Contessa havde lukket butikken for en periode, for at hente materialer. For at kunne leve, arbejde hun derfor på farten i stedet. Hun bar nemlig en rygsæk med det nødvendige grej til at kunne lave eliksirer, samt en lille skindpose med nogle ’tomme’ smykker i. Contessa var iført en grå lang, langærmet kjole, med et lille rebbælte om maven. Hun gik omkring i Elverhøjene, det var hun ikke i tvivl om, for tågen rundt om hende var næsten ikke til at kunne se igennem. Og så uheldig som man kunne være, regnede det helt vildt, så hvert et skridt måtte tages med omhug, for at man ikke gled.
Med de forsigtige skridt begyndte Contessa stille og roligt at kunne se noget der mindende om indgangen til en hule. Hun vidste det var risikabelt at liste ind i en hule, men med det vejr, ville det ikke være til at komme rundt. Hun gik nu målrettet mod hulens åbning, og koncenterede sig mest af alt på sin retning, og hvor hun satte sine fødder. Hendes hår, kjole og taske var helt gennemblødte, og hun glædede sig til at kunne stå i læ for regnen, og måske få hvilet sig. Det var trods alt aften.

Ud af det blå var der nogen der greb fat i Contessas arm. Hun kiggede straks mod personen, og så en gammel kone. Man skulle tro hun lige havde set en blive dræbt, for rædsel var fyldt i hendes ansigt, og selvom det var mørkt, kunne man se hun var smurt ind i blod. Contessa var lettere chokeret over synet, og kiggede blot på hende med store øjne.
”Enden er nær!” skreg den gamle kone pludseligt, og knugede om Contessas arm. Contessa blev yderligere chokeret og blinkede gentagende gange kraft med sine øjne. Hun var vant til at det var hende selv der sagde sådan nogle ting, og forstod ikke hvordan den gamle kone havde noget at sige. Contessa vidste jo altid når der var fare på færde!
Som hun fik ro på øjnene, var den gamle kone væk. Contessa hev armen til sig, selvom der ikke var nogen der holdt i den, og begyndte nu med mere hastige skridt at gå mod hulens indgang. Derinde ville hun forhåbentlig kunne se hvad der kom hen til hende, i forhold til herude i tågen, og den tunge regn.

Endelig stod hun i hulens indgang, i læ for regnen. Hun satte sin taske ned og kiggede ud i tågen. Selvom man ikke kunne se meget for sig, var det vel alligevel et forsøg, at kigge efter fjender. Hun kiggede derefter ind mod hulen, for at se om hun kunne se eller høre nogen. Den kraftige regn overdøvede i hvert fald hver en lyd, og der var intet at se.

Hun strøg noget af vandet væk fra sit ansigt, og prøvede at samle sit lange løse hår omme i nakken. Hun satte sig til rette, med krydsede ben, og hen hånd på hvert knæ. Hun blev nød til at finde ud af om hun var gået glip af noget, eller om den gamle kone blot var sindssyg. Hun fandt ro i sig selv, og som hun slappede af, og lod hun sin evne vise hende fremtiden...


Skøre gamle kone…