Skjorten holder på for sit liv, hver gang Caleb banker hammeren mod metallet som vil blive en klinge. Selvom vinduerne var åbne, så var det en høj varme der var inde i smedjen. Sveden dryppede af ham, imens hans muskler arbejde med at holde styr på sværdet så han kunne få en bedre klinge. Håndtaget var rimelig simpelt, imens han vidste hvad der skulle stå ned af klingen. Det havde været en dæmon, som ville have noget på dæmonisk til at stå på den. Så han havde et papir så han kunne se hvad det skulle være, det var simpelt, men altid mere spændende, når der skulle mønster eller et ord på. Det var ikke noget mange gad at bruge tid på, men det gjorde han altid, for at gøre det lidt mere specielt, mere attraktivt at vælge ham til at lave hans våben. Han kunne også mange andre ting som smed, men det var det han mest gik op i at lave.

Der lød en dyb brummen for ham, før han igen kølede det ned i vandet som den skulle være færdig. Den skulle bare laves mere spids, samt have ord ned af klingen. Det var mere noget unikt han gik efter, som man også kunne se på væggen, som var fyldt med sværd der var helt unikke. Nogle var mere lette end andre, nogle have mere specielle mønstre imens nogle var så helt normale ud. Der var forskellige slags håndtag til alle sværdende, nogle mere simple end andre. Der var intet som var rigtig simpelt for Caleb, men for andre ville nogle af tingene bare virke simple. Hvilket nærmest kunne få ham til at blive lettere irriteret, fordi intet var simpelt om folk så ville have det. Han havde nogle gange svært ved at sige tingene er simpelt, for han vidste nogle gange hvad der lagde bag selvom det virkede så simpelt for andres øjne. Døren stod på vid gab ud til vejen, som førte længere ind i byen. Han var nærmere udkanten, for det gav mindre mennesker, mindre folk der ikke forstod meningen med folk faktisk har en personlig boble som de skal respektere. By mennesker kan ikke respektere det, de forstår så få ting i livet. Væsener kunne være direkte irriterende, for de havde jo nærmest ikke noget som hende personlig boble.

Der var måske et halvt år siden at Ezra forlod sit hjem i Dianthos for at søge nye eventyr og udfordringer. Med hans fars velsignelse og et kys på panden fra mor, havde han forladt deres egen lille smedje for at tage ud i det blå med en hensigt i form af opdagelse. Han forlod hjemmet som en lille dreng der hverken kendte til andre racer eller byer end hans egen. Det havde faktisk overrasket ham hvor stort krystallandet var, og han havde ikke engang været rejst op mod nord endnu. Der var meget han stadig ikke forstod om sig selv og verden omkring ham, men krystallerne var brugt op og nu var han strandet i Balzera uden tag over hovedet. Lige siden han var landet inde for Rubiniens grænser havde han vidst at han måtte handle hurtigt så snart han kom til Balzera, for han havde hørt rygter om hvor godt et offer man var for dusørjægere og andre der begik sig inde for slavehandlen, hvis man vandrede rundt helt alene. Så hele dagen havde han rendt rundt i indre by for at forsøge at finde mad og husly i bytte for arbejdskraft. Men med ingen held.

Det var nu sen formiddag og nattetimerne ville snart begynde at rulle ind, og han var ikke sikker på hvorvidt han havde lyst til at befærde sig i Balzeras udkant på dette tidspunkt. Han så flere huse med røg i skorstenen, men de fleste erhvervsbygninger og forretninger så tomme og forladte ud. Han havde sat sig ned på en sten hvor han i horisonten kunne se op mod den indre by med dens smukke sandfarvede tårne. Han var ikke alene på den lille gade, folk gik rundt om ham og passede dem selv, men han syntes alligevel ikke at han var helt hjælpeløs nok til at begynde at tigge om krystaller endnu. Selvom hans mave havde rumlet i et godt stykke tid nu og han ikke havde spist siden i nat på karavanen. Han havde siddet i sine egne tanker, men lagde meget pludseligt mærke til lyden af en hammer der slog hårdt mod metal. En lyd han genkendte med det samme. Han rejste sig og slyngede hans skuldertaske over hovedet så den igen hang ved hans side. Han fulgte lyden så godt han kunne, og slev om han drejede forkert et par gange, fandt han nu sig selv stående i en åben dørkarm ind til hvad der nok måtte være en våbensmed. Manden der foran ham stod og bankede løs, stod med ryggen til og havde endnu ikke set ham. Så han rejste hånden for at banke forsigtigt på døren, rømmede sig, og håbede at han havde hørt ham.

Han løfter hovedet op, som han kan høre en svag banken. Det eneste han ser var en meget ung knægt, som ikke lignede en der normalt kom herfra. Det var tydeligt at se han nok havde brugt længe på at vandre rundt, det var ikke til at sige hvor længe han havde vandret rundt. Men det positive var, han havde fundet frem til smedjen, inden det gik helt galt udenfor. Det var når man kom senere hen på dagen, hvor slavehandleren var mere ude for at finde noget mere nyt til deres forretning. Han vippede hovedet på skrå, som han ligger sit arbejde lidt væk igen. "Du skal være velkommen til at komme ind, det ser ud til du har været ude og rejse noget tid," siger han med en dyb stemme. Som han lægger sværdet over for at køle lidt mere ned, inden der skal lavet det sidste på den.

Det var en brummen fra ham, som han tørrede sin hænder. Normalt dumpede folk ikke bare ind, medmindre de havde noget de ville. Men det var nemt at se drengen tydeligt ikke havde haft nok krystaller til sin rejse, for udkørt så han ud. Men det var tydeligt han var menneske, højere end de fleste, men han lignede bare et simpelt menneske. Især når han ikke virkede så frembrusende, som væsner ofte havde det med at være. Det var en frisk forandring, for væsner heromkring kunne være så uhøflige. Han ville gerne hjælpe andre, så længe de ville holde sig på afstand af ham. Han havde det bare ikke så godt med nærkontakt, men de fleste accepterede det, til en hvis grad i hvert fald. "Også det en dum ide, at være ude meget længere uden en ledsager, især i din unge alder. Folk heromkring samler på slaver, du er sikkert lige en for dem." siger han med en rolig stemme, stadig meget dyb. Han kan selv huske hvordan det var i starten dette sted, man skal være barsk for at finde ordentlig fodfæste heromkring. Væsner er så modbydelige, ofte dem som også handlede med slaver heromkring. Hvilket var grunden til man holdte sig langt væk, fra hvor de havde et slavemarked. Han havde set det få gange, men det var noget som han ikke gik til. Få gange var nok for ham, han brød sig bare ikke om den måde det hele kørte på. Men man tjente gode penge her som våbensmed, i forhold til så mange andre steder.

Med mandens høflige velkomst trådte Ezra de første par skridt ind ad døren. Han kiggede nysgerrigt omkring og så de mange sværd hængene på væggen, og undrede sig om hvorvidt de var brugbare eller bare til pynt. Men siden manden foran ham så både udlært og erfaren ud, gik han ud fra at alle disse våben havde et drabeligt formål. Ezra tøvede lidt. ”Du skal have tak. Jeg har vandret Balzera rundt hele dagen…” sagde han som han holdt fast i remmen til hans taske. Da han først var kommet til byen søgende efter husly og arbejde, havde det i første omgang været ret så akavet at spørge om, men efter de mange nederlag var han nu vant til at ingen kunne huse ham. Så selvom dette var hans sidste håb, var hans forventninger ikke store. ”Jeg er egentligt kommet fordi jeg godt kunne bruge et job… Og muligvis et sted at sove…” sagde han, og prøvede stadig at se stolt ud. Hans håb var at virke ydmyg men ikke tiggende, for værdighed var attraktivt havde hans far sagt, og nøglen til at få det man gerne ville have. Om det virkeligt var det han udstrålede var han i tvivl om, for han var absolut udkørt efter sådan en lang dag uden meget mad til at give en stor dreng som ham den energi han havde brug for. ”Du skal vide at jeg har arbejdet som smedelærling under min far i Dianthos de sidste 3 år, og at jeg kender meget til faget. Desuden er jeg hyggeligt selskab” Smilede han, i det han prøvede at charmere sig ind på manden foran ham. Han gjorde sig opmærksom på at rette ryggen, og holde en god positur, men for straks sammen igen som han huskede på at hans højde ofte godt kunne få andre folk omkring ham til at blive ukomfortable når de snakkede med ham. Også selvom smeden ikke så ud til at lade sig skræmme nemt.

Han løftede det ene øjenbryn, som han lyttede med som drengen virkede til at syntes han skulle komme med den helt lange snak. Hans blik forblev på ham, men han holdte sin egen afstand, han ville gerne hjælpe folk, så længe de holdte sig på afstand af ham. Han klikkede en gang med tungen, imens han nikkede lidt. Han måtte indrømme, han havde nogle gode tale evner. Men charmen havde ingen virkning på ham, for han havde det ofte med at mistænke folk for det værste. "Hvor meget ved du om at lave våben? Noget er at kende til hvordan man er smed, men noget andet er at finde sin måde at skabe noget unikt," siger han roligt. Han tager sværdet frem der igen er kølet ned, som han finder hvor det står på hvad der nu skal stå på sværdet. "Det handler om små detaljer, laver noget unikt," brummer han.

Han blik landede på dem som han på væggen, som det trak op et øjeblik i den ene mundvig. "Som du kan se, jeg går meget op i at lave det unikke, det er hvad jeg er kendt for. Du for et sted at sove, mad og nogle krystaller for det du laver, hvis du laver det godt nok." Siger han roligt, med et nik. Allerede bestemt sig for at hjælpe den unge mand, for hvis han kom ud herfra, var det ikke til at vide om han ville blive taget af slavehandlerne. Det kunne han alligevel ikke have på samvittigheden, samt han havde vel brug for lidt ekstra hjælp. Så længe den unge man ikke ville klokke i det, kunne han vel godt bruge ham til noget, samt han havde et ekstra værelse. Folk ville også gå udenom ham, når nogle havde sørget for at tage ham ind, især ved en de ikke havde lyst til at sætte sig på tværs ved. Ikke han havde gjort meget for det, men tydeligvis nok til de færreste faktisk gad at gøre ham vred selvom de ikke kendte hans hemmelighed. "Dem du ser der er lidt hvad jeg kan lave, der er flere derude som også er dødbringende. De er til pynt, det går ikke nogle kommer ind og måske prøver slå mig ihjel med dem jo," brummer han lidt. Det var ved at ske før, ved at en kunde var irriteret over prisen for sit våben, men siden de ikke er dødbringende skete der intet.

Erza rømmede sig som en hånd fløj i nakken af ham for at tørre sved af. ”Jeg må indrømme at jeg aldrig har arbejdet med våben før, men jeg ville da mene at jeg har erfaring med detaljer. Ser du, min fars smedje specialiserede sig inden for smykker.” Sagde han som han fiskede i tasken efter en halskæde som han engang havde haft givet til en pige. Hun gav ham den igen da han drog ud på rejse, som en måde at huske hende på. Havde aftenen gået helt til rotterne havde han godt overvejet at bytte den til et værelse og noget mad for en enkelt nat. Han tog hånd om den og tog et par skridt over mod smeden, som tydeligt bakkede tilbage med Ezras lange skridt mod ham. Ezra stoppede forvirret op, men kastede den så i hans retning og håbede han kunne gribe. Smykket var en fin kæde i sølv med et tungt vedhæng formet som en lille rose rammet ind. Det var et fint smykke syntes Ezra, men ikke hans bedste værk.

Ezra gik langs væggene som manden forklarede om sværdene der hang på den. Han kunne ikke lade vær med at pille, og mærke hvor skarpe de var. Og selvom manden forklarede at de ikke var ment som våben til kamp, syntes de stadig at være skarpe nok til at kunne gøre konsekvent skade på nogen. ”Du skal have mange tak for at lade mig bo her i et lille stykke tid. Jeg lover at jeg ikke bliver til besvær, og jeg skal være ude af dit hår inden du kan nå at sige ’syv sirener synger søvnige sange som solen står op’” Sagde Ezra med et smil der strakte sig over hele hans ansigt. Han hang sin taske på en knage hvor han kunne se andre frakker og en enkelt modbydelig hat hængte. Han syntes ellers ikke at manden foran ham lignede typen til at gå med hat, men det kunne jo være at det var et familiemedlems, eller måske en hat en kunde kunne have glemt… Ja, måske endda en hat han havde stjålet som trofæ fra et af hans ofre… Ezra kendte jo ikke denne mand foran ham... Men alligevel grinte han af sin egen indre monolog, for han havde lært altid at tro på det bedste i folk.

”Vil du ikke allerede vise mig hvad du arbejder på? Så kan jeg vel i det mindste lære lidt med det samme.” Spurgte han nysgerrigt uden rigtigt at røre på sig.

Han nikker langsomt til det han siger, som han overvejer hvad han først kunne begynde med. Det var kun positivt han havde forstand på detaljer, ellers havde det været en lang opstart for ham. Han greb smykket der kom igennem luften, da han forstod at han ikke ønskede ham alt for tæt på. "Første regel, jeg hader nærkontakt, så der skal være en vis afstand," siger han roligt, imens hans øjne ligger på smykket. Knægten kunne jo ikke vide det, selvom alle nu i Balzera vidste det, så ville knægten ikke have en chance for at kende til ham, når han kom helt fra Dianthos. "Detaljerede, men der er noget som kan arbejdes på," siger han roligt, som han ser over på ham igen. Ingen vidste hvorfor han ikke ønskede nærkontakt, men en hver person kunne nok forstå det, hvis han valgte at snakke om det. Men han gad ikke dykke ned i fortiden, den var der og skulle forblive lige præcis der.

"Så kom herhen knægt, mit navn er Caleb. Du finder ikke en bedre våbensmed på disse kanter, jeg er igang med et sværd til en dæmon, der skal skrift på, inden den skal gøres mere spids," siger han roligt, som han finder de ting frem han skal bruge til det. Han stod tæt på ildstedet med sværdet i hånden, han blev nød til at opvarme den igen, for at kunne få lavet skrift på den med hans værktøj. "Alle sværd er lavet af det fineste og bedste metal du kan få, men jeg får også alle de unikke opgaver, at gøre våbnet helt specielt," siger han roligt. Han lader drengen komme tættere på, inden han kan fornemme det er tæt på at være alt for tæt på for ham. "Så stop der, det er en fin afstand, du burde også kunne se," kommer det fra ham i en brummen, som han havde tjekket han ikke stod så knægten ikke ville kunne se hvad der skete. 

Ezra tilnærmede sig langsomt Caleb så han kunne se. ”Nå... Ja... Det kunne godt have været en god ide hvis jeg havde præsenteret mig først, før jeg kommer randene og kræver et job og tag over hovedet.” sagde han med en drillende undertone. ”Ezra Krohl” konstaterede han, og prøvede at følge med i hvad der skete blandt metal og klinger. Hjemme i hans fars smedje havde de aldrig haft krystallerne til at bruge alle de gode metaller. Det var ikke fordi de var fattige, hans far var bare nærig og mente at det ikke var nødvendigt. Det skete dog ofte at hans far ville spille sig frem til smykker og andre værdi genstande nede på kroen, som han så kunne smelte om.

Ezra observerede Caleb som han smeltede, hamrede, nedkølede, og hamrede lidt mere. Der var tidspunkter hvor det var svært for ham at se håndværket, hvor han så forsøgte at rykke rundt om Caleb uden at penetrere has boble. Stadig kunne han fornemme at han holdt øje med ham over skulderen, og alligevel føltes det som om de havde en god dynamik når de begik hinanden. Det meste af det der blev lavet var teknikker som han allerede kendte til, men hvis han ikke kunne følge med eller ikke havde nogen form for forståelse i forhold til hvad der skete, spurgte han ind. Caleb var god til at give uddybende svar, og selvom et det ikke var nok til at Ezra selv ville kunne finde ud af det, gav det en lettere ide om hvordan arbejdet skulle gøres.

Der gik ikke lang tid før hans mave ikke kunne holde kæft længere og var begyndt at give lyd fra sig. Man kunne sagtens sammenligne det med lyden fra en hval, eller måske mere i retningen af en elg. Uanset hvad var der intet han kunne gøre for at lække låg på hans tydeligt tomme mave der brokkede sig. Han følte sig næsten pinligt berørt over at skulle spørge om Caleb havde noget mad tilovers, men det så ud som om hans mave lige havde gjort det for ham…

Han sørgede hele tiden, for at Ezra så vidt muligt kunne se hvad han lavede. Han kunne dog mærke dette var nyt for ham, men han gjorde sit bedste. Han kunne også sætte Ezra lidt i gang, snart for han havde flere ordre så han ville have noget at prøve at gå i gang med bagefter. En latter slap dog fra Caleb, som han hørte hvordan Ezra's mave begyndte at rumle. Tydeligt han åbenbart ikke havde spist i noget tid, ellers ville det ikke have lydt så højt. Han nedkølede det igen, som der var kommet det skrevne på nu. Det gik jo heller ikke den unge mand endte med at sulte, så havde han jo ikke så meget hjælp indtil han ville finde videre. Heldigt for ham, så var det ikke længe siden han havde haft lavet mad til sig selv, så der var nogle rester. "Hvor længe siden er det du har fået mad?" Spørger han roligt, som han bevæger sig hen til døren, som fører ind til hans hjem.

Heldigt for Ezra, så havde han et ekstra værelse han kunne være på, så han ikke behøvede skulle lede efter et værelse i byen. "Kom med, så kan du få noget mad, samt jeg kan vise dig et værelse du kan få imens du er her," siger han, som han åbner døren. Han var egentlig tilfreds med han kunne hjælpe ham på denne måde, han behøvede slet ikke være særlig tæt på ham for han kunne hjælpe ham på denne måned. Det var sådan han absolut havde det bedst, hvis han kunne hjælpe folk, uden de behøvede at være i hans personlige boble. Samt Ezra virkede til hurtig at forstå det, hvilket bare gjorde ham lidt mere villig til at lærer ham om at være våbensmed. For han havde haft lidt, om det var en god ide, men kunne det hjælpe ham, så var det jo absolut en god ide. Selvom han nok skulle vænne sig til der ville være en anden i huset, men det var jo en hel anden ting. Han kunne stadig holde ham ude af hans boble, han skulle bare lytte efter hvor han befandt sig når han vågnede om morgnen, i de tilfælde at Ezra faktisk var den som ville vågne først.

Det var heldigt at Caleb kunne se humoren i situationen, det gjorde det langt mindre pinligt for Ezra at han ikke behøvede at sige at han var sulten. ”Nok en gang i nat. Måske lige før daggry.” Sagde han stadigt lidt forlegen. Han fulgte Caleb mod hvad der måtte være indgangen fra smedjen ind til hans beboelse. Han blev nødt til at dukke sig i dørkammen for at kunne komme ind uden at banke hovedet ind i den. Det var noget han var ved at være vant til.

Caleb ledte dem ind i huset. Det så mere eller mindre ud som man ville regne med når man så på ham. Selvom solen endnu ikke var gået helt ned, og stadig oplyste rummene, var der meget mørkt. Han regnede med at Caleb nok havde brugt det meste af dagen siddende foran ilden i smedjen, så det var nok grunden til at der ikke var tændt op pejsen eller nogen af de få stearinlys der var spredt rundt omkring derinde. Ezra havde godt på fornemmelsen at Caleb ikke brugte meget tid herinde, så det var nok derfor at der ikke var brug for en overdreven mængde lys. Ezra satte sig ned ved et spisebord efter Calebs kommando, hvilket også var helt i orden eftersom at Ezra ikke var helt komfortabel med at rende rundt og udforske endnu. Han ville helst ikke rode rundt i ting som ikke var for hans øjne. Især ikke nu hvor Caleb havde taget ham til sig for en stund, for han var godt klar over at han kunne blive smidt ud på gaden igen lige så hurtigt som han var blevet taget ind. Ezra hang lidt ind over spisebordet i hans trætte tilstand, og lyttede til Caleb som bevægede sig rundt bag ved ham. Der var en tung stemning i luften, men han børstede det af som akavetheden imellem to personer der endnu ikke kendte hinanden så godt. Som det sociale menneske som han nu var, besluttede han sig for at bryde tavsheden. ”Så, hvor lang tid har du boet i Balzera?” spurgte han træt men nysgerrigt.

"så er det forståeligt med din sult," siger han roligt. Som han tænker på hvordan drengen måtte have det, især hvis han var vant til faktisk at få tre måltider om dagen, måske endda mere. Det var aldrig til at vide, hvad denne dreng var vokset op med, eller hvordan han havde det på hans rejse. Der gik heller ikke længe, inden han havde fundet det frem han havde, som han begyndte at varme det op til Ezra. Han lyttede til hvad han sagde, inden han så over på ham. "Jeg har levet her i 7 år, jeg kommer helt oppe fra Lazura, hvor jeg voksede op med min familie," siger han, men uden at fortrække en eneste mine, det er ikke ligefrem de bedste minder han kunne have fra den tid.

Han fandt en tallerken frem, som han hældte det mad op på den som der var. Han tog det bestik der var, inden han satte det ved ham, som han hurtig flygtede lidt længere væk. De fleste ville nok forstå hans problemer, hvis han fortalte hvad han havde været igennem. Men den tunge byrde ville han ikke lægge på nogle, hvilket han hurtig kunne gøre ved at sige det. Han ar mindede ham om alt der skete dengang, men det var også det eneste der mindede ham om alt han havde gennemgået. Han rystede en gang på hovedet, før han fokuserede på den unge mand der nu var gæst i hans hjem. Han kunne være akavet omkring andre mennesker, men de fleste havde lært at affinde sig med det. "Fortæl lidt mere om dig selv Ezra," siger han, som han sætter sig ned et stykke fra ham. Et sted føler han sig altid lidt uhøflig med at holde sådan en afstand, men han vidste også konsekvenserne for hvis der var for meget nærkontakt. Det var jo direkte angst provokerende det meste af tiden for ham, hvis det ikke var fordi det kunne trigger hans forvandling, som han ellers havde styr på i alle andre situationer end lige det. Han ønskede ikke ligefrem at andre så hvad han kunne, eller hvad der kunne ske når han først var i hans forvandling, det var ikke ligefrem et kønt syn.

”Hmmm...” brummede han som han stoppede gabet fuld af mad som et glubsk dyr. Manere havde han vist helt glemt alt om i hans sultne tilstand. ”mm... Jeg er rejst ned fra hovedstaden hvor jeg har boet hele mit liv.” lyder det fra ham med munden stadig proppet. ”Jeg besluttede mig for at komme lidt væk for at lære lidt om landet omkring mig. Da jeg tog hjemmefra kendte jeg til meget få racer andet end min egen. Et helt almindeligt menneske altså,” afslutter han eftersom det er sket mere end én gang at hans højde har fået folk til at tro han havde elverblod i årende. Hvor det dog kunne have været fedt at være lidt mere end bare menneske, var en tanke der ofte havde krydset ham. Men selvom menneske racen sagtens kunne have medfødte magiske evner, kom han fra en slægt af meget kedelige, helt ordinære mennesker. Hans far havde fortalt ham at deres forfædre havde gjort stort ud af at holde deres race ren, så ingen i deres stamtræ skulle se besudlede ud med magien som de dengang afskyede, nok mest på grund af jalousi.

Denne tankestrøm fik Ezra til at spekulere som han i samme tidspunkt skuede Caleb over med øjnene. ”Det er skam ikke for at fornærme dig i dit eget hjem, men er du ikke også menneske? Nu kender jeg jo ikke til alle de forskellige racer endnu, og jeg syntes alligevel ikke jeg kan se nogle karakteristiske træk for hverken halvdyr eller elver…” Siger han og prøver ikke at lyde for dum. Han vidste jo i bund og grund knapt nok hvad han talte om. Men Caleb udstrålede bare et menneske i dets fineste alder, både veltrænet og intelligent. Der var ingen tvivl om at Caleb var en flot mand. Det var tydeligt at se at han var hærget med hård hud og vabler på hænderne ligesom en hver hårdt arbejdende mand, men han havde også bløde træk gemt i sit hårdføre ydre. Hans øjne for at sætte eksempel. Selvom de sikkert havde set grusomme ting havde de meget sjæl, og fik en mand som Caleb til at se ud som om han ikke var helt tom inden i. Bare det at han ville hjælpe Ezra havde bevist dette, selvom de knapt nok havde brugt en enkelt aften sammen. Ezra kunne kun håbe at manden foran ham ikke ønskede ham ondt, men han kunne jo ikke vide sig sikker på trods af hans gode gerninger.

Han nikker roligt til det han siger, han vidste en ting. Dem i Dianthos havde deres egne meninger, omkring væsener rundt omkring. Så ingen tvivl om han sikkert ikke kendte så meget til andre væsner, hvilket ikke havde sin fordel når han pludselig sådan vandrede ud i verden. "Så kan det være en skræmmende verden at komme ud i, med alle de racer der pludselig vælter frem, klar til at slå dig ihjel for små ting, samt dem der er klar til at have normale mennesker som slaver," siger han med et nik. Nogle mennesker gjorde alt for ikke at blive blandet med andre racer, specielt de mennesker der var i Dianthos. De var ret race forskrækket hvis man skulle kalde det noget, så det ville ikke undre ham hvis han var fra en linje kun med mennesker.

Han kunne ikke lade vær med at komme med et grin, over hans måde at formulere sig på. "Det helt okay at spørge, men her i Rubinien er vi fleste mennesker, men selv mennesker sælger slaver af andre racer.  Men jeg er et menneske, bare med et lille twist af magiske evner. Som nogle mennesker mener, så man ikke et rigtigt menneske," siger han roligt, det var ikke noget han var bange for at snakke om. Slet ikke når de trods alt skulle være under samme tag noget tid, så blev de nød til at være rimelig ærlige med hinanden. Men han var et menneske, men hans far af samme mening som mange andre, der skulle ikke blandes noget ind i hans familie. Hans far havde ingen magiske evner, det var noget han havde fra sin mor med at kunne forvandle sig til et dyr. Den anden evne, den kom bare af sig selv, han vidste ikke hvor den ligefrem kom fra. De fleste kunne nemt blive skræmt af Caleb, mere hans krops bygning samt de øjne som sjældent udstrålende noget som helst. Han var ikke en man der vidste følelser, udover hvis han hjalp andre, men du ville sjældent kunne sætte en finger på hvad han faktisk følte. Han havde lært fra barnben, følelser var ikke noget en mand viste. Han havde været den følsomme af hans tvilling og ham, hvilket også var grunden til det var ham der havde oplevet alle de grusomme ting som var at opleve som et barn. Igennem tiden havde han dog også set krig og ødelæggelse, det havde været nogle slemme år, men han var glad for der i øjeblikket var fred, krig var bare ikke ham.

Han nikkede og fulgte med i hvad der blev sagt. ”du kan vel ikke læse tanker vel? For du kommer ikke til at have lyst til at høre på den lille lut der spiller firetyve syv i mit hoved.” Jokede han og gesturede til hans egne tanker, hvor han selv mente skete meget uinteressante ting. ”Om ikke andet skal jeg nok lade dig om dine evner. Mon ikke vi nok skal finde ud af det sammen mens jeg er her.” smilte han kært.

Ezra skovlede sit måltid ned, og lænede sig tilbage i den gamle stol som knirkede under hans vægt. Han havde nærmest kramper fra måltidet i det at han ikke havde spist i så lang tid. Han kiggede ud af vinduet på solen der næsten var helt væk fra himlen. Det varede ikke længe før at det var månens tur til at belyse natten. ”det kunne være at jeg også snart burde hoppe til køjs hvis jeg skal være frisk til i morgen. Jeg vil hellere end gerne vise dig hvad jeg er i stand til når jeg er helt udhvilet.” siger han med et kækt smil, og trætte øjne. Dagene havde været lange for Ezra og det var også lang tid siden han havde sovet i en rigtig seng. Han var meget taknemmelig for gæstfriheden som Caleb havde vist ham, men det var også tydeligt at hans sociale barometer var fyldt helt til tops, så måske han godt kunne bruge noget fred. Ezra ville heller ikke brase for meget på i mandens eget hus.

Han kommer alligevel med et grynt, som han ryster lidt på hovedet over det som bliver sagt. "Dog ikke, kunne heller ikke forestille mig det var rart at kunne læse andres tanker," siger han med en dyb brummen. For ham var det nok, når han faktisk rodede rundt med folks minder. Det kunne være en ting i sig selv, der var vildt grænseoverskridende for ham. "Vi burde kunne finde ud af det, mine evner burde ikke kunne betyde noget for dig imens du er her," siger han roligt, som han nikker lidt. For det var virkelig ikke noget der kom andre ved, men han havde valgt at være ærlig med Ezra, fordi han skulle have en chance for at bakke ud. Han rystede lidt på hovedet, den knægt kunne da være til fare, når han var så ung og lignede nærmere en lille dreng trods hans højde.

Han nikker lidt, som han tænder noget lys som solen er ved at forlade dens plads på himlen. "Det var også en god ide, især hvis du har brugt lang tid på at vandre, ingen på at få hvilet dig rigtig. Så kan vi se på hvad du kan i morgen tidlig, men mon ikke du alligevel kan få dig en plads i smedjen, til du skal videre," siger han roligt, men et kort nik. Ezra havde da i hvert fald brug for pengene han kunne få fra jobbet, det var der ingen tvivl om, slet ikke hvis han ville besøge mere af dette land. Der var langt fra den ene ende til den anden, nu havde han nået den ene ende, så var det vel mod nord han manglede. Det ville nok give lidt problemer til at starte med, i og med det sikkert ikke var det materiale han var vant til. Det var tydeligt at se i hans øjne, han var virkelig træt den unge. "Kom med, så kan jeg vise dig værelset," siger han, som han vender omkring, for at gå ned til det værelse som bare er til gæster. Ikke noget han rigtig havde, men han havde alligevel et værelse, for hvis det skulle ske, som sådan når måne og alt det står på en lige linje. Altså en sjældenhed at der kom nogle, andet end hans søster engang imellem der tog turen ned.

På trods af at Ezra havde været fuldstændigt nedkørt fra de sidste par dages vandren, nægtedet han at dovne den. Ikke noget med at misbruge Calebs generøsitet og gæstfrihed, især ikke på hans første dag med tag over hovedet. Desuden hvis han viste sig at være nyttig nok var det jo ikke sidste nat han fik lov at låne en ordentlig seng.

Natten havde været alt for kort. Ezra havde sovet tungt og havde for første gang i lang tid også drømt. Han havde drømt om hans familie tilbage i Dianthos, og den pige han havde forladt. Han vågnede med hende i tankerne, men tænkte også at hun nok allerede havde glemt ham. Jo. mon ikke hun havde det. Fra sengen af lå han og stirrede ud af et lille vindue, på solen der lige så stille og roligt steg op over bakkerne. Man kunne endnu ikke mærke dens varme, og der blev overraskende koldt om natten selv på disse egne. Han sneg sig ud af den varme seng og smed sit kluns ned over halsen og op over livet. Han undrede sig over hvor vidt Caleb var vågen endnu. Han havde ikke hørt noget påstyr komme inde fra de andre værelser af, så måske han stadig lå og snork boblede.

Ezra vidste godt han gjorde sig klog i ikke at pille, røre, eller fumle rundt i Calebs hus eller hans smedje, men nu hvor han alligevel var oppe kunne han da sagtens gøre sig selv nyttig. På bare tær bevægede han sig hen af det kolde sten gulv, og ud af det lille værelse. Han prøvede så vidt som muligt ikke at lave en lyd, selvom at det til tider godt kunne være svært med hans højde og muskulatur. Han slentrede igennem værelser indtil han nåede døren der ledte ind til smedjens baglokale. På stadig bare tær trådte han ind, selvom det gav sig selv at det var en rædsom idé at gå på bare tær et sted hvor der kunne ligge metal splinter og andet skarpt spredt ud over gulvet. Han mente han kunne klare sig. 

Han tog en dyb indånding og kiggede sig omkring. Han havde alligevel ikke fået skuet smedjen så godt af førhen, som han troede han havde. Han tog det stille og roligt, og tog sig til nogle nemme opgaver. Opgaver der alligevel skulle tages af på et eller andet tidspunkt i følge hvad han havde af erfaing hjemmefra. Han bevægede sig over til den store ovn hvor gårsdagens gløder stadig havde et rødligt skær og lidt varme. Der var ellers blevet koldt derinde natten over, men i en smed varede det sjældent ved. Ezra tog noget brænde og noget trækul fra ildstedet og lagde det tilstrækkeligt nok over de gamle gløder så han ville hunne få ild i det. Men han undgik nok ikke at skulle finde både flint og stål frem.

Efter at have fået tændt et lille bål i smede ovnen, gav han sig til at bruge blæseren til virkeligt at skabe nogle flammer. For efter flammer kom der kul, og i kul var der gløder. Og alle vidste jo at gløder var bedre til at opvarme metallet de skulle arbejde med senere...

Han havde bevæget sig ud midt om natten, da han havde haft endnu en søvnløs nat. Han havde haft forvandlet sig, den store løve skikkelse var nærmest det eneste der bevægede sig rundt på disse egne på denne tid af dagen. Mange var imponeret over pote størrelsen de nogle gange kunne finde rundt omkring, ingen vidste helt hvilket dyr det kom fra, da folk sjældent så løven, da han sørgede for at forvandle sig på tidspunkter der ikke var mange mennesker. Som hans øjne hviler på smedjen kan han tydeligt se der er kommet lidt gang i hytten, han minder sig selv på det må være knægten som er stået op tidligt denne morgen. Han stolede dog på mennesket selv kunne finde frem til de simple ting, og der ikke blev pillet i alle hans ting. Han havde hans privatliv meget kært, men det virkede også til at det var noget denne Ezra kunne forstå og acceptere. Hans forvandling var dog ikke ligefrem en normal lille løve, han var alligevel i skulder højden omkring 1,5 meter, hvor en normal han løve kun var 1,2 meter. Det kunne absolut skræmme de fleste væk, sammen med den ellers kulsorte man han rendte rundt med. Nå det var vel også tid i dag, til at skulle lave lidt i smedjen, så den unge gut ikke skulle lave alt helt selv.

Han vandre over til huset, sikre sig der ikke er nogle som følger med ham. Han bevæger sig om bagved, tættere på sit eget værelse, hvor der er en bagudgang. Han for åbnet døren, inden han kommer ind i huset. Han kan også kun lige være i gangen i sin skikkelse, så han forvandler sig hurtigt som han for lukket døren bag sig. Han går ind på sit værelse, men lader døren være åben selvom han hurtig tager noget tøj på. Han brummer lidt, som han kan se det nok snart er tid til at skulle købe noget nyt tøj, suk det skal desværre til engang imellem. Men nu måtte han hellere komme ned til Ezra, for at se hvad han havde gang i.

I et stille øjeblik blev Ezra betaget i flammerne. Varmen kildede hans ansigt og var noget af det mest komfortable på en morgen så kold som denne. Han havde lyst til bare at blive siddende foran den varme ovn, men på et hvert givent tidspunkt kunne Caleb komme ind og fange ham mens han sad og dovnede den. Med et suk rejste han sig op og strakte sine lange arme op over hovedet. Hans torso blottede sig i dette øjeblik, og som den kolde luft ramte hans hud og kuldegysninger spredte sig over hele hans krop. Han gryntede blidt i sin udstrækning før han lod sine arme falde ved hans side igen.

Ezra åbnede døren ind til huset for at lukke den kommende varme fra smedjen ind i huset, så det ikke ville være alt for koldt når Caleb stod op. Da døren fra smedjen åbnede op ind til mandens køkken, kunne han dog høre brummen fra hans kammer som døren stod på klem. Det lød til at manden allerede var vågen.
"Godmorgen!" Sagde Ezra højt nok til at lyden rungede igennem gangene, så Caleb ville være forberedt på at støde ind i Ezra så snart han trådte ind i hans køkken.