Solen stod højt på himlen, vejret var mildt oppe på overfladen, men nede i havet virkede alt ting så mørkt og kedeligt. Der skete aldrig noget nyt, om end at den unge Prins faktisk gerne ville have at der skulle ske noget nyt. Men det var ikke sådan det var. Det var lige omkring Middag og Aquarin havde allerede folk fyldt alle steder. Det var ikke sådan at man ikke ville blive genkendt, men William ville ikke genkendes. Han hadet sin status som prins til tider, og dette her var en af de dage. Han havde fået ordre på ikke at forlade Aquarin denne dag, om end at det faktisk helst var det han ville. Han ville så gerne se Maximillian og lærer noget nyt om den store farlige verden der fandtes oppe på landet. Der var stadig så mange ting han ikke vidste noget om, og Maximillian boede der jo. Han var virkelig en god bodyguard når det kom til stykket. Men samtidig var han også en god lærer mester til alt det som hans undervisere ikke kunne svare på omkring landjorden.

Den unge prins stod gemt lidt væk blandt nogle bygninger og kiggede på alle de mange summende havvæsner der var i Aquarin. Han prøvede så vidt muligt at se sit snit til at forsvinde væk her fra, men det ville også bare skabe problemer, problemer han ikke ønskede at få. Men der var bare så kedeligt i Aquarin! Han ville opleve noget mere spændende. Nogle af de gamle ruiner der lå omkring i havet! Se det var langt mere spændende end bare kedelig Aquarin.

Der rendte allerede vagt rundt for at finde den unge prins, men han stod godt gemt til ikke at ville opdages. Han skulle bare lige snige sig forbi de sidste forhindringer der var, men det var altså heller ikke så nemt. Han var let genkendelig, og alle vidste jo hvem han var her nede i havet, frem for på landjorden, der vidste ingen hvem han var. Se det var langt mere interessant! "Okey 1..... 2.....3...." han skulle lige til at svømme hen til næste bygning da nogle andre vagter kom imod ham. Det var så ikke nu han skulle nogen steder hen.

Sikke en kedelig dag. Det stemte bare ikke overens med det gode vejr.  Dorianna nød solens varme stråler på hendes pande. Hun havde nemlig kun lige øjnene oppe over vandet, for at kunne se hvilke slags mennesker der bemandede de små både og skibe der kom forbi hendes udkigspost. Men der havde kun været søde uskyldige sømænd hele formiddagen, og Dorianna trængte til en pause. Hun måtte ned under vandet og tilbage til Aquarin. Det tog heller ikke lang tid, eftersom hendes udkigspost nærmest havde været lige over Aquarin.

Som Dorianna kom ned på bunden af Aquarin anskaffede hun sig nogle snacks, bestående af alger, fra forskellige slags hav. Nogle var mere saltede end andre. Det var ekstremt lækkert ifølge Dorianna. Med nogle stykker i hænderne svømmede hun roligt forbi de fælles havfolk der begav sig rundt. Som hun elegant nærmest snoede sig forbi nogle vagter, overhørte hun de to ord der var blevet hvisket i hendes øre siden hun blev til Prins William. De nævnte noget om at han skulle findes. Han var forsvundet, eller måske stukket af?

… Eller kidnappet!!?

Hun kunne slet ikke klare tanken. Hun valgte så at skynde sig rundt om en af bygningerne, men måtte stoppe op med det samme. For foran hende, inden for en halv arms rækkevidde var Prinsen af Aquarin. Hun tabte nogle af sine alge-snacks. Hendes store grønne øjne, blev utrolig nok en anelse større. Hun stod et øjeblik blot med chokrede øjne og så på ham. Nu må du ikke gå i stå Dorianna! Sig dog noget! Hun rystede på hovedet, for at komme tilbage til virkeligheden og trak sig lidt væk, så de ikke stod så tæt. Han vidste jo ikke hvem hun var. ”Prins William!” hun bukkede hovedet en gang og lod blot sine øjne beundre hans hale. ”Vagterne af Aquarin leder efter Dem,” pointerede hun, stadig med sænket hoved. Hun kunne slet ikke tro sin egen situation lige nu! Hun stod overfor prinsen af Aquarin. Manden, som hun var blevet opdraget til at skulle charmere og gøre et godt indtryk på. Hendes forældre regnede jo med hende. Hun skulle gøre familien noget godt, og bringe dem noget lykke!

Det var ikke fordi han ikke kunne komme væk her fra, der skulle bare komme det helt rigtige tidspunkt på hvornår det var sikkert nok. Han havde ikke engang lagt mærke til at nogen nærmede sig ham bagfra. Alt hans fokus var på det der var foran ham. Nemlig de vagter der rendte rundt for at lede efter ham. Bare for at være sikker på han ikke lige forsvandt fra Aquarin som han ikke måtte lige netop denne her dag, af hvilken grund han stadig ikke helt forstod. Måske var det bare fordi han skulle gå til time i at bruge magi, eller lærer lidt mere om landjorden, men det virkede alt sammen så kedeligt, og han duede ikke lige frem til det der med vandmagi. Han ville langt hellere opleve landjorden også frem for noget som helst andet.

Han stod klar til at ville svømme frem ad da vagterne flyttede si. "1.... 2....3..." kom det fra ham og trak længe på tre tallet da en stemme bag ham lød. Han rankede ryggen og vendte sig langsomt om imod hvem det end var der havde sagt hans navn. "Ssssssh, ikke så højt!" kom det fra ham og svømmede hen til hende. "De skal jo ikke opdage mig!" kom det fra ham og svømmede lidt rundt om hende.  Han ville virkelig ikke opdages nu, og han ville slet ikke slæbes med op på slottet. Nej, nej, nej der var langt sjovere ting at lave andre steder end lige i Aquarin. Tænk hvis han mødte et søuhyr eller sådan noget. Så det kunne være langt sjovere at snakke om! Men nej det var jo aaaaaaaaalt for farligt for ham at opleve. En prins måtte da heller aldrig opleve noget som helst! Det ville være langt mere sjovt at opleve et eller andet.

Han bukkede sig ned for at samle algerne op hun havde tabt og rakte dem til hende. "Du tabte noget" kom det fra ham og kiggede på dem og så på hende. Hun var smuk ganske vidst. Men det kunne være farligt at se ham med en kvinde, tænk hvis der ville gå rygter om et bryllup... Nej det kunne han slet ikke tænke sig til lige nu, det måtte ikke ske. Tænk hvis det rent faktisk skete. Nej det måtte ikke ske, der var stadig så meget at opleve endnu, og han vidste slet ikke hvilket ben han så skulle stå på. Ikke at han havde ben lige nu, men når han havde! Ja se så blev de også flittigt brugt, og der vidste han heller aldrig hvilket ben han skulle stå på.

Prinse af Aquarin havde ikke opdaget hende, var måske blevet en anelse overrasket over hendes tilstedeværelse. Med en tyssende stemme kunne hun føle sig selv skrumpe en lille smule, og hun blev omtrent 5 centimeter lavere. Hun kunne næsten ikke styre hendes evne, og den kørte derfor over hendes følelser, når hun ikke koncentrerede sig. Hun lagde mærke til at han nærmede sig hende, selvom hun lige havde trukket sig selv væk. Som han svømmede rundt om hende prøvede hun at rette sig lidt op. Hun måtte ikke fremstå som en kujon, selvom hendes evne måske allerede havde udtrykket hendes usikkerhed. ”Nej, selvfølgelig ikke,” sagde hun lavt, og en anelse mere lettet. Nervøsiteten, nysgerrigheden og spændingen kogte under hendes hud. Dette var virkelig hendes chance for at gøre et godt indtryk.

De cirkler han havde svømmet omkring hende stoppede, da han samlede nogle af hendes alger op. ”Det må De undskylde,” kom det fra hende en smule uskyldigt, som hun tog imod algerne. Hendes fingre ramte kortvarigt hans, og hun følte sig helt elektrisk. ”Tak,” for ikke at skulle give eventuelle lyttende øre, mistanke om at det var William hun snakkede til, valgte hun at undlade ’Deres Kongelige Højhed’, selvom det var meget imod alt hvad hun havde lært. Hun turde ikke helt snakke dus til ham endnu, selvom han gjorde det til hende. Hun ville jo ikke virke hverken overlegen, uformel eller sjusket.

Dorianna sank en lille klump og så op til Williams grønne øjne, med sine egne nysgerrige store øjne. ”Hvorfor vil De ikke opdages?” spurgte hun, og prøvede at køle sig selv ned, ved snakke til ham, så roligt som muligt. Hun lagde sit hoved let på skrå som en reaktion på hendes nysgerrighed. Havde han lavet ballade eller ville han faktisk gerne stikke af?

Egentlig havde han aldrig rigtig forstået det med tiltale, ja han vidste da at til et bal skulle han sige de og dem. Men det var virkelig ikke noget han orkede at gøre når det kom til stykket. Han var jo bare en ganske almindelig havmand der egentlig bare gerne ville lære andre at kende. Lige meget om han så var kongelig eller ej. Det var jo heller ikke fordi han gik og pralede med at han var kongelig, ikke engang på landjorden. Han havde det med egentlig bare gerne ville glemme sin kongelige del bare lidt. Hvis det stod til ham skulle han bare leve livet som så mange andre. Men det var noget han ikke kunne, det var en af de ting han aldrig ville kunne komme uden om. Uanset hvad han gjorde var han prinsen af Aquarin, og han skulle før eller senere have en mage når den rigtige blev fundet. Hvis han overhovedet kunne finde en der var passende nok til hvad hans forældre ville synes om.

"Undskyld ikke, der skete jo ikke noget... Tror jeg nok" kom det fra ham i en lav tone og vendte sig lidt om for at se om han var blevet opdaget. Men der var endnu ikke nogen tegn til at han var blevet opdaget af nogen andre end hende der var foran ham. Så han kunne da godt slappe lidt mere af hvis han da kunne finde ud af det. Nu var det ikke lige frem det der ramte mest plet lige nu, for han var faktisk en smule anspændt af alt det træning med magi det sidste stykke tid. Men det skulle jo bare trænes lidt mere væk i følge de kloge. Hvor han dog kunne brække sig over den del en gang i mellem.
Da hun tog algerne smilte han til hende og vendte sig om for at skulle svømme over til hvor han havde stået før, men han fortrød, for det var da en smule uhøfligt bare sådan at vende ryggen til hende. Desuden kunne hun have mulighed for at stikke ham ned eller værst fald slå ham ihjel! Det var vidst bedst at vende samme vej som hende. Eller det var det hvis det ikke skulle ende helt galt, hvilket han virkelig ikke regnede med at der ville ske. Men man kunne jo aldrig sige aldrig når det kom til stykket.

"Jeg vil ud og se andet end Aquarin i dag, men der er strenge ordre på at jeg ikke må tage nogle steder. Egentlig skulle jeg blive på slottet og træne i magi, meeeeen det var altså ikke min plan..." det var langt fra hans plan. Det var ikke det han ville på en dag som denne, lige så snart det var opdaget at han ikke var på slottet så var der sat flere vagter ud for at finde ham. Det ville blive svært at komme væk her fra, men det skulle nok lykkes for ham.. Hvis man bare troede lidt på det.

Dorianna løftede sine øjenbryn lettere taknemmeligt over at han ikke mente undskyldning var nødvendig. Man kunne tydeligt se han ikke ville blive opdaget, sådan som han så sig over skulderen. Hun kunne næsten se hvordan han blev en lille tand mere afslappet, som han fik set at der ikke var nogen på vej efter ham. Smilet han sendte hende, varmede helt inde. Det var kærligt… Eller det var nok bare venskabeligt, men Dorianna elskede det alligvel! Hun smilte blidt og en smule genert tilbage til ham. Da han vendte sig væk fra hende følte hun varmen og gejsten forsvandt fra hende og hele hendes ansigtsudtryk sank. Det hele varede dog kun et øjeblik, for han vendte sig mod hende igen, blot med noget mere afstand til dem. Hendes smil voksede stille og roligt.

Hun lyttede aktivt til hans planer om at komme ud af Aquarin, og hendes øjne begyndte næsten med det samme at glimte af glæde. ”Jeg har en ide!” fortalte hun, dog med en lav stemme, for ikke at vække opmærksomhed. Hun tog algerne mellem sine tænder og svømmede lidt tættere på William, men vendte sig dog mod væggen af den ene af bygningerne, som skabte gyden. Hun begyndte at skubbe til en stor sten, og det varede ikke længe, før man kunne se nogle få bobler af luft sive op fra under stenen. Efter en lille smule arbejde, var der nu et stort hul som førte ind under bygning. Hun tog sine alger i hånden igen og med et smil så hun om på William. ”Følg med,” sagde hun lavt og hurtigt, før hun dykkede ned i den lille tunnel og begyndte at svømme. Det var mørkt derinde, men Dorianna havde gennem tiden samlet lysende krystaller, som hjalp en med ikke at svømme ind i tunnellens vægge. Inden længe kom hun ud i det fri, blandt en skov af høje alger som nok var 500 meter væk fra Aquarin. Hun så ned mod tunnelen og afventede Prinsens ankomst.

Han var så klar til at forsvinde væk fra dette her sted. Han ville væk, ud til ruinerne, eller lave noget langt mere spændende end at sidde spærret ind på slottet og træne i noget han alligevel var rigtig dårlig til. Han vidste at han måtte træne for at blive bedre, men det var jo så dejlig en dag så hvorfor skulle han blive indenfor, det kunne han da gøre om aften, eller hvis det nu regnede, så var det alligevel for mørkt til at kunne se noget foran sig ud over det magiske lys der var rundt omkring i Aquarin. Da hun sagde at hun havde en ide stirrede han intenst på hende, se det var noget han kunne lide at høre. Lige indtil at hun trykkede på et eller andet og noget dukkede frem foran ham. Han havde hørt om de hemmelige tunler, men han havde aldrig set dem, og så slog det ham... Tænk hvis han blev slået ihjel lige her og nu... Måske var det alligevel bedst at han tog tilbage til slottet. Bare lade vagterne se ham, og så blive guidet tilbage til hvor han var kommet fra.

Og så med et så var hun forsvundet, hun havde godt nok sagt at han skulle følge med. Men det kunne ikke passe at hun ville forsøge at slå ham ihjel vel? Eller hvad nu hvis han blev kidnappet?! Nej det måtte heller ikke ske, men alligvel var hendes svar en opfordring, nærmest en udfordring til ham om han i det hele taget turde, og selvfølglig turde han det! Han skulle og ville væk her fra, så måtte han jo bare se om hans evne virkede hvis det nu gik galt. Måske han alligevel skulle forme et eller andet med vandet bare som en sikring. Han svømmede hen til indgangen og kiggede ind, det så lidt mørkt ud om end at der faktisk var nogle lysende sten der inde. Han bed sig i læben og kiggede ned på sandet. Han tog sig sammen og efter noget tid havde han endelig formet en dolk ud af vandet foran ham ved at gøre det hårdt. Den var spids og kunne godt slå ihjel hvis det var det der skulle til. Nu skulle han bare holde fokus i at holde dolken i hånden, og blive ved med at mærke magien i ham. "Okey William.. Her sker det altså..." mumlede han mest for sig selv og vendte hovedet for at kigge sig op over skulderen en sidste gang inden han svømmede ind i gangen.

Han var ikke sikker på hvor længe der var gået før han kom ud på den anden side og ud til nogle høje alger. Han stak kun lige hovedet igennem for at være sikker på der ikke var nogen stadig med dolken højt hævet bag algerne. Han var så klar hvis der kom nogle og skulle ham noget ondt. Men da der ikke var til at se nogen ud over den havfrue der netop havde hjulpet ham svømmede han længere ud og gemte dolken lidt ned imod siden så det blot lignede vand.

Et øjeblik troede hun ikke prinsen ville komme, men pludselig dukkede han op fra hullet. Han virkede dog ikke til at være helt rolig, før efter han havde set sig omkring. Med et lille smil, lagde hun hovedet let på skrå ”Velkommen til udenfor Aquarin, Pri… William!” lød det friskt fra hende. Hun regnede ikke med at hun måtte kalde ham prins, eftersom de nu ’rigtigt’ var ude af Aquarin og dermed ville omvandrende måske være interesseret... Puh måske skulle hun ikke have vist ham ud? 

Hun foldede sine hænder på ryggen, med et lille smil på ryggen, "Er der noget særligt De gerne vil se?" spurgte hun, en anelse bekymret for hvad han måske gerne ville se. Hun havde ikke lyst til at bringe sin kommende mand i fare. Det kunne godt være William ikke vidste at hun havde som mål at gifte sig med ham, men det behøvede han vel heller ikke vide. Det var måske aller bedst, hvis han ikke vidste det, så han blot ville forelske sig i den smukke sølvskikkelse, og ikke blive skræmt af et muligt giftemål. Langsomt svømmede hun lidt højere op i en roterende bevægelse, mens hun spejdede rundt hvilke retninger der var forskellige ting. De lange sølvfarvede hår lagde sig i flotte bølgende bevægelser rundt om den roterende havfrue, og det varede kun et lille øjeblik før hun stoppede, og så mod en dyb kløft længere fremme. Den indikerede hvilken vej der var nord og syd, hvis man stod mellem den og Aquarin. Dorianna vidste nemlig at det var en følge af jordskælvet i 1632. Hun vidste faktisk ikke helt hvad der kunne gemme sig nede i den. Hun svømmede nemlig altid tæt på vandoverfladen lige der. Måske lå der en masse grimme udyr i bunden? Måske nogle piratskibe med massere skatte? Hun turde måske ikke tage ham derhen, hun ville jo nødig have at der gemte sig et stor uhyre som spiste dem begge! Hun så så i modsatte retning, syd på, hvor hun, ved at klemme øjnene lidt sammen kunne se en masse glinsende fisk. Men før det, var der også et modbydeligt farvand udenfor Kzar Mora. Der lød et lille suk fra hende. Alt var jo egentligt farligt for dem der ikke begav sig ud af Aquarin til daglig. Hun så ned på William. i håb om at han ikke ville foreslå nogle alt for farlige destinationer.

Han var ganske vidst heller ikke en havmand der nemt kunne gemme sig, med den farve han havde. Dorianna derimod var heldigere stillet med sin sølv og grå farver. Hvis hun kunne ville hun dele sin kræft med ham, så han ville være mindre synlig for potentielle farer eller vagter. Hendes evne skiftede nemlig hendes udseende alt efter hendes humør.

Det var næsten for meget af det gode dette her. Selvom han havde været uden for Aquarin op til flere gange, så var det anderledes denne her gang. Han vidste jo ikke engang om han ville blive kidnappet, eller forsøgt at blive slået ihjel. Det var kun tiden der kunne svare på det, men indtil videre var han udrustet med kniven lavet ud af vand. Eller så længe den nu holdte, for det var ikke længe han kunne holde det, for han var jo usandsynlig dårlig til sin vandmagi. Han kiggede lidt på hende som hun snakkede. Hun snakkede som om det var første gang han var kommet ud af Aquarin. Hvilket var langt fra sandt. Han var tit ude af Aquarin sammen med Maximillian, men det vidste hun jo nok ikke noget om. "Jeg har altså været ude af Aquarin før" kommenterede han og kiggede lidt på hende. Langsomt kom han hende nærmere og lagde hovedet lidt på skrå. Langsomt forsvandt magien omkring kniven han havde lavet og han kunne mærke hvordan vandet gled imellem hans hænder og opløste sig bandt det andet vand omkring ham. Han gik en smule i panik indvendig, men det var ikke noget han lod vise. Han ville nødig sætte en grund til at hele dette her møde kunne gå over styr, blot fordi han var bekymret for sin egen sikkerhed.

Han rømmede sig lidt da han ikke længere havde et våben i hånden. Han var ikke flov eller lod vise at han var i panik, men han ville faktisk ikke være her lige nu. På den anden side ville han jo bare gerne væk fra slottet, men han ville jo ikke komme til skade, og tilsyneladende vidste hun jo hvem han var, men han vidste jo ikke hvem hun var. Ville han nogen sinde få det af vide? Ja hvis han spurgte så han åbnede munden men hun kom ham i forkøbet. Han lukkede derefter munden og tænkte sig en smule om. Skulle han fortælle hvor han i virkeligheden gerne ville hen, eller skulle han lyve? Han kunne selvfølgelig bare sige et helt andet sted, men på den anden side så kunne han jo dele stedet præcis som han havde gjort med Nianna. Det var faktisk ret hyggeligt sidst, men så igen, tænk hvis det blev for meget. Tænk hvis det i virkeligheden ikke ville ende med at være hans frirum længere. Han kløede sig lidt på hagen. "Ruinerne vil jeg gerne ned til" kom det fra ham uden så meget som at tænke det hele igennem. Han skulle aldrig have sagt noget, tænk hvis det blev et forsamlings sted for unge havfolk. Så skulle han lige pludselig til at finde et helt andet sted at tage hen. Han kunne jo altid tage til fastlandet, det kunne vel godt blive hans frirum. Eller måske ikke, han kunne jo ikke bosætte sig der oppe, selvom det var det han ønskede sig til tider.

Han fjernede aldrig blikket fra hende som hun vendte sig om og svømmede lidt væk fra ham. Måske spejdede hun efter hende kumpaner der ville overfalde ham om lidt? Det var ikke til at vide, men hvis det var så skulle han nok kunne slippe væk på den ene eller den anden måde ikke? Det var ikke lige frem det han var sikker på, men man havde vel lov til at håbe når det kom til stykket. Han rømmede sig lidt. "Sig mig hvad er deres navn?" han var ikke engang sikker på hun ville fortælle ham det, for hvilken bortføre ville fortælle deres navn? I det hele taget undrede det ham at han blev ved med at tænke hun var en skidt person. Men hvad skulle man regne med i disse tider? Alle vidste jo hvem han var, og han anede ikke engang hvem nogen var med mindre han selv spurgte. Han forholdte sig helt stille i vandet og rørte sig ikke ud af stedet, for han ville gerne have en flugt, han var hurtig i vandet, så han skulle nok kunne komme hjem. Men en ting var sikkert, hvis de var mange kunne han sikkert ikke have en flugt mulighed.

Doriannas store øjne blinkede overrasket, som hun fik at vide at William havde været udenfor Aquarin før. Hvorfor måtte han så ikke komme ud i dag? Eller var han bare vant til at snige sig ud normalt? Hun føle pludselig at hun måske ikke var så speciel, eftersom hun ikke var den første til at vise ham verdenen. Hun havde håbet lidt på at de sammen kunne opdage alle mulige spændende ting! Men nej…

”D-det beklager jeg,” lød det med en lidt mindre stemme fra Dorianna. Ikke nok med hendes stemme var blevet lavere, så var hun selv skrumpet et par centimeter. Det var måske lidt mere tydeligt, nu hvor de havde en lille afstand mellem dem. Hendes hår og hud gik mere i et med omgivelserne, som hun følte for at gemme sig. Nervøst så hun så lidt frem og tilbage fra omgivelserne og til William, som han nærmede sig. Hun var så bange for hun havde trykket på nogle knapper som ikke skulle trykkes på. Hun frygtede at William allerede var blevet sur på hende, selvom hun blot havde gjort sit bedste for at tilfredsstille William.

Ruinerne. Selvfølgelig ville han da se ruinerne. Hun bed tænderne lidt sammen som hun smilede til ham. ”Jah?” lød det fra hende mens hun blinkede hurtigt med de store lyse øjne. ”Jamen hvad venter vi på!” sagde hun og prøvede at lyde så optimistisk som muligt, mens hun spejdede ud over havets uendelige horisont. Hun sank en lille klump som hun så kløften længere fremme. Dorianna selv var ikke meget for at komme i nærheden af kløften. Hvad var der så spændende ved den?
Da hans stemme lød igen, så ned mod ham som han spurgte. Hendes øjne så stadig overrasket ud. Havde hun ikke præsenteret sig? Hun skyndte sig derfor at svømme ned til ham, stadig med en anstændig afstand – hun ville jo ikke være påtrængende. ”Beklager, jeg må have glemt det i farten,” smågrinede hun og tog sig kort til panden, ”Dorianna Lydia Neptune. Men du kan kalde mig Dori eller Ann hvis du vil” præsenterede hun sig med et bredt smil og med blinkende, og en smule flirtende øjne. Man kunne se hun fik noget mere blå-lilla farve til både hale, hud og hår som hun præsenterede sig.

Det var måske ikke den fedeste kommentar han var kommet med lige før. Men hvor skulle hun egentlig også vide fra at han havde været uden for Aquarin før? Det var jo ikke fordi at Maximilian kom og hentede ham. Nej de mødtes altid på overfladen, eftersom at Maximillian ikke havde nogen hale. Det var så nemt bare at smutte der op være der i nogle timer, lærer noget nyt og så komme hjem når solen var på vej ned. At han så ikke altid gjorde det var noget helt andet. Stadig meget bekymret kiggede han på hende og lagde faktisk ikke mærke til at hun skrumpede et par centimeter. Han var alt for forkuseret på sit eget liv til overhovedet at se efter noget som helst. Og han var jo nysgerrig nok så han ville da også kigge ud over havet og horisonten af vandet der hvor hun var, men alligevel blev han stående. "Nå ja ingen skade sket, det er jo ikke fordi de kunne vide det." kom det fra ham og han måtte jo hellere holde sine mannere ellers så ville det sikkert bare ende galt. Ikke at han forstod hvorfor han skulle være så fise fornem det var han jo aldrig på landjorden. Mest af alt fordi der ikke var nogen der snakkede om kongeriget Aquarin, og også fordi han ikke ville behandles anderledes.

I det hele taget hvad ventede de egentlig på, mest af alt hvad ventede HAN på at der skulle ske. Han kunne have svømmet så hurtigt hun ikke kunne nå at blinke med øjnene før han næsten var væk. Alligvel forholdte han sig helt roligt her hvor han var. Desuden virkede hun ikke helt så rolig omkring det, men det var vel egentlig kun til hans fordel. Så var er vel en chance for at han stadig kunne beholde sit frirum og sin træning i magi for sig selv. Det virkede altid lidt bedre hvis der ikke var pres på, eller det synes han jo selv fungerede bedst. "Ja" hvad skulle han ellers svare? Der var jo endnu ikke kommet nogen som ville ham noget ondt, og hun kom da også ned til ham. Så var det egentlig fare på færre eller havde det hele bare været ren indbildning når det kom til stykket? Selvom der var afstand imellem dem havde han stadig sine øjne fæste på hende. Han blinkede dårlig nok for tænk nu hvis det skete at der kom nogen. Da hun sagde sit navn slappede han lidt mere af. Det kunne selvfølgelig være et dække, men hvorfor skulle hun så sige hele sit navn. "Dori. Jamen så er det på det rene, og mig ved de jo hvem er. Så er det nemt. Så er vi da på navne basis. Men sig nu ikke prins hver gang du skal omtale mig." kom det fra ham og viftede lidt med hånden. "Det virker så fornemt" det var ikke fordi der var nogen grund til at det ikke skulle være fornemt, men nu var det ikke lige frem på paladset de var på. Så kunne det vel godt være mere afslappet, og hans forældre var da heller ikke lige i nærheden. "Men så må jeg hellere komme afsted til ruinerne." kom det fra ham og svømmede forsigtigt forbi hende. Han kunne jo ikke stoppe hende hvis hun ville med, hvilket hun allerede havde givet udtryk for at hun hellere end gerne ville. Så hvad var egentlig hendes bagtanke når hun allerede havde hjulpet ham ud af selve byen?

Ingen skade sket. Det gav en tryghedsfølelse i hjertet på Dorianna at høre. Hun havde ikke ødelagt noget ved at formode at han ikke havde været ude af Aquarin før. Hun blev måske også en anelse mere varm i sit udseende at se på.

Som han irettesatte hende med ikke at bruge ’prins’ nikkede hun ivrigt. Hun havde godt nok kun nævnt det en gang, og havde været ved det en anden gang, og de havde da efterhånden snakket sammen et stykke tid. Hun kunne dog ikke lade være med at ærgre sig over hun ikke havde fået præsenteret sig noget tidligere, men sådan var det nu bare, og så måtte hun håbe at det måske kunne være en glædelig historie, som de kunne fortælle deres børnebørn, når de blev gamle sammen.

Så snart hun hørte at han måtte se at komme afsted til ruinerne, kunne hun mærke hendes hjerte sank en smule, eftersom hun allerede havde omlagt sine planer for hans skyld. Men måske kunne hun gøre noget for at tilbringe mere tid med ham? Doriannas forældre ville jo være lykkelige hvis Dorianna kom hjem med en historie om at hun havde mødt sin kommende mand, Prins William Zan’jatar, og havde brugt en hel dag på at stifte et godt bekendtskab til ham.

”V-vent William!” lød det fra hende som hun drejede rundt og begyndte at svømme efter ham. Så snart hun var nået op ved hans side så hun over på ham, mens hun forsigtig svømmede ’på siden’. ”Må jeg tage med?” spurgte hun med et bredt smil. Hun flettede sine egne hænder foran sig mens hun håbede på at få et ja.

Det var lidt for nemt dette her. Der var ingen skade sket endnu, og det virkede da heller ikke til at nogen ville komme og angribe sådan lige med det samme. Så var alt vel fint og fredeligt. Og da hun ikke lige frem sagde noget gjorde det hans bekymring lidt mindre. Alt var fredeligt, lige som det skulle være når det kom til stykket. Heldigvis så kunne hans bekymringer slippe væk, og han kunne tage det mere roligt, nu havde han jo heller ikke noget at beskytte sig med. Hans kniv var allerede væk, så der var kun hans hurtighed tilbage hvis der skulle ske noget uventet.

Han var ikke så hurtig som han svømmede væk, han havde jo ikke travlt eller noget. Men han ville være sikker på at der ikke skulle ske noget som helst. Han svømmede stadig langsomt men stoppede op da hun sagde han skulle vente. Han vendte sig om og kiggede på hende. Hvorfor skulle han nu vente? Var det en afledningsmanøvre? Han var ikke sikker, men forhåbentlig skete der ikke noget som helst. Istedet for at vise sin frygt viste han ingen ting. Der var ingen tegn på frygt, og han var ganske rolig i ansigtet. Han lagde armene over kors og håbede egentlig ikke på at der ville ske noget slemt. Men alligevel skete der ikke noget. Da hun så spurgte om hun måtte komme med fjernede han armene over kors og kiggede lidt overrasket på hende. "Jaaaa. Jooo... Måske. Altså... Hvis du tør og ikke har noget imod det?" kom det en anelse usikkert fra ham og kiggede på hende. "Eller jeg mener, jeg regner ikke med at der er nogen der nede, det plejer der aldrig. Og stedet er jo stort nok til os begge to." kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Han var ikke sikker på om hun overhovedet ville med, også selvom hun netop havde sagt at hun gerne ville med.

Han vendte sig om og begyndte at svømme op imod overfladen for at komme forbi stenen der lå foran ham. Han kiggede kort over skulderen for at kigge efter hende. "Nu er jeg ikke for hurtig vel?" kom det fra ham og drejede hovedet. Han havde ikke altid styr over hvor hurtig han egentlig var i vandet, han var hurtig ja, men han var ikke sikker på om andre kunne følge med ham, og det var ikke så tit at der var andre der fulgte efter ham. Ikke ud over Maximillian, og der var det trods alt ham der skulle følge med der.

Dorianna fik et taknemmeligt smil på læberne, så snart William stoppede og ventede på hende. Smilet krakelerede dog en anelse, som han lagde sine arme over kors. Havde hun sagt eller gjort noget forkert? Hun fik dog alligevel spurgt om hun måtte komme med, med et bredt smil, og så snart han fjernede hænderne fra at være over kors og så overrasket på hende, blev det brede smil blot bredere. Lykken blomstrede i hende, og lige så kunne hun mærke hendes forældres stolthed.

”Jeg er ikke bange for at tage derned i hvert fald! Er du?” prøvede hun så vidt muligt at overbevise ham. Indtil videre havde hun jo stadig svømmet langs overfladen af ruinerne, for at undgå ethvert ækelt uhyre, hvis der overhoved var et. Men nu hvor han virkede så sikker i at der ikke gemte sig noget nede i ruinerne, følte hun sagtens hun kunne tage med. Han ville jo alligevel tage derned, og så var det vel bedre, hvis hun var i nærheden til at kunne hjælpe til, hvis der var problemer. Hvis han blev skadet, havde hun nemlig muligheden for at samle ham op og stikke af, tilbage til Aquarin.

Lykkelig over faktisk at få lov at bruge mere tid med William, hendes kommende mand, svømmede hun i retningen af ruinerne i en snorrende bevægelse. Det resulterede i at hendes lange flotte sølvhår snoede sig om hende, og nuancerede i forskellige farver efter havet. Hun stoppede dog så snart hun kunne mærke at William hastigt svømemede forbi hende. De grålige øjne blinkede forvirret og en anelse overrasket, for efterfølgende at følge det boblende spor, som fulgte William. Hun begyndte straks at svømme hurtigere og uden det der piruette fis. Hun rømemde sig lidt som han spurgte om han var for hurtig, ”Måske en lille smule,” smågrinede hun, ”Jeg skal nok kalde hvis du kommer for langt væk,” smågrinede hun og begyndte at svømme lidt i forvejen, så de forhåbentlig ville kunne følges ad på en eller anden måde.

Han kunne godt tage og slappe en lille smule af. Hvad han kunne se var der ikke nogen i nærheden af at ville overfalde ham på nogen måder, og hvis der var så var de godt gemt væk. Men på den anden side så havde hun jo hjulpet ham ud af Aquarin, også selvom hun faktisk ikke måtte. Det var vel en tak hun skulle have. Men frygten for at hun ville ham ondt sad der alligevel. Det var jo ikke fordi han havde det sådan her på landjorden. Der kendte ingen ham, og der var det langt mere vigtigt at være en del af alle andre. Ingen havde jo Aquarin i deres ordforråd, og ingen omtalte Aquarin som noget vigtigt. Men her nede under vandet, der var der måske en anelse mere usikkert, især når alle vidste hvem han var, og han ikke vidste hvem andre var. Ikke ud over de adelige og dem der kom med til baller. Det var lidt mærkeligt nogen gange, men det var bare ikke så nemt at gemme sig som havmand når alle vidste hvem en var, og hvad der ville komme ud af at forblive væk. Hver gang han havde gjort det var alle jo på vagt, og vagterne ledte efter ham som det eneste. Nogen gange ville han bare ønske at han ikke var en prins og bare helt almindelig. Men ville han kunne leve med det når det kom til stykket?

"Hvorfor skulle jeg være bange for det? Jeg har været der masser af gange før, det er slet ikke så farligt." kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Han afslørede rent faktisk sit fristed, men det var der vel ikke noget at gøre ved nu. Det ville bare være endnu en grund til at han måske skulle finde noget nyt. Et sted han ikke kunne findes hvis han ikke ville. Det ville være langt nemmere bare at svømme hurtigt afsted og så lade verden være verden, og lade hende være sig selv. Men kunne han tillade sig det? Han ville ikke have samvittighed til at efterlade hende her, slet ikke når hun havde været sød ved ham. For slet ikke at nævne hvis hun var ond og kidnappede ham. Han havde stadig en mulighed for at slippe væk med sin hurtige hale, men det ville også være alt. Nu kendte han jo sådan set også hendes navn, i tilfælde af at han måtte flygte tilbage til byen og få fat i vagterne.

Nogen gange lagde han bare ikke mærke til hvor hurtig han egentlig var, men når det blev sagt til ham vidste han at han måtte tage det lidt mere roligt, hvilket også fik ham til at sætte farten lidt ned. Hvis hun skulle kunne følge med ham måtte han slappe lidt mere af, både med hallen og også i hovedet. Hvis han skulle kunne være i dette her så måtte han virkelig trække vejret stille og roligt. Nyde hvordan han var kommet ud af Aquarin og bare falde tilbage til sit hemmelige fristed og ligge på havbunden for at se livet i vandet strømme forbi ham langs strømmen i vandet. "Det beklager jeg." kom det fra ham og prøvede så vidt muligt at svømme langsommere, dog var han hele tiden opmærksom på hvem der var hvor, og hvis der kom nogen i nærheden kunne han sætte farten op. Dog vidste han at ruinerne ikke var så langt væk, og han kunne hurtigt gemme sig der nede. Der var så mange gemmesteder af tang og alger. For slet ikke at nævne gamle bygninger fra ting han stadig ikke helt vidste hvad var. I ny og næ drejede han hovedet for at kigge over skulderen for at kigge på hende. Hun var jo en pige, og hun var da også pæn, men der var noget specielt ved hende, han bare ikke kunne sætte en finger på. Måske var det bare fordi hun havde været sød ved ham, eller også var det sådan at hun ændrede sig i tider og utider, men når alt kom til alt kunne det lige så godt være solens stråler der nåede ned imod havet der kunne spille ind.

Forvirret blinkede Dorianna med øjnene, som spørgsmålet blev skudt tilbage. Hvorfor skulle han være bange? Hun tøvede en gang, før hun satte sin hånd om i nakken for at berolige sig selv, med et smil forklarede hun, ”Jeg tænkte ikke lige over du måske havde været der mange gange,” hun trak hånden ned langs siden igen. Det var selvfølgelig også tåbeligt af hende at antage han måske ville være bange for det, men det virkede bare som en åbenlys mulighed for at få opmærksomheden væk fra hende, om hun var bange for at tage derned. Det var ret så nervepirrende, bare tanken om at skulle svømme ned i bunden af ruinerne, når hun altid havde svømmet langs vandoverfladen når hun skulle passere ruinerne.

Doriannas læber trak op i et lille smil, som han beklagede for at han var hurtig og hun lagde da tydeligt mærke til at han gjorde sit for at svømme langsommere, og prøvede at holde øje med hvor langt bagud hun var. Det var sødt. Han var ret sød generelt. Taget i betragtning af at hun hele livet var blevet opvokset til at kunne forføre William, og gøre ham glad, så syntes hun det virkede forholdsvis lige til. Han var ikke en skrækkelig havmand, som hun skulle dreje sin personlighed for. Hun priste sig lykkelig over at William var blevet opdraget godt af sine forældre.

Som hun nu bedre kunne følge med ham, valgte hun at spørge ind til ham lidt mere. Godt nok vidste hun meget om ham, men der var da stadig nogle ting hun ikke vidste. ”Hvordan plejer du at komme ud af Aquarin, hvis du ikke må?” spurgte hun og lagde hovedet let på skrå, som hun på daværende tidspunkt svømmede ved siden af ham. Der var et blidt smil på hendes læber, og et nysgerrigt blik i hendes øjne. Generelt blev hun en smule mere gylden at se på, grundet hendes nysgerrighed.

Han havde været nede i de ruiner så mange gange, og det var hans fristed, det var der han kunne glemme hvem han egentlig var. Det var der han kunne samle sig og øve sig i sin magi, uden at nogen blandede sig. Der var faktisk kun en der havde været her som han kendte til. Det var Nianna, en smuk ung dame hvis han selv skulle sige det, godt nok ikke så meget sprog, men det kunne han leve med. Ikke at de skulle giftes eller noget, men selv der havde han kunne være sig selv, og nyde et godt selskab. Han stoppede op da hun spurgte ham om noget og han vendte sig om for at kigge på hende. "Hvor skulle du også vide det fra? Der er aldrig nogen der vil der ned af hvad jeg kender til. Så du kunne umuligt vide at jeg er der tit." kom det fra ham og smilte lidt til hende. Han vidste at han burde være mere fin på den, men han kendte jo allerede hendes navn, så hvorfor skulle han være formel? Det var jo ikke på paladset de var på lige nu, så det gik vel nok at han havde sagt du og ikke de.

Han vendte sig om og kiggede ned, det varede ikke længe før han skulle dykke, og langsomt tog han stigningen ned ad. Der ville stadig være noget vej endnu, især nu hvor han havde en med sig, for normalt ville det jo bare gå hurtigt og så var han der. Men nu hvor der var en mere med, så måtte han jo holde sig lidt i god orden ved ikke at svømme så hurtigt som han plejede, og han gjorde sig virkelig umage for ikke at svømme for hurtigt. Det var bare som om han svømmede i slowmotion, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Sådan måtte det være, det var lige som når Maximillian kom ned i vandet og lånte halskæden, så måtte han jo også svømme langsomt.

På ny spurgte hun om noget og han vendte sig om og stoppede op. Han blinkede nogle gange med øjne og smilte lidt. "Der plejer heller ikke at være noget problem, som regl har jeg en aftale med Maximillian om at tage op på landjorden. Men lige i øjeblikket er der vidst problemer med pirater eller sådan noget. Jeg har ikke rigtig hørt efter, så jeg kan ikke vide mig sikker i den sag." kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. "Som regl høre jeg faktisk også efter, men lige i dag havde jeg bare ikke brug for at høre på min mor og alle de lærer der skal få mig til at mestre min magi. Jeg trængte til at kunne slappe lidt af." kom det fra ham og trak på skuldrende igen. Han var som regl en reglrytter, og gjorde alt hvad der blev sagt, men det var som om at alt liv blev suget ud af paladset lige i øjeblikket, og det var virkelig ikke noget han orkede at være i hele tiden.

Dorianna trak et lille smil, som han forklarede, at han forstod hvorfor hun ikke vidste han var der tit. Man kunne næsten fornemme hun virkede en anelse taknemmelig over hans lille udtalelse. ”Jeg ved heller ikke lige hvor jeg skulle vide det fra,” småklukkede hun, som hun prøvede at følge efter ham.

Da de nåede kanten, sank hun en lille klump, og så snart han dykkede, tog hun sig sammen til at følge med. Det var tydeligt det ikke var nemt for ham at holde farten til noget der var til at følge med, men hun trak da et lille smil, som hun kunne se han gjorde sig umage. Det fik hende til at føle sig lidt speciel, for han kunne jo i realiteten bare stikke af fra hende, hvis han ville.

Da hun fik spurgt sit spørgsmål, med den gyldne tone over sig, stoppede han op, og hun valgte at svømme hen ved siden af ham. Han så lidt uskyldig ud, sådan som han blinkede med øjnene og smilede. Da William nævnte et navn, rynkede hun kortvarigt på brynene, som var det et tic. Hvem var Maximillian? Benævnelsen om pirater fik hende til at trække lidt på smilebåndet. Hun skulle nok få styr på de pirater for ham, så han kunne komme mere ud. Det skulle ikke være noget problem. ”Jeg er ked af at trusler fra overfladen har skulle holde dig fra at komme ud,” delte hun med et forsat lille smil. Hun klukkede glædeligt som han fortalte han normalt lyttede, men ikke gjorde det i dag. Smilet falmede dog lidt, som han nævnte han ikke gad høre på sin mor og hans lærer, var de så meget over ham? Smilet blev dog bredere igen da hun svarede: ”Vi har alle brug for at slappe af en gang i mellem,” lød det fra hende med et lille smil, som hun forsatte dybere ned i ruinerne.

Det var vel ikke så underligt at en som Dorianna ikke kendte så meget til hvad han gik og lavede. Hun var ikke en del af de kongelige gemakker, og hun bevægede sig ikke rundt på slottet. Så hvordan skulle hun vide hvad han gik og lavede, når han ikke lige var på slottet? Det var jo ikke fordi han snakkede med så mange. Han var mere opsat på livet på landjorden, end han egentlig var nede under vandet. Der var stadig så meget at lærer om overfladen, end det han kunne få fortalt af sine lærermestre. Men på den anden side var han glad for Maximillian der kunne fortælle ham om en hel masse, især de der katte der altid rendte efter ham. Se de var søde, også selvom han havde troet de kunne spise ham. Men hvad vidste han egentlig også om dyr på landjorden? Ingen ting faktisk. "Præcis" kom det fra ham og smilte lidt for sig selv.

Han lagde hovedet lidt på skrå som han kom tættere ned i dybet. Det var noget tid siden sidst han havde været her, men det var så dejligt at være her, og selvom der kunne være mørkt nogen steder, så var der stadig sollys der kunne nå bunden. Han fandt stedet fascinerende med de gamle ruiner, og lige meget hvad var der altid noget nyt at se der nede. Hvad han havde fået fortalt så var det et gammelt tempel der havde stået her. Men om det var sandt vidste han ikke. Han havde aldrig helt fået spurgt, for ruinerne var jo ikke et sted for en prins. Det var noget værre vås!

Som hun svarede ham kiggede han lidt på hende og lukkede øjnene lidt i. Havde han faktisk ret? Havde det været pirater? Var der noget hun vidste som han ikke gjorde? Han havde ingen ide, men måske var det egentlig rigtigt i det han havde sagt. Han trak lidt på skuldrende. "Det gå nok, jeg er jo ikke død endnu af at være på slottet." kom det fra ham og små lo lidt for sig selv. Han Svømmede videre ned mod dybet, og han var så tæt på at han blev lidt ivrig. Han satte farten lidt op, for han ville nødig have at nogle så ham mere end højst nødvendigt, også selvom de var lidt ude for byen. "Kom nu vi er der snart" råbte han lidt efter at have drejet hovedet så han kiggede over skulderen. Dog fandt han ud af at han var en smule foran så han stoppede op for at vente på hende. Nu blev hun vel ikke bange vel? For det orkede han næsten ikke, men så igen så kunne han jo være en helt og beskytte hende.

Hun smågrinede lidt som han nævnte at slottet ikke havde taget livet af ham endnu. ”Det er jeg glad for,” lød det fra hende, med et smil der gik fra det ene øre til det andet. Det var fyldt med kærlighed og omsorg. Ja hvad var der ikke at elske ved hendes søde ansigt?

Den lille fartændring han lavede, var nok til at Dorianna hurtigt var bagud, hvilket gjorde hun kæmpede for at kunne følge efter, ”Jeg skynder mig,” smågrinte hun. Lysten om at kunne svømme hurtigere gjorde halefinen stører og hende selv slankere, således hun ikke skulle bruge nær så mange kræfter på at svømme og der var mindre modstand. Den lidt uforudsigelige ændring i fart og at han stoppede overraskede hende. Hun havde fuld fart direkte ind i ham og gjorde sit bedste for at rette op, så hun var mere lodret og prøvede så vidt muligt at styre uden om ham. Overraskelsen fik hende også til at udgive et lille hvin. Hun håbede på at han enten flyttede sig eller at hun nåede at bremse op tidligt nok til ikke at suse lige ind i ham.