”Jeg skal bruge de grønne blade, som du gav mig sidst”
”Jaså? Kristtornen?”
”Nemlig, de virkede så godt, det gjorde de virkelig – præcis som du havde sagt”
Det grå hoved nikkede ivrigt flere gange, en unødvendig understøttelse. Alligevel kunne det ikke lade være med at forbløffe Isla hvor frisk gamle Merek pludselig virkede. Eller frisk var måske ikke det rette ord, når det kom til stykket?
Isla betragtede ham med hævede øjenbryn, bed mærke i de sitrende skuldre, de trippende læderstøvler, der slog tørt støv op på de løse hoser, der dækkede mandens ben og Islas mørke kjolekant.
”Og det var det hele?” Isla var ved at pakke sammen, det havde været en fin dag på markedspladsen; der havde været larm og høje grove stemmer, latter og udveksling af varer. Selv var den praktiserende urtekyndige tilfreds med sit udbytte. Nu lå de fleste ting i indpakkede bylter, klar til at blive fragtet hjem til det lille sted. Solen sidste stråler fik det til at glimte i paladsets mange tårne.

Merek’s blik flakkede, vurderede at der ikke var nogen som kiggede. Så trippede han helt frem, og blottede sine tænder, der var lyserøde af saft.
”Jaså..” gentog Isla med en slet skjult tilfredsstillelse. ”Virker det? Er de gode?”
”Om de er!” lød det åndeløst fra den grå mand; hans øjne skinnede af iver:” Hvis jeg bare kan få et par stykker til, så vil jeg være meget tilfreds” forsikrede han med eftertryk.
Isla var ikke i tvivl om, at han mente det. Uden flere ord åbnede hun en af de små læderpunge, der hang i det snoede bælte og rakte ham en lille håndfuld af de røde bær. Merek lagde ubemærket betalingen i hendes tomme hånd efterfølgende, og inden der var gået et øjeblik havde de udvekslet, hvad der skulle udveksles og gemt de respektive ting væk i dybe lommer og punge med tilfredse miner.

Isla fulgte Merek med sine mørke øjne, da han trippende forlod hendes nedpakkede stand uden at se sig tilbage, og der gik ikke længe før Isla igen var optaget af at pakke de sidste ting sammen.

Caitlin betragtede den lille udveksling afventende og med et lille smil. Det var godt at se Isla i det mindste stadig var den samme som da hun forsvandt. På overfladen det var i hvert fald. Var der noget hun havde erfaret efter hun var kommet tilbage til byen, så var det at intet eller ingen stadig var som da. Det var også en af grundene til hun havde ventet til nu med at opsøge den urtekyndige og gjorde det på markedspladsen frem for ved den andens hjem.

Manden forsvandt fra syne og Caitlin rettede sig op fra muren. Ingen tid som den nuværende. Med en hånd skubbede hun de viltre krøller væk fra ansigtet, so hun med lette skridt i de slidte støvler fulgte muren hen til den delvist nedpakkede bod. "Stadig åben nok for en lille ekstra handel?" Hun havde et let smil på læberne og et morende glimt i de blå øjne. Der var gået fire år og hun var kommet helt ind i sin form fra at være et spinkelt pigebarn i lurvet tøj og til faktisk at se ud til både at få nok at spise og have lidt ekstra. Spørgsmålet var om Isla huskede hende stadig?

En kvindestemme fik Isla til at afbryde sit foretagende og vende sig mod lyden. Blikket fæstnede sig til den krøllede, unge kvinde.
”Hvad skal du bruge?”
Islas stemme var hverken venlig eller kølig men forblev på et afventende neutralt leje, som var den i tvivl om, hvordan den bedst skulle tiltale den spørgende part. Der var intet synligt tegn på genkendelse at spore i Isla’s mimik. Tværtimod syntes den ældre kvinde at studere kvinden foran sig med en slet skjult nyfigenhed, som normalt er forbeholdt fremmede, man ikke har set før og ikke helt kan vurdere.
 
”Er det min påklædning du finder morsom?” tilføjede Isla ligefremt alt imens hun ubevidst rettede på sit bælte. Opmærksomheden veg ikke fra det krøllede hoved, som tydeligt viste tegn på den morskab, som Isla netop havde adresseret.
Den urtekyndige kunne da både se skyggesmil og drillesygt glimt i de skæve øjne, og selvom det klædte pigen, var Isla ikke synderlig glad for at blive gjort til genstand for en intern fornøjelse; det vækkede mistroen og den urtekyndiges bramfrihed.

Caitlin holdt det lette smil på læberne, skønt hun blev mødt med alt andet end genkendelse. Det gjorde hende mindre end det måske skulle. Kunne Isla glemme hende var der håb om at andre også havde kunne.
"Din te blanding med Topalisurt. Min beholdning af teen er ved at være skammeligt lav og jeg har savnet din blanding, må jeg indrømme." Hun havde drukket teen siden hun var tolv for at forhindre graviditet. En nødvendighed for at modvirke hvad var og hvordan hun selv var blevet til. Hun havde intet ønske haft da og heller ikke nu for at sætte et barn i verden ved et uheld.

Hun trådte mere frem så det spredte lys på markedspladsen faldt bedre på hende og rystede så på hovedet. "Jeg morede mig mest over mig selv. Jeg havde håbet du kunne huske mig." Hendes bevægelser var velovervejede og alt andet end forhastede, som blikket hvilede lidt for fast påkvinden ved boden. De fleste trippede for at komme væk og især med det køb hun havde ønsket, der tydeligt signalerede en ung kvinde der ikke holdt sig ærbart ventende på en bestemt mand.
Strygende krøllerne tilbage i et forgæves forsøg på at holde dem der, lagde hun hovedet let på skrå. "Skønt der nok er gået lidt mere end fire år og du sikkert lapper så mange sammen, at jeg var en i mængden." Det havde aldrig ligget til hende at give lige svar, når hun kunne vandret om emnet som en kat læggende sig ned på et sted.


//Der står lidt om Topalisurt under Krystallandets dyr og planter ^^

Isla spidsede munden, affødt af kvindens ønske. Egentlig var det ikke en uventet efterspørgsel at få. Tværtimod var tupalisurt i kategorien af urter, der altid kunne sælges, fordi der altid befandt sig kvinder, der ikke ønskede at sætte børn i verden. Isla bebrejdede dem ikke og efterkom altid ønsket med oprigtig velvilje.
Nej, det forunderlige var, at den krøllede spejlede Islas ligefremhed; hun virkede ikke nervøs eller stammende, trissede ikke eller skævede til siden. Hun sagde det højt uden skyggen af skam, og selvom markedspladsen var ved at blive tømt for mennesker, var det stadig de færreste som ville bede om den slags så uforbeholdent. Det fik det til at trække i isla's mundvige. Hun efterkom ønsket uden indvindinger: "Så gerne, det skal du få."

Med hensyn til den andens fortsat synlige morskab, kunne Isla endnu ikke placere det, selvom det omsider var begyndt at afføde krusninger på det mentale vand. Hovedet blev lagt på skrå, fulgte opmærksomt med da det krøllede væsen kom tættere på. Huske hende? Var det meningen at hun skulle kende hende? Isla slog en kort latter op og satte hænderne i siden:
”Ha! Min kære, jeg husker ikke fire år tilbage. Du må have forandret dig betydeligt mere end jeg selv har. Fortæl mig hvem du er, så skal du få din te uden beregning.”

"Dejligt." Caitlin smilede varmt til den prikne urtekyndige, der efter hvad hun kunne se ikke havde forandret sig meget af person. Måske boden så heller ikke var det bedste sted at få et indtryk af det, men boden var hvor de var og nuet det de befandt sig i.

Hun kunne se hendes ord havde den formildende effekt hun havde håbet på, da den anden ikke rynkede bryn og næse af hende eller kneb munden sammen over den unge piges åbenlyse morskab. Selv en rigtig latter kom der frem, før et tilbud, der umuligt kunne siges nej til. Så Caitlin tog de sidste skridt helt hen og sænkede stemme til fortrolighed. "Caitlin, din forpjuskede kat, der kom så meget til dig med grå striber og knorhår som krøller og snavset tøj?" Hun havde ikke haft skjult sit andet jeg for Isla for hun havde haft brug for hendes hjælp engang til at fjerne noget fra et ben, før end hun sikkert kunne antage sin menneskelige form igen.

"Jeg hentede også et par leveringer til dig fra Tusmørkedalen. Nu jeg alligevel ikke kunne modstå en rejse og du derved slap." Hendes smil var afventende og genkendelsen kom med de ekstra oplysninger delt. Især de sidste år før Caitlin var forsvundet fra Dianthos helt havde hendes vandrende sind bragt hende ud og omkring. Noget der havde hjulpet til at ingen havde tænkt så langt da hun en dag ikke kom tilbage.

Da den krøllede kvinde endelig røbede sin identitet blottede Isla sine tænder og udstødte et højt grin. Hun så på Caitlin med nyfunden gensynsglæde og trådte et skridt bagud for nemmere at kunne studere hende. Nu hvor identiteten var på plads, og navnet var sagt, kunne Isla pludselig forbinde det krøllede hår og de skæve øjne med mindet af en yngre version af Caitlin. Den urtekyndige kunne ikke lade være med at ryste på hovedet over sin egen manglende evne til at genkende pigen tidligere; det var jo med ét så tydeligt.


”Kile være nådig, du er jo slet ikke en lille killing mere”.
Der var anerkendelse at spore i stemmen, understreget af et nik til Caitlins velskabte, og nu voksne, person. Så trådte Isla instinktivt frem, og gav Caitlin et kram; klemte hende ind til sig i en omfavnelse, der kunne forveksles med en mors reaktion på at ens forsvundne barn omsider er hjemvendt og fundet.
”Hvor har du befundet dig henne så længe? For du har vel ikke strejfet rundt på må og få i så mange år?” Isla slap sit greb, og så indtrængende på hende. Det kunne ligne det krøllede væsen at have beholdt sin rodløse natur. ”Og du er ikke kommet tilbage fordi du er endt i problemer og brug for hjælp, vel? Du er okay, ikke?” 

Var det ægte moderlig bekymring? Isla tog sig selv i sin uvante sentimentalitet.

Genkendelsen kom med glæde og varme, som den urtekyndige lyste og løsnede op. Caitlin lod smilet vokse til et grin, som den anden trak sig tilbage og tog hende vurderende ind. Der var nok også sket en del med holdning og tøj de sidste år, som hun også fuldt var vokset til i former. Utroligt hvad fast adgang til nok mad kunne gøre og en person i ens liv der mente det var vigtigt den blev delt.

"Måske stadig lidt indvendigt. Nogen gange." Latteren var stadig i den unge piges blik, mens en snert af alvor havde sneget sig ind i hendes stemme. At være killing havde altid været flygtigt og stjålne øjeblikke i et liv der havde tvunget hende som alle omkring hende til at blive voksne hurtigt.
Krammet overraskede hende og det kunne ses i hendes blik øjeblikket før end hun slappede af, gengældte det og skjulte ansigtet ind mod den andens hals. Isla duftede også stadig af Isla. Det uventede i handling ramte hende også dybere end hun troede muligt. Her var en der havde opdaget hun var forsvundet og nok for en kort tid havde undret sig.

Rettende sig op og selvbevidst strygende en af de mange løbske krøller væk fra ansigtet svarede hun med et lille skævt smil. "Medanien, meget tæt på ulvedalene faktisk. En tømre tog mig ind der lige før Mørket angreb og insisterede på jeg rejste med derned." Hun rakte ud som den anden fortsatte, tog den ene af den andens hænder og gav den et klem. "Som hans datter endda." Atter var det der underfundige glimt af morskab i hendes blik. Hun vidste så godt som nogen hvorfor mænd normalvis tog unge piger ind og til hvad.

"Hans sted var her og nu der var mere sikkert var det tide at komme tilbage. Der er ikke så meget at tjene på i udkanten af alting. Så ingen problemer her." Skønt problemer havde hjulpet med til beslutningen om at tage tilbage. "Hvad med dig? Har du kunne stand gennem alt det der skete?" Kiles Orden havde fulgt år med kaos, tørke og pest. Ikke noget godt for skyggesiden af Dianthos.

Isla indikerede, at hun lyttede ved at nikke med hovedet. Da Caitlin tilføjede, at det havde været som en slags datter, at hun havde fulgt tømmeren, spredte der sig et nyt smil på Islas lyse ansigt. ”Godt at der stadig findes ordentlige væsner i denne verden,” istemte Isla med let tonefald:
”Jeg håber ikke at det var alt for smertefuldt at rejse videre alene.” Det var både sagt i spøg og alvor. Relationsdannelse kunne røbe meget om en person, havde den urtekyndige bemærket. Med mindre tømmeren havde udviklet sig til et fjols ville det tale for Caitlins gode kvaliteter, hvis hun var mærket af at rejse videre på egen hånd – der var trods alt gået fire år, og som Isla forstod det havde tømmerens tilstedeværelse fyldt en stor del af den tid.
”Det glæder mig at du ikke har problemer. Jeg må dog indrømme, at jeg er en smule overrasket over det; det er helt underligt at se dig være så voksen.” En ny, kort latter blev sat som punktum.

Da snakken faldt på hvordan den mørke tid havde været, fik Isla et alvorligt drag om munden.
I et øjeblik overvejede hun at afsløre situationens sande konsekvenser, men undlod. Hvad ville det nytte at gøre Caitlin unødigt bekymret? Desuden var den unge kvinde netop kommet tilbage, hun havde brug for at se at alt var som det altid havde været – i hvert fald på overfladen.
”Det var ikke nemt,” indrømmede Isla. En løgn var altid nemmere at sige når der var sandhed gemt deri. ”Plagerne var modbydelige... Men som du ser holdt jeg hovedet oven vande, og det gjorde forretningen heldigvis også.. Men sket er sket, og alt er stort set tilbage som det var, da du forlod byen. Har du fundet et sted at være? – et sted at sove om natten, hvis du er begyndt på den slags nu hvor det virker til, at du er blevet voksen?”
Hentydningen til Caitlins mindre lovlydige beskæftigelser, blev med vilje fremhævet og ville være svær at overhøre. 

Caitlins smil blev atter til et grin, før hun afslappet svarede. "Åh, det var ikke alene jeg kom her. Hans værksted og det meste af hans familie var blevet i Dianthos, så der var også noget for ham at komme tilbage til." Hvilket havde gjort nogle ting nemmere og så mange andre ting mere besværligt for hende. Hun havde et sted at høre til, men også gamle steder der trak og lokkede for at få hende tilbage.
Hun fandt en kant af boden og lænede sig afslappet op af den. "Ikke så voksen og problemerne skal nu nok finde mig igen, hvis jeg kender Chance ret." Den unge pige lød dog ikke til at tage det så tungt. Udsigten til problemer holdt hende skarp og forventede man dem kom de aldrig helt som en overraskelse. De kunne stadig være ubehagelige, men aldrig helt så knusende.

Det havde været en mørk tid. Plagerne havde hærget nok i Ulvedalene til at Caitlin havde været glad for de var der og ikke i Dianthos med byens mylder af racer og magier. Selv havde hun været tvunget til at indse hendes egne evner måtte trænes så snart kaoset var ovre eller hun ville brande noget ned en dag. Mørket havde dog været det værste.
"Det er jeg nu glad for at se. Alt for meget andet virker til at være tabt, forsvundet eller forandret til ukendelighed mens jeg har været væk." Hendes stemme var alvorlig igen og det samme hendes blå blik. Dianthos havde taget mange slag og som altid var bunden ramt hårdest. Derfor var det også ekstra dejligt at se nogen stadig have næsen oven vande og måske lidt mere end det.
En ny lille latter trak fra hende. "For nu bor jeg hjemme hos Tømren, men kan godt være eget sted en dag er tiltrængt." Hun blinkede troskyldigt som hun fortsatte. "Nu jeg sover om natten og den slags. Det meste af tiden." Hun lod det svæve om det var de gamle vaner eller andet der holdt hende ude om natten. det var trods alt ikke noget nogen indrømmede åbent med lange ører i nærheden.

Den urtekyndige løftede et sigende øjenbryn og afgav et kort nik som svar. Det var en underligt beroligende tanke, at Caitlin alligevel ikke var rejst til hovedstaden alene og vigtigst af alt; at hun formentlig havde en base hos Tømmeren, hvis hun skulle for brug for det. Det var naturligvis spekulationer alt sammen. Caitlins udetaljerede svar afholdt Isla fra at spørge mere end til forholdet mellem tømmeren og den krøllede killing, som slet ikke var en killing mere.
Isla kneb øjnene en smule sammen. Et smil spillede atter på læberne:

” Ha – i det mindste er du ærlig. Og ikke helt uden selverkendelse, kan jeg høre. Men du skulle jo også nødig ende som en lad huskat – for var det ikke det du sagde dengang; at det er uforudsigeligheden, der holder dig vågen og opmærksom?”

Samtalen om plagerne og de grufulde konsekvenser det havde haft for hovedstaden valgte Isla ikke at fortsætte. Og hun regnede ikke med, at det ville være noget Caitlin som sådan ville studse over; Det var vel kun naturligt at man var formælt når det handlede om plagerne som havde huseret alting og som stadig, særlig mentalt, havde et fast greb i befolkningen? Hendes tavshed ville være ganske naturlig.

”Det meste af tiden?” Skepsissen fik følge af et nyt skyggesmil: ”Det glæder mig – hvis du en dag ikke kan være hos Tømmeren mere, er du velkommen til at bo midlertidigt hos mig; det er ganske vist ret beskedent, men har alle de fornødne ting.” Begyndte Isla venligt og tilføjede så, for ikke at virke påtrængende:”- Altså, det er ikke fordi, at jeg ikke regner med, at du er i stand finde et sted selv – det er kun et tilbud du kan takke ja til, hvis du en dag står uden et sted at sove. Jeg løber ingen steder, ved du nok.. Så altså, hvad jeg prøver at sige er: Min dør er åben, hvis du har brug for det.”

Caitlin kunne ikke andet end lade en dæmpet latter følge Islas ord. Den var så fri og afslappet som hendes holdning, men hendes blik var ikke helt der. Tiden havde lært hende forsigtighed og de var stadig i det fri. "Det gjorde jeg vist og tog til elverskovene på jagt efter et rygte med grønne skæl." Hun havde også haft lidt af en tur ud af det. Smaragddragerne var forblevet rygter, men skæl fra dem havde hun fundet. Som hun havde fundet en enlig dværg bosat hvor ingen af hans slags burde have været at finde og adskillige dyr, der fandt hendes tilstedeværelse grund nok til et angreb. Det endda før hun mødte elvere. "I det mindste fik jeg da lidt urter med hjem derfra." Nogen hun havde givet videre for at få tilset en forvreden ankel, der ikke havde syntes om den lange tur tilbage.

Morskaben forblev dog i hendes væsen som snakken gled tilbage på hende så fint som altid. Den urtekyndige havde altid holdt sit private endnu tættere til sig end selv den lille kat havde og måske var det lige derfor Caitlin havde delt mere med hende end hun ellers havde for vane. "Det meste af tiden. Natten har sin tiltrækning og naturen sine krav jeg ikke bare kan ignorere." Hun ville gerne, men der kom aldrig noget godt ud af undertvingelsen.
Så lyste hun op i et varmt smil, før hun lukkede afstanden mellem dem endnu engang i et helhjertet kram. "Tak. jeg vil huske det." Hun slap tøvende og fortsatte så. "Kan godt være det mere bliver for the og snak end seng og hvile, men det er også to vigtige ting i livet. Især når hæderligheden trænger sig på og sætter så mange flere ting som fristelser."

”Urter af interesse?” Opmærksomheden blev altid vækket, når ordet urter blev nævnt. Det var lige meget i hvilken sammenhæng eller hvordan; Det kunne potentielt være en plante, hvis egenskab Isla endnu ikke kendte eller som hun i flere år havde søgt efter – og selvom sandsynligheden var lille, afholdt det aldrig Isla for at spørge ind alligevel.

Krammet blev gengældt, da Caitlin takkede for tilbuddet, som Isla havde fremsagt. ”Det er helt i orden – en snak siger jeg aldrig nej til” Isla smilede forsikrende mod den unge kat, fik dernæst et tænksomt udtryk i ansigtet.

Skulle hun spørge nu? Det kunne jo være at Caitlin vidste noget, selvom hun havde været væk længe – eller måske netop fordi hun havde været væk?

Isla rettede sig mod den unge kvinde: ”Vil du hjælpe mig med at pakke de sidste ting?” spurgte hun indbydende og lod sig, for en stund, optages af nedpakningen af bodens sidste varer. Isla satte sig på hug, puttede sirligt nogle tørrede stiklinger ned i en pose af stof.  Det praktiske arbejde havde altid fungeret godt, når hun debatterede med sit eget indre. Til sidst synes den urtekyndige at have besluttet sig, for hun rejste sig med ét, og skævede til Caitlin:

”Kan jeg forresten spørge dig om en ting?”

Caitlin så et øjeblik forvirret på Isla, før hun rystede let på hovedet og lod det glide af på et smil. "Det fandt du dem vist dengang, men det er jo år siden nu, så..." Planter havde aldrig rigtig sagt hende noget, men hun havde vist den urtekyndige altid var interesseret i dem og havde fundet nogen til bestikkelse for lidt hjælp, der så ubelejligt var blevet nødvendigt.

Hun besvarede de forsikrende ord med et varmt smil og nikkede så. "Selvfølgelig." Der var noget dejligt hjemligt over at hjælpe med nedpakningen. Hun havde haft gjort det som yngre - af lyst eller for lidt hun ellers ikke havde krystallerne til - og havde altid nydt det væld af forskeligartede dufte der havde strømmet fra stængler, poser og krukker. Ikke meget virkede til at have forandret sig i hvor hvad gik heller, så hun fandt en af de tomme kasser og begyndte at sætte krukker i den, hvor de ikke kunne flytte sig på kærreturen væk fra torvet.

"Altid." Hun rynkede brynene af en ny krukke og fandt den udfyldende et hul, hvor en gammel manglede fra, før hun drejede sig halvt og med et skævt smil og et glimt i øjnene tilføjede. "Hvor meget svar du får er dog en anden sag." Alle havde deres hemmeligheder og andre ting ikke talt om.

Isla var glad for at Caitlin gerne ville hjælpe. Det var ikke specielt hårdt arbejde, bevares, men det var tidskrævende og man skulle have det rette tag om det. Den urtekyndige varmede sig ved synet af den krøllede piges dygtighed og nænsomhed med de forskellige planter. Selvom de ikke havde set hinanden længe – og Isla havde haft problemer med at genkende hende – var hun på intet tidspunkt i tvivl om Caitlin ønskede at hjælpe med et rent sind. Og ikke havde skjulte bagtanker om at stjæle noget, hvis den sorthårede et øjeblik var uopmærksom.

Isla blottede sine tænder i et lille smil, inden hun sprang ud i det uden videre omsvøb:
”Kender du noget til grupperingerne her i byen? Dem der primært holder til i den nedre bydel?”

Caitlin stoppede en smule overrasket op over spørgsmålet, før hun sendte den anden et skævt smil. "En smule." Hun drejede sig tilbage mod kassen hun stod ved og placerede de næste krukker i den som hun stille fortsatte. "De har forandret sig en del, mens jeg har været væk, men det er jo kun hvad man kan forvente." Eftertænksomt drejede hun en krukke, før hun fandt dens plads og derefter gav sig til at tage bundter af tørrede planter ned fra bjælken over fronten af boden.

"Ulvenes Folk virker til at have taget mere territorium til sig. Deres leder virker mere sikker i sin position end da jeg rejste og jagter muligheder." Hun havde haft sit første sammenstød med Pax og det havde haft et blandet udfald. Han havde efterladt hende med ikke så lidt at tænke over, så vel som en varsomhed overfor ham, hun stadig ikke havde rystet af sig. "En anden gruppe virker til at være kommet til og ville ind på alle områder på en gang. Jeg har mest hørt de har mast andre ud, men ikke rigtig fanget hvad de kalder sig." Hun trak let på den ene skulder. Trods alt forsøgte hun at være lovlydig nu. "Det er vist alt. De fleste grupper virker til at være skiftet rundt eller have skiftet navn. Det sker jo."

Plantebundterne lagde hun forsigtigt ned i en kasse, hvor de kun var hinanden og ikke kunne blive mast af krukker eller poser, hvis kærren skrumlede over for dybe huller i vejen. "Har du da fået et tilbud?" Hun skævede interesseret over skulderen på Isla. Havde hun kunne det blive... problematisk at forblive kunde i boden, hvis det var den forkerte gruppering.

Ferme hænder arbejdede automatisk med at pakke de sidste urter ned, alt imens al opmærksomhed var tildelt Caitlin og hendes kommende svar.
Isla selv havde kun begrænset kendskab til de mere eller mindre skjulte grupperinger, som befandt sig på Hovedstadens bund; hun vidste, at selvom der blev handlet i mørket, umiddelbart bortgemt fra det gængse gadebillede, var grupperingernes indflydelse mangfoldig, hvorfor man gjorde klogt i at anderkende deres tilstedeværelse. Eller, som Isla havde til hensigt: at forsøge at udnytte dem.

Den urtekyndige fortsatte uændret sit oprydningsarbejde men de mørke bryn rynkede sig sammen, da Caitlin nævnte ulvenes fremgang og den interne konkurrence med en rivaliserende bande. Ikke at det var specielt overraskende - så vidt Isla var orienteret bekrigede underverdenen konstant hinanden for at sikre egen position og de mest gunstige kriminelle goder.
Først da Caitlin virkede til at være færdig, gav Isla sig til at respondere: 
”Nej, det forholder sig lige omvendt; jeg har ikke fået et tilbud – jeg har i sinde selv at komme med et. Spørgsmålet er blot, hvilken en af grupperingerne som ville være smartest at henvende sig til..” Hun trak på skuldrene – supplerede det med et opfordrende smil:
”Hvad siger du, Caitlin? Vil du hjælpe en gammel dame med at skabe kontakt til en af disse grupperinger? Eller i det mindste sige mig, hvilken en du ville råde mig til at opsøge?”

Caitlin stoppede let op med en pose i hånden, mens hun trak vejret dybt ind. Det var for at bestemme indholdet, men faldt meget passende sammen med Islas ordogså. Langsomt drejede hun sig rundt og så direkte på den anden. Et vurderende blik og en lille smule overrasket. Hun havde ikke troet den ældre kvinde ville bryde sin neutralitet på egen hånd. Ikke efter så mange år med den. Under pres ja, men selv? nej, det havde hun ikke troet. Dianthos måtte have forandret sig mere end hun havde opdaget og det bekymrede hende mere end hun lod afsløre i imik.

Et let smil fandt dog pigens læber, før hun rystede afvisende på hovedet. "Det kan jeg ikke hjælpe med. Beklager, Isla. Jeg har ikke den slags forbindelser og ønsker ikke at tiltrække den form for opmærksomhed det ville give at få dem." Smilet fik lidt mere fylde som hun fortsatte med en munter ikke alt for alvorlig tone. "Jeg er jo hæderlig nu og næsten respektabel!" Det var måske lidt en tilnærmelse og ikke noget mange af de bedre borgere ville kalde hende, hvis de kendte hende, men overfladen var pænere end nogensinde før.

Skiftende emnet let holdt hun posen hen mod den anden. "Hvis ikke jeg tager fejl er det her din Topalisurt Te?" Hun havde ikke glemt hvad hun var kommet efter trods alt.

Afvisningen var beklagelig. Isla havde forventet mere af det krøllede hoved, og selvom afvisningen var venlig (og til dels munter) var det ikke desto mindre stadig en afvisning. Og Isla hadede den slags.
Hun spejlede den andens lette smil, uden at det formåede at ramme de mørke øjne. 
Den urtekyndige kunne dog ikke bebrejde den yngre kvinde – hvis de mange år på farten havde gjort hende dydig uden flossede kanter, havde Isla kun respekt tilovers. At det så viste sig at være en hæmsko for sine egne planer var mildest talt irritende, men ikke værre end at hun nok skulle kunne finde en alternativ løsning. Nej, det værste var at Caitlin nu vidste at Isla ønskede at trække sig hen over grænsen på den gråzone, hun, i deres mange årige bekendtskab, ellers havde befundet sig i. En information, som den krøllede ikke havde fået at vide, såfremt den urtekyndige havde vidst, at Caitlin ville have sagt nej.

”Det er fuldt forståeligt,” samtykkede den sorthårede kvinde og trak på skuldrene: ”Det var et pludseligt indfald, og det er kun godt at du holder dig fra den slags.”
Caitlin måtte have mærket den sære stemning for emnet blev ændret og Isla var hurtig til at besvare spørgsmålet.
”Du har helt ret – snup det bare. Du har været en stor hjælp, og jeg vil ikke holde på dig længere.” Smilet var oprigtigt, da Isla kort betragtede, hvordan alle varerne var blevet indsamlet og sirligt pakket sammen. Resten ville hun kunne ordne selv uden problemer: ”Det var godt at se dig.”
En hæderlig pige kunne den urtekyndige ikke bruge til mere. 

Stemningen skiftede med Caitlins beklagende ord, skønt det ikke kunne ses på overfladen. Begge havde de smil fremme, den nogenlunde lovlydige pige og den tidligere så neutrale urtekyndige, men afstanden mellem dem var vokset betydeligt. Caitlin vidste hendes afvisning kom med en pris, men det modsatte havde også været tilfældet. Hvilken var for fremtiden at vise, men hun fornemmede bandernes kløer række efter hende endnu engang og det gjorde hende varsom under den lette overflade.

"Det håber jeg..." Hun tøvede let, før hun mødte Islas blik med alvor der brød med smilet på læberne, der nu mest var for de få tilbageværende på pladsens forsikring. "Som jeg håber du husker hvor lidt jeg siger til andre." Hendes nysgerrighed havde drevet hendes som killing til at stikke snuden lidt for langt frem og lidt for dybt i den urtekyndiges kasser, med en alt for stor viden om indholdet af lovligt, ulovligt og særdeles skjult til følge. Intet var nogensinde blevet delt videre uden Isla havde tilladt det.

Med de næste ord nåede smilet tilbage op i de mørke øjne, som hun gemte den lille pose væk i den medbragte taske. Så stoppede hun tøvende op, betragtede den anden et langt øjeblik, før hun trådte helt hen til Isla og gav hende et kram. Med ansigtet tæt til den andens nakke mumlede hun dæmpet. "Vil du være neutral for mig, er du neutral for mig, Isla. Mere hæderlig bliver jeg jo næppe, hvor meget jeg end forsøger at lade som om..." Hun slap hende roligt og med et både drillende og forsigtigt glimt i øjnene. Hun ville savne den anden for andet end theen, men at sige det lå dem begge fjernt.
Så trak hun sig tilbage med en let vinken, før hun lydløst smeltede sammen med skyggerne. At være i Dianthos igen åbnede farlige og fristende muligheder tilbudt af tilsvarende væsner og hun var ikke sikker på om hun kunne afvise det for evigt.