Det var ikke altid det lignede at Davina var at finde i butikken, men de som kom her ofte, viste godt at var døren ulåst, så var den lille rødhåret skikkelse også at finde i nærheden.
Det tog heller ikke længe før hun stak hovedet op bag disken, da den lille klokke over døren lød som den åbnede og lukkede sig bag den mørkhåret dreng.

Da hun rejste sig op, fulgte hendes tofarvede øjne hans bevægelser rundt i hendes butik der var fyldt med alt hjertet begærede, hvis man da var på jagt efter eliksir, ritual lys, magiske krystaller og amuletter ”Leder du efter noget særligt?” Lød det muntert og venligt fra hendes fine lyse stemme.

Hendes smil og stemme stod i en skarp kontrast med resten af eller størstedelen af de folk man ville kunne finde her i Tusmørkely. Hun virkede nærmest helt malplaceret her, som hu bedst kunne beskrives som en vaskeægte sol stråle. Hendes blik var blevet en del mere nysgerrig, for han virkede ikke helt til at være gået rigtigt?


Kommentar: Jeg skal nok forsøge at komme mere kød på de andre beskeder :)

Marius havde slet ikke højt ejeren dukke op før at en stemme lød bagfra, han hoppede næsten en smule på sted. Efter at hans oplevelser ude på gaden var han måske bare en lille smule bange for hvad han ville møde, han vendt sig dog om som han trak vejret rolig for ro i kroppen igen.

”Emh, jeg er faktisk ikke helt sikker,” forklarede han som han så hende, de to forskellig øjne var specielle og dertil var det røde hår. ”Jeg kom lidt her ind fordi folk virke ret skumle i den her by,” det lød nok en smule dumt men det var dels sandt også var han jo lidt på udkig efter et eller andet der kunne hjælpe ham med ikke at blive opdaget.

”Har du et eller andet der kan hjælpe mig med skjule mig fra min familie?” spurgte han. Marius ville helst ikke snakke for meget om hans familie, for han var jo løbet hjemmefra og hans navn skulle helst ikke blive for genkendt hvis han nu var efterlyst allerede. ”Om det usynlighed eller udseende der kan skiftes er lige meget, jeg kan betalte for begge” forklarede han. Han kunne bruge begge dele før at han skulle imod syd igen.

Hendes blik ændrede sig til et undskyldende, undskyldende for at have sat et chok i ham, da han ikke havde opdaget hende. Det havde ikke været hendes mening at skræmme ham, men det gav pludselig meget god mening at han var lidt, nervøs? Han var ikke fra disse kanter og var det hans her så forklarede det en del.

Hun flyttede blikket fra ham og ud gennem det ene vindue som vente ud mod gaden, her fulgte hun enkelte personer som var at se, før hun drejede blikket tænkende tilbage til hans ”Hm.. Sådan har jeg aldrig set på det. Virker de virkelig så skumle?” spørgsmålet var delvist rettet mod ham, men virkede også lidt som en tanke der blev sagt højt, men skulle have været for hende selv.

Hun løftede den ringbesatte pegefinger op foran sig, som et signal om han skulle vente lidt, mens hun begyndte at finde lidt forskelligt frem ”Jeg tror jeg kan afhjælpe lidt med begge dele, måske endda mere til, men du skal vide intet af det holder evigt ” Det sidste blev sagt med et hævet øjenbryn, for det var vigtigt at han var klar over dette.

På disken lagde hun 3 amuletter foran sig og pegede skiftevis på dem som hun fortalte hvad de kunne ”Usynlighed, ændring af udseende men ikke køn, hindre at du kan spores” Det var dem hun havde liggende lige nu, men hvis ikke deres udseende tiltalte ham som kunne hun lave nogle som var unikke for ham.
Selvom han sikkert havde sine grunde for at stikke af fra familien, så måtte Davina bide sig i læben for ikke at lade nysgerrigheden løbe af med hende, men til lige lidt succes ”Men hvorfor vil du væk fra din familie? Er det ikke lidt tidligt at løbe hjemme fra?” fløj det ud af hende uden yderligere tanke.

Måske havde han overreageret en smule, eller også var han paranoid. Marius havde ikke lyst til går ud og prøve lykken igen, ikke i mens at han så ud som han gjord. ”Jeg kan muligvis have været en smule bange, men hvem er ikke det når man er ude på fremmede kanter?” sagde han lidt spørgende. Da hun begyndt og fortælle ham om de forskellige amuletter og muligheder lyste han en smule op, det lød som om at hun havde lige hvad han skulle bruge og han nikkede. Naturligvis var der intet der varede forevig, det var han godt klar over. Selv hvis det bare var en midlertidig løsning, var det nok den bedste han lige kunne komme frem til.

Marius ventede som hun fandt amuletterne frem til ham, han flugte med som hun fortalt om hver og en af dem. Han havde dog ikke forvente at hun ville spørg ham om hvorfor at han var løbet hjemmefra, ”Åh, altså det er lidt kompliceret. Men for at gøre en lang historie kort, så har min far beslutte at jeg skal gifte med mig en pige fra adelen og naturligvis skal det helst ske indenfor det næste år,” fortalt han. 

”Men jeg vil ikke gifte mig bare fordi min far og mor vil have vores familie titel ud, adelige piger er super kedelig meget af tiden og jeg vil heller have en person der elsker mig lige så meget som at jeg elsker dem,” det var svært at forklar at han ikke var til piger overhoved, og at han ikke ville gifte sig med en.

”Min far forstå især at jeg ikke er vild med piger på den måde” hun forstod nok hvad han mente, ”Derfor vil jeg væk fra det hele, så jeg kan finde min egen vej i livet. Desuden har min far masser af andre børn som der kan gifte sig væk” han ville bare ikke være et af de børn. 

Før hun kunne nå at undskylde sin direkte spørger, som kunne blive opfattet uhøfligt af mange personer, var han i færd med at besvare spørgsmålet. Hun sørgede for at lytte opmærksomt til hvert et ord som han lukkede ud.
Det betød sig også at hun indimellem lavede en passende grimasse, til hans ord. Tænk sig at blive tvunget ud i ægteskab bare for at familienavnet ikke skulle forsvinde?
Det var sådanne skrækhistorier som gjorde hende så uendelig glad for ikke at være født ind i adlen, som om hun ikke havde nok at kæmpe med i forvejen.

Hun fik lidt store øjne, kun ganske kort, da det gik op for hende hvad han mente med, jeg ikke er vild med piger på den måde, og hun fik straks ondt af ham.
Pillende ved en af de amuletter hun havde lagt frem sænkede hun blikket en anelse, for med et virkede hendes problemer som bagateller sammenlignet med hans.
”Jeg forstår godt du vil væk. Hvis jeg ikke kunne elske frit, så var jeg også stukket af” mumlede hun lavmælt i en små tvær tone, ikke at hun var tvær på ham, det var rettet mod hans familie.

”Ved du hvad, jeg skal ikke have betaling for nogen af amuletterne, du må få dem. Bare sørg for de altid er i direkte kontakt med dig og gerne direkte mod huden” hun ville gerne hjælpe ham, som hun ville ønske andre ville hjælpe hende havde rollerne været byttet rundt. Hendes smil lyste igen hendes ansigt op som hun skubbede de tre amuletter mod ham. Håbende at han ville tage imod hendes hjælp uden for store beklagelser ”Jeg hedder i øvrigt Davina” hun havde jo fuldkommen glemt at præsentere sig selv.

Hvis man kunne kæben til at falde fysisk af glæde, ville det nok være sket for Marius i det øjeblik. ”Jeg kan da ikke tage imod dem uden af betale,” sagde han først, bare det at hun havde lytte lidt til hans brok hjalp utrolig meget sig selv. Folk tog sig normalt ikke den slags tid med fremmede nu om dage, eller det virkede meget sådan ind i mellem.

”Bare det at du gad at lytte lidt hjalp utrolig meget,” fortalt han og da hørte hende navn rakkede han hånd frem, ”Marius” sagde han. Efternavnet kunne være ligegyldigt i det øjeblik.

”Men jeg vil da ikke gå herfra uden at betale bare en lille smule” bare hjælpen alene, og for snakke følte at han måtte give et eller andet tilbage. Selv hvis han ikke havde så mange penge tilbage hjemmefra, ”Er det dig der laver alle disse ting?” spurgte han en smule med interesse, han havde ikke selv nogen specielt evner som menneske udover de ting han lærte af hjemme skole og af at leve.
”Jeg ville lidt ønske at jeg kunne den slags, men jeg tror ikke jeg har evnerne til det?” indrømmede han, selv hvis han måske kunne lære lidt af den magiske slags så var det nok lidt umulig for et menneske uden magi.

Hun havde forventet en eller anden kommentar om han umuligt kunne tage imod de tre amuletter som hun tilbød ham, og ganske som forventet kom noget lignende fra ham, det fik hende til at ryste smilende på hovedet af hans ord, mens hun med en forsikrende stemme afslog tilbuddet betaling ”Du har langt større brug for dem end jeg har, og jeg kan alligevel bare lave nogle nye. Hvis jeg var i dit sted, så ville jeg ønske nogen ville hjælpe mig” Der var en oprigtighed i hendes blik. Det var virkelig det mindste hun kunne gøre for ham.

Hun vippede en gang frem på sine tåspidser og tilbage på hælen, før hun stod stille på flad fod igen, mens hende smil voksede sig større, for hun var stolt af hendes kunnen indenfor alkymien og butikken her ”Ja! Jeg er ikke så stærk i eliksir, jeg kan lave nogle få, men resten er jeg, hvis jeg må prale, ret god til” Hun sendte ham et blink med det sølvgrå øje.

Han lød næsten opgivende før han overhovedet havde sagt sætningen, han ville ønske, som om han aldrig ville kunne lære alkymiens knust, og hun tippede undrende hovedet på skrå ”Hvorfor tror du ikke det? Fordi du er menneske? Min mor var menneske og hun havde butikken før mig. Jeg er et menneske og jeg står her nu” okay løgn, hun var ikke helt menneske, men han behøvede jo ikke finde ud af hun også var halvdæmon.

Marius var stadig en smule målløse og uforstående, selvom om han forstod hendes ord tydelig syntes han stadig det var svært at tage imod noget uden at give noget tilbage. ”Jeg føler bare ikke selv at det rigtig at gå herfra, uden en eller anden form for betaling?” sagde han, han ville virke som en eller anden lille grådig adelsdreng der fik hvad han ønskede, uden at han betalte for det.

Marius smilede han kunne høre stoltheden i Davina ord, og han ville nok selv ønske et sted at han kunne de samme slags ting, for så havde livet været ens smule letter at slippe væk fra.

”Altså, der er ikke nogen i min familie der har specielt menneske evner, udover hvad man nu kan lære igennem bøger eller fysisk, men det er ikke ligefrem meget at snakke om,” han havde i hvertifalden ikke hørt om nogen som helst med magiske evner i hans familie, eller i andre dele som hans familie medlemmer var gift ud i. ”Men jeg heller ikke speciel god til familie stamtræet, vi er meget ublandede i de forskellige adelsfamilier,” indrømmede han. Det var mere hans mor der havde styr på den slags viden, og måske hans far som giftede hans søstre væk til andre adelige mænd og drenge. 

”Men, er det noget som jeg kan lære, måske?” sagde han interesseret, han var ikke sikker om han ville være god til en slags, men måske skulle han finde sig en lære en dag og lære nye evner som kunne være brugbar i fremtiden. 

Hun stod stadig ved sine ord om han bare skulle tage de tre amuletter, men hun kunne nu egentligt også godt forstå ham i han ikke helt ønskede bare at tage imod dem, uden en eller anden form for betaling.
Men det gav hende kun en ide, for hvordan han kunne betale, uden at betale med andet end hans tid. Ideen tog form som han tale, fortalte om hans familie og som han sluttede af med et spørgsmål om han kunne lære alkymien.

Det fik hende til at læne sig lidt frem mod ham med et nik ”ja hvorfor ikke? Du er stadig ung, men det vil kræve mange år, men jeg kan lære dig lidt? Det er ikke noget voldsomt, men måske noget du også kan bruge på din rejse?” Før han kunne nå at svare hende trådte hun hen til døren ind til butikken, vendte et lille skilt og slå låsen for ”Kom” lød det næst efter, som hun satte kursen mod baglokalet, hvor hendes remedier var at finde og et tilstødende lagerrum med alle ingredienser.
"Hvad ved du om almindelige urter og lægemidler??"

Marius lavet næsten et lille hop på stedet, ”Det ville jeg sætte stor prise på,” sagde han glad. Han havde brug for praktiske evner, hvis han skulle klare sig selv bedre ude i fremtiden. Hvorfor var han ikke smutte hjemmefra før? Han skulle have gjort det for år siden, ”Jeg lover at jeg nok skal være en god elev,” sagde han, eller så god som han nu kunne være det.

”Meget lidt desværre, min far mener at urtekunst udover når man er syg er hekseri. Hvor min mor derimod ser det som en praktisk ting, jeg havde en meget lille smule om det for længe siden, i mine natur klogskabs timer,” det var lige indtil at hans far fandt ud af hvad hans privat lære prøvede på undervise ham i, så blev alle natur timer lukkede ned med det samme. Marius syntes det var tavlelig at han ikke selv måtte bestemme hans timer, og hvis når han tog emnet om igen blev han blot bedt om ikke at spørg ind til det igen.

”Min far var meget overtroisk, men sådan er det med folk der lidt for religiøs eller bange for det ukendte. Han mener det samme om videnskab og helbredelse” det var helt det samme med hans seksualitet, var han ikke til piger var han ”forkert” i hans fars snæver synet verden. 

Hun fnes lidt og rystede på hovedet ”Du er ikke min elev, jeg lære dig bare lidt, som kan komme dig til gavn” hun ville ikke mene hun var dygtigt nok til at have en elev, måske om mange år, men når den tid kom så ville han nok være rynket og grå, som fuldblods mennesker blev så ufattelig hurtigt.
Men lidt af sin viden kunne hun godt dele med ham.

Hun begyndte at finde lidt forskellige ting frem da hun trådte ud i baglokalet. En masse små glas fyldt med dele fra planter, noget tørret og andet friskt, pulver hvor noget var mere fint end andet blev sat på bordet og hun nikkede mod stolen der stod det det, som tegn til han skulle tage plads på den ”Undskyld jeg spørg, og det er fint hvis ikke du vil svare, men flygter du kun fra din far? Hvad med din mor? Vil du ikke savne hende?” Hun stoppede kort med at placere flere krukker og flasker på bordet, som hendes blik søgte hans.
Det lød ikke for hende, som at det var hans mor som fik ham til at løbe hjemme fra, udelukkende hans far og selvom hendes viden var stor, så var hun ikke adelig og kendte ikke det spils regler.

Selv hvis han ikke kunne blive en elev kunne han stadig lære nye ting, og det var praktisk i sig selv.

Marius flugte med om bagved og han tog plads i stolen som hun nikkede til, han lavet et lille skævt smil. ”Jo naturligvis savner jeg hende, men jeg kan ikke holde ud af hun stå lidt mere frem engang i mellem,” hvis hun havde været der mere var tingen nok gået lidt anderledes end de gjorde. ”Min mor er skam fint nok, og de samme er mine søstre, selvom vi måske ikke er enige om altid. Men sådan er det jo med brødre og søstre,” de kunne være enig om alting.

Han havde da overvejet at skrive et brev, eller måske to til hans mor og de andre. Men han ville ikke findes, og det var svært at sende post uden af afsløre hvor at han befandt sig i landet.

”En eller anden dag, skal jeg nok skrive til min mor at det ikke var hendes skyld af jeg gik min egen vej,” sagde han lavt, han ville heller afslut det forhold på god jord, over at lade hans mor være sure for altid. Marius havde ikke helt forvente, at han skulle blive en smule sentimental over den tanke, men han kunne godt mærke det presse en smule på. 

Sådan er det jo med brødre og søstre. Ordene summede lidt bag den lyse pande og hun sænkede blikket kort mod jorden. For det var ikke noget hun kendte til som enebarn.
Det var ikke længe hendes blik var sænket før hun igen så op ”Jeg skal ikke bestemme over hvad du skal eller ikke skal, men jeg syntes du skal holde fast i tanken. Hvis jeg var hende ville jeg have det som mit hjerte blev revet ud, hvis mit barn stak af”
hans mor måtte være syg af bekymring over han var forsvundet, og måske havde hun allerede sat himmel og hav i bevægelse for at finde ham?

Hun skubbede en stol der var gemt væk under nogle lave hylder over ved siden af hans, lagde kort en hånd på hans arm der var tættest hende ”men først, så skal du fortælle mig hvilket af det som du ser i flaskerne, som du genkender?” der var både noget han burde genkende, men der var også ting som han næppe havde hørt om nogensinde.

// Lukker tråden, da den har ligget stille længe. Beklager meget, håber ikke du tager det alt for tungt c: