Den Beduggede Delfin var ikke det fineste værtshus i Fristavn, men den havde alligevel en rustik charme. Drikkehulet gjorde sig hverken i sovesteder eller mad, men fokuserede i stedet fuldstændigt på at servere havets fineste og billigste alkohol, betjent med kærlig hånd af egen ringere end Spike Lee – eller Tom Higg, under hvilket navn han var kendt i byen.
Bygningen i den næsttørreste ende af havnemolen, havde været en lagerhal indtil for et år siden, hvor kroens nye indehaver havde vundet den i en hånd kort. Stolperne, som holdt bygningen over vande, havde fordømt den til værdiløshed - for ingen ønskede at leje lager i en bygning, der ikke var garanteret til at være der dagen efter. Efter at have istandsat bygningen, slog Tom dørene op som byens nyeste vandhul. Den Beduggede Delfin blev hurtigt en succes, til dels på grund af dets vindende og let huskelige regelsæt, malet i kursive bogstaver ved siden hoveddøren:

Ingen våben
Ingen jægere
Ingen kvaler

Møblementet bestod af adskillige borde af forskellige størrelse, højde og hældning; stole, hvor ikke to var af samme byg; og en bardisk med tilhørende barstole, hvor man kunne finde indehaveren, Tom. Med sit groftklippede blonde hår og isblå øjne, holdt han øje med og servicerede sine gæster – og lagde man op til slagsmål, blev man hurtigt smidt på porten. Selv med ét ben var Tom som en naturkraft, når det kom til at slås, hvilket ledte mange en mand til at have urolige drømme om den soldat, der havde taget hans ben i krigen.

------

Det var en aften som en hvilken anden, og Spike skænkede glas efter glas af (næsten) klar, gylden væske til værtstedets faste. En omvandrende troubadour spillede helhjertet og halvfalsk i hjørnet, og gæsterne ignorerede ham med tavs enighed. Amuletten, der beskyttede ham fra magisk sporfinding, hang beroligende om hans hals, præcis som den havde fra den dag hvor han anskaf sig den. Der var gået længe, før han havde lade sig håbe at han aldrig ville blive fundet igen. Men med et nyt navn, nyt udseende og fri fra invasiv magi, havde han endelig fået modet tilbage. Måske nu, hundrede af mil fra skoven, hvor han var blevet fundet, kunne han for alvor være fri.

De seneste år? Et sandt helvede, havde ikke været nogen underdrivelse, åbningen af dæmonernes verden havde hverken været let eller ligetil, æraen havde tilmed endt med et magtskifte i Mørkets rækker, et magtskifte så komplekst, at mørkelverene i hæren, den opkøbte fanatiske elite, havde måtte 'rettes ind' som man så fint kaldte det. Grundet soldaternes absurde loyalitet, havde Friherren fra undergrunden måtte tilkaldes, for at lave finjusteringer på hver eneste opkøbe elver, for at deres loyalitet forblev på rette sted, så deres soldater blev på deres plads, og det ikke endte som de år i Morgoths styre, hvor soldaterne havde gået hver til sit, for at kæmpe for den "rette" lord kunne vende tilbage på tronen. 
Derudover havde Mørkets styrker oplevet stærk tilbagegang, og var nu betvunget livet på havet, et liv der for Ikaris ikke havde stemt overens med hendes evner.
Spikes eskapader havde af de samme årsager vitterligt været et af hærens mindste problemer, men det havde alligevel været noget der gentagende gange var dukket op i Ikaris tankespind som et stik i maven hver gang. Hendes mission havde ikke just været vellykket, og selvom hun i sin tid havde besluttet at det var bedre at leve med nederlaget og så komme tilbage til sagen senere, havde det hjemsøgt hende flere gange på ugenlig basis.
Og om sagen var blevet lette med tiden? Absolut ikke. Mørkelveren havde spenderet oceaner af tid på at opspore manden, men han var vitterligt som sunket i jorden. Til sidst havde hun næsten opgivet opgaven, men de nye angreb omkring i landet havde øget hendes blodtørst, vakt noget i hende, som hun næsten havde glemt, den glubende sult. Flere metoder havde været i brug end hvad godt var. Havde Ikaris været en soldat, med ønsker i livet, om andet end at tjene sin Herre, havde opgaven været lagt på hylden og droppet for længe siden. Hun havde opsøgt mentalister, folk med fremtidsens syn, endda spåkoner, men ingen af disse havde været behjælpelige i sagen. Ikaris havde endda opsøgt en opdrætter af Jackguarer, som efter sigende havde trænet disse til at kunne spore folk ud fra deres duft, men efter nogle ugers søgen, hvoraf den ene jackguar, som ellers var beregnede ridedyr, havde sporet mod Diamantbugten måtte dette ligeledes afkaldes.
Det var dog et sært sammentraf, som Ikaris en dag sad og nødt en stegt hare, at en forpustet spejder havde opsøgt hende, han kendte vel til problemstillingen, faktisk gjorde det meste af hendes delegation, da Ikaris aldrig var til at drive fra træningspladsen, med mindre dette havde drejet sig omkring den forsvundne soldat, som efterhånden var stemplet som værende hendes Nemisis.
Spejderen berettede om et nyt vandhul, drevet af en etbenet herre, denne oplysning bragte ikke rigtigt noget interessant med sig, udover at beværtningen var opstået ikke længe efter at Ikaris var bragt hjem til borgen i en skrækkelig forfatning. Ydermere var kroens ejer Tom Higg, ikke til at redegøre for. Spejderen havde for at bringe mørkelveren sindsro, allerede undersøgt baggrundsgistorien til den omtalte Higg, og der var noget som bestemt ikke stemte.

Udtrættet og sulten efter gennembrud havde mørkelveren dog ikke helmet i sin søgen, og havde sat sig for, at undesøge sagen nærmere. Dette havde nu bragt hende til den lille havnelandsby. Den trætte hest var opstaldet, og hun havde fået et godt måltid mad i maven som hun brugte den første nat på den lokale kro. Mørkets soldater var ikke velanset alle steder og hun havde af samme årsag spenderet dagene i byen i civil, en kedelig mondering, som ikke trak opmærksomhed, samt en stor hætte for at skjule det åbenlyse. Hendes trofaste sværd, som kendte hendes greb til ukendelighed, var efterladt med uniformen. I stedet gik hun nu med det mere adrætte valg, på trods af, at hun næsten kunne regne ud at en fysisk konflikt ikke ville føre noget godt med sig, var elveren sjældent komplet ubevæbnet. 

De orangegule øjne spejdede vågent ud af vinduet på kroen, herfra kunne hun se lanternelysene på den omtalte beværtning, det var nu. I en doven bevægelse trak hun rejsekappen over hovedet og bevægede sig imod beværtningen. Det mest bemærkelsesværdige ved skikkelsen var umiddelbart hendes højde, flere mennesker kiggede efter mørkelveren som hun passerede den muntre mængde sent på aftenen. Så rettede hun blikket mod døren på beværtningen med den udsatte beliggenhed. Skriften ved døren studsede hun kort over, velvidende  at hun ikke var i stand til at læse hvad der stod. Hun trådte ind, musikken skar hende i ørene, som hun slog hætten ned og gik i resolutte skridt imod baren. Skikkelsen på den anden side forekom hende fremmed, et øjeblik nåede hun selv at tvivle på, om der overhovedet kunne være noget sandhed i den nyhed budbringeren var kommet med. Så trak hun en af de højbenede skamler fra disken ud og satte sig på den med en velkendt præciseret bevægelse, inden hun lænede sig indover disken, som en kat i en solplet og vendte blikket op på den blonde mand.
"Toom, min kære... Længe siden!" 

Spikes hjerte sprang et slag over, da han så, hvem der trådte ind af hoveddøren. Ikaris. Efter så lang tid, havde hun alligevel fundet ham. Han stirrede, sammen med alle Delfinens gæster. Nok havde han forventet at se hende hver dag det sidste år, men nu hvor hun var der, havde han svært ved at forholde sig til det. Han tvang sig til fatning. Ikaris kunne umuligt vide at det var ham, selv hvis hun havde en mistanke. Hvis bare han holdt facaden oppe, kunne det være han narrede hende.
Gæsterne vendte hurtigt tilbage til deres drinks, da hun gav indtrykket af at kende Tom. En fremmed mørkelver var en ting, men en bekendt af indehaveren var der ingen, der ville lægge sig ud med.

”Kender vi hinanden, snuske? Jeg er sikker på, jeg ville huske et ansigt så kønt.” De lange års træning tog over, og han smilte flirtende, selvom hans indre var is. Formskiftning var en sjælden gave, men kun værdifuld, hvis facaden kan opretholdes – en filosofi, der ikke havde været tabt på sergenten, der trænede Spike i hæren.

Ikaris var på dupperne allerede inden hun kom ind på beværtningen, hun var nødt til at suge alle informationer ud af omgivelserne. Blandt andet hvordan folket reagerede på hendes entré. Det var da helt sikkert at en mørkelver var et sjældent syn i gadebilledet i Frihavn, hun mærkede ligeledes hvordan blikkene fulgte hende helt op i baren, af folk der ellers havde haft travlt med at søge hvadend de regnede med at finde i bunden af deres glas. Den vigtigeste information hun fik her var dog, at så snart hun gav anledning til at være bekendt med ejeren, forsvandt de nysgerrige øjne. Dette kunne betyde flere ting, enten ville de ikke lægge sig ud med ejeren, af en eller anden årsag, ellers regnede de fuldt og fast med, at han havde situationen under kontrol. Begge gav anledning til yderligere mistanke, de færreste krøblinge havde så meget naturlig respekt. Hun havde på sin vej set flere veteraner slået helt og halvt i stykker, siddende på gaden med tiggerskålene klar og ingen mennesker ænsede dem.

Elverens intense blik slap ikke den blonde mand, det hvilede på ham ufravigeligt og næsten varmt? End ikke da hun åbnede kappen og hang den på en af bardiskens knager, veg de pupilløse synsorganer væk. Ikaris var klædt utroligt ordinært, en stram trøje afslørede den muskuløse statur, af elverstandarder, mens hendes bukser sad til omkring hofterne og formede sig i to brede bukseben, når hun stod op lignede det næsten et skørt. Når det nu ikke var muligt at have et kort i ærmet, var det næstbedste vel at have et i buksebenet. Alt påklædning var i neutrale mørke og grønne nuancer.
Den blondes reaktion var ikke just hvad hun havde håbet på, hun var endnu ikke sikker på, at hun havde fat i den rigtige, langt fra tragisk nok, men inderst inde i hendes allerdybeste instinkter skreg det fra himlen. 
Køn? Ordvalget var med til at øge hendes mistanke, hun var dog aldrig i sit liv blevet kaldt køn, muligvis fordi de fleste interaktioner hun havde med andre mennesker, og i særdeleshed mænd, foregik for enden af hendes sværd. Andre havde som regel bare ikke modet, som hun tårnede sig op over dem, drevet af instinkt og mord, for ikke at snakke om, at mange fandt mørkelverenes udseende for sært til at finde dem direkte smukke. Hele hendes aura generelt bød, at man holdt sig væk. 
Hun bed sig kort i læben, tænksomt, heldigvis kunne hun også lege denne leg. Hun brød ud i et stort smil, en fuldkommen absurd måde at se Ikaris på, kvinden der som oftest var mejslet i sten.
"Åhja, det gør vi skam..." Elveren foldede hænderne på bardisken og lænede sig en kende indover, så hun kunne se bedre ned på den anden side. Fandme ja, om han ikke kun havde ét ben. Af alle skikkelser, og så valgte han denne? Blikket gled igen opad, langsomt, afsøgende. Han måtte have dækket sig magisk ind på en eller anden måde, ellers havde selve jagten slet ikke været så svær, som han havde formået at gøre den. Hendes blik dvælede kort ved hans bryst, som havde hun set noget, inden det gled over på hylden bag ham, så strakte hun en arm ud og pegede. "Et glas af den der? Er vel ikke for meget at forlange du deler med en gammel ven?" i tilfælde af at dette væsen nu faktisk slet ikke var Spike, måtte han tro at hun var rablende vanvittig, men det generede hende det mindste, hun havde haft langtværre titler gennem tiden.

Spike havde været forberedt på at se Ikaris igen, siden den første dag han ankom i Fristavn. Han vendte rundt for at skænke hendes drink, og trak et smalt papirbrev ud af hullet, der dannede sig i hans håndflade. Indholdet var en smagløst hvidt pulver, der, hvis indtaget, kunne slå en fuldvoksen mand i gulvet, med symptomer, der meget mindede om voldsomt alkoholindtag. Det ville dog vare en time, for giften tog effekt, måske længere for en mørkelver.
Han skænkede alkoholen i to glas, og dryssede pulver i begge. Giften ville ikke have nogen effekt på ham selv.
”Jeg er bange for jeg ikke kan huske dig. Hvor fuld har jeg været?” Brevet tilbage i hulrummet i hans hånd, vendte han sig tilbage mod disken, og stillede et glas foran Ikaris, og beholdt den anden. Han mødte hendes blik lige på, uden at kry for det sælsomme blik. Spike havde aldrig anset Ikaris for et seksuelt væsen. Hvis han flirtede videre, kunne han trække hende ud af sit element. Han lænnede sig op ad bardisken, så deres ansigter ikke var mere end et par håndbredder fra hinanden.
”Har jeg glemt noget . . . Vigtigt?” Hvis ikke intoneringen af ordet vigtig eller den hemmelighedsfulde hvisken gjorde budskabet klart, lagde det skælmske smil intet skjul på, hvad han henledte til. Han holdt sit glas op, og indbød hende til en skål.

Mørkelveren fortsatte sin insisterende stirren mens han hældte et par glas med alkohol op, Ikaris var ikke just vant til at indtage stadset, og slet ikke i større mængder. Det ødelagde træningen og ens fokus, dette var dog derfor også et sjældent syn. 
Som han vendte omkring smilede hun lumsk, som havde hun noget for, han fortsatte skuespillet, nok til, at hun dog endnu tvivlede på at hun havde den rette.
"Måske ikke så meget glemt, som ønsket fortrængt..." Ikaris flyttede sig ikke en milimeter som han nærmede sig hendes ansigt, tvært imod stirrede hun fikseret på hans øjne, en øjenkontakt der hos de fleste ville blive underlig eller akavet, men Ikaris havde vitterligt intet modstridende instinkt for denne følelse. akavethed var en ting hun aldrig havde følt, fordi hvadend hun gjorde, gjorde hun det med et formål.
Hun tog imod glasset, dette var naturligvis på ingen måde uskeptisk, hun var ikke ligefrem født igår og stod hun foran Spike, ville han med sikkerhed kæmpe med næb og klør for at komme af med hende. Hun skænkede hurtigt Xeranithez en varm tanke, endnu en mørkelver i hæren, opkøbt samtidig med Ikaris, men han var fra en helt anden deling, en helt anden del af underverdenen. Hvor Ikaris var trænet til benet i kamp, til soldaterlivet og til udholdenhed, var Xeranithez forgiftet, igen og igen, til ukendelighed, for til sidst at opnå immunitet over for gift i alle afskygninger. En meget lille men specifik del af sanfundet, der oftest blev solgt til mundskænk. Ikaris var bestemt ikke af den støbning, men hun havde samlet et trick eller to op fra den spinkle elver. Af samme årsag tøvede hun ikke mange øjeblikke med at hæve glasset som han indbød til en skål, inden hun lod tungen glide langs kanten ganske åbenlyst, for efterfølgende at presse mod ganen. Her ville man typisk mærke krystaller, bitte små, som minimale sandkorn, hvis giften havde været i grovere karakter. Dette var tilsyneladende ikke tilfældet her, men hun tog endnu ikke chancen, i stedet lod hun ganske få dråber glide ind på hendes tunge, inden hun skubbede dette op imod tandkødet og ventede tålmodigt.
"Vigtigt... kommer vel an på hvordan man anskuer sagen... Men det tvivler jeg stærkt på at du har kæreste!" Hun smilede igen sukkersødt, mens glasset i hendes hånd blev vippet et par gange fra side til side. Nej, Ikaris var absolut ikke nogen kunstner når det kom til flirt, der var en årsag til at hun endnu ikke havde ligget med en mand, på trods af hendes over hundrede år, det havde simpelthen ikke været relevant for hendes mission. Skulle dagen en dag dog komme, at det blev det, kunne det godt hænde. Hendes mål nåede dog sjældent så langt som til nogen form for intimitet og de få sager der havde været i mørket, hvor man ligefrem skulle forføre informationer ud af folk, var det aldrig Ikaris der blev valgt til at udføre dem. Hendes evner lå andetsteds.
Efter få minutter begyndte mørkelverens tandkød at summe, og det var her, hun første gang fandt sit velkendte glubske ulvegrin frem. Hun rakte hånden frem, vippede en kende med den ene pegefinger for at lokke "Tom" tættere på, inden hun lænede sig så tæt på hans øre, som han selv tillod hende.
"Åh Spike, jeg troede du kendte mig langt bedre!" Hun lænede sig tilbage, veltilfreds, stirrede på ham, som hun vendte omkring på sin stol, og stillede glasset foran en yngre kvinde ved et af bordene "På kære Toms regning, unge dame!" Ikaris kiggede indbydende på kvinden, der sad i et større selskab, inden den yngre sendt et stort smil og et varmt blik imod den blonde veteran bag baren, som tak. Ikaris vendte ligeledes omkring, de orangegule øjne glødede næsten af fryd

Tom lænede sig frem uden at tøve, selvom Spike helst ville holde den største afstand muligt. Hun var tæt nok på hans øre til at han kunne mærke hendes åndedræt, og bemærke at hun praktisk talt ikke afgav nogen lugt.
Hans smil vaklede, som hun sagde hans navn, men han genvandt fatningen før hun var færdig med at tale, og havde mulighed for at se det. Aldrig give efter, specielt ikke når der blev kastet tvivl på ens identitet. Tom kendte intet til Spike, for ham flirtede de stadig. Og han havde brug for at købe tid, til at finde på en forklaring af hvorfor han prøvede at forgifte hende.
Han løftede sin frie hånd, og strøg fingerspidserne over musklerne i hendes hals, over hvor han havde klemt livet ud af hende. Halsen bar ingen mærker fra hans overgreb, hvilket lettede Spike. Hvorfor, var ikke til at sige.
”Jeg tror du miskender mig for en anden.” De hviskede ord var rolige. Han forblev lænet over disken, som hun trak væk, med et uskyldigt og intetanende smil på læberne.

Det var kun sjældent at kønne damer betalte fuld pris på Den Beduggede Delfin, og der var derfor ingen, der stillede spørgsmål, hvis de fik tildelt en drink i Toms navn. Den unge kvinde løftede glasset i salut, og Spike gentog bevægelsen.
Han havde undervurderet Ikaris, og ikke for første gang. Han humpede over i den modsatte ende af baren, og ringede med en klokke monteret på væggen – hvilket trak brok ud af Delfinens gæster, der alle vidste hvad klokken signalerede. Der var mulighed for en sidste servering, men ellers ville de lukke.
Efter at humpe tilbage ved siden af hvor Ikaris stod, solgte han tre krus uden at anerkende hendes eksistens. Først, da de atter var alene, lænede han sig ind over baren overfor hende.
”Så,” sagde han nonchalant, mens han mødte hendes intense blik lige på. ”Hvad har du tænkt dig at gøre?”

Mørkelveren havde ladet ham berøre den nøgne hals, hun hvade siddet roligt og beragtet ham under berøringen, selvom det indeni vakte noget i hende, noget der burde være kølet helt ned, noget som havde knækket hende i sin tid. Det havde været en kortvarrig forvirring, en følelse hun aldrig havde oplevet før. På trods af hendes hårde liv, var hendes ydre overraskende blød under hans berøring. Muligvis en gave fra hendes lyshudede slægtninge, dén glød, af evig ungdom.
Det havde af samme årsag været kærkomment som hun fortrak sig, der var muligvis ingen fysiske spor, men blot hans fingerspidser kunne nu genkalde den kvælende fornemmelse. Healerene havde arbejdet hårdt på at fjerne diverse synlige ar, i hvert fald i de områder man så mest. Det var ikke med 102's gode vilje, han havde nu ment at hun godt kunne have beholdt flængerne i ansigtet, som et minde om hendes fejltrin, men det gjorde hendes rolle i hæren væsentligt mindre fleksibel, en fleksibilitet som de ikke kunne undvære. Et uperfekt ar på hendes hoftekam bevidnede dog endnu mødet hun havde haft med ham for tre år siden, en håndsbredde langt, bredt og ujævnt. Ydermere havde hendes fejltrin kostet ekstra streger på den i forvejen mishandlede ryg, åh jo, Spike havde formået at sætte sine spor.

Spike kunne blive ved med at protestere, han kunne i hvert fald prøve og det gjorde han, en hæderlig indsats endda, men giften havde været hans afsløring, intet uvidende halvslirtende menneske ville forgifte fremmede på hans kro, og slet ikke foran de mennesker, som kendte ham godt, virkede det til.
Mørkelveren måtte alligevel hæve øjenbrynene i en anderkendende mine, som han lod den unge pige drikke af glasset med gift, enten håbede han virkelig på, at ingen opdagede at det var netop dette glas der havde været forgiftet, så pigens familie og hvad der lignede en flirt, ikke kom efter ham senere, ellers var giften ikke dødelig. Som andet faktum strejfede hendes tanker, rynkedes brynene igen, han var stadig ikke villig til at aflive hende på stedet? Hvorfor? Efter det de to havde været igennem. Ikaris havde sine ordre, Spike, som vitterligt troede på at han nogensinde kunne få sin frihed, havde intet motiv for at holde hende i live.

Der gik ikke længe før den haltende halvblonde skikkelse ringede på klokken, og begyndte at dele krus ud, Ikaris indfandt sig igen i baren, blandt andet med en af mændene, som bestilte sit glas rom en kende for tæt på hende til mørkelverens smag. Mennesket skulle tydeligvis nærstuderende det eksotiske væsen, og halvelveren kæmpede en indædt kamp for at holde tand for tunge. Hun blev dog revet ud af hendes tankespind som Spike igen henvendte sig til hende, hun tildelte igen sin uforstyrrede opmærksomhed til formskifteren foran hende. Givet vis havde hun haft en plan, men den var ikke just til at udføre her. Selvom det blot var mennesker som befandt sig på beværtningen, lod denne Tom til at have fået deres fulde støtte og respekt. Der var umiddelbart kun en enkelt ting at stille op, for nu.
"Jamen jeg er her da bare for at sludre, kæreste, for gammelt venskabs skyld. Hvad har du dog lavet i alle disse år, hm?" Elveren foldede hænderne under hagen og hvilede hovedet på dem, mens hendes blik endnu engang havde haget sig fast til den blonde mand, han vækkede en ukuelig sult, hun måtte have stillet 

Spike studerede hendes blik nøje, men kunne ikke tolke de følelser, han så spillede i det orange blik. Der fandtes ingen kraft i universet, der kunne overbevise ham om at hun bare var der for at tale. Ikaris var fanatiker. Hun var her enten for at dræbe ham, eller tage ham til fange, men resultatet ville være det samme. Straffen for desertering, var døden, og Ikaris vidste det. Ikaris var ulykkesfuglen, der jagede i hans fodspor. Hvor end hun viste sig, fulgte døden.
Han lænede sig frem mens han visualiserede ryttersablen, der var gemt under bardisken. Tog han et skridt tilbage kunne han trække sværdet i samme bevægelse, og være klar til kamp på et enkelt åndedræt. Han regnede naturligvis med at Ikaris havde så mange skjulte våben på sig, som var fysisk muligt, men kortvåben havde kun ringe effekt på Spike. Hvis det kom til kamp, ville han have overhånden, medmindre hun havde flere usete tricks.
Flere af kunderne begyndte at forlade, men stedet var stadig pakket med folk, med frisk drikkevare. Han rakte under bardisken, og trak en flaske frem. Husets fineste rom, brygget i Fristavn for at fejre byens opførsel. Med fronten mod Ikaris skænkede han to glas, og stillede det ene foran hende. Om hun havde tænkt sig at drikke eller ej, var han ligeglad med. Han skænkede, fordi han selv trængte til en drink.
”Jeg flakkede omkring et stykke tid. Uden formål, mere eller mindre.” Han havde ikke tænkt sig at nævne Sam. Det løb ham koldt ned af ryggen, ved tanken om hvad Ikaris kunne gøre med den information. ”Tjente krystallerne hvor der var arbejde, og de ikke stillede dumme spørgsmål. En dag sad jeg og drak med nogle bekendte, og efter at tabe hele aftenen, fik jeg en gylden hånd i kort. Spillede en anden op, og vandt det her sted.” Han kiggede kærligt omkring sig på det lille vandhul. Han tog en tår af sit glas, mens han lod fortællingen ånde.
”Gammelt lagerhus. Brugte en bedre del af en måned på at sætte hende i stand.” Fingerspidserne strøg over bartoppen. Træet var indgraveret med scener fra populære folkehistorier, og fingerspidsen fulgte en sirene i flugt. Hans blik faldt på hendes hals.
”Jeg skar selv disken. Af en gammel skibsmast.” En tristhed vældede op i ham ved mindet. Han havde været lykkelig. Havde brugt sin kniven til noget andet end at dræbe, for en enkelt gang i sit liv – og det ville hun tage fra ham. Hans blik bar den fulde vægt af anklage og sorg, da han mødte hendes. Der var stadig mennesker i baren, men alle opslugt i deres egne samtaler.
”Og hvad med dig, min egen? Stadig bank om morgenen, pisk til frokost og hjernevask før seng?”

På trods af elverens uendelige ligegyldighed overfor Spikes eskapader, var det alligevel et interesseret udtryk der mødte hans historie om hvad der var hent. Det var hende et uendeligt mysterie, hvordan det kunne være så meget mere interessant at sidde i det her hul, betjene fulde sømænd og agere som krøbling, end det var at tjene formålet. En ting elveren ganske vidst var opdrættet til, men som derfor lå så dybt i hendes DNA at det slet ikke var muligt at omgås, for andre end magtfulde mentalister. Mørkelverens sind var låst fast af frimesteren, en leder i de dybe tuneller med ekstremt stærke mentalistiske kræfter, det var ham, som havde bygget halvdelen af de elvere der kom ud i dagens lys, til salg for folk der havde penge nok. En af dem Ikaris. I mørkelverens verden, havde Lord Sabbatin nu nærmest ikke eksisteret, hun var loyal overfor den nuværende Lord Merihem, fordi det var hun indprintet til, indprintet på ny.
Hendes fingre slog en utålmodig rytme, man kunne næsten fornemme hvordan hendes hjerne kørte på højtryk, for at finde frem til en årsag til Spikes følelsesmæssige udsving, omkring hans nuværende liv.
Hun hvilede tungt på den ene albue, mens den anden hånd løb over bardiskens årer, henover de fortalte historier. Elveren kendte ingen af dem, det var ikke just fordi højtlæsning havde været en del af hendes barndom, ej heller eventyrhistorier, de eneste historier der blev delt mellem folk som hende, var krigshistorier, om vold og død, om formålet. 
Elveren hævede hovedet en kende, trak vejret indad, opfangede alle dufte omkring dem. Beværtningen blev langsomt men sikkert tyndet ud, heldigvis var Ikaris overnaturligt tålmodig, der var ingen kriblen i fingrene, ingen higen, eller summen, hun tog sig den tid, det tog.
Hun hævede øjenbrynene let, skævede langs bordet, til hun nåede Spikes nye figur, så gled de opad, spørgende, næsten med en trist mine.
"Og det var det her du gik efter?" Hun lod tungen glide kort over tænderne, blikket blev ikke flyttet en milimeter "Det var det her liv, der var så uendeligt mere interessant?" Hun trak glasset med rom til sig, den tidligere summen på tungen var allerede ved at aftage sig, takket være hendes races uhyggelige resistens mod gift generelt, Spike var næppe dum nok til at prøve det samme forsøg to gange, slet ikke nu, da han havde givet sig til kende.
"Bank er kun hvis du er for langsom, pisk er for den der ikke lærte første gang..." De mørke læber bredte sig ud i et uhyggeligt bredt smil, næsten, som varmede hun sig ved tanken. "Du efterlod en fin lærestreg sidst vi sås!" Hun tog et enkelt sip af den stærke drik, det var ikke just noget hun var vant til at give sig i kast med, på trods af, at alkohol for de fleste soldater tilbød en lunende og kærkommen glemsel sidst på dagen. Ordet 'hjernevask' glad af som vand på en gås, elveren lod dårligt til at registrere det i en sammenhæng, næsten som var det et ord, hun slet ikke var i stand til at opfatte.
"Så, jeg håber du er klar til at komme hjem Spike!" Blikket elveren havde kastet imod den blonde skikkelse hærdede på få sekundter, som en seriøsitet skyllede indover hende. Hun havde en løst hængende ordre om at bringe Spike tilbage til hendes Lord, hvad der skete med ham efter det, var end ikke noget som havde strejfet hendes tankecenter, det ville ødelægge soldater med hendes baggrund at tænke så langt.

Til at starte med, havde han flygtet for at slippe væk. Hellere end at løbe mod noget, var han løbet fra lyden af knagende reb, der fyldte hans søvn med mareridt. Da Ikaris havde fundet ham første gang, flygtede han stadig. Nok dræbte han ikke flere i sin eksil i skoven, men hans liv var stadig plaget af skyld. Det var først, da han mødte Sam, at han begyndte at leve for noget – og selvom det var 3 år siden nu, ændrede det hans liv. På sin vis skulle han takke Ikaris. Havde det ikke været for hende, ville han stadig gemme sig i skoven.

Han mødte Ikaris blik lige på, og så forvandlingen, som idéen om hjernevask pralede af hende. Bare at diskutere emnet lod til at vække noget i hende. Som hun talte om hjem, kunne han ikke lade være med at sukke. ”Og alligevel har du lært intet. . . Vi ved begge, at jeg ikke tager med dig hjem.” 
Spike kiggede på den sidste kunde, som han stavrede ud af døren. Ingen tavshed var tungere end den, der sænkede sig over en forladt krostue. Ligesom de havde haft denne samtale før, virkede det uundgåeligt at Ikaris ville trække våben mod ham. Han visualiserede ryttersablen under bardisken, og sin handlingsplan, når først kampen startede. Grib, skridt, træk, skridt, sving.
”Slå slåen for døren, Ikaris. Det ville være en skam, hvis vi blev forstyrret.” Grib, skridt, træk, skridt, sving.

Hans ord var en forfærdelse der gik gennem soldaten, nej, det var ikke hendes hjem, det var deres hjem. Hvad var der dog gået galt for 'mennesket'? Hvordan kunne han leve i den fornægtelse? Det var en umulighed for hende at sætte sig ind i og forstå. Det var faktisk slet ikke en mulighed at stikke af, stikke halen mellem benene og leve som en ussel kujon blandt bønder og bagere. Tanken ildnede en vrede, en bitter smag i munden. Hun tømte  glasset med den stærke alkohol, lod alkoholen bedøve den bitre smag af vrede, med dens karakteristiske prikken på tungen. Der var for hende intet at lære, for hende var der kun at opnå, og hun skulle nok få det som hun ville. Han kunne sprælle, vride sig som en sno, og alligevel, i sidste ende, ville det ende med at hun ville få det som hun ville have det. Han havde bare ikke indset dette endnu.
Slå slåen for døren, Ikaris. Det ville være en skam hvis vi blev forstyrret.
Mørkelveren smilede kækt, inden hun rejste sig for at følge den sidste gæst til dørs, så snart han var ude, nu med en væsentligt mere usikker gang end da han kom, lukkede hun døren til og slog slåen for, som Spike gerne ville have det.
"Jeg anede ikke du var så ivrig for at få mig på enmandshånd!" Svarede hun kækt, det glødende ulvesmil brød frem, endnu engang, som hun i rolige skridt gik tilbage på plads, hun satte sig ganske roligt, uden den mindste optakt til fysisk udfald. "Men nu du spørger så pænt!" Hun sank ned i sædet, magelig, som mæskede hun sig i hans utilfredshed, det gav i sig selv en vældig rus, at det havde lykkedes hende at finde ham. Som når et rovdyr succesfuldt fanger et bytte, det har gået og holdt øje med lidt for længe.
"Så, nu vi er alene, kan vi droppe det fjollede skuespil?" Hun hævede brynene og lagde benene over kors, en ting der ellers aldrig skete, positionen var uvant for elveren, men indgød, at hun ikke havde tænkt sig at kvæle ham så snart der ikke længere var øjne til at betragte de to. En ting det ellers lod til, at han næsten forventede.

Så snart Ikaris vendte sig fra bardisken, rakte han hånden ned og greb om sværdskæftet, uden at fjerne blikket fra mørkelveren. Han prøvede at regne ud, hvor hendes knive ville være gemt – for han forestillede sig ikke et øjeblik at Ikaris ville opsøge ham uden at være udrustet til tænderen. Hverken hendes stramme bluse eller de besynderlige bukser var gode steder at gemme våben. Et kortsværd spændt på underbenet, måske endda to, men de ville være besværlige at trække.
Spike svarede ikke på hendes kække kommentar, og forventede fuldt ud at hun ville springe på ham, så snart slåen faldt på plads. Da hun i stedet bevægede hun sig roligt tilbage mod disken, gav Spike slip på sværdets. Efter en kort tøven, fyldte han hendes glas på ny. Kunne Ikaris virkelig være kommet for at. . . Tale med ham? Idéen virkede absurd og næsten umulig. Ikaris var fanatiker, hun gjorde intet så fredeligt som at tale, ikke uden grund.

”Hvilket skuespil? Jeg mener hvad jeg siger.” Han tog et sip af sin drink. Hendes upraktiske sidestilling gik ikke tabt på ham, og for at gengælde satte han albuerne på disken og lænede sig frem, så han ikke kunne nå sine våben. Midlertidig våbenhvile, indtil hun viste sine kort.
”Jeg er tilfreds, her. Langt væk fra mørket.” Langt væk fra dig, tænkte han, men sagde det ikke. ”Her, hvor jeg ikke behøver dræbe for at leve. Er det så svært at acceptere, at jeg gerne vil have fred?”

Ikaris slængede sig, magelig som en fed kat i solen, hun drak ham ind med øjnene, det var næsten komisk, at han kunne stå der og tro på det liv hans så gladeligt prædkede om. Hun var bevæbnet ganske vist, men det lod til, at denne sag ville ende som sidst. Hun kunne vælge at slæbe ham gennem byen skrigende og sprællende for at holde fast i denne frihed som så mange mennesker tilsyneladende tørstede efter, men det ville blive yderst problematisk at få ham med, hele vejen til Mørkets midlertidige opholdssted. Rejsen ville blive lang og sej, især hvis han skulle skabe sig sådan hele vejen. På trods af denne konstantering, smilede elveren, et glubsk bredt smil, der afslørede rovdyret i væsenet. De let spidse hjørnetænder i både over og undermund kom for alvor til sin ret, et humør man sjældent så elveren i.
"Du forstår det slet ikke, gør du Spike?" Hun lænede hovedet bagover og slog ud i en hæs hjertevarm latter, inden hun rettede sig dovent at hvile på albuerne, indover barens disk. "I min lomme har jeg et bånd, det er så lille og fint at det ligner noget pigerne ville putte i deres hår..." Elveren foldede fingrene sammen, og vippede hænderne nogle gange på bordets flade "Det forhindre væsener i at ændre deres fysiske form... Havfruer forbliver fisk... Formskiftere sidder fast i... hvadend de nu har taget form som... En krøbling måske?" Elverns blik hvilede fast på ham, invasivt som prøvede hun at stirre lige gennem manden. "Men det bliver slet ikke nødvendigt idag. Du kan blive her, jeg tager afsted uden dig... Men tro mig min kæreste" Elveren holdt en kort pause, tænksomt, som gled billeder frydeligt forbi hendes indre øje "Der bliver ingen fred for dig... Nogensinde. Jeg finder dig, og jeg vil ikke slå dig ihjel, men dine nærmeste derimod..." Alt morskab forlod hende blik omgående, hun lod sig glide ned af den høje taburet, inden hun rankede sig i sin fulde højde, der tårnede over Spikes nye figur. "Du kan aldrig tage en mage, en ven eller så meget som overveje at stifte familie... Jeg kommer efter dig Spike, og tager alt fra dig som du har kær. Det bliver intet fredfyldt liv, det bliver et liv med ensomhed og flugt. Jeg glemmer ikke!" Ikaris nikkede kortvarigt, det glubske smil vendte tilbage, bare tanken vækkede dyret i hende. Dyret og blodtørsten, hun ville sikre sig, at han aldrig fik et roligt øjeblik eller en fyldestgørende nats søvn. Det var det hun gjorde bedst og hun levede og åndede for det. Hun lod tungen glide over tænderne i en tænksom mine, inden hun i ro og mag gjorde antræk til at forlade beværtningen. En beværtning der formodentligvis snart ville møde den frygtigelige ild fra hendes drage

Som han lyttede til hendes ord så han sine hænder omkring hendes hals, men denne gang veg han ikke bort fra tanken. Ved hvert ord klemte han hårdere i forsøget på at stoppe hendes tale ved tankens kraft. Ikaris havde glemt hvem hun talte med, eller taget det for givet at han var blevet tæmmet. Da hun havde fundet ham i skoven, havde han levet i isolation, med løftet om aldrig at dræbe igen hængende over hans hoved. På vej ud af skoven, jaget fra sit stille liv, var han blevet konfronteret med virkeligheden. Og Spike havde gjort hvad han var nød til. Ikke for at overleve, men for at beskytte sit stille liv. Han havde været naiv, da han lod hende leve – det så han nu. Så længe de begge levede, ville den anden aldrig få fred.
Han ville finde hende, men hun ville aldrig se ham igen. Hendes død ville hverken være dramatisk eller spektakulær. Ikaris ville møde sit endelige pludseligt, uden advarsel. En kniv som hun sov, eller klaverstreng om halsen som hun besøgte latrinet. Hængende fra en galge i sine egne indvolde. Han ville finde hende, og sikre sig at hun aldrig ville opsøge ham igen, på den eneste måde han kendte til det. Hvis dét var hvad et stille liv kostede, var det en pris han glædeligt ville betale. Han smilte sødligt, med et blik både hårdt og skarpt som flint.
”God tur hjem, Ikaris.”

Det krævede ingen stærk eller magtfuld mentalist at se hvad der skete bag Spikes øjne, der groede hårdere ved hvert ord hun udtalte, hun kunne se det, hadet, der lyste ud af ham. Hun kunne se, hvordan hun skubbede ham mod afgrunden, gav ham lyst til mord og brænd, hun kendte blikket alt for godt, hun hvade set det blandt sine medsoldater, blandt de andre hun sloges side om side med og ikke mindst, havde det været det sidste hun havde set i Lysets soldaters øjne, inden de slukkeds for enden af hendes sværd.
"Ahja Spike, dér. Dér er du jo. Velkommen tilbage min ven!" Ikaris hævede hovedet, hun smilede glubskt og sultent, det var sand passion, og hun drak det ind, hver en dråbe af det. Det var den Spike hun kendte, det var hám hun ville have.
I en elegant og glidende bevægelse trak hun rejsekappen på, som lukkede hendes skikkelse inde i det formløse stykke stof, inden hun trak hætten på, dækkende det kridhvide hår, som ellers ville lyse op i natten.
"Og dig min ven... kom godt hjem... Hvis du når så langt" En hæs latter undslap hendes strube, som en dyb kurren, visende det bæst Ikaris i sandhed var, inden hun forsvandt som dug for solen, kun efterladende en let sort masse, der kort efter ligeledes fordampede. Ikke længe efter betrådte de hærdede læderstøvler igen broen til beværtningen, som hun bevægede sig mod stalden, til hendes hest. Hun vidste hvor spike var, hun vidste præcis hvad hun havde behov for. Nu skulle beskeden blot overleveres til hendes højere rangerede 

Spike forlod sin kærligt renoverede kro samme aften, efter at have fundet en stakkel villig til at købe den. Krystallerne kunne ikke gøre op for den investering han havde lagt i stedet, men lidt var bedre end intet. Han efterlod en besked til Sam gennem en fælles bekendt, og forlod derefter Fristavn i jagten på frihed.