I udkanten af piratbyen Fristavn, var det en noget broget forsamling af telte, væsner og personligheder der havde slået lejr for den tidlige morgen, dagen og dertil også den følgende nat. Selskabet havde vogne trukket af heste og okser, knirkende lygter dinglede sit varme lys over dem alle. Generelt så de alle nok en anelse støvede ud, men ellers var det en delt blanding af trætte men glade ansigter.
De havde trods alt været på farten i lidt over en uge nu, og vejen fra Lazura til Fristavn var ikke nødvendigvis en behagelig en af slagsen! Og selvom hun havde siddet i en af vognene noget af turen, kunne det stadigvæk godt mærkes i de stærke ben, som hun dovent havde strukket ud foran sig i grasset i dagens hvilende anledning. Solen varmede, jorden kølede og Aria nød det i fulde drag. Hun havde lige et par timer her i den tidlige morgenstund, inden at den livlige by rigtigt ville vågne op.

Da solen så endelig var krøbet op over eftermiddagstimerne, hankede den lavstammede kvinde endelig op i sig selv, og begav sig afsted. Den taktfaste lyd af hendes klove og enkelte tilføjelser af staven satte rytmen og farten, og omkring hende havde hun en nok så frimodig og letsindig energi, og Aria smånynnede imens hun begav sig tættere på det menneskebeboede område. Fristavn var en oase af små finurlige nipsgenstande, og Aria havde altid haft et godt øje til det ringlende pynt. De natsorte øjne gnistrede, måske ville hun være heldig og slå en god handel af idag.

Tankerne var i hvert fald i den retning og med det på sinde, idet hun drejede ind af porten og bevægede sig imod de mange boder der var omgivet af en allerede tidlig larm og rumsteren af råbende handlende og lokkende sælgere. Her og der mærkede hun et ekstra nysgerrigt blik på den farverige satyr, men lod sig ikke umiddelbart mærke mere af det end som så. Det var der masser af tid til, senere. 


[Lidt kort og hurtig, men skulle til aftensmad og vidste ikke hvor hun chillede omkring <3]

Renny var i et fremragende humør. Hun stod, balancerende på rælingen, med sin ene solbrune hånd fæstnet om et reb og hendes modsatte ben svingende i den friske vind. Under hendes flyvende og støvlebeklædte fod, brusede de kraftige bølger, som skibet lagde an på havnen i Fristavn.
I to år havde hun været del af besætningen på Hircix og stadig, syntes lyset af frihed og ekstase over eventyr er blinde hende. Der var ganske enkelt ingen anden forklaring herpå, for det var hvad Renny selv følte. Kunne hun betragte sin egen aura, der lagde sig omkring alle mennesker i bløde bølger, ville hun uden tvivl lyse isblåt for hendes indre blik – så meget vidste hun. Hvad Renny også vidste, var, at Neagu ikke ville lade hende forblive stående på rælingen, skulle hans tofarvede øjne fæstne sig på hendes skikkelse for blot et øjeblik, hvormed Renny smilede bredt og gik i gang med sine gøremål.

Dagen forløb, som de i grunden plejede, når Hircix lagde slog anker. Renny – samt den øvrige besætning – havde mange opgaver, der skulle løses, men den mørkhårede kvinde var ikke bleg for at arbejde, og med en smule fællessang gik det ganske glat. Det gjorde det trods alt altid – især når Renny kunne vende stemningen, skulle folket omkring hende begynde at lyse lilla og rødt; fornærmelsen og vredens farver.
Da det omsider blev tid til at gå i land, var Renny den første til at sætte afsted. Ja, faktisk så løb hun, så den store barm hoppede og dansede, i takt til hendes vuggende hofter, men eftersom hun ikke var synderlig blufærdig, var hun øjensynligt den eneste, der ikke bed mærke i netop det.

Snart efter befandt Renny sig på markedspladsen, hvor larmen fra alskens sælgere, nåede til hendes øregang, som et brøl fra en sulten løve. Ikke at det dæmpede Rennys gode humør, for om nogen nød hun godt af mange indtryk. Det var ganske enkelt umuligt at skelne de mange aurars farver fra hinanden, hvormed Renny kunne ånde lettet op; ikke længere så hun det, der ikke var for hendes øjne at se. Det vil sige, det var i hvert fald, hvad den korthårede kvinde først antog –

Lige indtil hun stødte ind i en noget lavere skikkelse, hvis øjne var sorte som natten – og hvis aura lyste af tilfredshed og munterhed.

Renny lagde begge sine hænder om den smukke satyr, hvorefter hun grinede hjerteligt. ”Det må De simpelthen undskylde!”, udbrød den noget højere menneskekvinde, hvorefter hun nikkede mod de mange boder. ”Jeg havde travlt med at glo alle andre steder end på vejen!”


[Stop det. Du skriver altid fantastiske indlæg <3]

Markedspladsen var et mylder af sanseindtryk, og Aria tog dem alle til sig med store øjne og et leende grin i mundvigen. Så mange farver, så mange lyde, så mange lugte! Den taktfaste lyd af kvindens klove og stav bevægede sig langsomt igennem menneskeflokkene, og bevægede sig næsten draget til alle boderne der solgte nips og pynt i alle former og afstøbninger. Det var så flot håndværk! Selv var hun nok så kreativ anlagt, og kunne velsagtens skabe noget der mindede om - halvdelen af hendes tur var trods alt for at samle inspiration. Men den anden halvdel, kunne sagtens lokkes til at købe lidt for sin hårdt tjente løn.
"Ah, et godt blik for kvalitet kan jeg se!" den leende stemme af en småfed sælger tiltrak satyrens natsorte øjne, og nysgerrigt så hun fra hans ting, og op til ham, et forundret udtryk i det fine ansigt. "Og så fin du ser ud! Hvem har jeg æren at lokke til min ydmyge stand?" fulgte han op med, og Aria mere følte end hun så hvordan hans blik nysgerrigt gled over hendes krop, men trak i et afværgende smil idet hun kloppende trådte tættere på. "Tusinde tak, du fine lille mand" gled det over hendes melodiske stemme, hvis lyse klang ringlede igennem larmen i en ren tone. Hvis han ikke brød sig om at blive kaldt 'lille mand', var det ikke noget han lod sig mærke med som han malende begyndte at fortælle om smykkerne han solgte, med enkelte mere lumre kommentarer om hvor de ville pynte på hende. 

Aria lyttede, men efter 5 minutters snak var det mere af høflighed end lyst hun blev stående. For sky til at sige hun gerne ville videre, men stadigvæk lidt underholdt af hans viftende hænder var hun. Derfor var det en overraskende velkommen oplevelse, da en høj kvinde pludselig stødte ind i hendes lave statur og fik hende til nok så klodset at snuble lidt bagud, et overrasket lille 'woah' lyd  fulgte med. Hun faldt dog ikke langt, og blev rettet ind af selvsamme kvindes leende stemme og blide hænder. Hvem var nu det?
Fanget af den muntre energi der havde fulgt hende var Aria, idet hun med en ringlende latter rystede på hovdet. "Det behøver du slet ikke undskylde for! Jeg havde trods alt mine egne øjne alle andre steder end vejen også" indrømmede hun, og rystede på hovedet så de lyse krøller dansede omkring horn og ører. "Og du behøver virkelig ikke kalde mig De..." tilføjede hun næsten forlegent over den fine titel, og svingede med trænet behændighed vandrestaven lidt bagved hende, så hun kunne læne sig op af dens dekorerede side.

"Hey! Vi var lige igang med noget, dame!" udbrød den handlende som Aria havde stået og fået talt ørene fulde af, og overrasket over at han blandede sig så bramfrit, slap satyren kortvarigt øjenkontakten med kvinden til fordel for ham. Hvad var hans problem? Dog gled det hurtigt tilbage til den fremmede kvinde, og med et pludseligt legende lille smil tog Aria sig pludselig til hovedet. "Ved alle Guderne! Det er jo dig, er det ikke?" Satyrens blik var måske svært at læse i hendes pupilløse øjne, men ærefrygten var næsten til at skærer ud, så tykt hang den med omkring hende lige pludselig. "Du er hende dragedræberen! Molly med det magiske sværd!" fulgte hun op med, og håbede virkelig på at hun ikke ville få en uforstående grimasse som svar.
Fordi ved siden af dem, lignede den småfede handlende en der havde fået et ravstykke galt i halsen, og skulle hun være ærlig, virkede han heller ikke som en rar mand i længden. Han var lidt for... sulten af sig.  

- en lige dele forvirret og uforstående grimasse, var dog lige ved at være dét, som den smukke satyr fik. Øjeblikkelig forstod Renny dog, hvad væsnet ønskede fra hende, og instinktivt smed hun et bredt smil henover de buttede læber. Og dernæst gik skuespillet i gang!

”I egen høje person!”, udbrød den korthårede kvinde, hvorefter hun blinkede moret til satyren og vendte sin egen tommelfinger i vejret. Derefter gled de mørkebrune, ja næsten sorte øjne, til side hvorved de kunne fæstne sig i den handlendes egne, der ganske ublufærdigt tog Rennys vuggende former i nærmere øjesyn. Tilsyneladende havde denne dragedræber ikke vuggende bryster og brede hofter, der for evigt blev skubbet ud til siden, når Renny stod stille – den handlende var nemlig ikke overbevist, så meget vidste Renny med sikkerhed.
Det syntes nu ikke at stoppe hende synderligt, for hendes teatralske opførsel fortsatte uden tøven.

Med selvsikre skridt aflagde Renny afstanden til boden, hvorved der stod et bord med alskens smukke smykker og krystaller. Den sorthårede kvinde hun forstå, at det var disse, som den kønne satyr havde haft øjne på, hvormed det i sig selv blev et mål. Renny kunne ikke påstå, at hun forstod meget af, hvad der havde foregået forinden hendes ankomst, for hendes øjne havde hvilet alle andre steder. En ting stod dog klart for den unge kvinde, og det var, at den anden unge kvinde, ikke havde brudt sig helt om den situation, hvori hun var havnet. Auraer var afslørende på den måde.
”Du kan umuligt væ-”
”Og hvorfor egentlig ikke det? Jeg skal vel næppe til at bevise, at jeg i sandhed er Molly!”, udbrød Renny forhastet, hvorefter hun hævede begge sine sorte øjenbryn i en sigende gestus. Tilsyneladende fik hendes ubarmhjertige løgn den ældre herre til at blive endnu mere forvirret, men for et langt øjeblik fortsatte Renny sin argumentation – ja, hun var i sandhed Molly, selveste dragedræberen! Og hun kunne da umuligt vide hvorfor, at alle malerierne af hende ikke lignede den kvinde, hun fremstod som! Det var jo unægtelig ikke hende, der havde malet dem og tilsyneladende rejste myter trods alt lange veje!

Omsider syntes manden dog at godtage Rennys historie, og med et påtaget suk – Renny var ganske enkelt ikke ligeså spændende som satyren – begyndte ejeren, at forhandle med det frembrusende kvinde. 

Der skulle ikke gå længe fra at Aria's ord havde sluppet hendes læber, førhen at den fremmede kvinde med et glimt i øjet samlede dem op. Tog dem til sig. Jah, gjorde dem til sine egne! Forvandlingen var meget mere end Aria havde forventet ville komme, da hun mest af alt havde gjort det for at lede opmærksomheden hen på noget andet. Selv hvis manden ikke troede på hverken hende eller den fremmede kvinde, jah så måtte han vel forstå hvordan en løgn havde været til at foretrække, fremfor at blive ved med at tale med ham.
Et eller andet sted, syntes Aria det var meget retfærdigt, det ville nemlig ikke være helt u-akavet for ham heller.
Det var dog ikke det der skulle til at ske, nej. Hun kunne ikke andet end at nikke sådan som at kvinden begyndte at male sine historier op - Molly med det magiske sværd var næsten en myte imellem småfolk som ham! Og hvor vovede han at stille sig op på den her måde! Aria fik jo næsten helt ondt af ham, men kunne - og ville heller ikke helt, stille den lavine den spøjse menneskeskabning hældte ud over ham lige nu, fordi et eller andet sted.... jah så fortjente han den lidt. Det var ikke ondskabsfuldt at ønske han blev irriteret, var det?

Omsider og endeligt blev løgn til sandhed for manden, der med et suk overgav sig hendes insisterende ord og glatte tunge. Den blonde satyr havde ikke fået sagt et ord ind imellem - det ville da heller ikke være passende for en gøglerbåren som hende, at afbryde en heltinde som Molly's talestrøm, men nu blev handel pludselig smækket på bordet igen.
Og vent lige lidt... var det en rabat Aria fornemmede i luften, nu hvor at sælgerens egne ører var blevet talt ligeså fulde som Aria's havde været? Med behændige skridt gled Aria nærmere hans bord igen, og en undersøgende hånd gled over et par øreringe med bronzefarvede vedhæng. "Ville det ikke være fantastisk, at have solgt et smykke til sådan en kvinde?" gled det overvejende over hendes læber - lidt som et retorisk spørgsmål, og satyren smilede næsten drømmende. "Jeg kan kun sige at vi skjalde elsker at synge om hvad der skaber blikfang..." tilføjede hun, og lod blikket glide fra smykke til sælger, der overvejende prøvede at finde  ud af om det skabte profit for ham.
Hvis Molly virkelig var Molly... så ville han have lidt blærer rettigheder imellem de andre sælgere.

Aria kunne dog ikke benægte, at det i den grad mere var øreringe til hende selv hun overvejede. Men måske Molly kunne bekæmpe overpriser ligeså nemt som hun bekæmpede drager og monstre. Måske rygtet om hende kunne, i hvert fald. 

Den fedladne sælger skævede til Renny – og dernæst til Aria selv. I grunden syntes han stadig skeptisk, men den sorthårede kvinde var begyndt at slappe af. Den mistroiske gule farve havde nemlig forladt mandens skikkelse, og var i stedet blevet erstattet af en grådig giftgrøn. Man kunne altid regne med den slags; krystaller der skiftede hænder, fortællinger der fløj effektivt igennem vinden. Og myter naturligvis. Dem kunne man altid regne med.
”Hvad kan jeg så være De Damer behjælpelig med?”, lød det prompte og i et særdeles henrykt tonefald, der lagde an til endnu flere konklusioner – konklusioner Renny dog ikke kunne få til at hænge sammen med farverne, der lagde sig som vandets brusende bølger om manden. I sandhed havde de fat i en, der var mester i salg.

De to kvinder kunne mange øjeblikke efter skridte væk fra boden. I Rennys faste greb holdte hun om de øreringe, hun havde fornemmet at satyren havde betragtet med længsel, og i det de var uden for rækkevidde af den gråhårede mand, rakte Renny Aria posen.
”Det skulle pludselig blive en interessant aften!”, udbrød kvinden leende, hvorefter hun smed sin hånd fremad mod satyren. ”Mit navn er Renny for resten. Det er en fornøjelse, at gøre dit bekendtskab. Må jeg være lidt bramfri?”, lød det dernæst, men foruden at Aria rigtig havde en chance for at sige nej, for Renny var ikke en kvinde, der ventede på svar, hvormed hun storsmilende fortsatte ufortrødent; ”du har simpelthen de smukkeste øjne, jeg nogensinde har set! Det er som at kigge på en klar nattehimmel, som er dækket og dækket af stjerner, så langt øjet rækker. Du må høre det hele tiden – det er jeg helt sikker på – men altså, jeg blev nødt til at sige det. Ellers tror jeg, at mit hoved ville eksplodere og det, ja, det ville ikke gå jo”, tilføjede Renny hastigt, hvorefter hun lo sprudlende.

”Og så må jeg lige hurtigt spørge – men var det rigtig fornemmet af mig, at han gav dig problemer?”

Med kloppende skridt var det at Aria endelig fik bevæget sig væk fra den bod der havde fanget hendes flygtige interesse til at starte med, og ved siden af hende, jah der gik en noget højere kvinde nu. Handler var blevet handlet i hus, og selvom Aria ikke ville kalde sig en forfærdelig god handlende på de punkter der betød noget, hvis man skulle... bedømme værdien af ting, jah så havde hun en god fornemmelse over sig, med den handel de - eller måske nærmere menneskekvinden, havde fået i hus. Derfor var det med begejstring at hun af og til ikke kunne lade værd med at kigge op på hende, hvoraf at begejstring blev til decideret glæde da hun fik rakt den fine pose, med endnu finere indhold. "Tusinde tak" kunne hun ikke lade værd med at sige, men gjorde ikke mine til at fiske dem op - nej ikke endnu.
Fordi nu kom der endelig en præsentation af hendes storsmilende og til dels også højlydte selskab.

Renny, et navn der lå ret så fint i munden, men ikke noget hun fik mulighed for at gentage idet at mennesket hastigt talte videre. Ord piplede ud fra hendes mund som et lille udspring af en bæk, og førhen at Aria nåede at sige 'jah, selvfølgelig måtte hun være bramfri', fik Renny talt sig varm nok til at forsætte. I stedet lukkede hun munden med et lille smil, og lod de bløde ører lytte til hvad hun havde på hjerte.
Og sikke da et venligt hjerte. Komplimenterne fik en summende varme til at sprede sig over hendes mørke kinder, og satyren måtte kortvarigt hører sig selv le forbløffet, omend ikke nødvendigvis genert. Nej, oprigtige komplimenter gik lige ind i sindet på den unge satyr, hvis natsorte øjne funklede i så optimitisk selskab. Hun kunne ikke andet end at blive smittet af den energi.
"Jamen jeg takk-" endnu engang blev Aria med en lille latter afbrudt, men tog intet af det mere personligt, end at hun kortvarigt lagde en hånd om menneskets arm, for at stoppe hendes hastige gang og ordstrøm. Et næsten drillende glimt over Renny.

"Du taler jo mere end fuglene synger om morgenen" kom det med ringlende latter fra satyren, og hun nikkede bekræftende, så de lyse krøller hoppede en anelse. "Han gav mig ikke problemer, men det var bestemt bedre at komme væk derfra, end det var at stå derhenne..." satyren lod en tænksom hånd glide om bagved nakken, inden at hun skubbede det fra sig med en skuldetrækning. "Jeg burde bare være bedre til at sætte en klov i jorden".

Aria var dog ikke færdig med at tale, men slap armen for at sætte i bevægelse igen - et noget langsomme tempo til hende lidt kortere ben. "Og tak, kære Renny! Til dig min ven, kan jeg kun sige det samme. Dine mørke øjne, bærer en velkommen varme..." satyrens lille rim trak ud, og med en fejende bevægelse, slog hun kortvarigt hænderne ud også. "Øjne er passagen, de er sjælenes spejl. Når jeg ser i dine øjne, ser jeg ikke mange fejl". En melodisk stemme der havde sunget en god mængde sange og kvad før i løbet af sit liv, og satyren blinkede til den fine kvinde.

Renny lo for endnu engang hjerteligt, hvorefter hun lagde sin hvide hånd for den fyldige mund. ”Du har ret”, mumlede hun imellem de slanke fingre. ”Jeg er ikke til at stoppe, når først jeg begynder”, indrømmede hun dernæst, hvorefter hun blinkede med leende øjne til satyren. Omsider syntes Renny dog at holde mund, i hvert fald tids nok til, at væsnet overfor hende kunne svare hende ordentligt – og denne gang med et rimende vers.
Renny havde svært ved at tæmme sin begejstring, men forsøgte heller ikke synderligt ihærdigt. I stedet slog hun ud med armene og bukkede elegant. ”De bliver nok afsløret – alle mine fejl – senere på aftenen. Må jeg byde dig en forfriskende øl? Jeg kender et sted”, svarede den sorthårede kvinde ivrigt, hvorefter de ikke lang tid efter spankulerede afsted.

Imens de gik talte Renny om løst og fast. Hun gestikulerede mod velkendte steder, hvor hun havde været, før hun dog pludselig tav brat og vendte sig mod satyren med store øjne. ”Men det ved du måske allerede? Jeg mener – har du været her før?”, spurgte hun, hvorefter hun fortrak en grimasse af oprigtig forlegenhed over, at have antaget det modsatte. ”Jeg er så van til at komme her, at det føles som et andet hjem”, forklarede Renny forhastet videre, hvorefter hun affærdigede sig selv med en håndbevægelse. 

Ingen irritation over hendes løse mundtøj var at spore i Aria, der med et leende smil nikkede - hun kunne sagtens forestille sig at denne Renny kunne snakke for flere dage, sådan som hendes sprudlende humør gjorde det nemt at holde en samtale kørende. Og foruden humøret, så var der satme også høfligheder - en øl her i sommervarmen lød fantastisk for satyrens bløde ører, der nysgerrigt vippede en anelse idet at hun smilede. "Selvfølgelig må du det" kvidrede hun, og faldt i trit ved hendes noget højere skikkelse.

Imens de snakkede om løst og fast, mærkede satyren efter i sine lommer efter krystaller at give kvinden for sin ulejlighed og betaling for øreringene - hun kunne jo ikke bare sådan tage dem, uden at betale for dem! Hun fandt dem, og skulle til at prikke hende på skulderen med vandrestaven. Men som var det næsten planlagt, tav Renny brat og vendte sig imod hende. Oh, hvad havde hun spurgt om?
Overrasket over spørgsmålet - et spørgsmål hun lige skulle bruge tid på at genkalde sig idet hendes opmærksomhed var lidt småflygtig, og hun nemt blev distraheret af sine egne tanker, åbnede hun munden uden ord til at følge med. Men ikke længe skulle gå inden at hun forstod hvad hun mente. "Åhh!" Aria rystede på hovedet, så nips og smykker klirreede over og omkring hende. "Jamen jeg er her faktisk ikke så ofte, det her er kun min anden gang" smilede hun, og tiltede i en rykvis bevægelse hovedet på skrå - en bevægelse meget lig de dyr hun delte træk med.
"Storbyerne plejede at skræmme mig, da jeg var yngre. Kan det virkelig føles som et hjem, bare man besøger det nok?" nysgerrighed emmede i hendes lyse toneleje, og Aria trippede næsten ubevidst om hendes egen nærgåenhed, en anelse nærmere med natsorte, store øjne. Hun havde boet i Lindeskovens idyl i et lidt over 100 år, så kontrasten var til tider intimiderende. Selvom hun fandt byerne dragende, ville skovvæsnet nok aldrig kunne finde sit hjem imellem dens finurlige væsner og støvede bygader.

Lettelsen var tydelig at spore i blandt alle Rennys fregner, og med et tilfredst smil om de fyldige læber, satte Renny i skridt for endnu engang. Hun havde ikke bidt mærke i den lille læderpose, som den kønne satyr holdte om, for hendes tankespind var optaget andetsteds, for –

Kunne et hjem virkelig bestå, blot fordi man havde besøgt dét adskillelige gange? Den korthårede kvinde vidste det ikke. Og dog – følelsen bestod. Det var derfor med et let nik, at alt det eftertænksomme blev erstattet af varme og oprigtighed:
”Det synes jeg. Jeg er kommet her en del de sidste ti år. Det er naturligvis ikke lang tid for andre væsner, men – ja, for et menneske er det. Eller sådan kan det i hvert fald opfattes. Tid er en finurlig størrelse på den måde, ikke sandt?”, lød det var den højere kvinde, hvorefter hun gestikulerede mod en lysende, pulserende krostue. ”Oh! Endelig!”

Renny ledte Aria ind iblandt forsamlingen af – ja, alskens væsner. Det var dog primært mennesker, lurede størrelser, der var klædt i mørke gevandter og bar kutter, så deres ansigter var gemt væk fra nysgerrige øjne. I hjørnet sad der store skikkelser – for store til at være rent menneskelige – og det var med en yndefuld og diskret elegance, at Renny førte Aria i modsat retning. Fristavn var trods alt hjemsted for mange typer – nogle fælere end andre.
”Jeg henter forfriskninger – og så vil jeg meget gerne høre din historie!”, udbrød Renny højlydt, ganske enkelt for at overdøve larmen omkring dem. Dernæst forsvandt hun op i baren, hvor hun kastede sig henover bardisken med en vant bevægelse. Efter at have talt med den fedladne mand bag – en gammel bekendt, tydeligvis – vendte Renny tilbage med to krus øl.

”Må jeg være så fræk at spørge, hvad der skræmte dig fra storbyerne dengang?”, spurgte Renny uden omsvøb. Man var vel kun et menneske…

Aria havde altid haft en brændende nysgerrighed efter hvad der mere var, end bare det hun havde oplevet. Bevares, hendes liv havde indtil nu været - og var stadigvæk - fantastisk at være i. Friheden i truppen gav mulighed for spændende steder, og nu ledte hendes nysgerrighed i stedet imod personligheder, hun taknemmeligt oplevede. Hun elskede hvordan verden lod hende møde næsten alle typer og personligheder. Det var på en eller anden naiv måde, spændende.
Nysgerrighed havde ikke ledt hende til Renny, men den havde ledt hende til et spørgsmål - et spørgsmål der nu blev taget til undren imens hun smånikkende fulgte med. Ikke længe skulle der gå, inden at de kom til et pulserende sted der havde en god fornemmelse omkring sig. Aria elskede måske ikke byerne, men kroerne var fantastiske.

Renny var målrettet, og Aria fulgte villigt med imens at mennesket fik snørklet dem igennem de forskellige borde, og dertil også de forskellige væsner der sad ved bordende. Langt størstedelen var - som forventet - menneskelig, men satyren kunne med et lille grin spotte enkelte skikkelse der skildte sig ud. Hun forbandt det dog sjældent med fare - hvilket kunne sees som naivt. Det var dog ikke derfor hun gjorde det. "Det skal være mig en fornøjelse!" smilede hun, og satyren fulgte hendes hjemmevante skikkelse med store øjne, men hun var ikke ene om at føle sig tilpas i disse omgivelser. Aria lænede sig med et grin tilbage i sin stol, og foldede de bukkede ben.

Hun kom tilbage med kold øl, og med en begejstret lille lyd greb satyren det ene, imens hun lyttede. Skræmte hende fra byen? De mørke øjne smilede idet hun med et lille nik satte kruset for læberne, og først tog en tår. "Bygningerne, Renny" en ærlig konstatering, og satyren rystede en anelse teatralsk på hovedet, dog med et smil. "Jeg føler de.. læner sig ind over mig...- Og de skærmer for himlen" en tilføjelse hun sagde ligeså snart hun huskede den detalje. Skov-væsnet var virkelig ude af sit miljø, men opsøgte det stadigvæk.

Renny nikkede instinktivt, men dernæst forholdt hun sig tavst. I hvert fald for et øjeblik. Bag de mørkebrune øjne forsøgte hun nemlig, at se byerne fra satyrens perspektiv; hvordan de hældte, svajede i vinden og truede med at drætte sammen om de lange ører. Og jo, de kunne skygge fra himlen. Faktisk, alt efter hvor man placerede sig i hovedstaden, kunne man ikke se andet end kedelig arkitektur – der var ingen himmel over dem dér.
”Jeg tror, at jeg forstår”, svarede Renny omsider, før et bredt og oprigtigt smil gled henover hendes fyldige mund. ”Når man går i det hver dag – jeg er selv fra Dianthos – så bider man ikke længere mærke til det. Først når selvfølgeligheden bliver påpeget.” Dernæst greb hun om sit krus øl, og satte den til læberne, for at lade den gyldne væske indfinde sig i hendes svælg. I grunden var den ikke videre velsmagende, men denne kro var ikke som enhver anden – og spionen havde planer.

Planer, der dog måtte vente lidt endnu, konstaterede Renny i sine tanker, i det rødlige bælger af auraer flød ind i hendes bevidsthed. ”Hvordan har du det med slagsmål?”, spurgte Renny pludselig – men også alt, alt for sent.
Der lød et brøl bag dem, i det en kutteklædt skikkelse fløj op fra sin stol i med et rasende udbrud, men på et sprog, Renny ikke forstod og kun genkendte. Renny selv greb hurtigt om sin øl – nu for endnu engang, i gang med at drikke – hvorefter hun med sin modsatte hånd hastigt gestikulerede under dem.
”Lad os søge ly – under bordet”, udbrød hun, som enhver anden ville foreslå, om de skulle gå en dejlig tur i Tempelhaverne. Renny gled dernæst elegant ned under det solide træbord, hvorefter hun lod sit blik farer mod slåskampen, der langsomt men sikkert tog form.

”Nogle væsner er simpelthen så temperamentsfulde”, sagde det… temperamentsfulde menneske. 

Aria nikkede kort da Renny sagde at hun tænkte at hun forstod, og oprigtigt smil fulgte med de overvejende ord. Så hun forstod? Hun kendte selvfølgelig intet til hverken Renny's baggrund eller opvækst, men vidste at der kunne være mange - jah rigtig mange måder at opnå samme forståelse, som den hun nu præsenterede. Dertil måtte satyren nikke i enighed ved hendes opfølgende ord; hverdagen havde det med at hviske de små detaljer ud. I farten og almindeligheden kunne man ofte overse, og apropo fart. 
Et så henkastet spørgsmål at de bløde ører lige måtte vippe en ekstra gang da hun forstod hvad hun havde sagt, inden at et brøl fra en anden verden skar sig igennem kroens muntre larm, og satyrens krop gibbede ufrivilligt. Hun kunne ikke helt styre hvordan en fastankret del af hende med det samme bad hendes krop om at gå i flugt-mode, og selvom blodet susede og hjertets pulsslag steg, havde Aria's mørke øjne slet ikke samme frygt og forskrækkelse i sig, som hendes krop ville have hende til at få. 

Nej, hun fulgte opmærksomt med i hvad der foregik bagved Renny, et morende og lidt for ivrigt smil om de mærke læber. Ikke fordi at brød sig om slagsmål - af natur lå det meget, meget fjernt for hende, hvilket jo kunne ses på kroppens ihærdige 'jeg vil væk herfra', uro. Men hun brød sig om det der lå bagved en svunget nævne, og det der kom som reaktion på det. Hun måtte vide hvad der havde startet alt det her. 
Det var dog ikke noget der skulle observeres fra siddende position, fordi i næste nu gled Renny under bordet. Aria kiggede overrasket over på hendes tomme stol, inden at hun sit eget lille grin, gled nedunder. 

"Tror du det er derfor?" menneskets konstatering var måske blevet taget en anelse for bogstaveligt, og Aria's store øjne gled undersøgende over Rennu, der betragtede kampen. Hun vidste ikke om man kunne binde hvad end der havde startet det her, op på race... men hvis man kunne, ville hun gerne vide hvorfor. 
Aria måtte med et overrasket hvin. der sluttede i latter hurtigt rykke nærmere, da nogle formåede at vælte en flaske ovenpå bordet, så dets kolde væske trillede ned af satyrens nakke. 

Renny slugte hurtigt sin mundfuld øl, hvorefter hun trak leende på skuldrene. ”Jeg aner det ikke! Sproget, der blev skreget inden, genkender jeg dog ikke!”, svarede hun moret, hvorefter flere brøl fulgte – og dernæst lyden af border, der blev besteget, glas der smadrede mod gulvet og vægge, der buldrede, som tunge skikkelser for ind i dem.
”Hvis vi nu skal ud på den anden side, og det kræver en hvis færdighed i hurtigløb og kamp, har du så min ryg?”, spurgte Renny dog dernæst hastigt, forinden rigtig at give satyren tid til at svare. Det var nemlig begyndte at gå op for spionen, at de befandt sig et stykke fra døren. Ja, faktisk havde de placeret sig ganske dårligt, taget selve barkampens position i betragtning. Den syntes nemlig at komme nærmere, i hvert fald at dømme efter de mange, høje lyde.

End ikke øjeblikket efter skulle det også vise sig, at være en ganske glimrende idé, at komme væk. Bordet, hvorunder de sad, lige dele knirkede og vibrerede faretruende, som to kæmper landede ovenpå det.
Renny smilede bredt og stak sin ene fregnede tommelfinger i vejret. ”Det er derfor, at man aldrig skal sætte sig for langt fra døren. Det må du altså undskylde! Jeg havde hovedet under armen – apropos at være under ting, man ikke skal være under, hvad siger du til, at vi kravler videre? Jeg spotter en ganske fin passage i nordøstlig retning”, sagde Renny, men jo mere hun talte, des mere måtte hun hæve stemmen, således at den overhovedet kunne blive hørt for larmen omkring dem.

Ordende havde knap nok forladt Renny's mund førhen at Aria prompte måtte ryste på hovedet, så de lyse krøller fløj om de bløde ører. Færdigheder i hurtigløb og kamp? Hun havde ingen af delene - i bedste fald havde hun kun været nød til at løbe, når hendes fingre havde været lidt for langt nede i en eller anden fordrukken sømands lomme. Men det virkede ikke som noget der helt reelt blev lyttet til - længe skulle der nemlig ikke gå, førhen at en faretruende knirken meldte kampens ankomst, og satyrens dekorerede horn skrabede flygtigt bordets kant idet at hun instinktivt kiggede op. Woah! 

Aria's krop trak i en uvillig kuldegysning over de store væsners magtkamp, men blev heldigvis hurtigt distraheret af menneskekvindens optimistiske stemme. Natsorte øjne gled over hende igen, og Aria kunne ikke lade værd med at smile en anelse bredere, og en anelse mere forundret. Hun var virkelig spøjs, sådan som hendes humør ikke syntes at mindskes. Selv ikke med udsigten til at blive mast under en lidt gusten bordplade. 
Men det var sådan en form for mod der smittede, og Aria nikkede i et lille ryk. "God ide". Men da hun vendte sig kravlende omkring, for at se hvilken åbning mennesket havde spottet, måtte hun også erkende at det ikke længere var en åben passage. Nej, alverdens støvler og klove blokerede indgangen. 

Det var dog ikke et større problem, end at Aria i næste nu næsten lyste op i hele ansigtet. Af en eller anden bizar grund ville hun gerne imponere det skønne menneske, hvis energi og mod hang sammen med en hurtig tunge. Det var kvaliteter hun ikke kunne lade værd med at se inspirerende op til, hvilket også var hvad der mindede Aria om den dekorative magi hun bar i sine årer. Selvom Renny nok ikke kunne se den tænkende og koncentrerede mine på hendes fremadvendte ansigt, skulle der ikke gå længe inden at satyrens hænder flakkende begyndte at gløde. Og så lyse. 
Med en mumlende sangstemme - ord der mest af alt hjalp på hende eget fokus, skød en næsten blændende stråle af lys nu frem foran hende, og fik kroens gæster til at flygtende vælte bagud med mumlende stemmer og forargede miner. 
Lyset gjorde dog intet for den der rørte ved det, og med et lille grin gled Aria ud fra bordet, for at følge lysets bane ud af kroen. Den delte vandende, når gæsterne ikke nødvendigvis vidste at det ikke brændte eller sveg. 

Renny måbede uden skam i det, at lysstrålen skød ud fra satyrens smukke hænder men til trods for forundringen, var den sorthårede kvinde ikke for sen til at reagere. Hastigt kravlede hun nemlig efter Aria, indtil det blev muligt for hende at rejse sig og dernæst sætte i løb. Aftenens planer havde taget en uventet drejning, og pergamentet, der lå fastspændt om menneskets store barm, begyndte at brænde mod hendes hud. Det var i hvert fald sådan, at det føltes. Renny brød sig ikke om, når hun ikke kunne gå hele vejen, men snart efter præsenterede en ny sti sig for hende i hendes indre.

Ikke desto mindre var det dog storsmilende, at hun sluttede sig til det andet, og væsentlig mindre, væsen. ”Det er da slet ikke en evne at kimse sådan af!”, udbrød Renny leende, hvorefter hun greb blidt om Arias hånd og i løb førte hende længere væk fra krostuen.
Hun stoppede op i det, at de nåede en nærtliggende gyde og Renny skævede ned i mørket, før hun omsider gav slip på satyren. Dernæst vendte hun sig rundt mod hende: ”Du er vild, ved du godt det? Hvis det var din første krokamp, så er du hermed inviteret til, at tage med mig rundt. Måske det i virkeligheden er dig der er Molly?” Renny blinkede drillesygt til Aria, hvorefter hun lo klukkende.

Det var en masse ringlen og klirren der fulgte den først kravlende - nu løbende satyr, hvis fjedrende ben bar hende fremad i forbløffende fart. På de korte distancer var hendes bukkeben ikke til at kimse af, og det var halvskridende henad gulvet, at hun nåede at stoppe op ved døren. Renny!
Store øjne vendtes bagud, men før hun vidste af det greb en hånd hendes, og den leende stemme sneg sig ind i de bløde ører; satyren kiggede en kende stolt op, og fulgte hastigt med da mennesket fik bakset døren op, og ledte dem ud i friheden. Endelig! Det var ingen hemmelighed, at det måske var blevet lidt for hektisk derinde, skulle hun prøve at lytte til sit flaksende hjerte. 
Men af en eller anden grund, følte hun sig ikke ligeså skræmt som hendes krop tydeligvis syntes at hun var. Om det var adrenalinen der talte sit sprog i hendes årer, det kunne Aria næppe sige helt præcist. Men da de endelig stoppede op, var det et forpustet grin der mødte den leende menneskevinde, og hun støttede sig til den blådekorerede stav; uhyrer taknemmelig for at den var kommet med i farten. 

"Åh, jeg ville ønske det" lo hun, og de natsorte øjne funklede i den svage belysning, hvor at et skær af grøn havde sneget sig ind. Natteøjnene og alt det. "Jeg har dog aldrig brugt magien på den måde, så det var heldigt at det lykkedes" Aria havde oftest ladet små dekorative væsner af lys fylde nattehimlen, til glæde for børn og kunstneriske sjæle, men havde aldrig været bleg for at prøve ting af. I et lille ryk gled hovedet på sned, og gøgleren skiftede vægten over på det andet ben; kroppen stadigvæk pumpende af energi, efter spurten. 
"Du får det til at lyde som om, at det altid sker, når du kommer ind på en bar"