At Verona havde travlt som fyrstinden af Isenwald var ingen hemmelighed for nogen. Hendes pligter trak hende Dianthos hof, besøg hos de andre frystefamilier, samt at skulle sikre mod de forbandede. Men trods alt det var det som hun var mere hjemme i Isenborg end nogensinde før, selvom hun tvivlede på at hun nogensinde ville føle sig hjemme der.
Landstedet hun var vokset op på ville altid være hendes hjem i hendes hjerte. 

Regnen piskede mod ruderne i hallen, de tunge skyer skjulende tydeligt at det faktisk var sommer. Verona sad i sin hævede stol og ventede på sin ældste datters ankomst. Verona havde fået et meget sigende brev fra fyrst Ernyll der havde kommet med et foreslag der ville komme dem begge til gode. Ærligt havde Isenwald familien brug for flere allierede, for selvom Verona var uden skyld havdes hendes kusine Cordelia bragt skam over familie navnet der ikke bare blev vasket væk.

Verona drak en smule af vinen fra sin kop, hun havde ikke lyst til at skulle være fyrstinde Isenwald over for Astrid, men idag kunne hun ikke bare være hendes mor.
Først da Astrid var kommet op til hende talte hun "Astrid, der er nogle ting der kommer til at ske om du vil det eller ej, for som arving har du en pligt jeg forventer at du udfylder" Det var tydeligt at det ikke var til diskussion, men giftemål havde Astrid af en eller anden grund altid haft problemer med.

Vejret havde været ekstremt kedeligt, og havde holdt Astrid væk fra stalden hele dagen. Hun havde derfor siddet med snuden i bøgerne siden hun stod op og havde fået tøj på. Det var først da en tjenestepige kom ind og fortalte at hendes moder efterspurgte hende at hun så op, og mærkede hvor øm i nakken hun var blevet. Hun tog sig blidt om nakken før hun fik rejst sig op og rettet på sin meget pæne marineblå kjole med sølvbælte og sølvspænder. Hun lod en gang sin slanke blege hånd glide over katten Charlies ryg. Den valgte derefter at følge hende ved siden, som Astrid bevægede sig mod lokalet hun skulle møde sin moder i.
Hun var blot for nogle dage siden kommet hjem fra et ret så oplevelsesrigt besøg hos Alaric af Erneyll og der var efterhånden ikke mange dage til at Astrid havde sin 24-års fødselsdag.

Som dørene blev åbnet for Astrid ind til lokalet, lod Astrid sine øjne hvilke på sin moder, som hun trådte op til hende for at høre hvad hendes moder havde på hjerte. ”Hvad kommer der til at ske?” spurgte hun, og prøvede at holde sig åben for hvad end hendes moder nu ville trække hen over hovedet på det kønne blege ansigt. Hendes hænder var pænt foldet foran sin mave, som hun stod med rank ryg.

Uden lyd fandt koppen plads det lille bord ved Veronas side. "Fyrst Iorvo af Erneyll og jeg er blevet enige om at prins Alaric giftes med dig her til efteråret, dette er ikke til diskussion" lød det i en tone der kun var med til at understrege alvoren. Astrid havde tidlige kunne tale sig ud af nogle af hendes mors proklamationer, men dette var ikke en af dem. 

Men skyggen af et smil smil kom stadig til fyrstindens læber "Fyrst Iorvo, havde en meget spændende beretning om hvad præcis i to havde lavet under dit besøg, så jeg tvivler på at hører megen brok over valget" det lød trods alt som de to var endt med at være gladere for hinanden end godt var for to ugifte adelige.

Noget der desværre skulle tages hensyn til, Isenwald kunne ikke tillade flere skandaler hvis deres navn skulle bære nogen vægt i fremtiden. "Udover dette er det blevet besluttet at i ikke skal ses igen før brylluppet" smilet var forsvundet igen, hun tvivlede på at Astrid ville være ret glad for det valg, desværre var det ikke fyrstindens lod at sikre hendes børn altid var glade, ligemeget hvor meget hun end måtte ønske det.

Astrid var i den grad overrasket og rystede derfor lidt på hovedet som hun spærrede øjnene lidt op. Havde Alaric blot snakket med Fyrsten af Erneyll? Hun var overbevist om at han havde været for høj på sin ide om at overbevise fyrstinden selv, at hun troede han kun ville have skrevet et brev til hende. Måske havde Astrid fået overtalt ham til at snakke med sin fader alligevel? Hun kunne ikke rigtig få tingene til at hænge sammen.

I modsætningen til tidligere snakke om giftemål, nikkede Astrid blot denne gang, som hun accepterede det valg der var blevet taget. Efteråret var til gengæld både lige om hjørnet og samtidig så langt væk. Hun så stadig ret så overrasket på sin moder, som hun fortalte at fyrsten af Erneyll havde fortalt noget om hendes besøg. Hvad i al verden havde Alaric fortalt sin fader? Hun tænkte ikke helt over hvad hun havde delt med Maria, tjenestepigen som havde været med på turen til Turmelinien. Hun var lidt i tvivl om hun turde spørge ind til hvad der var blevet sagt. Inden hun kunne nå at spørge ind kom udmeldingen om at hun ikke måtte se Alaric igen før brylluppet. Det startede en lille arrighed i hende. Hun følte for at skrige hvorfor hun ikke måtte se ham, men hun beherskede sig og rømmede sig lidt, ”Hvorfor må vi ikke se hinanden inden?” Spurgte hun hurtigt. Hendes blik var undrende. Det var tydeligt at dét spørgsmål var noget hun langt hellere ville have svar på, i forhold til spørgsmålet som fulgte efter ”Vil du uddybe hvad fyrsten har fortalt?” spurgte hun, stadig behersket. Hun kunne næsten lyde uskyldig, selvom hun udmærket vidste alt hvad der var forgået mellem de to. Men hvor meget vidste hendes moder?

Det var befriende at Astrid ikke lod til at skulle gøre dette til endnu en diskussion om at det ikke var tid til giftemål endnu. Verona priste sig lykkelig over heldet i uheldet ved Astrids tur nord på, i det mindste lid det til at hendes datter faktisk ville blive glad i sit ægteskab.

Veronas øjenbryn løftede sig en smule ved spørgsmålet, hendes øjne derimod viste at hun morede sig over spørgsmålet. "Astrid, vil du ikke være så venlig at fortælle hvad det var der skete på din tur op til prins Alaric?" Lød det som svar på sprøgsmålet om hvorfor turtelduerne ikke måtte ses. Det var tydeligt at Verona testede Astrid, for her var en enstående mulighed for at teste Astrids ærlighed, samt hvor meget hun stolede på sin familie. "Hvad fyrsten har sagt tager vi efter din fortælling"
For at stole på sin familie var noget hun ville få brug for når hun var fyrstinden, hvor meget det end lignede det så var det ikke noget der kunne bæres alene, ens families støtte ville blive uvurderlig.
Noget Verona havde opdaget senere end hun havde ønsket, og med Cordelias tåbeligheder var det vigtigt at holde sammen med dem der var de nærmeste i familien.

Hendes moder var lige til at læse. Hun vidste noget som Astrid ikke havde delt. Alaric ville umuligt havde delt noget som ville få dem til at skulle holdes væk fra hinanden. Det varede kun et splitsekund før hun var overbevist om at det måtte være Maria der havde sladret, men præcis hvad Maria havde fortalt, var jo stadig uklart. Astrid trak en dyb, lettere generet vejrtrækning. Endnu flere ting hun måtte holde for sig selv fremover. Det at fyrstens fortælling først ville komme efterfølgende, var også nervepirrende, for tænk hvis Astrid fik sagt noget forkert eller hvis fyrsten og Astrid havde hver deres fortælling? Hvem ville Verona så stole på?

Astrid valgte at dele brudstykker og prøvede at undgå for mange uanstændigheder i sin fortælling. Hun havde jo ikke lyst til at ’straffen’ skulle blive værrer. Med et enkelt blink begyndte hun at fortælle, ”Vi besøgte en af Erneylls miner, hvor vi sad fast i et jordskræd,” delte hun og prøvede lige at øjne hvordan hendes moder tog det. Der var jo chance for at det kun var uanstændigheder der var blevet delt og ikke alle de farlige ting.
”Alaric blev ved et uheld udsat for frygtfremkaldelsen,” delte hun. Hun håbede inderligt at hendes moder stolede på at det var et uheld at Astrids evne havde aktiveret sig over for Alaric. Astrid havde trodsalt ret så godt styr på sin evne, men der var bare enkelte gange hvor det glippede.
Astrid trak minimalt på et smil, som hun mindedes aftensmaden. Hun huskede ikke meget fra den aften og hun var måske blevet en anelse fuld. ”Vi lavede mad og spiste middag sammen,” fortalte Astrid dog i stedet. Hun havde jo ikke kunne huske præcis hvad der var sket den aften udover Alaric havde fortalt de havde kysset. For at være sikker på at hendes moder ikke havde spørgsmål eller kommentarer valgte hun at vente med at fortælle om dagen efter.

Verona lyttede uden at fortrække en mine, en skarp kontrast til før hvor det havde været let at læse at det var en test, men nu hvor testen var igang var der ingen grund til at gøre det let for Astrid, det ville ingen andre gøre senere. 
At de havde været fanget i et jordskred, var ikke blevet nævnt for hende. Det ville næppe være noget der ville ske igen, og ærligt ville hun næppe få meget ud af at påtale det for fyrst Iorvo. Selvom hun nok af princip var nødt til det på et tidspunk.
Der var ingen tvivl i Veronas sind om at Astrid fortalte sandheden om at det havde været et uheld at hun havde brugt hendes evne på prinsen, selvom Astrid næppe ville indrømme det var Verona sikker på at Astrid havde svært med at hun ikke altid havde fuld kontrol over hendes evne.

Et øjenbryn løftede sig kort over at de tilsynelande havde lavet mad sammen. At prins Alaric havde lyst til den slags undred ikke fyrstinden, men at Astrid havde var dog lidt mere besynderligt.

"Før du fortsætter, hvordan reagerede prinsen på din evne?" lød det endelig fra Verona, hun var ganske nysgerrig, især da det ville komme til at have meget at sige om hvordan de to ville kunne komme ud af det med hindanden, det ville næppe være sidste gang at sådan et uheld ville kunne ske.

Astrid satte pris på at hendes moder ikke foretrak en eneste mine. Det gjorde det lettere at komme videre i hendes fortælling. Det guidede hende dog ikke i om hun fortalte for meget eller tilstrækkeligt. Hun lagde dog tydeligt mærke til det hævede bryn over madlavningen. Astrid vidste jo der kun var Alaric, stalddrengen, Maria og hende selv til at lave mad. Eftersom Marias døgnrytme havde været helt ad helvedes til, spiste hun ikke med og var blevet bedt om at sørge for sig selv. Alaric var vant til at lave sin egen mad, dog med hjælp fra stalddrengen. Men nu hvor Astrid var til stede og det var mad til de tog, havde hun valgt at byde ind og hjælpe. Nok havde hun været gæst på besøg, men det var måske også begrænset hvor meget man kunne holde tilbage med at hjælpe, nu hvor Alaric kun havde en hånd.

Første svære spørgsmål blev så stillet. Astrid kneb læberne lidt sammen som hun huskede tilbage. Hendes moder burde være klar over at han selvfølgelig var blevet skrækslagen og hvad Alaric så, var da på ingen måde noget hun skulle sætte snuden i. For han så nemlig Astrid dø, hvilket havde indikeret at Astrid allerede der betød alt for Alaric.
Astrid var derfor overbevist om at det var hvordan han reagerede efter hvad han havde set. ”Han havde brug for at finde ud af at han ikke længere så sin værste frygt. Han frygter dog ikke mine øjne,” fortalte hun. Måske var det mere hvor vidt han faktisk ville se hende i øjnene igen, som moderen var nysgerrig på? Hvis Alaric ikke havde turde at se hende i øjnene igen, ville han jo risikere at miste Astrid, hvilket blandt andet var en del af hans frygt.

Som hun nu havde fortalt hvordan han reagerede valgte hun at fortælle videre om dagen efter. ”Så om morgenen gik jeg en tur rundt om huset. Jeg havde fået mareridt…” Lød det tænkende fra Astrid. Det at Astrid havde gået rundt i sin natkjole, var dog en tilføjelse som Astrid ikke følte var nødvendig at tilføje til historien. En anden tilføjelse hun valgte at holde for sig selv var at hun mødte Alaric på turen, de snakkede om aftenen inden, som hun ikke kunne huske, samt at hun blev lagt ind i hans seng af ham for at tage en lur. En helt sidste detalje, som hun på ingen måde ville dele var at hun, grundet sit mareridt, bad ham ligge ved siden af og rykkede over til ham, for at få varmen.
Hun sukkede som hun tænkte over resten af dagen, som nærmest blot bestod af et elverangreb i bølger. Hun skævede over på en stol over for Verona. Uden et ord satte hun sig. Det ville nok være klogest, hvis nu Astrid endnu engang skulle få det dårligt…

”Så vi begav os ud til en af de nærliggende skove, hvor Erneyll familien fælder træer…” Hun så kortvarigt ned på sine hænder som hun overvejede hvor meget detalje hun skulle lægge i det. ”Vi blev angrebet af skovelvere inde i skoven,” fortalte hun før hun hurtigt tilføjede, ”Der skete dog ikke nogen noget,” forsikrede hun sin moder. Der var simpelthen sket så meget den dag og alligevel ingenting. ”Vi blev også angrebet tilbage i hans hus… To af dem valgte vi at slå bevidstløse, så de kunne blive udspurgt senere…” delte hun. Hun havde dog ikke gjort meget andet end at bruge sin evne og sine styrker inden for bueskydning. Astrid huskede så hvordan Alaric ud af det blå smed sin skjorte, mens hun stod lige ved siden af. Hun huskede hvordan Maria havde revet hende væk fra Alaric, så det ikke skulle gå ud over hendes ’uskyldige’ øjne. Maria, som ikke havde vidst om luren inde hos Alaric, vidste selvfølgelig heller ikke at Astrid villigt havde hjulpet Alaric i en skjorte, og spurgt ind til de ar han havde.
Afstanden mellem hendes fine bryn blev lidt kortere, som hun overvejede hvordan hun skulle forsætte fortællingen, således den gav mening. Der ventede jo et skænderi, en forsøgt kidnapning og et bad at blive fortalt om…

Verona nikkede en enkelt gang til Astrids uddybning, en meget intetsigende gestus andet end at forklaringen var blevet anerkendt. Bag masken var Verona dog ganske tilfreds, hvis de to turtelduer skulle kunne holde ud sammen, var de nødt til at kunne se hinanden i øjnene på godt og ondt. Samt det var svært ikke at respektere end der var villig til at se sin frygt i øjnene.

Mængden af ulykker der tilsyneladende havde fuldt de to var overraskende høj, det var nærmest uhørt at skovelverne faktisk angreb nogen udenfor deres skove, så mængden af skovelvere der tilsyneladende blev ved med at angribe var overraskende og tydede på at en gruppering der ikke fulgte elvernes ledende råd. Nok lod skovelverne til at ville stå for sig selv, men de var ikke villige til at smide alliancen på bålet med sådanne tåbeligheder. Så meget var Verona sikker på.

"Bar elverne nogen former for emblemer eller andet der kunne være med til at finde ud af hvilken gruppe de var en del af?" Lød det andet spørgsmål fra frystinden.

Efter Astrid havde svarret fik hun en gestus til at fortsætte sin fortælling.

Der var ikke flere spørgsmål omkring uheldet med Astrids evne og Alaric, hvilket lettede Astrid. Hun foretrak ikke en mine, selvom hun var ret så taknemmelig. Jo mindre Astrid blev forhørt om detaljer, jo bedre. Der var alligevel så mange ting som man ikke kunne huske ordentligt.

”Nej, ingen emblemer. Men de så ret skravlede ud,” forklarede hun. Det virkede ikke som om de elvere de havde kollideret med, havde været en del af et almindeligt skovelver samfund. Sådan havde det i hvert fald ikke set ud i Astrids øjne. Generelt ville lige det spørgsmål nok have passet bedre mellem Fyrsten og fyrstesønnen af Erneyll – De vidste vel mere inden for det område?

Astrid så tydeligt Veronas gestus til at forsætte. Hun foldede sine hænder som hun kortvarigt så ned på dem, før hun så op mod fyrstinden. Med en forceret indånding forsatte hun så.
”Mens Alaric og jeg snakkede i et andet lokale vågnede de to bevidstløse og tog Maria til gidsel,” hun tænkte kort over hvordan hun skulle forklare at hun endte i samme situation som Maria. Det var dog nemmest blot at dele, hvad der faktisk skete. ”Prinsen og jeg kom op og skændtes, så jeg forsøgte at finde Maria. Alene.” Hun bed sig lidt i læben, ”Og jeg var ved at blive kidnappet af dem…”
Astrid afspejlede ikke frygt fra hændelsen, men derimod havde hun en fornemmelse af at Verona ikke brød sig om at Astrid havde været ude for så mange ulykker. Så mange ting der kunne have skadet hende eller i værste tilfælde dræbt hende. Selv før turen vidste Astrid at rejser ikke ligefrem var noget arvinger gjorde sig i, grundet faren for angreb, men nu efter besøget, var hun da helt sikker på at hun skulle have vagter til at våge over hendes eget afkom, når den tid kom.
”Prinsen fik dog befriet mig. Maria, stadig taget som gidsel fik teleporteret ned til mig og…” Astrid stoppede lidt i sine ord som minderne om hvordan hun fik dræbt elveren blussede op i hendes hukommelse. Kvalmen vækkede sig. Med sin ene finger kløede hun sig på halsen, samme sted som hun havde stukket elveren ”Og jeg dræbte elveren og blev sølet ind i dens blod…” hånden der havde været ved halsen, flyttede sig op for at massere panden blidt. Hun sukkede højt. Irritation, kvalme og hovedpine blev kun værre af tanken og at fortælle om det. Til gengæld var der noget i hende, som brændte for bare at få de sidste ting fortalt, så var det jo overstået! ”Så Maria tog mig ind til et bad og jeg bad om at få Alaric ind. Jeg følte mig ikke tryg og jeg var chokeret. Jeg tænkte mig ikke om,” Hånden løftede sig kortvarigt fra panden i et lille vift, som skubbede hun belærende kommentarer fra sig. ”Maria gav ham bind for øjnene og jeg holdt ham bare i hånden,” forklarede hun før hun satte begge hænder på skødet og lænede sig tilbage i stolen. ”Efter badet snakkede vi og så tog vi hjem,” fortalte hun og trak på skuldrene. Kvalmen var begyndt at lægge sig igen, men hovedpinen hang stadig bag øjnene.

Verona nikkede kort til beskrivelsen af elverne, det lød til at være nogle der havde vendt deres folk ryggen, men det var tydeligvis noget hun var nødt til at tage op med Iorvo. Han ville nok næppe tage imod hendes hjælp men det var et problem når det tilsyneladende ikke var sikkert at lade folk tage på besøg i Turmalinien.

Hun vidste godt at Astrid havde været i fare men hele måden elvermisæren havde udviklet sig  løb hende koldt ned af ryggen. Bevares de var kommet godt igennem det men det virkede som en noget nonchalant måde at holde folk fanget. 
Dog kunne Verona ikke holde en mors bekymringer helt væk fra ansigtet som det var tydeligt at Astrid var påvirket af situationen. Uden ord rejse fyrstinden dig og lagde en hånd på sin datters kind "Det er aldrig let at tage et liv, noget det aldrig bør være" lød det med et lille smil, åh hvor hun ville ønske hun kunne skåne sine børn for den slags men det lå ikke kortene for dem af Isenwald...

Verona kommenterede ikke på hele delen med badet, Maria havde allerede talt hendes ører halvt af om at det var sket og hun havde gjort sit bedste for at sikre mod at der skete noget! Men for hende sagde det så meget mere at hun var villig til at være sårbar i en andens selskab.

Med historien slut fandt Verona sin plads igen og så mod Astrid der lod til at have fået det lidt bedre igen "Er der mere at tilføje eller vil du komme med dit bud på hvad fyrsten har skrevet?"

Den blide hånd mod Astrids kind, fik hende til at se op mod sin moder. Hun følte i den grad at den blide berøring straks tog meget af anspændtheden fra hendes krop. Uden helt at tænke over det, fandt hendes hånd frem til Veronas håndryg. Gjorde ikke noget, men blot det at Astrids hånd var oven på, kunne det hentyde til at hånden gerne måtte blive der. Bare lidt endnu. Et lille smil trak sig på Astrids læber, for hun hørte tydeligt hendes moders kloge ord, men det var i den grad svært at svare på. ’Ja det ved jeg’, ’Tak’ og ’Det ændrer ikke på hvordan jeg har det’ var alle ting der ikke var passende at sige. Men smilet viste i hvert fald en taknemmelighed.
Hvis Verona ikke trak sin hånd væk selv, ville Astrid blidt trække hendes hånd af kinden, før hun ville slippe den.

Spørgsmålet Verona stillede bragte en usynlig nervøsitet over på Astrid. Fortælle mere eller komme med et bud på hvad fyrsten havde skrevet? Begge dele var noget hun faktisk ikke ville. Der var jo ikke rigtig mere at fortælle, som Astrid regnede med ville have været fortalt eller skrevet? Derudover var mange af ting alene på turen hjem fra Turmelinien blevet glemt.
”Jeg har ikke noget at tilføje – Vil du ikke fortælle hvad fyrsten har skrevet?” fik hun svaret, langt mere almindeligt i tonen end meget af det hun ellers havde sagt.

Som Astrid fjernede Veronas hånd gav hun sin datters hånd et klem, et klem bærende en moders løfte om altid at være der hvis nøden skulle komme. Verona håbede af hele sit hjerte at hendes børn vidste at de altid kunne komme til hende.

Verona rettede lidt på sig som Astrid ikke havde mere at tilføje "Fyrst Iorvo skriver om meget af hvad du har fortalt, om den glæde han har kunnet mærke fra sin søn på ny, men også om hvordan det er blevet set at Alaric har båret rundt på dig kun iført natkjole, samt en understregelse af at i har sovet samme" hvordan præcist fyrsten havde fundet ud af at de to havde delt seng vidste Verona ikke, men ud fra hvad Astrid havde fortalt lød det ikke usandsynligt at det kunne være sket.
Før Astrid kunne protestre fortsatte Verona, løftende en hånd for at vise at hun ikke tolererede kommentarer der. "Astrid, jeg stoler på at du ikke har lagt med ham, men at Iorvo ved at i har delt seng betyder at andre også vil kunne finde ud af det, og jeg nægter at dit ry skal være blakket af noget så tåbeligt, det er tydeligt at du holder af Alaric og jeg ønsker at du kan være glad sammen med ham. Men du er Isenwalds arving og vi er nødt til at sikre dig bedre kår end jeg havde" Der var ingen der skulle pege skam mod hendes datter, som Cordelias skam var blevet vendt mod hende.

Det blide klem på hånden gav en lille ekstra tryghed. Det var rart endelige at have sin moder hjemme. Det var i den grad noget hun havde manglet. Ja førhen havde det jo tit været Astrid der skulle tage skraldet. Selvfølgelig havde Alexander ikke været hjemme i lang tid, men hun havde stadig skulle tage sig lidt af Astrid, når hun ikke følte tjenestefolkene var nok.

Astrid forholdt sig umiddelbart neutral på den første udmelding. Hun blinkede dog lidt overrasket over detaljen med natkjolen og at de havde sovet i samme seng. Havde Alaric fortalt det til Iorvo. Det kunne han vel ikke finde på, kunne han? Astrid ville selvfølgelig gerne forklare at det ikke var noget alvorligt, og at det havde været hende der var gået udenfor i kulden, tidligt om morgenen, for at få tankerne væk fra et mareridt. Hun havde trodsalt været lidt uheldig, at Alaric kom hjem næsten samtidig med at hun var gået ud. Så insisterende som han havde været bar han hende indenfor, og der havde ikke været noget hun kunne gøre ved det. Luren i hans seng havde jo også været noget så uskyldig, men set udefra kunne det jo sagtens have set forkert ud.
Den løftede hånd fik Astrid til at stramme læberne lidt som hun tålmodigt ventede på en videre tale. Hvert et ord der kom fra hendes moder gav jo helt fin mening. For Astrid vidste jo ikke engang selv hvordan Iorvo havde fået det at vide, og det kunne da være lidt bekymrende ikke at vide hvordan han havde fået det at vide, hvor hvem havde fortalt det og havde personen sagt det til andre?
”Det er klart og helt forståeligt,” lød det fra Astrid som overvejede situationen lidt. Hendes mor havde i den grad ikke haft den letteste fyrstinde tid, eftersom Cordelias skam blot var blevet hældt direkte over på hende - noget de alle vel håbede stoppede inden Astrid skulle til. Jo før det stoppede, jo bedre.
Hvordan kunne man bedst muligt komme uden om at Astrid og Alarics forhold blev mistænktsomt? Det varede dog ikke længe før der kom en ide frem i hovedet på arvingen. ”Det kunne måske være en ide, at Alaric og jeg blev velsignet af Droningen til Midsommerballet?” hun luftede ideen og foldede sine hænder på bordet. Hun var helt klar på at skulle forklare hvorfor det ville være den bedste ide – udover at det gav hende mulighed for at se Alaric inden brylluppet.

Det var som en sten lettede fra Veronas hjerte som hendes datter ikke valgte at modsige hende, det ville være svært ikke at være medgørlig når det handlede om at gøre hendes børn glade. Ærligt ville hun ønske at hun kunne sikre sig at sine børn altid var glade, men det tillod den verden de var født ind i ikke, hvor meget end Verona måtte ønske det.

Astrids foreslag fik dog fyrstindens øjenbryn til at have sig en smule, det gik direkte imod hvad der var blevet pålagt fra starten, men dog havde det potentiale. "Hvordan tænker du at det ville hjælpe?" spurgte hun. Verona havde allerede nogle idéer til hvad det kunne gavne, men det ville være godt for Astrid at øve sig i at forklare den slags, at kunne fortælle sine ønsker så det passede med andres ville blive utroligt brugbart som fyrstinde. Så jo hurtigere hun fik styr på det, jo bedre ville Astrid stå i fremtiden.
I det mindste ville Erneyll familien være interesseret i at Astrid stod stærkt, da det ville hjælpe dem ligeså.

Astrid trak sig et lille smil, som det lød til at hendes moder var nysgerrig på ideen. Det at ideen ikke bare blev fejet af vejen, var allerede en sejr for hende.
”Eftersom det er i efteråret vi skal giftes, ville det være mistænkeligt hvis Alaric og jeg ikke blev velsignet af Dronningen til Midsommerballet, eftersom alle gerne vil have deres trolovelse velsignet,” startede hun med at forklare, ”For et ægteskab i efteråret, uden en velsignelse, må vel være et hurtigt arrangeret ægteskab, ikke?” prøvede hun at uddybe. Var trolovelsen først arrangeret efter Midsommerballet var der jo ikke mulighed for at få en velsignelse af Dronningen.
”Og ved at blive velsignet, viser vi også vores opbakning og tro til Dronningen, hvilket er noget Krystallandet godt kunne have brug for at få genopfrisket,” afsluttede Astrid med et blik, som viste at hun var overbevist om at hvad hun fortalte, var mere end rigelig begrundelse. Cordelias rod med Kiles Orden skulle jo helst blive rettet op på, og alt der kunne rette op på det, blev taget imod med kyshånd.

"Det er rigtigt at det nok ville være en skam, ikke at udnytte at dronningen har tænkt sig give sin velsignelse i år" Verona så tænksom ud. Det var ikke ofte at dronning var den der stod for at give velsignelsen til midsommer ballet, men det var godt at vide at Astrid havde fulgt med i hvad der skete omkring dem i landet.  "At kalde det et hastigt ægteskab er dog at gå lidt langt, anelange trolovelser hører mere til legender og historier end virkeligheden" Kommenterede hun, selvom det var meget fint når det kunne lade sig gøre, så ændrede tiderne sig hurtigt.

Men fyrstinden kunne ikke ladevær med at se fornuften i det, det kunne fint være med til at give Isenwald lidt mere velvilje, hvilket faldt på et meget tørt sted. "Så lad gå, jeg vel forsøge at overtale fyrst Iorvo, men jeg vil ikke love noget endnu" selvom Verona forventede at Erneyll fyrsten nok ville være til at overtale. Et lille smil fandt hendes læber "Jeg skal nok fortælle når der er noget mere håndgribeligt"

Astrids øjne hvilede på sin moder, som hun tænkte over det forslag, som Astrid havde stillet hende. Det virkede umiddelbart til at forslaget blev taget godt i mod. Det, at Verona umiddelbart ikke mente, at et ægteskab i efteråret uden velsignelse ville være et hastigt ægteskab, fik Astrid til minimalt at knibe øjnene sammen. Astrid mente bestemt ikke hun havde hørt mange der blev gift fra den ene måned til den anden. De fleste havde det planlagt i hvert fald nogle måneder – ikke? Hun lod det dog ligge og trak et lille smil.

Smilet blev en anelse bredere, stadig værende et lille smil, som Verona fortalte hun ville gå med til at forsøge at overtale Fyrsten af Erneyll. ”Jeg ser frem til din tilbagemelding,” lød det fra Astrid, som kort efter lagde an til at rejse sig. Hun regnede ikke med at der var mere på moderens hjerte. Hun ventede dog med at rejse sig, til hun var sikker. Bød moderen ikke ind med mere, rejste hun sig og ville begynde at forlade lokalet. Små sommerfugle spredte sig hurtigt i maven. Hun ville kunne se Alaric inden brylluppet, og det glædede hende.

Måske var Verona lidt for sød ved sine børn, men glæden skjult i det lille smil var mere end nok til gøre besværet det værd. Astrid havde virket til at have langt mellem smilene siden de var blevet hovedfamilien, så at trylle et frem fra noget der ellers ville have skabt brok var magisk på sin helt egen måde. 
Astrid trak sig og Verona fandt pen og papir, der var et brev der skulle sendes.

Lidt over en uge gik før der kom svar tilbage fra Turmalinien, Fyrst Iorvo var gået med til at lade de forlovede mødes og modtage dronningens velsignelse. Astrid skulle nok få besked om at hun ville se Alaric den ene gang inden deres bryllup midt i oktober.
De  to fyrste familier var blevet enige om at der ville være en jagt inden brylluppet, der ville være med til at velsigne dem.  

Lidt over en uge senere blev Astrid mødt af gode nyheder. Astrid og Alaric ville kunne mødes til midsommerballet inden deres bryllup i efteråret. Det var tydeligt at det opmuntrede Astrid utrolig meget. Nogle af tjenestefolkene ville endda hviske om at de havde set hende smile - og ikke engang sådan et falskt smil. Derudover snakkede hun også en del med Hannah Hall, Astrids tætteste tjenestepige, om at skulle få bestilt en kjole hos sin broders skrædder i Dianthos. Hun var jo så dygtig, havde Alexander pralet med. Visuelt vist hvordan man ikke kunne se nogle sting. Målene til kjolen kunne jo lige så godt blive taget når hun alligevel skulle til midsommerballet og nok ville blive der nogle dage i træk. 
Selvfølgelig skulle der være en jagt til deres bryllup - ellers var det vel ikke et Isenwald bryllup! Hun var bare spændt på hvordan Alaric ville bære sig ad til sådan en jagt. En manglende hånd gav jo ikke ligefrem en fordel! De havde trodsalt også reddet om kap et par gange, og hver gang havde hun vundet. Ja, og så kunne han jo ikke spænde en bue ud. Og det med at holde et spyd og styre hesten samtidig var måske også lige lidt meget med en hånd... Med mindre der måske fik lavet et specielt stykke udstyr til ham?
Astrid sørgede for at skrive sin ide ned og sendte den afsted til en af smedene i Fredskilde. Forhåbentlig var opgaven ikke for besværlig og Alaric ville kunne deltage på bedste vis, uanset hvilket våben han valgte at bruge til jagten.
Nu talte hun bare ned.