Hver 4. søndag om måneden skiftede markedspladsen karakter; Nogle gange skyldtes det visningen af kampshows og små, tilpassede ridderturneringer. Andre gange skyldtes det et øget fokus på særlig unik, eksotisk og velsmagende mad eller varer. Eadgar den Andægtige havde sågar oplevet markedspladsen blive lavet til en scene for sælsomme gøglertrupper, mærkværdig underholdning og fremmed musik spillet på fantasifulde instrumenter. Selvom hver af de specifikke søndage havde et særligt fokus, var fremgangsmåden forholdsvis ens:
Boderne der tilhørte uldkræmmere, slagtere, bønder med grønsager, handelsrejsende med krydderier, tekstiler og smykker, urtekyndige, alkymister, snedkere og håndværkere med speciale inden for våben og læder blev alle rykket bagud, således at der blev skabt en stor tom plads.
Stande med øl, mjød, hjemmebagte lækkerier og sødt mundgodt blev rykket frem i den konstruerede tomme plads yderste cirkel.

Denne søndag stod i livets tegn. Det gode, glade liv. Det var en højtid udsprunget af en religiøs begivenhed, men lige som med så meget andet, var det meste messe blevet erstattet med mere.. folkelig underholdning. Særligt til børnene var der opstillet en masse ting; de kunne konkurrere om at kaste efter mål, få fat i æbler i vandtønder ved kun at bruge munden eller blive spået af ’hvor-mange-kerner-brødet’.
Det var derfor ikke overraskende at stedet vrimlede med børn. Børn med fint tøj og slidt tøj, børn med skindsko og bare tæer. Fælles for dem var at de hujede og skreg og løb mellem benene på alle de voksne med gavtyvesmil og stjerneøjne.

Eadgar stod ved en stor vandtønde, og så på hvordan et par børn skiftevis stak hovedet ned for at forsøge at få fat i de røde og gule æbler, der flød i overfladen. Solen slog smut i vandet. Et barn prustede vand ud af næsen med en fornøjet lyd.
Selvom den øvrige befolkning alle havde iklædt sig pæne gevandter, som var passende for den aktuelle festdag, lignede Eadgar sig selv: tøjet var den samme simple robe i hvid og guld. De grønne øjne løftede sig fra børnenes æblekonkurrence og han lod endnu engang blikket glide over den livlige forsamling; Han ventede på nogen.

“Jeg er altså ikke sikker på -“
“Visse vasse! Du ser skide smuk ud! Nu skal du bare ud og vinde hans hjerte!”
“Ej, det er altså ikke sådan!
“Hvorfor invitere man så nogen ud på market?”
“Du er pisse irriterende lige nu - det ved du godt ikke?”

Sarah stirrede vantro mod sit spejlbillede, som hun så sig selv - det var godt nok ikke det mest sigende spejl. Da det var flækket midt over, og havde en anelse forkert refleks i sig. Hun var i hvert fald sikker på, at hun ikke var så grå i huden. Eller også havde fuldmånen virkelig været hård mod hende denne gang. Blikket rettet sig ned mod de healede fingrede. Da varulvens klør havde boret sig igennem bandagen som healeren havde lagt for hende, skinderne der var knækket som fingrene var svulmet op og blevet til frygtindgydende våben. Da var de brækket fingre, atter været healet igen. Måske derfor en smule omsonst at få neglene revet af - men den mørke farve lå dog stadig som en fin kulør, og fortalte en historie om at der havde været sket noget med dem. 
Hun rystede hoved, og betragtede sig selv igen. Så hvordan at de brune lokker indrammede det fregnede ansigt. Den stærke kæbe, de fyldige læber - og øjnene ingen ture at kigge ind i, når de først havde set dem. Håret var redt, således så at det lignede fyldig brune krøller. Blomster var flettet ind, i de mange fletninger som der var blevet lavet. Den blonde tyve tøs havde virkelig gået for vidt! Blomster? Var det ikke tortur nok, at hun var blevet iført en flot olivengrøn kjole, som var blevet snøret sammen i livet af et flot flettet læderbælte. Hvor der hang en pung og en lille urtekniv. Så hun rigtig kunne gå i et med mængden! Ja det kunne ingen bilde hende ind, aldrig havde hun set så fin og nydelig ud før! Hun duftede der ud over, af vanilje - hvilket i sandhed var en besynderlig duft. 
Sødt. 

De blå øjne lagde sig på kvinden, der sad og legede med et Ronja - det lille troldebarn. Et stort smil blev sendt fra dem begge, og Evlyn sendte hende en tommel op. Denne dag, havde den blonde kvinde lovet at tage den lille pige med på market. Det bånd de havde skabt sammen - det var i sandhed fantastisk. Og trods at Sarah kun så den stygge side af Pax og hans bande, varmede det alligevel hendes hjerte at se, hvor meget familie der alligevel var at møde når det ikke kun drejede om krystaller, vold og stoffer. 



De brune øjne lagde sig en anelse frygtsomt på den store mængde af folk. Normalt drejede hun altid en stor buge uden om disse begivenheder. Hendes håndflader var fugtige, og den varme brise der fik håret til at kilde hen over hendes nøgne skuldre, da kjolen var skåret således. Den sad stramt hen over hendes bryster - så i den forstand var den ganske anstændig. Da ingen kavaler gang blev vidst. Men noget skulle man åbenbart vise, eller det havde hun i hvert fald fået fortalt, som kjolen var blevet tvunget hen over hendes hoved. 
Hun sukkede, og opgav næsten - hun ville da aldrig finde ham her? Nej, det var måske bedre bare at tage tilbage. Måske til kroen, få en øl - ja det ville -
Men lige som hun var ved at dreje om på hælen fangede hans blonde hår hende. Et skævt og forsigtigt smil spredte sig på hendes læber. Med en dyb indånding, og med en lille stemme der fortalte det var okay. Gik hun over til ham - han havde ryggen til, som han betragtede børnenes æblekonkurrence. 
“God formiddag - Eadgar den Andægtige” sagde hun med en umådelig blid stemme, der normalt aldrig ville være kommet fra hunulvens mund. “Eller.. eftermiddag?” Sagde hun, som hendes bryn knyttede sig forvirret mod hinanden - blikket rettet sig også hurtigt mod solen der stod på himlen. Sen formiddag? 
Hun tog sig i håret, og mærkede hvordan hun fik en af blomsterne løs. Oh, hvilken klods hun var! Rødmen bredte sig voldsomt hen over de fregnede kinder, som hun sukkede en anelse opgivende - da hun pludselig stod med en af de fine kornblomster i hånden. 

”Goddag, Lyset være med dig” svarede Eadgar den Andægtige høfligt, da en fremmed kvinde henvendte sig. Fint dekoreret med blomster i brunt, tykt hår og iklædt en grøn kjole med indsnøret liv, var det svært ikke at vise sig fra sin mest høflige side – også selvom det betød at han så ikke kunne spejde efter Sarah, som ellers var meningen.
Sarah.
Den pludselige tanke fik ham til at kigge mere indgående på den fremmede.
Sarah!
Erkendelsen fik Eadgar til at glippe med øjnene og tabe kæben, idet hjernen begyndte at samle de mentale puslespilsbrikker. ”Hvad i al Lyset har du på?” udbrød han, mens et smil voksede frem på den unge mands ansigt. Anderkendelsen spillede i de grønne øjne:

”Altså – du ser jo flot ud - Strålende! Og med blomster!” Smilet var efterhånden så stort at begge rækker med tænder var blottet.
Selvom det muligvis ikke var den mest elegante måde at sige det på, havde Eadgar ment hvert et ord. Sarah var flot. Varulven havde lagt sin kampdragt til fordel for en feminin kjole, der fremviste en Sarah, Eadgar kort forinden ville have væddet om, aldrig ville vise sig.
”Har du udskiftet kamparenaen med blomsteregnen?” Det var svært ikke at være kæk. Forkynderen gjorde sig skyldig i synd ved at antage at det primært var for hans skyld, at hun havde gjort sig så fin – og han frydede sig derved.

Udtrykket i Sarahs ansigt, var slogende da det gik op for hende - at han slet ikke genkendte hende. Var det virkelig så galt! Måske var i virkeligheden grå i hele uden, oh hun vidste dette var en dårlig idé. Så hurtigt efter hendes forvandling, så burde hun stadig ligge i en seng og komme sig. Måske, måske kunne hun undskylde sig hurtigt og skynde sig væk - men lige som nervøsiteten havde grebet hende så voldsomt, at hun var ved at stikke af fra ham. Da, opdagede han hvem hun var. 

Hun tog en hektisk vejrtrækning, sugede underlæben ind. Strålende? Tænderne greb kort omkring underlæbens kød, inden hun gav slip på den igen. Nervøsiteten begyndte lige så stille at ligge sig, som hun så hvordan at hans læber begyndte at brede sig i et strålende smil. Hjertet begyndte endda at slog en anelse hurtigere - oh, det var virkelig et fint smil. Hvis han gik rundt sådan altid, ville hun da meget hellere tro, at han var en budbringer af lyset. End når den hævngerrige unge mand, stod ved hendes bord og bad hende om at gå efter kvinder. Eller - ja hvad end der nu var sket sidst de havde set hinanden. 
Hendes hånd slog ham let på hans skulder, som han spurgte om hun havde udskiftet kamparenaen. "Jeg sagde også til dem, at det var for meget med blomsterne." mumlede hun forlegen, og lod øjnene glide ned på den blå kornblomst der var imellem hendes fingre. Hun var så optaget af hendes eget turmult af følelser, at hun slet ikke lagde mærke til hvor kæk den unge knægt pludselig var blevet. 

"Så, hvad tager man sig til, på sådan en marked?" spurgte hun, og lod blikket glide hen over menneskemængden. Hun var stadig nervøs ved at være blandt så mange. Men det at hun havde fundet Eadgar så hurtigt, gjorde dog alligevel at hun ikke følte så stor trang til at løbe ud af market tilbage til kroværelset. 

Dasket fik Eadgar til at fnise. Eller måske var det indre billede af Sarah siddende i en blomstermark, som var skyld i det. Så fik han samling på sig selv, trak i de professionelle tråde og svarede ærligt: ”Det klæder dig – selvom jeg havde svært ved at genkende dig, må jeg indrømme” Han skævede til de mange blomster som prydede Sarahs brune hår.
Derefter så de grønne øjne ud over markedspladsen.
”Man drikker sig i hvert fald ikke fra sans og samling” kommenterede han, selvom det ikke var helt sandt. Det var snarere regel end undtagelse at særligt de voksne endte med at blive pænt beruserede efter sådan et søndagsarrangement. Men det sidste Eadgar ønskede var at gentage en ligende episode som den der havde udspillet sig i (og udenfor) Det Halve Svin. Også selvom det egentlig var afsluttet forbløffende hyggeligt.
”Faktisk ville det passe mig glimrende, hvis vi slet ikke drak noget i dag,” afslørede han med et blegt smil og så på hende.

Hun rystede lidt opgivende på hoved, da han nævnte at han ikke kunne genkende hende. Eller havde haft svært ved det. Se det, det havde været alt for meget! Hun kiggede lidt rundt omkring, da et lille barn gik forbi dem - et barn der kiggede meget nysgerrigt på den blå blomst mellem de olivenbrune hænder. Sarah fnes, som hun satte sig ned på hug - "Kunne du tænke dig blomsten?" spm hun spurgte summede der en stemme og hørte hun hvordan, at Eadgar valgte at prikke lidt til hende, omkring at man ikke drak sig fra sans og samling. Den påstand havde hun lidt svært ved at tro på - især når disse former for begivenheder, altid havde mænd som der hyggede sig lidt mere, end man måske anså som anstændigt i sådanne sammenkomster. Men det havde nok ikke været derfor at han havde valgt at sige det sådan. Nok mest fordi han stadig følte hun var gået over stregen sidst. Hvilket hun kunne mærke, gav hende ondt i maven. 
"Er - er du sikker?" spurgte pige med store blå øjne, hendes pjuskede hår fik hende næsten til at ligne en trold. "Helt sikker - som du kan se har jeg rigeligt." grinede hun, og rakte blomsten ud. Pigen tog glædeligt mod den, og løb så afsted. 

"Selvfølgelig ville det passe dig bedre, hvis vi ikke drak noget i dag." kommenterede hun endelig på hvad han havde sagt, som hendes øjne stadig lå på den lille pige der efterhånden var forsvundet ud af Sarahs synsfelt. "Men hvad vil du så foreslå vi lavede?" endelig vente hun sit blik mod ham, og gav ham et skævt smil. Trods hun stadig kunne mærke, den ubehagelig fornemmelse i maven.

Eadgar den Andægtige fulgte blomster-scenariet med særlig opmærksomhed, fordi det – på samme måde som med Sarahs uvante antræk – var nyt for ham at se varulven så blid og venlig. Den unge mand skulle minde sig selv om, at det rent faktisk var den selv samme som besad skammerblik og en umættelig tørst når det gjaldt stærk spiritus. Og vold, tilføjede han tavs, og betragtede den grønne kjole - under det feminine ydre gemte der sig fortsat den person, som i tidernes morgen var blevet opsøgt for at banke Renny til sømmelighed.
Meget alkohol var løbet i halsen siden den tid.

”Ja, det vil jeg egentlig gerne snakke med dig om,” indrømmede forkynderen. Det var naturligvis ikke hele planen med i dag, men Eadgar fandt det vigtigt at få kro-episoden gennemarbejdet ordentligt. Og det krævede en samtale med den anden involverede part.
”Gør det noget at vi går imens? Der er et sted ved pladsens modsatte ende, hvor vi kan slå os ned.” Først når Eadgar var sikker på at Sarah var med, ville han, med blikket rettet fremad mod de festende mennesker, tilføje: ”Skete der noget den dag? - Mellem os?”

Hun betragtede ham med en anelse af forvirring, da han indrømmede han gerne ville snakke med hende om noget. Eller, omkring den aften? Hun fangede først lidt efter, hvordan at sætningen egentlig var blevet formuleret og gav ham et lille nik. Mest af alt, som en gestus til at han bare skulle fortsætte - men i stedet foreslog han at de skulle begynde at gå. Hvilket hun ikke så nogle problemer i; "Ja selvfølgelig." kom der en anelse forlegen, som hendes blå grønne øjne kiggede hen over mængden af folk der gik rundt. Det var alligevel utroligt hvor mange ting man kunne tage sig til - og ikke bare legene. Men også at man kunne købe madvare, smykker - ja kun fantasien satte grænser for hvad man følte, man kunne sælge i boderne som var sat op. 
Hendes bryn skød op i panden, da han spurgte om der var sket noget den dag. Der skete en del ting, måtte hun jo indrømme, og begyndte en smule nervøst at pille ved det fine læderbælte der rammede hendes talje ind.
"Altså - det kommer an på hvad du mener?" svarede hun en smule konfus tilbage, fordi der var jo mange måder at beskrive, at der skete noget mellem to mennesker. De blev da bedre venner, de fik snakket om en del til - og fik udfordret hinandens grænser. 
"Men, hvis du er bange for, hvorfor du vågnede op i min seng. Så - så skete der ikke noget. Ud over du holde min hånd også faldt du i søvn." svarede hun, som de fortsatte ned mod stedet, han havde sagt de kunne sætte sig ned.

”Gjorde jeg?” Lettelsen farvede stemmen i et let lys, og fik skuldrene til at sænke sig flere centimeter. Eadgar den Andægtige kunne ikke huske særlig meget af den fordrukne aften – et par enkelte lysglimt var det eneste som røbede at aftenen overhovedet havde fundet sted.
Særligt et billede blev ved med at komme tilbage på nethinden: Sarahs ansigt helt tæt på. Lugten af sprit. De let spredte læber og mørke, spillende øjne, der rummede silhuetten af Eadgar selv.
Og pludselig lå de begge. Side om side med varme hænder og tilbageholdt åndedræt, og stirrede op i et loft, der ikke længere rummede sætninger og ord, men billedet af Sarahs mund som hviskede om tæthed og intimitet.

Ikke ulig oplevelserne med Renny (der konsekvent havde affødt mentale, forfølgende billeder længe efter at handlingen havde udspillet sig), havde billedet, af Sarahs ansigt så tæt på, hjemsøgt ham længe efter at tømmermændene omsider havde forladt det unge legeme.
”Godt -” Eadgar nikkede for sig selv, mens han passerede to, der stod i animeret samtale midt på pladsen. Først da han var tilbage ved varulvens side, tilføjede han: ”Et øjeblik troede jeg …” Han tog sig i det, fortsatte i stedet:” Jeg husker ikke særlig meget – stod vi udenfor på et tidspunkt?”

Det var svært ikke at smile, over den måde han tydeligt lod skuldrene synke. Det var ganske enkelt, den bedste nyhed hun kunne give - desuden var hun ikke just typen der bare hæv tilfældige mænd med i hendes seng. Og bestemt ikke når de var så uskyldige som manden der gik ved siden af hende. 
Selvom at det føltes som om, at lettelsen var kortvarig - der skete i hvert fald et eller andet, i Eadgars øjne som der rettede sig frem for sig. Og trods hendes nysgerrighed og måske anelse - forvirring. Valgte hun at tie stille, og blot følge efter ham. Hvis der var noget hun havde lært omkring denne knægt, så var det at han ville fortælle hende hvad han havde på hjertet, når han følte sig klar. Eller lige havde tænkt tingene igennem - selvfølgelig, bare ikke når han ikke gjorde. Og ordene nærmest blot væltede ud af munden på ham. Sær en, det var hvad han var. 

Hun gryntede et lille grin, som han måtte indrømme at han ikke kunne huske utrolig meget. "Gør dig selv den tjeneste, og aldrig drik igen - hvis du bliver så påvirket af det." gav hun lidt igen, og puffede til hans skuldre. Hendes blik lagde sig hen over menneskerne, inden hun meget hurtigt kiggede ned på hendes fødder igen. 
"Ja, vi stod udenfor på et tidspunkt den aften. Du havde pludselig en idé om, at jeg var ude på at gøre noget - og den snak skulle tages i regnen." svarede hun, som var det en selvfølgelig at det var hvad der var sket. Men hvordan skulle hun så forklare det? Et øjeblik overvejede hun, at fortælle mere - men valgte dog at fortie. Der var vel ingen grund til, at træde mere i det - med mindre han selvfølgelig kunne huske noget af det. Og gerne ville have det at vide, så skulle hun da nok tilbyde hendes viden om den aften. Selvom der var nogle øjeblikke, hun ikke var helt sikker på hvordan dde var foregået. Men nok bedre, end Eadgar selv. 

”Virkelig? Var det min ide at gå udenfor?” Det lignede ikke Eadgar at gøre den slags. Men det lignede ham heller ikke at drikke sig plørefuld med en varulv på en tilsølet beværtning i byens tykkeste slum. Eller ende i en af de lejede senge på det øvre stokværk. Faktisk var der intet ved den aften som tilnærmelsesvist kunne minde om Eadgar den Andægtiges normale levevis – måske var det til forkynderens eget held, at han ikke huskede så meget.

”Ude på hvad?”  tilføjede den unge mand et øjeblik senere, efter at han havde forsøgt – uden succes - at finde frem til grunden i tankerne. At Sarah skulle have lumske bagtanker eller skjulte dagsordner var nært uforeneligt (og i hvert fald utænkeligt) for den ædru Eadgar, men alligevel skottede han til varulven, blot for at søge bekræftelse. Alkoholen måtte have gjort ham paranoid, endte Eadgar med at konstatere – men hvorfor?

Hun nikkede som han spurgte, om det virkelig havde været hans ide, at gå uden for. “Ja, det var næsten mere en ordre, end det var et spørgsmål. Du rejste dig op, og sagde jeg skulle besvare dit spørgsmål uden for - også gik du din vej.” Sagde hun og grinte lidt over den prekære situation hun havde befundet sig i. Først havde det hele følt som en ganske normal druk leg, og pludselig havde det udviklet sig til noget helt andet. Måske havde hun ikke skulle undre sig så meget over det, når det kom til stykket - det var trods at hende der havde kastet dem ud i legen. 

Hun trak på skuldrene, da han spurgte hvad hun havde været ude på. “Du sagde at kvinder altid var ude på noget, så det måtte jeg også være, siden at jeg havde drukket dig fuld.” Sagde hun ganske lige ud af posen. “Hvilket måske var min skyld - men altså, det var stadig dig som pressede mig op af væggen, og kom meget tæt på min personlige sfære.” Sagde hun med et grin, og daskede lidt til ham - da det for hende, alt sammen var vand under broen nu. Uden helt at tænke over, hvordan han kunne forstå det, eller ville føle omkring hele situationen. Der glemte hun, at dette var et emne hun var mere udbredt i, end den kære Eadgar.

Det hjalp på bearbejdelsen af den ukarakteristiske beskrivelse af sine egne handlinger, at Sarah i det mindste grinte. Det måtte unægtelig betyde, at episoden ikke havde været nær så slem eller akavet, som Eadgar den Andægtige ellers havde fået sig selv til at tro. Hendes ansigtet opsøgte ham fortsat som en feberdrøm. Han havde ellers været sikker på at de insisterende, flammende øjne havde været et troværdigt levn fra en aften, han kun sporadisk huskede. Nu var forkynderen pludselig ikke så sikker mere – og den tanke var yderst beroligende.

Alligevel var det svært at forlige sig med de ting, han åbenbart havde gjort. Skammen kunne i hvert fald ikke holdes helt nede, på trods af Sarahs fortsatte ligefremhed og tydeligt ubekymrede sind.
Ikke alene havde han fået hende med uden for – det var ligeledes ham som havde etableret den intense kontakt, ved fysisk at presse sig mod hende; som var de sære beduggede beskydninger, som han havde sendt Sarahs vej (og som han nu ikke huskede) ikke bizart nok i sig selv.
Hvor var Lyset i alt dette her? Andægtigheden?

”Det må du altså virkelig undskylde,” endte Eadgar med at beklage, selvom Sarah ikke lignede en som følte sig stødt eller som forlangte en verbal fortrydelse af ham.
”Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg ville det… Faktisk – ja. Jeg troede lidt, at det var dig, som havde ført mig i uføre.. Du ved, det ligner mig ikke at gøre den slags.” Jo flere ord der blev sagt, jo mere endte forkynderen med at fortryde, at han ikke blot havde holdt sig til den første, ikke-udpenslede undskyldning: ”Altså. Ikke ment på noget dårlig måde, naturligvis. Dit ansigt var bare.. Nej, undskyld.”

Det var ganske tydeligt at det kom bag på varulven, at forkynderen pludselig begyndte at undskylde. Hvad skulle det gøre godt for? Hendes bryn rynkede sig på hinanden, og hun glemte helt at gå videre mod bænken. Stoppede derimod op og kiggede blot på ham. 
Men jo mere han snakkede, desto mere gjorde det hende varm inde i. Hun kunne ikke huske, hvornår nogen havde givet hende så oprigtig en undskyldning. Selvfølgelig en anelse kluntet, men stadig - hun følte at han skammede sig over, at havde bragt hende i en situation der havde været svær at håndtere. Også selvom at hun havde synes det var en anelse morsomt, at se den ellers så ærbødige mand smide tøjlerne på den måde. 

Hendes ansigt, nu formede der sig en fuge mellem hendes bryn, som hun betragtede ham med hoved lidt på skrå. “Mit ansigt? Hvad mener du med mit ansigt?” Spurgte hun forsigtigt, og ubevidst lød hun sine fingre glide hen over den glatte hud. Det var stadig en mærkelig følelse at være så.. ren. Det var ikke tit det skete, og rødmen tog igen fat i hendes slanke kinder. 
Det her var bestemt et uvant situation for hende at stå i. Så meget var helt sikkert. 

Sarah udtrykte undren forblev intakt og Eadgar den Andægtige opdagede det for sent.
Mit ansigt? 
Hvad?
Hvad?
Mit ansigt?

Forkynderen, der havde haft så travlt med at få afsluttet sin egen vildfarende undskyldning inden det tog helt overhånd, stoppede ligeså op – tydeligt forvirret over, hvis ansigt Sarah egentlig hentydede til. For en stund lignede de en spejling af den anden, som stod de og konkurrerede om, hvem der kunne lave den dybeste rynke mellem øjenbrynene. Så løftede hun hånden, strejfede sin egen kind. Og sammen med den spæde nuance af rød, forstod forkynderen omsider Sarahs spørgsmål.
Havde han sagt det højt? Det med hendes ansigt? De grønne øjne fulgte hendes fingre med store øjne, uden af stand se at se sig ud af situationen som virkede underlig sart. Følsom. Skamfuld?

”Eh.” Begyndte Eadgar og bekæmpede trangen til at klø sig på overarmen, der pludselig kløede voldsomt. Den hvide robe plejede normalt ikke at kredse så meget, gjorde den?
”Jeg har ikke kunne lade være med at se dit ansigt”, braste det så ud af ham, fordi det ikke lå til forkynderen at forsøge sig med løgn, når først han blev spurgt direkte. Faktisk kunne han ikke lyve. Ikke rigtigt (eller overbevisende) i hvert fald.
”Hver gang jeg ikke tænker på aktivt at lade være, ser jeg det for mig. Dit ansigt. Sådan helt tæt på.”
Hendes røde kinder smittede af på hans.

Hun betragtede ham med stor forvirring, og håbede da i den grad han kunne forklare hende, hvad det var som han mente. Mest fordi, hun var jo en ældre kvinde - han var, hvad bare en knægt? 
Lagde han an på hende igen!?
Så mange spørgsmål! Og havde hun ellers svoret sig til, at hun kun var tiltrukket af kvinder, men suget i maven som hun betragtede ham. Håbede. Det var næsten for voldsomt, så voldsom at hun ikke lagde mærke til at hun sugede sin underlæbe ind og begyndte at bide den.
Det som han så fortalte, eller prøvede at forklare sig med. Gjorde hverken fornemmelsen i maven, eller forvirringen bedre. Måske havde det endda den modsatte effekt. 

"Du, ser mit ansigt - helt tæt på?" spurgte hun forsigtigt, og et lille skævt smil spredte sig hen over læberne, som hendes tænder endelig slap den nådesløse angreb på underlæbens kød. 
"Det, det sikkert bare fordi.. du ved, du var fuld - og du trådte så tæt på" hvorfor opførte hun sig som en sekstenårig! Dette var jo helt til grin! Hun var en stolt stærk, voksen kvinde!
"Og, jeg - måtte virkelig anstrenge mig for ikke at gøre - du ved som du så ofte siger, uanstændigt ved dig." hviskede hun endelig, og trådte så væk og skyndte sig hen til bænken. Han måtte ikke se hvor røde kinder hun havde fået nu!

Eadgar fulgte smilet der voksede frem på hendes ansigt, med en sær fornemmelse i maven. Synet af erkendelsen, der syntes at ramme varulven, burde normalvis gøre ham mere rolig, men det var ikke tilfældet denne gang. Måske havde det været bedre hvis Sarah ikke havde ladet sine mundvige søge opad? Eller hvis hun havde afholdt sig fra at bide sig sådan i underlæben, der var lige dele distraherende og fængslende? Jo, det ville helt bestemt have gjort situationen en del bedre kom Eadgar den Andægtige frem til. Det ville gøre det hele mere distancerende, mindre følelsesbetonet.
Hun måtte have forstået at situationen gjorde ham ukomfortabel, for i stedet for at afvente svar på, hvad der havde fået Eadgar så tæt på Sarahs ansigt, kom varulven selv med et bud: Fuldskab. Ukarakteristisk løssluppenhed på baggrund af et uvant alkoholindtag.
Det hjalp faktisk, indså forkynderen, at Sarah forsøgte at pålægge skylden en ydre genstand. På den måde kunne de selv forblive uden skyld. Uden reelle følelser, fordi det hele tilsyneladende bare var stimuleret af en høj promille.
Eadgar trak ned i sine skuldre. Han skulle netop til at smile, da hun pludselig fortsatte sin snak i en hvisken –

Naglet til stedet så Eadgar den Andægtige efter hende. Han genhørte hendes sætning, der forblev hos ham. Voksede sig større:
’jeg - måtte virkelig anstrenge mig… Anstrenge mig fra at gøre.. gøre noget uanstændigt ved dig..
Ved dig. (åh, mig. Gøre det ved mig. Du ville gøre det. Ved mig. Med mig?)
Med store øjne og trippende fødder fik forkynderen indhentet Sarah, ved at stille sig ind foran hende. Armene hang, fingrene havde knyttet sig om ærmernes kant:

”Mener du det? Ville du virkelig det?”

Kinderne brændte så voldsomt, hun havde aldrig oplevet noget lignende i hendes femogtredive år lange liv. Også var det en knægt, en knøs som der formåede at vælte den ellers så stålsatte kvinde? Hvordan, og hvorfor var måske et bedre spørgsmål. 
Varmen bredte sig hele vejen ned af hendes brystkasse, hun kunne mærke det uden at kigge, hvordan en ildrød farve havde bredt sig under det grønlige stof. 
Dybe indåndinger Sarah, det skal nok gå alt sammen. Det betyder ikke noget, han tager det sikkert slet ikke sådan på vej. Han griner sikkert bare af dig, eller endnu bedre han skælder dig ud! Ja, lige som så mange andre gange, hvor han havde fortalt hende, at hun ikke opførte sig som hun burde. 
Men, hvad der skete, var bestemt ikke det hun havde forventet. Manden som var lige så høj som hende, stillede sig ind foran hende så varulven ikke længere kunne fortsætte. Det eneste hun ville, var bare at sætte sig på bænken! Var det nu for meget at forlange? 

Hvad han dog sagde, fik hende til at tabe kæben. Hendes øjne betragtede ham med stor nysgerrighed, og forvirring - nej det var dumt, selvfølgelig havde han ikke sagt noget så uanstændigt! Han havde sagt; hvad er det dog du siger, du må hellere få vasket den hjerne med sæbe! Eller, snakkede han overhoved sådan? 
"Jeg..." hendes hals var tør, som hun lod tungen glide ind bag de bløde tænder. "Ja, ja det ville jeg - du, du må ikke blive sur." sagde hun hæst, og kiggede fra side til side, inden hun bed ned i hendes underlæbe. Fingrene havde fundet hinanden, som de begyndte at knuge sig krampagtigt sammen.