Det var en skøn dag, foråret var kommet til Krystallandet, og det kunne mærkes på folk. Det kunne i hvert fald mærkes på Neagu, som rev håret ud af knolden der lå på hans hoved. Hans blonde hår faldt omkring hans ansigt, hans stærke kæber, de pjuskede øjenbryn og de dragende øjne. Nemlig af to farver, den ene var blå og grøn den anden lå brune plamager rundt omkring hans iris. Dette var en mand, der vidste han så god ud; og han bar sig selv ligeledes. 
Hans høje støvler, der gik til hans knæ, de mange bælter der lå omkring hans liv. Skjorten var åben så man lige kunne se hans brystkasse. Og sådan, var der jo altid to mennesker der kunne kigge på ham og tænke en af to ting. Enden ville de synes han var flot pæn mand, de ville lære at kende. Eller; dem som med det samme ville synes han var en højrøvet pompøs mand der skulle stikke piben ind. Før han overhoved havde sagt noget. Nej glimtet i øjet, det skæve smil på de fyldige læber fortalte hele historien om den skørtejæger  han var. Og selvom at man måske først ville tro, han ingen skrupler havde omkring dette. Var det jo ikke just fordi at Neagu var en ond eller ligeglad mand, nej han elskede blot kvinder. Og hvorfor skulle han nøjes med at holde sig til én. 

Derfor nød han den lyster stemning der var at finde ved havnen, hvor at folk havde sat nogle boder op for at sælge de fisk som de havde fanget om morgen. Solen fortalte at de var ved at nå middag, så de folk der befandt sig omkring ham. Var enden på vej hjem fra arbejde, skulle tjekke til deres skibe og både. Eller blot var der for at nyde de friske luft som der omringede havnen. Så man bort fra lugten af råd af gamle fiske og alverdens ting der var at finde nede på havnen.
Neagu hæv et æble frem fra hans lomme, som han havde købt oppe på market og satte tænderne i det. over hans skulder, lå en sæk af madvare som han havde tænkt sig at nyde ombord på hans skib. Besætningen havde fået orlov, og det var kun de færreste der faktisk blev og sov på båden. Andre ville ud og ses med deres familie, inden at skibet igen ville sætte deres sejl og -
Neagu stoppede brat op, som han kiggede op på hans skib. Var det, en hest?
Han tabte posen der lå over skulderen, og et stykke af æble han havde i munden faldt ud. Hvad i hedehulen og alle guderne lavede der en grålig hest på dækket af hans skib? Og hvad var det den spiste!? 
“Oi!” Udbrød han, og kiggede sig over sine skuldre. “Hvem fanden mangler en hest!?”

Et hjerteligt grin indikerede, at den kønne mand ikke længere var alene om at undre sig. ”Det var der, han blev af!”, lød det dernæst, i det en sorthåret kvinde med vuggende hofter trådte frem, og stillede sig ved siden af Neagu selv.
De mørkebrune øjne, der i solens skarpe stråler næsten blev sorte, lod dog ikke til at have synderlig travlt – hverken med at anerkende, hvem hun var, hvad hesten dog i grunden foretog sig eller for den sags skyld kaptajnen selv. I stedet betragtede kvinden, hvis navn var Renny, det majestætiske dyr med leende øjne. Det var ganske tydeligt at den storbarmede kvinde var underholdt af hele affæren.

”Jeg må indrømme, at jeg havde gået og undret mig – og hvad er det, at han spiser?”, spurgte hun derefter, men foruden at give den lyshårede mand særlig lang tid til at svare. Allerede hvilede der forvirrede nuancer af lilla omkring hans bredskuldrede skikkelse, og Renny havde ikke i sinde at lade farven blive rødlig af raseri.

Med en let hovedrysten lagde Renny sine egne arme over kors og først da, lod hun sit mørke blik ramme Neagu. ”Giver du en hånd med at få ham ned? Du er vel ikke bange for heste, vel?” Rennys mørke og tynde øjenbryn hævede sig i en udfordrende grimasse, men til stadighed forblev hendes buttede læber adskilt i et bredt smil. End ikke øjeblikket efter begyndte Renny dog at skridte hen imod opgangen til skibet og ganske vidende om, at hendes fødedygtige hofter vuggede og at hendes barm gjorde ligeså, skævede hun til Neagu over skulderen –

Og blinkede kækt til ham.

Det var der han blev af?
Med hævede bryn vente Neagu sig mod kvinden som gående imod ham, tog hun pis på ham, hun havde mistet en hest som på en eller anden måde havde begivet sig over blanken og nu stod og spiste på hans dæk? Overraskelsen var ganske nem at finde i hans øjne, faktisk hele hans ansigts udtryk, da munden stadig var åben og æblet ikke bevæget længere væk end måske fem centimeter fra hans ansigt. 
Også begyndte han at grine, en hjertevarm og oprigtig latter, hvor han blev nød til at lægge armen omkring hans mave. Dette var i sandhed, en af de bedste situationer han havde stået i meget lang tid. 
Så til at begynde med, lagde han slet ikke mærke til hvem kvinden var, hvordan hun så ud eller hvad der ellers foregik omkring ham.
Der stod en hest og spiste, på hans skib!

Han tørrede en tåre væk fra hans kind, som hun spurgte om han gav hende en hånd med at få ham ned. Han rystede på hoved, men det gik op for ham at han ikke kunne svare på begge spørgsmål med et hovedrysten. “Nej jeg er ikke bange for heste.” Lo stemmen, som han satte hænderne på hoften og tog en dyb indånding “Phew, det er længe siden jeg har grint så meget.” Mumlede han, og samlede sin pose med mad op fra jorden. Æblet han havde i munden, lukkede han fingrene om. 

Men før han nåede meget længere, blev hans blik ganske hurtigt draget til - hov - det var egentlig en ret køn kvinde som der var på vej ombord hans skib. Hans blik gled op igen, som han betragtede det blinkende øje. Et skævt gavtyvs smil, bredte sig på hans læber, som stak efter hende. 
“Hov hov! Man må ikke bare gå ombord på et skib, før man får lov!” Han løb omkring hende, og stillede sig på broen der var lagt ud, så man kunne komme ombord uden at skulle hoppe. Og der ved også kunne ende med at ligge og svømme rundt i havnebassinet. 
“Velkommen ombord - frøken?” Han bukkede med hoved og gav hende et bredt smil. “Nå, et styks hest siger du!.. forstår stadig ikke hvordan han er kommet ombord.” Mumlede han, og kløede sig i nakken med den hånd han havde et æble i. Okay, hvad i al verden var det den spiste!?

Stadig med sine markerede arme over kors, stoppede Renny op og skævede til den leende kaptajn. Hendes egne øjne funklede også af morskab, i det hun trak lidt på den ene skulder og storsmilende udbrød; ”jeg er skam altid til tjeneste for et godt grin!”
Ikke mange øjeblikke efter – med sin ene støvlebeklædte fod hævet mod planken – blev Renny dog stoppet af den charmerende Neagu for endnu engang.

Den mørkhårede kvinde skød den ene hofte ud til siden, som hun med leende øjne betragtede ham. ”Renny men kald mig Ren, så er du ligeså sød, som du ser ud”, hilste hun smilende, hvorefter hun lo hjerteligt af sin egen latterlighed. Renny skød dernæst sin ene fremstrakte hånd frem mod ham, for at lade hendes hilsen forsegle.
”Og det er et imponerende skib! Jeg formoder, at det er dit?”, tilføjede hun, forinden at hendes hæle gav genlyd på planken, som de sammen gik om bord.

Da de ikke mange øjeblikke efter landede på skibsdækket, måtte Renny tæmme sine nysgerrige øjne. I stedet for at lade dem glide rundt i de nære omgivelser, lod hun dem fæstne på hestens runde bagdel i stedet.
”Han spurgte vel pænt om lov først, tror du ikke?”, brummede Renny småleende, hvorefter hun aflagde afstanden fra hende selv og dyret –

Der stik mod forventning prustede og satte i en let, fortravlet løb. 

For satan, dette er en kvinde lige efter mit hjerte.
Han måtte ryste lidt på hoved, som han skred ved siden af hende og op på skibet. “Ren” mumlede han og kløede sig lidt forvirret i nakken. Inden smilet dog hurtigt kom tilbage på sin retmæssige plads, det var trods alt hans varemærke. Og noget man så meget sjældent. 
“Jo tak! Hircix hedder hun - og jeg er sandhed Kaptajnen på dette skib - navnet er Neagu” fik han sagt en smule forhastet, som han greb omkring hendes hånd og gav hende et klem. Ganske uden han tænkte over det, blinkede han til hende. Det var næsten en ting der kom så naturligt, som når han trak vejret. 
Han fulgte efter hende, som hun trådte ombord på hans skib som om hun ejede det. Ganske interessant, det var ikke tit man mødte så frembrusende karakterer. Eller det passede ikke, han var omringet af dem; men de var alle sammen hans familie. Og der levede man jo ganske vidst af jo mere frembrusende man var, desto flere penge indebragte det også. 

“Tror du? Jeg tror den lille snige hest, så noget godt den kunne gumle på også steg den ombord - fordi kaptajnen glemte at tage broen af.” Det var i sandhed hans egen skyld, og dette var ganske vidst ikke noget han kunne hidse sig op over. Normalt var det meget sjældent, at han blev sur over noget som helst. Han måtte også grine, da han så hvordan hesten overhoved ikke lystret, og begyndte at løbe i en anden retning. “Og du er helt sikker på det er din?” Spurgte han og lænede sig op af rælingen med armene over kors. Efter at han havde sat posen fra sig, stadig med æblet i hånden. Afventende, om kvinden havde brug for hjælp eller ej. Lige nu nød han simpelthen synet for meget, af den flot formede kvinde, der skred rundt på hans skib - med nogle ganske fantastiske vuggende hofter. 

Et hjerteligt grin forlod Renny, i samme øjeblik som hesten gjorde det samme og med et gik jagten i gang. Tilsyneladende var den korthårede kvinde ikke synderlig hæmmet af hendes egne vuggende hofter og barm, for hun bevægede sig elegant hen langs skibsdækket og snurrede ubesværet rundt, i takt med hestens halvhjertede flugtforsøg.
Da hun omsider slog hænderne omkring den, udstødte Renny et sejrsfyldt og lavmælt hvin, hvorefter hendes knyttede hånd fløj i luften. Hun smilede bredt til den kønne kaptajn, i det hun trak hesten hen mod ham.

”Det var da også en dum forglemmelse af kaptajnen”, svarede Renny med drillesyge gnister midt i alt det mørke i hendes blik, som hendes hvide fingerspidser greb blidt om hestens mule. ”Nu skal vi sige undskyld til Neagu –”, lød det dernæst i en tone, der så absolut var alt andet end angerfuld. Det var ganske enkelt umuligt, i hvert fald for den muntre kvinde, at betragte hestens pjuskede hoved med andet end kærlighed i sit blik.
I takt med, at Renny fik hestens over- og underlæbe til at bevæge sig, mumlede hun; ”jeg er ked af, at jeg brød ind på dit skib og spiste dit hø. Det må du undskylde, Kaptajn”. Hesten syntes dog – ligeså vel som Renny – ikke at være optaget af Neagu eller dens dårligskab, for dens mørke øjne lå urokkeligt på det æble, kaptajnen stadig holdte om i et fast greb og den prustede derefter. Dens åbenlyse forslag fik Renny til igen at bevæge dens bløde mule, ”men nu hvor vi er ved det, giver du så en bid?”

Renny så op på Neagu og smilede bredt, i det hun hævede sine smalle øjenbryn. ”Det ville næsten være synd at nægte ham det, ville det ikke? Se på ham! Han er ikke smuk, men hvad er skønhed, når man i stedet kan være så nuttet!” 

Han kunne ikke lade være med at fnyse moret, som hun stak i næve i vejret, som hun endelig fik fat i den forræderiske hest. Men han lænede sig stadig ganske fornøjeligt op af rælingen, uden mine om at flytte sig. Nej scenen var simpelthen for betagende, det var længe siden han havde set nogen bevæge sig så elegant rundt. Selv hans søster, kunne lære noget af det, og hun var trods alt en danser. 
Brynet blev hævet, som han så dem begge komme træskende imod ham. Undskyld? “Ja det manglede også bare” han lagde teatralsk sin hånd imod hans brystkasse, “Sådan at blive udfordret så sent på dagen, når det eneste manden ville var at nyde sin rom og gode mad fra market.” 

Dog nåede han ikke langt med sin dramatiske opførelse, før en rungende latter forlod hans brystkasse. Som hun begyndte at lade som om at hesten talte til ham. Denne kvinde var i sandhed noget helt specielt, det var helt sikkert. Hans mund trak sig sammen, inden at et lusket smil bredte sig hen over hans læber, som hun fik hesten til at bede om sit æble. 
Det havde været hans intention til at starte med, i håb om at det ville hjælpe at få hesten fra hans skib. Men det at dele, var vel også en næste kærlighed, han praktiserede ganske stort. 
Han stønnede og himlede drilsk med øjnene, inden han trådte frem imod hesten. Hans øjne fangede de store brune, inden han lod fingrene glide frem til næsen, så den kunne få lov til at vende sig til hans duft. Inden han med en flad hånd rakte æblet frem til hesten. Han skulle nødig have dens bisser omkring hans fingre. 
“Men nu når frøkenens hest, spiser mit æble.. kan jeg kun se en mulig betaling for erstatning af hjertetilfælde over hesten på mit skib, mit elskede hø og nu også mit æble.” Sagde han fornøjet og vente sine tofarvede øjne imod kvinden. “At de vil være så venlig at tilslutte dig for et måltid og noget at drikke..?”

Renny lo hjerteligt, hvorefter hun lagde sit ansigt i påtaget, alvorlige folder. De mørkebrune og dybe øjne kolliderede med hestens pjuskede og uforstående ansigt for endnu engang, hvorefter hun rystede på hovedet – så irettesættende morskaben nu engang tillod hende.
”Sikke da som du skaber ballade omkring dig, ven”, mumlede Renny, i det hendes hvide fingre begyndte at kærtegne den gumlende hests pande.

I det Neagu søgte Rennys blik med sit eget, så hun op. Et bredt smil adskilte hendes buttede læber, så de hvide tænder bag blev afsløret, hvorefter hun nikkede. ”Jeg har dog en lille indrømmelse”, lød det, hvorefter Renny kryptisk lænede sig en smule fremad mod kaptajnen.
”Det er faktisk slet ikke min hest. Jeg var blot det rigtige sted på det rigtige tidspunkt”, forklarede den korthårede kvinde hastigt, i det hun derefter skar en halvleende grimasse af ham. At hesten ikke var hendes egen, men byvagternes og at den ofte blev brugt i det uhyre tilrettelagte fusknummer af Renny selv, var dog ikke et faktum, den kønne kvinde havde tænkt sig at berette om.
I stedet hævede hun hurtigt sin hånd, for at komme eventuelle indskydelser i forvejen, hvorefter Renny nikkede mod kajen. ”Jeg har dog en lille idé til, hvordan jeg kan gøre op for min hvide løgn.”

Med de ord trak Renny hesten hen til rælingen, hvor hun hoppede op på en planke, der lå fastspændt midtvejs op ad gelænderet, og med høj stemme deklarerede; ”ærede kammerater og godtfolk! Betragt dette majestætiske dyr!”
Samtlige af havnens gæster så op mod den feminine stemme og dernæst på hesten, hvis hoved knap kunne anes for skibets træ. Enkelte begyndte at le stille og ryste på hovedet, men Renny fortsatte storsmilende sin tale. ”Magen til nuttet følgesvend skal man lede længe efter! Desuden er han indehaver af nogle stærke ben og et særdeles godt bagparti, der vejer op for de herres og de damers manglende dele af selv samme! Nok er han hverken stor eller specielt smuk, men hårdtarbejdende og målrettet! Se hvordan han besteg et ubevogtet skib, med fuld fokus på gevindsten for øje! Hvad mere kunne man ønske sig? Skal vi starte med 5 ravstykker og hastigt bevæge os op ad?”, lo Renny fornøjet, i det alskens stemmer begyndte at råbe tilbud og egne spøgefuldheder mod hende. 

Den første reaktion var overraskelse, som han åbnede hans mund og betragtede hende. Det var ikke hendes hest? Og lige som før, begyndte en rungende latter at forlade hans bryst, han måtte gribe rælingen for ikke at vælte over og ned i vandet. Han havde kendt hende i ikke mindre, end ti minutter måske, og han var allerede på kanten til at sige han var forelsket. Hvordan kunne man være så frembrusende, og stadig få lov til at komme afsted med det? For selvom at Neagu, måske var en mand der elskede modstand og en kvinde med ben i næsen der vidste hvad hun ville have. Så var han ret sikker på, at mange mænd ville kigge på den storbarmet kvinde; og gøre en stor dyd i at prøve.

“Hiv mig i halen, og kald mig Tarzan - du har min ufortrødne opmærksomhed.” Sagde han med et kækt smil, da hans latter havde lagt sig omkring ham. Han vædet læberne, og lagde armene over kors, som han kiggede afmålt på hende. Dette skulle nok blive interessant, at hun skulle begynde at starte en bud runde på hesten. Det havde han nok ikke just regnet med, men han var hellere ikke oprevet over det. 

“Oi! Lad os lige få det på rene, hun snakker om hesten og ikke mig!” Råbte han ud blandt tilskuerne der var begyndt at forme sig omkring den højtråbende kvinde. Det var mest også, nogle enkelte kvinder der stod i baggrunden og gav ham signende blikke. Hvilket han selvfølgelig også tog som et strøg over egoet, og blinkede tilbage til dem. Resten af gruppen grinede dog alligevel, af den sjove bemærkning. Som han hoppede på skribents ræling og greb fat omkring en af rebende, der førte op til den anden mast der stadig var funktions dygtig. Han kastede sin arm ud. “Hvad min smukke følgesvend prøver at sige - dette er ikke bare en hest - hvilken som helst.” Dramatisk pause “Dette er selveste Rasputins hest, der kan snuse frem til guld!” Selvom mange råbte humbug efter ham, var det stadig ganske vidst at se de mange smil der fremtrådte på deres læber. Den charmerende mand, kunne i sandhed drage et helt publikum ved bare at stå i midten af nogle mennesker og snakke. Derfor begyndte prisen da også hurtigt at stige på den simple sorte hest, der stod dovent og igen gumlede af hans hø.

Renny lo højt og hjerteligt, i det Neagus spøgefulde ord forlod ham og straks efter, fæstnede hendes mørkebrune øjne sig, påtaget undersøgende, på kaptajnens bagdel. De slanke øjenbryn skød dernæst i vejret i en tilsyneladende imponeret grimasse, i det at den mørkhårede kvinde begyndte at nikke anerkendende – og derefter hastigt lod sine buttede læber adskilles i et bredt, drillende smil. Jovist, Neagu var en flot mand og der var ingen tvivl om, at han også selv vidste det, som han stod, som gøglernes konge, på rælingen og påkrævede sit publikum, at komme til sig. Alskens farver af lystfuld lyserød og violet kredsede omkring kvinderne i forsamlingen, og Renny kunne ikke bebrejde dem – heller ej de få mænd, der stod med korslagte arme, hvis aura var grøn af misundelse.

Prisen for det majestætiske og ukuelige dyr – der stadig gumlede på livet løs, som vidste den, at fredstiden snart var forbi – steg langsomt men stødt, indtil Renny omsider slog sig tilfreds. ”Solgt!”, proklamerede den storbarmede kvinde leende, i det hun dernæst gestikulerede mod en elegant og smuk pige på kajen. Denne kunne ikke være meget ældre end hende selv, og også hendes intentioner var klare for Renny. ”Solgt til den skønne og elegante kvinde i den himmelblå kjole! Må din vej velsignes af guderne selv!”

Hastigt sprang Renny op på rælingen og skridtede imod Neagu, som havde hun aldrig foretaget sig andet. Hun overrakte tøjlerne til hestens trance, og blinkede derefter smilende til ham. ”Jeg tror, hun forventer selveste kaptajnen”, sagde hun, næsten konspirerende, hvorefter Renny lo og sprang ned fra rælingen.
Da Rennys elegante læderstøvler kolliderede med skibets stærke træ, skævede hun til Neagu over skulderen. ”Hvis du vender tilbage – og jeg kan ikke bebrejde dig, hvis du ikke gør – så vil jeg gerne dele en bid mad med dig.” 

At sige Neagu var betaget af kvinden, som stod på hans skib og fik prisen stødt op fra det ugidelige bæst. Det måtte i sandhed være en underdrivelse, sådan som han ikke kunne rive hans øjne væk fra hendes skikkelse. Et skævt smil prægede hans fyldige læber, som de pjuskede øjenbryn fremhævede hans grimasse over ligedele imponeret og fascineret. 
Hans blik kastede sig ud imod folkemængden, som der blev proklamerede hvem der skulle blive den nye ejer af hesten. Så måtte de håbe, at den oprindelige ejer, ikke kom og lige rundt om hjørnet og krævede den tilbage. Men fair skulle være fair, hesten var på hans skib. Så hvorfor skulle den så ikke tilhøre ham? Han betragtede hende indgående, som hun bevægede sig over rælingen - øjnene vandrede til de vuggende hofter, hendes ganske velplacerede former. De tynde øjenbryn, de fyldige buttede læber. At han fuldstændig lukkede hendes tale ude, som han stod og ganske øjensynligt drak hendes skikkelse ind. 
“Ahva?” Mumlede han en smule forvirrede, som hun hoppede ned. Nå, han skulle selv overdrage hesten til den himmelblå kjole? Hans blik lagde sig over sin skulderen, og så kvinden. Hun var da også en ganske pæn kvinde. 
Hvis du vender tilbage?
Han hoppede hurtigt ned til hende, med hestens tøjler i et fast greb i hans hænder. Hans hånd lukkede sig omkring hendes overarm, som han trak hende ind mod hans skikkelse. “Jamen, så er jeg tilbage hurtigere end du kan nå at se dig om ombord på skibet. Min kahyt er den vej, køkkenet er den anden vej” han blinkede kækt til hende, som han slog med hoved begge retninger hun kunne gå hvis hun skulle ønske det. Så skridtede han afsted med hesten i tov. 

Og ganske rigtigt, kvinden ville meget gerne snakkede med kaptajnen selv. Hvilken ulykke det dog var, at måtte lide under sådan en skønhed. Og det var da ikke uden, en ganske god portion flirten fra mandens elv, at han endelig måtte takke farvel. Dog ikke uden at kvinden fik en ganske fint kys på hendes håndryg. Derefter, næsten gadedrenge hop, skridtede han tilbage til hans skib. Da han var ombord igen, hæv han broen sikkert ind. Ikke flere ubudne gæster i form af hesten!
Hans blik lagde sig rundt, inden han startede med at gå ned i køkkenet, for at se om hun skulle være at finde der. Ellers ville han da meget hurtigt, bevæge sig imod hans kahyt. 

Renny smilede, i det Neagu kommanderede hendes skikkelse tilbage til sig, og for blot et øjeblik, var hun ikke i tvivl om, at deres aura spandt i en smuk symbiose med hinanden. Det var i grunden altid en kompleks fornemmelse, at betragte de følelser, man selv havde forårsaget, vibrerer som smukke tæppe om de mennesker, man omgikkes, og Renny selv ville aldrig vænne sig til det. At ignorere hvad man så – andre menneskers sandhed – ville for resten af hendes liv være hendes egen kamp at udkæmpe, for det var den eneste rigtige krig, hun befandt sig i. Hvad Renny så, hvad Renny vidste, var ikke for hendes øjne eller ører, og det var et faktum, hun ofte lå vågen over.

En forbandelse og en velsignelse på en og samme tid.

”Hvad skal jeg dog finde af mad i din kahyt?”, spurgte Renny prompte, i det hun efterlignede samme kække blink og derefter betragtede Neagu gå afsted. Derefter gjorde hun det samme og skridtede i retning af køkkenet, hun fandt med lethed. Som alle andre skibe var dens indhold strømlinet; det sikrede effektivitet og at ingen faldt over hinandens fødder. Et koncept Renny, der blev væbner som tolvårig, forstod sig på.
Den korthårede kvinde fandt snart efter frugt, ost og brød, som hun placerede på et lille bord, hvorved hun også satte sig. Ikke mange øjeblikke efter ankom Neagu og Renny smilede bredt til ham. ”Blev hun glad for sin guld-findende hest?”, spurgte hun med et ægte gavtyveblik i de mørke øjne, hvorefter et lavmælt men hjerteligt grin forlod hende. Dernæst bredte Renny armene ud og gestikulerede mod det opsatte bord, ”kom og spis.” 

Han stoppede op, som han betragtede kvinden der allerede havde fundet mad frem. “Man føler sig allerede hjem-“ han løftede sin hånd, inden han stak ud på dækket igen, samlede sækken op - som han havde haft med fra markedspladsen. Da han trådte ind igen, gav han hende et bredt smil, og lod genstandene falde ud på det bord der stod i midten af rummet, som blev brug til at skære og forberede maden. 
Ud faldt nogle lækre oste, flere æbler, vindruer - og da han stak hånden ned i sækken fiskede han også en flaske vin frem. Med et imponerende stolt smil, vente han sig imod kvinden. “Jeg var jo lige ved at glemme det bedste! Og ja, hun blev - meget glad for hendes guld findende hest. Selvom jeg fik følelsen af hun hellere vil have mig med hjem.” Lo han, som han desværre havde måtte skuffe hende - han havde jo lige som en aftale han skulle tage sig af. Og her i lå der ikke et pres, omkring at han troede der skulle ske noget mellem de to. Selvom han jo trods alt var en meget charmerende mand.

Han samlede madvarene op, og satte det ved siden af alt det andet hun havde fundet frem. Derefter fandt han to glas frem - da han satte sig, greb han vinflasken og fandt en lille kniv frem. Ganske hurtigt, fik han proppen op, og hældte op til dem begge uden at spørge - om hun også ville have et glas.  “Mh, jeg har set frem til det hele morgen.” Mumlede han på bedste gadedrenge maner. Som han puttede en vindrue i munden, og gav hende et bredt skævt smil. “Så Renny, hvad laver du i virkeligheden på mit skib?” 

Renny lo hjerteligt. ”Selvfølgelig ville hun hellere have dig med hjem!”, svarede hun prompte, i det hun dernæst blinkede kækt til ham. ”Du er trods alt meget mildere for øjnene end Rasputins pjuskede pony – også selvom han var ganske kær”, tilføjede den korthårede kvinde med gnistrende øjne, før hun rakte ud efter sit eget vinglas og tog en tår. Den tørre væske gjorde gode ting ved hendes gane, og Renny syntes for blot et øjeblik at nyde de dyrebare dråber, tilsyneladende fordybet i tanker. Det var nemt at være afslappet i Neagus selskab, for til trods for hans drengede og kåde charme, var han langt fra en ubehagelig størrelse. Hans væsen indbød hende ikke, at placere sine fødder i en forsvarsposition, og for en spion var det en kærkommen fornemmelse.

De smalle øjenbryn skred en smule længere op i panden, i det Neagu smed en vindrue i munden og dernæst forlangte, at få hendes egentlig motivation at vide. Renny kunne ikke bebrejde ham, for havde situationen været omvendt, ville hun også selv vide ren besked.
”Sandheden er i grunden den, at jeg gerne vil have et job på dit skib”, fremlagde Renny omsider, hvorefter det drillesyge fortog sig, til fordel for et varmere og mere oprigtigt smil. ”Jeg tror, at det ville gavne os begge – ser du, jeg har en evne, der gør mig i stand til at se, om folk lyver eller ej. På den måde kunne jeg være et aktiv for dig, når du handler eller ender i andre… spidsfindige situationer.” Renny lod sine mørkebrune øjne søge Neagus egne, hvorefter hun atter hævede vinglasset til sine læber. ”Jeg forstår naturligvis godt, at det hele virker… ret suspekt og at mit ord alene naturligvis ikke betyder særlig meget –”, fortsatte kvinden, velvidende at det øjensynligt måtte være sådan, at det var. ”Men – jeg har brug for noget eventyr og jeg har brug for at komme væk. Jeg dur ikke til det stille liv i hovedstaden, med en grædende baby på armen og en fordrukken mand, jeg aldrig kan finde.”

Brynet løftede sig udfordrende, som hun gik igang med fortællingen; hvorfor hun befandt sig på hans skib. Som i et - fortæl mig endelig alt. 
Og han blev ikke skuffet, han lænede sig først fremad over bordet, puttede igen en vindrue ind i munden og gav hende et skævt smil. Spændende - så hun mente at hun ville være nytte for hans besætning? Han havde ganske blankt afvist hende, hvis hun troede at hun kunne blive hyret - blot på grund af hendes evne. Det om hun kunne se folk løj eller ej - se det var ganske interessant.
Han fugtede igen læberne, som han lænede sig tilbage - måtte huske sig selv på - at det var bestemt ikke gode manerer at smide sine støvler op på bordet, som man sad og spiste ved. Også den eneste grund til at han ikke gjorde det - man sad bare så meget mere behagelig på den måde. 

Han lod endnu en vindrue glide ind i munden, drak noget af vinen fra glasset. Gumlede på hendes ord, lod dem resonerer i hans tanker - kunne han bruge en som hende? For så snart, at hun blev en del af hans besætning - ville hun også være fuldkommen uden for rækkevidde. Det ville jo næsten være synd - med så smuk en kvinde.
Men så igen, hvordan kunne han fornægte hende eventyr og en udvej for sådan en forfærdelig skæbne.

“Du siger du kan se om folk lyver? Det lyder spændende -“ han rakte en hånd ud “Vil du lade mig se om jeg kan se de samme som du kan?” Spurgte han ganske uskyldigt, som han ventede på hendes ord og om hun ville ligge hånden i hans. 

”Naturligvis”, lød svaret prompte, men til stadighed forblev Rennys hvide fingre om det snuskede vinglas. Smilet, der stadig hvilede henover de buttede læber, svandt ind for endnu gang, så det ikke var mere end en antydning derpå, og for et langt øjeblik betragtede Renny Neagu med et underfundigt blik. Da den korthårede kvinde omsider brød tavsheden mellem dem, var det med et resolut nik – som havde hun afgjort begge menneskers skæbne.
I grunden var også netop sådan det føltes, for Renny vidste, hvad klarsynet havde gjort ved hende selv. At se alskens hemmeligheder og følelser var i sin essens overvældende for sanserne, men dertil prikkede det også til hendes indre væsen. Renny så ting, hun ikke havde ret til og vidste ting, hun ikke havde ret til at vide – alt sammen fordi, hendes mørkebrune øjne var åbne.

”Men jeg bliver nødt til at advarer dig forinden, Neagu. At høre andres løgne og sandheder i ens sind er… forstyrrende for ens måde at betragte verden på… og det er ikke alt”, forklarede Renny, hvorefter hun hævede sin hånd og lagde den nogle få centimeter fra kaptajnens egen fremstrakte. Endnu rørte de ikke hinanden, for Rennys hvide fingre svævede, som en sidste advarsel til stadighed. ”Jeg ser også… alle de følelser et væsen måtte føle… vrede, jalousi, afmagt, glæde, opstemthed… alle som farverige aura omkring deres kroppe… det kan være meget smukt men…”, fortsatte kvinden langsomt, hvorefter hun dog tav brat og i stedet trak på skulderen. Smilet, der havde lagt og kruset i hendes mundvige, voksede sig roligt større og blev atter varmt.

”Well, det får du at se”, lød det bestemt, hvorefter Renny lod deres hænder kollidere.     

Han lyttede interesseret, hans øjne veg ikke fra hendes ansigt. Blikket lagde sig på de velformet læber, der gled fra hinanden, som ord forlod dem. Tungen der gled rundt i munden, formede ordene forklarede hvordan det hang sammen. Ting han måske ikke helt forstod, men stadig tog ind og lod rumstere inde i hans sind. Hun tog tydelig denne evne meget seriøst, og det ville han også gøre. 
Men derfor blev han også ramt af en følelse, at kvinden havde nogle magiske evner der hvilede tungt i hendes sind - spørgsmålet var bare hvor tungt. 

Hans egen tunge gled hen over hans læber, som han smagte vinen der stadig lå som en hinde hen over dem. Han fjernede ikke hånden som han havde rakt ud til hende, men brugte den venstre til at gribe omkring glasset og føre det op til hans læber endnu engang. Han nikkede kort, som han havde forstået hvad hun sagde til ham. “Interessant” sagde han ganske oprigtigt, som han lænede sig tættere ind imod hende, da hun endelig lagde sin bløde hånd i hans - lukkede hans fingre omkring hendes. Det var et fast greb, uden at virke knusende eller dominerende. Bare så hun vidste han havde hende. 
Magien begyndte at pulsere igennem ham, hans hoved lagde sig på skrå som den dannede sig foran ham. Inde i ham - og han vidste nu at hun havde givet ham lov til at få hendes evne i den tid han nu kunne holde den. “Hmmm - så, fortæl mig en løgn?” 

Renny smilede men kun spædt, i en art pludselig indforståethed de nu delte. Dernæst nikkede hun og lod sin hånd forblive i hans, uvidende om det i grunden stadig var afkrævet af hende. Neagus hud mod hendes egen sendte en behagelig summen op langs hendes hvide hud, og en spøgefuld tanke hviskede, at kaptajnen nok ville se, hvordan Renny var badet i en lystfuld lyserød aura. Det var lige før, at selve tanken alene fik Renny til at le, for under normale omstændigheder var det kun for hendes øjne at se – et faktum der næsten gjorde den frembrusende kvinde forlegen…

Neagu lod dog ikke Renny lide for andet end et øjeblik, for straks efter bad han hende om at præsentere en løgn. Hvilket – åbenbart – skulle vise sig vanskeligere end først antaget. Renny sad i hvert for et øjeblik fordybet i tanker, velvidende at hendes evne havde sine begrænsninger, men også at dens sande kraft afkrævede en god løgn. En, der ikke kunne være sand eller misforstås. Omsider syntes hun dog at beslutte sig, og som hun gjorde lyste hendes hjerteformede ansigt op for endnu engang.
”Okay”, bekendtgjorde Renny smilende, hvorefter hun fæstnede sine mørkebrune øjne – der i det mørke køkken var næsten sorte – i Neagus tofarvede blik. ”Du får både en løgn og en sandhed. Så kan du fortælle mig, hvad der er hvad – såeh, i morges spiste jeg havregrød og to æbler, eller i morges, tog jeg tøj på og tog afsted på markedet, hvor jeg mødte Eadgar den Andægtige.”

Rennys hoved gled langsomt på sned, som hun lod Neagu mærke sandheden pulsere igennem ham. I grunden var hun ganske spændt på at høre, om også kaptajnen mærkede sandheden, som en stemme der ikke var hans egen – og naturligvis, om han virkelig kunne mærke hendes evne, og om den ville fortælle ham, at Renny i sandhed havde spist havregrød til morgenmad.

Det var ikke noget han kunne skjule, da overraskelsen var badet i hans blik. Den lyserøde farve der dansede omkring kvinden der sad over for ham, var både skræmmende men også smuk. Ikke at han var sikker på hvad det faktisk betød, nu kendte han jo ikke helt præcist til naturen af magien. Men, var det en aura han kunne se? 
Brynene rynkede sig spørgerne sammen, inden hans blik gled tilbage til hendes ansigt som hun begyndte at snakke. Især da hun gjorde som han havde bedt om, nemlig en løgn, selvom hun valgte at tage sit eget spind på hans forespørgelse. For han skulle nu gætte, hvilken var sand og hvilken var rigtigt. Hans bryn skød op, da han meget hurtigt gættede det - nemlig havregrøden. 
Men, valgte hun ikke lidt og dreje den. Hans fingre lukkede sig lidt tættere omkring hendes hånd, hans tommelfinger der gled hen over hendes håndryg. Hoved lagde sig på skrå, som han trak sig længere hen over bordet. Nu var deres ansigter ikke længere så langt væk fra hinanden. 
“Du ved lige præcis hvordan du skal formulerer dig ikke?” Sagde han med et smil på læben, hun underholde ham i den grad. Virkelig en kvinde, som der kunne have ham på hans tær hele tiden. “For, hvis vi lige glemmer jeg nu har mulighed for at se hvad der rigtigt - så hvis vi kigger på dig.” Han lod blikket glide ned af hendes krop, og smilet blev en del mere gavtyv. “Så har du jo desværre tøj på.” Han fugtede læberne, og kiggede hende igen ind i øjnene. “Men, jeg kan jo så sige du i hvert fald spiste havregrød.” Han slap hendes hånd, og lænede sig tilbage - slap hendes hånd og tog i stedet vinglasset i hånden igen. Puttede noget ost i munden, og drak vin. “Du er i sandhed hurtigt blevet en af de mest spændende kvinder, jeg længe har mødt.” Og dette mente han helt oprigtigt. 

Sandt.

De spinkle øjenbryn hævede sig for blot et øjeblik i oprigtig overraskelse, i det Neagu bekendtgjorde, at han fandt hendes selskab spændende. Af uvisse årsager kom det i sandhed bag på den korthårede kvinde, men ikke for længe fik overraskelsen lov til at forblive liggende henover det kønne ansigt.
Hastigt trak Renny en anelse på den ene skulder, hvorefter hun lod tungespidsen glide eftertænksomt henover hendes læber. Til stadighed var spionen i nogen grad alvorlig, for dette omhandlede et langt mere intimt aspekt, end hun nogensinde før havde vist andre – og da slet ikke fremmede. Til trods for Rennys frembrusende og direkte facon, var hun ganske privat og reserveret.

”Jeg har heller aldrig mødt en mand, der nu ved, hvordan det er, at se, som jeg ser”, svarede Renny omsider, hvorefter hun atter lod deres øjne kollidere. Langsomt gled en drillende gnist derind i alt mørket, for det var tydeligt at Renny igen var ude på narrestreger – og derigennem forglemme alt alvoren, der havde hersket for et langt øjeblik.

”Ja, det med tøjet er naturligvis ærgerligt… men det kan jo tages af igen.”