Inspiration til Tøjet

Timber havde fået en del mere medvind siden han havde forkludret jobbet som livvagt for en sortelver. Han havde brugt tid i Dianthos og efter at have hængt en del på kroerne, drukket sig fuld, og lavet minimal ballade var han blevet spurgt om han ville tage arbejde som lejesvend.
Arbejdet var ret simpelt til at starte med, opkrævelse af penge folk skyldte og lignende. Over en periode på omkring to måneder begyndte han så at få flere og mere krævende jobs fra den købmand som havde ansat ham. Købmanden var fra nogle ret fjerne ejne, han var en særlig mand med en del interessante finurlige træk og holdninger.
Hvis man mødte købmanden var det ikke til at fornemme at han var en skruppelløs handelsmand, da han virkede som en rund og ret blød mand der altid smilede. Timber havde dagen forinden fået et job til at være livvagt for denne købmand. Han var blevet givet noget pænere tøj end han normalt gik i, det bestod af en løs tunika og bukser som var snørret sammen omkring hans læg og underarme, derudover var der noget ekstra stof udover, en form for skulderkappe men med et hul til armen. Det hele var bundet ind med et bælte. Langs den venstre side hvor kappen sad var der spændt en lang kniv fast.

Efter forhandlingerne var ovre, fik Timber at vide at der ikke var mere arbejde de kunne give ham. Han var nu blevet mere kendt i de lag købmanden færdedes i, og derfor var det ikke muligt for ham at gøre brug af ham mere. Timber blev betalt en hæderlig sum og fik tøjet med som en ekstra gestus, da det alligevel var lavet specifikt til hans størrelse og det var ikke det nemmeste at finde en anden der kunne passe det.

Så nu stod Timber, ude foran et af de mange huse med fronten mod markedspladsen. Den lille pose med penge han havde fået stod han med i hånden i lidt tid, før han pakkede den ind i tøjet og gav sig til at vandre ned igennem markedspladsen. Han ryggen ret og hovedet højt. Måske tøjet han havde på ikke var det fineste, men for ham var det en stor ting, og det gav ham lidt en anden holdning. 
Han gik fra bod til bod og kiggede på ting, spekulerede over om der var noget af værdi at købe. Han endte ved en bod der lod til at sælge smykker. De så ud til at være lavet i guld, og han tænkte han kunne købe nogle nye ringe til hans øre, men da han samlede en af ringene op og studerede den kunne han mærke hans fingre brænde, og han begyndte at råbe af manden. "Det her er ikke guld!? Du prøver på at snyde os... Jeg burde brænde din bod og fodre dig med dine egne smykker!" Han stod arrigt og lænede sig ind over boden og manden på den anden side, hans hånd lagde på hans kniv under kappen. Det var nok tydeligt at se, og i hvert fald at høre, at han var arrig på de blodårer ved hans hals som var blevet lidt større.

Det var ikke mange dage siden Meena var ankommet til hovedstaden, Dianthos, i ledsagelse med den ældste af Kazimi døtrene, Kaatima. 3 dage for at være hel præcis, og selvom de på rejsen fra Balzera havde gjort flere hold, så havde restløsheden ikke helt forladt Meena’s petite skikkelse.
Det var derfor også på aftale med hendes søster, at hun havde fået lov til at strejfe lidt rundt i egen hånd i Dianthos gader, men naturligvis med strenge instrukser om at være påpasselig og undgå den nedre del af byen.
I klædt i lyse hør klæder bestående af; bukser, en lang overdel der stoppede lidt over knæet og med slidser i begge sidder op til hoften. Et brunt stof bælte var bundet omkring livet og over overdelen var en lille pynte vest med brunt broderi. Klæder der ikke afslørede hendes status i samfundet, men alligevel fik hende til at skille sig ud fra mængden med den atypiske beklædning. Kun den tynde guldring på venstre lille finger, de mange guldøreringe og guld septum piercingen prydet hende som eneste smykker, af hvad man kunne se med det blotte øje.

Markedet her i Dianthos var noget ganske andet end det i Balzera, ikke alene var det mindre, men solen kastede heller ikke farverige skygger af sig fra den regnbue af solsejl, som blev hejst for at skærme mod Rubiniens skarpe sol. Markedet her havde dog alligevel sin egen charme, og selvom eftermiddagstimerne nærmede sig hastigt, summede det stadig af liv.
Nysgerrigt tog hun det hele ind, som hun bevægede sig fra bod til bod for at se om noget kunne friste. Undersøgende vendte og drejede hun et lille smukt udskåret træskrin mellem hænderne, da en højrøstet stemme brød gennem markedspladsen med beskyldninger og trusler.
Med et høfligt smil mod ejeren til den bod hun stod ved, lagde hun skrinet fra sig igen og takkede pænt for kigget.
Følgende lyden af den utilfredse person, nærmede hun sig målrettet boden han stod ved. Til hendes store overraskelse landede de brune øjne på en næsten to meter høj, brun ork udseende person. Forbavselsen rodfæstede sig i hendes blik, inden hun med for megen stirren trådte nærmere og slog blikket ned på de mange smykker. Ikke længe efter fulgte hendes fingre, som hun løbe over nogle af smykkerne, hun havde ikke behøvet røre mere end et før det sladrede sin kvalitet til hendes indre.
Med en fin lys stemme, fuld af en syngende accent, som selv overfor en blind ville afsløre hun var en datter af Rubinien sagde hun roligt ”Det var en lidt voldsom måde at give ham en lærestreg på, syntes de ikke??” hendes ord var tydeligvis ikke henvendt til svindleren, men der imod manden der allerede var klar på at trække sin kniv. Med ordene fulgte hendes blik i retning af ham, og uden stor diskretion lod hun det søge rundt op mod ansigtet, som ledte hun efter noget.



[Link til tøj]

Manden han stod med blev mere og mere bange som Timber hævede stemmen og nåede længere og længere med hans trusler. Han strakte armen frem for at gribe fat i mandens krave men han undved så Timbe stod blot og lænede sig endnu mere frem. Han trak ikke sin kniv, slet ikke da han blev afbrudt af en lys og melodisk stemme som pludselit skar igennem hans egen og stoppede ham havlt i hans aggressioner mod den svindlende købmand. Han rettede sig derfor op og kiggede ud i luften i retning af lyden og forsøgte at se lyden. Han flyttede langsomt sit blik ned ad indtil han så den unge kvinde som stod over ved boden.

"Det ved jeg nu ikke! Hvis det var guld, så ville det være sikkert!" Han havde før hørt om folk der spiste guld, og vidste det blev brugt til tænder så det måtte vel være sikkert at indtage. Han sagde selvfølgelig ikke noget om at han vidste at smykkerne han stod med var sølv, fordi det måske kunne afsløre at han var varulv. "Men hvad synes du så ville være en korrekt straf for den slags slesk, udnyttende snydepels!?" Timber var tydeligvis stadig vred over at nogen havde forsøgt at snyde ham, og selvfølgelig var det også fordi han havde brændt sig på fingerspidserne på sølvet. Det var dog ikke noget der kunne ses eftersom det allerede var healet igen grundet hans evne. Han vidste ikke helt hvorfor han talte til denne kvinde han stod med.

Han lagde mærke til hvordan hendes øjne søgte rundt på hans ansigt, og han vidste ikke hvad pokker hun havde gang i, men det virkede ret så uhøfligt. Han valgte derfor at gengælde det ved det eneste han lige kunne tænke på, og han lod hans øjne glide fra hendes ansigt og ned til hendes fødder og så op til hendes ansigt igen, før han spurgte hende. "Er der noget på mit ansigt?" Han virkede ikke helt så arrig som før, nu var han nok bare mere forvirret. Han virkede endda nok mest som om han havde glemt svindleren, da han blev distraheret af hende.

Selvom hun vidste at manden overfor hende talte sandt, det var ikke guld der blev solgt i boden, lod hun alligevel sine arme krydses over brystkassen, som et udforende glimt spillede i de brune øjne ”Men kan du bevise han snyder? Det ligner jo mistænksomt meget guld”.
Armene faldt ned langt hendes sider igen, mens hun drejede sig mod ejeren af boden med et høfligt smil ”Har de en fil? Hvis smykkerne er hvad de påstår de er, så vil de vel ikke have noget imod at bevise det?" Før han kunne nå at svare, havde hun rakt en ring, som tilsyneladende skulle være massivt guld frem mod ham.
Manden begyndte at små mumle lidt utydeligt, hvilket kun gjorde hendes blik mere insisterende. Modvilligt tog han imod smykket og fandt en lille fil frem, som han knapt lod røre metallet for ikke at slide gennem gulvbelægningen. ”Det kan de vist gøre bedre, hvis de vil bevise overfor herren her, at de ikke er en svindler” ved herren slog hun hånden ud mod Aethelwulfs skikkelse. Nok havde hun ikke svare på hvordan hun syntes manden skulle straffes, men det stod ganske klart at dét her var straffen. At købmanden nu var tvunget til at afsløre sig slev, som der efterhånden var kommet flere nysgerrige blikke til omkring dem.

Smykket viste sig som forventeligt at være ikke andet end forgyldt sølv. Enkelte af dem som var stoppet op nær boden, havde tydeligvis været kunder af manden, som den ene verbale lussing efter den anden faldt ned over ham, som det blev klart at også de var blevet snydt.
Opmærksomheden blev lagt tilbage på halvorken, endeligt besvarende på hans andet spørgsmål, og uden den store indpakning trak hun på de spinkle skuldre, som havde det ikke været en stor ting at hun havde begloet ham så åbenlyst ”Du mangler dine orker tænder” svarede hun mens hun vippede hovedet på sned, endnu en gang kiggende på hans mund efter tegn på to hvide spyd, der ville bryde frem. Uden held.

Han var ikke helt tilfreds med at hun blandede sig i situationen. Da hun stillede ham et spørgsmål, om han kunne bevise det kiggede han undrende på hende, selvfølgelig kunne han det. Han kunne da bare skære hårdt nok i den med en kniv, det skulle nok vise sølvet. "Ja jeg..." Hun lod ham ikke rigtigt tale færdig før hun allerede havde henvendt sig til købmanden...
Han havde sgu ikke været smed for ingenting, han vidste jo det kun var et lag af guld, og han vidste sgu lidt om at ridse metal, ikke fordi han havde arbejdet med guld.

"Det var lige hvad jeg var ved at sige... Eller jeg ville foreslå en kniv." Fik han sagt ret hurtigt. Hun skulle fandme ikke tro at hun var den eneste der var smart nok til at finde på den slags. Det var ikke fordi det faldt ham ind at han sagtens kunne virke en smule uintelligent ved først at sige det efter hun havde sagt det.
Da kvinden pegede på Timber lænede han sig frem indover manden, det var ikke første gang han var blevet gevet en sådan gestus, og han vidste at det betød at han nu skulle gøre sit bedste for at virke skræmmende. Hvilket også betød at han spændte mere eller mindre alle muskler så han gjorde sig så stor som mulig.

Han kunne godt se at manden nu var straffet, han mente stadig han fortjente værre. Mindst nogle slag for Timbers svige og smerte, som godt nok var væk for længst. Da kvinden svarede på hvad det var der var med hans ansigt kiggede han lidt på hende før han åbnede munden en smule og de stumpe stødtænder kunne ses. "De er lige der." Han filede dem selv ned i et dårligt forsøg på ikke at blive genkendt som halv-ork.

"Nå men nu hvor du blander dig sådan i min shopping, og fremstår som så kløgtig og vidende... Så burde det vel være dig en smal sagde at hjælpe mig med at finde nogle guldsmykker?" Hans ord var en smule spydige omkring det med at være kløgtig og vidende. Nok mest fordi Timber godt vidste han ikke var den klogeste, og selvom hun aldrig havde sagt noget følte han at hun havde kommenteret på hans intelligens og kløgt.

Det havde været med et ’ja ja, spil nu bare med’-blik at hun havde affejet hans kommentar nonverbalt, omkring at han ville have forslået samme bare med en kniv i stedet. Det var jo underordnet, som hun jo var i færd med på en mindre hulemands agtigt facon, at lade købmanden selv afsløre sig selv.

Den åbne mund afslørede de nedfilede tænder. Det fremstod ikke som at de var knækket naturligt, men at se var filet ned naturligt og alene tanken om hvor ondt det havde måttet gøre, fik hende til at trække en svag grimasse i af den fiktive smerte der skød gennem hende. Ubevidst kørte tungespidsen over hendes egne tænder som ville have været stødtænder, ville hun have været en ork.

I et lille nik drejede hun en kvart omgang omkring sig selv, før hun begyndte at skridte imod nogle andre boder, som solgte smykker. Hun kastede blikket over skulderen, tilbage mod ham ”Kommer du med eller vil du stå og blomstre der resten af dagen?” et smådrillende glimt lagde sig i øjnene, som smilet nået dem med lethed. Trods hendes statur, gik hun i et overraskende hurtigt tempo, uden det fremstod forhastet eller fremtvunget. Fulgte han med hende, ville hun kastet blikket kort op på hans ansigt og ganske barmfrit spørger "Filer du selv dine tænder ned? Og hvorfor, du er da en halvork ikke?".

Han var ikke glad for det blik hun sendte ham. Han valgte dog at ignorere det fordi det gik jo som det skulle. De fik manden straffet.
Han lod hende blot kigge efter ham i munden, for ham betød det ikke ligefrem noget at hun stod og stirrede ind. Han lagde godt mærke til grimassen der fandt vej på hendes ansigt. Han tænkte ikke selv over smerten længere når han filede tænderne. Det var bare en normal ting for ham selv.

Da hun ret hurtigt valgte at være flabet overfor ham med at kommentere på at han ikke fulgte med hende med det samme. Han havde jo bare ikke regnet med at hendes gang betød at hun accepterede. Han havde simpelthen ikke lige lagt mærke til hendes nik. Det var også derfor han ret hurtigt trampede efter hende, og på vejen hen til hende svarede han så på hendes spørgsmål ret så hurtigt. "Ja, fordi ellers er det utroligt tydeligt jeg er halv-ork." Han vidste godt at hun jo allerede havde konstateret det, og han vidste også godt at han ikke kunne skjule det.
Der var egentligt ikke så meget mere at fortælle om det, man ville måske tro at han kunne nøjes med at file dem ned en gang, men nej hans regenering gjorde at den langsomt groede ud igen, men det var også grunden til at han havde utroligt pæne tænder.

Da han nåede op til hende, havde han bestemt sig for at hun ikke skulle slippe afsted med hendes tidligere kommentar om at han stod og blomstrede. Han greb derfor ud efter hendes talje med begge hænder så han kunne løfte hende op og skynde sig hurtigere frem før han satte hende ned igen.

En næsten ikke synlig rynke satte sig i den brune pande, som han besvarede hendes spørgsmål om hvorfor han filede tænderne ned. Han havde brun hud, stik modsat de andre halvorkere hun havde set på Balzera’s havn, men der var andre træk som afslørede ham, selv uden de små hvide spyd til at pryde hans ansigt.
Så det var vel lidt i overkanten at file sine egne tænder ned, medmindre at folk i Dianthos ikke var de skarpeste til og antog ham for at være andet?

De fyldige læber gled en anelse fra hinanden, som hun skulle til at kommentere på hans svar, men alt der slap fra hende vat et højlydt gisp. De store hænder havde intet problem med at nå rundt omkring hendes liv. Før hun vidste af det forsvandt den brostensbelagte gade under hendes fødder.
”Hvad i Zaladin’s navn laver du?!” snappede hun overrasket med opspærrede øjne.
Øjnene blev ikke mindre som fødderne igen mødtes med jorden, i stedet var de rettet op mod hans ansigt, mens hun stillede sig med fronten til hans ”Du kunne i det mindste byde på et glas vin, før du bare rør ved en kvinde..?!” lød det små skarpt, men i en rolig stemme. Hun kunne have hævet stemmen, måske endda forsøgt sig med en lussing over hans pludselige løft, men det ville trække uønsket opmærksomhed til dem.

Han smilede bredt da hun gispede. Han morede sig også med at han kunne nå om hendes talje så let som han kunne. Hun var virkeligt en lille nips var det han tænkte. Han var derfor også en smule overrasket over hvor, ikke arrogant, men selvsikker hun kunne bære sig selv. Det var sjældent at han mødte nogen som hende som ikke lod til at være påvirket af den meget store størrelsesforskel der var imellem dem. Da hun udbrød hendes spørgsmål svarede han det bare.
"Du fik det til at lyde som om vi skulle skynde os, så ville blot give dig en hånd, eller to." Han lagde hovedet på skrå som en del af hans svar, fordi det var vel tydeligt nok at han altså ikke kunne se problemet ved at løfte på hende.

Da hun så ret skarpt kommenterede på hvad han havde gjort, kiggede han på hende med store øjne, hvad var problemet med det? Han kunne dog tydeligt forstå det var hende et problem, så han skulle måske undskylde? Naaah, det gjorde han ikke. Han så hende i øjnene og han måtte derfor bukke nakken forover for at kunne se ordentligt på hende når hun stod sådan med fronten mod ham.
"Så... Når vi har fundet mig nogle guldringe, så skal jeg nok byde dig på en hel flaske vin!" Det måtte jo så gøre op for det. Det kunne både være for hendes hjælp, men også for at han åbenbart havde rørt ved hende på en måde som åbebart var forkert.

Han begyndte at gå over imod endnu en bod der solgte guldsmykker, han skulle bare have nogle simple guldringe. Udelukkende for at vise at han havde en hvis mængde penge. Det var jo sådan noget mennesker og de andre civiliserede racer gjorde med smykker.

Havde det ikke været for det morede glimt som gemte sig i de mørke øjne, ville det have været let tro hun var oprigtig sur. De fyldige læber smallede sig til en streg i hendes ansigt, givende hende et ganske uimponeret udtryk, over hans forklaring på sit løft.
Ikke alene var han højere, bredere og i alt enkelthed bare større end hende selv. Det var dog alligevel kommet bag på hende, hvor let han havde haft ved at løfte hende. Endda også hvor tæt hans fingerspidser havde været på at kunne røre hinanden, omkring den smalle talje.

De små buttede læber tog sin retmæssige plads igen, som den smalle streg forsvandt, brudt af et smil, som med lethed nåede hendes øjne. ”Ja så? Det løfte vil jeg holde dig op på” det var ikke en undskyldning som hun havde fisket efter. I stedet var det endnu bedre, ikke fordi hun var afhængig af at drikke noget med alkohol, - var det tilfældet ville hun forhåbentligt have opbygget end bedre alkohol tolerance.
Men en flaske vin betød som regel en mere løssluppen stemning, og muntre folk. Begge dele noget hun fortrak over det stramme og formelle.
”Skal det være simple ringe?” spurgte hun oprigtigt interesseret, som hun tog plads ved hans side henne ved boden. Som tidligere lod hun fingerspidserne glide over de forskellige smykker. Lade dem sladre om deres oprigtige kvalitet, før hun lukkede dem omkring en forholdsvis simpel guldring. Der lidt graveringer, men ikke noget der sprang meget i øjnene eller fremstod feminint. De var der udelukkende for at fange den lyskilde man var i nærheden af, bedst muligt.
Med smykket strakt frem i hans retning, liggende i håndfladen lød det selvsikkert fra hende ”Denne er et godt køb”.

Han havde ikke skænket hendes uimponerede blik mange tanker. Hun lod til i sidste ende at være nogenlunde okay med hvad der var sket, og derfor så han ikke personligt nogen grund til at skabe mere rabalder i strædet over hvad der var sket.
Det var dog til at se da hendes smil fandt tilbage på hendes læber, og trods han ikke havde tænkt meget over hendes udseende, vr der ingen tvivl om at det var pænere til hende med smilet plantet på læberne end noget andet. "Hvilken vin foretrækker du så? Lavklasse, middelklasse, højklasse?" Han havde svært ved helt præcis at bedømme hendes stand. Hun bevægede sig rundt alene og mængede sig her på markedet hvilket tydede på en lavere stand, men hendes tøj og smykker var alle værdifulde og indikerede derfor tydeligt at hun ikke var af dårlig stand.

Da hun spurgte indtil om det bare var nogle simple ringe han ledte efter nikkede han. Han lænede sig en smule fremover så han kunne vise hende de utroligt simple stålringe som sad i hans ene øre. "Det er til at erstatte dem her med." Sagde han roligt til hende. Når hun tydeligvis havde intentioner om at hjælpe ham med at vælge så skulle han da ikke gøre det mere besværligt for hende end nødvendigt. "Dog er det ikke fordi der ikke må være noget mønster, bare ingen sten i." Sten var en dårlig ide, kunne får ledt samle skidt eller sidde fast i noget og så gjorde det bare smykket alt for dyrt. Han sendte hende et bredt smil da hun rakte ham en ring hun mente var et godt køb, bredt nok til at man så småt kunne ane de nedfilede tænder.
Timber trådte frem med ringen i hånden og kiggede ned på ejeren af boden. "Den her, jeg tager den." Sælgeren begyndte at stå og stamme da den store halvork fortalte hvad han ville have. "T-tolv jadestykker." Blev det mumlet af sælgeren, Timber svarede da også hurtigt tilbage. "Jeg tager den for ti!" Sælgeren nikkede en smule skræmt af svaret og Timber betalte og tog ringen. Han vendte sig mod kvinden som havde hjulpet ham. "Tak." Et kort kontant svar, samtidigt med at han vandrede ud af solen og hen til lidt skygge hvor han først tog en af hans gamle ringe ud, og så begyndte med at fumle med at få den nye ring i.

Det var uden tøven hun besvarede hans spørgsmål med ”højklasse”. Det var ikke fordi hun følte sig for fin til at drikke andet. Havde det da ikke været fordi hendes ene evnes egenskab ikke kunne slås fra, så havde hun nok sagt at det var lige meget.
Oftest var en højklasse vin bare bedre kvalitet, og det betød hun slap for at føle hendes krops reaktion på en dårligere vin. Endnu en gang lod hun blikket glide op og ned ad hans skikkelse, som skulle hun gøre sig overvejelser, om han overhovedet var i stand til at betale?
Ved første øjekast virkede det ikke som tilfældet, men hun havde for længe siden lært at man ikke kunne dømme pengepung på udseendet. Desuden var han på udkig efter guldringe, så nogle krystaller måtte han besidde.

Hun lod ham tage den lille guldring fra hendes håndflade. Afventende stod hun og små pillede ved et andet smykke, mens han forhandlede sig frem til en mere lukrativ pris for smykket. Forhandlingen var kort, kortere end hvis han havde været menneske. Det var ganske tydeligt på sælgeren at Aethelwulf intimiderede den små buttede sælger. Noget der ikke kunne undgå at bringe et moret smil frem hos Meena.
Smilet svandt lidt ind ved det korte og kontante svar, før han trådte væk fra både hende og boden. Han kunne da ikke allerede have glemt alt om han var gået med til at købe hende vin, kunne han?
Uden at spørger om lov, flugte hun roligt med ham. Med hænderne flettet sammen foran sig, betragtede hun hvordan han fumlede med den nye ring. Sukkende trådte hun væsentligt nærmere ham ”Sæt dig på ned på knæ og giv mig ringen, vi har jo ikke hele dagen”. Den ene af de små slanke hænder var allerede holdt frem mod ham.
Ville han gøre som kommanderet, ville hun uden for meget fumlerig få sat ringen i øret og derefter træde et halvt skridt tilbage. Bare for at han lettere kunne komme op igen, uden at ramme ind i hende. ”Og hvor vil du så tage mig hen for vin?” lød det småflabet fra hende. Nu havde hun gjort sit, så nu var det ham der havde et løfte at holde.

Selvfølgelig skulle det være den dyreste vin. Nå om ikke andet virkede hun som en ret interessant kvinde at bruge tiden med. Hun virkede spændende, og på trods af hun var en helt anden type person end ham så havde han det hyggeligt og morsomt... Så forhåbentligt var hun også pengene værd at købe så dyr en vin, fordi han kunne nok ikke selv værdsætte sådan en vin. "Højklasse det bliver så!" Han skyldte hende jo.

Hans lille kamp med sælgeren var kort og kontant, han gad sgu ikke bruge tid på det når der var snak om at få noget at drikke bagefter istedet. Han kiggede på hende med et smil om læberne som hun kom over til ham. Han havde jo ikke forsøgt at efterlade hende, han søgte blot skyggen. Han blev dog meget overrasket da hun bad ham gå ned på knæ, og han nåede lige at kigge på hende med et skeptisk blik og smil der trak lidt op til en snerren, men som så blev venligt igen da det gik op for ham hvad hun var ude efter. "Tak... Skylder jo snart mere end en flaske vin." Han gav hende ringen mens han satte sig ned på det ene knæ og bukkede det andet ben så hun kunne komme til. Han rejste sig op i hans fulde højde igen da han fik muligheden for det efter hun havde sat den i. Han havde allerede takket hende og derfor sagde han ikke noget efter hun havde sat ringen i.

Hvor ville han tage hende hen. Han var selvfølgelig ikke den der kendte området bedst når det kom til de bedre vine, men han havde jo brugt den sidste tid på at være med til forhandlinger, og der var mange af dem der foregik i kroer, eller især baglokalerne på nogle kroer. Var det måske for meget for hende? 
"Jeg kender et sted, de rige handelsmænd bruger. Det er et baglokale, men du er vel ikke bange for mig?" Han sendte hende et skævt smil, der havde noget dyrisk over sig. Det var et forsøg på at drillende skræmme hende lidt. Han regnede med at selv hvis hun ikke ville sidde privat så kunne de få den gode vin der. Han vinkede hende med sig. Han førte hende gennem boderne, og ikke langt fra hvor de stod førte han hende ind på en lille kro. Han gik op til krofatter og bad om tre flasker af hans dyreste vin, samt hvilke bær og frugter der var i sæson lige nu. "Det er kun for de rige og velstående..." Timber kiggede vredt på manden og skulle lige til at hæve næven men han stoppede sig selv, greb istedet hans pose med krystaller og smed dem på bordet foran krofatter. "Nok!?" Han vidste der burde være mere end rigeligt, og krofatter nikkede dog også. "Jeg forventer at få resterne med!" Hvis Meena havde været okay med det private rum førte han hende derind og ellers fandt ham dem et bord. Som bærene og vinen blev serveret for dem, samt noget brød og ost han egentligt ikke havde bestilt, lænede han sig frem mod hende. "Så hvem er du? Dit navn? Jeg hedder selv Aethelwulf, eller Timber hvis du vil." Han tænkte det var passende at de præsenterede sig for hinanden hvis de skulle drikke. Han hældte så et glas op til dem begge.

Hun kunne ikke lade være med at ryste på hovedet med en lille latter, som han nævnte at han efterhånden skyldte hende mere end bare en flaske vin ”Det var så lidt, men nej du skylder ikke mere end hvad der er aftalt. Det var trods alt mig selv om kom anmassende ikke sandt?” kvidrede hun moret, mens hun fik sat den nyligt indkøbte guldrind i øret, hvor der før havde siddet en stålring ”så.” lød det da ringen blev lukket.

Hans drillende forsøg på at se dyrisk og skræmmende ud ved hans spørgsmål, faldt lidt til jorden, som hendes smil i stedet voksede lidt mere. Bange for ham, nej så skulle hun være blevet det da han havde ladet sit temperament løbe af med ham, ved den første bod. I stedet slog hun hånden lidt ud i luften, som en gestus der skulle støtte op om hendes næste ord ”Et baglokale er helt fint, også selv med dig – vis vej.” Som han ville føre an, ville hun følge troligt med mod den lille kro.
Krofatters ubehøvlede kommentar, gjorde det var lige ved at Meena trådte nærmere, men hun holdt sig i skindet. I stedet stod hun tavst og lod Aethelwulf om at håndtere ham. Den tunge pose med krystaller var da også hurtigt til at understrege, hvor meget fejl krofatteren havde taget af halv orken.
Hun blev ført ind i det private rum, hvor hun tog plads på et af de bløde sæder, det var bestemt noget andet end de hårde træstole inde i krostuen. Det ene øjenbryn hævede sig en smule ved hans direkthed. Hun havde ellers været ved at løfte en drue til munden, men stoppede på halvvejen for at svare ham. ”Meena Israa af Kazimi.” Druen blev skubbet ind i munden med et lille glimt i øjnene, de selv samme brune øjne som ikke flyttede sig fra ham, som hun afventede hans reaktion.
Havde de siddet inde i den åbne krostue, så havde hun løget og kaldt sig Inari, men som de sad blot de to i det private rum, så hun ingen grund til at lyve om hvem hun helt nøjagtig var.

Han kiggede en smule overrasket på hende da hun rystede på hovedet over at han halvt tilbød hende mere for hendes hjælp. Han vidste godt at hun havde ret, men alligevel var det overraskende at hun ikke bad om noget for det når han jo næsten tilbød hende på den måde? "Sandt... Men utroligt du ikke tager for dig." Han havde en munter stemme som han sagde det da hun havde smittet lidt af på ham. Han rejste sig op og sendte hende et smil og et nik som tak for at hun havde hjulpet ham. Ordene havde han jo allerede givet så det var vel unødvendigt.

At hun blot smilte passede ham egentligt fint, han havde da også været en smule skuffet hvis hun bare sådan var flygtet skrigende bort eller bakket væk fra ham fordi han viste lidt tænder. Han fnøs lidt som hun sagde at hun var okay med selv ham. "Det er blot fordi du ikke ved ret meget." Han sendte hende et nyt smil, dog ikke i et forsøg på at skræmme hende eller noget i den stil. 
Da hun hævede et øjenbryn var han ved at tænke om det var forkert at bede om hendes navn? Han havde set handelsfolkene gøre det, og det var også normen han selv var vant til, men måske der hvor hun kom fra var det ikke normen at gøre sådan? Hendes navn fik dog ikke nogen stor reaktion frem ved halvorken, hendes navn var ikke et han havde hørt før da han ikke selv brugte tid i Rubinien og ingen af de handler han havde overhørt havde bragt den royale familie fra Rubinien op. "Kazimi? Er det en rig klan eller stamme sydpå?" Han var måske ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han havde da lagt mærke til hendes guldsmykker og vidste fra erfaring de var dyre. Hendes hudfarve og generelt udseende fortalte ham også at hun ikke var fra norden eller det centrale område. Han havde en spørgende mine og hovedet sad en smule på skrå, inden han tog en slurk af vinen han havde hældt op. Han forsøgte at holde glasset pænt, men at holde med kun fingerspidserne var en besværlig ting for den store mand. Han satte glasset fra sig igen, og studerede det kort for skader. 

Til ordene om det var utroligt hun ikke tog for sig, trak hun svagt på skulderne. Det havde han vel egentligt ret i? Mange andre ville have ladet deres grådighed løbe af med dem, bede om mere, som havde de vandret gennem den glohede ørken uden vand og nu blev det tilbudt, kun for at forsluge sig.

Fordi hun ikke vidste ret meget?! Det kunne nærmest og lettest fortolkes som en fornærmelse af hende, eller hendes status havde han kendt til den i øjeblikket. Han ville ikke være den første uden for paladsets vægge, som fejlagtigt antog at hun som konsekvens af hendes status var uvidende og uoplyst, ikke bogligt, men om det virkelige liv og de personer der befandt sig ude i gaderne og resten af landet.
Han kunne vel umuligt have regne ud hvem hun var eller hendes titel, kunne han? Nej.
Derfor lod hun også den svage fornærmelse, som prikkede til hende fare i stedet for at give den lov til at sætte sig i hende. Alligevel slap han ikke helt for at få et misfornøjet let smallet blik kastet i hans retning, bare et øjeblik før det igen var væk og smilet prydet atter det solkyssede fregnede ansigt.

Reaktion på hendes navn var ret.. ikke eksisterende, noget der kom en hel del bag på hende. Sjældent brugte hun sit navn til pral og egen fordel, men hun var stadig utrolig stolt af sit navn og så bestemt også vant til at folk kendte til det.
De hævede øjenbryn skænkede sig i stedet og knyttede sig forundret sammen i panden. Spørgsmålet fik en sprudlende latter frem hos hende, ikke fordi han var dum eller skulle føle sig sådan, men hun fandt det alligevel sjovt som han gættede så forkert, og alligevel lidt rigtigt.
Hovedrystende viftede hun en hånd foran sig, som tegn på hun altså lige måtte grine færdigt, før hun kunne svare ham. Vædende lod hun tungespidsen løbe over de mørke læber, da hun havde grinet hvad hun skulle. ”Næsten, jeg er datter af Sephyran IV Zayn Ad-Din af Kazimi. Frysten i Rubinen.” Et øjeblik sad hun og tog hans reaktion ind på ny, men før han kunne nå at sige noget forsatte hun ”Hvilket gør mig til prinsesse af Rubinen.”. Den slanke hånd rakte ud efter vinglasset, hvor hun smagte på væsken der i. Den var god, ikke for tør eller bitter, men heller ikke for sød. Som vinen faldt i hendes smag tog hun endnu en lille tår, men de brune øjne forlod ikke hans skikkelse fra hen over glassets kant.

Det lidt misfornøjede blik viste kort han havde sagt noget forkert, eller egentligt at han havde manglet at sige noget. Det var ikke meningen at sige hun ikke vidste meget, men at hun ikke vidste meget om ham specifikt. Det var selvfølgelig en af tingene der skete når man ikke brugte sine ord ordentligt. Heldigvis vente hendes smil tilbage igen.

Da hun begyndte at grine kiggede han på hende undrende. Var det så underlig en antagelse han var kommet med? Han grinede dog blot lidt med hende. Han havde på ingen måde forstået det som at blive gjort nar med, nok mest fordi han ikke rigtigt tænkte over det. Eller sådan generelt for den sags skyld. 
Han kiggede på hende da hun begyndte at nævne hvem hendes far var. Han lavede større og større øjne som hun udtalte navnet, fordi det var da godt nok et usædvandligt langt navn!? "Det..." Han skulle lige til at sige noget som hun fortsatte og sagde at hun var en prinsesse. Hvilket blot fik ham til at grine. "Det navn er noget af en mundfuld, og så må vi håbe ingen har set os gå herind... Så bliver jeg da bare beskyldt for at være en uhumsk ork der kidnapper en prinsesse!" Han virkede dog ikke rigtigt nervøs af sig. Han havde heller ikke nogen anelse for om hun fandt det han sagde sjovt, men selv kunne han ikke lade være med at klukke lidt dybt over det han havde sagt. Han vidste jo godt at racisme var ret så eksisterende i landet, især mod orker og lignende racer.

At hun drak af vinen, og ikke kun smagte på den var et godt tegn. "Den er til din smag?" Han selv vidste ikke rigtigt noget om vin. Han kunne drikke det uden de store problemer, men hvis han endeligt drak vin kunne det lige så godt være billigt for smagen sagde ham ikke meget. Det var nok også tydeligt på den måde han drak, han tog ret store slurke. Selv når han forsøgte at drikke kun en smule var det ikke rigtigt som om det lykkedes. "Jeg troede egentligt også en prinsesse ville være omringet af vagter og alt muligt?" Han tænkte kort over at det vel var risikabelt det hun lavede.

”Tjoh lidt ja, men han er jo også fyrste.” Forklarede hun med en halvt hjertet trækken på skulderne. Hun havde aldrig rigtig slev skænket det en tanke, at hendes faders fulde navn var noget af en mundfuld, måske fordi langt de fleste af hendes søskende selv havde en del navne, foruden deres fornavn, så det var mere normen end noget andet. Det betød dog ikke at hun var helt uenig, når nu det blev pointeret af ham.
Ikke at Aethelwulf helt slog hende som den type mand, der ville stikke halen mellem benene og straks rejse sig beklagende, før han ville forlade det lille private rum. Lige netop af frygt for der skulle være en eller flere vagter, som havde fulgt efter prinsessen og nu fejlagtigt antog at halvorken havde kidnappet hende
Alligevel var Meena en anelse spændt på om hendes antagelser hold vand eller om hun havde fejlbedømt ham. Heldigvis var der ingen antræk til at han ville rejse sig, noget hans klukkende latter kun stedfæstede det faktum. ”Mon dog, men skulle der komme en eller flere vagter brasende ind om lidt, så skal jeg nok forsikre dem om at du ikke har kidnappet mig.” Hovedet glet en anelse på skrå, mens de brune øjne se mere indgående på ham, og før han kunne nå at sige noget tilføjede hun i en drillende tone ”Medmindre du da har skiftet mening, jeg er sikker på min fader ville betale en formidabel sum krystaller, for at få mig helskindet hjem?” Det drillende i stemmen satte sig i øjnene. Det var en lille test om hans grådighed ville vinde, eller ville han med det samme benægte at det overhovedet var en mulighed?

”Ja, det er en ret god drue og meget passende til frugten.” Blikket blev slået lidt ned i væsken i glasset, før hun så tilbage til på ham. ”Men det er ikke fordi jeg er fyrstedatter, at jeg ikke kan drikke billigere vin. Der er billig vin som smager godt, men hvor kvaliteten bare ikke er helt.. Den samme.. Så er den ikke så behagelig at drikke, for mig.” Lød det små kryptisk, om han så ville spørger mere ind til det eller bare godtage hendes ord, det var helt og holdent op til ham.
Nikkende enig til hans ord, bekræftede hun at han havde ganske ret i sin antagelse. ”Det er korrekt, men hvis jeg havde vagter omkring mig, så ville jeg jo aldrig været endt her nu.. Et følge af vagter bringer alt for meget opmærksomhed med sig, når man gerne vil opleve byen som alle andre oplever den.”.

Han kiggede på hende med et undrende blik og hovedet lidt på skrå. Han forstod ikke rigtigt hvorfor det at hendes far var fyrste gjorde at han havde så langt et navn. Betød det så også at hun havde et eller andet egentligt meget langt navn, og forventede de egentligt at folk faktisk brugte disse alt for lange navne? Han sagde dog ikke noget, og lignede nok nærmere istedet et stort spørgsmålstegn.

Han regnede ikke med at hun bragte mere op omkring det, og han forsøgte derfor også bare at efterlade den del af samtalen hvis han kunne. Han lo let af hendes kommentar om at hun nok skulle forsikre dem om at hun ikke var kidnappet. "Ellers må jeg jo bare tage dig under armen og smutte." Han grinede let, da det han sagde jo egentligt var at han så ville kidnappe hende. Det ville nok heller ikke være godt at slås med vagterne. Han grinede igen som hun spurgte om han havde skiftet mening. "Tror jeg vælger at nyde dit selskab istedet, det er mere værd for mig." Han smilede blot og tog en god slurk af vinen før han tog lidt mere frugt og spiste. Det var ikke ofte han brugte tid med folk, mest fordi han var bange for hvad det kunne føre til af tragedier, men han holdte af det og hun havde fået ham til at le flere gange så det var positivt.

Hendes ord omkring hvorfor hun ikke kunne drikke billig vin var ham underligt. Han vidste ikke rigtigt noget om vin, men det var en væske og hvis den smagte godt så var den vel let og behagelig at drikke for alle? Den flød jo bare ned i halsen? "Det... Undskyld mig... Men det giver ikke meget mening, hvis det smager godt, og ikke er for varmt eller koldt, hvordan kan det så være ubehageligt!? Det er jo bare en væske?" Han kiggede på hende med endnu et stort spørgsmålstegn som ansigt. Han kunne ikke lade være med at løfte et øjenbryn en smule. "Betyder det at dine vagter løber forvildet rundt og leder efter dig?" Han tænkte ikke at hun havde fået lov til at gå uden vagter på den måde det lød, men måske han tog helt fejl. Han rystede dog lidt på hovedet af hendes ord om at opleve byen som alle andre. "Du mener som almindelige folk? Tvivler på du har oplevet byen som nogle folk oplever den, de skumle steder, de mørke afkroge af byen?" Han regnede ikke med det, men valgte at gøre hans tvivl tydelig istedet for blot at antage det og fortsatte af den tangent uden at vide om det var sandt nok.

Forestillingen om hendes lille skikkelse der blev hanket op i af hans bredere undgik ikke at få en latter frem. For hvilket syn det da ikke ville være for alle de måtte støde på, på deres vej. ”Det sætter jeg pris på, kidnapninger er i forvejen så besværlige.” svarede hun lige dele oprigtigt og drillende, det drillende understreget med et blink med det ene øje og et overdramatiseret suk, der straks efter gled over i et smil.
”Mine vagter? Nej, de ved ingen gang jeg er her eller var på markedet. De ved sikkert godt på nuværende tidspunkt at jeg er væk, men jeg tror ikke de leder efter mig? Jo måske, men næppe det rigtige sted.” forklarede hun i en tænkende mine. Sandheden var at Meena sjældent skænkede det megen tanke, når hun smuttede ud og tog en velfortjent pause, fra livet som prinsesse. Ikke at det var et fysisk krævende liv, overordnet set, men når man kunne kvæles alene ved tanken om at være palæpynt, så var en udflugt altid kærkommen.
”Nej det har jeg ikke, men det ville jo også være tåbeligt at mig at bevæge mig de steder alene. Måske er jeg ikke så hjælpeløs som jeg ser ud, men det ville være en unødig chance at tage, når jeg ikke har en vagt med mig.” medgav hun til han antagelse af hun aldrig havde bevæget sig i slummen og den nedre del af Dianthos. Spørgsmålet affødte dog en spirende tanke, som hun for nu valgte at holde for sig selv. Bare indtil hun var sikker på at kunne stole på halvorkeren over for sig,

Hun rystede svagt på hovedet, ikke afvisende, men fordi hun godt forstod hvad han mente. Hendes ord gav ikke meget mening, når ikke man kendte til årsagen bag. For vin var vel vin? Og smag kunne næppe give ubehag i kroppen?
Tungespidsen løb kort over den mørke underlæbe, før hun flyttede sig lidt ud på sædet af stolen hun sad på ”Jeg forstår godt det ikke giver mening for dig, men jeg tror du vil forstå når jeg forklarer nærmere, hvis du gerne vil kende årsagen bag mine ord? Men først lad mig spørger om noget andet?” En lille kunstfærdig pause blev taget, givende ham tiden til at lade ordene synke ind og give tegn på om han ønskede at hører mere; både til grund og det kommende spørgsmål.
Ville han give tegn til hun skulle fortsætte, ville hun starte med at stille sit spørgsmål, med håbet om han ville svare sandfærdigt. ”Hvordan vidste du at den første mand solgte falske vare? At øreringen ikke var ægte guld som han påstod?” hovedet tippede sig på skrå, da hun havde skubbet sig tilbage på stolen igen. Denne gang betragtede hun ham med nysgerrige mørke øjne.