Lyden af hove mod brosten var det første tegn på at rejsen snart var ovre, der mødte Emmeline og brød den fraværende stilstand hos hende. Det næste var synet af bedre byggede huse langs vejen, som hun så gennem vognens vindue, da hun nysgerrigt strøg gardinet en smule tilbage og lukkede aftensolens synkende stråler ind sammen med et let pust af friskere luft. Det sidste en del mere velkomment end det første, eftersom sommeren havde sit greb om Safirien og ikke lod meget kølighed at finde udenfor minernes dybder.
Samtidig med forventningen om rejsens snarlige ende kom dog også nervøsiteten for hvordan hun ville blive taget imod og endnu mere over hvad hendes fader kunne have skrevet i brevet. Han havde virket ukarakterisk sammenbidt, da han havde givet hende det og lukket døren til karaten ved hendes afgang. Hun havde stadig ikke kunne ryste den foruroligende følelse over hvad det kunne betyde af sig.

Slet ikke som porten til Ædelborgen kom til syne og vognen sænkede farten til et stop. Få ord blev udvekslet, mens Emmeline lænede sig tilbage i sædet og afventede det uundgåelige. Hun var næsten fremme. Der var kun indkørslen tilbage og så...
Hun glattede det smaragdgrønne skørt og rettede sig op i sædet, som hun trak vejret dybt ind. Det var familie. Hun skulle blot besøge dem. Hun kunne præsentere sig ordentlig og gøre et godt indtryk. Hun var blevet undervist med henblik på det her. Tankerne virkede dog ikke helt så overbeviste som hun gerne ville have dem.
Så stoppede vognen og en tjener åbnede døren.
Emmeline tog brevet fra sædet ved siden af sig, hvilede let en hånd på den tilbudte, som hun steg ud af vognen og nikkede let med et anelse nervøst smil til manden før hun uden flere blikke til siderne fortsatte op af trappen til hoveddøren. Her fandt hun endnu et smil frem som hun blev lukket ind og taget imod af en anden tjener. Denne overrakte hun brevet. "Til Fyrstinden fra hendes fætter, Emmanuel af Arys."
Han bukkede let og viste hende til et tilstødende værelse for at vente, mens han bragte hendes brev videre. Emmeline nikkede værdigt og fandt en stol ved vinduet med udsigt over alléen, hvor hun satte sig rank og samlet og betragtede himlen skifte farve, mens hun ventede.

Leonora mærkede guldet forme sig mellem hendes hænder, koldt og føjeligt. Fyrstinden af Arys havde fundet sig tiden til at nyde et par timer i sit studie, med et kunstværk der var inspireret mere af den naturlige verden, end de værker Leonora normalt kreerede. 

En tjener afbrød Leonoras arbejde, og hun slap den umuligt tynde tråd af guld hun havde strukket, vaskede sine hænder af i et lille fremsat basin, inden hun tog imod tjenerens besked.

"Et brev er ankommet fra deres fætter Emmanuel, ærede Fyrstinde. Det blev bragt af herrens datter, Emmeline". 

Leonora rynkede brynet en anelse. Hun havde ikke forventet besøg, og hvis Emmanuel ville havde sendt bud, havde han næppe behøvet at sende hans datter. Omvendt, hvis han ville havde set sin datter, havde Leonora forventet at selv Emmanuel ville have haft nok fornuft og pli, til at give besked på forhånd... Men det var måske at forvente for meget af manden.
"Vi tager imod hende i veststuen" bestemte Leonora sig for, og tjeneren bukkede dybt, inden hun overdrog brevet til Fyrstinden, og lod hende alene, for at sætte staben i gang.

Det varede ikke længe før Leonora indfandt sig i en af veststuens behagelige stole. En let opsætning med små fingermadder, kager og kiks, var sat frem, sammen med te. Aftensolen faldt lavt igennem de høje vinduer, og udsigtigen lod en nye dagens sidste solskin til fulde.
En tjener var allerede sendt til at hente den unge komtesse, i passende tid, for at lade Fyrstinden vente kortest muligt.
Leonora havde på forhånd læst brevet, og som hun ventede, spekulerede hun på hvor meget pigen mon selv viste.

Leonora så op da døren blev åbnet, og mødte Emmeline med et venligt, høfligt blik. "Komtesse Emmeline. Velkommen til Ædelborg" hilste hun den unge kvinde, og bød hende tage plads i stolen overfor Leonora med en gestus. "Jeg håber deres rejse hertil var behagelig nok?"

Emmelines blik var blevet fjernt, som hun havde vendt det mod den farvede himmel udenfor og kun halvt tog den ind. Hendes virkelige opmærksomhed spredte sig ud mod fornemmelsen af metal i og omkring borgen, hvor mængderne tog selv hendes vejr væk. Alle borge føltes som knudepunkter, men denne var.. overvældende. Følelsen sendte et stille smil ud på hendes læber og forjog for en stund ubekvemmeligheden ved det uvisse i situationen.
Til døren blev åbnet og en tjener rømmede sig let.
Hun drejede hovedet først, nikkede så let og rejste sig, mens hendes udtryk gled tilbage til det neutralt venlige. Hænderne fandt hinanden foran hende, som manden førte hende fra værelset og gennem gangene. En tur der føltes uendelig lang og som et glimt på samme tid, før han åbnede en dør og trådte til siden.

Emmeline rankede sig automatisk og holdt hovedet højt, som hun trådte ind. Hendes blik fandt Fyrstindens og atter stak nervøsiteten sit grimme hoved frem. Hvad havde lige stået i det brev? Hun holdt dog ansigtet i ro og kun hendes øjne forrådte hende en smule, som hun sank ned i et elegant nej og bøjede hovedet for Fyrstedømmets hersker. "Mange tak, Deres Højhed." Hun rejste sig som budt, slog skørterne ud og satte sig pænt, hvor hun blev anvist at gøre det.
Hænderne startede i skødet, som hun sendte pigen et lille hurtigt smil, ved dennes tilsynekomst med thepotten til opfyldning af kopperne. "Den var ganske fredelig, skønt vejret gjorde sit for at bekæmpe behageligheden." Hun tillod sig endnu et lille smil, som hun mødte den ældre kvindes blik fuldt og uden at sænke sit med det samme.

Leonora så roligt den unge komtesse an, som hun blev ledt ind og satte sig til rette. Fyrstinden bemærkede sig med tilfredshed, at frøknene havde fin form i sit nej, og ligeså i hendes konverserende evner. En udemærket start noterede Leonora sig.

"Ah, jeg ser. Vejret er det de færreste der er herre over, men det glæder mig at turen ellers var Dem bekvemt". Leonora mødte den unge frøkens blik med varm høflighed. Der var ingen grund til ikke at lade Emmeline føle sig velkommen.
Leonora tog et sip af sin te "Og hvorledes fare Deres fader og moder? Er alt vel og i orden?" spurgte hun så, og lod de nøje udvalgte ord flyde let og naturligt. Alt vel forventede Leonora, men i orden?
Den var nok mere tvetydig, og Leonora var ganske spændt på at se, om den unge Arys ville lade noget slippe om sine nærmeste, eller om hun ville bruge chancen på at gøre indtryk på Fyrstinden, ved at tage afstand?

Emmeline tog et lille sip af sin the og nikkede så ganske let til pigen for at lade hende vide at den var god. Hun havde altid gjort små ting for at bestyrke tjenestefolkenes fornemmelse af at blive set og værdsat. Noget der sikrede hende selv god behandling og færre misforståelser. Det kostede hende heller intet, så hun så ingen grund til at lade være.
"Det var den, Deres Højhed." Bekræftede Emmeline enkelt og uden at holde emnet i luften mere. Den vej lå ubehagelige spørgsmål om hvorfor hun var sendt afsted alene på en tre-dages tur og det var ikke spørgsmål hun havde acceptable svar til.

Det næste spørgsmål var alt andet end uventet, men så sandelig ikke mindre ubekvemt af den grund. Emmeline holdt hænderne i ro i skødet, som hun mødte den ældre kvindes blik. "Som altid, Deres Højhed. Ikke meget i denne verden bringer uorden omkring eller for dem." Hun havde altid været en af de ting og nu nok over stregen for hvad de kunne overse. Spørgsmålet var dog stadig hvilken konsekvens det ville få hende. Hvilken konsekvens der ventede hende her.

Langsomt tog Leonora et sip af sin te, mens Emmeline svarede på hendes spørgsmål. Det var et godt svar, et politisk svar. Frystinden nikkede roligt. "Ah, jeg ser. Man kan naturligvis altid håbe på det bedre, men intet nyt er trods alt ikke skidt nyt". Det var ikke gået forbi Leonora at den unge komtesse ikke havde sagt noget fra eller til, men holdt sig neutral i sagen. Alt var som det plejede. Det var op til Leonora selv at fylde det med betyndning, hvilket ville havde faldt ganske naturligt, hvis hun ikke havde været opmærksom. 

Leonora gjorde en gestus mod den lette madopsætning, som tegn til at Emmeline kunne tage som hun ønskede. Imens talte Fyrstinden videre.
"De er min fætters eneste barn, hvis jeg ikke tager fejl? Har De gjort Dem tanker om fremtiden der?" spurgte hun så, i samme rolige, konverserende tone som før.
Det var et sensitivt emne, men et Fyrstinden næppe kunne træde til side for. Familien var det vigtigste, altid. 

Et lille smil krøb frem på Emmelines læber, før hun skolede ansigtet tilbage til neutralt åbent. Fyrstindens ord tegnede til en lignende mening om forældres livsførelse som hendes egen, men med mere vægt bag. Pænt formuleret, så de der kendte de omtalte tydeligt kunne høre misbilligelsen, mens de der ikke gjorde intet nyt fik at grave i eller sladre om.
"Og kommende fra familie frem for fremmede en lille trøst også." Emmeline sænkede blikket efter at have svaret med mere af en mening end før og nikkede så let, som tegn på hun havde forstået den indbydende gestus. Der var gået en god rum tid siden holdet for frokost og den lette anretning havde fristet fra hun kom med sin lokkende duft.

Let flyttede hun to madder over til sig, købende sig samtidig endnu en mulighed for at vende sine ord, før hun så tilbage op og mødte den ældre kvindens granskende blik. "Ja, det er jeg." Endnu en ting familien ikke helt var tilfreds med, men heller ikke helt utilfreds med taget hendes faders egenrådige opførsel i betragtning. "Jeg har nok altid haft en forventning om at..." Hun gik i stå ledende forgæves efter en acceptabel måde at formulere det næste på, men uden at finde det. Så i stedet skar hun en grimasse, der fik hende til at følge op med et undskyldende smil, før hun alvorligt og ærligt fortsatte. "At mine forældre ville skubbe ansvaret for min fremtid over på mig eller - mere ønskeligt - et andet familiemedlem."

Et lille smil spillede på Fyrstindens læber, og hun nikkede langsomt til Emmelines ord. Leonora var ganske tilfreds med den unge komtesses responds. De havde krydset grunden og var ved at bygge en bro af fælles forståelse.
Leonora ventede roligt til Emmeline havde taget for sig, inden hun selv trak en lille udvalg over på en af de mindre tallerkener, så hun selv også havde noget at gumle på.

En rolig stilhed sænkede sig mellem de to kvinder, og Leonora tog selv en bid, for at give komtessen tid til at gøre det samme. Den unge kvindes behov lod til at være tilstede, og Leonora kunne næppe bebrejde hende det, efter den rejse hun havde tilbagelagt.

Emmelines ord fik Leonoras øjenbryn til at hæve sig, for at hun derefter brød ud i en kort, varm latter. Emmeline kunne ikke vide hvor sandt hendes forudsigelse var. Det var næppe passende at le, men absurditeten af det hele var ikke tabt på Fyrstinden.
"Åh kærer barn dog" sagde Leonora som hun tørrede kanten af sit øje, inden hun fik sig bragt under kontrol igen "Jeg beklager mit udbrud, men det er næppe ofte jeg møder så observant et ungt menneske" fra en skjult lomme fremdrog Leonora brevet Emmeline havde medbragt, forseglingen nu brudt. Frystinden rakte brevet over, og lagde det på bordet mellem dem. "De vil komme til at blive her på Ædelborg for nu. Og hvoromend jeg ikke kan tale for deres intentioner, så kan jeg forsikre dem om, at deres forældres valg vil åbne mange nye døre for Dem" fastslog Leonora, og sippede af sin te.

Emmeline havde forholdt sig afventende efter at have givet sit ærlige svar og holdt hænderne samlet pænt i skødet. Hun kendte ikke Fyrstinden, matriarken af deres familie, godt nok til at gisne om hendes reaktion på så direkte tale, så det virkede som det fornuftigste træk. Hendes guvernante ville have fået det stramme udtryk af den dybeste misbilligelse ved at høre det, som ellers var reserveret til hendes forældres ignorering af hvad de burde tage sig af. Et udtryk Emmeline frygtede at få tildelt her.
I stedet fik hun latter.
Overraskelsen over det uventede brød igennem et hvert forsøg af hendes på at forblive neutral af udseende og holdt hende let stivnet i stolen overfor den agtværdige Leonora. Først som denne talte genfandt Emmeline evnen til at løsne op og endda smile forsigtigt. Latteren havde været en god ting.

Så nikkede hun let accepterende, men forblev tavs som den ældre dame virkede til at have mere at sige. Både med handlinger og ord, eftersom et let genkendeligt brev blev lagt på bordet mellem dem med seglet brudt. Ord der fik Emmeline til at lyse op i forhåbning og endelig finde sin stemme igen. "Jeg vil gøre mit bedste til at leve op til dem!" Det var så langt fra hvad hun havde forestillet sig skulle ske i vognen på vejen hertil. Et løfte om at kunne gøre familien ære og finde en sand plads i den fremfor ved siden af den.
Med mere ro i sindet gjorde hun atter et indhug i anretningen.

Leonora tillod sig et tilfreds smil som Emmeline lod et glimt af enthusiasm skinne igennem. Det var som hun havde forventet, måske endda håbet på. Et ungt, friskt sind, kvalt af sine forældres middelmådighed og mangle på ambition.

De værste nyheder taget godt imod, valgte Leonora også selv at tage en smule fra fadet. Det skulle nok nå at blive en både behagelig og oplysende samtale, forhåbentlig for dem begge.
Efter lidt af maden var blevet nyt i stilhed, tog Leonora en mere tænksom mine til sig.
"Men siden det er mig tydeligt at De ikke deler min kærer fætters indstilling til livet, så sig mig, hvad ønsker De at opnå? Hvis intet stod Dem til hindring, tænk gerne stort" opfordrede Leonora så den unge sjæl. Nok havde Fyrstinden af Arys ingen ambitioner for sig selv andet end Familiens gavn og vælde, men det betød bestemt ikke, at emnet var hende uinteressant. Tværtimod.

For en stund rådede stilheden, som Emmeline stillede den værste sult efter rejsen og hendes værtinde tog høfligt fra også. Det gjorde det lettere for den unge pige, især da det var tydeligt hun var den der gjorde størst indhug i det anrettede. En let anretning, men ganske fyldende og helt stabiliserende.

Emmeline hævede atter blikket og mødte Leonoras fyldt, som denne tog ordet og samtalen. Et både overraskende og ikke skift i emne, der fik den yngre til at tøve vurderende et øjeblik, før end hun lod antydningen af et smil vokse frem. "Hvis intet stod til hindring så kærlighed i ægteskabet og ikke kunne forbindelser." Hun vidste at nu ville hendes giftemål blive for familien og det gav hende en uventet ro i sindet at vide det. Som var en vigtig brik faldet på plads, nu en interesseret slægtning skulle stå for det.

"Udover det." Smilet snak tilbage for alvor, mens hun trak vejret dybt. "Vi har rejst meget i egne mindre godt stillet. Landsbyer kun lige store nok til at have en kro omgivet af bygder nærmere minerne i bjergene. Flere steder end jeg har talt på og lang de flest for isolerede og fattige til at talent havde en chance. Jeg så børn med brugbare magiske talenter fumle for ikke at gøre skade med dem fordi ingen vidste nok til at lære dem kontrol. En helbreder der fik åbnet et sår først, før hun fik det tvunget lukket. En knægt humpende væk fra en hidsig forsamling efter at have splintert en bygning ved et uheld. Så meget nyttigt talent spildt fordi ingen giver det en mulighed for at blive det. Det ville jeg gerne ændre på."

Leonora sippede roligt sin te og nippede i jævnt tempo sin mad i sig. Hun var næppe meget sulten, men sult var også en følelse Leonora sjældent stiftede bekendtskab med. Mængden af møder, aftaler og besøg sørgede ikke blot for at holde Fyrstinden beskæftiget, men også hendes mave ganske fuld.

Et mildt smil krydsede Fyrstindens læber, som Emmeline fortalte om sit håb for kærlighed, men der var samtidig noget sorgmodigt over den ældre kvindes blik. Kærlighed og lykke var bestemt ikke en given for folk af deres stand.. tværtimod. Men det var stadig en drøm så mange af dem holdt. Emmeline her, og hendes egne børn lige så vel. Det var prisen de betalte for deres stand og magt. Men måske det kunne være anderledes for Emmeline? Med navnet Arys fulgte pligt, men måske..

Leonoras hoved lagde sig en anelse på skrå, og en tænksom mine faldt over hendes træk. Det var bestemt en observation der var tanke værdig. At Emmeline ikke blot tænkte med hjertet, og de arme bønder, men også så den uudnyttede ressource der lå der, talte til hun var visere end hendes alder.
"En interessant observation. Men næppe et livsværk. En håndfuld lærermestre sendt på routerende rejse i yderområderne. Eller tænkte de at oprette en skole for de begavede unge?" spurgte Leonora interesseret. Det var bestemt værd at høre hvad det unge sind havde gjort sig af tanker.

Emmeline vidste at kærlighed næppe var at forvente for hende i et kommende giftemål, men derfra og til at kvæle forhåbningen om det, var alligevel et stykke. Hun kunne jo være blandt de heldige, men ellers var der altid muligheden for at den kunne blomstre op mellem hende og den udvalgte, som de delte livet. Mange havde fundet kærligheden af den vej og med et åbent hjerte for muligheden, så hvorfor kunne det ikke også ske for hende?

Mere overvejet var hendes tanker for en forbedring i fyrstedømmet. Det havde aldrig været en hun havde talt om før, da hverken hendes forældre eller hendes guvernante havde været interesseret i diskussioner af den slags. Så det var med en grad af lettelse, hun så interesse i Fyrstindens blik og fik et uddybende spørgsmål tilbage.
"Omrejsende læremestre ville kunne afhjælpe en del af spildet ja. De mest almindelige og praktiske evner findes i de fleste landsbyer og endda i nogle bygder. Med viden om de egne de rejser i kunne de sende opdagede talenter til oplæring ved nærmeste med tilsvarende evne..." Hun tonede let ud og nippede let til theen for at fugte halsen, så eget som lade ordene få lidt plads. "Men det ville næppe fungere for de mere usædvanlige talenter. De som der ikke er nogen praktisk anvendelse af i et samfund på der lever fra den ene dag til den anden. Teleportation, tankelæsning, afskrivning af bøger uden at behøve at holde fjerpennen imens. Evner der med fordel kunne forædles et centralt sted og med tiden placeres hvor det ville gøre mest nytte."
Hun smilede forsigtigt til den ældre slægtning, ikke helt sikker på hvor dybt interessen stak og om hun havde været for fri i sin tale.

Teen og maden blev for øjeblikket glemt, mens Emmeline talte. Det var svært ikke at blive imponeret over den unge piges innovative sind, og sans for optimering. At udnytte det utappede potentiale af magiske egenskaber i befolkningen var ikke en tanke Leonora havde forventet fra en så ung, og da slet ikke med den uambitiøse opvækst hun havde haft. Men måske det netop var denne opvækst der havde drevet hende til at se udover sine forældres værk, og hige efter mere.

"Det er et god tanke. Effektiv og ressource bevidst.. Der er dog én detalje der er relevant at have med. Folk er ikke sten, der kan flyttet og redistribueres efter ønske. Hvor fantastisk en mulighed det end er for folk, vil der altid være dem der ikke ved hvad der er best for dem selv, eller landet, og vil modsætte sig. Hvad bør der gøres med dem? Ville De gøre det frivilligt, og potentielt miste brugbare folk til deres egen idioti, eller hjælpe dem, ved at tage valget fra dem?" sprugte Fyrstinden roligt. Spørgsmålet var ladet, og ledende, men Leonora var spændt på at se, hvordan den unge frøken ville svarer.

Emmeline sippede let til sin the, som hun lyttede opmærksomt til Fyrstinden. Det var rart til en afveksling at blive mødt med modspil i stedet for afvigelse og have en fornemmelse af at hvad hun sagde blev hørt og taget alvorligt. Rart, men samtidig også en smule intimiderende.

Heldigvis var emnet et Emmeline havde brugt tid på at tænke over og vende på så mange leder og kanter hun kunne finde. "Tvang ville ikke virke. Det beviste brugen af det i forhold til at indfange forældreløse og andre gadebørn til Tywing skolen. Ikke tvang alene og i hårdeste form." Hun holdt blikket på den ældre kvinde, som hun fortsatte. "Frivillighed ville være at foretrække, men ville aldrig sikre alle. I langt de fleste tilfælde ville mulighederne, en sådan uddannelse ville give, være nok for den unges familie til at sende dem af sted, så de med tiden måske kunne leve lidt bedre. Af de, der ikke så det som en mulighed, ville jeg nøjes med at lægge yderligere pres på, hvor den unges magi kunne eller allerede havde udviklet sig i en retning, som kunne være til fare for omgivelserne. Tilbuddet om ordentlig oplæring kunne også gentages den næste gang opsporen kom den vej forbi. Det ville give tiden mulighed for at arbejde for os også."

Hun tillod sig en lille tår af theen. "Lige meget hvor god en mulighed det er, så vil den mødes med mistro og modstand til en start. Alt nyt og ukendt mødes med det og af god grund efter de seneste årtier. Tiden ville kunne ændre det."

Leonora lyttede opmærksomt til den unge Emmelines ord og sippede roligt sin te imens. Der var ingen tvivl om at komtessens plan var gennemtænkt til en udstrækning der var imponerende for hendes alder og livserfaring. Der var mange interessante detaljer det unge sind havde forudset, og Leonora blev kun mere imponeret som hun fortsatte. Sammenligningen med Tywin skolen var både passende og opsigtsvækkende. Emmeline var sandelig en Arys efter Leonoras hoved! Det var en gave for guderne at hendes forældre havde sendt hende til Leonora, og så hendes skarpe sind ikke ville gå til spilde.

"De første årgange ville være essentiel. Dens succes ville ville bane vejen for mange generationer, og projektets gode omdømme ikke mindst. Har de gjort dem nogle tanker om hvordan man kunne sikre dette?" spurgte Leonora yderligere ind, med åben interesse i den unge piges svar. For Leonora betød den unge frøkens alder ikke meget, imod vægten i ordrene. Det var næppe ved siden af at tænke Leonora gav Emmeline mere af sin opmærksomhed og øre, end hun nogensinde havde givet sin fætter, Emmelines fader. 

Det var en sær form for lettelse at få lov til at sætte ord på tankerne og ikke blive afbrudt efter de første sætninger. Emmeline forventede det stadig ville ske hvert øjeblik, men hun fandt ikke den kedsomhed eller træthed i Fyrstindens blik som i hendes guvernantes, sidste gang hun havde forsøgt at bringe et reelt emne op at snakke om. Broderi, mode og poesi var glimrende at kunne snakke om, men nogen gange havde en pige brug for andet og mere udfordrende end det.

Det næste spørgsmål var så naturligt som det foregående, men ikke et Emmeline på samme måde havde kunne finde sig et svar på. Hun tøvede da også lidt, før hun lod et undskyldende smil flyde frem. "Mange tanker, Deres Højhed, men endnu ingen som jeg ville nære tiltro til." Hun stoppede kort og tilføjede så uddybende. "Jeg kender endnu for lidt til hvad får andre til at handle som de gør og uden den viden er det svært at forudse eller fremtænke hvilken effekt, hvilke valg kunne have. Jeg ville dog nok starte med unge nær Zircon, så ændringen i deres tilværelse ville være mindre... voldsom? At lidt stadig virkede bekendt og familien ikke alt for langt væk?"

Leonora havde sat tallerken og tekop fra sig på det lille bord igen, og hendes hånd havde i stedet fundet hoved på hendes stok, der havde stået lænet mod siden af stolen. Fyrstindens fingre trillede tænksomt over metallet, og imens slangede metallet sig omkring og mellem hendes fingre, som var det flydende, levende.

"Det ville kræve en grunddig udvælgelses process. Lokale ville ikke nødvendigvis være at foretrække, for man risikere blot at halvdelen af dem stikker af, hjem til deres mødres skørter, så snart det bliver hårdt og udvandt. Bedre med børn hvor det at vende hjem er en praktisk umulighed, med viljen til at excellerer. Det skal være en ære at blive udvalgt til skolen" funderede hun, som idéen tog form i hendes sind.
"Men ikke nær Zircon. En samling af unge, uerfarne sind med store magiske evner, er for risikabelt at have nær tættere bebyggelse.. På vejen mod Dianthos måske, så alle handlende må passere forbi og se det i distancen. De vil sprede ordet som projektet, endnu enden bygningsværket står færdigt" fortsatte Leonora sin tankestrøm, og så endelig op mod Emmeline igen, med forventning i blikket, spændt på at hører den unge komtesses tanker. 

Fornemmelsen af metal i bevægelse var en del anderledes end dets blotte tilstedeværelse og distraherede Emmeline til hun havde fundet kilden. Ingen andre, hun havde mødt, kunne på den måde ubevidst forme og ændre metal - eller måske rettere - ingen andre havde gjort det, mens hun var til stede. Om hendes fader besad sådanne evner var hende pinligt uvist, skønt hun vidste hendes egen var nedarvet fra hans slægt.

Hun lyttede opmærksomt og lagrede den anderledes måde at tænke på. Den større skala, der tydeligt var for øje og den længere udsigt, men mest af alt den erfaring med mennesker og deres luner, som den byggede på. Som hun havde forventet og selv udtrykt havde hun stadig meget at lære her.
Stille nikkede den unge komtesse. Det gav god mening at gribe det an på den måde med de begrundelser. "Det ville også være en placering mere tillokkende for undervisere ville jeg tro. Hvis de på overskuelig tid kan aflægge Dianthos besøg og derved ikke bliver helt afskåret fra alt hvad de muligvis har bygget op."

Emmeline nippede let til theen, før hun eftertænksomt fortsatte. "En bindingstid efter endt uddannelse ville nok være en god ide. Mange andre ville kunne se fordele ved at tilbyde tjeneste og slippe for risici'en ved oplæringen." Med Dianthos nærved ville Kronens tjenester nok være blandt de mest glubske også.

Metallet fortsatte sin rolige, flyende dans mellem fyrstindens fingre, mens hun lyttede og tænkte. Evnen var naturlig for hende, og vane en hun oftere måtte bruge energi på at undertrykke i selvskab med andre, end ikke. Magien var nok harmløs, men Leonora skulle nødig høre noget til 'manglende kontrol'. Så vanen hørte kun familiært selvskab til

Leonora nikkede langsomt som Emmeline talte. Det var, fortsat, gode observationer. "Men heller ikke så tæt på at eleverne kan tage dertil uden ledsagelse. Et vist niveau af kontrol med de unge mennesker vil være nødvendigt" Leonora lænede sig en smule tilbage med et tænksomt udtryk "Og staben skal bestemt være opgaven værdig. Hvem som helt vil ikke kunne gøre det, men de bedste vil også stille højere krav. En middelvej må være løsningen, tænker jeg" tilføjede hun, spekulerende mere end definitivt.

"Mmm bestemt. Tjeneste i Safirien vil være deres måde at betale for undervisning og logi, og det vil naturligt give os muligheden for at sikre de bedste bliver i vores tjeneste efterfølgende også."