Det var midt på dagen og folk samledes om det bygningsværk der var ved at blive sat op i udkanten af byen. Blikkene betragtede den ret store konstruktion af træværk. Blikkene gled over de store træsøjler der stod i jorden, og især på den store bjælke som var placeret over dem, med de tre store tykke reb der hang ned fra den og som hver endte i en løkke. 
Under løkkerne stod der en meget simpel bænk med et reb bundet til hver ende til når gerningen skulle gøres og de tre landevejsrøvere skulle henrettes for at vise at der blev slået hårdt ned på det.

De tre mænd som var blevet dømt til hængning efterfulgt af hjul og stejle, stod lænket i baggrunden til en tredje stor træsøjle som var banket hårdt i jorden. Bag mændene som ikke bar andet end deres undertøj stod Theod. En kæmpe af en mand. I den ene hånd havde han en pisk og i den anden en simpel kølle. Først smællede den en-halede pisk på den første mand og efterlod et rødt mærke, den smællede igen 2 gange mere for den mand, før han gik videre til de to andre. Den første pisk der kun havde efterladt røde mærker og lidt blod blev skiftet ud med en pisk med nu to haler. Den smællede også tre gange på hver af mændene, og blev forfulgt af på en tre, fire og fem halet pisk, indtil mændenes rygge var et rødt og blodigt syn. Derefter fandt Theod den seks, syv, otte og nihalede pisk frem. Til forskel fra tidligere var der knuder bundet på enderne eller små spidse metal dele sat på enderne. Disse piske smællede også 3 gange som de flåede huden af mændenes rygge så blodet sprøjtede ud over Theods eget ansigt. Han måtte tage sig selv i at være tæt på at slikke sig om munden. Da piskningen var færdig tog han køllen op og knuste knoglerne i hver af mændenes overarm. 
Lydene fra røverne var ubehagelige skrig der blev kvalt i deres egen smerte. Deres arme hang slabt som de blev lænket fri og slæbt op på skafottet en ad gangen. 
Løkkerne blev strammet om deres halse og de blev så vendt ud mod publikummet som stod og så på. Deres ansigter var forvredet i smerte og deres øjne lignede nogen der så mod noget der ikke var der. 

Theod greb fast i rebet der var bundet til bænken og med et hårdt træk forsvandt den under mændene, og de faldt ned. Dem med god hørelse og som stod tæt på ville høre lyden af bjælken der knirkede en smule sammen med lyden af en poppen som nakkehvirvlerne blev revet fra hinanden. De næste måske 10 minutter hang mændene bare og dinglede på skafottet før den næste del af teaterstykket fortsatte. 
Theod trampede op af trappen til de tre hængende mænd med en skarp bredbladdet økse i hånden. 
Han kappede rebet over og tog den ene mand ned og lagde ham på skafottet. Den bredbladede økse blev hamret ned i mandens nakke og skilte hoved og krop fra hinanden. Blodet begyndte derefter at fosse ud over skafottet, og de mere sarte folk begyndte at vandre hjem. Derefter blev både ben og arme hugget af manden, og blodet fossede kun mere. Theods hænder og hoved var indsmurt i blod og hans tøj begyndte så småt at blive klistret og stift af blodet.
De to resterende mænd fik samme behandling som deres kroppe også blev parteret. Hver del af ligene blev derefter båret ned bagved og smidt på en vogn. Udover et enkelt ben som Theod gemte til sig selv. Han kom så ud med vognen, og kørte den ud mod landevejen. 

Ude ved landevejen var der hejst spidse pæle og på toppen af hver lige under selve spidsen var sad der et hjul, der kunne lægges ting på. Theod satte en stige op og kravlede op og hamrede det første hoved på dene ene af pælene, og en krop to ben og to arme blev lagt på hjulet. Det samme blev gjort ved de resterende to pæle og deres hjul, dog var der selvfølgelig et af hjulene som manglede et ben. Theod pakkede sit værktøj, øke og piske, ned i en sæk som måske var mere blodig end den burde være som han begyndte at forlade området. 

Han vandrede roligt ud af byen, ud mod en lille klynge af træer nærved hvor han kunne være i fred. Her satte han sig ned på jorden, og fandt benet frem. Han greb benet i hver ende og begyndte at bide kødet af. Det gik stærkt som han fortærrede kødet og bed i knoglen. Blodet gled ned af hans hage og ned over hans tøj mere, lyden af knoglen der blev knust rungede gennem hans eget hoved og omgivelserne. Han slubrede det i sig og spiste hurtigt de omkring fire kilo af kødet han havde behov for. Han efterlod derefter resten af benet, efter han lige tog et bid mere, i træerne så det ville virke naturligt at tro at et dyr eller en fugl havde taget det fra hjulet. 
Han rejste sig op og begyndte at gå tilbage imod landevejen og især skafottet som han nu skulle til at rive ned igen.

Mange mennesker samledes altid til disse henrettelser; der var og ville altid været noget omkring død og pinsel der tiltræk en menneskemængde. Det at man kunne se at nogen havde det værre end en selv, var i sig selv en gave for rigtig mange. Nogen så også på, fordi de var interesseret; nysgerrig for hvorfor at de skulle lide sådan en tortur inden deres liv skulle være forbi.

Også var der nogen som kvinden der stod allerførst. Dækket til i klæder, og med en hætte hen over hendes hoved, for at dække for ansigtet der tildels ville kunne blive genkendt. I hvert fald for at være en adelig, og ikke en af borgerne der stod i en cirkel omkring hvor henrettelsen skulle til at tage sted.
Men de pupilløse øjne var ganske nøje rettet imod manden, der var gået i gang med en meget slavisk gennemgang af henrettelsen på de tro landevejsrøverne. Han var; yderst interessant. Han var en kæmpe, hvilket meget hurtigt fik vækket en interesse i kvinden hvis hud var næsten lige så lys som nyfalden sne. Næsten sygelig, ved første øjekast.
Dette havde været en god dag at finde sin vej igennem Smarana for den adelige halvdæmon. Det havde jo næsten være en gave! Sådan, at komme forbi dette – ja hun var fristet til at kalde det et show!
Der ud over, havde det også været ganske nemt for hende, at komme frem i mængden. Da flere af menneskerne ganske instinktivt havde fjernet sig for hendes vej. Den mørke og ulækre aura der boblede omkring kvinden, fik de svageste til næsten at bukke sig i støvet over hvor ubehagelig hun føltes at være i nærheden af.

Så her stod hun, med stirrende øjne som hun betragtede hvordan de skreg. Hvordan blodet fløj omkring på manden, der stod og lod piskeslagende hagle ned over de tiggende mænd. Hun fangede en af mændenes øjne, og hun kunne mærke opstemmelsen der bølgede igennem hendes krop, hurtigt og brutalt.
Uden hun kunne holde det tilbage, gled hendes tunge ud og slikkede sig grådigt om munden. Det var godt nok ikke dæmon blod, men hun mærkede næsten den hungrende fornemmelse at rive dem legemsdel for legemsdel.
Og det var som om manden havde hørt hende, da han begyndte at hugge dem fra hinanden. Hendes fingre fleksede nydelsesfuldt, som hun næsten uden at trækkevejret overværede det sidste af henrettelsen. Hun var næsten en af de eneste der blev stående og betragtede skikkelsens arbejde.
Med stille skridt, havde hun også fulgt efter ham – overværet hvordan han havde taget et ben med sig. Spændende, hvad skulle han dog med den?
Lysten for både at snakke med manden, og få sin nysgerrighed stillet – var den unge kvinde fulgt efter henrettelsen, uden sine tjenere. For så at få det bedste syn hun længe havde set.
Manden tog grådigt for sig af landevejrøverens ben.
Udsøgt.

“Vil du ikke snakke med mig, før du forsvinder tilbage igen” kom hendes dovne stemme, som hun trådte ud fra lyset, bag den høje mand.
Oh ham måtte hun bare lære bedre at kende
Hun slog hætten ned, og fremviste hendes ganske smukke dukkeligende ansigt. Sorte streger der gled som blodåre fra hendes øjne ud i alle retninger. De følelsesløse øjne der betragtede ham uden pupiller – helt lysebrun i midten der blot blev mørkere til den næsten sorte kant der omhyldede irissen.
“For du virker som en mand.. jeg meget gerne vil lære at kende”

Som han blev færdig med benet tørrede han sig om munden med hånden, skrabede det sidste blod af hans ansigt så godt han kunne og begyndte så at slikke blodet af hans fingre. Da han havde vendt sig om for at gå sin vej blev han pludseligt stoppet af nogen der tiltalte ham. Hans første tanke var at han nu var nød til at gøre det af med endnu en person. Dræbe dem og derefter spise dem... Han kiggede sig langsomt henover skulderen, og hans hånd hvilede mod en stor kniv der sad i hans bælte. 

Da han så mødte hendes blik og ansigt, samt hørte ordentligt hvad hun havde sagt slap han kniven. Hendes udseende sagde ham at hun nok ikke havde de store problemer med hvad han havde gjort. Derudover så skreg hun heller ikke eller råbte op så hun havde nok heller ikke tænkt sig at fortælle vagterne eller noget om ham. Han kiggede ned på hende med et lettere arrigt blik, nok mest bare fordi han lidt altid var sur.
"Snakke? Med dig? Om hvad?" Da han talte var hans stemme ru, og han måtte stoppe regelmæssigt da han ikke var vant til at snakke med folk. Han havde ikke brugt sin stemme i flere dage på dette tidspunkt. 

"Du ser lækker ud... Dog virker du også utroligt uappetitligt... Tror aldrig jeg har smagt nogen der minder om dig." Han kunne ikke undlade at slikke sig om munden. Han overvejede om han skulle forsøge at få en bid af hende. Han holdte sig dog i skindet, undlod at lave nogen unødvendige fjender endnu. Hun havde sagt hun ville snakke, og han kunne da godt give hende noget tid at snakke i. "Hvis du virkeligt vil snakke, bør vi nok finde et bedre sted... For mange der ville kunne overhøre os her, og synes det er rigeligt at du har viden om hvad jeg spiser." Han kiggede på hende med de samme arrige, men alligevel nogle øjne der så forbi hende. De var ikke møntet på hende, men var der bare.

Hans arrige ansigt, fik bare et ubehageligt smil til at brede sig hen over hendes læber. De perlehvide tænder, fremviste et tandsæt hvor flere af tænderne var en anelse mere spidse end man normalt havde ens tænder. I hvert fald hvis man var menneske, og selvom hun havde de sorte blodåre, de pupil løse øjne; så lignede hun unægteligt dét. Et menneske.
Tungen gled fra gangen hen over hendes tænder, inden at den slikkede sig hen over hendes piercing hun havde i læben. Før hun nikkede på hans spørgsmål; ja hun ville snakke med ham. Men ordene fulgte ikke med nikket, som hun hørte hvad han sagde som det næste. 
Hun så lækker ud? Det gøs i hende, som smilet formåede at blive endnu bredere, dog uden at nå hendes øjne på noget som helst tidspunkt. 
“Du kan måske få lov til at tage en bid senere, og fortælle mig hvordan jeg smager? Hmmm” sang hendes stemme næsten melodisk, som hun trådte et skridt imod tårnet af en mand. 
Til det næste han sagde, nikkede hun igen som hendes blik gled op og fra hans skikkelse før de lagde sig på hans øjne. “Det ville være uovertruffent.. hvis endelig vej...” hun tog en dyb indånding, og lagde sine hænder sammen foran sig. Afventende.

Hendes attitude og lettere ubehagelige smil fik hans ryg til at krible. Hvad var hun for en type, hvad havde hun tænkt sig? Hvorfor ville hun lære noget om ham? Det var bare nogle af de mange spørgsmål der løb igennem hans hoved, han bed kun meget lidt mærke i hendes tænder. Han havde selv ret normale tænder på trods af hans diæt.

Hans blik fulgte dog hendes tunge som den gled udover hendes tænder og hendes piercing. Lignede et stykke frisk kød der var perfekt at spise... Bare rive munden åben på hendes, og bide hendes tunge af. Han smilede lidt for sig selv ved tanken.
"En bid? Kan du da sagtens heale fra det?" Ikke fordi det betød ret meget for ham om hun ville have et ar. Eller hvis han fik sin vilje manglede hendes tunge, han tænkte bare at hun nok ikke ville tilbyde medmindre hun kunne fikse sig selv igen. "Men i så fald så tager jeg med glæde og bider din tunge af, så kan du også være lidt mindre nysgerrig!" Hans stemme var ikke så arrig som tidligere, stadig ru og grov, men det var også meget tydeligt at ideen om at tage en bid af hende fik ham gjort meget interesseret. Han åbnede også munden og lignede en der var lige ved at snappe ud efter hende da hun var kommet tættere på. Han gjorde dog intet, ikke der, hun ville jo nok skrige.

Han nikkede, og vinkede hende med sig. Han sparkede lidt til benet før han førte hende tilbage mod udkanten af byen. Der lagde et lille hus, tydeligvis ikke et der normalt var i brug og han førte hende så indenfor. Det var støvet og nok ret ubehageligt for folk der var vant til bedre kår og forhold. Han åbnede så også en lem der førte ned til en kælder hvor han tændte en olie-lamp så der var lidt lys dernede. "Ja det her burde være nok til at ingen kan høre dig... Skrige..." Han viskede det sidste, det var halvt i sjovt og halvt fordi han havde lyst til at overfalde og spise hende. Det ville dog ikke gå. Han ville blive for stor af det og det ville være for tydeligt for byens beboere. "Hvad vil du så snakke om?" Der var en stol i rummet, en ret gammel og støvet stol dog, som han valgte hverken at give til hende eller selv sætte sig i. Han forblev stående så han kunne fortsætte med at se ned på denne lidt ubehagelige kvinde.

“Årh min tunge?” En hver anden, ville nok have været frastødt over idéen, men ikke Pleasance. Det fik bare smilet til at blive større, ja det skinnede næsten i hendes ellers så døde øjne. Som hun igen lod tungen glide ud og slikke henover hendes læber. “Men den er jeg ellers så glad for.. men er sikker på - jeg har andet der kunne friste” hun svarede ikke på om hun kunne regenerer hendes legemer, skulle han prøve at spise noget. For det kunne hun ikke, men der var jo andre muligheder.

Hun fulgte efter ham, næsten troligt; hun var udenover spændt på hvad han ville vise hende. Hvad han kunne fortælle hende. For måske ville han spise hende, rive hendes tunge ud af hendes mund og slugte den foran hende. 
Ja det ville også være interessant
Men hun var mere interesseret i at finde ud af, hvad der tiggede bag mandens øjne. Næsten til sådan en grad, at hun ønskede at åbne op for hans hjerne, bare for at se - så den ud som alle andre? Hvad var det der gjorde, han gjorde som han gjorde. Det var alt sammen, så spændene. Desuden, havde han endnu ikke været på virket af hendes altid tændte aura; alle ville normalt have følt sig på den ene eller anden måde frastødt af hende. Men ikke ham, ikke endnu. Og det var i sandhed interessant.

Hun fulgte ham ind i huset, ned ad lemmen til en kælder. “Oh nej dog.. hvad skal jeg dog stille op?” Svarede hun, som hun prøvede at efterligne sin bedste skønjomfru stemme. Hun trådte et skridt tættere på hans høje skikkelse. Hun havde lyst til at røre ved ham, men havde ikke tænkt sig at miste nogle fingre. Endnu.
“Dig... hvem er du? Fordi.. du er noget af det mest udsøgte jeg længe har stødt på..” hun gik over og satte sig i stolen, det ene ben lagde sig over det andet, mens hun lagde hænderne på sine knæ. Afventende på hvad han ville fortælle hende. Hvor meget information hun kunne trække ud af ham.

Som de gik hen mod huset havde han langsomt lænede sig ned mod hende da hun havde snakket om at hun var glad for hendes tunge. "Din tunge ser ellers så indbydende ud... Så rød, så levende... Lige til at spise!" Han kunne denne gang ikke lade være med at snappe ud efter hende, hans blik virkede sultent. Hvis andre så dem ville nogle nok kunne misforstå meningen med noget seksuelt, selvom Theod vitterligt kun tog en interesse i hende som et stykke kød lige nu.

Da hun med en hvis form for sarkasme i stemmen begyndte at efterlignede en skønjomfru og endda var 'dum' nok til at træde tættere på ham, kunne han ikke lade være med at reagere. Han trådte også tættere på så han måtte bukke i nakken for at se ned på hende. "Du må nok hellere begynde at tale... Før jeg fortærrer dig!" Han snerrede halvt af hende og greb ud efter hendes overarme for at løfte hende op og ind mod en af stolperne som bar loftet. Han slap hende hvis hun ikke havde vristet sig selv fri.

Han kiggede efter hende som hun satte sig i stolen, ved siden af stolen på et bord lagde der lidt forskelligt værktøj. Nogle økser og knive samt et meget stort sværd. Det var næsten lige så langt som han var høj og modsat almindelige sværd så havde den ingen form for indsnævring mod en spids da den var stump i toppen. Den var skarp slebet og havde lidt plamager på sig fra blod.
"Hvem er jeg? Tænker ikke det er mit navn du er interesseret i at høre om? Så hvad istedet? At jeg er bøddel? Det ved du allerede, så hvad er det præcis du mener!" Han lænede sig ned til hende, placerede hænderne på stolen så han lænede sig ind over hende. Han kiggede på hendes læber, så på hendes øre. Han slikkede sig om munden. Han kunne vel bare ligge hende ned, knuse hendes strube og så begynde at spise hende... Hun kunne vel ikke skrige med en knust strube. Måske hendes lår eller læg ville være et godt sted at starte... han kiggede ned på hendes ben, og slikkede sig igen sultent om munden.

Hun havde taget plads på stolen, som var hun ikke lige blevet løftet op af manden - modtaget en trussel om hun måtte begynde at tale straks ellers ville han spise hende.
Han var om noget, det mest spændende hun længde havde fundet.
De pupil løse øjne, lagde sig på de mange redskaber der lå hans hytte. Men hun følte ingen frygt, hellere ikke da han placerede hænderne på stolen og lænede sig ind over ham. Faktisk fik det bare smilet tilbage på hendes læber. Hun tog en dyb afslappet indånding, mens hun klappede sine knæ lidt, især da hun ganske tydeligt morede sig over hans ord og hans opførelse. På intet tidspunkt var hun besynderligt skræmt, hvis en sådan følelse kunne tage bolig i hendes krop. 

“Så så.. ingen grund til at blive så vred - jeg vil jo bare lære dig bedre at kende - du kunne måske slet ikke tænke dig en ven?” Spurgte hun, og lænede sig længere tilbage imod stolens ryglæn. Hendes fingre gled hen over hans arm, som hun undersøgte hans reaktion. Måske var det på tide, virkelig at tænde for hendes aura, måske kunne det vise ham at han skulle passe på med hvem han stod over for.  Men lige nu, hyggede hun sig. “Jeg er bare interesseret i, hvordan en mand som dig spiser døde mennesker - hvad sker der når du gør det?”

Han måtte indrømme at han ikke havde så meget til overs for hendes meget kolde attitude. Det at hun lod til at være totalt upåvirket af alting fik det til at løbe lidt ned af ryggen på ham. Ikke nok til at han ville sige eller gøre noget, men det var dog en smule irriterende. Han ville dog hellere se hende ryste af skræk mens han begyndte at spise af hende. Selvfølgelig ville han ikke gøre det hvis hun havde noget andet hun kunne gøre af nytte.

"Jeg er ikke vred, jeg laver bare en konstatering... Jeg er sulten og hvis du ikke er brugbar så ser jeg ikke hvorfor jeg ikke bare skulle partere dig som mændene tidligere og spise dig?" Han lænede sig dog også lidt frem mod hende da hun lænede sig tilbage. Han kiggede på hende, han forstod ikke helt hendes spørgsmål da hun begyndte at stille dem. "Hvordan jeg spiser dem? Skal jeg vise dig det? Så giv mig din arm..." Han så hende i øjnene, han spiste vel lige som alle andre. Han bed kødet af og 'sank' det som alle andre. "Og hvad sker der? Det samme som for andre, det er min føde" Han kiggede stadig på hende og så ned på hendes arm som han havde foreslået at hun gav ham. Han kunne da sagtens nøjes med en bid af hendes arm hvis hun ikke ville give ham hendes tunge. 

Manden foran hende, morede hende. Det var ganske vidst, og det var også ganske tydeligt på den unge kvindes måde at kigge på bæstet foran sig. For hun var ikke længere sikker på om det var en mand. Nej dette måtte være så simpelt som et monster, hun stod over for. Et monster der legede han var en mand, for det gjorde det nemmere at overleve. Selvom at han havde behov for at leve efter nogen form for regler. Ellers, hvorfor ville han så ikke have ædt hende endnu? Hvad var det der fik manden til at holde sig selv tilbage, når de nu sad i en kælder. Ingen mennesker vidste hvor hun var, hun var en spinkle og tynd kvinde - som han sagtens kunne overmande og slå ihjel så let som ingen ting.
Men han gjorde intet, ud over selvfølgelig at true og prikke til hende. 

“Hmm, uinspirerende” svarede hun ærligt, som hendes hånd der havde lagt sig på hans arm. I stedet greb ham omkring køben. De sorte fingre sitrede, og det samme gjorde den mørke energi der ulmede i hendes indre. Og så snart hun greb ham omkring kæben, ville hendes mørke energier i form af små tynde bånd glide frem og fæstne sig imod ham. De sorte streger omkring hendes øjne der blev væsentlig tydligere. Hun prøvede ikke at gøre ham ondt, men blot give ham en forsmag på hvor ubehagelig hun faktisk kunne blive. 
Hendes tunge gled hen over hendes læber, som hun hævede brynene. “Hvis du får en bid af mig - må jeg så få en bid af dig?” Mumlede hun og rullede glad med skuldrene. hun slap hans kæbe igen, da hun næsten ville være sikker på at han ville tage hendes fingre passede hun ikke på. 

“Og jeg mente, hvad sker der med dig - når du spiser råt kød fra væsner - hvorfor gør du det?” Stemmen var interesseret og krævende på samme tid. Som forlangte hun af ham, at han skulle fortælle hende hvad han ønskede.

Da hun greb omkring kæben snerrede han næsten af hende, han stirrede hende i første omgang direkte i øjnene som han begyndte at mærke noget. Han vidste ikke hvad præcis det var, men det gjorde ham utilpas. Han mærkede hvordan hans tomme mave næsten vendte sig som reaktion på det. 
Han bed sammen og istedet for reagere på det, slog han ud efter hendes kind og kæbe med bagsiden af hans ene hånd for at få hende til at slippe ham.

Som hun foreslog ham at han måtte få en bid af hende hvis hun måtte få en bid af hende. Det var tydeligt at hun fangede hans interesse. "Hvis du virkeligt vil lave den handel, så kan vi godt." Han rakte sin arm frem mod hende. "Tag en bid, så tager jeg en tilsvarende fra dig." Han så hende i øjnene, og hvis hun skulle tage en bid og forsøge at flygte skulle han nok jage hende gennem byen, og om nødvendigt bruge hende som en forsmag til resten af byen. 

"Jeg spiser af samme grund som alle andre, for at leve, for at vokse, for at få føde?" Han var stadig i tvivl om præcis hvad hun mente. Han kunne godt mærke det var noget andet hun fiskede efter, men eftersom han ikke kunne stole på hende, slet ikke så ubehagelig hun kunne være ville han ikke give hende nogen hemmeligheder. "Udover det, så holder jeg det hemmeligt for nu... Føler ingen grund til at fortælle dig det." Han afventede stadig at se om hun ville tage en bid af hans arm. Det var ham lige meget om hun gjorde, han vidste han kunne regenerere det så snart han bed af hende.

Oh monsteret havde bid, og ikke kun snak?
Det kildede hele vejen igennem hendes rygsøjle, da han snerrede af hende. Og igen måtte hun lade tungen væde hendes læber; sulten.
Da han sendte en baghånd imod hendes kind, kunne hun mærke den syngende lussing imod hendes ansigt. Tænderne bed hårdt fast i hendes tunge, og hun mærkede med det samme blodet der strømmede ud i hendes mund. Varmt, smagende af jern. Hendes hoved gang lidt til siden, som blodet gled ud over hendes læber, det rungede i hendes hoved. Og selvom manden måske ikke havde haft intention om at slå så hårdt, eller om han havde. Så var hun desværre en ganske nem kvinde at overrumple med styrke. Alle hendes styrker lå i den magi hun besad, og hendes intelligens. 

Men han havde fået sit ønske, hun havde sluppet hans kæbe, og lod fingrene glide op over kinden som brændte fra slaget. Blodet gled ned over hendes hvide fine kæbe, mens hun endelig vente hendes øjne op imod ham. Et smil der bredte sig med hastige skridt hen over hendes øjne og læber. “Det var ikke sødt gjort” mumlede hun som en blid hvislen. Tungen gled hen over hendes over læber, og spredte blodet yderligere. Smerten der bølgede igennem hende, var berusende, alt ædende. 
“Nu er jeg ikke sikker på, om må få en bid..” men smilet i øjnene, var ganske enkelt drillende. Som hun fjernede benet over det andet og spredte dem i stedet for. 
Afslappet blev hun siddende i stolen.
De sorte tråde, begyndte at glide hen over gulvet og greb omkring mandens fødder og førte sig ind i hans krop, hun kunne mærke ham og et ondt grin forlod hendes læber. Hun ville ikke påvirke ham til at tro noget, kun mærke hvor forfærdelig en person hun var. Hendes mørke, hendes altødelæggende indre. han skulle lide for hendes fødder, eller slå hende igen.
“Slå mig igen...” hvislede hun. 

Han fulgte blodet da det forlod hendes mund, hvordan det farvede hendes hud rødt. Hans tanker kørte med det samme efter hvordan hendes blod ville smage. hvordan det ville være at lappe hendes blod i sig. Hvordan hendes læber ville smage... Når han bed dem af og slugte dem. Han var optaget af synet foran ham, optaget af blodet næsten nok til at han ikke hørte hvad hun sagde. Han mumlede bare et lavt "Mhmhmmm..." Som svar på at det ikke var sødt. Han vendte dog derefter så også sit blik mod hende igen. Han blev først en smule irriteret da hun sagde at han ikke måtte få en bid af hende, men han forsøgte at skjule det.
"Det må vi så se om du får lov til at bestemme!" Han rakte frem mod hende, skulle til at gribe hende om halsen da han mærkede hendes evne påvirke ham. Han kunne mærke en tomhed, en sult, en ondskab som han ikke var vant til. Han kunne ikke lide det det mindede ham for meget om ham selv, og det var derfor han var stoppet på stedet, hans mave vendte sig næsten og han følte derfor sulten endnu mere. Da hun så lavt hviskede til ham at han skulle slå hende hævede han et øjenbryn efterfulgt af et smil der langsomt krøb op af hans mundviger. "Du beder ligefrem om det... Så kan jeg vel godt være sød..." Han løftede armen før han igen stak hende en lussing med bagsiden af hånden, på samme kind som før. Denne gang var han dog endnu mere voldsom og hvis slaget ikke var nok til at få hende af stolen væltede han hende bagover med stol og det hele. "Du... Gør... mig... Sulten..." Han var tydeligt sulten som han var nød til at stoppe hans talestrøm af ren ophidselse og for at sluge det spyt han dannede i munden. Han lænede sig ned, greb hendes hals med den ene hånd og klemte om hendes kæbe for at åbne hendes mund let.
Han pressede sin mund mod hendes, hans tunge begyndte at grave i hendes mundviger og mod hendes tunge for at lappe blodet i sig.

Hun greb omkring stolen, da hun så i hans øjne han ville gøre hvad hun bad om. 
Hungrende gjorde hun sig klar, på at han igen slog hende. Smerten var næsten overvældende, og fremtvang ufrivillige tåre i hendes øjne, som hun væltede bagover med stolen. Hun mærkede blod fra næsen den her gang, han kunne utrolig nok slå en prober næve. Så meget var klar, men det havde stadig ikke haft den ønsket effekt. Hun var hverken bange, eller havde nogen andre følelser, end det tændte hende. Hun kunne ikke forklare det anderledes, det som andre mennesker snakkede om. Rædsel, eller vrede - hvor var de henne? 
Et grin forlød hendes læber, den var næsten så kølig at det ville være svært at forestille sig, at det faktisk var et grin. 

Hun kvækkede et gisp, som han greb omkring hendes strube og begyndte at presse hendes kæbe op. Hendes hænder gled væk fra grebet omkring stolen. Hvad havde han nu tænkt sig? Hvis han gik forvist, havde hun altid hendes evne, til at skubbe ham væk. Men lige nu, var hun blot nysgerrig, for at se hvor langt han ville gå. 
Også var hans læber imod hendes, noget mørkt blev vækket omgående i hende. For ingen andre, end Chaunce havde nogen sinde fanget hendes læber. Om dette så kunne beskrives som et kys, det var det bestemt ikke. Men derfor mærkede hun det endelig, vreden, og lige så snart hun havde følt den var den også væk. Med en sydende hungren for mere. Hun åbnede munden, lukkede øjnene, og skød sin krop tættere på ham. 
Inden at hendes tænder hakkede voldsomt ned omkring hans tunge. Smagen af blod var hurtig, dog slap hendes tænder hurtigt hans tunge. Som øjnene stirrede indædt på ham. Hans reaktion var alt afgørende. 

Han hadede hendes kolde grin, den mangel på følelse var provokerende, det var som om hun gjorde grin med ham. Som om hun ikke troede på at han kunne gøre noget ved hende. At hun ikke følte nogen frygt for ham. Han blev mere og mere arrig, fik lyst til at kvæle hende, se livet forlade hendes øjne for derefter blot at spise disse to livløse kugler af  gelatine. Bare tanken var jo nok til at få munden til at løbe i vand som reaktion på det.

Som han sluprede blodet ud af hendes mund, satte han sig ned på hende. Brugte hans store vægt til at holde hende nede imod det stampede gulv. Da hun så småt begyndte at reagere begyndte han at smile i deres læbers makabre omfavnelse. Da hun skubbede sin krop tættere på hans, blev han kort forvirret, over hvad hun ønskede. Det var derfor godt for ham at hun bed ham i tungen. Han lod hende blot bide, stoppede hende ikke, hvis hun bed den over ville han jo blot tage hendes som betaling. Han blev en smule skuffet da hun slap.
Han så hende i øjnene... Hun skulle ikke gøre som det passede hende! Han var vred, han var sulten og hun virkede til at smage godt!
Han greb strammere om hendes hals, strammede hans hånd om hendes hals så meget det var ham muligt uden at knuse noget. Blot for at kvæle hende, om ikke andet så for at få hende til at føle dødens komme. Da han nu havde et godt greb om hendes hals stak han hende en lussing mere. Han lænede sig ned mod hende, og mens han stadig forsøgte at kvæle hende lukkede han tænderne om hendes læber. Ikke som en elsker der pirrede, men som et dyr der ville flå dem af. Han bed til og mærkede blodet. Han bed ikke hele vejen igennem endnu. 

Det var en ganske forunderlig og accelererende, den måde han blev forvirret; bare for et øjeblik. Men da han lagde sig over hende, vidste hun også - at nu var gode råd dyre. Da hans styrke var så overlegen hendes, kunne hun ikke længere bevæge sig. Ikke at det gjorde hende noget. I hvert fald ikke i dette øjeblik. 

Det var et halvkvalt hvæs, der forlod hendes læber, som han begyndte at stramme omkring hendes hals. Men smilet blev bare større over det, følelsen af hvordan ilten lige så stille begyndte at forlade hendes hjerne. Det var alt sammen så spændende, at hun stirrede intenst på manden der lå over hende. Endnu en lussing, hun mærkede hvordan det sortnede for hendes øjne. Og selvom der burde dukke faresignaler op i hendes hoved, så mærkede hun kun hvordan lysten bredte sig i hendes krop. Ophidselsen der spredte sig i hendes krop, så hendes tær krøllede sig sammen af spænding. Også mærkede hun hvordan han lukkede tænderne omkring hendes læber og bed til. Hun kunne ikke skrige, ikke sige noget. Dette var i sandhed en situation, hvor monsteret foran hende skulle sættes på plads.
Den mørke aura eksploderede omkring hende. I sådan en grad, at hun aldrig havde oplevet noget lignende før. Blodet han fik frembragt ved at bore sine tænder ned i det bløde kød, begyndte at forme sig ned af hendes kind, ned af hagen. Den rullede rundt omkring hendes arm, og i hendes hånd begyndte der at forme sig en spids issyl. Hun hamrede den ind i hans side, det var ikke noget der ville skabe permanent skade. Men et ville i sandhed være nok til, at indbyde en forfærdelig smerte i kæmpen der lå over hende i dette øjeblik.

*Endeligt!* Tænkte han da hun hamrede issylen i siden på ham. Samtidigt med at han åbnede munden og slap en smertende lyd ud. Han vred sig af hende i reaktion på smerten, den var gennemskærrende som sylen havde gledet op langs hans ene ribben og han kunne mærke hvordan den havde punktere hans lunge, ikke nok til at han ikke kunne trække vejret, men nok til at hun fandt vejrtrækning ubehageligt, og han hostede lidt blod op. Nu havde han da endeligt fået hende til at reagere, men for den reaktion skulle hun også bøde!

Han så på hende, nu hvor hun havde skadet ham, og blodet farvede hans trøje rød og mørk hadede han hendes pæne tøj endnu mere! Det var et af de der tegn på at være bedre end andre. Det var ikke meget kød han havde brug for for at hele såret hun havde givet ham, men han ville kræve det fra hende så snart han kunne. 
Han greb hendes skuldre og hamrede hende ned i gulvet. Han satte sig med knæene på hendes overarme så han kunne holde hende fast. Han greb hendes halsåbning i tøjet med begge hænder og flåede stoffet fra hinanden. "Det var for mit tøj... Nu hvor skal jeg bide så du kan tilbagebetale for såret." Hans stemme havde en let hvæsen til sig da hans ene lunge jo var punkteret. Hans hænder gled ned af hendes overkrop. "Dit bryst? Dine sider? Din navle? Måske en af dine fingre?" Han tog fat om en af hendes fingre. Han trak vejret sporadisk og raspende. Både fordi han var ophidset af sulten og kampen, og så fordi han alligevel ikke kunne trække vejret helt ordentligt.

Her havde hun haft muligheden for at flygte. Hun vidste det, hun havde måske ikke styrke - men hun var hurtig. Men Pleasance havde intet ønske om at flygte. Nej hun var meget mere interesseret i, hvad der skulle ske nu. Det kunne ses på ophidselsen i hendes øjne, måde hun slikkede sig rundt omkring hendes læber, på trods af den svigende smerte fra hans tænder der havde bidt ned omkring dem. Det skulle nok give nogle fine ar. Tungen gled hen over metal stykket der sad i midten af hendes underlæbe, den var heldigvis stadig uskadet. 

Hun udstødte et smerte støn, som han hamrede hende tilbage ned i gulvet og lagde sig oven på hende. I sådan en forstand, at hun ikke længere kunne bruge sine arme. En bryn blev hævet, som han rev i hendes tøj. Mærkede den kølige fornemmelse, der pludselig ramte hendes blottede bryst. Korsettet der lå under hendes bryster, havde stoppet den sorte skjorte fra at gå længere op. Men hun lå stadig ganske blottet foran ham. 
“Tsk .. så Nærtagende..” hvislede hun igennem smerten, blodet der gled ned over hendes ansigt. Også blod fra næsen var begyndt at forme sig. Men denne gang var det sort. De sorte blodåre var også mere fremtonende. Hun hæv efter vejret, men kunne ikke helt få den luft hun ønskede, da der sad et bjerg af en mand på hendes mave. Som han tog fat omkring hendes finger, ventede hun på at han var tæt nok på med munden, før at hun placerede pege og langemanden i panden på Theod. “Nu det vidst på tide, du mærker lidt mørke” vreden boblede frem i hende, som mørket omkring hende omslugte dem begge to. Hun skruede helt op for hendes aura som hun pressede det ned over dem i et trykkende tæppe. Han ønskede at kæmpe med beskidte kneb? Så skulle han da så sandelig ikke gå ustraffet. “Har du ikke fået at vide, man skal spørger en dame pænt, før man sådan begynder at tage bider af hende?” Hun prøvede at gribe omkring hans mentale sind, hans tanker og presse sig ind med hendes frygtelige mørke sind. Hendes ulækre fangearme, der sulten kastede sig imod ham igen og igen. 

Hendes reaktioner var ham stadig forvirrende. Han vidste ikke præcis hvor han havde hende henne, kunne hun lide det? Hadede hun det? Var hun fuldstændig ligeglad? Det sidste var det eneste han var ret sikker på ikke var sandt. Det var mere som om hun vaklede mellem de to andre. Som om hun ikke kunne blive enig med sig selv om hvad hun skulle tænke om det.

Han kiggede på hende, så ned på hendes nu blottede bryst som hun begyndte at tale. Da hun så prikkede ham i panden reagerede han med det samme ved at forsøge at fange hendes fingre med hans tænder. Da mørket først sænkede sig over ham, virkede han ikke voldsomt berørt, på samme måde som de andre gange. "Ikke hvis..."  han stivnede midt i hans talestrøm. Han følte sig utilpas, hans mave vendte sig og han lænede sig ud til siden kort, dog kom der intet op. "... hun lader til at ønske at blive tvunget..." han lænede sig igen ud til siden, og lagde så hænderne på hendes skuldre og pressede sig op at stå. Han havde det ikke godt. Han var vred og trist, og det fik minder om hans første aften som kannibal til at vælde op i ham. Han huskede hvordan han havde kastet op den aften, og han flyttede lidt på sig selv før han lænede sig lidt frem og kastede galle op på gulvet. Det var ikke meget, men det gjorde det tydeligt at han ikke havde noget i maven, hverken fra benet tidligere eller det blod han havde slugt af hendes.

Han lagde hånden mod der hvor hun havde stukket ham og han trykkede til såret med en finger, og kom så småt til sig selv igen, brugte smerten som et anker til det fysiske og væk fra hans tanker og hendes mentale angreb. Det var kun et halvt værn, men det var det bedste han havde. Han knyttede den anden næve. Han gik frem mod hende. Han stod ikke så ret længere, men han virkede til at have fået kontrol over hans krop igen, sådan nogenlunde om ikke andet. Han greb et vandskind der lagde på bordet og skyllede hans mund.

Som han endelig fjernede sit tunge korpus fra hendes krop, måtte Pleasance ømme sig over de voldsomme slag hun havde fået. Ikke at hun havde noget imod det, nej, smerte var en objektiv ting. Hun kunne bruge den, forme den omkring sig selv. Hun havde oplevet det værste man kunne opleve, hvordan hun var blevet tortureret før hun overhoved kunne gå.
Smerte, var ikke længere noget Pleasance følte som andre mennesker. 
Derfor rejste hun sig også lige så stille op på to ben. Hendes smil der flækkede ansigtet, i en uhyggelig maner som hun uden en blufærdighed i livet tørrede blodet hen over hendes kind og kæbe.  
Sådan et fint lille bæst, der alligevel lød sig påvirke af hendes mørke. Interessant, det var ganske få mennesker som ikke kunne mærke den knusende fornemmelse af hendes dunkle slimede sind, der pressede sig ned over en. Som en forhammer der uden tøven blev ved med, at hamre imod ens mentale plader. Lige ind til de blev knust, og hun kunne med en flodbølge voldtage dem ind til, de ikke var andet end et savlende vrag; når hun var færdig.

Men så vidt ville hun slet ikke gå, nej manden foran hende var alt andet end en simple bonde. Hun skulle have det lidt sjovt med, nej, han var så meget mere. 
Med nogle vaklende skridt, bevægede Pleasance sig hen imod bordet, hvor alle hans instrumenter til at parterer et menneske lå. Hendes blodige fingre gled kælent hen over dem. Inden den lagde sig omkring en stor kødhakker. Med fingrene omkring den, med sin højre hånd. Kiggede hun op og med et slesk smil, uden at bryde øjenkontakten. Lagde hun sin hånd imod bordet, svang kniven og huggede sin hånd af. Hun skreg af smerte, men skriget blev hurtigt en rungende latter. Som blodet fossede ud fra der hvor hendes hånd før havde været. Med kraft anstrengelse bruge hun sin blods magi til at danne et skjold omkring hånden, så blodet stoppede med at forlade kroppen yderligere. “Så nu når du ikke selv tog skridtet, må jeg gøre det for dig.. Hvad får jeg så igen?” Hviskede hun mens svedet gled ned af hendes pande, smerten var velkommen, den strømmede igennem hende som en fantastisk steppebrand. Hvorfor havde hun og ikke gjort dette noget før? Hun slap kniven, greb omkring hendes nu afskårne hånd og kastede den hen til ham, som en ejer kastede kød hen til en hund.
Tungen gled atter hen over hendes blodige læber, mens blikket ikke forlod hans et eneste øjeblik.