Nede i dybet af havet, lå Dorianna og betragtede hvordan små skygger af både sejlede forbi. Hun kunne se på bådens type, og hvordan den bevægede sig frem, om det var nogen hun skulle tage sig af eller om det bare var uskyldige individer der var på tur. Hun var faktisk næsten ved at falde i søvn, sådan som hun lå på havets bund. En rokkende båd fangede dog hendes blik, og hun valgte at svømme op mod overfladen. Da hun nærmede sig de sidste par meter af vandet kunne hun høre tre mænd sidde og råbe ad hinanden. Hun havde en stærk fornemmelse af de var blevet uenige om et eller andet med nogle penge. Med cirka 20 meters afstand til båden, lod hun sine øjne komme over vandoverfladen, mens hun betragtede mændene. Den ene af dem var helt rød i hovedet, så arrig han var. Han stod op og pegede ned i båden mens han trampede lidt i den. Han skældte tydeligvis en anden sømand ud, som også stod op. Denne så dog uforstående ud og snakkede lidt mere roligt, men stadig arrigt til den rødhovedet sømand. Den sidste sad ned bagerst og prøvede at bryde deres samtale ved at sige deres navne og fortælle dem, at de kunne diskutere når de kom på land, og at alt var i skønneste orden, mens de alle tre alligevel sad ’fanget’ i båden.
Med et råb og nogle hurtige bevægelser blev en kiste samlet op fra skibets bund og kastet i retningen af Dorianna, som straks flygtede væk fra den flyvende kiste, om bag en nærliggende klippe. Et højt plask lød, som kisten ramte vandet og begyndte at synke til bunds. Hvad var det for en opførsel at have over for havet?

”Så I det?” Lød en halvsnøvlende hæs stemme.
”Det var en pige, ikke?” Svarede en anden mere skinger stemme.
”Hvad skulle en pige lave ude på havet? Hun må da være havfrue!” råbte den rødhovedet mand.
”Der findes ikke havfruer, nu må du holde op!” Lød skinger stemme igen.
”Men hun havde da en hale. Havde hun ikke?” Kom det fra den halvberusede mand.

Opdaget... Så var der vel ikke meget for, og hun begyndte at synge noget så fortryllende. Der gik ikke længe før hun kunne høre mændene blev yderligere interesseret. Hun valgte derfor at forsætte med sin sang, som hun roligt svømmede frem fra sit skjul bag klippen. Den rødhovedet man satte sig ned på knæ helt tæt op af bådens kant for at kunne se hende i øjnene mens hun sang. Som hun langsomt og hypnotiserende nærmede sig, blev hendes udseende langsomt mørkere og mørkere. Det næsten hvide hår endte med at blive sort, og halen en mørk blå. Huden blev mere blå end den tidligere lyserøde og varme hudfarve. Øjnene skiftede fra lyseblå øjne, til dybe lillae. Hendes krop blev længere og hendes former ændrede sig, til en større barm og bagdel, og talen snoede sig mindre.

”Er du en havengel?” Lød det helt drømmende fra den rødhovedet mand. Hun forsatte bare med at synge, som hun nu var helt oppe af bådens kant. Hun placerede sine nu lange tynde fingre, med de mørke, sylespidse negle på bådens rand, inden hun langsomt hev sig op og tættere på sømandens ansigt, stadig syngende.
Hendes næse var ikke mere end nogle centimeter fra hans og langsomt begyndte hun at synke tilbage i dybet. Centimeterne ændrede sig ikke, som Sømanden langsomt bukkede sig længere og længere ned mod vandoverfladen. Lige inden hendes øjne kom under vand, lagde hun forsigtigt hænderne om hver sin side af hans kæbe.

Så snart hans næse ramte vandet, hev hun til, og med et kraftigt slag med halen slog hun til båden, så den fløj op i luften med de to resterende mænd.
Mens de to mænd var flyvende i luften, trak hun den rødhovedet mand under dybet uden at synge længere. Det varede også kun et øjeblik før panikken spredte sig i hele hans ansigt, som han indså han var i hænderne på en ret så farlig havfrue. Hun smilte bredt til ham, hvilket viste nogle sygeligt spidse tænder. Maden prøvede at skrige, men vandet kvalte alt lyden. Med et satte hun tænderne i ham og inden længe havde hun flået hans lemmer af hans krop.

De to mænd var i mellemtiden endt i vandet, væk fra båden og var begyndt at svømme mod Krystallandet i håb om at nå kysten, inden hun kom efter dem. Hun lod dog de afrevne lemmer flyde i det nu blodrøde plet i midt i havet. Hun valgte hurtigt at skifte kurs mod det nærmeste menneske som hun hev under vandet, ved at trække ham i hans paniske ben. Denne skreg ikke under vandet men var helt overrasket og skræmt, hvilket var tydeligt i de gule øjne. Denne valgte hun at holde levende, mens hun med kraftige ryk, af både hendes arme og hale, fik vredet hans arme af led for efterfølgende at sende ham op til overfladen, med hovedet opad, så han kunne trække vejret lidt endnu. Hun skulle jo have en at lege med.
Hun forlod manden med de nu ubrugelige arme, inden hun med et elegant ’delfin hop’ sprang op i luften for kort efter at lande i vandet igen. Straks var hun ved den sidste mand. Denne valgte hun blot at bide hånden af, mens han i smerte prøvede at svømme væk fra hende, og sparke hende af.
Så snart hun fik hånden slap hun ham og lod ham se hende, med hans hånd i munden. Han var skrækslagen det varede ikke længe før han begyndte panisk at svømme ind mod kysten igen. Dette lod hun ham gøre.

Hun vendte nu sin opmærksomhed mod den halvt invalide mand, og spiste et par fingre på vejen tilbage til ham. Hun slap den gnavede hånd et par meter fra ham. For efterfølgende at trække sømanden under vandet. Hun så ham i øjnene, kort med blide søde øjne. Hun gav ham et intenst kys inden hun begyndte at spise hans læber.

…

Et større område i havet var nu fyldt med blod, og enkelte skeletter var faldet ned på bunden, der hvor Dorianna tidligere havde holdt vagt. Betragtede man blodpletten på afstand, ville man kunne ane en lang mørk havfrue, svømme væk fra gerningsstedet. Det var først senere, når Dorianna var sikker på hun var helt ude af syne, blandt højtstående alger, at hun lod følelserne falde på plads, og vendte tilbage til sit normale, søde og bedårende udseende. Ud af algerne kom den sødeste havfrue nogen længe kunne have set. Hun havde langt sølvhår, en hale af samme farve og de lyseste, kære og ret så store øjne. Hun svømmede nu mod Aquarin, for at gøre sine indkøb.