Døren ind til hans eget hus stod åben, da han havde haft brug for at få noget at drikke. Det var blevet varmere i Balzera, der var ingen tvivl om sommeren begyndte at komme med hastige skridt. Sveden var man ikke i tvivl om, når man så på Caleb, som han stod i den varme smedje, imens det også var varmt udenfor. Han fik taget en ny skjorte på, som straks klæbede sig til den allerede meget fugtige overkrop af sved. Han ryster lidt på hovedet, inden han hører hånden igennem håret, for at fjerne det der var faldet for hans øjne. Han kunne fornemme en anden person i smedjen, inden der lød en kvinde stemme igennem det hele. Han var den eneste i smedjen normalt, dog for tiden havde han haft en lærling, men han var ingen steder her i smedjen i dag, han havde en fri dag.

Han bevæger sig ind i smedjen, hvor han lukker døren efter sig. Han ser et øjeblik på halvdyret der står midt i smedjen, men han skubber det til siden hurtigt, det var ikke sjældent der kom halvdyr herind, kun dem med gevir var noget af en sjælden sag. Han løfter det ene øjenbryn op, inden han går hen til hans pejs, hvor ilden skal igang lidt mere igen hvis han skal til at lave noget. "Hvad kan jeg gøre for dig?" Spørger han roligt, med et venligt smil, som han ser på hende et øjeblik, inden han vender blikket mod ilden inden han for det pustet godt op igen. Han vidste hans navn ofte rendte langt omkring, mest for hans unikke design han kunne komme med, imens det stadig var et godt våben. Han så et øjeblik på væggen der var prydet med våben, som alle havde sine unikke træk. Han trak ærmerne op på hans skjorte, som hans opmærksomhed igen kom tilbage på halvdyret som stod ved armbolten. Han vidste folk kom her, som var de sikre på hvad de ville have, så han ventede tålmodigt på at få et nyt projekt smidt efter ham. Han elskede det han lavede, hvilket var tydeligt at se i alle hans værker som var ude i verden. Du var ikke i tvivl om hvilket håndværk var lavet af Caleb, for der blev lagt så meget i det, imens det blev lavet af det bedste og fineste materiale du kunne finde til våben.

Lyden af fortrin nærmede sig og hun stod stille som en hjorte på en eng der studeret området ud fra lydene. Men som da hans fortrind indikeret at han var visuelt til syne for hende, så hun mod ham. Han var en ganske høj, og beklageligvis nydelig, mand. Men det var sagen irrelevant, hun havde alligevel ingen interesse eller hensigt i at tilnærme sig menneske på den måde - eller nogen anden race for den sags skyld. 

Ilaria lod blikket glide varsomt omkring, alle de personlig og unikke udformninger han havde lavet, enten elskede han sit job højt, ellers var han bare god til det og havde intet andet at tage sig til. Men hvem var hun at dømme, her stod hun med et gevir og så næsten truende ud. "Kan du smede mit svær op, så det fungere som godt som nyt. Og sælger du draggers til børne hænder?" spurgte hun og forblev ved ambolten som det var det mest sikre. Hun lod hånden glide ned ad siden på sig selv og ind igennem sit klæde hvor hun trak sit et hånds svær frem og lagde på ambolten. Hun var dog ikke meget for at overrække det til en fremmed, men han var den smed der havde det bedste ry i denne del af landet. Men hvis han sagde at sværdet havde talt sine sidste dage, og rådet hende til at få et nyt - ja, så ville de blive nødt til at forhandle om det, selvom hun hellere ville spørge om han vidste noget omkring Mørkets Hær i handelsbyen. 

"Lad mig se om jeg kan finde nogle, ellers tager det ikke så lang tid at skulle lave en dagger til et barn," siger han roligt, for det var altid det som tog mindst tid. Det var fordi det ikke var så stort, samt at de ikke ville have noget mega unikt, fordi de fik jo en anden når de blev større. Han trak en skuffe ud, inden han skubbede den hen midt på gulvet. "Prøv at se her, men pas på de er lidt skarpe, men de skal smedes lidt op, hvis det en af dem. Ellers skal jeg nok lave en ny, det tager ikke mange minutter," siger han med et venligt smil. Selvom han hadede at være tæt på folk, så blev han nød til at være venlig overfor kunderne. Men tydeligt hun ikke var fra byen, for alle i byen kendte deres plads i smedjen, med afstand og det hele. Han gik op til armbolten, som hun bevægede sig væk. 

Caleb tog sværdet op, imens han betragtede det lidt. Han lod fingerene glide hen over det som han tænkte lidt, det var ikke den bedste kvalitet, det kunne han fornemme. Der var sikkert et eller to år i den nu, men han brød sig virkelig ikke om kvaliteten, han gik altid kun efter det bedste kvalitet, det var dette ikke. Han rynkede lidt på næsen, det var vel godt håndværk, når man tænkte på materialet af sværdet. "Kan sagtens smede den op, men jeg vil ikke prale af kvaliteten af den, måske holder den 1 år mere, jeg kan ikke sige det med sikkerhed," siger han roligt, som han gør et træk med skulderne. Han syntes det skulle være helt op til hende, han kunne gøre det nemt, men ville hun virkelig syntes det var det værd hvis den ikke holdte meget længere? Men så igen, nogle var ikke særlig sippet med sådan nogle ting, imens andre ønskede et nyt, så snart han begyndte at sige den nok ikke klarede mange flere år. Men alle var forskellige, nogle var mere fastsat på deres våben fordi de havde haft det i mange år, det var hvad de kendte. Andre skiftede ud hvert år nærmest, så det var forskellige hvad han oplevede.

Han var hurtig på aftrækkeren og hun så nøje med - omend det nok virkede besynderligt hvordan hendes øjne intensitet var. Men han tilbød hurtigt at finde en eller smede en dragger, og hun mærkede lyset i sig gløde op. Det var en befrielse at han ikke spurgte ind til årsagen for dette. Men Illy måtte være ærlig, hun vidste ikke hvor ofte angler kom og bad om dragger og våben til børn. "Du må gerne smede et, kan det blive indgraveret med et mønster?" det var nok meget at spørge om, men hun havde allerede en hånd om drengen, og han skulle vide at hun satte sin ild til ham med disse ting i fremtiden. 

Blikket gled sanseløst omkring omgivelserne og hun trak en smule på skuldrene som han snakkede til hende omkring hendes svær. "Vi kan lave en aftale," forslog hun, og fortsatte; "Du smeder det op og smeder et nyt af samme form - men som har et smalt hul op igennem sig," det aflange hul skulle bruge som afleder til lys og blændefunktion i nærkamp. Men om han ville gøre det sådan uden videre eller forlangte en årsag for hendes usædvanlige ønske var et godt spørgsmål. Hun tvivlede stærkt, man blandede sig ikke i andre folks sager uden videre. Det havde hun da hvert fald ikke selv gjort - og ellers ville hun nok sætte spørgsmål ved hans adfærd for afstand, han lignede en der ikke nød hun nærmede sig ham eller hans ting. 

//Dårlig kreativ afslutning//

Efter smedningen af våbnene, valgte Ilaria at drage tilbage til den unge engel-følgesvend hun havde fået med sig. Han havde været alene længe nok og hun vidste, at han formentlig var sulten. Hun betalte det, det måtte koste og takkede for handlen.