Tid: Tidlig formiddag, ca. 9.

Vejr: Solskin med enkelte skyer og en let vind nu og da.

Sted: En lille skov i det nordlige Azurien.

Omgivelser: Idyllisk. Fugle kan høres, og forskellige dyr kan spottes her og der.

Vildsvinet knurrede faretruende, som det gjorde sig klar til at løbe mod Valvayla. Den høje, lilla dragefødte var dog klar, som hun hævede den lange økse klar til hug. Hun var dog samtidig bevidst om de lange stødtænder, der kunne udgøre en potentiel fare. Som vildsvinet satte i løb mod hende, trådte Valvayle dog til siden og huggede ud efter det. Hun ramte dog skævt, og vildsvinet fik kun et overfladisk sår ved siden, som øksen blev slået ud af hendes greb. Det væltede dog ved sammenstødet, og hun var ikke langsom til at kaste sig over dyret, mens hun trak den lange dolk, der hang ved lænden. Efter en tids brydning med det stærke dyr, lykkedes det hende dog at få jaget kniven ind ved nakken, hvilket fik dyret til at stikke i et halvkvalt skrig. Så drejede hun den med en kraftanstrengelse en halv omgang, hvilket medførte en knasende lyd, da hun samtidig brækkede nakken på dyret. Kort efter faldt det slapt til jorden, selvom nogle sidste krampetrækninger stadig fik dets ben til at spjætte let af og til. Valvayla rensede dolken for blod, inden hun satte den tilbage i skeden. Så samlede hun øksen op og fastgjorde den på ryggen, inden hun fremdrog et reb, så hun kunne fastgøre dyret på ryggen også. Det var langt den nemmeste måde at slæbe det hjem på.

En lyd fik dog Valvayla til at stoppe, som hun var ved at tage et skridt, og hun trak igen dolken. Hun holdt den forsvarende op foran sig med den frie hånd ligeledes beskyttende lige bagved, mens hun opmærksomt spejdede omkring. Der var ingen grund til at kalde ud, for hvis det var et dyr, der havde fået færten af blodet, ville det kun medføre, at hun tilkendegav sin position, hvilket ville gøre et angreb på hende nemmere.

Solen var dejlig også selv om kl ikke var mange. Lindoa havde fløjet ud for at finde mad, men i hendes luftfart havde hun ikke opdaget den ørn der dykkede ned mod hendes ryg. Lindoa hørte dog først forsent vinge slagene fra ørnen. hun vendte sig om og prøvede at få fat i fingerne på ørnen. Hun styrtede mod jorden med ørnen der havde fat i hendes ene vinge, Lindoa knurrede i styrtet og faldt ned tæt på denne dragefødte der havde et vildsvin på ryggen.
Lindoa brølede kort af ørnen der stadig holdte fast i hendes vinge med den ene klo og fat i hendes trøje med den anden. Hun havde dog ikke i tænkerne om at slippe ørnens vinger da den jo bare kunne tage næbbet i brug.

Lindoa hørte skridt tæt ved hende og ørnen. hun prøvede at slå ørnen med sin frie vinge men det var svære end det så ud til. Da dette var en af de største ørne der fandtes. Lindoa så ned af sig for at så om hun kunne nå sit sværd vis hun slap hurtigt denne ørns vinge, men det så ikke ud til at hun kunne. Dens bælte var gledet ned af hende i styrtet. 

Valvayla havde ikke taget fejl. Der var bestemt ukendte lyde i nærheden. Et højt bump fik hende dog til at spidse øre endnu mere. Det lød umiskendeligt som kamp. En ørns skrig kunne også høres ikke så langt derfra. Stadig med dolken hævet foran sig begyndte Valvayla at nærme sig lydene. Hun behøvede heller ikke gå længe før, hun så, hvad der var skyld i spetaklet, og hun spærrede overrasket øjnene op. Det var virkelig sjældent, hun mødte andre dragefødte, så det her var noget af en overraskelse. Hun stod dog ikke længe, før hun sprang til for at hjælpe; dolken blev rettet i et stik direkte mod ørnens ryg, samtidig med, at hun tog hårdt fat med den frie hånd i nakken på den for at tvinge den væk fra den anden dragefødte. Herfra blev hun ved med at dolke ørnen, til den ikke bevægede sig mere. Så rettede hun sig op og tørrede endnu en gang kniven af, inden hun rettede sig mod kvinden. "Er du okay?" Hun talte med vilje draconisk, for hun kunne ikke være sikker på, at den anden talte krystalliansk.

Lindoa kampede med ørnen da denne fremmede kom ind og dolkede ørnen til den ikke bevægede sig mere. hun væltede den af sig da hun havde set lyset i øjnene forsvinde. hun hørte det velkendte sprog og så op på en... dragefødt? hun rejste sig op og bukkede som tak. "tak for hjælpen." lød det på draconisk. hun så på denne dragefødte med et vildsvin på ryggen. hun hev forsigtigt sit bælte op fra lårene. hun havde ikek troet en anden drage født ville rede hende. hun havde heller ikke styr på krystaliansk så hun var taknemmelig for en der kunne tale  hendes sprog. hun så på denne drage fødte og var hundrede på de ikke var fra samme flok.
Lindoa tog fat i den vinge ørnens klør havde sidet i. der var heldigvis ikke sket nogle skade. hun foldede vingerne ind mod ryggen og rettede sjalet så hun skjuldte vingerne. "kan jeg gøre noget for Dem i stedet for?" spurgte hun og vidste at drage fødte sjælent angreb hinanden når de var ude for kzar mora så måske denne drage fødte ville ha noget til gengæld.

Valvayla undersøgte nøje ørnen. Den ville sagtens kunne bruges til noget. Problemet var bare, at hun ikke ville være i stand til at slæbe den hjem selv, når hun også havde vildsvinet, hun skulle tage sig af. Så snakkede den anden dragefødte, og Valvayla drejede hovedet mod kvinden. Om hun kunne gøre noget til gengæld. Det var ret ligetil... "Tjoo... du kan fortælle mig dit navn? Og så kan du hjælpe mig med at få bakset den der" - hun pegede ned på ørnen - "tilbage til hulen. Mit navn er Valvayla" svarede hun. Hun var ikke sådan vant til, at andre dragefødte var så venlige, men hun havde også kun mødt dem i Kzar Mora. Udenfor murene var det måske anderledes, og hun gik i første omgang ud fra, at den anden var flygtet, som hun selv var. Hun spurgte dog ikke ind til det lige i første omgang. Hun ønskede trods alt ikke at snage.

Lindoa så på hende da hun kiggede på ørnen. hun så mod den og så på denne Valvayla. hun nikkede til at slæbe ørnen til hendes hule. "navnet er Lindoa" sagde hun roligt og tog fat i den store ørn og løftede den op på ryggen. hun var ligeglad med at hendes blå tøj fik blod pletter.  
Lindoa boede med en lille flok andre opal dragefødte. de havde fået valget at tage ud i verden eller blive og tjene dæmonerne. hun havde altid ville udforske verden. også selv om hun havde haft lyst til at dræbe de fleste hun mødte. men en anden dragefødt kunne umuligt være så ond som de dæmoner hun havde tjent.

Valvayla var stadig en smule påpasselig. Hun havde ikke glemt, hvad hun var blevet udsat for i Kzar Mora. Selvom denne Lindoa ikke virkede til at være derfra, kunne hun alligevel ikke vide sig helt sikker. Hun havde trods alt ikke levet så længe uden for murene ved ikke at være forsigtig. En test måske? Hun nikkede dog anerkendende, som den anden kvinde samlede ørnen op uden at stille spørgsmål til det. Det var i al fald ét tegn på, at hun var oprigtig.

"Hvor længe har du så været udenfor Kzar Mora?" spurgte Valvayla lidt prøvende, som hun lavede en gestus mod den retning, hendes hule lå i. De var ikke langt derfra, så det ville ikke være super besværligt at slæbe begge dyr derhen.

Lindoa  havde aldrig tænkt at angribe en anden dragefødt. hun tog ørnen op og gik den vej Valvayla viste. hun gik roligt den vej og kiggede på hende da hun spurgte hvor længe hun havde været ude. "kun i et års tid. den tid vi har været vågne" hun så ned på sit sværd som var tegn på hun var kriger fra kzar mora den gang. hun slap det aldrig. for det var det hun følte sig bedst med. hun så med de isblå øjne mod denne Valvayla. "hvad med Dem selv? hvor længe har De været ude" selv om de havde givet hinanden navne så så Lindoa ikke nogle grund til at sige du endnu. hun havde det også nemmest med De Dem og Deres. for det havde været sådan man tiltalte sin dæmon træner.
Lindoa holdte ørnen i kløerne så den ikke vågnede op og satte kløerne i hende. det ville ikke ha været rart selv om det nok ikke skete da den jo va helt livløs.

Valvayla var generelt påpasselig omkring andre, fordi hun typisk kun mødte mistillid, så det var faktisk rart, at Lindoa ikke viste tegn på aggression. Hun nikkede og tænkte sig om for at regne. "Ca. ligeså længe. Jeg brød mig ikke om at være der, så jeg flygtede så snart, jeg havde mulighed for det" svarede hun og gøs lidt ved minderne om torturen. Det havde virkelig ikke været et rart sted. Valvayla selv bare våben, der vidnede om den træning, hun havde fået indenfor murene. Det brugte hun dog mest nu til at jage og klare sig.

Som de nærmede sig hulen, satte Valvayla farten lidt op, så hun kunne gå forrest for at vise vejen. Den bestod egentlig kun af et rum, og der var ikke særligt meget derinde, hvis man så bort fra den halvstore bunke af krystaller og andre skinnende ting. Hun løsnede knuden, der holdt vildsvinet på ryggen og lod det dumpe ned på stengulvet. Så knælede hun ved den og trak sin dolk, inden hun gik i gang med at pelse dyret. Hun gik ud fra, at Lindoa selv fandt sig til rette. "Det er ikke meget, jeg har at tilbyde, men det er mit hjem" sagde hun, som hun kort kiggede op på den blege dragefødte.

Lindoa fulgte roligt med og var faktisk glad for at finde en der kunne tale med hende ud over hendes flok. hun havde savnet en at tale med. hun gøs dog ikke ved tanken om tortur. men hun havde længe været nysgerig omkring verden uden for murene. hun nikkede forstående. "det tror jeg mange gjorde" hun så torturen som et redskab til at modstå kamp og modstand. det havde været hendes syns punkt.

 hun så på valva da hun satte farten op. hun så på hulen og fik øje på krystallerne og de skindede are så flot men hun tog sig selv i ik at gå over og hamstre. hun så hvordan hun pelsede dyret og gik over mod hende og lagde ørnen ned på jorden. "det er da hyggeligt" sagde hun og huskede sit lille hjem med sin flok. de havde holdt sammen siden de kom ud af kzar mora. måske derfor hun ikke var så stærk i krystaliansk.

Valvayla var ikke blevet udsat for tortur for at blive hærdet. Nej, hun var blevet udsat for tortur, fordi hun nægtede at underkaste sig. Det var også derfor, minderne fremkaldte så stærke følelser. Hun forbandt det nemlig ikke med at blive hærdet. Hun forbandt det med at blive straffet. Det var dog ikke noget, hun klandrede Lindoa for, de havde jo bare hver deres synspunkt. "Du kunne heller ikke lide at være der? Eller var der en anden grund til, du tog derfra?" spurgte Valvayla så med tydelig nysgerrighed i det ravgyldne øjne. Hun havde ikke engang skænket det en tanke, om hun var ubehøvlet ved at spørge så direkte. De havde trods alt ikke lært om almindelig pli indenfor murene, så hvor skulle hun også vide det fra?

Valvayla lagde godt mærke til, at Lindoa kiggede på hendes skat et øjeblik, men hun viste den anden dragefødte tillid, og hun sagde ikke noget. Valvayla sendte hende dog et smil ved kvindens ord. "Tak. Det er ikke så tit, jeg får gæster, så jeg er ikke så god til at holde det rent" indrømmede hun, og hendes kinder blev kortvarigt en anelse mere røde, som hun blev lidt pinligt berørt over at indrømme det.

Lindoa var underkastet den gang. men for at hun kunne modstå slag og så videre i kamp havde de tortureret hende. hun så på valva da hun spurgte ind til rejsen der fra. "jeg var nysgerig på verden uden for murene" sagde hun ærligt og så faktisk også meget nysgerigt rundt. alle de ting der var der i hulen var så.... fint. hun gik over til valva og så hvordan hun skindede dyret for pels. "er det der noget du gør tit?" spurgte hun og anede ikke om det var noget hun kunne lærer. hun jagtede jo kun for kødet. andre ordnede det i hendes flok.

hun ville ikke stjæle fra en anden dragefødt og derfor gjorde hun det heller ikke. da hun rødmede smilte Lindoa forsigtigt og nikkede. "det tror jeg dragefødte sjældent gør. vi er jo ikke det væsner vil kalde for.... hmmm.... imødekommende ansigter" hun så på hende med de smukke blå øjne. hun havde smuk hvid skæl og hendes pigge på hovedet der lignede hår lå ned på hendes hoved.

Lindoa så på hende og kom i tænke om at hun havde talt draconiansk til Lindoa. kunne hun mon andre sprog. "jeg er lidt nysgerig. kan du andre sprog end Draconiansk?" spurgte hun lige ud. ellers ville hun jo ikke få svar vis hun ikke spurgte