Et sted i nedre by, tumlede en ung halvdyrsmand rundt, desorienteret og alene. Normalt ville Nicola slet ikke befinde sig i denne del af byen om natten, det var alt for usikkert for en, som ikke rigtig var i stand til at forsvare sig selv. Egentlig kunne han heller ikke være helt sikker på, at han befandt sig i nedre by, for hans syn var blevet taget af kunden, som også var skyld i at han så forfærdelig og forslået ud. For ikke at tale om smerten bagtil som gjorde sig ubehageligt bemærket ved hvert lille skridt.

Havde det været i Balzera, havde Nicola måske haft en mulighed for at finde et pejlemærke, så han kunne finde en kro eller lignende, hvor han forhåbentligt kunne være lidt i sikkerhed. Men han havde ikke brugt meget tid på at undersøge gaderne i Dianthos, så chancen for at finde hjem var utroligt lille. Selvfølgelig havde han forsøgt at spørge sig frem, men folk ignorerede ham bravt. Eller det vil sige, næsten alle, for en af dem han spurgte havde udnyttet muligheden for at guide ham ind i en gyde og forlange at Nicola afleverede e værdigenstabde, som han ikke havde nogen af. Ikke at den fremmede mand troede på ham, så han havde selv gennemrodet Nicolas tøj efter en skjult pose med værdier. Da han intet fandt havde han skubbet Nicola hårdt op mod muren så hans hoved stødte ind i den, og var så stukket af. Resultatet var, at Nicola nu gik rundt med et utroligt ømt hoved og rodet tøj. Guderne måtte vide, hvad folk troede, at der var sket med ham.

På den dalende temperatur kunne Nicola gætte sig til, at det efterhånden måtte være nat. Hvorfor prøvede han overhovedet at finde hjem til bordellet? Det var trods alt Enzel som havde solgt ham til den sindssyge unge mand, som havde misbrugt ham. Modløst lænede Nicola sig op ad en mur, og gled langsomt ned at sidde. Han gad ikke mere. Det var stadig for køligt til at overnatte udenfor, men med lidt held ville kulden tage livet af ham, ellers kunne man da håbe på at der kom nogen forbi som ville gøre en ende på hans smerte og lidelse. Uanset hvordan hans liv ville ende, havde han ikke lyst til at leve mere. Han vendte ansigtet op mod himlen, hvor ville han dog ønske, at han bare havde kunne se stjernerne en sidste gang.

 Det havde været en anstrengende uge for Phillippe. Han havde nogle store bestillinger så han havde ikke haft meget at lave, hvilket havde givet god plads til at tænke. Lige siden sidste bestilling på bordellet havde hans hovedet være et stort virvar af tanker og følelser. Han var forvirret over hvorfor det havde betydet så meget for Nicola, at Phillippe havde hjulpet Enzel med lidt forløsning. Slet ikke når det blot havde været med hånden. Som prostitueret gjorde Nicola det sikkert med flere, og gik hele vejen. Hvad forskel gjorde det om han fik betaling for det. Phillippe kunne da ikke vide om Enzel ville annullere bestillingen, hvis Phillippe havde nægtet at gøre noget. 
 Alligevel havde han ikke kunne få Nicola ud af hovedet. Han savnede ham og følte sig helt tom, ved tanken om at han var sur på ham. End ikke en tur på kro havde hjulpet. Det plejede ellers altid at virker, når han havde skyldfølelse før i tiden. Hurtigt videre til en ny. Desværre kunne ikke engang dét hjælpe. Som han havde sat med en ung pige på skødet, var det eneste han kunne tænke på, Nicolas sårede udtryk, og han var endt med at gå hjem af igen, alene. 

 I stedet for at bruge endnu en aften, med flere rastløse timer i sengen eller i det lille værksted havde Phillippe begivet sig ud i mørket. Det var aldrig sikkert at bevæge sig igennem Den Nedre Bydel, men Phillippe var stor og stærk, så han frygtede det ikke. Det var køligt, og for at holde varmen havde Phillippe en tyk pelskappe på over hans skjorte. 
 Uden noget specielt sted i tankerne gik Phillippe bare hvor hans fødder førte han hen. Han forsøgte ikke at lade tankerne vandre for meget, og i stedet nyde de friske omgivelser. Han blev dog  distraheret af en skikkelse op langs muren. Phillippe stoppede op og lod blikket glide over skikkelsen, inden panden rynkede sig en smule. Der var noget bekendt over den. En smule nysgerrig gik han lidt tættere på, mens han betragtede skikkelsen. 

 Jo tættere han kom på skikkelsen, så tydeligere blev detaljerne. De store mørke krøller, den gyldne hud, sorte, plyssede ører. Nicola! Kort tøvede han. Nicola havde været så såret og vred på ham, så han tvivlede på han havde lyst til at snakke med ham. Alligevel var der noget over den måde Nicola sad krøllet sammen på jorden. I stedet for at træde det sidste skridt hen til ham blev han stående.
 " Nicola?  " Hans stemme lød en smule spørgende og usikkert. Usikker over hvordan Nicola havde det med ham, og usikker over hvorfor han sad alene, på gaden, i mørket, krøllet sammen.

Når Nicola lukkede øjnene, var det næsten som om, at han kunne mærke den brændende Rubinske sol, som han så desperat savnede. Det var lige før, at han endda ville påstå, at han kunne mærke sand under fødderne og høre de mange menneskestemmer, som dominerede markedspladserne. Var det mon sådan her det føltes, når kroppen var ved at give op? Føltes det som at komme hjem? Det føltes så ægte, at Nicola næsten var overbevist om, at når han åbnede øjnene, ville han på en eller anden magisk måde sidde på et hustag i Balzera, hvor han kunne se havnen og de mange mennesker. Men han vovede ikke at åbne øjnene, for inderst inde vidste han jo godt, at det eneste som ville møde ham var mørket, som havde dækket hans syn siden han forlod Asads hjem.

Efterhånden var Nicola sunket helt sammen op ad væggen, så opgivende, at han knap kunne magte at holde sin egen vægt oppe. Smerterne var stadigvæk voldsomme, men det var som om, at han ikke rigtig opfattede dem på samme måde mere. Generelt var hele verdenen omkring ham begyndt at virke fjern. Han lyttede ikke engang efter de ganske få mennesker, som gik på gaden på denne tid af natten, ligesom de sikkert ikke tog megen notits af ham. Altså lige indtil en af dem nævnte hans navn.

Stemmen ville han kunne genkende hvor som helst, han havde trods alt brugt mange nætter efterhånden på at drømme om manden, som den tilhørte.
"Phillippe?" Forvirret så han rundt, mon han hørte syner? Hvad var chancen for, at Phillippe ville dukke op lige præcis her og nu?
Nicola forsøgte at kæmpe sig op og stå, så han om ikke andet kunne række ud og mærke, om det virkelig var Phillippe, eller blot endnu et produkt af hans fantasi. Men kroppen havde allerede givet op, så han nåede knapt nok at kæmpe sig op på knæene, før benene gav efter, og han faldt sammen igen.

 Usikker på hvordan Nicola havde det med han, blev Phillippe stående indtil der kom en reaktion han kunne agerer ud fra. Det havde vel og mærket været en uges tid siden deres lille skænderi på bordellet, men Nicola havde virket noget så utilfreds med Phillippe, så han vidste ikke helt hvor han havde Nicola henne. 
 Det var dog ikke nemt blot at stå og kigge på det sammenkrøllede halvdyr. Instinktivt havde Phillippe lyst til at skynde sig helt ned til ham, løfte ham op og tage ham med hjem. Få ham ind i varmen, og undersøgt hvor slemt han var tilredt. 

 Phillippes panden rynkede sig i et forvirret og bekymret udtryk, da Nicola nærmest kaldte hans navn ud i mørket og hans blik gled tomt og forvirret rundt. Så vidt han vidste havde kattedyr et godt nattesyn, så det burde ikke være et problem for Nicola at se ham? Hurtigt fik han bevæget sig det sidste stykke hen til halvdyret, som han prøvede at komme op at stå, men tydeligvis ikke havde kræfterne til det. En bekymret brummen forlod Phillippes læber, en smule usikker på hvor meget han kunne tillade sig at gøre og spørge ind til. 
 " Nicola, hvad er der sket? " han blik lidt bekymret rundt i Nicolas ansigtet, som han meget bedre kunne se, nu hvor han var tættere på. Han var helt forslået og blødte, og blikket virkede fjernt som om han ikke kunne se. Uden at gøre sig mange overvejelser, tog han hurtigt kappen af og lagde den over Nicola.
 " Lad os få dig ind i varmen..  " mumlede han, mest til sig selv, og uden at vente på nogen indvendinger fra Nicola, gled Phillippes ene arm ind under Nicolas knæ, og den anden førte den ene af Nicolas arme om halsen på ham, så han efterfølgende kunne lægge armen om Nicolas ryg. I et stærkt og sikkert løft, rejste Phillippe sig op med Nicola i armene, og begyndte at gå tilbage mod værkstedet. Han sagde ikke mere, med mindre Nicola lagde op til der skulle siges noget. I stedet holdt han bare det bekymrede blik rettet mod vejen, trods det en gang imellem flakkede ned på Nicola for at holde øje med der stadig var lidt liv i ham. 

Da Phillippe igen talte, blev Nicola overbevist, at han ikke bare var en del af fantasien. Måske havde det egentlig været bedre, hvis Phillippe var en fantasi, de var trods alt ikke skiltes på nogen køn måde sidst de så hinanden. Nicola havde brugt den sidste uge på at gå igennem et væld af følelser. Først havde han været fuldkommen rasende på Phillippe, så havde han fået lidt skyldfølelse over den måde, han havde behandlet ham på. Og til sidst havde han bare været ked af det og bange for, at han havde ødelagt hvad end der var mellem dem.

Nu stod Phillippe så her af alle steder, eller Nicola gik i hbert fald ud fra at han stod. Det ville være nemt at tro på, at der var en eller anden højere mening med det, men Nicola havde aldrig troet på guderne, og han havde ikke tænkt sig at begynde nu. Phillippe skulle bare forsvinde og overlade ham til den skæbne, som han allerede havde accepteret.
"Ikke noget" Han satte hænderne mod muren og forsøgte igen at komme op og stå, igen uden held.
Nicola var overhovedet ikke i tvivl om, at han nok så omtrent lige så elendig ud, som han følte sig. Hvad tænkte Phillippe mon ikke om ham? Han klemte øjnene hårdt sammen i et forsøg på at holde tårene tilbage og sank endnu mere sammen i kroppen.

Et forskrækket ryk gik igennem Nicolas krop, da han mærkede Phillippes arme. Han ville gerne kæmpe imod, bede ham om at forsvinde, men han havde ikke energien, så istedet accepterede han tavst at blive løftet op. Han vendte ansigtet ind mod Phillippes brystkasse, og åndede den velkendte lugt ind. Der var noget dejligt trygt ved det, og uden at det egentlig helt var meningen faldt han i søvn. Hvis ikke at han nærmere mistede bevidstheden.

 Nicola var ikke interesseret i at dele, og Phillippe accepterede og lod det ligge. Han brummede dog kort, for at give udtryk for de ikke var færdige med at snakke om det. Guderne måtte vide hvor længe han havde vandret rundt eller sat ude i kulden, så det var vigtigere at få den smukke halvdyr hjem i varmen. Så blev det også nemmere at vurderer skaderne, og se Nicola an. Der var ikke mange kræfter i Nicola, og Phillippe håbede at det skyldte træthed og udmattelse, og ikke fordi der var blevet gjort så meget skadet på ham, at han var tæt på at dø. Den tanke kunne han slet ikke bærer. Heller ikke selvom de ikke kendte hinanden sådan rigtigt. Heller ikke selvom de måske ikke havde det bedste forhold mellem hinanden. 
 Phillippe ventede et øjeblik med at gå, i tilfælde af Nicola ville protestere, for hvis han ville kæmpe imod var det bedst ikke at flytte for meget på sig. Der var dog ikke meget modstand i ham, og Phillippe begyndte at gå hjem af. 

 Det blev en smule akavet for Phillippe at åbne døren. Han nænnede ikke at vække halvdyret i hans arme, men han skulle både finde nøglerne i kappen han havde givet Nicola på, samt låse døren op. Begge dele uden at tabe halvdyret, eller sætte ham ned. Det var ikke nemt, og krævede at Phillippe løftede det ene ben, så han kunne holde Nicola oppe, når han viklede hånden om hans ryg lidt fri. Balancen og styrken blev sat på prøve og Phillippe kom til at svede lidt, men det lykkedes ham at få låst døren op uden at tabe Nicola.
 Hurtigt gik han gennem værkstedet og fik Nicola lagt ind i sengen. Ligeglad med om sengetøjet blev beskidt blev Nicola forsigtigt lagt i sengen og pakket ind i tæpper og skind, så han kunne få varmen. Hurtigt fik han tændt lidt af olielamperne. Efterfølgende skyndte han sig ud og smed lidt ekstra brande i det lille ildsted, så det lille værksted blev varmerer at være i. Han satte noget vand over at blive varmet, så han kunne vaske Nicola lidt, og måske give ham noget varmt at drikke, hvis han vågnede. Til sidst fandt han et stykke ren stof han kunne bruge som klud og den smertelindrende salve han også havde brugt på Enzel. Det kunne sikkert også hjælpe lidt på Nicola, hvis ikke lige med det samme, så hjælpe med det ikke ville gøre så ondt den næste dag. 
 
 Med lange, rolige skridt gik Phillippe tilbage til det lille værelse. Salven og kluden blev lagt på bordet der stod i hjørnet af rummet, længst væk fra døren, inden han forsigtigt satte sig på kanten af sengen, og betragtede Nicola lidt. Med bedre lys, var det meget nemmere at se Nicolas skader, og det gav Phillippe ondt i maven at se på. Han blik var utroligt bekymret som han blidt lod en finger fjerne en tot af Nicolas hår fra kinden.

Det var nok næsten ligegyldigt om Phillippe så havde kastet rundt med Nicola, han var nok ikke vågnet uanset. I forvejen sov han ikke ret meget, og oven i det havde der været hele den udmattende omgang med Asad, så det var vist en underdrivelse at sige, at han var træt. Det var nok en meget god ting, at han nærmest var bevidstløs, for ellers ville han nok have gjort sit bedste for at stikke af. Ikke på grund af skænderiet han havde haft med Phillippe, men fordi han endelig havde besluttet sig for, at livet var så elendigt, at der ikke var nogen grund til at blive ved med at kæmpe.. men ideen gik måske lidt af det, hvis han så skulle kæmpe for at få lov til at dø. Hvorfor skulle Phillippe pludselig komme og gøre det så besværligt.

Noget som de mange nætter med Enzel havde lært Nicola var, at det var klogt at kunne vågne ved selv den mindste bevægelse, han stolede aldrig rigtig på, at Enzel ikke kunne inde på noget, mens han lå og sov. 
Måske var det følelsen af at blive lagt i en blød seng eller den blide bevægelse, da Phillippe fjernede hårtotten, hvad end det var glippede Nicola med øjnene og kom med nogle lave, klagende lyde. Hans syn var stille og roligt ved at vende tilbage, men efter mørket var selv det blide lyset i værelset nok til at blænde ham.
Træt gned han sine øjne og forsøgte at stille skarpt på et eller andet i rummet, men det var som om, at hans øjne ikke gad samarbejde.

Selvom han ikke kunne se ham, kunne Nicola mærke, at Phillippe sad lige ved siden af ham. Desuden ville han kunne genkende snedkerens duft overalt, han luftede af friskt træ, hvilket jo egentlig ikke var så underligt.
"Phillippe?" Rent intstinktivt rakte han ud efter hans hånd.
"Hvor er jeg henne?" Forvirret forsøgte han at sætte sig op, men måtte give op og falde ned i sengen igen.

 Så snart Phillippe flyttede på Nicolas hår, vågnede han, og Phillippe trak hånden lidt til sig, for ikke at genere ham yderligere. Han bed sig lidt i underlæben, mens blikket forsat betragtede det forslåede ansigt. Phillippe brummede lidt, for at give udtryk for det var ham, men valgte alligevel at sige lidt mere til det. 
 "  Jeg er lige her.. " lød det så roligt fra ham som han kunne. Tanker om hvad der kunne være sket fløj rundt i hovedet på ham, og han havde mest af alt lyst til bare at udspørge Nicola en hel masse. Han var dog godt klar over det måske ikke var den mest praktisk vej frem, og i stedet tog han blot i Nicolas hånd, som han greb ud efter Phillippes hånd. Han gav den et betryggende klem og sendte ham et lille smil.
 "  Vi er i mit værksted..  " forklarede han stille. Blikket gled kort ud mod ildstedet for vandet lød til at være varmt.
 " Vil du have noget at drikke? Jeg har lige varmet vand?  " Phillippe havde lyst til at læne sig ned og give Nicola et kys. Enten på læberne eller panden. Bare for at mærke ham. Han havde lyst til at lægge sig i sengen, og holde om Nicola. Vise ham et alt var okay, og at det nok skulle gå. Men Phillippe vidste ikke hvordan Nicola havde det med ham. Lige nu virkede de okay, men Nicola havde slået hovedet, så han kunne også sagtens være en smule rundt på gulvet.

 I et forsøg på at få en ide om hvordan Nicola havde med Phillippe, løftede han forsigtigt hans hånd op til munden, og gav den et blidt kys. Blikket var hele tiden rettet mod Nicola for at se hvordan han reagerede. Phillippe havde lidt lyst til at spørger om han var okay, men gik også stærkt ud fra at svaret var nej, eller at han ville lyve. 
 " Hvad er der sket..?  " spurgte han i stedet igen, selvom han ikke regnede med at få et svar. Forsigtigt lagde Phillippe Nicolas hånd ned mod sengen, og lagde op til at slippe hånden for at gå ind til det nu kogende vand.

"Åh" Det gav mening, selvfølgelig var de i Phillippes værksted, hvor skulle de ellers være? Nicola følte sig stadig svimmel og rundt på gulvet, men nu var han var lidt.mere vågen og havde nogenlunde styr på sine omgivelser, følte han sig ikke helt så forvirret. Han kunne jo egentlig også godt huske, at Phillippe havde samlet ham op ude på gaden, og så var han så formentlig gået direkte tilbage til værkstedet. Det var ikke fordi, at Nicola var sur over, at Phillippe havde hjulpet ham. Egentlig følte han ikke så forfærdeligt meget.. men han vidste, at han ikke havde lyst til at ligge her og være en byrde for Phillippe.
"Nej tak, det er ikke nødvendigt" 

Uden at sige noget så Nicola til men Phillippe greb hans hånd, og pressede den mod læberne. Det var fristende bare at kaste sig over Phillippe, han havde jo savnet ham noget så forfærdeligt, selvom han var gal på ham. Men han kunne ikke være sammen med Phillippe lige nu, det gjorde kroppen alt for ondt til. Desuden havde han virkelig ikke lyst til, at Phillippe skulle finde ud af, hvad der var sket.
"Der er ikke sket noget" Hvis Phillippe fandt ud af bare en brøkdel af det, ville han blive så bekymret, og så ville Nicola jo aldrig få fred.
Da Phillippe rejste sig vendte Nicola sig om, så han i stedet lå og kiggede ind i væggen. Han kunne ikke holde ud at se på Phillippe og hans bekymrede ansigtsudtryk, det gav ham af en aller anden latterlig grund skyldfølelse. 

 Phillippe følte ikke rigtig at Nicola var oprigtig og ærlig med ham, og det gik ham lidt på. Mest fordi han så noget så sølle og forslået ud. Når det så var sagt, accepterede Phillippe også at Nicola måske alligevel ikke helt var okay med Phillippe endnu. Nicola trak godt nok ikke hånden til sig, som Phillippe kyssede den, men det kunne vel lige så godt blot være på grund af træthed, ligesom han ikke kæmpede imod da Phillippe samlede ham op. 
 Det var næsten smertefuldt at holde det opgivende suk tilbage. Phillippe brød sig virkelig ikke om at Nicola ikke ville tale med ham, sur eller ej. Det var jo tydeligt at han ikke havde det godt lige nu, så hvorfor ville han ikke bare tage imod Phillippes hjælp og omsorg? 

 Inden Phillippe gik ud af værelset så han på Nicola som han vendte sig om på siden. Det gjorde utroligt ondt at Nicola virkede så afvisende, han havde lidt håbet på det måske var blevet lidt bedre mellem dem, i den sidste uges tid, nu hvor Nicola havde haft tid til at tænke lidt over det hele. Det havde tydeligvis ikke været nok, og det generede da Phillippe en smule. 
 Uden at sige noget, gik Phillippe ind og lavede en kop te alligevel. Resten af vandet blev hældt i en spand, sammen med noget koldt vand, så det ikke var brandvarmt. Både kop og spand kom med ind til Nicola. Spanden blev sat på gulvet, og koppen på det lille natbord ved siden af sengen.
 " Her, lidt varmt at drikke..  " sagde han, selvom Nicola havde sagt det ikke var nødvendigt. Det betød ikke han ikke havde lyst, men at han ikke ville byrde Phillippe med det. Men han havde jo næsten lavet det. Kort betragtede han Nicola lidt, inden han gik over til det andet bord og samlede stofstykket og salven op. 

 Om Nicola ville have det eller ej, ville Phillippe hjælpe ham. Derfor satte han sig på kanten af sengen igen, lod stofstykket falde ned i spanden med vand, og satte salven på bordet ved teen. Forsigtigt lagde Phillippe hånden på Nicolas skulder.
 " Lad mig vaske dig lidt. Jeg har noget salve, det kan hjælpe lidt på ømme stedet..  " Phillippes stemme var rolig og stille, selvom han var ved at gå ud af sit gode skind. 

Der var noget galt med Phillippe, selvom Nicola ikke kunme sætte fingeren på, hvad det præcis var. Havde deres kænderi virkelig taget så meget på ham, at det kunne være det, som nagede? Alene tanken fik Nicola til at have det endnu værre med sig selv. Måske var det bedst, hvis han bare kæmpede sig op og stå og forsvandt ud i natten. Ud for at finde nogen, som kunne hjælpe ham med at glemme smerten på den ene eller den anden måde. Måske var det på tide, at han endelig prøvede katteurt? Det virkede jo for Enzel.

Det var virkelig ikke Nicolas mening at virke afvisende overfor Phillippe, men han havde ikke kræfterne til at tænke på andre end sig selv, og hvordan han kunne undgå at få det endnu værre. Desværre fik al Phillippes omsorg ham til at få det dårligere med sig selv.
"Nej tak" Hans stemme var flad, blottet for følelser. Hvad var der sket med dengang, hvor han fint klarede sig selv? Hvor han elskede at leve, og faktisk nød sit liv? Han var en skygge af sig selv, en skamplet.

Et ryk gik gennem ham ved følelsen af hånden på skulderen. Det var Phillippe! Phillippe ville ikke gøre ham ondt, så hvorfor reagerede han sådan? Måske han bare helt skulle undgå berøringer lige nu.
"Det behøver du ikke" Nicola drejede ikke engang hovedet for at se på Phillippe, i stedet var blikket stadig rettet mod væggen, selvom det var som om, at han ikke engang rigtig så på noget. Blikket var bare tomt, nøjagtig ligesom stemmen.

 Phillippe kunne ikke forklare hvordan han havde det. Det var som om han næsten ikke kunne være i sig selv, fordi Nicola virkede så.. Ligeglad og opgivende. Især fordi han ikke vidste hvad der var sket ved Nicola. Den smukke glød der havde været over Nicola første og anden gang i havde være sammen var væk, og havde efterladt Nicola nærmest helt grå. Phillippe kunne ikke lade vær med at bekymre sig for om det var hans skyld, at den smukke glød var væk fra halvdyret. 
 Det gjorde det ikke bedre da Nicolas krop helt gibbede ved Phillippes berøring. Hurtigt trak han hånden til sig, med panden rynket. Han bed sig lidt overvejende i underlæben, inden han lod hånden finde vej til Nicola skulder igen. Mon ikke han ville være forberedt på berøringen denne gang? Hånden aede forsigtigt Nicola over skulderen og ned af armen, og op igen.
 " Måske ikke.. Men det vil jeg gerne.. Så lad mig vaske dit ansigt lidt..  " han sendte Nicola et opmuntrende smil, selvom han lå med ryggen til ham. For at give Nicola tiden til at vende sig, tog Phillippe hånden til sig, og stak begge hænder ned i spanden med stofstykke, for at vride det lidt op, så han kunne komme til at vaske Nicolas. 

 Hvis ikke Nicola havde vendt sig om på ryggen, når Phillippe vendte sig mod Nicola igen, ville han slippe et lavt suk ud. Den ene hånd ville lægge sig på han skulder.
 " Kom nu Nicola..  " ville han stadig ikke vende sig, ville Phillippe lægge lidt pres på skulderen. Hvorfor skulle han være sådan der? Phillippe ville bare hjælpe ham lidt, og han accepterede endda hvis Nicola ikke ønskede at Phillippe tog tøjet af ham. Hånden forsatte med at presse på Nicolas skulder, i et forsøg på at vende ham om på ryggen.
 " Jeg har savnet dig...  " mumlede han lidt, i håb om at det måske kunne distrahere halvdyret lidt.

Hvorfor kunne Phillippe ikke bare lade ham være i fred? Nicola følte sig så forbandet udmattet, mere udmattet end han kunne mindes, at han nogensinde havde været før. Kroppen føltes så tung, at han ikke var sikker på, at han ville kunne bevæge sig ret meget, selv hvis han prøvede, og hans tanker var en forvirret tåge af ubehagelige billeder og tanker. Selvfølgelig kunne Phillippe ikke vide noget om det, men i det mindste kunne han da acceptere et nej!
"Du behøver virkelig ikke.." mumlede han og krøb endnu mere sammen. Pludselig havde han lyst til at råbe og skrige af Phillippe, men hvad skulle det dog nytte, ud over at skræmme den sidste person væk, som måske bekymrede sig bare en smule om ham.

Lettere irriteret brummede Nicola som svar på Phillippes fortsatte bønner om at få lov til at vaske ham. Altså, hvor svært var det at forstå! Nicola kunne næsten ikke holde ud, at Phillippe så gerne ville være sød mod ham, forstod Phillippe slet ikke, at Nicola ikke fortjente omsorgen! Han skulle bare have lov til at ligge med sin egen smerte og hvad end det var Phillippe så desperat ønskede at vaske af, og så skulle han have lov til at forsvinde igen, inden han også formåede at ødelægge Phillippes liv, ligesom han havde ødelagt sit eget.

Det stak i hjertet, da Phillippe sagde, at han havde savnet ham. Ikke fordi han tvivlede på, at det var sandt, men fordi han ikke forstod, hvorfor han var savnet. Det fik ham dog til at vende sig om med et opgivende suk, så han nu lå på ryggen.
"Fint" Han lukkede øjnene, så han ikke var tvunget til at se op på Phillippe, for han stolede ikke på, at tårene ikke pludselig ville begynde at løbe.  

 Selvfølgelig var et nej et nej, men Phillippe nægtede at Nicola bare lå der i hans seng og havde givet op. Hvad end der var sket med Nicola var det sikkert ikke rart, han ville jo tydeligvis ikke snakke om det, og når han skulle flytte på sig virkede det anstrengt og smertefuldt. Han var uden tvivl også træt, men Phillippe ville ikke lade Nicola være, før han i det mindste havde fået vasket det størknede blod væk fra Nicolas hoved. Phillippe var bekymret for at der var andre steder Nicola trængte til at blive vasket, men med den kamp det havde været at få lov til at vaske han ansigt, ville han nok ikke få lov til mere. 
 
 Da Nicola endelig vendte sig, lettede det lidt på Phillippe. Især fordi han ikke ligefrem reagerede negativt på at Phillippe havde savnet ham. Så var Nicola måske ikke helt så sur på ham længere. Han sendte Nicola et lille smil, selvom det ikke gjorde nogen forskel, da Nicola havde lukket øjnenene. Det gav ham dog fri mulighed til at betragte halvdyret lige så meget han havde lyst. 
 " Tak..  " lød det stille, men taknemligt fra ham. Han flyttede sig lidt længere op og ind, så han nemmere kunne komme til. Forsigtigt første han stofstykke op til Nicolas ansigt og begyndte at vaske skidt, snavs og blod af det smukke ansigt. 
 Bevægelserne var blide og kærlige, og en gang imellem skyllede han stoffet, så det blev nogenlunde rent, og lun igen.  Han sagde ikke noget imens, men lod bare den ene hånd kærtegne Nicolas brune hud med kluden, mens den hånd lagde sig lidt mod hans kind og hage, for at holde lidt på hans hoved, så det ikke flyttede sig for meget. Og så kunne han jo også nusse han blidt på kinden med tommelfingeren, når ikke han vaskede der. 

 Da Phillippe mente Nicolas ansigt ikke kunne blive mere rent, lod han stofstykke falde tilbage i spanden. Salven der stod ved siden af Nicolas te, blev samlet op, og åbnet for, og forsigtigt smurte det på de steder hvor det så ud til at kunne gøre ondt. Det ville sikkert hjælpe lidt på at Nicola kunne sove lidt bedre, når det begyndte at bedøve områderne lidt. Efter satte han salven tilbage på bordet og rejste sig op.
 " Sådan..  " spanden blev samlet op, og Phillippe gik ud til hoveddøren som han åbnede og smed vandet udenfor. Da han gik ind igen, låste han døren efter sig, for klokken var trods alt mange. Som han gik tilbage til værelset slukkede ham diverse lamper. 
 Tilbage på værelset satte han sig på sengen, og lod blidt hånden køre over Nicolas hår. Prøvende og en smule tøvende lagde Phillippe sig ned i sengen, med muligheden for Nicola at gør det kalr hvis han ikke ville have Phillippe til at lægge sig.

Det var rart at mærke Phillippes blide hænder mod ansigtet, men Nicola kunne umuligt give sig hen til den behagelige følelse. Nok ville det være rart for et øjeblik, men så ville Phillippe forlade ham, eller Nicola ville blive tvunget tilbage til bordellet, og så kunne mareridtet begynde forfra. Så han kunne ikke tillade sig selv at søge trøst ved Phillippe, og lade ham overbevise ham om, at det hele nok skulle gå. Hvis han begyndte at håbe igen, og det hele så gik galt endnu engang.. det ville han ikke kunne bære. Så var det bedre bare at holde afstand, og så gøre en ende på det hele, når muligheden bød sig. Måske ville Phillippe blive ked af, at han forsvandt, men der var nok langt større chance for, at han bare ville finde sig en ny. Nicola håbede, at han ville finde sig en ny, det fortjente han. En ny person, som Phillippe kunne elske, og som også var i stand til at gengælde følelserne. Det gjorde på en måde Nicola mere rolig, at han fik overbevist sig selv om, at Phillippe nok skulle finde en at holde af, og det hjalp ham til at holde tårene på afstand, mens Phillippe blev færdig med at vaske hans ansigt.

Mens Phillippe gik ud med vandet, åbnede Nicola øjnene, og lagde sig atter om på siden, så han ikke var tvunget til at se på Phillippe. Nok havde han fundet lidt trøst i den fremtid, han forstillede sig for Phillippe, men derfor gjorde det stadig ondt, hver gang han så på ham. Det var jo ikke på nogen måde hans mening at såre ham.. Derfor sagde han heller ikke noget, da Phillippe lagde sig i sengen, tværtimod rykkede han sig en smule, så der var bare lidt bedre plads.
"Godnat" Klokken var mange, så Phillippe måtte uden tvivl være træt. Forhåbentlig ville det også lykkedes Nicola at få lidt søvn, han havde da i hvert fald tænkt sig at give det et forsøg. Måske var han endda udmattet nok til, at de sædvanlige mareridt ikke ville formå at vække ham.

 Det manglende reaktion fra Nicola gjorde lidt ondt, på Phillippe. Jo halvdyret havde da takket nej til de ting Phillippe tilbød, men var også det. Det var jo tydeligt at der var sket noget med Nicola, noget som umuligt kunne være rart. Så det irriterede da ham lidt at Nicola ikke enten råbte og skreg af Phillippe for at lægge sig i sengen med ham, eller skyndte sig at søge ind til Phillippes trygge favn, for lidt omsorg han helt sikkert nok manglede. Men der var ingen ting. Nicola flyttede lidt på sig, for at give mere plads og så var det dét. 
 Et lavt, næsten lydløst suk forlod Phillippes læber, som ham krøb ned under tæppet til Nicola og lagde sig ordenligt ned. Han havde ikke taget hverken skjorte eller bukser af, selvom han vidste han ville komme til at dø halvt af varme, nu hvor der lå en anden i sengen, samt alt det brænde han havde smidt ind i ilden, for at varme Nicola op fra mørket kulde. Han gik bare ikke ud fra Nicola ville have det vildt fedt med han lå halvnøgen. 
 " Godnat, Nicola.  " sagde han stille, og forsøgte at lægge sig godt til rette, selvom det ikke var nemt, når Nicola lå der, og det mest naturlige var at ligge armen om halvdyret.

 Phillippe faldt ikke i søvn med det sammen. Egentlig gik der en del tid før trætheden tog over og han døsede hen. I stedet lå han med den ene arm under hovedet, og kiggede på Nicola. Han kunne godt nok ikke se så meget, eftersom han bare lå med ryggen til ham, men bare det at være tæt på Nicola igen, var helt fantastisk. Også selvom Nicola måske ikke ønskede at være i nærheden af Phillippe.
 Efter noget tid, forsøge Philippe at ligge den ene arm om Nicola, og hvis ikke der kom nogle protester fra Nicola, ville Phillippe lade armen blive. Kom der protester, ville han fjerne armen igen. Uanset hvad, ville Phillippe falde i søvn kort efter, med en let snorken.

Man skulle være både døv og blind for ikke at opfatte, at der var noget galt med Phillippe. Nok havde Nicola kun kendt ham et ganske kort stykke tid, men det her var ikke den Phillippe, han havde lært at kende.. Og det værste var, at det var hans skyld. Nicola vidste jo godt, at han sårede Phillippe ved at være så afvisende, men hvad kunne han gøre? Det nemmeste ville være at se, om han kunne få lidt søvn, og så forhåbentlig liste ud, inden Phillippe vågnede igen. Måske ville Nicola endda loste afsted i løbet af natten, hvis han ikke formåede at falde i søvn. Ingen forklaringer, ingen smertefulde brud.. med lidt held ville Phillippe endda begynde at hade ham, så der ikke var nogen plads til savn.

Det var svært for Nicola t finde ro, når han kunne høre på Phillippe at han endnu ikke sov. Det ville sikkert være det mest igtige at vende sig om, og søge trøst i Phillippes stærke og varme favn, men det var ikke en mulighed. I stedet lå Nicola helt stille, indtil han var sikker på, at Phillippe sov. Forsigtigt forsøgte han at gøre sig fri, men han tvivlede på, at han ville kunbe komme op fra sengen, uden t det ville vække den sovende Phillippe. Med et næsten lydløst suk lukkede han øjnene, opsat på at se, om han i det mindste kunne få noget søvn. Det tog lang tid, men endelig faldt han i en urolig søvn.

Det var ikke mere end ganske få timer fter, at Nicola var faldet i søvn. For en gang skyld havde mareridtene ikke formået at vække ham, men han var kommet med nohle lave, skræmte lyde. Men jo længere han sov, jo værre blev mareridtene, og snart lå han og vred sig mens han klynkede ynkeligt.
"Lad være" stadig sovende forsøgte han svagt at slå om sig for at få hvad end der hjemsøgte ham væk.
"Nej, nej NEJ!" Det sidste ord gik over i et skrig mens han begyndte at sparke og slå vildt om sig. Mareridtet var en forvirrende blanding af små rum, store og grumt udseende orker, misbrug og smerte. Det var umuligt for ham at bryde ud af det forfærdelige mareridt, så han blev ved med at kæmpe og skrige, mens han trak vejret så hårdt ind, at man uden tvivl ville kunbe se hans ribben, hvis man trak tæppet til side.

 Jo dybere Phillippe faldt ind i søvnen, jo mere trykkede han Nicolas spinkle krop ind til sig. Det blev aldrig disideret hårdt, og hvis Nicola ville fri skulle han bare flytte Phillippes arm. Ubevidst og i søvne, klemte han blidt om Nicola, som der begyndte at komme små lyde fra ham.

 Da Nicola begyndte at råbe mere op, vågnede Phillippe op med et sæt, bange for at er var nogen der var ved at tage Nicola fra ham. Hurtigt fik han orienteret sig i mørket, og konkluderede at Nicola lå lige ved siden af ham, men som der begyndte at blive sendt slag afsted fra halvdyret, sprang Phillippe nærmest ud af sengen. Hans tøj sad en smule tæt ind til kroppen, på grund af det lette lag sved, fra at have det varmt under tæppet.
 Phillippe så forskrækket ned på Nicola som lå i sengen og bevægede sig, som var han blevet besat af en ond dæmon, der prøvede at overtage hans krop. Uden at vide hvad der skete med Nicola og om det var noget Phillippe havde gjort stod han bare lidt og så på omridset af Nicola der gik helt amok i sengen. 

 Der gik dog ikke specielt mange sekunder før det blev for meget for Phillippe at se og høre på Nicolas pinsler. Han håbede inderligt at halvdyret blot havde et meget ubehageligt mareridt, for det vidste han da nogenlunde hvordan han skulle håndtere. Phillippe kravlede op i sengen, og satte sig på knæene ved siden af Nicola, og ruskede han lidt blidt i armen.
 " Nicola! Vågn op! Nicola, det er Phillippe!  " Hvis ikke det vækkede Nicola, ville han ruske lidt hårdere i ham, mens han forsøgte at undvige de vildfarende arme. Stemmen ville også blive hævet lidt.
 "  Vågn op! Nicola! Det bare et mareridt! " Hvis det stadig ikke ville virke, og Nicolas vriden og vildfarende arme forsat ville svinge rundt omkring ham, ville Phillippe kravle op, og sætte sig med et ben på hver side af Nicola, fange hans arme og holde dem ind mod Nicolas krop, mens han ville ruske ham lidt. Måske det ikke ville være den bedste og mest effektive mulighed, men Phillippe vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. 

Nicla var alt for fanget i mareridtets mørke klør til, at Phillippes råb kunne hive ham ud af det. I stedet gik råbene ind og blev en del af hans mareridt, så det ikke kun var ham der blev udsat for de forfærdelige ting, men nu også Phillippe. Da Phillippe kravlede op for at holde ham fast, fortsatte Nicola med at kæmpe, men denne gang for at komme fri. Phillippe burde nok være glad for, at Nicola aldrig havde været voldsomt fysisk stærk, for han gjorde sit absolut bedste for at slippe fri fra, hvad end det var, der holdt ham nede. 

Et skræmt skrig forlod Nicola, som han endelig slog øjnene op, og så rundt, bange og forvirret. Selvom hans nattesyn var væsentligt bedre end mange andre racers, tog de ham et øjeblik at orientere sig. Hvor var han? RUmmet virkede bekendt, men han kunne ikke helt sætte fingeren på det. Endelig gik det op for ham, at noget faktisk holdt ham nede, og det ikke bare var mareridtet, var han stadig i cellen med orken, eller havde det bare været en del af mareridtet? Bange for at hans værste frygt viste sig at være sand, drejede han hovedet, så han på Phillippe. Det var rigtigt, Phillippe havde fundet ham og taget ham med hjem, alt andet var bare ubehagelige minder som hjemsøgte ham i søvnen.

"Phillippe..." Han rømmede sig kort. Phillippe havde oplevet hans mareridt, og så endda et af de slemme. Hvad var chancen for, at Phillippe stadig ville acceptere, at Nicola ikke ønskede at fortælle, hvad der var sket? Havde situationen været omvendt, ville han jo selv have forlangt at få at vide hvad der var sket, om det så skulle tage hele natten. Forhåbentlig var Phillippe ikke lige så stædig som ham selv.  

 Det lå så unaturligt for Phillippe, at sidde og holde Nicola ned på sengen på den måde. Han havde det vitterligt som om han sad og gjorde Nicola fortræd. Han følte sig led og ondskabsfuld, trods han egentlig ikke gjorde Nicola ondt. Men det kunne kun være noget virkeligt ubehageligt og modbydeligt han lå og drømte, siden det kunne få ham til at reagerer så voldsomt, og så hjalp det sikkert ikke at blive holdt fast. Han vidste bare ikke hvad han ellers skulle gøre, for det ville sikkert heller ikke være optimalt og brugbart, hvis han bare stod og så på. 

 Bevægelserne stoppede lige så pludseligt de var startet, med et skrig fra Nicola. Et skrig, der fik Phillippe til omgående at slippe Nicola, så han sad med hænderne lidt over hovedet, for at indikere at han ikke ville gøre Nicola noget, mens han forsat sad overskrævs på ham. Usikker på hvad der egentlig helt præcist var sket, og om det var noget han havde gjort, der var skyld i det, sank han en nervøs klump. Blikket gled undersøgende rundt på Nicola, mens han kort nikkede. 
 Det gik længe hvor Phillippe hverken sagde eller gjorde noget. Han sad bare og så på Nicola, mens tankerne kørte på højtryk. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Normalt holdt han sig altid væk fra andres problemer. Gjorde alt hvad han kunne for ikke at blive blandet ind i alt muligt, der krævede meget af ham. Ligesom situationen med Nicola lige nu. Han var dog allerede fra først gange han så Nicola, gået mod hans principper, og havde konstant gjort det igen og igen siden. Han burde begynde at skubbe Nicola væk. Tage afstand og gøre alt i hans magt for at cutte forbindelsen, men som han sad der og så end på Nicola. Forslået og stadig med skrækken fra hvad end han havde drømt, malet i hele ansigtet kunne han slet ikke få sig til det. Han havde ikke lyst til at cutte forbindelsen. 
 Et opgivende suk forlod hans læber og det rod han følte han havde i hovedet i øjeblikket, mens den ene hånd gned lidt træt over ansigtet, inden den fortsatte gennem håret, så båndet der holdt håret samlet løsnede sig og faldt væk, så de lange lokker kom til at hænge frit. 

 " Det var noget af en drøm..  " Phillippe afbrød endelig stilheden, og kravlede af Nicola, så han ikke længere var fanget under Phillippe. I stedet satte han sig ved siden af Nicola, og så et kort øjeblik frem af, mens han tænkte. Så fandt blikket tilbage på Nicola, med et lille smil.
 " Ville det være okay, hvis jeg tog trøjen af? Det er virkeligt varmt..  " Forklarede og han og trak lidt ud i trøjen. Nysgerrigheden over hvad der var sket, og hvad Nicola havde drømt, var ved at æde ham op, men Nicolas afvisende attitude tidligere, sad stadig frisk i erindringen, og han tænkte det nok var en ide at bløde Nicola lidt op først. Snakke om andre, ligegyldige ting.