"Har du solgt din violin, Fahira?" Spurgte hendes kusine om, som arbejdede som syerske. "Nej? Hvorfor spørger du om det? Jeg spillede på de tidligere i dag." Svarede Fahira og så på hende med et underligt blik, hvilket hurtigt fik kusinen til at komme med endnu et spørgsmål, "Er du sikker? Jeg var inde i en butik med en af mine veninder i går og jeg er sikker på jeg så din violin! Den havde præcis det samme mærke, som din violin og jeg var sikker på, der kun fandtes en af dem." Fahira blev pludselig ligbleg og vidste hun måtte undersøge dette nærmere. 

Fahira havde fortalt sin far om violinen og han gjorde hende helt sikker på, at den violin var den eneste af slagsen. Så Fahira havde trukket i en smuk kjole, bundet håret op i en hestehale og dækket en del af ansigtet for at undgå at hendes evne påvirkede nogen på vejen ned til butikken, som kusinen snakkede om. Heldigvis lå den tæt på og hun skulle ikke andet end bare lige tjekke det ud og forsvinde igen. Så da hun stod udenforan butikken tog hun en dyb indåndning og vandrede ind. Hun prøvede så vidt muligt ikke at skabe øjenkontakt med nogen, men hun var mere rolig, nu hvor halvdelen af hendes ansigt var dækket. På den måde, var der ingen ubehagelige mænd, som blev tryllebundet af hende. Hendes blik vandrede rundt i butikken før hun begyndte at lede efter det instrument, som der var kopiret. 
Der gik dog ikke længe før hun fik øje på violinen med det mærke, hvor på prinsens mærke var på. "Undskyld mig, men hvor har du fået denne violin fra?" Spurgte Fahira og kneb øjnene samme, som hun rettede blikket mod en der stod i butikken. Helt sikker ejeren.

Flynn Morris var travlt optaget og beklædt med forstørrende briller, der gjorde det, som de var designet til. De havde altid været forbundet med en stor glæde for den unge mand med det ildrøde hår, men det havde den uheldige konsekvens, at hans isblå øjne også kom meget tættere på det almene væsen, der besøgte butikken og ikke en gang, havde han ladet forskellige mennesker forskrækkes, når han så op med stirrende, forvirrede øjne, der var på størrelse med underkopper.

Det var også det, der skete, i det øjeblik at en lys stemme kommanderede, at han fortalte, hvorfra han havde den specielle violin. Flynn rejste sig og tog de specielle briller af, hvorefter han aflagde afstanden til den tildækkede kvinde. Noget så karakteristisk hvilede der et bredt smil om hans læber; et, der ikke afslørede, at han vidste, at det var en kopi – en ganske formidabel kopi, skulle man spørge fra nogen!
”Det er faktisk en af de få instrumenter, der er købt til butikkens sortiment, Miss”, svarede Flynn smilende, som de isblå øjne tog instrumentet i nærmere øjesyn. ”Det er imponerende, ikke sandt? Lyden er exceptionel.”

Fahira så alvorligt på ham. Han løj. Det vidste hun og det gjorde hende yderst rasende at han løj sådan men hun måtte holde vreden inde lidt endnu. Heldigvis ville det være svære for ham at læse hendes følelser fordi hun var skjult under sit tørklæde. "Købt til butikkens sortiment? Det er ikke sandt." Brummede hun lavmælt og så sig kort over skulderen for at få et glimt af alle de andre ting. Gad vide om der var flere ting, som var "købt", som denne violin? Hun kunne ikke tro det. Han løj og det var hun sikker på medmindre de havde snuppet hendes og det vidste hun at han ikke havde. 
"Undskyld, men jeg ved at denne violin er forfalsket. Jeg er nemlig ejeren af den originale violin og der er kun lavet en af den, da violinen er håndskåret af prinsen selv og var en gave til min far." Gjorde hun klar og kneb øjenbrynnede sammen. Det kunne ikke være rigtigt at denne mand gik og stjal ting, som der betød noget for hende på den måde.

Flynn formåede knap at skjule sin egen overraskelse – sådan at stå ansigt til ansigt med selveste ejeren af den oprindelige violin! Det var ikke hverdagskost for unge, rødhårede mand, men instinktivt vidste dog, hvad han måtte gøre.
”Der må være sket en fejl, Miss”, udbrød han, hvorefter han kløede sig lidt i det pjuskede hår. ”Jeg – vil De give mig et øjeblik? Jeg kan ikke huske hvornår, at sælgeren kom med den, men jeg kan tjekke det i mine registre!”, lovede Flynn dernæst højtideligt, hvorefter han drejede rundt på hælen og forsvandt ind i baglokalet.

Da han trådte i sikkerhed bag døren, tog han en dyb indånding og overvejede, om det ville være bedst at stikke halen mellem benene – få fingrene i hans mor, så Esme kunne tage sig af den temperamentsfulde fremmede. Flynn vidste dog, i samme øjeblik, at han havde tænkt tanken, at det ikke kunne lade sig gøre. Den iltre kvinde ville slet ikke nå frem i tide – og måske ejeren ville gå efter byvagterne, skulle han ikke reagere hurtigt nok.
Det var derfor, at Flynn vendte tilbage med en tyk læderindbundet bog, hvori han begyndte at slå op. ”Og De er ganske sikker på, at violinen er en tro kopi?”

Fahira skulede til manden og kneb øjnene en smule sammen. Var han virkelig sådan en lusket type? Hun ville ikke have set ham sådan, hvis hun havde set ham på gaden, men åbenbart kunne man blive overrasket. En mørk hårtot faldt ned foran kvindens ene øje og hun fjernede den let med en hurtig hånd, hvorefter et suk forlod hendes læber. Det var jo svært for ham at læse hendes ansigts udtryk, når hun bar et tørklæde, men hun ville ikke snyde. Hun ville ikke bruge sine kræfter denne gang på at få, hvad hun ville have. Det var heller ikke sikkert, at han ville blive påvirket af hende. "Fejl er kun for fjolser. "  Mumlede hun vredt, "Jeg venter." 

Fahira så manden forsvinde ud i baglokalet, hvilket fik hende til at nær studerer violinen mere. Den var god nok. Den var kopiret, men hvordan havde nogen overhovedet fået fat på hendes violin? Havde de snuppet den imens hun var ude og optræde? Var den en der arbejdede for dem i hjemmet? Det var ikke til at vide. Manden kom tilbage igen, hvilket blok fik hende til at kiggede mod ham. Hans ord gjorde hende en smule irriteret, men hun prøvede at forholde sig en smule rolig. Det var dog svært og derfor vidste hun godt med sig selv, at det ikke blev let at snakke med ham. "Sikker? Jeg har spillet med den violin i 12 år, jeg kender den bedre end nogen andre. Det her er min violin, dog ikke den originale." Fnøs hun vredt. "Jeg er sikker på den ikke engang lyder som den originale." Lød det bestemt fra hende.

Noget, der i grunden var ganske ukarakteristisk for den rødhårede unge mand, slog rod i hans brystkasse: irritation. Påstod hun virkelig, at han kunne begå fejl? Værre endnu var dog, at hun mente, at lyden ikke kunne være nær så formidabel i kopien – Flynn havde lyst til at vrisse af hende, at det måtte komme an på en prøve og at han så sandelig var ferm til sit håndværk. Ja, han ville faktisk vove den påstand, at han var en af de bedste instrumentmagere i byen!

Irritationen viste sig dog ikke som andet end en kortlevende gnist i de isblå øjne, og hastigt bladrede han en smule videre i bogen.
”Nu har jeg jo aldrig hørt originalen”, løj Flynn, hvorefter hans tanker fandt vej tilbage til den aften, hvori han havde hørt den – og det måtte således være denne kvinde, der havde styret buen – spille. ” – men lyden i denne, jeg har præsenteret i vinduet, er ganske uovertruffen i dens kvalitet. Det kan jeg forsikre Dem om”. Flynn skævede til hende, hans øjne ikke længere nær så venlige eller begejstrede. Han var ganske enkelt for stolt af sit håndværk til, at det kunne lade sig gøre at klistre noget varmere henover de mange fregner.

”Ah, ja. Nu ser jeg – den blev indleveret i sidste uge. Sælgeren ville gerne forblive anonym dog, så jeg kan ikke være Dem yderligere behjælpelig”, lød det dernæst, hvorefter Flynn hastigt slog bogen sammen igen.

Fahira sukkede tungt. Det gik hende virkelig på og normalt var hun ikke god til denne slags. Hun kunne vel være ligeglad, men så igen, så gjorde det ondt at det eneste gode, som hendes far nogensinde havde gjort, ville være kopiret og på den måde ikke længere være særlig. Måske for hende, men ikke for verden. Hendes øjne fangede ham og et hovedrysten blev fortaget før hun kommenterede, "Der er kun en måde at finde ud af om den lever op til den originale. Hvilket den jo ikke gør, fordi det er en kopi." Fahira vandrede målrettet hen, tog violinen og en bue. Om han blev vred eller ej, gjorde hende intet. Hvis der var nogen, som havde en fordel her, var dert hende. Hun var trods alt en kvinde. Hun havde ikke noget i mod at spille ynkelig for at få det hun ville have og kun kunne altid afsløre sit ansigt for at få det hun ønskede, hvis vagterne kom til butikken. Hun begyndte at spille et stykke, som hun selv havde skrevet. Et smukt et, som handlede om det at være fanget og alene. Hver enkel tone kom livligt ud af instrumentet og da Fahira var færdig stod hun kort i tavshed før hun fjernede hagen fra violinen. "Violinen er ikke dårlig, men lyden er ikke lige så god, som den originale."

Fahira kunne godt mærke, at han ikke helt var så glad for hun havde blandet sig, men igen, så betød det en masse for hende. Den violin var det eneste gode minde. Sørgelig, men sandt."Jo, der er noget du kan gøre. Du kan lade mig beholde den eller fjerne den fra din butik." Fahira så alvorligt på ham og rystede detefter kort på hovedet, "Du ved ikke, hvad den violin betyder for mig. Jeg forstår det her er dit arbejde, men den her violin er altså det eneste gode minde fra min far. Vil de ikke bare gemme den væk." Bad hun om mere rolig end hun havde været før.

Forinden, at kvinden havde hevet violinen ned og grebet om en tilfældig bue, havde Flynns lange krop sitret af irritation – uanset om det var en kopi eller ej, var lyden i den formidabel! Det var trods alt ikke hans første kopi. Ja, faktisk var det knap et årti siden, at han var lykkes med at sælge noget, der var magen til en original. Også en violin, nu hvor han tænkte nærmere over det. Flynn måtte indrømme, at han altid havde haft et følsomt punkt for netop et sådanne instrument.

Meget længere nåede han dog ikke i sine overvejelser, da kvinden dernæst gik i gang med at spille og den sørgmodige melodi flød ud i det lille butikslokale. Han lyttede, uden at gøre mine til at ville stoppe hende, for han måtte indrømme, at den sælsomme musik fik hans hjerte til at… banke langsommere? Var det overhovedet muligt? Musikken var uden tvivl skøn, og Flynn måtte tilmed erkende, at han ikke genkendte den – mon hun selv havde kreeret den? Der var en hvis fortrolighed med musikken, der lod Flynn konstatere, at det øjensynligt var tilfældet –

Og dernæst kom hendes bøn. Hendes forklaring på hvorfor, at hendes temperament havde blusset op i vildskab.
Flynn stod lidt og skævede mellem instrumentet og kvinden, hvorefter han omsider nikkede langsomt. ”Jeg vil gerne give Dem den, hvis De altså vil have den?” 

Fahira elskede musik og havde ofte brugt det i hendes skuespil, men det var blevet mindre med tiden. Hun elskede det, men det blev også spillet mindre og mindre fordi at hun mistede lysten til det. Det handlede blot om at faren blev mere og mere krævende hver dag. Det blev kun værre med tiden og inden længe, ville hendes drømme være knuste. Kun fordi familien ønskede hun blev en husmor med en masse børn, som skulle tage sig af sin mand. Typisk. 

Fahira lagde buen tilbage, hvor hun havde taget den fra og beholdte violinen i hånden imens hun afventede, hvad han ønskede hun skulle gøre med den. Hans svar fik hende til at smile, men det kunne han jo stadig ikke se, men det gjorde hende intet. "Det kan jeg ikke sige nej til. Tak." Kom det fra hende og undersøgte det kort igen. Det var utroligt at den kunne kopiers så godt, som den var og Fahira kunne ikke lade vær med at beundre den lidt, men det ville hun ikke indrømme det. "Så slipper du for denne her gang, men sørg for jeg ikke opdager at der står en i vinduet igen." Bad hun ham og løftede et øjenbryn.

Flynns ene mundvige sitrede af irritation og i al hast, forsøgte han, at lade et smil indfinde sig på sine læber. Dernæst nikkede han, men gestussen var stivnakket og afkrævende, hvormed det knap kunne ses.
”Som De ønsker”, mumlede han mellem sammenbidte læber, stadig fornærmet over kvindens frækhed. Det var måske også netop den, der fik pustet tilstrækkelig til – de normalt ikke eksisterende – gløder, der var Flynns temperament, og dét, der resulterede i, at følgende ord dernæst fulgte:

”Men lyden er uovertruffen i dette instrument, der tilsyneladende er en kopi. Jeg kan jo trods alt ikke vide, om De taler sandt, nu hvor chokket over den her scene foretager sig. Hvordan ved jeg, at jeg ikke blot har givet Dem et gratis instrument? Har De måske noget bevis, andet end Deres ord, der kan bevidne, at dette rent faktisk er en kopi?” Flynn hævede begge sine ildrøde øjenbryn og så udfordrende på den fremmede kvinde.

”Jeg har end ikke fået Deres navn!”  

//OOG: Forlader tråden men feel free til, at skrive en PM hvis det er :) //