Fui havde længe overvejet et genbesøg til Balzera, men årene havde ført ham andre veje, og det var derfor blevet langt længere tid uden den varme by end han havde regnet med. Han fik dog endelig muligheden og efter flere dags rejse havde det været godt med en lur på en lille lokal kro.

Hans blodtørst havde dog taget overhånd om natten, og han havde fundet en knap så villig kvinde som han havde brugt som offer. Han havde dog ladet hende leve og ikke tænkt mere over det da han lod hende gå. Men om morgen blev han vækkede af en vred råben fra etagen under ham. Han trak sine bukser og sko på men efterlod alt andet på værelset før han vandrede ned af trappen for at se hvad der forgik.

Han var anspændt og hans hår blev langsomt mørkere i takt med at han nærmede sig en bred og råbende mand. Det tog ikke mange minutter før de to var i fuld kamp og kastede hinanden rundt i den lille kro, som på daværende tidspunkt kun blev betjent af en spinkel kvinde der ingen chance havde for at skille dem, så i stedet holde hun sig blot tilbage.

Manden havde grebet en kniv og snittede ud efter Fui, noget som kun lige snittede ham men til gengæld fik hans vrede til at koge over. Han svang manden rundt og kastede ham ud ad døren ud på gårdspladsen foran. Heldigvis havde døren været åben for at lukke noget luft ind i varmen, men det betød ikke at det var nogle god løsning for manden som havde tabt kniven på vejen.

Fui forvandlede sig let til en stor mørk løve idet han gik igennem døren og brølede højt af manden før han løb imod ham. Manden var forståeligt nok overraskede over bæstet der kom imod ham med blottede tænder, og de få der var kommet for at hjælpe ham bakkede da også hurtigt væk igen. Fui sprang på manden med åben mund og lod klørene på sin ene forpote bore sig dybt ned på skulderen før han nærmede sig, klar på at flå manden i stykker i blind raseri, men dog stadig med en smal mulighed for at blive stoppede, hvis nogle skulle have modet til at gå imod et vildt dyr på den måde.

Caleb havde for engangs skyld lyst til bare at have en fridag, det tog han nu ikke så tit, så en enkelt gang skulle vel være den første. Han havde dog ikke forventet det tog den uventet drejning som det gjorde, for her troede han det bare skulle være en helt rolig dag. Han ville lige gå et smut forbi kroen, ikke fordi han gad at gå derind, men for at se noget han normalt ikke rigtig så. Selvom den også lagde mere i udkanten af det hele, så var det ikke der han helst begik sig. Han bevægede sig i et langsomt tempo, især da han begyndte at høre noget der kunne tegne på uroligheder, det havde han ikke lyst til at blande sig i på nogle måde. Men hans held var vist ikke med ham denne dag, for der gik ikke længe før der kom en mand nærmest flyvende ud, en løve der kom kort tid efter. Det var et opgivende suk som forlod ham, imens han rystede lidt på hovedet.

Han vidste allerede det var noget han skulle tage sig af, for de få heromkring som vidste han var en løve, der stod hans rygte pludselig på spil. Det var barsk i Balzera på det punkt, kunne du ikke bevise det ikke var dig, så var det bare automatisk dig hvis folk havde set dig. Han kunne allerede fornemme hvordan det hele var, så da kroejeren kiggede på Caleb, med et meget bedende blik, vidste han jo godt hvad han var nød til. Der gik kun få sekunder, inden at hans skikkelse var blevet til den store løve. En meget mørk løve, manken var helt sort, hans pels var mere mørk end enhver anden løves. Dette var mere fordi den måde denne forvandling var nærmest født på, det havde været i ren raseri, så dette afspejlede sig i hvordan han så ud i sin løveform. Han kom med et stort brøl, der næsten gjorde at jorden rystede, inden han sprang frem for at lande på den ukendte løve, for at se om det kunne stoppe den. Han vidste godt man kunne have en hvis blodtørst som løve, men han besad ikke den blodtørst så meget mere som engang, nu var han bare lidt af en arrig en, nemt at provokere når han var en løve.

Fui kunne ikke andet end at blive distraherede af brølet der kom fra hans side, for kunne det virkelig være en anden løve? I alle hans år ude havde han ikke mødt andre løver, og da slet ikke inden i byen, ja faktisk var han begyndt at tro at der måske ikke var andre end dem i hans familie og en enkelt udsultede hunløve han engang var kommet forbi ved en slagter.

Han vendte hoved lige i tide til at se løven flyve imod ham, men havde derfor ikke tid til at reagere før han blev skubbede væk fra manden han havde angrebet. Hans klør der var boret ind i manden efterlod et stor sår men manden kom dog på benene og i sikkerhed hurtigere end Fui kunne nå at registrere hvor han overhoved løb hen.

Fui kom på benene igen og så vredt på den anden hanløve med en dyb knurren. Selv var han meget mørk i pelsen, men han bed mærke i at den fremmede var endnu mørkere end ham selv, noget han kun havde oplevede hans egen bror være en enkelt gang da han var enormt fuld og nær havde slået sig selv ihjel i kamp.

”Hvem tror du lige du er?!" han vidste at løven ville forstå ham, men at for alle andre omkring dem at det ville være en uforståelig knurren og snappen, men det betød heller ikke noget, han snakkede kun til løven så det var kun hans svar der betød noget.

Han begyndte at kredse om den fremmede, med vrede øjne og en krops positur som selv en idiot ville forstå, var et tegn på at han var klar til at slås så snart han så sit snit til det ”du burde ikke blande dig i andres kampe!” snærrede han lige så højt som før.

Blodet fra det lille cut han havde fået før han forvandlede sig kunne spottest på hans skulder som det løb ned af hans forben, men dog var det tydeligt at det ikke var nogle alvorlig skade, og på måden Fui bevægede sig så lod det heller ikke til at han rigtigt havde lagde mærke til det selv.

”Han startede det!... usle ugyldighed” den sidste del kom i et fnys, som en tydelig kommentar til at han ikke mente at manden havde været mere værd end et sidste måltid til gengæld for den vrede han havde vakt.

Han så opgivende på den anden løve, der tydeligvis ikke tog sig meget af hvordan tingene fungerede. Han sætter sig ned, imens han ser lidt dovent på den anden mand som er i sin løve skikkelse. Var der en ting Caleb var ligeglad med, så var det hvordan denne mand valgte at puste sig op over sådan en lille ting. Dette var nok også grunden til de færreste gad at begynde noget med ham, han var ret ligeglad med om han var død eller levende, så han så ikke en trussel som andre nok ville, når folk begyndte at vise de ville slås. Et gab forlod ham, som han lyttede lidt til dette hidsige dyr så at sige. "Jeg tror jeg er den person, som ville blive beskyldt for din idiotiske tankegang med at overfalde en i en stor by," brummer han lidt, som han giver ham et irriteret blik. Nok var han ligeglad med om han levede eller døde, men ikke på vilkår hans forretning skulle dø medmindre han røg med.

"Ærligtalt er jeg ligeglad med hvem der gjorde hvad, men du skal ikke gøre det shit, og tro du er så hellig, i den fucking by jeg prøver at have en forretning i. Du kan pakke dit shit sammen hvis du bare vil overfalde andre som en løve, for jeg nægter at skulle rode bord på noget du har gjort, og få ødelagt hele min forretning. Men alt du gør udenfor Balzera, jeg kunne ikke være mere ligeglad," kommer det i en snerren fra ham. Der var kun så meget Caleb ville accepterer, det her var ikke en af dem. Om han gad at flytte hele sin smedje til et andet sted, fordi denne irriterende mand ikke kunne styre sin blodtørst. Så måtte manden godt nok slå ham ihjel først, for om han ville lukke den smedje ned, som han havde brugt år på selv at opbygge et ry til. Han vidste at lige denne del af Balzera kendte ham godt, og det var nok til at få alle til at blive i kroen eller deres hus. Da de vidste hvor aggressiv han kunne være, når han først lød alle instinkter tage over for ham. Havde han allerede opgivet på at snakke med denne mand, havde de nok trillet rundt og slåsset lige nu. Men om han virkelig gad det, men han kunne godt mærke hans temperament var tættere på overfalden som han måtte holde sin egen vrede tilbage.

Mandens ord var på ingen måde beroligende, ja faktisk var det lige på grænsen til at gøre ondt værre da han allerede var oppe og kører. ”Han angreb mig, jeg forsvarede bare mig selv, at han er for svag til at afslutte hvad han startede er ikke mit problem” snærede han, stadig med den dybe løve stemme. 

At manden kastede skældsord ud lage Fui dog ikke mærke til, mest af alt fordi han sagtens selv kunne finde på at gøre det når øjeblikket slog ham. Han ved dog mærke i ordene, overvejede den nøje og nærmede sig løven foran ham. ”At de vil bebrejde dig for mine handlinger beviser bare hvor dumme og ubetydelige de er” hans stemme var kold, som talte han om insekter og ikke andre menneskelignende væsner ”men som du ønsker” fnøs han ”hans arm burde være ubrugelig det næste stykke tid, så hvis han er klog bruger han tiden på at lære” tilføjede han.

I takt med at han kølede sit sind blot en smugle, så blev hans pels også lysere, ikke meget, men nok til at alle ville kunne se det ”men ser jeg ham uden for muren er han færdig” forsikrede han løven og gik forbi ham, deres sider mod hinanden og en smugle for tæt for normal komfort. Han stoppede op og så tilbage på ham ”Og det samme gælder dig” forsikrede han med den dybeste og koldeste stemme han kunne trække i gennem ”gå imod mig igen og du vil fortryde det” afsluttede han før han gik videre, overvejende om han skulle gå direkte ud af byen eller om han skulle skabe lidt kaos først

At det kunne lyde som om at han også ville dræbe løven hvis han fik en chance, vidste han godt, men det var ikke hans plan, nej han vidste at der var langt værre ting end døden, og efter synet af hunløven han havde haft nogle år før, vidste han at der ville være et markede for en skadet løve, og selv om det kunne have været rart med en allierede, så værdsatte han ikke at nogle gik imod ham, og slet ikke at en løve ikke ville løse det på løve maner.

"Man skulle ikke tro du er særlig gammel, når du siger sådan noget," lyder det fra ham, som han ruller med øjnene som han rejser sig op. Det kan godt være han ikke gad unødvendig fight, men gud denne knægt irriterede ham til ingen ende, så han endte nok med at være lidt flabet. Alt han sagde, fik Caleb til at føle det var en som nemt kunne få blodtørsten til at lade sig styre. "At de ikke tror der ville være andre løver her, ville vel være normalt at tro, at de måske ikke kan kende forskel på en som har farve efter humør og en som har en fast farve, kan jo diskuteres hvor klogt det så er," knurre han, som han strakte sig lidt. Han gjorde intet for denne løve ikke bare kunne angribe, når han ikke var klar.

Han kom lidt med en smasken, med en ret ligeglad attitude mod hvad han ville gøre. "Jeg fortryder ikke så meget i livet, at gå udenfor disse mure og forvente at blive overfaldet, ville nok være de mindste problemer for mig. Der er trods alt slavehandlere her, klare mig trods alt, selvom de ved jeg er her." Siger han i en snerren. Han slikker sig lidt om munden, men kunne allerede mærke skuffelsen over der intet blod var fra et bytte. "Og nu fik du mig til at få lyst til at finde et bytte udenfor disse mure, enten kan du komme med på en jagt, eller du kan blive og være lidt af en surmule," kommer det i en dyb brummen fra ham. Som han begyndte at lunte mod bymuren, som  han havde en ide om hvor han ville hen. Det var ikke ofte han ønskede selskab, men selvom denne løve virkede til at være en ung knægt, så var han alligevel mere nysgerrig på denne løve. Mest af alt fordi han vidste allerede en ting, de havde ikke fået deres løveform på samme måde. Der var noget ved denne løve, som gjorde han mistænkte noget andet end helt naturligt der var sket, eller en hændelse der havde fået det til at ske. Ingen i hans familie kunne forvandle sig, men pga hans vrede da han var ung fik han sin løveform.