At det var tit Rhovandír begav sig udenfor Elverlys grænser, var ikke ligefrem noget han kunne påstå, han foretrak til hver en tid at befinde sig i skovens natur, men det skete da at han engang imellem blev udppeget sammen med andre krigere til at følge og beskytte diplomater når de tog til andre egne.
Det var derfor heller ikke en større overraskelse for ham da han knapt 2 uger tidligere fik besked på at følge en mindre gruppe dimplomater på deres tur op til Dianthos.
Til gengæld var den unge elver ikke videre glad ved tanken om at tage til hovedstaden, ikke nok vrimlede det med mennesker og andre væsner, men der var også hele den sag med da Kiles Orden havde udstedt elverforbud i byen; hvordan var det nu om stunder med befolkningen i den stinkende by? Ville han og de andre krigere kunne beskytte diplomaterne nok?
Det var tanker der havde vrimlet i hans hoved undervejs på vejen til Dianthos, mens han havde besluttet sig for at give sin student mindre opgaver han kunne øve sig med mens Rhovandír var væk hjemmefra.

Roligt begav de sig ind gennem porten til byen, og blev nærmest straks opslugt af larmen af de mange mennesker, der blev kastet frem og tilbage mellem bygninger og de høje mure. Asen og masen. Han sørgede for at holde sig i en sikker ring om diplomaterne med øjnene skarpt på udkig, både sine egne og hans 'falkeven's. Falken havde nægtet at blive hjemme i Elverly og havde simpelt bare fulgt gruppen, nogen gange på Rhovandírs skulder, andre gange i luften.
I byen, var det tydeligt at den foretrak at være på vingerne. 
Som de nærmede sig kroen de skulle indkvarteres på startede en tumult nærmest ud af det blå: En gruppe snusket udseende mænd og kvinder var stødt direkte og hårdhændet ind i elvergruppen, hvilket ledte til en masse forbandelser af 'langørerne' og fægtende knytnæver. Fulgt af sten fra et par gadeunger der dog hurtigt fik benene på nakken da det for alvor blev til slåkamp for at forsvare diplomaterne og sig selv fra de fremmedfjendske mennesker.  
Over tid endte den ellers veltrænede skovelver på jorden, hvor en bølle ikke var sen til at træde hårdt på benet. Et jag af smerte som han aldrig havde følt før, brød gennem benet og et højt smertensudbrud lød fra ham, en af de andre krigere fik skubbet den grinene bølle hårdt væk, lige ind i en gruppe byvagter der endelig var kommet til, og tog sig af menneskene. 
En dæmpet banden på skovelvisk lød fra Rhovandír da han forsøgte at rejse sig, uden den store held. Han måtte støttes af en af de andre hvor det hurtigt blev klart at han måtte en tur forbi helbredelseshuset. Gruppen splittedes op så Rhovandír kunne få den nødvendige støtte af to af de andre krigere hen til helbredelseshuset, mens den anden gruppe tog til kroen for at indlogere sig.

Da han humpende kom til helbredelseshuset blandt sine to kammerater, blev der spurgt efter en helbreder, så snart de var trådt ind i huset, men dog ikke før Rhovandír havde fået falken til ikke at følge ham indenfor; den kunne få lov at sidde på et af træerne til han var på  fode igen, hvilket den ældre fugl ikke synes at være helt tilfreds med. 
Rhovandír selv kævede mod de bænke der var ved væggen, tydeligt mærkene en dunken i sit ben, og det klistrede blod der havde formet en plamage på benet.  

Katirra sad i en af de høje vinduer i Helbredelseshuset. Hun kiggede ud på gaden og fulgte med i den stride trafik der var mellem forskellige væsner og vogne der flettede ind og ud af hinanden. Hun sad i dybe tanker som sædvanligt. Der var stille i Helbredelseshuset og selvom hun havde en masse at se til, blev hun som paralyseret siddende i sine tanker. Hun havde haft den samme drøm natten forinden som hun altid plejede at have. Drømmen om da hun tog til Elverly og opsøgte hendes moders familie. Hvordan det møde endte, afhang altid af drømmen. I nat havde de afvist hende. Hvem ville også kende sig ved en halv elver? Som intet ophav havde eller vidste hvem hendes rigtige fader var. Hun havde brug for svar. Svar på hvem hun i virkeligheden var, og svar på hvem hun tilhørte. Hun følte sig halv i alt hvad hun gjorde og var. 

Besværet rejste hun sig fra vinduet. Hun gik ud i køkkenet og hældte en kop te op og satte sig tilbage i vinduet. Dampen ramte hendes ansigt og hun pustede forsigtigt ned i den varme te. Hun nåede lige at blive færdig med at drikke teen, da der kom ind moder ind med en lille dreng. Han græd og græd. Katirra rejste sig forsigtigt op og kom hen imod dem. Hun spurgte hvad der var sket, og moderen svarede at han havde ørepine og feber og ikke havde sovet det meste af natten i flere nætter. Katirra bad moderen om at placere drengen på briksen og hun snakkede beroligende til drengen mens hun rørte hans pande. Den var varm og klistret af koldsved. Lys kom ud af hendes hænder og hun fjernede feberen og infektionen i øret. Moderen takkede og betalte og forlod Helbredelseshuset. Der var allerede gået et par timer, og Katirra gik endnu ud i køkkenet og tog noget brød og ost. Hun spiste altid inde i stuen hvor hun kunne holde øje med døren hvis der kom andre.

Hun blev knap nok færdig før dørene åbnede sig igen og tre skovelvere kom ind. Katirra blev lidt panikken. Hvad lavede de dog her i Dianthos? Hun rejste sig lidt for hurtigt og stolen væltede bag hende. Hun samlede den hurtigt op og gik imod de tre mænd, ganske bevidst om at man kunne se hendes spidse ører. Hun betragtede elvermanden som var skadet. Han havde sat sig på en af bænkene langs væggen. Der var blod ned ad hans ben og det så voldsomt ud.
”Vil De komme med over til briksen? Det vil være nemmere at helbrede Dem derovre,” sagde Katirra roligt.

"Er der ikke andre..?" Sætningen kom fra en af de andre skovelvere der ved synet af healerens øjne tydeligt viste hvad han synes om halvelvere. 
Rhovandír selv sukkede mens han blev hjulpet op og over på briksen, sendende et rettende blik til den anden. " Kom nu Cermalon, vi er  gæster her og skal ikke bebyrde helbredelsshuset mere end nødvendigt.. Lad os nu bare få det her overstået."  Lød det på skovelvernes modersmål, inden han slog blikket over til helbrederen, og smilte lettere akavet på trods af smerten fra hans ben. " Det må De undskylde. "  De friske grønne øjne søgte ned mod det blodige bukseben. " Såeh... Skal jeg smide bukserne eller De gøre det uden at skulle se skaden? "  Han rødmede ganske let, men forsøgte at holde sig selv rolig og proffessionel. Blikket gled tilbage på hende, nysgerrigt undersøgene.

Katirra stivnede ved den anden elvers stemme. Var det virkelig så tydeligt hun var halv elver. Det de bare ikke vidste var at hun kunne udmærket forstå og tale elvisk. Hun havde lært det af en halvelver der var flyttet til Dianthos for 60 år siden. Men hun ville ikke lade dem vide det. Det var hendes hemmelighed. 
"Det er i orden," svarede hun kort og kiggede vurderende på hans ben. Hun prøvede ikke at rødme over hans kommentar om bukserne. "Det kommer an på om De vil syes eller have healing," svarede hun blot. Hun følte sig fuldstændig forfjamsket. Her stod tre elvere fra hendes moders hjemland, og hun havde allermest lyst til at udspørge dem om hvordan der var og om de kendte hendes familie. Men hun forholdt sig professionelt. 

Rhovandír havde godt bemærket hendes stivnen, men valgte ikke at sige noget til det. I stedet forsøgte han at vifte de to andre elvere væk, han synes efterhånden rummet var ved at være lige lovlig lille til dem alle 4. Den ene forstod hentydningen, mens Cermalon mumlede noget om at han ville være udenfor døren hvis der skulle være brug for ham inden han også forsvandt ud. 
Rhovandír sukkede tungt til han kom til at tænke over hendes spørgsmål. Lettere forskrækket så han op på hende. " Ingen ar, tak!" Forfængeligheden løb af med ham, men han ville ikke risikere at komme tilbage til Elverly og skulle forklare hvor hans ar var dukket op fra. Der var alt for mange vidner til at han kunne lyve om en eller anden storlået kamp til at forsvare Elverlys grænser og ære. Desuden synes han selv at han var for ung til ar; hvor mange elvere i Elverly havde overhovedet ar..?
 

Katirra åndede lettet op da de to andre gik. Hun havde følt at de pustede hende i nakken. Hun kunne næsten ikke lade være med at smile, og hun bed sig i læben efter hans udbrud for ikke at komme til at le af ham. "Som herren ønsker. Så bliver De nok nødt til at tage bukserne af. Kan ikke hele gennem tøj," svarede hun og håbede han ikke så hvordan hendes kinder tog en let rosa farve. "Fortæl mig om Elverly," opfordrede hun i stedet. Hun ville gerne høre om sit hjemland. Selvom det ikke helt og holdent var hendes hjemland, men hun betragtede det sådan.

Et lille grin forlod ham. " De var nok røget af uanset hvad..? Ellers må De være troligt ferm med nål og tråd hvis De kan sy skader gennem stof?" Han så undersøgene på hende, inden han, småbesværet af skaden, begyndte at vrikke sig ud af sine bukser. " Elverly? Hvad vil De vide? Hvis det er fordi De har tanker om at rejse forbi så kan jeg ikke anbefale det for nu, hviis De virkelig er halvblods.. Vi har for tiden en blomst der blomstrer. Faelwens tåre.. Den er  utroligt smuk og velduftende, men den er også dødelig for alle andre end os Skovelvere. Nogle af de ældre kalder det for en udrenselses blomst."  Han gryntede lidt da han begyndte at frigøre sit ben, hvor en del af knoglen tilsyneladende var gået gennem hans hud. Det var lige til at få det dårligt af at se på.  Han drejede hovedet lidt væk for ikke at se direkte på det mens han forsigtigt fik frigjort benet.
" ..Den kan også have helende egenskaber som jeg har forstået det på Forårets Stemme. "
Rhovandír flte lidt at han rablede for hende. Hvis hun havde boet i Dianthos var det nok ikke frygtelig meget hun kendte til Elverly eller dens rangorden og system.  Han var selv ved at vænne sig til det hele med at det ikke længere var Toorah der var den enevældige leder af Elverly, og dermed heller ikke hende han skulle tage imod ordrer fra eller levere rapporter til. Han sukkede lidt og lænte hovedet tilbage.

Hun kiggede af høflighed væk da han tog bukserne af, men så ham i øjnene da han talte til hende igen. 
Hun lo, og hendes latter var perlende og smittende. "Jo, De siger noget," sagde hun venligt. Og vendte sig om for at vaske sine hænder i et lille kar. Da han nævnte Elverly lyttede hun nøje efter. Hun kendte godt til Faelwens tåre og den kræfter for det havde hun læst om på biblioteket. Hun var videnbegærlig og ville vide hvorfor hun ikke kunne tage til Elverly lige foreløbig. 

"Det er meget interessant. Jeg vil nu gerne vide noget om hvordan der er at bo der. Selvom jeg er halvelver så har jeg familie der, og måske en dag vil de tage imod mig," sagde hun forhåbningsfuldt. Hun holdt minen i rolige folder da hun så såret på hans ben. Det så forfærdeligt ud og det vendte sig næsten i maven på hende. Dette ville ikke kun kunne ordnes med en syning, det var helt sikkert. Hun rørte forsigtigt ved hans ben, og et strålende lys forlod hendes hænder. Hun føjede knoglen, væv og muskel samt hud sammen og fjernede hånden. Der var ingen ar eller tegn på at han for et øjeblik siden havde et synderknust ben. 
"Sådan min gode herre," sagde hun blidt. Et eller andet sted ønskede hun ikke at han gik. Der var så meget han kunne fortælle om elvernes levevis og måske om hendes slægtninge.

Et lille smil forlod ham da han godt bemærkede at hun så væk da han to bukserne af. Som skovelver havde han nu ikke det store problem med at vise sin krop frem og være nøgen, den slags flovheder blev pænt aflært i Elverlys varme kilder. 

Han var overrasket over hendes latter, den var helt og aldeles varm, og kunne ikke få ham selv til at stoppe fra at grine lidt, dæmpet, for sig selv.
Latteren holdt dog inde da hun begyndte a give udtryk for at ville bo i Elverly.
" Tjae, hvoran er det at bo her i Dianthos? " Han trak tænksomt på skuldrene. " Det er  jo ikke ligefrem fordi der er  frygteligt meget med natur her indenfor murene, udover i tempelområdet... Så hvis du er  glad for, og respektfuld for naturen er Elverly et herligt paradis. En del hjem er oppe i trækron...!" Han tav brat da han følte hende begynde at  arbejde med knoglen.
Det var en kvalmende og underlig følelse at mærke knoglen blive sat på plads, helet og få muskler og hud tilbage på plads. Han holdt sig fra at se på det mens det skete.

" Men at bo der som halvelver vil nok ikke blive set på med alt for milde øjne fra de ældre især. De ser lidt halvelvere som en skamplet, et unødvendigt stykke ukrudt og en tårn i øjet for en ellers stolt, og ren race." Rhovandír lød alvorlig, direkte. For ham var det vigtigt at hun forstod at hvis hun tog til Elverly ville det nok ikke blive med åbne varme arme at hun blev taget imod, selvom hendes ører næsten lignede en fuldblods elvers.

Han nikkede let, kørte en hånd forsigtigt over området hun havde helet. " Mange tak, hvad skylder jeg..?"

Hun bemærkede ikke hans smil, for hun så den anden vej, bevidst. Hun var alt for forfængelig. Især overfor mænd. Hvad var en smule komisk, for hun havde massere af patienter der var mænd, og der var hun sjældent forfængelig. 
Hun trak på skuldrene. "Det er det eneste jeg kender," sagde hun. "Her larmer og sker altid noget. Jeg længes efter freden og naturen, også selvom jeg ikke har nogen anelse om hvordan Elverly ser ud. Det er kun noget jeg har hørt fra andre der er elvere og har oplevet stedet," sagde hun og blev en anelse trist. Hvad hvis hun aldrig kom til Elverly, men var dømt til at være her i Dianthos resten af hendes liv? Nej! Det måtte ikke ske. Hun ville til Elverly på et eller andet tidspunkt i hendes liv! Men det var egentlig sjovt at den følelse havde ramt hende nu. Hun havde trods alt levet i 144 år!
Elverly lød skønt, på den måde han beskrev det på. Efter hun havde sat knoglen på plads, så hun en smule forundret på ham. Ikke alle kunne klare sådan en omgang, men han kunne!
"Jeg ved det... jeg ved heller ikke om jeg ønsker at bo i Elverly, for jeg ved jeg ikke er velkommen. Men vil gerne vide om min familie er i live og om de vil kende ved mig, og om de eventuelt kan fortælle mig noget om min moder. Hun levede trods alt det meste af hendes tid i Elverly," fortalte hun. Hun så på ham. "Der er ingen pris, man betaler det man lyster," svarede hun. Hun ønskede ikke at han skulle gå, for han var en rigtig elver der kunne fortælle hende om rigtige elverting. En der kunne give hende et indblik det liv hun så længe havde længtes efter. 

Et lille grin forlod Rhovandír. " Elverly er smuk, fuld af natur, nogle egne er rolige, men den inderste del kan være temmelig larmende fra tid til anden. " Han valgte bevidst ikke at nævne at det både havde at gøre med at det var der de fleste Elverbørn befandt sig, hvor der var mest sikkert fra fremmede og uvelkomne gæster. Men at det lige så vel gjaldt om at det var et af stederne med hektisk aktivitet. Ingen grund til at give Elverlys hemmeligheder væk til en halvblods, uanet hvor sød hun måtte se ud.
" Hvad hed din moder? Var det hendes, eller din faders side der var... er? Elver? " Måske ha kunne finde ud af noget for pigen som en anden form for betaling, for han var vitterligt ikke sikker på hvor meget menneskene mente var en fair betaling for denne behandling han lige havde modtaget. 
Prøvende tog Rhovandír et skridt frem på det healede ben, stadig for hurtigt til at han næsten straks fik en hæslig kvalme, fulgt af en voldsom svimmelhed. Begge noget der vidst var en lovlig sen bivirkning fra hendes behandling. Han stønnede dæmpet, søgene ud efter den nærmeste støtte hans hænder kunne finde, mens han holdt øjnene lukkede i et forsøg på at dæmre for sine sanser.  " For pokker.."