Solen havde stået højt på himlen det meste af dagen. Nu var den begyndt sin nedstigning, men det var ikke fordi det var begyndt at blive køligere af den grund. Det var ikke mere end et par timer siden solen havde stået på sit højeste, og der var stadig masser af liv på markedspladsen denne varme sommerdag. 
 Ingrid kom gående ned mellem boderne, med en lille, slidt kurv på den ene arm. Hun burde helt sikkert forsøge at tjene lidt krystaller, det havde været en sløv formiddag og der havde ikke været mange der havde brug for hjælp, men på grund af det gode vejr, var det noget mere indbydende at se om der skulle være nogen på markedspladsen, der solgte ting hun kunne bruge til hendes reagensglas. Hvis det gik i den retning hun håbede, ville hun snart kunne tjene krystaller på dem, jo!
 Solens varme fik et let lag sved til at lægge sig over Ingrids pande. Kjolen hun havde på, gik hende til anklerne, og dækkede hendes skuldre. Den var varm at have på, og det hjalp ikke at den var i en mørkegrå farve med brune striber på, i et mønster der gjorde kjolen ternet. Den øverste del sad en smule stramt mod hendes barm, trods snøren på ryggen ikke var strammet særlig meget, og hvis man kiggede godt efter, kunne man se, at det nederste af kjolen, der var i en anden farve, slet ikke hørte til kjolen. Det var nemlig blevet syet på, fordi kjolen var begyndt at blive for lille, og dermed også for kort. For at sikre sig at hun ikke skulle begynde at lyse igennem kjolen, havde hun en underkjole på indenunder. Om halsen hang de sædvanlige tre reagensglas.

 Ingrid stoppede ved en bod med blomster. Hun havde før oplevet at blomsterhandlerne ikke altid vidste hvilke muligheder der var med de blomster de solgte, og når ikke Ingrid selv kunne komme ud i Krystallandet for at finde de ting hun skulle bruge, måtte hun jo nøjes med hvad andre fandt. 
 En stor, blålig blomst blev samlet op, og Ingrid vendte og drejede den lidt overvejende i hænderne. Hun havde ikke set den før, men der var noget over den. Hun lagde den ned og skulle til at spørger efter en pris, men inden hun nåede så langt, lettede en sommerfugl fra en blomst på bordet. En sommerfugl ikke havde havde lagt mærke til, før den fløj mod hende.
 Et højt hvin forlod Ingrids læber, der var ubeskriveligt bange for insekter med vinger. Med armene lidt baskende om sig, var hun hurtig til at løbe væk fra boden, mens hun lettere panisk hvinede. Sommerfuglen, der egentlig ikke var spor interesseret i Ingrid, landede på den blålige blomst Ingrid havde kigget på, men det opdagede Ingrid ikke, der forsatte med at løbe panisk rundt med viftende arme, i et forsøg på at sikre sig sommerfuglen ikke landede på hende. 

 Trods Ingrid havde det lille reagensglas på sig, der dæmpede hendes følelser lidt, gjorde den ikke meget i denne situation. Lige så stille fik frygten den lysende, røde farve frem i hendes brystkasse, og jo mere hun fik gearet sig selv op, jo mere intens begyndte den røde farve at blive, som den bredte sig i hendes krop, og begyndte at lyse fra hendes bare arme også. Heldigvis dækkede den mørke kjole for det meste af det røde lys omkring hendes brystkasse, men der kom alligevel et rødligt skær fra hende.

Dagen var lang, var alle dage som denne varm, vidunderlig varm! At mærke disse varme stråler på den blege koldblodet hud. Dage som disse, var de eneste Akurra blot vidste lidt hud. I dag, var dette ved nærmest bare ben, nogle korte shorts, der mødte den mørke blå våbenkappe, som dækket ringbrynjen, på trods af den skønne varme hang den lange mørkeblå kappe stadig over halv slangen og langt ned over hendes hoved. Selv om varmen var skøn, var solen altid lidt Irriterende når ens øjenlåg er gennemsigtige, gjorde det nødvendigt at nyde skyggen fra ens hætte. Selv om dagen var lang, at timerne var gået langsomt som intet var sket. Jo! Man havde været forbi arrest mestrene tidligere på dagen, men ikke for noget vigtigt og nu gik hun en laaannngggg omvej igennem byen imod byvagt kontoret for at lægge rapport. man kan vel nyde lidt frihed før man er fanget med papir resten af dagen? lyd det glad som hun træk sine ben igennem de livsglade gader. Denne årstid træk altid så mange ud på gaderne! De to flasker om hendes hals klang som de gang på gang ramte hendes grænsevagt insigniet som alle delte guldkæden om hendes hals. I bæltet som altid, håndjern, nøgler, og de to ikoniske tynde sværd af hendes. Denne nydeligt dag, denne nydelig stille, rolige dag, ændrede sig hurtigt som hun satte fod inde på markedspladsen. De dovne øjne kiggede håbefuldt rundt på de mange boder, men blev hurtigt kastet i retning på en pige, en ung kvinde måske, som skreg og løb væk.

Hvad end der var sket for at skabe denne panik ved den stakkels pige, som..begyndte at lyse rødt? anede Akurra ikke, som hun i hast endte foran pigen, og i en bevægelse, enten den mørke kappe om hende, som pigen mødte Akurra skuldre, og kappen i samme bevægelse lå sig om Pigen. "Shyyy." lyd det så snart armen lå over pigen. Den anden hånd søgte hurtigt pigen len, som hun blev holdt tæt ind på Akurras figur. "Slap af...træk vejret." lyd det blidt, og hviskende. Kort hævede hun hovedet og lod splittet øjne kigge rundt på markeds pladsen, intet? tænkte hun kort, som en splittet tunge hilste kort på verden. "Hvad..sker der?" spurgte hun, som blidt som lod sit blik flade på den..stadig? lysende? pige. Håber ikke lyset er farligt. tænkte hun forsigtigt, men holdt stadig om pigen.

  Alt for optaget af at vifte som en vanvittig med armene, og være opmærksom på ikke at støde alt for hårdt ind i folk hun løb forbi, var Ingrid på ingen måde opmærksom om hvad der skete foran hende. Et eller andet sted gik hun ud fra, at hende hvinen gik folk til at træde til siden.
 Derfor var det også med en overrasket lyd, at hendes hvinen stoppede og Ingrid stivnede helt, da der var en der trådte ind foran hende, og nærmest lukkede hende inde i en hule med en kappe. Ingrids øjne spilede sig op, og hun holdt vejret, da der med tysset på hende. 
 Ingrid turde ikke røre sig det mindste. Hun anede ikke hvem personen var, men fornemmede det var en kvinde, og hun anede ikke hvad kvinden ville hende, og hvorfor hun holdt Ingrid så tæt. En lille forlegen lyd lød fra Ingrids læber, da hun pludselig mærkede en hånd mod hendes lænd, og hun rettede sig lidt mere op, mens hun skævede lidt fra side til side. Var hun ved at blive udsat for et overgreb? Lyset der stadig lyste fra Ingrids brystkasse, lyste ikke længere op på grund af frygten fra sommerfuglen, men på grund at nervøsitet og forlegenhed over situationen hun nu fandt sig i. 

 Da kvinden bad Ingrid slappe af og trække vejret, gispede hun lidt efter vejret, som hun havde holdt ind til nu, og tog et par dybe vejrtrækninger. Skulle hun træde væk fra den meget nærgående kropskontakt? Blikket flakkede lidt rundt, og langsomt blev hun mere og mere bevidst om hvor pinlig en situation hun havde sat sig selv i. Det blev kun værre som kvinden spurgte hvad der skete. 
 Ingrid drejede hovedet, og så i retningen hun var kommet fra. Ingen sommerfugl. Kinderne tog hurtig en rød, flov farve til sig, men hun rømmede sig lidt.
 " Der.. var en.. sommerfugl.. " mumlede Ingrid flovt og lavt. Det var så pinligt. Endnu mere fordi hun stod så tæt på denne fremmede kvinden.

Det var tydeligt at pigen ikke fandt ro, så hurtigt som Akurra havde ønsket i dette. Som pigen træk efter vejret, var det jo tydeligt noget havde gået hende tydeligt på. Igen lod Akurra tungen hilse på verden som hun let fjerede hånden fra kvinden ryg, og blikket igen gled over markedspladsen. men hvem, hvad? tænkte hun mistænksomt, men pigens næste ord, træk hende ud af sine mistænksomme tanker. Akurra blinkede nogle gange, og træk kappen væk fra den lysende pige, og stille lod sine arme forlade hende. En...sommerfugl? skrig, og panik, over en sommerfugl?  mistroisk lod Akurra blikket falde over pigen, men den flove mimik. Hun...talte sand? "En..En sommerfugl?" lyd det, skuffet, fra Akurra som hun tog et skidt væk fra pigen. "En..sommerfugl?"gentog hun igen. "Du laver sjov ikke?" Spurgte hun, uden at tænke over hvor ledt det endelig var at spørge om.

Ganske rigtigt var en del af deres opgaver at skabe ro og orden, at stoppe en panisk pige, få hende til at slappe af var en af måder ro og orden blev overholdt på, i hvert fald ro, men at skabe ro og orden grundet en sommerfugl, var ikke noget der var prøvet før hos den erfarne vagt. Hun træk vejret dybt og rystede hovedet kort, "Er du okay?" spurgte hun stille, kærligt næsten og sendte et smil pigen vej, og første gang lod sit blik studere hende ordenligt. jo..ganskevis, hun lyser...lyserrød? tænkte hun forvirret og lod hånden møde hendes egen kind endelig lod hun sin egen krop reagere på den slag pigen havde givet hende i sin panik. håber ikke der er et rødt mærke..Orker ikke at forklare hvordan jeg fik det så. En sommerfugl? Ja, så om de andre vil tro på dette.

 Ingrid holdning løsnede sig lidt, som kvinden trak hånden til sig, og hun lige så stille fik styr på den stadig underliggende frygt for sommerfuglen. Det røde lys falmede lige så stille i intensitet, og lyste ikke længere fra overarmene, men kun fra brystkassen og lidt af halsen. 
 Det var først da kvinden trak kappen til sig, at Ingrid begyndte at turde røre på sig, og hænderne blev foldet lidt foran hende, efter at have set mod kvinden udtryk, der sagde hun fandt Ingrids grund noget specielt. Da kvinden også trak armen til sig, var det at hun fik kigget ordenligt på kvinden, og hun fik hurtigt genkendt det unikke tøjsæt. Det var en byvagt. Nu var det da først rigtig pinligt! 

 Farven i kinderne tog rigtig til, og Ingrids blik så ned på jorden, mens hun trak skulderne lidt op mod ørene, som vagten gentog hendes ord. Flovt nikkede Ingrid langsomt. Fingrene pillede lidt ved kjolens stof og den intensitet der var faldet i lyset, da Ingrid ikke længere var bange, kom tilbage i flovhed over at have teet sig sådan på Markedspladsen. Da det blev gentaget igen, løftede Ingrids skuldre sig endnu mere. Hun var klar på at få skæld ud. Det var jo en byvagt hun stod foran. 
 " ...Nej.. " fik hun sagt med en skinger stemme, da hun blev spurgt om hun lavede sjovt, før hun rømmede sig lidt.
 " Det kunne jeg ikke finde på.. " lovede hun byvagten med en stille stemme. Blikket var forsat skamfuldt fæstet mod brostenene under hende. 
 Først da kvinden spurgte om Ingrid var okay, løftede blikket sig lidt, mens hun nikkede. Hun vidste godt hvor dumt det var, at hun var mange for sommerfugle. Men de havde vinger og kunne flyve, og hvem vidste hvor hurtigt de kunne forvilde sig til at flyve ind i ens ører eller næse! Bare tanken fik hende til at gyse. 
 Det skævende blik til vagten, gjorde at Ingrid fik set at hun tog sig til kinden, og efterfølgende blev opmærksom på en let prikkende fornemmelse i den ene hånd.. Ingrids anden hånd flyttede sig op til munden, da hun lavt gispede. Hun havde slået en byvagt! Så vidt hun vidste kunne man komme i fængsel for det! 
 " Det må De virkelig undskylde!  " Skyndte Ingrid at sige, mens det røde lys tog mere til i kraft, som hun begyndte at frygte hun ville ryge i spjældet til alle mulige farlige mænd og kvinder, der ville spise hende rå.

Akurra kiggede noget kun forvirret på kvinden, som farven begyndte at falde. hvad i? tænkte hun kort, som blikket hvilede på halsen og brystkassen, forvirret, en smule fortryllet over den lysende hud. Men valgte blot at lade det ligge, er vel uhøfligt at spørge om sådan noget. Kan være personligt. Akurra fniste let af pigen flove utryk. Det kunne jeg ikke finde på. Lettet rystede Akurra hovedet ved disse ord, ikke at hun endelig troede det var for sjovt, blot, så mærkeligt at det var svært at tro på det hele ikke bare en spas. En sommerfugl? igen fniste hun let, og rystede på hovedet over pigen. Hvem var hun? Fattig? tænkte hun kort som blikket faldt over den..ehm..specielle designet kjole. Tigger? spurgte Akurra sig selv, som Pigen pludseligt sagde undskyld.

"Undskyld?" hun vippede hovedet lidt ved dette spørgsmål, og ubevist gled kinden lidt mere. "Du skal ikke undskylde. Du blev bange? Ike? Vi har alle ting vi er bange for. Så lad være at tænk over det." begyndte hun at forsikre pigen. "Bare..måske hold skriget inde næste gang du ser en sommerfugl?" hun grinte af disse ord, man kunne ikke andet, dette var for mærkeligt, for specielt til at holde den professionelle maske en ord mere i denne situation. "Und..undskyld." bryd hun latterne med. "Mener..ikke at grine af din frygt..blot..alt dette er sku ikke hver dag." kort træk hun lidt i kæberne, altid specielt at grine, når man kan mærke sin kind. Hvor..hårdt havde hun slået? lyd det i hendes sind som hånden igen gled lidt på kinden.

 Det hjalp ikke lige frem på stemningen at vagten blev ved med at stå og smågrine og fnise. Ingrid kunne ikke finde ud af om det var et godt eller skidt tegn, og gjorde hendes mest af alt mere flov, for hun vidste jo godt hvor dumt det var at være så bange for noget som fx sommerfugle. Hun stod derfor blot og flyttede lidt uroligt på sig, mens hun ventede på at høre hendes straf for at forstyrre roen på markedspladsen og komme til at slå vagten. 
 
 Der kom dog ingen vrede eller udskældende ord. I stedet blev der sat spørgsmålstegn ved Ingrids ord. Noget der fik hende til at se på vagten, med et forvirret udtryk, og hovedet let på skrå. Hun nikkede lidt usikkert, da hun blev spurgt om hun ikke blev bange. Blodet fandt lidt mere vej til kinderne, da vagten bad hende holde skriget inde næste gang og hun nikkede hurtigt. Det skulle hun nok prøve. 
 Kvinden latter tog til igen, og Ingrids skuldre løftede sig lidt mod ørene og flyttede hænderne om på ryggen. Det her var nok det pinligste hun havde oplevet! 
 " De-det okay.. Jeg ved godt det er... fjollet.. " mumlede Ingrid lidt, og lagde den ene hånd akavet i nakken. Hun lukkede øjnene lidt og tog et par dybe vejrtrækninger. Hun hadede når hun lyste op så alle kunne se det, men det var så svært at styre, især når hun slet ikke kunne koncentrere sig om at styre følelserne. 
 " Og det var ikke min mening at slå Dem! " Skyndte hun sig at sige, som hun åbnede øjnene og så vagten gnide kinden lidt. Der var et tydeligt undskyldende glimt i hendes øjne.

Det var svært at lade være med at finde glæde ved alt dette, finde latter. Tænk af hendes kind var rød grundet en sommerfugl? Hvis de andre byvagter så, eller hørte om dette ville hun nok aldrig få mobberiet til at forsvinde. Den farlige gift slange..slået af en sommerfugl? hun sukkede som latterne fandt ind og blikket faldt igen på pigen brystkasse, hals, stadig lyserød, men farven blev mildere og mildere. "Det er ikke fjollet." kommenteret hun bevist i stemmen og lod blikket hæve sig fra pigen bryst til hendes øjne. "Er selv bange for ting jeg ikke indrømmer. Vil jeg væde med han også er." hun lod blikket falde til en tilfældigt stor mand som vandrede forbi på markedspladsen. Blikket faldt igen på brystet, halsen, som pigen træk vejret, og farven faldt mere ind. Hun vippede hovedet skrå, ved de næste ord.

"Slået mig?" Stille lod hun hånden falde fra sin egen kind og falde til hendes hofte, den anden hang blot ved hendes side, blikket gled langsomt op igen, og et smil blev sendt imod pigen. "Jeg tvang dig tæt på mig. Jeg tvang mine arme om dig, at du ramte mig, er min fejl, ikke din." hun lod stille sit smil forsvinde og lod blikket falde kvinden hals, og bryst igen. "Lyset." lyd det lidt hårdt fra hende. Jeg er nød til det..ikke..at dette hjælper hende til ro..men..jeg skal. "Det lys..Det er dit magi ikke? Er desværre nød til at bede dig forklare hvad det er." I guderne jeg håber det er noget, lige så besynderligt som sommerfuglen. Blot tanken om at straffe denne pige, efter at have brugt magi i sin frygt, at have være så bange hun tog til magi, og nu, er man måske nød til at give hende en bøde? Blikket faldt igen over hendes tøj, Om hun overhovedet kan betale hvis det er tilfældet? Skal man lade det lægge? Den splittet tunge hilste kort på verden som hun ventede og lyttede på svaret.

 Selvom vagten foran Ingrid, sagde det ikke var fjollet hun var blevet bange, vidste Ingrid godt det ikke var helt sandt. Hun var før - flere gange endda - blevet belært om hvorfor især sommerfugle ikke var farlige, i hvert fald ikke dem der var inde i Dianthos by. Og Ingrid kunne også godt se hvorfor de ikke var farlige, men det ændrede ikke på de var så zalans utilregnelige fordi de bare hang der i luften og kunne hvad som helst. Tanken fik kort Ingrid til at skære en grimasse.
 Trods den lyshårede pige ikke var helt enig, var vagtens ord alligevel beroligende, for hun kunne godt se hvad hun mente. Blikket fulgte hen på manden vagtens pegede på, og Ingrid lod kort blikket glide over ham, men hun for et øjeblik overvejede hvad han mon kunne være bange for. Et lille piget fnis sneg sig over over læberne, mens hun nikkede lidt. 
 " Det har du nok ret i.. " stemte hun sig enig. 

 Ingrid lod blikket finde tilbage til byvagten og forsigtigt nikkede hun, da vagten gentog hende. Nervøsiteten sneg sig lidt frem igen, men Ingrid formåede at holde den dæmpet nok til at det ikke fik lyset til at fluktuerer. Langsomt nikkede hun igen til hendes ord. Denne gang mere overvejende og med blikket slået ned. Selvom det var vagten der havde trukket Ingrid tæt mens hun viftede sådan med armene, var det stadig Ingrid der havde ramt hende, men hun var glad for at vagten valgte at se forbi det. 
 Hvad hun ikke var så glad for, var at hun havde lagt mærke til lyset, ikke at det kom bag på hendes, for det havde nok været noget så tydeligt. Ingrid slog blikket væk, og lagde en hånd mod toppen af brystet, som prøvede hun at skjule det sidste lys der stadig svagt skinnede fra hende. 
 " Det... er ikke noget.. " mumlede hun lettere forlegen over det. 
 " Jeg.. Det.. Nng.. Det er bare når mine følelser fylder for meget.. Så lyser jeg op.. " hun hadede det, det kunne man sagtens se. Ingrid løftede blikket igen, og sendte vagten et undskyldende blik.
 " Undskyld, jeg skal nok prøve ikke at lade det ske igen. "

Det var nok den bøde Akurra havde givet folk mindst, at modvilligt påvirke andre af ens magi uden samtykke, nok havde hun haft mange mistanker om dette lovbrud, men at bevise, eller få indrømmelser ud af folk omkring dette? Var nærmest umuligt når der ikke kom skade på folk. Dog var dette andeledes, pigen lyste, hvis det var hendes eget - var det vær at vide hvad lyset gjorde, ikke at Akurra følte at lyset havde påvirket hende, em bedre at være sikker. Hvis lyset ikke var hendes eget dog, blev denne dag noget kun mere spændende. Hun træk lidt på smilet ved tanken om den sidste mulighed, ville også give en bedre historien hvis kinden var så rød som den føltes, end 'lysende pige, var bange for sommerfugl slog mig'.

Det...er ike noget? Akurra blinkede nogle gange ved denne bemærkning, vippede hovedet og lod den splittet tungen kort hilse på verden. "Ike noget?" spurgte hun for at få pigen til at uddybe, men den uddybning kom jo af sig selv nærmest øjeblikkeligt som spørgsmålet hang i luften. følelser? lyser op? Hovedet blev stille vippet tilbage, og Akurra rettede sig op. "Du..har ikke kontrol over det? Har du?" spurgte hun stille, hun kendte endelig godt svaret på pigen reaktion på at forklare sig og lod blot blikket falde over pigen bryst igen, farven..var nærmest væk. "Du..skal ikke undskylde, hvis det er sådan det er, påvirker magien kun dig selv, og på en ubehagelig måde? hvis jeg forstår ret?" hun vippede hovedet frem og tilbage nogle gange, som hun talte og lod blikket falde tilbage op på pigen. Det var ikke, helt uvan at høre om magi være så naturlig en del af en at man ikke herskede kontrol over det, men at det var på en måde der var tydeligt ubehag for ejerne af magien var alligevel første gang for Akurra, men alligevel kunne hun relatere til det, ikke af magi, men hendes dyriske instinkter havde noget kun oftere end hun ville indrømme komme i vejen for hendes være måde, for arbejdet, eller mere private situationer.

 Ingrid vidste godt hun ikke bare kunne afværge vagtens spørgsmål med et ikke noget, men hun hadede at hendes krop reagerede som den gjorde på hendes følelser, og fortrak ikke at snakke om den. Men når en byvagt spurgte ind til det, fordi hun havde løbet skrigende igennem markedspladsen med fuld blus på det røde lys, så var det ikke smart at undvige spørgsmålet. 
 Da der blev spurgt ind til om hun havde kontrol over det, rystede Ingrid lidt på hovedet. Hun havde ingen kontrol over evnen over hovedet. Det var lykkedes hende at få lidt mere kontrol over hendes følelser som hun var blevet ældre, men slet ikke hvad hun synes var nok.
 " Den reagere udelukkende på mine følelser.. Jeg kan ikke.. Rigtig gøre noget ved det.. Kun.. Stoppe med at føle.. " det sidste blev mumlet lidt mere sørgmodigt og blikket blev slået lidt ned, mens hun trak på skuldrene. 

 Blikket var dog ikke sænket længe, der vagten snakkede videre, og Ingrid løftede blikket for at se på hende mens hun lyttede. Ingrid skar en kort grimasse inden hun igen rystede på hovedet. 
 " Det er ikke ubehageligt.. Jeg.. det.. Hm..  " Ingrid havde lidt svært ved at finde ud af hvordan hun skulle forklare det, så det ikke lød dumt.
 " Det er bare.. lys? Det.. Viser bare om mine følelser er gode eller dårlig..  " Prøvede hun at forklarer. Blikket blev slået lidt ned i jorden igen. Det kunne godt være hun skulle prøve og finde ud af noget stærkere til at holde følelserne dæmpet. Det gik jo ikke hun kom i problemer med byvagten, bare fordi hun ikke kunne holde sig fra at lyse. 
 " Men det påvirker ikke andre, og gør ikke det.. jeg er bare.. en lampe.." mumlede hun, endnu en gang lidt sørgmodigt. En lampe.. Det passede nok meget godt med den fremtid hun var på vej imod.

At stå for lov, ro og orden i byen var altid en glæde, dog var der visse tidspunkter som var alt andet, bøder, jo, de blev givet af god årsag, men det var svært ikke at tænke på øjeblikket hvor hun blev nød til at smide en tigger i fængsel, efter ikke at kunne betale. Blot tanken om det måske ville gentage sig ved denne pige, var langt fra behagelig. Hun åndede lettet ud som pigen forklaret mere. "Godt." svaret hun kort, som pigen forklaring fik sin ende. "Ikke, deres magi, må..være utrolig hårdt i din alder, at dine følelser, er så nemme..at fornemme." forsikret hun i øjeblikket hun indså hvad hun havde sagt, hendes blik slappede også endelig af, som de typiske dovne øjne kom mere frem, som hænderne nærmest blev svage og hang kraftløst ned af hendes sider.

"Beklager, blev bare lettet over at jeg ikke skal give dem en bøde." lyd det endelig fra hende, sådan pigen også forstod de mange spørgsmål. En lampe? Tænk at have det sådan, at hver gang man er glad, trist, eller andet, ikke at kunne lægge låg på det, at alle vil vide det. Det var svært ikke at have lidt ondt at pigen. Specielt ikke da Akurra, flere gange selv havde haft modstand fra sin egen krop. Hendes øjenlåg var et godt eksempel, som hun blinkede foran pigen. De er gennemsigtige, hvilket tvang hende til at sove med et bind for dem, at have en krop, der ikke altid gjorde livet helt nemt. Kendte hun fint, dog aldrig med følelser. "Er.. der nogle som hjælper dig med det? Nogle som forsøger at finde ud af mere? end blot, følelser bliver til lys? Tænker, bare at "Lade være med at føle" ikke lyder sundt." Ikke, at Akurra selv kendte til nogle som ville hjælpe med sådanne noget, men der måtte være rigeligt med folk der ønskede at hjælpe dem hvis magi gjorde deres liv besværligt. Den ene løsning til dette Akurra kendte til, ville pigen nok langt fra nyde.

 Noget ændrede sig i vagtens holdning som Ingrid fik forklaret hvad hendes lys mere præcist var. Hun virkede til at slappe mere af og være nærmest helt lettet over det ikke var andet. Ingrid kunne selvfølgelig også godt se, at det måske ikke var fedt at skulle straffe en ung pige, fordi hun var blevet bange.
 Læberne foldede sig sammen. De fleste vidste nok hvordan det var at være ung og med hormonerne ud over det hele, det det var vel et eller andet sted til at sætte sig ind i hvor trælst det var at man lyste op når man følte specifikke følelser kraftigt. 
 " Det er ikke fedt..." stemte hun sig enig.

 Ingrids øjenbryn løftede sig lidt op i panden, da vagten havde overvejet om hun skulle have en bøde. Selvom hun ikke rigtig havde været bekymret for en bøde følte hun sig lettet. Hun havde forventet en aften i gabestokken eller en tur i en fangekælder eller noget, så selvfølgelig var hun lettet. En bøde ville næsten også være værre end gabestokken, for krystallerne skulle hun bruge, tiden i gabestok eller fangekælder var til at overkomme. Hun nikkede lidt og bukkede lidt for at vise hendes taknemmelighed.
 " Tak skal de have, " Vægten skiftede lidt fra det ene ben til det andet og Ingrid vidste ikke helt om hun skulle blive stående, eller om vagten skulle tilbage til hendes arbejde. Vagten nåede dog at stille Ingrid et spørgsmål før hun fik tænkt tanken færdig, og et øjeblik stod Ingrid og tænkte. 
 " Altså.. Det er ikke nogen der hjælper mig.. " Svarede hun. Hvorfor skulle hun få hjælp? Hun var fra Den Nedre Bydel, og det var ikke noget skadeligt. 
 " Jeg gør lidt selv.. dæmper mine følelser.. " forklarede hun og lod fingrene kort strejfe det lille reagensglas om hendes hals der indeholdt Haldis' Halefjer-blandingen. Det var intet andet end en fjer fra en engel og lidt af Ingrids blod, men det hjalp hende med at holde følelserne lidt i ro - så længe de ikke stak helt af, som de lige havde gjort. 

Det er ikke fedt. Selvfølgelig var det ikke det, var svært ikke at kunne sætte sig i ind i hendes stilstand nærmest med det samme, nok havde Akurra haft problemer med sin krop omkring mennesker, men følelser som afsløre sig selv på den måde? Tænk hvis den gang hun selv havde været sammen med Alf og hendes krop lyste de måneder før de endelig fik taget sig sammen til at tale om hvad de følte. Og selv i det øjeblik, at stå og lyse som en flamme af ens egne følelser, en ubehagelig følelse gik igennem hendes som billedet gled forbi sindet."Må..det virkelig ikke være." tilførte hun i medlidenhed til pigens ord.

Resten lyttede hun spændt til, ikke at dette kunne ses, som hun lod de gennemsigtige øjenlåg lukkede mens pigen talte ud om hendes problematiske evne. Ikke anden et blot et høfligt nik blev givet til pigen som hun takkede. Noget som, altid havde været mærkeligt at tænke på at blive takket for ikke at give bøder? Det var sket flere gange, og aldrig en rar følelse at blive takket på den måde, ej heller negativ. Bare, en..mærkelig følelse at blive takket på den måde. Akurra rettede let på sin stille, flyttede vægten frem og tilbage, og lod en fod finde ro bag den anden, og lade sine tær møde jorden kort. Modtog hun virkelig ingen hjælp? Stille som hun lyttede til det næste fandt en fingre hendes læber, og hun bidt, eller, "markede" sig nem på negle spidsen, svært at bide i den uden tænder. "Javel."de dovne øjne kom igen frem fra øjenlågene og lod blikket falde på glasset. "Sååå..alkymi? Til at..dæmpe dine følelser? Er du sikker på det er en god ide? Lyder..beklager, men lyder usundt." lyd det stadig med medlidende, dog også en tydelig bekymring i stemmen. Magi, magiske påvirkninger, var aldrig noget Akurra havde haft meget tillid til, nok også derfor hun havde så mange ar som hun havde, men alkymi hørte her under i følge hende. Noget man skal forsøge at undgå. Stille samlede Akurra hænderne bag ryggen, under kappen og rettede ryggen igen.

 Ingrids mund åbnede og lukkede sig et par gange. Det var tydeligt at se på hendes udtryk at hun tænkte. Bearbejdede det vagten havde sagt. God ide? Usundt? Ingrid havde ærlig talt aldrig tænkt særlig meget over det,  kun med nogle af ingredienserne. Dem der var giftige eller forbudte. Det var selvfølgelig ikke nogle ting hun skulle nævne foran en byvagt. 
 Blikket blev slået ned, med panden let rynket. Hun gjorde det jo kun for at gøre livet nemmere. For at forbedre live tilstanden. Det var også derfor hun solgte - og for at tjene krystaller.  
 " Det er bare ting fra naturen,  " Prøvede hun. Hun ønskede ikke at komme i ballade for hendes hobby. Blikket løftede sig og hun sendte vagten et forsigtigt smil. Hun kunne dog ikke helt skjule hun var nervøs, da det røde lys meget langsomt, og lige så stille sneg sig frem igen. Det var dog ikke særlig kraftigt, og krævede at man kiggede godt efter, for at man fornemmede det røde skær omkring hendes brystkasse. 
 " Jeg gør ikke rigtig noget med det, blander bare naturen egnes midler sammen. Jeg har ingen magi at kunne kaste på det eller noget.  " Tænder sank usikker ned i underlæben. 

 Et kort øjeblik stod Ingrid blot og var usikker på om hun havde talt over sig. Havde hun sagt noget, der kunne give vagten mistanke om hun gjorde ting hun ikke måtte? Hun mente i hvert fald ikke hun selv gjorde noget forkert, hun plukkede jo stort set bare blomster eller handlede på markedspladsen. 
 " Uhm.. Den her er fx bare en fjer, " Ingrid tog fat om reagensglasset hvor fjeren fra en Igna'hal lå.
 " Den gør bare der skal mere til før jeg bliver syg. " Ingrid tænkte lidt, og tilføjede lige efter.
 " Og de virker heller ikke særlig længe af gangen.  " Hun håbede at de ting hun sagde gjorde det klart at hun ikke gjorde noget for at skade andre med tingene. Det var jo bare for at hjælpe sig selv lidt.

Akurra stod ret, og lyttede pænt til den unge kvinde, lod hun tale færdig, og gengav endda smilet som blev sent hendes vej. Et øjeblik inde i pigens tale gik de gennemsigtige øjenlåg og den splittet tunge hilste igen på verden, dog langsommere og træk alle dufte, og fornemmelser til sig før den igen kom i skjul. Det var ikke fordi at Akurra ikke følte for pigen, og ikke selv havde haft sådanne tanker. Tænk hvis hun kunne blot drikke noget, eller bære en amulet og alle de dyriske instinkter forsvandt, at kunne sove om natten uden bind, at ikke tænkte mad når en mus kom forbi, ikke at være bange for engle og fugle, det ville være skønt blot at have menneskeligt sind og instinkter, og ikke alt dette dyriske som spredte så meget utrykhed omkring alle halvdyr. I hvert fald blot en dag eller to, det lyd nærmest som en drøm. Som den unge kvinde begyndte at forklare om hvad det var, smilte Akurra lidt varmere end før. "Undskyld..Men jeg tænkte ikke om indholdet var usundt." tilførte hun let og løftede en hånd til den unge kvinde skuldre.

"Der er intet galt i at søge hjælp, selv fra magi eller alkymi, det jeg mente var om ikke det kan være usundt at ikke føle dine sande følelser? Tror mig, jeg kender til dine problemer på sin vis, men..At høre en ung kvinde dæmper sine følelser, når du er ved at lære hvem du er. Virker ikke som en sund måde at blive voksen på." Hun vippede hovedet let som hun forklaret sin bekymring ved denne pige, "Du skal passe på dig selv." tilførte hun kort som hånden blev taget af pigen skuldre og mødte hendes egen hofte, nok det mest moderlige hun havde været i år, nok, nogle sinde måske, men det var også nemmere når man kendte til problemet, og pigen var gammel nok til at stå stille. Igen lod hun blikket falde let over den unge kvinde, man var jo ikke i tvivl om hvilken del af byen hun hørte til, men hvor slemt hendes liv endelig var, var noget svære at sige. Køn kvinde, uden ar, nogle mærker fra hårdt arbejde, hvem end der tog sig af hende, havde de gjort det godt. Et tilfred smil over disse tanker blev vendt imod kvinden.

 " Oh..? " Ingrid havde tydeligvis misforstået hvad byvagten satte spørgsmålstegn ved, og hun lagde derfor hovedet lidt på skrå, med et undrende og lidt forvirret udtryk. Hvad var det så? Ingrid selv, kunne ikke se hvad ellers det skulle være der var usundt ved det. Da der blev lagt en hånd på hendes skulder rettede hun sig automatisk lidt mere op.

 Opmærksomt lyttede den lyshårede pige til hvad der blev sagt. Det virkede ekstra vigtigt, sådan som en hånd ligefrem var blevet lagt på hendes skuldre, og hun værdsatte da bestemt råd og vejledning fra der var ældre end hende selv, og havde mere erfaring. Om hun så var enig, eller kunne bruge det til noget måtte tiden vise, men for nu lyttede hun og tog hvert et ord til sig. 
 Da det blev klart for Ingrid at det var det et dæmpe hendes følelser vagten tænkte som usundt, slog hun blikket væk, og tog de sidste ord til sig på en helt anden måde. Overvejede og vægtede dem. Vagten bekymrede sig for hende, men hun kendte hende ikke. 
 Alligevel tog Ingrid ordene til sig. Det var tydeligt at se, at de havde at noget i gang i hende. Ingrid kunne godt se hvad vagten mente, og forstod det også godt. Men alligevel var hun usikker på om det var relevant for hende at tænke over. Det var jo ikke fordi hun slet ikke følte noget, følelserne var der jo stadig, bare i en lidt mindre grad. Og folk havde det med at blive lidt bange for hende, især når det røde lys tog til. 
 " Det.. Er også for at passe på mig selv.. " sagde hun så endelig, inden hun flyttede blikket tilbage til vagten. 
 " Jeg føler stadig, bare ikke lige så.. intenst? Der skal godt nok lidt mere til, for at jeg mærker følelserne, men de er der stadig.  " Ingrid slog blikket væk igen, og så ud over de mange væsner der vandrede rundt på Markedspladsen.
 " Nogen gange bliver bange for mit lys.. Fordi de ikke forstår det.. Så.. Er det nemmere at gemme det lidt.. " Blikket fandt tilbage til byvagten, med et lidt forsigtigt smil.

Smilet forsatte som det var tydeligt at se den unge kvinde tænkte sig godt om, før hun lod en forklaring, undskyldning eller hvad ellers en ung kvinde, ville kunne finde på, men at hun tænkte sig godt om, måtte være et godt tegn, og kort, lod hun sig selv tænke at måske var alt dette med at være mor, ikke så farligt endda. Dog til hendes held begyndte den unge kvinde at tale, og disse tanker forsvandt før det gik helt glat. Hovedet vippede lidt frem og tilbage som kvinden talte om at dette netop var for at passe på hende selv, dog sukkede Akurra og rettede sig selv op, hænderne forlod hende selv, krydset under hendes bryst. "Javel." startede hun let, som den unge kvinde talte færdigt. Den ene fod tippede let på stedet, som hun så overraskende eftertænksom ud. De sidste ord overrasket hende mere end hun forventede. "Kender, det godt med folk er bange for en, selv med uniform på er folk bange for at jeg vil handle som et dyr, men løsningen til mine dyriske instinkter er ikke at drikke alkymiske drikke, til at være mere menneskelig." lyd det forsigtigt som Akurra vendte blikket imod himlen. "Ville, ødelægge hvem jeg er." tilførte hun som solen fangen hendes blik og de gennemsigtige øjenlåg lavede farven og den manglende farve mildt tåget i hendes øjne. Blikket blev taget fra solen og tilbage på markedspladsen.

"Hvad, hvis...det du gør, gør det samme ved dig? som jeg er bange for alkymi vil gøre ved mig?" spørgsmålet kom med et smil på læben, og blikket forsatte hen over markedspladsen, før det langsomt kom retur på den unge kvinde. "Hvad hvis du ikke kan mærke forskel på at være glad? og lykkelig? Jeg forstår dig godt, tro mig, jeg forstå ønsket, og da jeg var din alder havde jeg hoppet på først mulighed for at være "normal", men.."ordene døde ud, og hun tog blikket til jorden og rystede hovedet let. Smilet faldt som disse ord blev lagt frem, og nogle mærkelige tanker kom med dem. Øjenlåget gik op på ny. Som altid manglede hun at vise energi, som blot stod nærmest helt stille, en mærkelig gave af sine gener, men hjalp til at spare på energien. Havde hun virkelig ønsket at være, et normalt menneske dengang? "...Tænk dig godt om..okay?" kom det efter lidt tid, i en mere tvivlende tone.

 Som Ingrid blev færdig med at fortælle og forklare, kunne hun godt se byvagten ikke var helt imponeret over hendes ord. Det var ikke til at vide om hun ligefrem var skuffet eller bare ikke var enig med Ingrid, men hun kunne mærke en lille knude i maven ved sukket. Blikket blev slået ned mens vagten snakkede og spidsen af Ingrids ene fod, gned sig lidt mod jorden.
 " Men du har loven på din side... Det.. har jeg ikke.. " mumlede Ingrid lidt fortabt. Selvfølgelig kunne hun godt se at de måske ikke var så forskellige - at vagten faktisk havde større problemer end hende selv - men hun var jo en byvagt. Overfaldt nogen hende, på grund af hvordan hun så ud, havde hun loven på hendes side, hvor Ingrid blot ville have sit ord om, at hun ikke havde gjort noget galt. Desuden var det ikke altid loven på på samme side som folk fra Den Nedre Bydel. 

 Ingrid sank en klump ved de næste ord, og løftede kort blikket mens hun åbnede munden. Det blev dog ikke til andet end en skæven mod halvslangen, inden munden lukkede sig lidt igen, fordi hun ikke vidste hvad hun skulle.
 Den ene hånd flyttede sig op og holdt lidt overvejet om et af reagensglassene. Ingrid havde aldrig rigtig overvejet hvad det egentlig gjorde ved hende at dæmpe følelserne. De gjorde jo bare så hun ikke følte ligeså voldsomt, det var jo ikke fordi hun slet ikke følte. Alligevel kunne hun godt se hvad byvagten mente, for hvis hun fjernede noget af intensiteten i følelserne, følte hun dem jo ikke helt rigtigt. 
 Der var ingen tvivl om at Ingrid havde taget ordene til sig, og at de havde sat en masse tanker igang hos hende. Hånden slap reagensglasset og faldt ned langs hendes siden, inden blikket blev vendt tilbage mod vagten, og Ingrid sendte hende et lille, taknemligt smil.
 "  Det skal jeg nok.. " Lovede hun, mens hun nikkede lidt.

Det var tydeligt svært en svar samtale for både pigen og Akurra selv, Akurra fumlede sine ord, og pigen var tydeligt dybt eftertænksomt, men på en eller anden måde virkede de nærmest tilfældige ord til at ramme noget i pigen, og at se hende tænke, at se hende tydeligt tage det til sig, var faktisk en rar fornemmelse. Så måske var alt dette med selv at få børn ikke den værste tanke i verden, denne glæde forsvandt dog øjeblikkeligt ved den unge kvindes næste ord. Loven er ikke på hende side? Jo de kunne ikke være overalt, men.."Hvad?" spurgte Akurra i et helt andet tone lege, og det dovne blik forsvandt og et utrolig undrende blik tog dets plads.

"Hvad mener du med det? Loven er ikke på din side?" blikket studeret kvinden let. "Selvfølgelig er den på din side. " hun vidste godt at mange fattige og spcielt fra den nedre bydel havde ikke det bedste billede af byvagterne, men selvfølgelig kunne de ikke lig dem, en bøde er næsten en dødsstraf for nogle af dem. Hun sukkede let som hun afventede kvindens forklaring, og over tanken om hvordan straffende ikke var retfærdige, at give en adelig en bøde påvirket dem overhovedet ikke, mens en som kvinden her? Hvordan skulle hun betale hvis lyset der plaget før faktisk påvirkede andre.  Et kort nik blev givet ved kvinden ord om at tænke sig om, men nu, var et meget vigtigere emne for Akurra på bordet. Den uretfærdige, retfærdige lovgivningen som kvinden gav udtryk for ikke var på hendes side. Blikket forlod aldrig kvinden i dette øjeblik, og en nærmest helt anden, noget kun mere aktiv, livlig kvinde end den stille, dovne slange som var der før. Hun rettede kort på sine arme, som at de hvilede bedre under hendes bryst, den ene fod begyndte at tippe let på fliserne som hun ventede og lyttede til svaret.