Den smukke og tilsluttede karet kørte ufortrødent og elegant ned langs den smalle grussti. Dens kutteklædte kusk sad foroverbøjet henover de lange tøjler, i håb om at regnen ikke ville trænge ind til den tynde skjorte og de sorte heste, der troligt trak den afsted, prustede med jævne mellemrum. De var også trætte af den genstridig regn, der faldt i tykke kaskader nedover dem, for deres pels dryppede af vand, som var også de gennemblødte ind til knoglen.
For Chaunce og Pleasance Lochtree var tilfældet dog af en ganske anden natur. Behageligt gemt væk under karetens tykke lædertag, bed de aldrig rigtig mærke i regnen, som andet end en mild irritation. De så ikke, hvordan vandet gjorde stierne til mudrede dødsfælder, heller ej hvordan deres kusk rystede af kulde.

Chaunce, hvis tynde men dog muskuløse og velnærede skikkelse, lå elegant henslængt på det ene tykt polstrede sæde, var dog… rastløs. Deres tur igennem dagtimerne havde været ganske begivenhedsløs og kedelig, hvormed Chaunce tog sig selv i med jævne mellemrum, at fastfryse kuskens blod i nogle lange og drænende sekunder. Det fik ham nu altid til at smile, så de sorte øjne slog morede gnister og søgte søsterens anerkendelse, næsten i en barnagtig fryd. Se hvad jeg gjorde!
Da spøgen dog langsomt døde hen – for det gjorde den umærkeligt – var Chaunce dog nødt til at finde adspredelse i øvrige foreliggende.

I en glidende og elegant bevægelse rejste halvdæmonen sig fra sit sæde, og satte sig tæt op af søsteren på hendes eget. ”Jeg keder mig, søster”, hvislede han indestængt, i det hans sorte fingre gled op til Pleasances kønne læber, hvor tommelfinger strøg hende kælent. De før herværende sorte øjne, der nu skinnede grønt, så på tvillingen, med ærbødighed og dybtfølt anerkendelse, velvidende at hans pinsler snart forbi, for…

… Pleasance forstod altid at underholde sin bror.

Regnen var unægtelig, den dyngede hele landet i grå streger.
Det trommede imod læderovertrækket på kareten, mens de to søskende sad beskyttet i varmen fra deres egne to kroppe og en lanterne der lyste op.
Pleasance lod fingeren glide hen over hendes tunge, og brugte spyttet til nemmere at vende en ny side i bogen hun sad med. Første gang, at broderen havde benyttet sine evner, havde hendes øjne betragte ham næsten morende. Men som spøgen blev opbrugt, fik han kun nogle dovne øjne som hellere ville bruge tiden med at suge viden fra siderne til sig.
Derved var hun hellere ikke så påvirket af kedsomheden, der unægtelig greb hendes tvillingebrors legemer. Han havde aldrig været god til at udnytte tiden, når de var på deres længere rejser.
Den brunhåret kvinde, lagde sit ene ben over det andet, fuldstændig dækket til af hendes sorte kjole. Det eneste hud der var at se, var hendes ansigt som var strammet tilbage af en meget tætsiddende frisure. Ingen ville være i tvivl om, at dette var en kvinde som kom fra velfærd. En som havde råd til at klæde sig i de bedste kvalitets stoffer, og havde mad på bordet. Ikke at hun hungrede efter mad i den forstand, ja blod ville altid være at foretrække.
Hendes brune pupil løse øjne, flakkede til broderens skikkelse som han satte sig ved hendes side. Blikket der fangede hendes, var et hun kendte så godt. Derfor gættede hun også sætningen der rullede hen over hans tungen, før han nåede at sige dem. Selvfølgelig kedet han sig.
Hendes frosne følelsesløse ansigt, fortrak sig lige så stille i lumsk smil som hun mærket hans tommel der gled hen over læberne. Hun skilte dem fra hinanden, og lod tungen glide ud for at møde fingeren.
Det gav en kilende fornemmelse ned af ryggen, nogen gange var det at det var så ilde set på, det som gjorde det var så meget bedre.
Bogen blev smækket sammen, og hun smed den fra sig. Han havde hendes uforbeholden opmærksomhed, som hun gled tættere ind mod ham. Hun greb det øverste finger led og bed tænderne omkring det.
Hendes blik som havde boret sig ind i hans, vente sig imod det lille vindue i siden, der viste  hende de var ved at køre forbi en kro. Et hyggelig lille gæstgiveri, her ville de sikkert finde den underholdning som Chaunce så desperat søgte efter.
Hendes hånd greb omkring håndleddet af hans, der havde kærtegnet hendes finger. Dog var hun iført handsker og man kunne derfor ikke se de samme afmærkninger af sort som broderen besad. Trak hånden væk fra sig og gav ham et glubsk blik. “Stop kareten” kom hendes høje bestemte tone, og manden der sad og tvang sig vej på trods af uvejret der var over dem, gjorde således. Uden så meget at stille spørgsmål.
“Så lad os lege, min kære broder” hviskede hun kælent imod hans øregang, fingrene der havde holdt omkring håndleddet gled ned af hans arm og fangede hans kæbe i stedet.
Hun pressede et sulten kys imod hans læber, før hun rejste sig svang en kappe hen over skuldrene og steg ud. Regnen haglede omkring hendes spinkle skikkelse, som hun med et brilliant smil trådte afsted imod den varme kro. Lidt vidste gæsterne inde bag de fire vægge, at dette nok ville blive deres livs værste aften.

Som søsterens læber trykkede sig sultent mod hans egne, gik et stød af fornyet energi igennem Chaunce selv. Pleasance skuffede aldrig.
Broderens hænder fandt vej omkring søsterens fine ansigt og med et lavmælt, sprudlende grin lagde Chaunce sin pande mod hendes. Dernæst blottede han sine hvide tænder i et lykkeligt hyl, der fik kusken i regnen til at skære en grimasse af foragt og frygt. Lyden var hjerteskærende, for manden vidste, hvad det indebar men også, at han ikke selv kunne stille noget op. Ikke andet end at vente i nattens mørke, hvilket var tvillingernes tortur af ham selv. Om nogen vidste de, at aftenener som denne fik hans sjæl til at splintres i tusinde stykker.

Chaunce og Pleasance forlod kareten, og i det Chaunce’s fødder kolliderede med den våde jord, spredte han sine muskuløse arme til hver side og snusede til vinden omkring dem. De sorte øjne slog morede gnister, som en tynd røg af mørke kredsede for hans fødder og strakte sig dovent mod kroen; den, der pulserede af festens energi.
I det Chaunce bed mærke i den, gjorde han en kraftanstrengelse og tæmmede sin dyriske mørkemagi. Hastigt så han hen på Pleasance, med et udtryk der bedst kunne beskrives som undskyldende, der dog stod i en skarp kontrast til det brede smil om hans læber.
”Lad os tage dem alle sammen!”, hvislede han spændt, hvorefter han stirrede frem foran sig; sulten, næsten udhungret.

Det havde været mange timer i kedsom… 

Blikket slog over på broderens. Hele ansigt var lagt i ulæselig folder. “Lidt begrænsning broder, det vil klæde dig” men den lille tilbagetrækning i mundvigen, ville fortælle Chaunce, Sådan mente hun det ikke. Selvom hun var den tydelige mere afmålte af de tog, gjorde det også mange gange at hun var den mest modbydelige. Fordi Chaunce vidste man mere eller minder hvor man havde ham, han var temperaments fuld, og kunne gå fra nul til hundrede på ganske få sekunder. Så i den forstand, kunne hans reaktioner være eksplosive.
Men Pleasance? Man kunne aldrig være sikker, for de døde øjne som de betragtede menneskerne hun langsomt tvang livet ud af. Ville ikke se nogen følelser, måske et glimt af interesse – som hun lige så stille ville lade hendes hoved på skrå.
Hvad ville hun kunne se, når lyset ville slukkes i personens øjne. Var øjet virkelig et spejl ind til personers sjæl, og ville hun blive forbandet hvis hun kiggede længe nok.
Så mange spørgsmål, som hun prikkede og hæv for at finde svar. Intet kunne stoles på, før hun håndgribeligt havde det imellem sine slanke fingre.

Hun lod broderen åbne døren, som hun trådte ind i varmen der slog imod hendes gennemblødte ansigt. Som de begge trådte ind i rummet, blev der betydeligt lagt en dæmper på stemningen. Kromutteren der havde stået leende bag disken, betragtede med nervøsitet de nye gæster der var trådt ind over dørtærsklen. Det føltes som en evighed hvor intet blev sagt, hvilket irriterende hende betydeligt. Selvom der måske kun var gået et enkelt minut, lod hendes skarpe stemme som en varm kniv igennem smør.
“Lader man gæster vente?” spurgte hun, som hun slog henten ned over sine skuldre. Den slanke kvinde bag disken rystede på hoved. “I kan bare.. sætte jer hvor i har lyst” dog slog kvinden, sikkert ubevidst, mod bordet længst væk fra alle de andre patroner. Passede den brunhåret kvinde ganske ubemærket. “Et glas vin tak” sagde hun, som hun trak sine vanter af, og slog dem i hånden og trådte imod bordet. Således så folk kunne se hendes helt sorte negle og hænder. Næsten syle spidse negle, ville være til at anskue for de, der følte sig modige nok til at betragte hende nærmere.
Med rolige afmålte skridt gik hun hen imod bordet og satte sig ned.
Blikket lagde sig roligt hen over dem der var der. Fra den høje ranglede mand med fuldskæg. Til dværgen der sad alene. De unge bondepiger der tydeligvis var taget afsted for deres første aften, og afprøve hvad alkohol var for en substans. Til manden der sad ved disen og ikke tog øjnene fra den kønne skikkelse der havde sat sig ved bordet i netop dette øjeblik.
Hungrende. Tydeligvis en mand der ikke havde fået hvad han ønskede, fra det modsatte køn i lang tid. Dette gjorde hun sendte ham et blidt og sødt smil. Hvilket fik ham til at kigge væk, dog med et smil på læben. Han var enden en person af materiale som hende selv, hvor ondskab flød lige så tykt igennem hendes åre som det blod hun besad.
Eller også var manden bare meget fuld, siden han ikke tog sig af den tydelig fæle aura der pulsede omkring tvillingeparret.
“Hvem vil du starte med kære broder?” hviskede hun hæst, som hun lænede sig hen imod ham.

Chaunce fyldte pligtsky efter Pleasance ind i krostuen. Som altid var hans tavs – og smilende – som hviskede en stemme, kun tvillingebroren kunne høre, spøgefuldheder i hans øre. I virkeligheden var det dog den sofistikerede skikkelse foran ham, der indbød de brede og tomme smil; dem, der blottede hans perlerække af hvide tænder, og fik de grønne øjne til at gnistre af indestængt og dybfølt respekt. Der var ganske enkelt ikke noget så elegant som Pleasance, der med målrettede skridt og ulæselige øjne tæmmede sit publikum.

Aldrig havde han misundt hende den elegance, han ikke selv besad men altid havde han anerkendt den. Elsket den, såvel som han elskede hende. 

”Du er så smuk, som du beordrer dem rundt”, hviskede Chaunce hengivent, så kun søsteren var modtager af hans ord, hvorefter de skridtede mod et bord.
Den varme fornemmelse fik dog ikke lang levetid, for de grønne øjne bed mærke i mandens glubske blik. En flamme af dyrisk had – hvor vovede han at betragte det uopnåelige med så primitiv en lyst – tændtes med et i Chaunces muskuløse bryst, og da Pleasance lænede sig frem mod ham, gled det kulsorte mørke over hans øjne.
”Ham”, hviskede han hadefuldt, for Pleasance var Chaunces og ikke til offentligt skue for andre. ”Han kigger på dig”, lød forklaringen dernæst, som Chaunce forsøgte at tæmme sit mørke. Det lykkes ham knap, men i håb om at tilfredsstille Pleasance, blev Chaunce ved med at beherske sig. 

Hvor der før havde været en ugidelig mimik, ja næsten som en urokkelig maske over Pleasance øjne som hun havde kigget rundt i rummet. Så begyndte der lige pludselig at danne sig et lag af glæde over de pupil løse øjne, tungen gled ud og slikkede sig langsomt over læberne. Skulle broderen virkelig have det så nemt? Hun vidste ubemærket, at hun var hans; og lysten til at dele hende med nogen som helst. Nok ville være det nemmeste, at få Chaunce til at komme ud af fjerne. Men, derfor elskede hans søster, stadig at se hvor hengiven broderen i virkeligheden var.
Mest fordi at den behagelige kilden i rygsøjlen, at se ham tæske en mand synder og sammen, fordi hun havde kysset med ham. Og der efter kysse hans blodsmurte hænder, åh, hun kunne næsten allerede mærke den gysende fornemmelse der bredte sig i hendes krop.
Men de havde jo en masse mennesker de kunne starte med, og man tog aldrig desserten før hovedmåltidet.
“Oh Chaunce..” mumlede hun, og lænede sig næsten helt over bordet, og så hendes læber blev ført imod hans øre. “Ham venter vi med til sidst, så vi virkelig kan straffe ham for at kigge sådan” stemmen var som en spinden, som hun hviskede det til ham.
Vinglassende, blev stillede foran dem af en ganske tydelig utryg kvinde. Pleasance lænede sig tilbage og gav hende et charmerende smil. “tusind tak” de slanke sorte fingre lagde sig omkring vinglasset, inden øjnene betragtede hende nøje som hun skyndte sig tilbage. “Lad os starte med bondepigerne, jeg kan ikke lide hvordan de griner.” mumlede hun, som læberne krusede imod hinanden.
Lige så stille, kunne hun mærke hvordan hendes magi begyndte at føre sig sammen med Chaunce, som hun sendte deres små edderkoppespind af forfærdelige tanker imod folket der var i kroen. Det tog altid lidt ekstra på kræfterne, når man valgte flere mennesker på en gang. Men hun ønskede noget blodigt i aften.

Broderen stivnede i forventningens rus, som søsterens indbydende læber nærmede sig. Langsomt nikkede han, alt imens et tomt smil skilte de hjerteformede læber ad og blottede de hvide tænder bag. Dernæst lod Chaunce de – nu – sorte øjne glide henover skulderen til den beskidte og ynkelige mand bag sig. Gnisterne der hvilede deri var ikke til at tage fejl af; jeg har ikke glemt dig. Slet ikke.
I det Pleasances magi derefter kælede for hans egen, vendte Chaunce atter rundt, atter hengivent og stræbende efter at opfylde søsterens mindste instruks. Bag den muskuløse brystkasse begyndte mørket at summe behageligt, og Chaunce så, hvordan sorte tentakler langsomt men sikkert banede sig vej henover krostuens trægulv.

”Små lam”, hviskede broderen melodisk, i det han tog kvinderne i nærmere øjesyn. ”Små, fine lam der vrider sig.” En lyserød tungespids gled henover de hjerteformede læber, næsten begærligt, som Chaunces firkantede og kønne hoved gled til den ene side; som tænkte den høje mand på kvinderne som alle andre mænd. Det var nu ikke tilfældet, men om nogen nød Chaunce Lochtree at se deres barm vrikke, efterhånden som tvillingernes mørke prikkede forræderisk til dem.

De tre bondepiger skævede fra tid til anden til de to søskende, hvoraf særligt den ene gav dem kuldegysninger. Ham, der hævede sine sorte fingre og vinkede til dem, som forsøgte han at indsmigre sig på dem. Instinktivt genkendte de dog rovdyret og så ned i deres skummende, ravgyldne øl.
”Måske skal vi gå?”, hviskede den ene, hvis hvide hånd kørte fraværende henover det vakkelvorne træbord.     

Alle hendes bevægelser, var langsomme. Hun forhastede sig ikke med noget, som hun lige så stille lod vinglasset røre ved hendes læber. Lod den fløjlsbløde drik glide hen over hendes tunge, omfavne hendes smagsløg inden de gled ned i svælget. Det var ikke den bedste vin hun havde smagt, langt fra – men hun var nu ganske tilfreds, med bare at få noget at drikke. Noget der kunne nydes, mens hun betragtede først hvordan broderen greb omkring hendes magiske evner og gav sig i kast med at lege med de tre søstre der sad sammen.

Det var i sandhed, en opstemmede fornøjelse at betragte ham udføre sit arbejde. Næsten kunstnerisk, og hun elskede det.
Lige så stille lod hun sine egne tråde glide ned over gulvet. De var ganske enkelt mere fine end tentaklerne som hendes bror besad. Hvilket var en af grundene til de gik så godt i spænd. For han var kaos, og hun var roen bag det. Men sammen, var de altædende. Og hun hungrede, efter noget af tykkere substans i hendes glas.

Sulten lod hun tungen glide hen over hendes læber. Som hendes fingre gled næsten dansende rundt i luften, som arbejdede hun med strengene på en marionet dukke.
“de vil danse for os” mumlede hun sagte, som hun lod tankerne flyde ind i den søster der virkede til at have det svageste mur omkring hendes sind.
De ved du er den smukkeste, så derfor får du altid det grimmeste tøj.
Tanken var plantet i den mindste af de tre, og hun kunne se hvordan at angsten forvandlede sig til artighed. Åh, hvilken fornøjelse det var at se.
Blikket rette sig imod en halv elver der sad bagerst i lokalet, trådene førte fra pigerne ud imod ham. De sorte streger i hendes ansigt begyndte at pulserer. Sort blod gled fra tåre kanalerne, da hun ikke helt kunne styre sig og lige så stille begyndte de sorte strenge at trække på alle i rummet. Fylde dem med negative tanker; Hendes bror havde opildnet hende; og nu skulle hun bruge smagen af blod i hendes mund.

Chaunce kunne knap sidde stille i stolesædet. De sorte fingre kørte henover hans hjerteformede læber, og nev i det bløde kød, så den lette smerte ville tæmme den boblende latter, der som altid truede med at undslippe ham.
Det lykkes ham knap, men slet ikke da de tre unge kvinder begyndte at skændes indbyrdes. Grinet var dog kortvarigt og skingert, for nu var det blevet Chaunces tur til at lege med og med en barnagtig ivrighed, lod han sin fæle magi kredse om de tre bondepiger.

Du er blevet tyk henover sommeren og de griner bag din ryg. Dine forældre skammer sig sådan over det faktum og er bange for, at ingen mand vil lade sig gifte med dig! De håber, at du vil blive til en grim pind igen, så din kommende ægtemand i det mindste ikke dør af sult!

I det tanken slog sit klamme greb om den ældste af de tre søskende, fortrak hun en lidende grimasse og hvæsede uhørlige ord til sine to mindre søstre. De stirrede uforstående på hende, men hvor de normalt ville håndtere det med uforståenhed, gik de i stedet til verbal angreb mod hende.
”Hvor vover du at hentyde til sådanne vederstyggeligheder! Du er en dum gås, er du!”
”Ja, jeg har i hvert fald aldrig snakket grimt bag om din ryg! Jeg har bedre ting at tage mig til! Hvorfor teer du dig sådan?”

Chaunce, så optaget af sit foretagende, bed ikke mærke i blodet, der begyndte at strømme fra sin tvilling. Og heller ej hvordan de sorte streger tog form på hans egen hals og hænder. Chaunce led ikke på samme måde som Pleasance – i hvert fald ikke som nu, hvor de blot legede. Kun når det blev alvor, ville han bløde ligesom kvinden, han elskede og beundrede.
Instinktivt mærkede han dog, hvordan Pleasance var gået videre. Denne gang til en halvelver der sad alene og Chaunce slikkede sig grådigt om læberne, i det han også begyndte at fokusere på ham.

På intet tidspunkt bed Chaunce mærke i manden, der havde begloet Pleasance med lystfulde øjne – eller hvordan han greb om sit trækrus og rejste sig fra sit bord… 

Kaosset begyndte lige så stille at brede sig i kroen. Som søstrene begyndte at skændes, til det punkt hvor den ene kastede sig over bordet og rev den anden i håret. Den mellemste fanget som så mange gange før, i mellem dem i et forsøg på at skille dem ad. Halv elveren, der slog sig selv, og fangede sit ansigt i et knusende greb og hvæsede af sig selv.
End ikke Pleasance kunne holde det flydende grin, som boblede nådesløst frem på hendes læber.
Men så var det at blikket blev rettet imod manden som der stadig stirrede på hende. Han var tydeligvis ikke lige så påvirket af situationen, som resten af kroen var. Folk der gemte sig, andre der var begyndt at finde våben frem.
Det var som om det hele gik i slowmotion, hendes bror der dansede hans tentakler videre; som manden lige så stille kom tættere og tættere på. Instinktivt hvislede Pleasances fornøjet, som hun spredte sine ben. Bød ham velkommen, som han krøb nærmere som et krybdyr i natten.
Hvordan han gled ned på knæ, og stak hoved under hendes skørter. Hun slog hoved tilbage, og grinte højere, som hun mærkede hans tunge glide hen over låret.
Det som der fik det til at kilde vildt og voldsomt ned af hendes rygsøjle, var hvad der ville ske så snart at Chaunce opdagede det. Det var alene af den grund, til at hun mærkede fingrene der greb omkring hende og sendte hende bedre til rette for manden der nu lå mellem hendes ben.
Han ville dø for at røre ved hende, at mærke efter hendes varme køn, der pulserede af mørket og ondskaben der pulserede vildt og voldsomt i hele kro lokalet.
Hun udstødte et støn, som han greb omkring hende. Blikket rettende imod sin bror, med en bredt smil. Se hvad han gør, vil du virkelig lade ham slippe afsted med det?.
Hvorfor at så alt ødelæggende energier som pulserede rundt omkring tvillingerne, kunne lokke mænd som ham mellem benene på dem.
Ville altid være en gåde, men folk var unægtelig tiltrukket af det der ikke måtte snakkes om. Det der ikke skulle fortælles højt om, det lokkede og det tiggede til folk overgav sig. Fordi de måtte bevæge sig derind, hvor man ikke måtte.

Chaunce opdagede først for sent, at Pleasance spredte sine ben for den fremmede. Da hans sorte øjne dog lagde sig på tvillingesøsterens skikkelse, forsvandt det lyksalige smil øjeblikkeligt. I samme sekund rejste halvdæmonen sig fra hans stol, så den skød ud bag ham og i langsomme, men dog formålsrettede skridt, aflagde Chaunce afstanden til Pleasance.

Det var naturligvis ikke hendes skyld, at manden søgte hendes køn med sine læber. Nej, det var Chaunce egen. Det var trods alt ham, der havde kedet sig og alt, Pleasance gjorde, var, at lege med. Hun havde trods alt altid ret i sine foretagende, det vidste Chaunce instinktivt og ligeså vel, som han kendte sig selv, men denne mand fortjente ikke hendes våde punkt. Den lille mide fortjente ikke hendes udsøgte smag eller tilfredsstillende, der ville sive fra hendes lår.
Nej. Han forstod sig ikke på hendes lyst – han kunne umuligt vide, hvad der ville behage hende! Ikke som Chaunce gjorde og ikke som Chaunce vidste, som han gjorde. Det skulle straffes og kun en pris var overtrædelsen værdig.
Hans liv.

Hvormed, det var det, Chaunce tog fra ham. Selv længe efter at den slatne krop ikke længere pulserede af ilt og ansigtet var ugenkendeligt, fortsatte Chaunce sin afstraffelse. Han fik sved på panden men også mandens blod – et faktum han dog aldrig bed mærke i, i det han skridtede tilbage til Pleasance og selv krøb under hendes skørter.
Chaunce smilede til hende forinden – se, hvordan jeg passer på dig og nu vil jeg forkæle dig – og gik dernæst i gang med at tilfredsstille hende, som han havde gjort så mange gange inden.

Atter fandt Chaunce frem til lykken og fryden. Den var altid at finde i Pleasance. 

Man nåede aldrig at rykke sig nærmere hendes køn, ikke som han måske havde ønsket. Før hun kunne mærke et halvkvalt skrig imod hendes lår. Hun slog hoved tilbage og grinede skingert. Det var præcis den ønskede effekt. Ikke at hun virkelig kunne mærke, hvordan at behag og lyst bredte sig igennem hendes krop. Det var som om hver dag der gik, jo mindre kunne hun i virkeligheden føle det hun ønskede. Derfor blev øjnene også ugidelige, som kaosset i rummet ebbede ud. 
Folk der havde kastet sig over hinanden, havde et øjeblikspause hvor de bare stirrede forfærdet på scenen, var en mand der blev slået ihjel af Chaunce. 
Publikummet var forfærdet, og tiltrukket på samme tid. Interessant, måske var dette folk i kroen mere spændende, end hun havde regnet med i første omgang. 
Hendes blik skævede til broderen der krøb under hendes skørter, han nåede halvvejs ind, inden hendes ben løftede op og pressede sig imod hans skulderen for at få ham væk fra sig. Han kunne ikke tro han så let, kunne få hende - de havde stadig planer, stadig kaos der måtte udføres. Som hans ansigt kom til syne, greb hun hans kæbe og pressede sine sorte negle imod hans bløde kinder. Smilet på læberne, var ikke rart, var ikke kærligt. Som kolde øjne stirrede ind i hans. “Vi er ikke færdige - og du har ikke gjort dig fortjent til det endnu.” Hendes læber greb omkring hans, lod tungen presse sig ind i hans mund for at smage hende selv. 
Derefter skubbede hun ham væk, da hun ikke besad nogen styrke. Var det ikke meget voldsommere, end at han fik idéen om at hun ikke ønskede hans nærvær lige nu. De kolde øjne vente sig mod resten af gruppen, sorte skygger næsten væltede frem for hendes fødder. Som ondskaben omhyllet de resterende. Blodet løb ned af hendes øjne og næse, smilet blev bredder som det splittede ansigtet i to. Tungen gled hen over hendes læber, smagte det sorte blod som fremviste de kræfter hun satte på spil. De skulle alle samme spille på deres strenge - som et fantastisk musik stykke. “Dans. For mig.”