Det var derfor heller ikke en større overraskelse for ham da han knapt 2 uger tidligere fik besked på at følge en mindre gruppe dimplomater på deres tur op til Dianthos.
Til gengæld var den unge elver ikke videre glad ved tanken om at tage til hovedstaden, ikke nok vrimlede det med mennesker og andre væsner, men der var også hele den sag med da Kiles Orden havde udstedt elverforbud i byen; hvordan var det nu om stunder med befolkningen i den stinkende by? Ville han og de andre krigere kunne beskytte diplomaterne nok?
Det var tanker der havde vrimlet i hans hoved undervejs på vejen til Dianthos, mens han havde besluttet sig for at give sin student mindre opgaver han kunne øve sig med mens Rhovandír var væk hjemmefra.
Roligt begav de sig ind gennem porten til byen, og blev nærmest straks opslugt af larmen af de mange mennesker, der blev kastet frem og tilbage mellem bygninger og de høje mure. Asen og masen. Han sørgede for at holde sig i en sikker ring om diplomaterne med øjnene skarpt på udkig, både sine egne og hans 'falkeven's. Falken havde nægtet at blive hjemme i Elverly og havde simpelt bare fulgt gruppen, nogen gange på Rhovandírs skulder, andre gange i luften.
I byen, var det tydeligt at den foretrak at være på vingerne.
Som de nærmede sig kroen de skulle indkvarteres på startede en tumult nærmest ud af det blå: En gruppe snusket udseende mænd og kvinder var stødt direkte og hårdhændet ind i elvergruppen, hvilket ledte til en masse forbandelser af 'langørerne' og fægtende knytnæver. Fulgt af sten fra et par gadeunger der dog hurtigt fik benene på nakken da det for alvor blev til slåkamp for at forsvare diplomaterne og sig selv fra de fremmedfjendske mennesker.
Over tid endte den ellers veltrænede skovelver på jorden, hvor en bølle ikke var sen til at træde hårdt på benet. Et jag af smerte som han aldrig havde følt før, brød gennem benet og et højt smertensudbrud lød fra ham, en af de andre krigere fik skubbet den grinene bølle hårdt væk, lige ind i en gruppe byvagter der endelig var kommet til, og tog sig af menneskene.
En dæmpet banden på skovelvisk lød fra Rhovandír da han forsøgte at rejse sig, uden den store held. Han måtte støttes af en af de andre hvor det hurtigt blev klart at han måtte en tur forbi helbredelseshuset. Gruppen splittedes op så Rhovandír kunne få den nødvendige støtte af to af de andre krigere hen til helbredelseshuset, mens den anden gruppe tog til kroen for at indlogere sig.
Da han humpende kom til helbredelseshuset blandt sine to kammerater, blev der spurgt efter en helbreder, så snart de var trådt ind i huset, men dog ikke før Rhovandír havde fået falken til ikke at følge ham indenfor; den kunne få lov at sidde på et af træerne til han var på fode igen, hvilket den ældre fugl ikke synes at være helt tilfreds med.
Rhovandír selv kævede mod de bænke der var ved væggen, tydeligt mærkene en dunken i sit ben, og det klistrede blod der havde formet en plamage på benet.