Efter Nordlandets frosne vidder og spredte klipper med brunt stikkende op, så havde det været fantastisk at se omgivelserne skifte til mere og mere grønt, som Delara var vandret sydpå. Græs var dukket op langs vejen i stedet for det hvide stads kaldet sne, og overtog helt efter de første par ugers vandring. Der kom også flere rejsende, som sideveje sluttede sig til den store nordvej. Nok til at Delara fik nogen at slå følge med, om ikke andet til Dianthos byport skiltes deres veje.

Hvilket imponerende syn! Sten stakket så højt at selv en af de frygtede røde drager måtte have problemer med at komme over den! Delara blev beundrende stående udenfor adskillige minutter efter alle andre var fortsat ind, før hun fulgte betaget videre.
Vejen ledte ind mellem mere velkendte syn af små bygninger mast sammen og med folk råbende, dyr brølende og børn vrælende til begge sider. Vogne skrumlede forbi og jagtede de gående ind til siderne med hævede forbandelser og truede næver til følge. Krigere i ens uniformer dæmpede på gemytterne og adskilte håndgemængene. Kaos på den velkendte måde trods forholdene var så meget større end nogen anden by hun før havde besøgt.

Vejen førte til en mindre plads, hvor en gruppe af gøglere optrådte, hvor der var plads og ingen boder. Delara stillede sig interesseret op og nød det velkendte. Hun lignede også en der hørte til gruppen, klædt som hun var i et kæmpe sjal foldet som kappe og det tøj hun normalvis ville have danset i hjemme i karavanen. Bjælderne klimtede muntert som hun trippede mellem de forsamlede for at se bedre og ørerne rettede sig frem for at opfange det hele. Måske var det nogen som kendte hendes familie? Eller bare vidste mere om vejen tilbage til Landet af Sand.

Aria og den mindre gøglertrup hun efterhånden havde fulgtes med i noget tid, havde været et par steder omkring i Krystallandet efterhånden. Fra Safiren til Medanien, og endda et smut forbi grænsebyerne ved Amazonitskovene, det var dog klart at de holdt sig til mere fredelige områder når muligt. Og her var Dianthos et kernested at vende tilbage til. Derfor var det ikke kommet som en overraskelse når beslutningen atter var faldet på den stolte hovedstad, og Aria havde dertil også budt det velkommen, fordi storbyen var noget hendes eventyrshjerte aldrig syntes at blive mæt af.
I forhold til det sceneshow der i momentet blev udført, jah der deltog Aria ikke meget selv lige nu. Hendes evner fungerede bedst i skumringens sene aftenmystik, og med det dagslys der stadigvæk hvilede over byen, havde hun overgivet scenen til de mere akrobatiske medlemmer. Splits, spring og finurlige danse blev foretaget i en hektisk fart, og satyren stod i stedet i den lille cirkels yderkreds; hånd om sin stav og på staven en sirligt dekoreret spand hængende. Allerede nu raslede den af de mønter publikum havde givet, men Aria vidste at der var mere at komme efter.

De natsorte øjne fulgte med et skævt smil hvordan Akir - en af de mere letpåklædte og veltrænede ørkenelvere lod sig svinge rundt i en akrobatisk saltomotale, og det dæmpede gisp der gik igennem publikum var hendes que!
Med et legende greb om vandrestaven og et leende smil på de mørke læber, gled satyren med fjedrende skridt ud til kanten af de forsamlede mennesker. Staven og dertil spanden blev holdt frem imod rækken af folk, og med malende ord tilføjede Aria's smukke stemme nogle kreative vers om mandens fantastiske evner; det plejede at give lidt ekstra.
Den solgyldne kofte svang sig flagrende om hendes finurlige skikkelse, og med et vindende smil tog Aria runden i ro og mag, fint tilfreds med opmærksomheden. Dog var der en bevægelse imellem publikum der fangede hendes vakse øjne, og nysgerrigt stoppede satyren kortvarigt op, og skimtede imellem de høje mennesker; hvad var det der hoppede rundt? 
Med et grin så hun den farverige skikkelse af en tørklædeomviklet og finurlig mindre havlræv, og en legesyg såvel som pludselig idé fik Aria til prøvende at række hånden frem imellem de larmende mennesker; ville hun med ud fra den mængde?
Om det var beklædningen, om det var smilet der lurede i rævens øjne eller Aria's egen pludselige nysgerrighed omkring hvem hun var, det kunne hun ærlig talt ikke svare på. Men sagde ræven jah, var hun velkommen til at afslutte runden med Aria og så derefter vente til næste indsamlingsrunde - så kunne hun måske høre hvem hun var!
Sagde hun derimod nej var der ingen skade sket, og satyren måtte prøve at finde hende efter. Der var et ekko af noget hun brød sig som.... og Aria fulgte på det punkt ofte sin mavefornemmelse troligt!

Delara smøg sig frem mellem folk, der trådte mere til side for hendes bjældeklang end andres albuer. Måske fordi de troede hende del af gruppen foran dem eller måske fordi de forbandt lyden med gøglere generelt og disses evne til at få krystaller til at vandre fra pung til lomme. Hvad end det var, så sikrede det hende vej frem til at se de optrædende og ikke kun høre og fornemme dem.
Første syn af pladsen var da også lige et stik i hjertet, som en ørkenelver fremviste hvad han kunne. Han var langt væk hjemmefra eller fuldstændig hjemme alt efter hvordan hans liv havde formet sig. Mere fangende hendes blik var den satyr der brugte anledningen af begejstring til at indlede en indsamling.

Delara dansede let frem og tilbage for bedre at kunne se det hidtil usete væsen og fandt sig så pludseligt mødende dens blik i delt nysgerrighed. Hendes ører rettede sig helt op og et smil gled over hendes læber, før hun let fulgte opfordringen i den udstrukne hånd og trippede frem mellem den sidste række af mennesker. Ingen forhindrede hendes færd, men den tiltrak sig opmærksomhed og en let mumlen. En drejning eller planlagt?
Som hun nåede satyren og tog dennes hånd, sank hun legende ned i et overdrevent nej, mens hun løsnede sjalet. Det blev svunget af og drejet rundt som hun rejste sig i en lille pivoette og så fæstnet som et ekstra lag af et skørt. Ingen grund til at forspilde chancen til at pirre folkenes nysgerrighed.

Hun holdt det dog til det rundten rundt. Dette var ikke hendes gruppe, hendes familie. Inviteret ind var hun måske, men næppe til at stjæle opmærksomhed. En anden afløste da også ørkenelveren i fokus mens de gik og trak opmærksomheden til sig som indsamlingen stillede sig til side. "I ser alsidige ud!" Delara kunne mærke noget i sig endelig slappe af, som hun stod med en så nær hvad hun var vokset op i som hun havde mødt i over et år.

Med en boblende glæde, følte Aria hvordan hendes natsorte blik blev mødt af nysgerrighed og med dansende skridt bevægede hendes lille elegante skikkelse sig nu fremad igennem menneskemængden, der selvfølgelig gjorde plads til den hemmelige gæst. Nejende gled hun imod jorden, kun for at rejse sig i en elegant piuette af hende selv og et bølgende sjal omkring hende - hvor var hun dygtig! Aria's begejstring viste sig i en ringlende latter, idet at hun kloppende bakkede tilbage og fik selskab til resten af runden rundt.
Den dæmpede lyd af fløjter, musik og trommer tog til i styrke igen da Aria og hendes nye veninde nåede tilbage til startpositionen, og endnu en optræden begyndte - den her gang var Akir dog mere assisterende imens den anden begyndte at optræde. Et ildshow, som ville starte nu men  forsætte senere i aften når det blev mørkt. Aria derimod, jah hun fandt endelig tid til at hilse ordentligt på den mindre ræv.

"Tusinde tak!" gled det leende men ærligt over hendes mærke læber - det var en kompliment i hendes verden, og Aria faldt let på hug med den orange kofte kortvarigt blafrende omkring sig. Mest fordi hun ønskede at være i øjenhøjde med ræven, men også for ikke at tiltrække sig mere af publikums åbentlyse opmærksomhed til de to sjove væsner. De natsorte øjne betragtede hendes halvdyriske skikkelse med åbenlys fascination, og støttende med begge hænder op af staven, smilede satyren lidt bredere. "Og du, lille ræv! Du ser jo fantastisk ud!" kunne hun ikke længere holde tilbage, men mente også med letsindig glæde hvad hun sagde - fordi hvem end det her var, så talte hun lige nu til Aria's hjerte. "Jeg håber ikke jeg gjorde noget ubehageligt, ved at hive dug ud derfra?" fulgte hun op med, og så et lille øjeblik bekymret ud, ved udsigten til at have presset hende ud af ringen, selvom det havde virket som en naturlig beslutning for hende at træffe.
Man kunne bare aldrig være sikker.

Delara trak blikket tilbage fra de optrædende og den fristelse der lå der til at søge inspiration til egen kunnen. Ilden var en farlig og fascinerende understreger for de beskuende, men også en evigt foranderlig fælle, der krævede sin fantasi til udfoldelse så meget som koncentration. Måske kunne hun snakke med den udøvende senere? For nu fæstnede hendes mørke blik sig dog i det sorte fra satyren og gengældte nysgerrighedens gnist der var at finde deri.
"Mange tak!" Hun slog let ud med hænderne og sank en antydning i en tydeligt minimeret udgave af en storslået accepterende nejen. Deres udseender tiltrak dem nok af tilskuernes opmærksomhed til at ikke meget skulle til, før end de ville stjæle forestillingen og risikere mindre i kurven som de ikke agerede nok.

Så lo hun dæmpet og rystede afvisende på hovedet. "Nej, nej, slet ikke! Jeg har været uden rejsende ligesind i over et år, så I var mere end tiltrækkende." En lille trist tone sneg sig ind i hendes stemme ved det sidste, som hendes blik også gled til de optrædende. Familien var et ukendt sted og uvidende om hendes færden så meget som hun var det om deres. Syd på var hun kommet, men landet var så langt fra blevet til sand endnu og alle lo når hun spurgte efter det. Måske var landet af Sand så langt væk ingen kendte til det her?
Hun skubbede det hurtigt fra sig, mødte atter den andens blik og fandt et smil frem. "Som ligesind så meget som frisind. Har I været langt omkring?" Et naturligt spørgsmål og måske, måske havde de mødt nogen hun også havde mødt eller set noget hun håbede en gang at se.

Tydelig lettelse gled over Aria's smalle ansigt, da det havde været ligeså frivilligt som hun havde følt det, den lille ræveskabning havde ikke følt sig presset til at slutte sig til ringen. Dog tog det ikke meget at opfange en lettere trist tone i alt det muntre, og satyrens bløde ører vippede en anelse ved genkendelsen af sådanne en følelse. At rejse uden ligesindede i over et år lød overraskende hårdt, og selvom Aria ikke kunne sige at hun havde gjort det samme - hun havde aldrig været så langt væk fra sin familie, hverken den oprindelige eller tilvalgte, jah så kunne hun forestille sig at det måtte være.... ærgerligt.
Det var dog ikke hendes plads at spørge for meget ind til det, og i stedet blev hun mødt med et smil kort tid efter, da den pludselige og lille sorg, syntes at blive skubbet væk til fordel for nysgerrighed. Skjalden lod et smil følge med også, og munden åbnedes i et tænkende 'oh', idet at hun overvejede spørgsmålet. Langt omkring ifølge hende, men nok ikke hvis du spurgte de mere rutinerede gøglere. 

Aria nikkede til sidst. "Langt omkring ifølge mig. Vi har rejst imod syden og dens varme områder, og særligt omkring piratbyen og dets omgivelser også. Vi har endnu ikke bevæget os imod norden, omend det er et sted jeg ser frem til, at se" lo hun, og skiftede kortvarigt vægten fra det ene ben, til det andet. 
"Spørger du nogle af de ældre, har de dog været hele landet rundt" forsatte hun, og gestikulerede diskret imod en af elvisk udseende, der mageligt stod tilbagelænet og betragtede showet, på afstand. Han havde set alt, spurgte man den lille satyr. Det føltes i hvert fald sådan, med hans farverige fortællinger og vittige smil. 

Satyrens svar fik Delara til at spidse ørerne og lyse op i forhåbning. "Så langt sydpå som til Landet af Sand?" Hun måtte spørge. Hvad end svaret ville blive så ville det stadig give hende noget. En ide om afstand eller nærhed, om genkendelse i hvad hun var og kom fra eller lige det modsatte. Et svar kunne gøre hende til en nyhed eller en forøgelse eller en sikkerhed for oplevelse - alt efter hvad denne trup kendte til sydpå.

En let latter strøg fra hende ved det sidste og ringede klar og heldigvis passende ind, hvor de optrædende ønskede latter og mængden fulgte hendes. "De ældre har altid set mere og alligevel siger de aldrig de har set alt. Vi rejste kun i Landet af Sand og selv der var steder min stor-bedstemoder endnu ikke havde set og endnu flere ting hun mente manglede at ske. Som en føniks i flugt eller et barn af sand og vind." Det kriblede i hendes fingre efter at understrege ordenen med illusioner eller ild, men hun havde pli nok til intet at fremvise.

Så lagde hun hovedet let på skrå og så eftertænksomt på den anden. "Jeg kunne vise dig billeder fra nord. Fra Landet af Frossent Vand. Det er der jeg kommer så uplanlagt fra." Der var noget opfordrende til en byttehandel i hendes stemme. Gøglere lod sjældent nogen dele deres aften ild og selskab uden at forvente en smule fra dem og hun havde lige åbnet for et muligt bytte. For hende ville en aften tilbage blandt ligesindede være, ja, hun havde ingen ord for det.

Landet af sand... en beskrivelse der lød genkendelig i hendes ører - Sandlandet havde de blot kaldt det, og under den gyldne ørkensol havde satyren oplevet en del nye bekendtskaber og måder at leve på. Elementaler med flammer i øjnene, og rubinske fine mænd og kvinder, med ligeså farverigt tøj som dem, trods deres meninger og holdninger afveg en del. Så med tanke på at de nok tænkte det samme, var det et tingel-tangel ringlende nik der kom fra kvindens hoved. Jah, hele vejen til landet af sand. 

Hun kunne udover det, ikke være andet end enig i den lille rævs ord, og de natsorte øjne betragtede leende elveren - Mattis - magelige skikkelse. Hun var bestemet sikker på at sådanne ord var kommet fra ham, hendes lille veninde havde ret i flere ting - en af dem værende ydmygheden  omkring det faktum, at verden var stor. Lidt for stor nogle gange, hvis man kom langt hjemmefra. 
Derfor var hun bestemt ikke en person der kunne afvise videre selskab fora aftenen, da hun med en uplanlagt - men lokkende - byttehandel, kom med et tilbud. 
Landet af frossent vand... der havde de endnu ikke været, noget med at vintrene var hårde for nogle af de væsner de havde med sig omkring. 
Så selvfølgelig. 
"Det må du meget gerne!" grinede hun, og en slank hånd blev strakt ud imod hende, idet at satyrens hoved gled en anelse på skrå. "En præsentation er vel på sin plads. Mit navn er Aria Elodie, truppens melo-di" rim gled fra hendes tunge som var det noget af det mest naturlige verden, og det lille implementerede rim i den her sætning, blev fulgt af et friskt blink med øjnene 

Det lille nik til svar om truppen her havde været langt nok mod syd til at opleve Landet af Sand, tændte håbet om nyt hjemmefra i Delara. Skønt det langt fra var givet de andre havde været der efter hun var revet væk derfra, så var muligheden der. Endnu bedre kunne det være de havde planer om at rejse den vej igen og måske, åh måske, så kunne hun slutte sig til dem for et stykke.

Hun fulgte satyrens blik med munterhed i sit eget, men sagde intet til eller om den skikkelse det fandt. Evige væsner oplevede så sandelig tiden og verden på en helt anden måde. Hun havde mødt så få af dem og talt med endnu færre. Sandets folk holdt sig helst fra menneskenes omskiftelige og uroprægede byer.

Endnu et lysende smil formede sig på Delaras læber over at få tilbuddet modtaget så vel. Derefter tog hun imod den udstrakte hånd med latter i blikket over den rimende præsentation. "En fornøjelse Noble sarāyish! jeg er Delara Khurshid - Hjertets Pryd af den Skinnende Sol, danser, underholder og skaber af billeder i luft og af ild." Atter kriblede det i hænderne efter at understrege ordene, men der var stadig en opvisning i gang - eller rettere den var ved at ende og kurven skulle på sin vandring endnu engang. "Skal vi?"

Mængden var stadig interesserede i de to mindre end normen væsner, der dansede ud fra sidelinien med en kurv efter bidrag og et usagt løfte om mere underholdning, da ingen af dem havde været set gøre andet. For Delara var det en balance for nok var hun del af indsamlingen, smilende, dansende og lokkende, men del af truppen var ikke og skulle ikke love noget, der kunne blive taget ilde op.
Tilbage i siden med mere i kurven, smilede hun til Aria. "Holder i meget hen til aftenens komme?" Der var noget særligt ved den synkende sols spil i tanker og sanser, som de var mange der holdt af at lege med.

-----------------------------------------------------------------------------------------------
*Aria - Arya - Farsi/Persisk: Aryan, nobel
*sarāyish - Farsi/Persisk: sang, melodi, konversation - af ordet sarāʼir, hemmeligheder.

At snakke med halvdyret var som at snakke med en eventyrfortælling, en fortælling der var trådt ud af bøgerne og ind i de levendes vidunderlige og kaotiske verden. Hendes måde at formulere sig på, hendes fremmede ord, hendes finurlige udseende - Aria Solvej Elodie åd det råt, og gled med en lille latter tættere da de trådte ud af sidelinjens afgrænsning, for endnu engang at ryste kurven og samle afkastet af de akrobatiske løjer der fremvist foran menneskemængden. Og de var gavmilde, kunne hun fornemme på tyngden der var at finde, da de atter fandt deres pladser i sidelinjen. En sidste opvisning, og så ville der være en pause. 

Og som på kommando - eller som havde hun forventet det, spurgte ørkenræven ind til aftenens planer, og Aria's natsorte øjne gled med et smil tilbage på hendes ansigt, idet at hun nikkede - og hun nikkede ivrigt endda. "En del" den lille hånd pegede ind imod nogle farverige folk imellem gæsterne, også elvere, og folk der så sandelig kom fra de varmere egne, da gløden i deres mørke hud fortalte deres egne historier om et liv under solens stråler og ved ørkenens varme sand vidder. "Vores ildmestre ejer aftenens stjernehimmel og mystik, og deler den af og til med mig selv, når jeg ikke underholder folkets ører" 
Aria's håndflade vendtes opad, og et hurtigt kig omkring dem forsikrede at der ikke var meget opmærksomhed imod dem; satyren lod et  hemmelighedsfuldt smil trække de bløde læber op og lod stjernedrys falde ud fra håndfladen i changerende nuancer af regnbuens farver. 
Den spraglede satyr's lysmagi havde altid været for skønhedens skyld, og lyspartiklerne svandt ud i intetheden når de nåede jorden, som havde de ikke været der til at starte med. Håndfladen blev lukket, og hun grinte en anelse - efter pausen!

Det var umuligt for Delara at gøre andet end lyse op i et strålende smil ved det enkle svar. Hun havde nydt hvad lidt hun allerede havde fået at se og udsigten til langt mere var så livgivende som det havde været at lægge det kolde og hvide stads kaldet sne bag sig i Landet af frossent vand.
Hendes blik fulgte håndens markering gennem mængden. Flere væsner af hjemkendte racer, men også nogle, der så sandelig var fra andre steder. Evighedsvæsner og Sandets folk. Mennesker af varmen og af græsset. "Jeg ser allerede frem til deres kunden og hvad kan læres af den." Det gjorde hun altid. Ildens mestre, tæmmere og formere var altid værd at veksle kunden med. Hvis de var åbne for andres øjne og ikke havde nok i dem selv.

Næsten mere spændende var det dog at kunne få et glimt af satyrens kunden. Et væsen af sagnene hun hidtil kun havde set i illusioner og som del af fortællinger. "Og høre din stemme selvfølgelig!" Hendes blik sank til hænderne der flagrende skjult af deres kroppe. Stjernedrys af den fineste og farveskiftende art dansede mod jorden. Med et lille underfundigt smil fandt Delara den andens blik og lod illusionen af en slørklædt kvindeskikkelse, bevæge sig med forførende bevægelser og flagrende slør dansende gennem glimmeret. Få øjeblikke, før den opløstes som tåge i morgenens første sol, men længe nok til at blivve set af den anden.
Så grinede hun tilbage og lod blikket glide til det sidste af opvisningen. Der var noget sjovt ved spontant at slutte former sammen. Som at lave illusionerne til en historie fortalt, hvor fortællende ændrede den kun for at se om han kunne hylle hende ud af den, men samtidig selv følte hvad hun bidrog med da skulle med.

Det tog en hel del selvkontrol for det spraglede skovvæsen ikke at gispe højlydt, i det sekund en skikkelse begyndte at danse igennem den lyse stjerneregn der dryssede fra hendes små fingre. Et flagrende slør, fængslende bevægelser og vuggende hofter - gøgleren vidste at det var en illussion der dansede for hendes natsorte øjne, og skuffedes derfor ikke alt for meget, da den atter ligeså stille forsvandt, som blev den båret væk af den stille vind i området. Ikke alt for meget, men alligevel fornemmede hun et rest af savn imod den eventyrlige lille hemmelighed der var blevet delt, skjult for tilskuernes ellers nysgerige øjne. 
Og hun håbede så sandelig den ville komme igen senere på aftenen, ligesom halvræven så frem til hvad hendes trup ville dele med hende, senere på selvsamme aften. 

Håndfladerne lukkedes, men øjnene forblev vidt åbne og betagede over hendes nye veninde. "Min stemme...?" mumlede hun, og lyste op da hun mindedes hvad hun havde sagt; så betaget havde hun været af hvad der lige var sket før, at hun kort havde glippet hvad hun selv havde sagt. 
Aldrig havde Aria mødt en satyr der ikke nød godt af musikkens velsignelse, og de rene toner var skabt til aftenens fortællinger og kvad. Til de muntre lyde af en lut, eller sørgmodige toner af en tværfløjte, havde hun sunget stemningen op til skyerne, såvel som sendt de afsavnede afsted imod Kile's rige.
Og hun ville med den allerstørste glæde, gøre det igen. 
"Selvfølgelig, du kære Delara, selvfølgelig!" kvidrede hun, og lod prøvende den ene hånd få fat i halvdyrets egen. Om hun måtte, ville hun trække hende igennem de tætte menneskemasser, og imod nogle af de farverige telte der havde fået tilladelse til at blive sat op med truppens ankomst; hendes manere og gode opdragelse bød hende nemlig først og fremmest, at give deres kære gæst en bid mad og noget druevin, om hun ville have det. "Men først, Sand-danser... er du sulten? 

Stemningen i Aria's families telt var god, munter og en anelse hektisk - som det burde være på sådan en velsignet aften. Leende stemmer klargjorde til aftenens forestilling, imens at andre blot nød at deres tid på scenen var ovre for i dag, og de kunne slå benene op for resten af aftenen. 
 

Overraskelse og betagelse var to gode reaktioner på den lille dansende skikkelse i glimmer-regnen og for Delara en fornøjelse at kunne frembringe. Endnu mere at se den afløst af forvirring og et spørgsmål der trak en dæmpet var latter fra halvrævens læber. Forledende kunne skikkelsen være, men sjældent så virkningsfuld i så lille en størrelse! Måske var den mere underfuld end hun selv huskede den?

Delara tog gladelig den andens hånd og mærkede ruheden af slid mod den fine pels der dækkede hendes hud. Som ventet arbejdede Aria for føden og selv noget så luftigt som musiseren satte sine tydelige spor.
Deres fødder tog dem let gennem mængden, fulgt af flere blikke. Nogle skuffede, nogle forhåbningsfulde, men også nogle med den skepsis gøglere så ofte mødte, mens hænder gled til bælte for at undersøge om pungen stadig var der. I dag var den.Om ikke andet havde Delara ingen ekstra punge på sig ved ankomsten til teltlejren.

Dette var endnu et hjemligt syn. Måske rejste denne trup ikke med kameller, men med vogne og heste, men efter udpakning var udtrykket det samme. Spraglet, festligt og uforhastet. Som havde folkene her uendeligt med tid og overskud til at le og lave intet, mens så uendelig mange ting skete skjult for de forbipasserendes øjne.
"Altid, men i det mindste ikke hungrende." Hun mødte den andens blik muntert, før hun bukkede let og fortsatte mere formelt høfligt. "Når solen står højste er tilbudt skygge starten på evigt venskab." Hun så en af Sandets folk stoppe kort op og se mere direkte i hendes retning, før hun rettede sig og dæmpet fortsatte. "Evigt kan være et flydende begreb i ørkenen... alt fra en uge til flere slægters skabelse!"
Hun lod sig føre ind i tæppet og opsluge af familien der.

Med fjedrende skridt var det at Aria og hendes gæst trådte ind, og da teltets sider blev slået til side, var det at den krydrede duft af grydemad ramte næserne, skarpt forfulgt af de andre sansers stimulans, ved det blakkede og flakkede lys der farverigt lod teltets indre se, og lyden af leende mennesker, halvdyr, elvere og andet, som kom ringlende. Åhh, hjem. 
Det var med et lille smil at den lavstammede satyr ledte dem igennem og ned imod teltes midte, hvor at enkelte personer - dem som ikke var optaget af at hvile, spise eller tale - drejede deres nysgerrige ansigter imod satyren og hendes pludselige gæst. Nye ansigter var sjældent afvist her. 

Flere gange i løbet af aftenen, var de malende ord faldet i god jord hos den musiske satyr. Men atter måtte hun indrømme hvor unikt det var, da de bløde ører flakkede bagud for at lytte, og med sig fik endnu et lille eventyr; Aria's buttede læber deltes i et lille, nysgerrigt 'åhh'. 
"Og hvorfor lige præcis i ørkenen, hvis man kan spørge?" se det kunne hun ikke lade være med at spørge, idet at tempoet gik en anelse ned og hun med et kort kig tilbage fremad, kunne se den overraskende civiliserede kø til madbordet starte, og stillede dem i position der. Det gik hurtigt, og det var en effektiv fordeling der foregik. 
Grydemad var simpel mad, og givet det brogede folk der færdedes med teltet, kunne det fås uden og med kød. Selv foretrak den spraglede skikkelse uden kød, men fordomme var der ikke mange af, da hun vidste at det var ganske naturligt for mange af de racer der rejste med cirkusset. 
At bede en halvulv om at leve af grønt og godt, ville joh næsten være ligeså urimeligt som at bede hende leve af kylling og kød. 

Delara stoppede kort op lige indenfor teltflappen, lukkede øjnene og trak vejret dybt ind. Det var duften af hjem og anderledeshed. De samme og andre krydderier, væsner og madvarer. Brugt, i brug eller i gang med at bruge, blandende dem med lyden af latter, snak og den evige baggrund af noder spundet sammen og viklet ud. Stemmerne var andre, men en stor del af ordene de samme og det stak den unge halvræv i hjertet. Hjem og alt andet end det.

Hastigt åbnede hun øjnene igen og gned dem let med en arm, før hun fulgte Aria ind i midten af det hele. Blikkene blev flere her, diskrete så vel som direkte, men ingen fjendtlige, skønt varsomme. "Åh, jeg har ikke hørt det sagt andre steder? Er det et sigende andre bruger?" Hun så levende interesseret på den anden, som de sluttede sig til en række strækkende sig mod madduften.
"To retter?" Hun kunne ikke se hvad de nærmede sig, men det virkede som to afgrænsede dufte. Hjemme kunne de gå fra en fælles gryde til en myriade af små retter anrettede og duftende så samhandlende tabte fornemmelsen for deres egne vares værd. Som det var tiltænkt.

Som de stod et par fra gryderne, fiskede hun træskålen og skeen frem fra tasken, som hun havde fået under sit besøg i det frosne vands land. Det havde været venlige væsner hun var endt i blandt der og med underholdning givet frit til deres gamle leder og holdt ham hjemme og i roen en tid, havde de udstyret hende fornuftigt til rejsen mod syd. Deres præg var dog på tingene for dem der kendte dværgenes håndelag.
"Med kød tak." svarede hun forventningsfuldt den udlevende og fik sin skål fulgt til renden. Noget en dyb indånding sikrede spredte et lyksaligt smil på hendes læber, som hun fulgte Aria mod en siddeplads.