og gjorde sit bedste for at efterligne de andres færdighedsniveau. Selvom deres form ikke var dårlige, ville det være klart for Ikaris at noget var på færde, hvis han ikke holdt sig tilbage.
”Du er i undertal! Læg våbnet fra dig, og du vil ikke blive såret!” råbte den spidsørede kriger, der tydeligvis ikke kendte Ikaris. Spike vidste at hun aldrig ville underkaste sig villigt, og at hun hellere ville dø end blive taget til fange. Hendes fanatisme ville have været beundringsværdig, hvis ikke den forhindrede ham i at leve et fredeligt liv.
Finiel gjorde et højt udfald mod mørkelveren, en finte for at købe tid til at de to andre kunne slutte sig til kampen. Udfaldet efterlod ham åben, og hvis Spike kunne se det, kunne Ikaris med sikkerhed også. Stadig holdt Spike sig tilbage. Hvis han skulle dræbe Ikaris, ville det være nødvendigt for de andre at dø først, og det var klart bedre at lade Ikaris gøre det udmattende arbejde.

Ikaria trådte nogle skridt tilbage fra sin stabile position, som soldaterne kom frem fra træerne. Der var ikke det mindste frygt i hendes øjne, men hun var nødt til at vurdere hvordan de hver især bevægede sig. De orangegule øjne blev knebet en kende sammen, strategien lod til at ligge fast fra starten, to gik mod mørkelveren, mens den sidste løb direkte i retningen af hendes fangst. En gerning Ikaris ikke så mildt på, desværre måtte hun tge sig af de to andre først så det ud til. 
"Hvis du slipper ham fri, bliver det værst for dig selv knægt!" Det virkede ikke til at Ikaris havde meget til overs for de to tætterestående soldater, ikke på ydersiden om ikke andet. Den ene var en blegelver, de havde sjældent forfaldet hende som problematiske, mens den anden var ældre af udseende, og dermed som oftest langsommere, stivere i betrækket. Soldaten der havde fat i Alexander tøvede et øjeblik, men fortsatte ufortrødent sit ivrigt arbejde i at skære ham løs. Tungen gled henover kvindens tænder, i det mindste ville den unge nok ikke blive et problem, han havde fået en ordentlig omgang tilbage i Vinddalen. Han ville i hvert fald ikke blive spor svær at indhente.
Du er i undertal! Læg våbnet fra dig, og du vil ikke blive såret! - Ikaris rettede blikket imod elveren foran hende, inden hun brød ud i en hæs latter, en latter som kom helt nede fra maven og for en gangs skyld lød helt oprigtig. Frygt var ikke en del af hendes repertoire, det var en indlært del af hendes opvækst at det var en overflødig og ligegyldig følelse for at opnå formålet. "Du må i sandhed være dummere end du ser ud!", Ikaris trådte et enkelt skridt bagud, så hun kunne få dem begge i øjesyn, det nyttede intet hvis en fjende faldt en i ryggen, og måske til hendes held var elveren faktisk dum nok til at prøve hende af. Måske han skulle have set bedre efter i Vinddalen, det arme fjols.
Med soldater som mørkelveren var der ingen halvhjertede forsøg, og det skulle den blege elver snart finde ud af. Det krævede ikke meget anstrengelse for Ikaris at træde et enkelt skrift frem, blokere det høje slag med sin venstre arm, med et solidt greb omkring soldatens håndled, inden hun gled forbi ham, med et dybt snit i hans thorax i bytte. Skæret fra hendes eget sværd, som i en smidig bevægelse kom ned langs siden, tillod at hun kunne lave et langt snit fra hans talje, op imod hans ribben, hvor hun kunne mærke metallet bide på knogle. Elveren var selvfølgelig også noget mager, så der var ikke meget at skære gennem i første omgang, men hendes nyelige position var det vigtigeste for sagen. Hun stod på den anden side af de to, som før havde cirklet omkring hende, så hun havde bedre øjesyn. Herfra kunne hun tillige holde øje med Alexanders befrielse. Til den dårlige side vejede dog, at hun kunne mærke syren i hendes ben. Kampen i Vinddalen var endnu tæt på, hun havde brugt en solid mængde stamina, især på at få nedlagt den stædige smed, og ham den unge Lysets kriger havde efterladt et sår på hendes ben, som først for nyligt var stoppet med at bløde. For ikke at tale om, at han ikke just havde været et lille fnug at slæbe alt den vej. Nu, hun for at hun skulle tage sig af flere af lysets tropper, hun virrede kort med hovedet, som vreden kort efter brændte igennem det pupilløse blik

Alexander var ikke et sekund i tvivl om, at sortelverens trusler mod manden der var ved at skære ham fri, skulle tages seriøst. Manden selv lod også til at erkende det et sted dybt nede, inden tiltroen til deres kampevner overvandt den, og han fortsatte.
De viste næppe hvilken fjende de var faldet over, og Alexanders advarsel kunne næppe understrege faren nok.

Alexanders blik flakkede mellem manden der kæmpede med hans bånd, og de cirkelene krigere. Elverens udfald var godt, men.. var der ikke en åbning? Alexanders mistanke blev prompte bekræftet som sortelveren kvitterede for udfaldet. Alexander var lykkelig for den tredje havde været optaget af at skærer båndene over. Blodet fossede tilbage i Alexanders hænder, som rebet løsnede sit greb, og han endelig kunne bevæge sig igen. Friheden var så nær!
Alexander rullede om og fik fronten mod manden. "Giv mig kniven og hjælpe de andre!" kommanderede den unge kriger, og det tog kun et halvt manden et halvt blik op mod kampen, før han smed kniven i skøddet på Alexander, og hastede over for at hjælpe.

Blodet pumpede i ørene på Alexander, som han fumlede med kniven, mellem hænder der ikke helt parrerede ordre. Med lidt besvær fik han samlet begge hænder om skæftet, og gik i krig med rebene der bandt hans fødder, hele tiden med blikket flakkende mod kampen. Han kunne hjælpe dem når han var fri, fortalte han sig selv, men han var nød til at have førligheden tilbage først!

Så snart elveren far faldet til jorden satte Spike i løb mod Ikaris. Han hævede sin køle for at slå, men holdt bevidst sin anden arm for højt løftet, hvilket efterlod hans side blottet. Han kendte Ikaris som han kendte få andre. Han havde set hendes teknik utallige gange, og endda følt den på sig selv. Han forberedte sig på hendes modangreb, forventende at hun ville dukke sig til siden, tage et skridt frem og skære igennem hans mellemgulv for at bibeholde sit momentum, så hun ville være klar til at konfrontere den sidste stående soldat. Og han gjorde sig klar på sin del af skuespillet – i siden af sin krop lavede han et lille reservoir af væske, der lignede blod. En sådan manøvre var dyrebar for hans kropsmasse, men ville narre Ikaris, i hvert fald længe nok til at han kunne slå tilbage. Så snart hun var trådt forbi ham, ville han vende sig om og slå hende i baghovedet. Ikaris var hårdføre. At holde igen på slagets kraft, ville være en fejltagelse.

Om hun ville have tid til at dræbe den sidste soldat, en mand som Spike havde reddet med en dag, rørte ham ikke det fjerneste.

Mørkelveren havde endnu ikke sluppet sit tag i den blege elvers arm, som hun kom om på  hans anden side, dét og så det grælle skade hun havde forvoldt ham, havde været rigeligt til, at han sank sammen for hendes fødder. Ikaris var ikke dum, drengen havde bestemt gjort hvad han kunne på slagmarken ved Vinddalen, og med hastigheden som den tredje soldat arbejdede med, var det et spørgsmål om tid inden han var fri. Selvom mørkelveren næppe regnede med det, ville han potentielt være i stand til at kunne hjælpe til. Der var derfor ingen anden udvej end at gøre kort proces, og af samme årsag, gik der ikke mange øjeblikke før Ikaris med et hutigt og præcist sving fik skåret halsen over på Finiel der på øjeblikke blødte ud på jorden for hendes fødder. Først da han havde hostet gurglende og bekræftende et par gange, slap hun sit tag i ham. Hun tiltede hovedet en kende, så den anden ældre soldat an, som han kom løbende. Det så hverken øvet eller snedigt ud, hvordan var del galning blevet optaget i Lysets hær i første omgang, hvis det var hans bedste forsøg på et angreb? Mørkelveren havde stået ansigt til ansigt med flere af Lysets krigere end mange andre i hæren nok kunne prale af, og ganske mange af dem kendte godt deres vej omkring våben og kampteknik.
Det krævede dog hverken overvejelse, eller teknisk snilde at finde ud af, hvor hendes næste slag skulle falde, og det gik, ganske som Spike havde forudset det, og ganske som spået mærkede mørkelveren en voldsom kraft hamre mod det bagerste af hendes hoved. Hun tog et par usikre skridt fremad, men måtte skære en grimasse, som slaget efterlod en dundrende hovedpine og en ringen for ørene så kraftig, at det få øjeblikke føltes som om tiden stod stille.
Rent på instinktet tådte hun et par trin til siden, så hun kunne genvinde overblikket, men hovedet fulgte ikke med. Kampteknikken var så indøvet i hendes væsen, at den sad i hendes marv og ben, om hun så var døden nær. I få øjeblikke glimtede mørket for hendes øjne, truede hendes bevidsthed, inden hun genvandt synet. Ikaris behøvede end ikke at løfte en hånd for at mærke efter, nej, den klistrede, varme følelse af blod som rendte ned i hendes nakke var rigeligt i sig selv til at sladre om, at der var gået hul ved slaget, der havde kollideret mod den tynde hud, under håret.
Mørkelveren virrede med hovedet en kende, genvindende fatningen, som hun skævede mod soldaten med køllen, umiddelbart så han ikke skarpere bevæbnet ud end som sådan. Øjnene, for dem der kendte hende, drejede let den anden vej, skulende mod soldaten der havde hjulpet den unge dreng, den gamle måtte komme sidst, han kunne få lov at se hans kammerater falde én for én som hun aflivede dem, indtil det blev hans tur.

De gurglende lyder der markerede enden på elverens liv, ekkoede i Alexanders øre. Og så var de 2, 3 hvis man talte Alexander med. Det ville være en fejl at dømme ham helt ude endnu. Det var hvert fald hvad han fortalte sig selv, som hans greb om kniven strammede sig. De dunkede og gjorde ondt, men hvert øjeblik genvandt de styrke og greb og det var en sejer, trods smerten.

Alexander kunne mærke et snert af håb som rebet om hans fødder begyndte at give efter og trævle, men det druknede hurtigt i lyden af blod, som den gamle mand fik siden skårret op. Mirakuløst lykkedes det veteranen at kvittere med et slag til sortelverens baghoved, men uden healende magi, var det kun et spørgsmål om tid, inden han også ville falde...
Og så var de 2.

Om det var blodtab eller vandvid var svært at sige, men Alexander var ikke klar til at give op endnu, selvom ikke mod så overlegen en fjende. Han havde heller ikke givet op overfor hendes drage!
Som sortelveren vaklede, samlede Alexander tankerne, mærkede den lille reserve af energi der var tilbage i ham. Det var ikke meget, men det måtte være nok. Det var det nød til!
Han kunne ikke vente, og som kniven fortsat savende mod rebet, holdt han blikket fast på kampen. 
Som det næste udfald skete, opstod et blændende lys for øjnene af sortelveren. Det var et af Lysets gaver, den samme magi der havde blændet hendes dage i Vinddalen.

Den tredje soldat reagerede prompte. Som alle af lyset var han trænet til at genkende deres egnes evner, og havde refleksivt skærmet sig blik mod lyset. Nu udnyttede han åbningen, med en serie af stik. Hun havde ingen rustning på, og han udnyttede længden på sig våben, til forhåbentlig at holde sig udenfor hendes rækkevidde. 

Spike faldt på knæ med den ene hånd knuget mod sin side, og måtte undertrykke et smil. Ikaris havde ikke fornemmet at der var falsk spil på færde. Da hun kiggede tilbage for at se ham an, krøb han over såret i sin side, og stønnede som en døende mand, men blikket var hårdt som stål. Hvis ikke hun mistænkte ham, ville det ikke være sjovt når hun gav efter for mørket. Med sultne øjne så han hendes bevidsthed lække ud af hovedet sammen med hendes livsvæsker, som et rovdyr der ventede på at byttet blødte sig selv ud.
Spike fangede ikke Alexanders plan i tide, for selvom han var blevet trænet til kamp med lysets krigere, var det længe siden han sidst havde gjort det. Selvom han kastede sin arm op foran sine øjne, var det allerede for sent – lyset havde efterladt verdenen en udbrændt masse af hvid. På instinkt fremmanede han det magiske øje og kom på benene. Han havde ikke jaget Ikaris på tværs af landet for at hun skulle blive dræbt af en menig lysets kriger. Tiden til at handle var nu.
Mens Ikaris var distraheret af lyset og krigerens udfald, nærmede Spike sig bagfra, klar til at følge sit første slag op med et næste.

Ikeris nåede kun absolut at få verdenen til at holde op med at gynge og se sløret ud, de andre soldater vibrerede endnu hidsigt for hendes blik, men det var ikke en faktor, der fik mørkelveren til at trække sig, indsatsen var for stor og alene at kunne tage tre yderligere af Lysets soldater til graven var rigeligt til, at kampen ikke skulle opgives. Det ville smage sødt senere, når hun kom tilbage til tropperne, med den lange på slæb og en god krigshistorie at dele ud af som natten dukkede frem.
Et skirgende lys brød ud, just som hun havde fået manøvreret tankerne på plads til at nedlægge soldaten, som havde skåret den unges bånd over i første omgang, de fintfølende ører havde opfanget rebets knagen fra knivens hårde arbejde, han skulle fandme tro nej. Men nu, berøvet sit syn, måtte planen endnu engang ændres. Krigeren var ikke langsom til at samle op på taktikken, hun kunne høre hans skridt i løvet han betrådte, og en skarp bidende smerte fra hendes skulder fortalte, at han hvade taget chancen. Skulderen brændte og sved, det havde været mere end et lille stik, men hun tyede til sin stamina og fik lagt et fokus. Hun kendte længden på hans våben, hun havde vurderet længden på hans ben, på hans arme og hun havde set hans afstand, inden hendes syn havde fejlet hende. Elveren sank i knæ og i endnu en fortyndet røgsky forsvandt elveren fra hendes position, kun for at dukke op i knælende position fra soldaten. Skygger begyndte igen at træde frem for hendes blik, som hun kunne ane hans silhuet. Sværdet var ikke til meget gavn på denne afstand, men det var heller ikke just planen. Med sin elviske smidighed fik hun anrettet et spark, som ville feje benene væk under soldaten, han ville miste fodfæstet og så snart han havde gjort dette, var hun over ham, som en gal hund. Hun gav et spring fra sig, liggende på den sprællende soldat, som hun tvang klingen, ind mellem hans ribben, gennem hans lunger. 
Elveren hævede hovedet, dryppende blod fra skulderen ned i ansigtet på den døende, rettede hun blikket mod den unge lysets Kriger, på trods af, at hun kun kunne se hans omrids, var der noget faretruende deri. Du rør dig ikke en centimeter. Hendes fokus var væk fra den sidste, hun kunne ende hans dødsrallen så snart hun igen havde fået styr på knægten

Alexander så blikket i veteranens blik, selv som han kæmpede for at holde sine indvolde inde. Det var ikke en døende mands blik. Måske havde den gamle allerede affundet sig med døden, og havde i sinde at tage hende med sig? Alexander viste det ikke, men der var noget ved mandens blik der virkede forkert.

Men der var næppe tid til at dvæle ved det. Rebet gav endelig efter under Alexanders kniv. Øjeblikket efter lå knivens oprindelige eje død på jorden.
Hjertet hamrede i Alexanders bryst som panikken begyndte at rører på sig. Han sank hårdt. Hvad kunne to hårdt sårede soldater stille op mod.. det monster?! Alexander ønskede ikke at dø. Han ønskede ikke at ende sine dage i en lysning, videne hans familie alle ville kende til hans skæbne.
Sortelverens blik fangede Alexander og han frøs på stedet. Ville det ikke være bedre at give slip på kniven? At overleve til hvad end skæbne hun slæbte ham mod, men i det mindste være i live?!

I kanten af sit syn så Alexander noget bevæge sig, men han holdt blikket stift på sortelveren, for ikke at afslører noget. Han anede ikke hvordan den gamle mand var kommet på benene igen, men de var ikke døde endnu! De havde stadig en chance!

Alexanders blik blev trodsigt, som han vendte kniven i sin hånd. Fra værktøj til våben. Med en kraftanstrengelse skubbede han sig op på det ene knæ, hans fødder vaklende under ham. Han lavede ingen pludselige bevægelser, men tog sin tid om det. Tid den gamle kunne bruge til at få sit angreb ind.

Ikaris havde tydeligvis skrevet ham af som værende død, hvilke var frygteligt langt fra sandheden. Alt den unge kriger skulle gøre for at forpurre Spikes plan, var at kaste et blik over Ikaris skulde. Spike trådte nærmere, stille nok til at han kunne høre krigerens træskæfte knage, som han greb kniven i sine hænder. Sejeres tavshed, som han sneg sig ind på sit bytte, sendte en rus igennem hans krop, og Spike kunne ikke holde et sygt smil tilbage. Endelig, efter hvad der føltes som en livstid, ville han få fred. Med dette ene slag, ville han kunne vende tilbage til sit stille liv, og være fri. Han fortalte sig at denne glæde var alt han følte, men grebet i øjeblikket, nød han jagten. Ikaris var, muligvis, den bedste kriger mørket kunne stille – og han var manden, der ville nedlægge hende. Spike løftede kølen til slag, det magiske blik klistret på den blodige plet på baghovedet.

Selv den største kriger kunne falde til en kniv i ryggen – eller en kølle i baghovedet. Han lod slaget falde.

Blodtørsten var altoverskyggende, den hev og sled i mørkelveren som en livskraft, muligvis den eneste drift der opretholdt den sejlivede skikkelse. Hun rettede sig op, siddende på den afdøde, uden at vige blikket fra Alexander. Han tonede frem, langsomt men sikkert vendte hendes syn tilbage. Hun kunne se håbløsheden kravle indover ham, som et mørkt tæppe der lagde sig over det unge menneske, og hun nød hvert sekund af det. I en rolig men fast bevægelse trak hun sværdet til sig, skærende gennem kødet på soldaten hun sd ovenpå, men yderligere smerte var irrelevant nu, han var stendød. Blod havde løbet fra hans læber og nedover ansigtet for til sidst at møde mulden, nu lå han urokkelig med et stift blik rettet mod træerne.
Mørkelveren lagde an til at rejse sig, til at komme på benene så hun kunne gøre arbejdet færdigt, irriterende nok havde hun rejst let og havde ikke just nyt reb med, til at få styr på knægten, men det var det mindste problem. De døde soldater havde bælter og andet lædergrej som let kunne skrælles til en praktisk løsning. Just som hun studsede over de praktiske muligheder, fandt Alexander alligevel modet frem, hvad der fik udløst det nu, var sgu et mysterie i sig selv. De andre soldater var døde, en enkelt var i live, men dødelige såret. Ikaris nåede kortvarigt næsten at se undrende ud, som den grimme følelse kravlede op på hende, hun var ikke nervøs for Alexander, sammenlignet med de andre soldater ville han ikke udgøre en trussel i hans tilstand, men hvad der havde udløst denne heltemodige attitude.
Ikaris nåede kun at dreje hovedet en kende, som køllen hamrede mod hendes hjerneskal. Lyden i sig selv var ækel, men elveren gav et hvæsende gisp fra sig, som hun væltede ned på siden, ned ved siden af den døde soldat. Havde hendes træning ikke involveret flere hundrede små frakturer i hendes kranie, som senere havde hærdet knoglen, havde slaget med al sikkerhed ødelagt hendes hjerneskal, og slået hende ihjel. Hun lå stille nogle lange øjeblikke, gispende efter vejret som en fisk på land. Havde det ikke været for den ivrige respiration, ville de fleste sikkert mistænke hende for værende død.
Endnu et blødende sår efterlod jorden under hende klistret, som den næsten sorte masse løb under hende, farvede det olivengrønne stof, hendes trøje bestod af.
Med en sløset rullende bevægelse, kom hun om på ryggen, tagende den gamle soldat i øjesyn, han vibrerede faretruende for hendes blik, men hun fangede med det samme, hvor hendes vurdering var gået galt. "Spike... " Talen var grødet og mumlende, hun tog endnu et par hidsige indåndinger, kæmpende for at beholde sin bevidsthed. Hun skar en grimasse, som en hæs næsten ikke-eksisterende latter pressede sig ud mellem hendes læber i tre korte stød "Du må i sandhed... Have savnet mig!" Ikaris lød næsten fuld, hende handlinger passede ikke overens med situationen hun stod i, hun havde i sandhed slået hovedet.

Alexanders hjerte spang et slag over da sortelverens blik ændrede sig, og hendes hoved begyndte at dreje. Men det var for sent. Slaget ramte, hårdt og lyden rungede mellem træerne som hun faldt til jorden. Lettelsen skyllede indover Alexander, men han tillod ikke sig selv at give efter for trætheden.
Han havde ikke glemt den skæve følelse han havde fået fra veteranen.

Sortelverens ord fik brikkerne til at falde på plads, og Alexander strammede sit greb om kniven. Navnet, hvordan et normalt dødeligt sår ikke lod til at røre ham det mindste, og øjnene...

Han var Spike Lee, formskifteren, inkvisitør for Mørket... Men hvorfor angreb han så en Mørkets Ridder? Og hvorfor herude, med Lysets folk?

Alexander viste ikke hvad der foregik mellem de to, men han valgte at holde sin viden for sig selv for nu. Hvis Spike kun var her efter sortelveren, var Alexanders bedste chance at gøre sig så lidt bemærket som muligt.
Langsomt skubbede Alexander sig helt op at stå, støttende med den ene hånd mod et træ, og den anden fast om kniven.

Spike knyttede brynene sammen, som han betragtede den faldne Ikaris på jorden. Nedlægningen havde ikke fyldt ham med den tilfredsstillelse, han havde forventet i de lange uger, han havde brugt på jagten. Nu hvor hun lå foran ham og kæmpede med sin bevidsthed, virkede hun ufarlig. Som hun glibede med øjnene, fandt han det svært at finde den dødelige trussel, der havde været i Fristavn, da hun sværgede han aldrig ville blive fri. Men det var for sent at vende tilbage nu. ”Mere end du ved,” sagde han sagte, og der var sandhed i ordene. Hvis han efterlod hende i live, ville hverken han eller Sam få fred.
Han knælede over hendes skikkelse, og vendte hende groft tilbage på maven. Fra under trøjen trak han et dobbelt sæt lænker frem, forbundet af en lang kæde. Før Ikaris kunne få samlet sin forstand nok til at gøre modstand fangende han hendes hænder og fødder. Det var Ikaris selv, der først havde givet ham idéen til at skaffe lænkerne, da hun fortalte ham om armbåndet, der kunne forhindre hans formskiftning. Lænkerne havde kostet ham størstedelen af kroens salgspris, men var vel prisen værd. De forhindrede teleportering, hvilket ville give Spike tid til at finde ud af hvordan han skulle dræbe hende.

Med lænkerne på Ikaris vendte han sin opmærksomhed til den unge kriger, der var kommet på benene i mellemtiden. Mandens blik, gennemsyret af skjult fjendtlighed, fortalte ham alt han behøvede at vide. Det var et blik Spike havde set hundrede gange før, det mistroiske blik. Spørgsmålet var om krigeren var dum nok til at handle på det.
”Der er tre heste, 20 meter i den retning,” Spike pegede af den vej de tre krigere var kommet. Der var ingen venlighed at finde i Spikes stemme. Hvorfor lade som om han var en ven, når de begge kendte sandheden. ”Jeg skal bruge to. Fortsætter du i den retning, kommer du til vinddalen indenfor nogle timer. Følg røgen.”
Han vendte sig tilbage til Ikaris, og rullede hende om på ryggen igen. Han lagde en hånd på siden af hendes hoved, og tvang deres blik til at mødes. Hendes øjne var uklare. Hvis hun stadig var ved bevidsthed, var det kun på overfladen. Han henvendte sig til krigeren, uden at se væk fra Ikaris.
”Alle tre krigere omkom i kampen. . . Er det forstået?” 

Hele verdenen syntes at dreje rundt, den velkendte kvalme pressede på, som hun lå der, nogle langtrakte øjeblikke, overvejede sit næste træk. Hun prøvede ivrigt at få sig teleporteret en kende væk, bare nok til at hun kunne ryste hovedet klart og komme på benene, men slaget havde låst noget fast, som det næsten ikke var muligt at kanalisere hendes magi. Hendes skikkelse lod kortvarigt til at zone en kende ud,  som skulle hun til at teleportere i et unaturligt langsomt tempo, men med det samme låste Spikes greb sig omkring hende og  vendte hende omkring på maven med en latterlig lethed, som var hun en skildpadde der havde akut brug for hjælp. Hun måtte give et støn fra sig, bevægelsen fik hele hendes hoved til at dunke, med en strålende smerte hele vejen ned langs ryggen. Hun stirrede stift på græsset for hendes øjne, mens hendes vejrtrækning forblev hurtig, dyb og i kontrollerede stød, en teknik hun havde måtte erfare sig efter sidste møde med Spike, som havde endt med at koste hende en rum mængde piskeslag for hendes fejltagelse.

Den tidligere inkvisitør kom med nogle instrukser, hun hørte dem ikke rigtigt, ellers opfangede hun bare ikke ordene der kom ud af hans mund, men det overordnede billede tegnede sig af, at han ville lade krigeren slippe væk. Hun ville protestere, hvæse og råbe af ham, men der kom ikke andet ud end en mumlende brummen ned mod græsset. Ikaris blev endnu engang vendt rundt, hun forsøgte at tage fra, for at skåne hendes arme, men den raslende lyd afslørede, at det ville der ikke blive noget af. Pis. Spike var ikke så dum endda, det frustrerede hende, kaldte på hendes dyriske instinkt af at være lænket.
Det orangegule blik mødte hans, som hun stirrede direkte ind i hans specielle øjne, der gik længe inden hun overhovedet bemærkede at det var hans hånd som holdt hendes hoved oppe, men denne kendsgerning fik elveren til at stivne, som spændte hver en muskel i kroppen. Smerten fra hovedet var overvældende, og et enkelt ryk fra hans hånd ville sende smerten gennem hele hendes nervesystem. Hun overgav sig, lod vægten fra hendes hoved falde ned mod hans håndflade, som hun lukkede øjnene. Et lille, næsten usynligt smil dannede sig i den ene mundvie "Du gjorde det, glorde du ikke?" Elverens mumlen lød som om hun var ved at falde i søvn, men næsten behageligt, som lå hun i en blød seng. "Du slog ham ihjel, krigeren, hvis krop du bærer!" Om Ikaris overhovedet ville være vågen til at høre svaret var nok alle mand uvist, men det lille næsten ikke-eksisterende smil triumferede. Han havde slået ihjel for at få fat i hende, han var i sandhed på rette vej tilbage.

Alexanders fødder dunkede, og truede med at give efter under ham, hvis han så meget som tænkte på at flytte sig. Men som blodet vendte tilbage til hans tær, blev den trussel mere og mere tom. Bare et øjeblik mere, så kunne han stole på de ville bære ham. Væk herfra, og til sikkerhed.

Den unge krigers blik fokuserede ind på Spike som han talte. Heste. Håbet blussede op igen. De var ikke så langt væk som han havde frygtet, og til hest ville rejsen blive noget nemmere.
Så kom Spikes ordre. Ord fra en mand der ikke ønskede at blive fundet. Sortelverens ord nåde kun lige Alexanders øre, men han fortrak ikke en mine ved dem. Alexander havde selv draget samme konklusion.

"Alle tre.. omkom" gentog Alexander hæst. Det var sandheden. Hvad end der var sket med manden hvis skikkelse Spike havde taget, ville sandheden være dem en ringe trøst.

Forsigtigt skiftede Alexander sin vægt, og fandt sine ben holdt. Han vaklede en smule som han flyttede sig fra et træ, til det næste i den retning Spike havde angivet.
Alexander stoppede ved det sidste træ rundt i lysningen, inden han skulle bryde igennem skoven. "Jeg håber.. det var det værd" bød han Spike i farvel. Alexander havde næppe været andet end en belejlig distraktion for Spike, undværlig som de andre krigere havde været det. Men Spike havde ladt ham leve, og skønt de få ord nok bragte ringe trøst, var der et ærligt håb i dem. Hvad end der havde drevet en af mørket, en der havde gjort så meget ondt, til at jage en af sine egne... Der var historie Alexander ikke kunne begynder at forstå.
Men en Mørkets Ridder mindre i verden var en velsignelse, og hvis de slog hinanden ihjel, var det blot det bedre.
Alexanders blik hvilede på de to af Mørket, usikker på om han forventede nogen reaktion eller ej. Men hvis intet skete, ville han fortsætte ud i skoven, mod hestene, på usikre ben.